torsdag den 30. december 2010

Valgkampsreform

Jeg får intet tilskud fra store virksomheder, så jeg har ikke råd til at indrykke dobbeltsidede annoncer i de landsdækkende dagblade. Derfor nøjes jeg med denne ydmyge plads, hvor jeg gerne vil fortælle dig, at Danmark har brug for reformer, og at statens økonomi skal rettes op.
Nogenlunde det samme fortæller Lars Løkke i dag i sine annoncer, og de politiske kandestøbere er allerede i gang med at fortolke hans ord. Reformer betyder ifølge dem, at Lars Løkke vil afskaffe eller ændre efterlønnen.
Reform og efterløn er nærmest blevet synonymer på Christiansborg. De radikale, Saxo Bank Partiet og de konservative kan næsten ikke diskutere noget politisk emne uden at foreslå afskaffelse af efterlønnen.
Som vælger får man indtryk af, at efterlønnen er skyld i alle statens økonomiske problemer samt, at den får lov at fortsætte uændret år efter år.
Det er ikke tilfældet. Der er vedtaget en reform af efterlønnen. Det gjorde et bredt flertal i Folketinget i 2006, og det var en meget visionær og modig ændring. Så stor, at den fortjener betegnelsen reform. Den opererer nemlig med en fleksibel pensionsalder. Jo højere vores gennemsnitlige levealder bliver i Danmark, jo senere kan vi gå på efterløn og pension. Når den reform træder i kraft, vil den spare staten for mange milliarer kroner om året i mange år fremover.
Desværre gælder reformen først fra år 2019. Der skulle dens fædre og mødre have været mere modige. 2013 eller 2015 havde været bedre. Politikerne havde ret i, at folk skal have nogle års frist til at vænne sig til de nye vilkår, og det er netop årsagen til, at der ikke er nogen særlig gevinst ved at ændre efterlønsforliget nu. Om et øjeblik skriver vi 2011, så politikerne kan højst fremrykke den nuværende aftale et par år. Dermed vil den økonomiske effekt være et mindre milliardbeløb i år 2017 og 2018. Det kan selvfølgelig være værd at tage med, men det er en kæmpe overdrivelse at kalde den slags for en reform.
Tilbage står, at der stadig er ubalance i statens finanser, og at virksomhedernes konkurrenceevne er under pres. Det kræver reformer - og ikke bare lidt ændringer i efterlønnen.
Nullernes regeringer har nedsat en del kommissioner for at bede om løsninger på problemerne, og så har ministrene hver gang skyndt sig at pløkke alle forslag ned. Samme skæbne overgår alle idéer fra oppositionen, fra erhvervsorganisationer og tænketanke.
Derfor vil det kræve en omfattende reform af regeringens attitude at løse Danmarks problemer. Det vil kræve, at Løkke & co vil lytte til andre end sig selv og Dansk Folkeparti. Intet tyder på, at den reform er under opsejling.
Dagens annoncer er endnu et eksempel på, at regeringen markedsfører sig som den, der har svarene på alting. Dens eneste problem er, at folk ikke har fattet det.

onsdag den 29. december 2010

God nyhed: Under 300 dræbte

Kan det være en god nyhed, at knap 300 mennesker i 2010 mister livet i trafikken?
Ja, det kan det vel, når vi samtidig får at vide, at det er langt under gennemsnittet. For 40 år siden, da var færre biler på vejene, døde hvert år ca. 10.000 i trafikken.
Forklaringen på faldet i år er lidt paradoksal. Statistikkerne afslører, at der har været færre dræbte i vintermånederne end tidligere. Det er fordi, vi kører mere forsigtigt, når det sner og er glat.
Det er værd at tænke lidt over. Især for én som mig, der tilbringer mange timer på motor- og landeveje. Det gamle slogan "Farten dræber" er uhyggeligt præcist.
Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid overholder fartgrænserne. Det vil jeg blive bedre til i det nye år. Jeg vil ikke love 100 pct., at jeg altid vil køre bedemandsagtige 80 km/t på en helt blank vestjysk landevej. Men jeg vil hellere tage 10 minutter tidligere hjemmefra end at køre aggressivt og stresse mig selv og andre.
En anden vane, jeg vil arbejde med som bilist, er kunsten at holde afstand. Når der er tæt trafik på motorvejen, er det næsten umuligt at lægge sig i sikker afstand bag den forankørende. Så man vænner sig hurtigt til at ligge alt for tæt på. Et øjebiks uopmærksomhed eller en uventet opbremsning kan få katastrofale følger. Her vil jeg helt sikkert forbedre mig i det nye år.
Og så er jeg for resten modstander af nytårsløfter, så jeg starter allerede i dag. Jeg ved godt nok ikke, om jeg skal ud at køre i bil.

søndag den 26. december 2010

Kom, lad os brokke os

Fra mit arbejde ved jeg, at kommunale affaldsmedarbejdere landet over hader snevejr. Så bliver de bombarderet med telefonopkald fra vrede borgere, som ikke har fået tømt deres affaldsbeholder eller skiftet deres affaldssæk. Ukvemsordene fyger gennem telefonerne. Borgerne beskylder både skraldemænd og administrative medarbejdere for at være dovne og dumme, og de forlanger at få deres store problem løst lige med det samme.
Andre kommunale medarbejdere tager sig af hjemmeplejen, som hver dag har personlig kontakt med mange hundrede personer. Rigtig mange af dem er afhængige af hjælpen. Gæt, hvor mange klager, der kommer over forsinkelser og manglende besøg? Det er nogle få om ugen. Til gengæld er de ældre glade og taknemmelige, når hjælpen når frem, selv om den er forsinket.

Synes du ikke, det er pinligt? Vi kan finde på at råbe og skrige over en affaldssæk, der ikke er blevet hentet. Men en gammel kone, som sidder med en stor ble på, lyser op i et stort smil, når hjemmehjælperen når frem 12 timer senere end sædvanligt.

Det er selvfølgelig ikke dig, kære læser, der ringer og klager over det med affaldssækken. Det er din nabo.

Der er masser af andet, vi brokker os over. Og når det gælder offentligt ansatte, er der intet filter. Vi betaler jo en formue i skat, og så har vi også ret til at brokke os, hver gang vi finder den mindste fejl. Det er simpelthen ikke i orden over for de mennesker, der skal tage imod brokkeriet. Og det gør ikke servicen bedre.

Hjemmehjælperen, der får et stort smil for at komme for sent, vil selvfølgelig være mere motiveret end den affaldsmedarbejder, der har brugt hele sin arbejdsdag på at få skældud.

Når det sner, er busserne, skraldemændene, hjemmehjælperne og mange andre forsinkede. Det er logik, og det behøver vi ikke at brokke os over.

Når kommunen er fattig, kan al sneen heller ikke blive ryddet alle vegne med det samme. Vi kan ikke beskylde kommunen for at være økonomisk uansvarlig og bagefter brokke os over manglende snerydning.

I de kommende år bliver der mere, som kommunerne ikke kan tage sig af. Der bliver måske færre tilskud til aktiviteter og projekter og mere brug for frivilligt arbejde. Det kan vi vælge at brokke os over eller at gå ind i. Hvis vi brokker os, får vi selv og andre helt sikkert en dårlig oplevelse, og der sker ingen forandring. Hvis vi i stedet går positivt ind i det og griber malerpenslen i børnehaven, kan vi glæde andre og få gode fælles oplevelser.

torsdag den 23. december 2010

God kørsel i stjålet bil

DRs dækning af sagen om Bertel Haarders raserianfald har været glimrende og har skabt en fin debat om politikeres og mediers samarbejde.
Så ros for det.
Men ris til DR for at have bragt indslaget.
Da jeg læste om sagen første gang, fik jeg en dårlig fornemmelse i maven. Jeg syntes, det var forkert at bringe indslaget, og det gør jeg stadig. Selv om Bertel Haarder åbenbart flippede helt ud, var han også blevet dårligt behandlet af DR. Journalisten havde to gange brændt ham af, og han overholdt ikke de aftaler, de havde indgået om interviewet. Derfor var der god grund til, at Bertel Haarder blev sur. Spørgsmålet er, om DR ville have bragt indslaget, hvis Haarder bare var blevet almindeligt sur. Det tror jeg ikke. På mig virker det som om, DR er faldet for fristelsen til at bringe et sensationelt klip, og så har den dygtige nyhedsdirektør Ulrik Haagerup efterfølgende fundet på argumentet om politikernes forhold til pressen.
Det er til gengæld en relevant diskussion. Ministrene stiller flere og flere betingelser for deres deltagelse i interviews. Det skal optages på et bestemt sted. Spindoktoren skal vide, hvilke spørgsmål journalisten stiller. Ofte er der betingelser om ikke at spørge om bestemte emner. Som seer kan vi spørge os selv, om vi har en kritisk presse, når det er ministrene og deres rådgivere, der bestemmer indholdet.
Og så er der den krølle på historien, at journalisterne ikke altid orker besværet med ministrene og deres rådgivere. Så er det nemmere at ringe til Pia Kjærsgaard. Hun siger altid ja, stiller ingen betingelser og svarer beredvilligt på alt. Det er meget professionelt og giver Dansk Folkeparti en god presse, og det er fuldt fortjent.
Hele den diskussion er fin at få oprullet, og DR har dækket problemstillingen fint. DR har også sat sine egne dispositioner til debat og har offentliggjort det undskyldende brev fra Bertel Haarder, så læsere, lyttere og seere selv kan tage stilling.
Men det ændrer ikke ved, at det - efter min mening - var forkert at bringe indslaget. Det har jeg prøvet at udtrykke med et billede i overskriften.
God jul fra mig.

søndag den 19. december 2010

Den konservative julekalender

Hver dag åbner de konservative en ny låge i den satiriske julekalender, der gør groft nar af partiet. Det morsomme er, at de selv leverer alle de muntre indslag.
Her i weekenden har Brian Mikkelsen virkelig kørt med klatten. Han er jo minister. Det hedder vist erhvervs- og økonomiminister.
Først fortalte han i et interview med Altinget.dk, at han ikke ville fortsætte i politik efter næste valg, hvis ikke han blev minister. Det er jo en bevidst hån imod Folketinget. Det er direkte pinligt for et samfundsstøttende parti, at en af dets ledere på den måde håner den fornemme og ophøjede institution, som er rygraden i vores demokrati.
Det fandt Brian Mikkelsen ud af et døgns tid efter og sendte derfor en meddelelse ud via Ritzau om, at han ville blive i Folketinget uanset valgets resultat.
Her til aften har Jyllands-Posten fået ministeren i tale, og her giver han det klassiske politikernummer - at dementere sig selv på en måde, som ingen forstår. Jeg kan i hvert fald ikke dechifrere de ord, der er kommet ud af ministerens mund. Prøv selv at læse her: http://jp.dk/indland/indland_politik/article2282490.ece
Jeg er superglad for, at Brian Mikkelsen vil blive i Folketinget, hvis ellers det er det, han vil. Han er en af dem, der virkelig gør det skægt at følge med i politik.
At han så skulle blive minister i 10 år - det er så en joke, der er trukket lidt for langt ud.

fredag den 17. december 2010

Hokus Pokus Partiet

Jeg vil stifte et nyt parti. Det skal hedde Hokus Pokus Partiet, og det skal en gang for alle løse alle Danmarks problemer.
Hokus Pokus Partiet går ind for skattelettelser, højere offentlig service og overskud på statsfinanserne. Det kan sagtens lade sig gøre. Det er bare et spørgsmål om at prioritere.
Partiet går også ind for lavere arbejdsløshed og en offensiv klimapolitik, som gør Danmark til en grøn vindernation.
Når det gælder udlændinge er Hokus Pokus Partiet ikke i tvivl. Danmark skal have en retfærdig flygtningepolitik. Nej til nassere og ja til højtuddannede. Vi skal selvfølgelig overholde alle konventioner.
På alle andre områder mener Hokus Pokus Partiet det samme som et flertal af befolkningen. Vi går nemlig ind for at lytte til vælgerne.
Partiets politik skal defineres af mig. Vi vil ikke have nogen slingrekurs, hvor en af Hokus Pokus Partiets kandidater pludselig melder noget uheldigt ud. Så det er nemmest for alle parter, at jeg fortæller mine undersåtter, hvad de skal mene.
Så er det parti kreeret. Det var da ikke så svært. Der er kun lige to små problemer.
Det ene er, at det politiske program overhovedet ikke hænger sammen.
Det andet er, at partiet eksisterer i forvejen. Det hedder Liberal Alliance.

tirsdag den 14. december 2010

VORES piger


Jeg så en lidt duknakket hvidhåret herre lørdag aften, da jeg var i byen i Aalborg. Han var til det samme arrangement som jeg, og han gjorde ikke meget væsen af sig. Han var ikke deltager men tilskuer, lige som Lærke og mig og 6000 andre.
Det var til håndboldlandskampen mod Spanien, og for mig ham den hvidhårede også en slags hovedperson. Han hedder Ulrik Wilbek, og det var i hans regeringstid som træner, at kvindelandsholdet i håndbold blev folkeeje. Det var under Wilbek, at den herlige december-tradition startede med en vanvittigt medrivende turnering, som klæbede danskerne til tv-skærmen. Det var under Wilbek, vi blev forvænte med medaljer og mesterskaber. Det var under Wilbek, det blev til VORES piger.
Pytlick har gjort det lige så godt, og det vi oplever i disse uger er indtil videre nærmest sensationelt. Jeg tror ikke, det danske hold er Europas bedste, men jeg tror godt, det kan vinde EM. Det skyldes i høj grad Pytlick og Kim Jensen, som har fået VORES piger til at fremstå som et stærkt kollektiv.
Men vi skal også have en del af æren - os tv-kiggere og tilskuere i de store jyske arenaer. Det oplevede vi meget stærkt lørdag aften, hvor landsholdet absolut ikke spillede godt mod Spanien. Men vi bar dem frem til en kneben sejr, os der sad i Gigantium. I hele anden halvleg stod vi op og klappede taktfast, hver gang Danmark var i angreb. Hver enkelt scoring udløste enorme jubelbrøl fra 6000 hæse mennesker. Tilsvarende kunne være helt tavse, når bolden lå bag Karin Mortensen.
Også tv-kiggerne hjælper til. Jeg er sikker på, at VORES piger kan mærke, at hele Danmark holder med dem, at hele Danmark føler sig som en del af holdet. Kampen i aftes mod Rusland slog tv-rekord for 2010. Fodbold-VM, kongelige bryllupper og DRs dramaserier kunne ikke nå op på siden af Karin & co. Vinder de også i aften, får publikumsinteressen endnu et hak.
Hvad kan man så lære af det? som Gotha Andersen sagde i børne-tv for 40 år siden.
Ikke en skid. Men det er sjovt. Kom så Danmark.

lørdag den 11. december 2010

Send spindoktorerne væk for skolens skyld

Ugens store emne i Danmark har været folkeskolen. Det er dejligt, for den er SÅ vigtig for os. Vores unger skal have en god uddannelse for at klare sig og for, at Danmark kan stå distancen i den globaliserede verden.
Jeg så Debatten på DR2 torsdag aften, og her ramte den radikale Margrethe Vestager plet med sin indledende bemærkning: "Det største problem for folkeskolen er Christiansborg".
Faren er, at skolen bliver en politisk kampplads. Faren er, at parterne ikke ønsker at lave en fælles løsning, men går efter et sammenbrud, så de bagefter kan kritisere de andre som et led i valgkampen. Det duer ikke. Folkeskolen er alt for vigtig til at blive reduceret til en ordkrig mellem toppolitikere.
Venstre havde to repræsentanter i studiet, uddannelsesordfører Malou Aamund og undervisningsminister Tina Nedergaard. De var som nat og dag - ikke i deres synspunkter, men i deres udtryk.
Malou Aamund var anerkendende, lyttende og tog udgangspunkt i sin egen virkelighed som mor til to skolesøgende børn.
Tina Nedergaard var docerende, afbrød højlydt andre og talte med abstrakte politiske slagord. Hun udviste intet engagement for skolen, der i hendes mund fremstod som ét stort problem.
Jeg kunne virkelig ønske mig, at Malou Aamund får lov at lede forhandlingerne om det næste folkeskoleforlig. Så tror jeg, der vil komme et bredt forlig, hvor alle parter har været inddraget og hørt, og hvor hjertet er med.
Jeg kunne ønske mig, at alle parter sender repræsentanter, der er åbne og lyttende og som er oprigtigt engagerede i skolens forhold. Så kan det ikke undgå at ende godt.
Jeg kunne ønske mig, at taktikerne og spindoktorerne bliver sendt på efteruddannelse et fjernt sted uden mobildækning, mens de her forhandlinger kører.
Der er masser af viden at trække på. Der er masser af erfaringer fra andre lande og fra tusinder af store og små forsøg på skolerne i Danmark. Der er såmænd også penge nok til at skabe rammerne for en endnu bedre folkeskole.
Der mangler kun den politiske vilje til at påtage sig den vigtige opgave på vores alle sammens vegne.
Kom nu!

tirsdag den 7. december 2010

Grødet meldropper

Nu ved jeg ikke, om du har lavet din ønskeseddel. Der står muligvis på den, at du ønsker dig en grødet meldropper.
Nej, det gør der nok ikke.
For det er meget få mennesker, der ved, hvad en grødet meldropper er. Meget få - er for upræcist. Jeg tror slet ikke, der er nogen. Der er nok slet ikke noget, der hedder en meldropper, og skulle der eksistere sådan én, kan det være svært at forestille sig, at den er grødet.
Hvorfor nævner jeg så ordet? Det gør jeg, fordi jeg lige har lært det i går. Det ligger godt i munden, og skulle nogen engang opfinde en dims, de ikke har noget navn til, vil det være helt fint at kalde den for en meldropper.
Idéen er hermed givet videre.
Det herlige ord dukkede op, da jeg i aftes var sammen med 19 ledere fra hjemmeplejen i Frederikshavn Kommune. Jeg havde arrangeret nogle ordlege, og den sidste af dem var en såkaldt anagram-øvelse. Jeg skrev tre ord op - og tre grupper skulle bytte om på bogstaverne og danne ord eller sætninger af dem.
Et af ordene var "gruppeledermødet", og det fik et af de kreative hold puslet om til "grødet meldropper".
Jeg var leveringsdygtig i en forklaring. En meldropper er et fad eller en skål, som man dropper mel ned i. Og en grødet meldropper er simpelthen en meldropper, specielt beregnet til grødet mel.
Vi har grinet af det lige siden, og nu kommer det sjoveste, som du muligvis allerede har opdaget. Løsningen er forkert. Der er ikke noget o i "gruppeledermødet". Så der skulle stå "grødet meldrupper" - og det giver jo ingen mening.
Bortset fra, at jeg kunne skrive en hel artikel om det.

søndag den 5. december 2010

Godt vi har Wikileaks

Nettjenesten Wikileaks har sat verden på den anden ende, og nu er læk-fabrikken selv kommet i skudlinjen. Mange kritikere mener, at det er direkte skadeligt, når Wikileaks offentliggør dokumenter med indberetninger fra amerikanske ambassader verden over.
Argumentet lyder, at dialog er det 21. århundredes bedste middel til fred. Den metode dyrker ambassadørerne, og det kan være ødelæggende for deres arbejde, at deres mellemregninger bliver afsløret.
Jeg synes, det er noget sludder.
Dialog og åbenhed går hånd i hånd, og det er vel ikke hemmeligheder, der ændrer holdninger. Tværtimod. Åbne dagsordener tvinger folk til at argumentere offentligt for deres synspunkt, og så er det sværere at forsvare krigerisk adfærd.
Men jeg kan godt forstå, den amerikanske udenrigstjeneste er ked af, at deres dokumenter ligger frit fremme på nettet. For de afslører, at ambassadørerne bruger en stor del af deres arbejdstid på at indrapportere ligegyldigheder og selvfølgeligheder. En ambassadørs vurdering af Sarkozy, Berlusconi eller Helle Thorning-Schmidt kan da være meget underholdende. Men det har næppe nogen større betydning.
Det er selvfølgelig lidt problematisk for USA, at der ligger en bramfri beskrivelse af det gennemkorrupte russiske samfund fra landets udsendte i Moskva. Men det er jo ikke ny viden. Det har stået i mange internationale aviser, inden ambassadøren sendte sit notat hjem til Washington.
Jeg forsvarer ikke alt, hvad Wikileaks foretager sig. Jeg har heller ikke læst de dokumenter, som tjenesten har offentliggjort.
Men som udgangspunkt er det godt for verden og for fred og retfærdighed, at der findes sådan en kanal. Folk, der sidder inde med vigtig viden om magtmisbrug, korruption og overgreb kan lække dokumenter til Wikileaks, så verden kan reagere.
Internettet gør verden mere åben og gennemsigtig. Internettet gør det sværere at opretholde diktatur og censur, men ikke umuligt.
Derfor er der brug for Wikileaks og alle andre kanaler, som giver de undertrykte og censurerede mulighed for at bringe deres viden og synspunkter frem.
Og tænk så lige på, at de lækkede dokumenter ikke har kostet ét menneskeliv. Åbenhed er ikke så farligt, som modstanderne tror.

onsdag den 1. december 2010

Giftskræk i DR

DR Nyheders dogme om konstruktiv journalistik har været svært at få øje på i det seneste døgns dækning af sagen om Kommunekemis behandling af 6000 ton giftaffald fra Australien.
I aftes var tophistorien, at affaldet skulle opbevares i containere tæt på en børnehave, og at der ikke var en beredskabsplan. Affaldet blev flere gange betegnet som noget af det farligste i verden. Vi fik også at vide, at børnehaven og forældrene ikke havde fået at vide, hvad der skulle ske, hvis affaldet begyndte at brænde.
Her til morgen blev det hele så gentaget direkte og live, fordi miljøministeren var kaldt i samråd.
Hvis DR Nyheders formål var at sprede skræk i Nyborg og omegn, så er det opfyldt til fulde. Men hvis seere og lyttere skulle ønske at få saglig information om sagen, så er de henvist til - DR.
Det udmærkede program Klima og Miljø på P1 bragte i forrige uge en reportage fra Kommunekemi. Her fik vi information om det stof, som australierne vil sejle til Nyborg, om opbevaring og behandling af det - og i tilgift meget spændende historier om import og eksport af andre typer affald.
Det var ikke en mikrofonholderhistorie om Kommunekemis heltedåd. Det var redelig og kritisk journalistik om et aktuelt emne.
Det fremgik blandt andet, at stoffet HCB er vanskeligt at brænde. Så TV-Avisens gentagne formuleringer af risikoen ved en brand er på kanten af manipulation.
Det fremgik også, at stoffet er giftigt og dermed farligt. Men det er andre, mere farlige stoffer på Kommunekemi, og HCB er ikke blandt verdens farligste.
Det kunne DR Nyheder have fundet ud af ved at spørge Kommunekemi - eller ved at bringe klip fra radioudsendelsen forleden.
Jeg føler mig sikker på, at den lange transport over havet udgør den største risiko i forbindelse med importen af HCB fra Australien. Jeg tror, den risiko er minimal, men børn og forældre i Nyborg behøver absolut ikke at frygte en alvorlig giftbrand. Det er tæt på at være hysteri.
Ærgerligt, for det er da et principielt moralsk dilemma: Skal man sejle giftaffald mange tusinde kilometer for at få det behandlet? Skal Danmark importere farligt affald?
Igen henviser jeg til Klima og Miljø for dem, der gerne vil basere deres stillingtagen på viden. Danmark sender nemlig mere affald ud af landet, end vi får ind. Det gør ikke det moralske dilemma mindre eller diskussionen mindre relevant.
Skulle dette indlæg blive læst af interesserede på DR Nyheder, efterlader jeg et link her til Klima og Miljø: http://www.dr.dk/P1/klimaogmiljoe/Udsendelser/2010/11/19151825.htm

søndag den 28. november 2010

Duel uden indhold

Var det politik eller underholdning, da Helle Thorning-Schmidt (S) og Pia Kjærsgaard (DF) duellerede på tv forleden aften?
Ingen af delene - synes jeg.
Politik var der i hvert fald ikke meget af. Underholdning - jow, der var da et par muntre bemærkninger.
Jeg synes mest, det var ordkrig. Det gjaldt tilsyneladende kun om at jorde den anden og hendes allierede.
Som kommunikationsmand var det spøjst at opleve, for begge duellanter kom faktisk med et par åbninger og invitationer til hinanden undervejs. Men de greb dem ikke. Tværtimod. Hver gang, der kom en lille positiv bemærkning, greb den anden part fat i et helt andet udsagn, og startede sit indlæg med en hovedrysten. "Det er utroligt at stå og høre, at Pia/Helle siger."
Hvis jeg havde været mødeleder, havde jeg helt sikkert grebet fat i de positive udsagn og de små invitationer til samarbejde og bedt begge parter forholde sig til dem.
Det er sådan, vi gør ude i den virkelighed, som politikerne mener at arbejde for. Det er sådan, lærerne gør i skolen, lederne gør i det offentlige og sådan forskellige parter får et samarbejde til at fungere.
Men på Christiansborg handler det hele om næste valg.
I en diskussion i radioen i torsdag, kaldte en industrimand Christiansborg for en lovfabrik. Han bad politikerne om at passe deres arbejde på fabrikken og få produceret de nødvendige love - i stedet for at gå op i småsager om Lene Espersen, Helle Thorning-Schmidts mand og Ole Sohn.
"I erhvervslivet arbejder vi sammen for at få tingene til at lykkes. Det skal I også gøre på Christiansborg. Jeg er træt af blå blok og rød blok", sagde erhvervslederen.
Jeg kan kun være enig.
Selvfølgelig er politikerne ikke enige om alting. Ellers var det ligegyldigt, hvem vi stemte på. Men det er helt kammet over til den totale ordkrig uden substans. Det er synd - for Danmark og for politikerne selv.
For hvis de fik den gode idé at lytte til hinanden og at sætte sig til bordet med henblik på at finde en løsning sammen, så ville de opdage, at det er sjovt på grænsen til det berusende at arbejde sig frem til en løsning sammen.
De kan også risikere at finde ud af, at modparten ikke er så dum eller har så vanvittige holdninger, som de havde troet. Det må de gøre.
Jeg kan ikke komme i tanke om 1 menneske, jeg har arbejdet seriøst sammen med, som jeg ikke kunne komme overens med eller ikke kunne lide.
Vi vinder ved nærmere bekendtskab.

onsdag den 24. november 2010

Myten om de rationelle beslutninger

Her på egnen har borgerne i vores kære nabokommune Hjørring været vidne til et kaotisk forløb, hvor byrådet skulle bestemme sig for noget, som systemet kalder for "en ny skolestruktur". Det betyder, at der skal lukkes skoler.
For 10 dage siden indgik et flertal et forlig, som betød farvel til 8 skoler og redning af 3 andre, som havde været i farezonen.
I går blev forligskredsen udvidet til at omfatte hele byrådet. 2 af de lukkede skoler blev reddet, mens én af de reddede blev lukket.
Borgmester Arne Boelt (S) beklagede den kaotiske proces over for forældre, elever, lærere og de berørte lokalsamfund. Han forklarede det med et stærkt ønske om at sikre et så bredt flertal som muligt bag den store beslutning.
Kritikken hagler ned over politikerne og frustrerede forældre og lærere spørger sig selv, om hele den høringsproces, de har deltaget i, var rent skuespil. I den sidste ende lavede byrådet jo en studehandel uden at skele til alle høringssvarene, hører jeg folk sige.
Det er muligvis rigtigt, men det kan også være forkert. Ingen kan sige, hvad resultatet var blevet, hvis byrådet havde truffet sin beslutning uden at involvere borgerne. Ingen kan sige, om den beslutning havde været bedre eller dårligere.
Er sagen så ikke et eksempel på, at demokratiet ikke egner sig til at træffe upopulære, men nødvendige beslutninger? Alle er jo enige om, at kommunen må lukke skoler, når børnetallet rasler ned - men ingen ønsker, at netop deres skole rammes.
Nej.
Netop i sådan en situation er det en styrke at have folkevalgte, som tager ansvar for den svære beslutning. Det bliver mere ærligt, for de er jo kun mennesker, og de må gerne varetage særinteresser, ændre mening og forfølge en folkestemning.
De må så finde sig i at blive kritiseret for deres valg, hvilket også er sket.
Skolelukninger berører mange mennesker, påvirker lokalsamfund og involverer stærke følelser. Derfor er det umuligt at forestille sig, at nogen kan træffe en objektiv og rationel beslutning.
Og det er der ingen grund til at begræde. Vi mennesker træffer ikke beslutninger på et rationelt grundlag. Vi lader følelser og fornmmelser styre. Vi bruger maven og hjertet. Tænk på de største beslutninger i dit eget liv. Har du truffet dem efter en grundig analyse af alle alternativer? Nej, vel.
De største opfindelser, de mest geniale kunstværker og de mest udviklende ideer og projekter var aldrig blevet til noget, hvis de skulle analyseres til bunds, inden de ansvarlige besluttede sig for at skubbe skibet i søen.
Det, vi kan forlange af en større beslutning er, at
- den har et formål
- beslutningens ejer(e) tror på den
Det er bestemt ikke alle mine beslutninger i dagligdagen, der kan leve op til disse standarder. Jeg har også før set politiske beslutninger, hvor det kniber med begge punkter.
Hvis du er vred, sur, frustreret eller skuffet over beslutninger, som andre har truffet, bør du først vurdere, om de har levet op til de to pinde. Og så skal du også huske, at en ikke-beslutning også er en beslutning.
Sagt på skolestruktursk: I situationen ville det være mere bekvemt for byrådet at bevare alle skoler. Men det ville være en fuldstændig uansvarlig beslutning.

søndag den 21. november 2010

PS. Underskud på X milliarder

Hvad ved du om indholdet i den finanslov, Dansk Folkeparti, regeringen og Per Ørum Jørgensen er blevet enige om?
Jeg tror, de fleste vil svare, at der kommer et særligt pointsystem for familiesammenføring. Det har været det helt store emne i debatten, og forligsparterne har også flittigt forklaret visdommen i forlsaget.
Men set i forhold til hele statens budget - så er det en lillebitte sag. Den har formentlig næsten ingen økonomisk betydning. Finansloven handler om en masse penge, og sådan som jeg husker debatten fra i foråret, så har staten for få af dem. Alt for få.
Da Claus Hjort Frederiksen i august fremlagde regeringens forslag til finanslov for 2011, regnede han med et underskud på 78 milliarder kr. Siden kom der nogle større og mindre tal frem.
Men hvor meget, forligsparterne budgetterer med i underskud - det er åbenbart lige meget. Jeg har ikke set og hørt noget tal, og jeg har ledt forgæves på Finansministeriets og på Statsministeriets hjemmeside.
For et halvt år siden talte regeringen næsten kun om økonomisk ansvarlighed og balance. Nu er emnet så ligegyldigt, at regeringen ikke engang gider fortælle, hvordan statens husholdningsregnskab ser ud.
De politiske kommentatorer er stort set enige om, at sagen om pointsystemet er et taktisk kneb fra VKO-blokken. Sommerens og efterårets meningsmålinger viste, at der ikke var nogen stemmer i at beskylde S og SF for at være økonomisk uansvarlige. Så nu griber regeringen et af de andre gamle slagnumre, som altid virker: Indvandrerne.
Hvis S og SF kommer til magten, vil Danmarks grænser igen stå pivåbne. VKO sikrer en fast og fair flygtningepolitik, har mantraet lydt i 10 år.
Jeg kan ikke tro, at nogle af vores lands fremmeste politikere er så dumme og så kyniske, at de tænker sådan. At de opfinder nye, unødvendige stramninger alene for at komme til at sende et signal til vælgerne. At de for at vinde næste valg prioriterer et ikke-problem højere end det store og væsentlige problem, vi alle er enige om: Økonomisk ubalance på kort og på lang sigt og tab af tusindvis af arbejdspladser.
Sådan nogle selviske taburetklæbere optræder kun i tv-serier og i dårlige kriminalromaner.
Ik'os'?

onsdag den 17. november 2010

Tre slags løbetosser

Os, der betaler 3000 kr. for et startnummer til New York Marathon + en halv formue for fly- og hotelophold, vi må finde os i at blive kaldt løbetosser.
Det er vi så.
Min helt private analyse viser, at der er 3 slags løbetosser. Lad os kalde dem fanatikerne, systematikerne og projektløberne.
Fanatikerne er der mange af i et stort løb som i New York. Det er folk, som nærmest lever og ånder for at løbe. Før, under og efter et løb taler de næsten udelukkende om løbet, om udstyr, træning - og om de næste løb. Når de er i New York i en uge, optræder de stort set i løbetøj hele tiden. Hvis man betragter dem med et kritisk blik, kan nogen af dem godt minde om narkomaner - altid på jagt efter det næste løbefix.
Fanatikere kan løbe 10-20 maratonløb om året. De fleste af dem i imponerende tider. Der er mænd på 55 år, som kan klare den lange distance på omkring 3 timer.
Systematikerne er min gruppe løbetosser. Vi kan lide at løbe og har gjort det i mange år. På et tidspunkt har vi givet den en ekstra skalle, og er kommet i form til at løbe maraton. Den form holder vi vedlige ved stabil, men ikke særlig intensiv træning. Vi kan gennemføre et maratonløb i en rimelig tid ved at løbe 40-50 kilometer om ugen - hver uge. Men vi er stadig tosser. For vi kan ikke undvære vores tre ugentlige løbeture, og vi bliver direkte irritable, hvis vi får en skade og må nøjes med at cykle, svømme eller dyrke anden form for ligegyldig sport. Mændene er i overtal i denne gruppe, men der er bestemt også nogle meget søde kvindelige løbetosser.
Projektløbere er typisk mænd, der har passeret de 30 og har indset, at de er i dårlig form. De er vant til at sætte sig store mål, så det er ikke nok at komme i god form. De går efter det ultimative: Maratonløbet.
På nettet finder de et løbeprogram, som på 6 eller 9 måneder skal gøre dem i stand til at gennemføre, og de kaster sig ud i det med krum hals og alt det nyeste udstyr. De første måneder gør de enorme fremskridt og føler sig overbevist om, at de flyver igennem maratonløbet. En lille gruppe af dem fortsætter og bliver rigtig gode løbere, men de fleste mister engagementet undervejs, så de får simpelthen ikke trænet nok. Alligevel stiller de op. De har jo væddet adskillige kasser øl om, at de gennemfører - og det gør de så. Tiden bliver på mellem 4:30 og 5:30, og der er total krise fra 30 kilometer og fremad. Staklerne er ude af stand til at gå en uge efter, og en del af dem holder helt op med at løbe. Men de har det sjovt, og de snakker rigtig meget om deres store præstation.
Det har vi andre nu heller ikke noget imod.

tirsdag den 16. november 2010

Hvordan ku de vælge sådan en?

I disse dage er Italien nærmest ved at gå i opløsning, og ministerpræsidenten er kun optaget af at få gennemført nogle love, der forhindrer ham i at blive retsforfulgt for svindel og magtmisbrug.
Det er en gigantisk skandale, men det ubærlige er, at Berlusconi er valgt på fuldt lovlig vis - oven i købet af et flertal af befolkningen, som godt vidste, hvad han var for en klør.
Det oplagte spørgsmål er: Hvordan kan italienerne vælge sådan en fyr to gange? Jeg kan ikke svare på det. For mig er det simpelthen et mysterium.
Men det er ikke enestående. I USA blev George W. Bush valgt som præsident med næstflest stemmer i år 2000. Han viste sig meget hurtigt at være uegnet som leder af Verdens største supermagt, og han kastede landet ud i en vanvittig krig i Irak. Den kostede mindst 50 gange så mange civile menneskers liv som angrebet på World Trade Center. Ved valget i 2004 stod det klart for alverden, at Bush var en ommer. Nej, alverden er en overdrivelse for Tony Blair og Anders Fogh var meget betagede af manden.
Og minsandten om det ikke lykkedes Bush at blive genvalgt - endda med et flertal af vælgerne bag sig. Hvad tænkte de da på - hvis de tænkte?
I 2008 kom amerikanerne til fornuft og valgte en fornuftig person til præsident, og ham er et flertal af befolkningen nu ved at vende ryggen til. Årsagen synes at være, at den menige amerikaner ikke kan mærke nogen forbedring af sine egne vilkår.
Demokrati er og bliver den eneste rigtige styreform, men der er en kritisk faktor, som hedder befolkningens uddannelses- og vidensniveau. Jo mindre, vælgerne ved og forstår, jo mere er de til fals for krigsromantik, ufinansierede skattelettelser og i øvrigt også hån og spot mod fremmede religioner.

onsdag den 10. november 2010

Breaking: Ny skoledirektør i New York

Det er altid interessant at følge de lokale medier, når man er ude at rejse. New York er ingen undtagelse.
Er det Michael Jacksons nye cd, der optager medierne? Sammen med sine brødre trådte han sine musikalske barnesko i Harlem. Er det Bushs nye bog, hvor han endnu engang afslører sine begrænsede evner?
Nej, den største historie, vi endnu har oplevet i New York er, at borgmesteren har udnævnt en ny skoledirektør. Valget faldt på Cathleen P. Black, som du selvfølgelig ikke kender, men lige som New Yorks borgmester Michael Bloomberg har hun gjort en stor karriere i mediverdenen. Hun var en af de ledende kræfter bag avisen USA Today og har siden været blandt de øverste chefer i Hearst koncernen.
En ny topembedsmand i kommunen - er det virkelig breaking news?
Ja, det er det af to grunde. For det første er New Yorks skolevæsen USAs største. New York er ca. tre gange så stor som Danmark. For det andet er undervisning Bloombergs absolutte politiske topprioritet.
Der er sket mange fremskridt i mangemilliardærens 8-årige borgmestertid, men udviklingen er også gået i den gale retning på ét vigtigt område. De sorte og latinoerne klarer sig dårligere nu, end de gjorde tidligere.
Det kunne Bloomberg ikke acceptere, og derfor fyrede han skoledirektøren og hyrede den 66-årige Cathleen Black. Hun har ingen erfaring fra undervisningsverdenen, hun har aldrig været politiker og har aldrig haft et offentligt embede.
Men hun er ifølge Bloomberg "a wolrdclass leader". Og det har New York brug for for at sikre en god start på livet for millioner af unge, uanset hudfarve.
Jeg synes, det er fedt at høre sådan en melding fra en toppolitiker. Selv om Danmark kun er en tredjedel så stor som New York, kan vi godt have visioner. Ikke sådan nogle tomme Lars Løkke floskler om at være verdens bedste til dit og dat, men reelle visioner, som vi sætter handling bag.
Det ville være breaking news, men det ville nok ikke få større dækning end Vild med Dans.

mandag den 8. november 2010

42,195 kilometer glæde

Dem, der påstår, at New York City Marathon er noget ganske særligt - de har fuldstændig ret.
I dag var syvende gang, jeg gennemførte den klassiske distance, og det var uden sammenligning det bedste og sjoveste løb, jeg nogensinde har været med til.
Lige nu kan jeg mærke i mine ben, at det var et løb, og det kan jeg helt sikkert også de kommende dage. Men på store dele af turen gennem Brooklyn, Manhattan, Bronx og Harlem glemte jeg helt at tænke på at løbe. Jeg smilede til tilskuerne og de andre løbere. Jeg så på de skiftende bydele og på menneskene i dem. Og jeg glædede mig over det enorme apparat af frivillige, som var med til at få det enorme arrangement til at klappe.
New York City Marathon er glæde, fællesskab og godt humør. Tilskuerne er ikke bare begejstrede. De er mange steder ellevilde, og man føler sig som en rigtig sportsstjerne, selv om man befinder sig flere kilometer nede af pølsen af løbere fra hele verden.
Løbet blev skudt i gang kl. 9.40 lokal tid, men vi var i startområdet fra klokken 7. Her var der lige fælles morgenmad, opladning og løbersnak for 40.000 mennesker. Det er en by på halvanden gange Frederikshavns størrelse, som lever sit eget liv i 3-4 timer, inden det hele flytter ud på New Yorks lukkede gader. Der er over 6000 frivillige, og det forekommer mig, at hver og en af dem synes, vi løbere er fantastiske.
I målområdet i Central Park står tilskuerne i flere rækker og hepper og råber, og straks man kommer ind, kører den velsmurte maskine videre. Medalje om halsen, pose med frugt, vand og snacks, plastikomslag til at holde varmen, videre til udlevering af de personlige poser, vi efterlod ved startområdet, og så hurtigst muligt ud af parken, så de næste kan komme til.
Jeg kunne blive ved, men det gør jeg ikke, for der skal være plads til en pinlig historie om mig. Jeg havde nemlig ondt i en af tæerne på højre fod. Det var som om, mine strømper lavede en lille klump. Allerede efter få kilometer måtte jeg have skoen af og rette på strømpen, men jeg synes stadig, jeg kunne mærke klumpen. Fra 30 kilometer var jeg rigtig øm, og da jeg kom i mål og havde været nede at gå og stå stille, havde jeg smerter i tåen. Så tog jeg skoen af - og opdagede en lille pose med en plastikdims i. Det var min gamle chip til at måle tid med. Den havde jeg lagt i skoen i en pose, da jeg pakkede kufferten hjemmefra, men havde lykkeligt glemt det igen, for arrangørerne er gået over til en ny slags chip.
Så jeg har altså løbet 42.,195 meter med en 2 liters pose og en plastikchip i den højre sko.
Det har ingen af de andre vindere af løbet præsteret.

torsdag den 4. november 2010

Hende der Frøken gps

Drej til højre. Kør ind i rundkørsel og tag anden frakørsel til højre. Fortsat 800 meter.
Du genkender måske de enkle budskaber fra den lidt bestemte frøken, der sidder inde i gps'en. Jeg har været i selskab med hende de seneste dage, og hun trænger altså til lidt opdragelse.
Tirsdag aften fik jeg lyst til at køre en tur til Nordborg, og jeg tændte for Frøken gps, da jeg var kørt fra Aabenraa. Hun bad mig ret hurtigt dreje til venstre ad en smal vej. Jeg mente egentlig selv, jeg skulle til Sønderborg og nordpå, men hun kendte vel den hurtigste vej?
Fortsæt på Færgevej, bekendtgjorde stemmen. Så kom jeg i tanke om færgen Bitten, der sejler til Nordals. Det var den, hun gik efter, men hun burde vide, at den ikke sejler om aftenen. Så jeg vendte om og kørte til Sønderborg, mens frøkenen rablede løs om, at jeg i stedet skulle køre til højre og venstre.
Dagen efter for vi vild i Sønderborg på grund af et vejarbejde. Over middag skulle jeg så fra Haderslev til Billund, og Frøken gps smed mig af motorvejen ved Kolding. Det så meget fornuftigt ud, og der var også et skilt til Billund. Så skulle jeg pludselig til venstre, og herefter fulgte 15 kilometer på bittesmå, smalle veje med meget skarpe sving. Jeg havde heldigvis god tid, så jeg nød den smukke køretur. Vejen var korrekt og måske en kilometer eller to kortere end hovedvejen, men det var vanvittigt kringlet.
Dagen sluttede med, at hun helt forrykt sendte mig til Vejle hjem fra Billund. Det blev jeg simpelthen opmærksom på for sent. Jeg burde have kørt til Grindsted og videre over til motorvejen ved Horsens.
Moralen er, at jeg må genetablere min stedmæssige fornuft. Jeg skal ikke følge hende blindt, og om galt må være, må jeg kigge i en kortbog. Det har menneskeheden kunnet klare sig med indtil for få år siden.

lørdag den 30. oktober 2010

Forplumret indblanding

Flere medier har beskrevet, at daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) havde en aktiv finger med i spillet, da Kenneth Plummer i 2005 overraskende fik jobbet som Danmarks eneste generaldirektør. Et konsulentfirma, som hjalp DRs bestyrelse med ansættelsen, anbefalede en anden kandidat end Plummer. Så var der en eller anden kontakt til ministeren, som så endte med, at Plummer blev ansat som chef for Danmarks største og mest betydningsfulde mediehus.
Det har siden vist sig, at han ikke var kvalificeret. Den seneste uges begivenheder har slået en tyk streg under det. Da Kurt Lassens bog udkom, sendte Plummer en pressemeddelelse ud, hvor han afviste de centrale beskyldninger i bogen. De blev så bevist, da Lassen gav dele af sine optagelser til B.T., som offentliggjorde dem onsdag formiddag.
Så var Plummer færdig. Det kunne alle se, men det tog halvanden dag, før han meddelte bestyrelsen sin afgang.
Skidt med ham.
Det er den politiske indblanding, der er interessant. Det bliver sikkert aldrig helt opklaret, hvilken finger Brian Mikkelsen og den øvrige regeringstop har haft med i spillet om ansættelsen af Plummer i 2005. Men regeringen skulle have holdt fingrene væk - ja faktisk hele armen. De har selv formuleret det såkaldte armslængde-princip, som betyder, at politikerne ikke er direkte involveret i driften af statslige virksomheder.
Regeringen, Folketinget og medarbejdere i DR udpeger bestyrelsen. Formand og næstformand udpeges af regeringen, og så er den ikke længere. Er regeringen utilfreds med bestyrelsens arbejde, kan den udpege ny formand og nye bestyrelsesmedlemmer, men direktionen og den daglige drift er niks pille.
Det er ikke bare formaliteter. Det handler om noget så vigtigt som ytringsfrihed, som regeringen i andre sammenhænge kæmper indædt for. DR er uafhængig. DR vælger selv, hvilke emner, virksomheden vil tage op, og hvordan den vil behandle dem. DR definerer selv sine journalistiske retningslinjer og metoder. Selvfølgelig inden for de rammer, som er sat op i DRs kontrakt med Kulturministeriet og i loven.
Hvis en regering begynder at bestemme, hvem der skal sidde i direktionen for DR, så er det et alvorligt indgreb i DRs redaktionelle frihed. DR er ikke et regeringsorgan, og må aldrig nogensinde blive det, uanset hvem, der har hovednøglerne til Slotsholmen. Det vil simpelthen være ødelæggende for DRs troværdighed.
Det er jeg helt sikker på, at den nuværende kulturminister Per Stig Møller ved, forstår og respekterer. De øvrige ministre skal bare undgå at lave alt for store fejl, så de blander sig garanteret heller ikke.
Der er sådan set kun Dansk Folkeparti, der kan politisere ansættelsen af en rigtig chef i DR.
Det kunne de også godt finde på, og deres vælgere vil elske det. Men vi er andre er helst fri.
Der har været forplumret nok i DR.

tirsdag den 26. oktober 2010

Verden er god underholdning

Her til aften så vi et virkelig underholdende program på tv. DR2 Udland - en halv time for dem, der ikke vil se de kortvarige regionale afbrydelser af TV2s reklamer.
Her fik vi et rigtig sjovt indslag om en række fjollede italienske borgmestre, der har indført spøjse særlove. Den helt aktuelle var en lov om, at kvinder ikke må gå udfordrende klædt i badebyen Castellamare di Stabia nær Napoli. Det vil sige ingen nedringede bluser, korte nederdele eller høje hæle. De kan straffes med bøde på 500 Euro. I en anden by må børn ikke sidde på blomsterbænkene og en tredje borgmester har forbudt mænd at bruge netundertrøjer som t-shirt.
En lov fra 2008 giver ifølge programmet borgmestrene mulighed for at indføre lokale særlove af den beskrevne slags. Ham, der ikke kan tåle at se korte nederdele, mener at loven kan give hans by så meget opmærksomhed, at den vil tiltrække turister.
Næste morsomme indslag var en finsk toppolitiker, som i fuldt alvor har udtalt, at man ikke bør udleve homoseksualitet, fordi det er imod kristen moral og livsstil. En biskop har støttet hende, og det har indtil videre betydet, at 40.000 har meldt sig ud af den finske folkekirke.
En finsk journalist fortalte i indslaget, at finnerne har nogenlunde den samme moral og holdning til homoseksualitet som os i de andre nordiske lande. Så er det jo sjovt at møde sådan en holdning fra en svunden tid.
Til slut bragte programmet en nekrolog over den blæksprutte, der i sommer var bedre til at forudse resultaterne af VM-fodbold end alverdens eksperter.
Og så var der for resten oplysende og interessante indslag ind imellem, blandt andet om befolkningssammensætningen i Israel og mediemagnaten Rudolph Murdoch.
Verden er og bliver et underholdende og spændende sted, især når man betragter den lidt udefra.
Måske kan man i britisk tv snart se et eksotisk indslag om en regering i et sjovt lille land, som sætter fem ministre og hele sin politiske prestige ind på at bekæmpe noget, de kalder ghetto-problemer. Men som set med engelske eller franske øjne nærmest ikke kan fortjene betegnelsen skærmydsler.

fredag den 22. oktober 2010

Messias fra Århus

De politiske kandestøbere havde en stor dag forleden, da Nikolai Wammen bekendtgjorde, at han vil vende tilbage til Christiansborg. Hele vejen rundt var kommentatorerne enige om, at det var en ren vindersag for Århus-borgmesteren. Her er deres logik:
1. Hvis Socialdemokraterne vinder regeringsmagten efter næste valg, bliver Nikolai Wammen topminister. Måske finansminister.
2. Hvis Socialdemokraterne ikke får regeringsmagten, er Helle Thorning-Schmidt færdig som formand, og så kan Wammen blive hendes afløser.
Begge dele kan godt være rigtigt, men det kan også være skruphamrende forkert. Lad os tage punkt 1 først.
For det første skal Nikolai Wammen igennem en valgkamp, og i sådan én er der altid risiko for at dumme sig. For det andet er popularitet i Århus ikke nok til at stige til tops i et stort parti. Hvis Thorning-Schmidt bliver statsminister, udpeger hun de socialdemokratiske ministre, og der er mange hensyn at tage. Nikolai Wammen har kun siddet i Folketinget i 5 år, og selv om han har gjort det fint i Århus, behøver han ikke at være en dygtig toppolitiker.
Jeg tror såmænd nok, han kan blive minister, men han behøver ikke at brage direkte ind på andenpladsen i partiet.
Så er der punkt 2, hvor der er to ubekendte. Den første er, at Helle Thorning-Schmidt trækker sig, hvis ikke hun bliver statsminister. Det kan godt være, men det er ikke sikkert. Det kommer under alle omstændigheder an på det konkrete valgresultat. Selv om ingen kommentatorer ser det komme, kan vi godt få et grumset folketing, hvor de radikale sidder med nøglen til regeringsmagten, og så er det ikke 100 % givet, at Danmark får en S-SF regering. Der kan gå meget kludder i sådan nogle dronningerunder, selv om det er mange år siden sidst.
Det andet punkt er, at Nikolai Wammen ikke nødvendigvis bliver formand efter Helle Thorning-Schmidt. Han kan være en mulighed, men det kunne også være Dan Jørgensen, Jan Trøjborg, Pernille Blach-Hansen eller en fjerde, vi ikke lige har tænkt på.
Det er spændende, sjovt og interessant, at borgmesteren fra Århus vil i Folketinget, og hans ambition er helt sikkert ikke at slappe af på bageste række.
Men den enslydende analyse fra kommentatorerne fortæller mere om lemming-effekten blandt dem end om den politiske virkelighed i meningsmålingernes største parti.
Wammen er dygtig og nem at forstå. Men han er ingen Messias.

mandag den 18. oktober 2010

Så meget, vi vesteuropæere ikke forstår

Barack Obama og demokraterne er på vej til indkassere et kæmpe nederlag ved valget til kongressen om to uger. Det betyder efter alt at dømme, at det politiske system bliver kortsluttet i to år. Republikanerne får flertal i Repræsentanternes Hus, mens demokraterne sidder på Senatet og på præsidentposten. Parterne kan blokere for hinanden, og vil sandsynligvis gøre det, fordi alt peger frem mod næste præsidentvalg.
Set fra Vesteuropa er det et kæmpe mysterium at Obama og demokraterne kommer i knibe. Præsidenten har gjort det godt. Han har taget initiativ til helt nødvendige økonomiske redningspakker, som har reddet verden fra et økonomisk sammenbrud som følge af finanskrisen, og han har gennemført den helt nødvendige sundhedsreform, som skulle være gennemført for mange år siden.
Republikanerne har ikke markeret sig med andet end modstand mod alt, hvad Barack Obama foretager sig. Det går helt uforståeligt godt. Så godt, at 20 pct. af befolkningen mener at vide, at Obama er muslim, og at han er socialist.
Set med vesteuropæiske øjne fører han en borgerlig politik, måske en anelse til venstre for midten.
Obama er ingen Messias, der kan frelse hele verden. Men han er en stærk og viljestærk leder, som har vist sig i stand til at gennemføre det meste af det, han sætter sig for. Han har ændret tonen i internationalt samarbejdet og er på vej til at nedtone nogle af vores største konflikter.
Derfor har verden brug for Obama, og USA har i høj grad. En ny Bush-æra vil være helt ødelæggende for det kriseramte land.
Hvorfor kan amerikanerne ikke indse det?
Meget tyder på, at Obamas største svaghed er hans attitude. Mange almindelige, dårligt uddannede amerikanere føler, at præsidenten har sandheden klar om alle spørgsmål i hele verden og ikke behøver at lytte til vælgerne. De oplever Obama som elitær og bedrevidende, og det gør nok heller ikke sagen bedre, at han er sort.
Det var en glædens dag i hele verden, da Obama blev valgt. Vi ventede spændt på, om han kunne leve op til forventningerne. Det kunne han.
Derfor er det så meningsløst, at han skal straffes nu. Eneste trøst er, at det ikke kan være anderledes. Vælgerne skal bestemme, selv om de er for dumme.

torsdag den 14. oktober 2010

Rapport fra et kontrolsamfund

En af dagens tophistorier handler om aktivering af svage ledige. I perioden 2006-2009 har samfundet brugt 9,4 mia. kr. på at aktivere denne gruppe, og effekten = 0.
Det er ikke spor overraskende, og jeg er grumme nervøs for, at nyheden ikke medfører nogen forandring.
Den dårlige nyhed er symptomet på, at Danmark er blevet et kontrolsamfund, når det handler om sociale ydelser. Politikerne siger, at de stiller krav til de ledige for at hjælpe dem - for at motivere dem mest muligt til at søge arbejde eller tage en uddannelse.
De ledige oplever det helt anderledes. Langt de fleste føler sig mistænkeliggjort og drevet rundt i manegen uden at kunne se noget formål med det.
De svage ledige er folk med sociale problemer. Det kan være misbrug, sygdom eller isolation. De kommer ikke i arbejde, fordi de bliver bedt om at tage sig sammen, eller fordi de bliver tvunget på et kursus i motivation.
Det gør de ikke af den simple grund, at ingen arbejdsgivere vil ansætte dem. De er simpelthen ikke kvalificerede. Og det bliver de ikke ved at komme i gruppe-aktivering.
De pågældende har brug for mere individuel hjælp. Hvis der er 9,4 mia. kr. til rådighed over en fire-årig periode, skulle der være råd til en målrettet hjælp til nogle tusinde af dem.
Det kræver en holdningsændring hos de politikere, der skaber rammerne for samfundets sociale indsats. Mere gulerod og mindre pisk. Mere tillid og mindre kontrol.
Det er åbenlyst, at mistillid, kontrol og pisk ikke hjælper. Politikerne må afgøre, hvad der er vigtigst:
a. at ingen modtager penge uden at yde noget til gengæld
b. at hjælpe den enkelte ud af en svær situation.
Jeg er på b-holdet.

mandag den 11. oktober 2010

Den bedste - eller bare nummer 1

Er Caroline Wozniacki verdens bedste tennisspiller i dag - eller er hun bare nummer 1 på verdensranglisten?
Det spørgsmål optager tennisfans verden over. Den 20-årige danske indtager førstepladsen på listen, fordi hun har samlet flest point, men flere af konkurrenterne har hun endnu ikke slået. Hun har heller aldrig vundet en af de fire store turneringer, Grand Slam.
Det er umuligt at sige, om Wozniacki er verdens bedste. Er det bedre at vinde en af de store turneringer og ikke andet end at vinde seks af de halvstore? Kunne Wozniacki have vundet Wimbledon eller US Open, hvis hun havde tilrettelagt sin træningsindsats på netop det mål?
Jeg kan ikke svare på det, og jeg tvivler på, at andre kan levere SVARET.
Vi ved, at Caroline Wozniacki har gået målrettet efter at blive nummer 1 i verden, og at hun har trænet hårdt og deltaget i rigtig mange turneringer. Det kræver en helt ekstraordinær disciplin og en fantastisk psyke at kunne klare sig så godt gennem så lang tid. Det er verdensklasse, og jeg tør ikke sige, om Serena Williams kunne have gjort det samme. Det ved du vist heller ikke.
Men vi får se. For Caroline Wozniacki har sat sig et nyt mål - at vinde en Grand Slam. Når det sker ikke, vil hun have overbevist den sidste skeptiker.
Indtil da må hun trøste sig med at være Danmarks bedst betalte sportsstjerne og med at være alle tiders bedste danske tennisspiller. I en alder af 20 år.

fredag den 8. oktober 2010

Demokrati = fred

Indrømmet: Indtil i går havde jeg aldrig hørt navnet Liu Xiaobo. Da blev han nævnt i alle medier som favorit til Nobels Fredspris, og her til formiddag kom den glædelige meddelelse.
Liu Xiaobo afsoner 11 års fængsel for at have skrevet et udkast til en demokratisk forfatning i Kina. Det er forbudt i den store udemokratiske stat, og derfor kan den kinesiske ambassadør i Danmark helt objektivt kalde fredsprismodtageren for kriminel.
Det var Nelson Mandela også i det gamle Sydafrika og Aung San Suu Kyi er det i Burma. De har også modtaget Nobels Fredspris.
Jeg synes, det er fedt, at Nobelkomiteen giver prisen til en forkæmper for demokrati i Kina. Det er lidt forstemmende, at alverdens regeringer er så tilbageholdende med at påpege, at verdens største land undertrykker menneskerettighederne på det groveste ved at fængsle og myrde politiske modstander.
Så er det rart, at en magtfuld og meget synlig privat komité kan rette verdens øjne mod problemet.
I mine øjne er det fredsarbejde at kæmpe for demokrati. Demokrati og ytringsfrihed er en forudsætning for fred. Der kan ikke være fred i et udemokratisk land, for der er staten jo i krig med de borgere, der ikke affinder sig med forholdene.
Den kinesiske regerings reaktion viser også, at vi har at gøre med et helt usædvanligt styre. Nu vil kineserne straffe Norge. Hallo! Den norske stat har ikke blandet sig i kinesiske forhold. Den lægger blot jord til en fri forening, som har valgt at hædre en politisk fange for hans kamp for demokrati og ytringsfrihed.
Den norske stat blander sig ikke i den uafhængige komites beslutning, lige som den danske stat ikke redigerer Jyllands-Posten.
Et-partistaten kan puste en konflikt op med lille Norge. Gør bare det. Det giver mere opmærksomhed til Liu Xiaobo og hans gode sag.

tirsdag den 5. oktober 2010

Men det var dumt

Manden bag Muhammedtegningerne, Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose har netop udgivet en bog om hele forløbet og om ham selv. Jeg har ikke læst den, men jeg har hørt Rose i flere interviews.
Jeg synes, han fremstår som en både sympatisk og tænksom mand. Mit overfladiske indtryk af en lidt fanatisk skikkelse er helt blevet visket væk. Rose har beskæftiget sig meget dybt med alle de problemstillinger, Muhammedkrisen har kastet af sig - og det er han blevet klogere af.
Muhammedkrisen, ytringsfrihed og forholdet mellem religion, politik og samfund er blevet Flemming Roses store sag. Jeg gætter på, at det holder ham beskæftiget resten af hans arbejdsliv.
Der er et par ting, der skurrer i mine ører. Det ene er udtrykket "hån, spot og latterliggørelse". Det er noget, som vi i følge Rose må tåle, når vi har ytringsfrihed.
Det er principielt rigtigt, men jeg synes, det er en besynderlig sag at gå på barrikaderne for. Jeg vil til enhver tid forsvare alle menneskers ret til at sige deres mening. Men at udtrykke det på den måde, at enhver har ret til at håne, spotte og latterliggøre andre - det bryder jeg mig ikke om.
Målet med ytringsfriheden er ikke, at vi skal være onde mod hinanden. Målet er et retfærdigt samfund. Det får vi, når alle har og oplever den fundamentale ret at kunne sige deres mening.
Mit andet svage punkt i forhold til Rose er hans anklager om selvcensur i det danske samfund. Når et museum fjerner et kunstværk fra en udstilling, når et teater tager en forestilling af plakaten eller når et forlag ikke vil trykke en bog på grund af frygt for repressalier fra muslimer (eller andre) - så er det ifølge Rose en farlig indskrænkelse af ytringsfriheden. Det mener jeg ikke.
Jeg mener, det er en almindelig ledelsesmæssig vurdering, som man både har ret og pligt til at foretage. Hvis den skade, man påfører sig selv ved at udgive en bestemt bog, er større end det udbytte, man kan få - så har man ret til ikke at udgive den. Ytringsfriheden er netop en frihed. Det betyder, at jeg har ret til at ytre mig - og til at lade være. Rose og andre må gerne være uenige i de konkrete dispositioner, men de kan ikke nægte forlag, museer eller andre retten til ikke at ytre sig.
På samme måde er det med de famøse tegninger. Selvfølgelig var det lovligt at bringe dem. Selvfølgelig skal det være lovligt i fremtiden. Man må tegne både Muhammed og Dronning Margrethe, som man vil og vise sit værk offentligt.
Det var heller ikke ulovligt at genoptrykke Muhammedtegningerne, da selve konflikten kørte på sit højeste. Men det var benzin på bålet. Det vidste Rose og Jyllands-Posten. Alligevel fremturede de.
Det var dumt. Synes jeg.

lørdag den 2. oktober 2010

Godt, jeg ikke er Lene Espersen

Lene Espersen er i realiteten færdig som konservativ partileder. Selv om hun er en fighter, selv om hun er meget erfaren, og selv om hun er blevet uretfærdigt behandlet, så er der ingen udsigt til, at hun kan genvinde troværdigheden og autoriteten som partileder og vicestatsminister.
Jo længere tid, hun holder fast, jo mere pinefuldt bliver det.
Journalister, politiske fjender og politiske venner vil komme med små og store historier om fejltrin. Den store lup er fremme, og selv den mindste sag bliver blæst op til en ny Lene-skandale.
Det er ikke retfærdigt. Men sådan er vilkårene i dansk politik anno 2010.
Lene Espersens helt aktuelle problem er, at hun skal finde en udgang. Hun skal finde en anledning til at gå. Den oplagte forklaring er, at hun mod sin vilje er blevet en belastning for partiet. Jeg tror, det passer dårligt til hendes fighterhjerte at træde tilbage på den måde.
Det andet - og større - problem er, at der ikke er nogen naturlig afløser. Connie Hedegaard har meldt sig ud af dansk politik, selv om man aldrig skal sige aldrig. Og den tidligere Frederiksberg-borgmester Mads Lebech er ikke så anvendelig, fordi han ikke er og aldrig har været medlem af Folketinget.
Oven i kommer, at partiet har en mere end 50 år lang tradition for magtkampe før, under og efter et formandsskifte. Det har været ondt og blodigt for dem selv og underholdende for os andre.
Lene Espersen står ikke engang stærkt nok i partiet til, at hun vil kunne anbefale en ny leder og hjælpe vedkommende i gang.
Som jeg ser det, er den bedste strategi, at Lene Espersen simpelthen går af nu. Det vil skabe kaos i nogle måneder og det er ikke sikkert, det er overstået ved næste valg. Men det er svært at se, at det er værre end at fortsætte med den forkerte leder.

tirsdag den 28. september 2010

Mental træning for skadet løber

Nu er der mindre end seks uger til New York Marathon, hvor jeg er en af deltagerne. Det er bare så fedt. Solle og jeg glæder os til vores første rejse til USA og til mødet med den by, som alle falder i svime over. Vi er klar til at lade os suge ind i heksekedlen og opleve det hele.
Selve løbet er anledningen, og det bliver også et højdepunkt. Men der er altså en særdeles giftig slange i det paradis. Jeg er nemlig skadet. I højre ben har jeg døjet med en mystisk skade siden foråret. I perioder har jeg kunnet træne igennem og så sent som for halvanden måned siden løb jeg over 30 kilometer i en fin tid. Siden er skaden taget til, og på det seneste har den fået en makker i det venstre ben.
Mens jeg løber korte ture, får jeg lidt massage og kæmper for at få hjælp på idrætsmedicinsk klinik. Det er en opgave i sig selv.
Men den sværeste kamp er den, der foregår inde i hovedet på mig. Sidste år løb jeg maraton på 3:37, og jeg var i bedre form i august i år, så jeg kunne drømme om en tid på 3:30. Jeg har hørt, at der er en masse festlige forstyrrelser i New York, så man skal lægge et kvarter til sin idealtid. Fint nok. 3:45 kan også gå, og det gælder sådan set også 3:55.
Men det er slet ikke sådan, jeg skal tænke. Som benene har det lige nu, kan jeg ikke løbe 42 kilometer. Jo hårdere, jeg træner nu, jo mindre er chancen for, at jeg kan gennemføre løbet i New York. Så jeg må ikke træne intensivt. Det betyder, at jeg kommer i dårligere form, og det betyder også, at jeg måske skal gå efter en tid på 4:10, 4:20 eller så galt 4:30.
For alle, der ikke løber, er det også super duper. For mig er det elendigt. Men det er formentlig det eneste realistiske.
Det er altså virkelig svært for mig at indstille mig på det. Min fornuft fortæller mig, at det bliver en kæmpe oplevelse at være med til verdens største maratonløb. Den fortæller, at jeg skal pleje mine skader, så benene bliver klar til de mange kilometer på asfalt over there.
Men mit løberhjerte skriger på lange ture og hård træning. Det er skøøønt at blive banket igennem og at vide, at det forbedrer min tid i det store løb. Men jeg kan ikke. Jeg må ikke.
Derfor arbejder jeg nu med mental træning, hvor jeg øver og øver og øver mig i at acceptere tingenes tilstand for de 48 år unge ben. Dette indlæg er en del af træningen.

søndag den 26. september 2010

Myten om den økonomiske uansvarlighed

S og SF vil bare øge de offentlige udgifter og hæve skatten med 30 mia. kr.
Sådan lyder regeringspartiernes forklaring på, at de absolut kun kan samarbejde med Dansk Folkeparti.
Myten om de rødes økonomiske uansvarlighed markedsføres lige så massivt af de borgerlige som de rødes evige sang om, at de blå vil afmontere og senere afskaffe velfærdsstaten.
Der holder de så hinanden skakmat, alt imens økonomien sejler og Danmark sakker bagud.
Kendsgerninger dræber på stedet begge myter.
De regeringer, som har haft mest styr på statsfinanserne, er de røde. Mogens Lykketoft var en kæmpe succes som finansminister. Han fik styr på de offentlige udgifter, og i hans og Nyrups regeringstid gik alle økonomiske nøgletal i den rigtige retning. Mange har glemt det, men Lykketoft var benhård, og han var drønende upopulær i kommunerne, fordi han strammede voldsomt op. De har også glemt, at S-regeringerne sænkede skatterne og endda afskaffede formueskatten.
De offentlige udgifter steg med eksplosiv hast, da de borgerlige overtog regeringsmagten. De har absolut ikke afmonteret velfærdsstaten. Tværtimod. De har propfodret den, så alle advarselslamper nu lyser og blinker og bamler.
Hvad er den rette medicin til det?
Mere arbejde, siger S og SF.
Offentlige besparelser, siger regeringen.
Begge dele, siger økonomerne og Vækstforum. Jeg tror, de har ret.
Tænk sig, hvis de to parter ville sætte sig ned og tale om det. Det var for resten det, Novos topchef Lars Rebien Sørensen opfordrede dem til for et par uger siden. Men den arrogante finansminister svarede: Det vil vi gerne, men det nytter ikke noget, for S og SF vil bare hæve skatten og udgifterne.
I 9 år har ministrene vænnet sig til, at de ikke behøver at lytte. De skal bare tælle til 90 mandater i Folketinget. Når 90 stemmer for, er det bedøvende ligegyldigt, hvad de andre siger.
Og det er bedøvende ligegyldigt, hvordan det går Danmark.

onsdag den 22. september 2010

Sundhed kan ikke forklares

En af mine kolleger er ét stort energibundt for tiden. Han begyndte så småt at løbetræne i starten af året og er nu nået op på ca. 10 kilometer. Det giver en masse energi, som stråler ud af ham. Han har tabt sig og er endnu gladere end tidligere.
Jeg kender også én, der har lagt sine kostvaner om og stille og roligt har tabt 7-8 kilo. Også her er gevinsten mere energi og bedre humør.
Og så er der alle dem, der er holdt op med at ryge. Jeg kender ikke én, som har fortrudt. Alle har fået det bedre og er superglade for, at de kunne droppe den dyre last.
Det er alt sammen gode argumenter for at dyrke motion, spise sundt og for ikke at ryge. Og de virker overhovedet ikke.
Ingen gider bliver belært om, at de lever forkert. Og de gider da slet ikke at høre på mere eller mindre frelste sundhedsapostle.
Der er kun én ting, der virker: at prøve.
Hvis du først er begyndt at dyrke motion, spise sundt eller holdt op med at ryge, kan du tydeligt mærke forskellen.
Chris MacDonald fortæller i sit foredrag, at næsten alle danskere synes, de har et godt helbred og et godt liv. Men hvis de omlægger deres vaner efter den energiske amerikaners opskrift oplever de, hvad det i virkeligheden vil sige at have det godt.
Chris MacDonalds publikum er først og fremmest de sunde, og det er måske godt nok. De vil gerne anerkendelse og ros og inspiration til at blive endnu sundere.
De usunde gider ikke høre på sådan en galning. Også på det punkt går de glip af noget.

lørdag den 18. september 2010

Vagthund med lænke

Berlingskes topchef Lisbeth Knudsen kan udtale ordet journalistik med en patos, som får mit fag til at lyde som et universelt kald. Det kan jeg godt lide.
Hun har altid stået vagt om den uafhængige journalistik og har i fagkredse vundet stor anerkendelse for Berlingskes gravergruppe.
Derfor var det også bemærkelsesværdigt, at hun forleden på Mediadagen pludselig bekendtgjorde, at indhold ikke længere er nummer 1 for Berlingske. Det er kunden.
"Nu skal kommunikationen vendes ude fra og ind og ikke inde fra og ud som tidligere.
Lisbeth Knudsen mener, at medierne skal flytte sig fra at være den traditionelle vagthund til at være en del af lokalsamfundet, men skal også være business partnere, levere services, være et mødested, og være løsningshjælpere."
Sådan lød det i Børsens referat fra Mediadagen.
Der er forhåbentlig nogle journalister, som protesterer. Jeg håber også, at Berlingskes nye chefredaktør Jens Grund vil tage emnet op med sin chef. For den debat er meget væsentlig for de gamle bladhuse.
Verden er ikke sort og hvid. Lisbeth Knudsens nye standpunkt er det, der gælder ude i markedet. Det, som avisernes nye konkurrenter tjene penge på, og Berlingske Media kan umuligt overleve, hvis ikke koncernen tilpasser sig markedets krav.
Balancegangen er, at koncernen heller ikke overlever, hvis den journalistiske vagthund kommer i alt for stram en lænke. Det er med journalistik som med forskning: Der skal være plads til at beskæftige sig med noget, som ingen kan se nytten af, men som måske viser sig at blive noget ganske særligt.
Der skal være rum til irriterende historier, uventede og overraskende vinkler og ikke mindst nye måder at præsentere stoffet på. De kreative kan levere noget, markedet ikke efterspørger i dag, men som det ønsker sig i morgen, når det er synligt.
Som samfund har vi brug for den kritiske vagthund, som kigger magthaverne efter i papirerne. Det er en vigtig del af vores demokrati.
Som virksomhed har vagthunden brug for at samarbejde med magthaverne.
Det er Berlingskes balancegang, og jeg er helt tryg ved, at den store virksomhed kan klare det.
Det er Lisbeth Knudsen garant for.

tirsdag den 14. september 2010

Politik - også en kamp om ord

Værdipolitik.
Hvad tænker du på, når jeg skriver det?
Lad mig gætte på flygtninge og kriminalitet. Værdipolitik er et ord, Dansk Folkeparti og dets støttepartier har indført og forbundet med de to områder, hvor den tidligere regering var ude af trit med befolkningen.
Det er hverken forbudt eller forkert. De tre magthaver-partiers holdning er båret af værdier, når det gælder flygtninge og højere straffe. Hvilke må de selv redegøre for.
Værdier er et positivt ord. Det sender signal om, at de fører politik med hjertet. For dem som politikere er der noget, der er rigtigt, og noget der er forkert. Fint nok.
Tricket ligger i at erobre ordet, for hvis vi analyserer det rent sprogligt, er al politik værdipolitik. Ellers er det ikke politik.
Økonomisk politik, udenrigspolitik, miljøpolitik, uddannelsespolitik, ja selv kirkepolitik er båret af værdier. Når rød og blå blok for tiden markedsfører hver deres kur imod den økonomiske krise, er det ikke en faglig og teknisk strid om effekten af at arbejde mere sat op imod effekten af at spare på de offentlige udgifter. Der ligger grundlæggende værdier bag.
Så det er i høj grad værdipolitik på samme måde som tv-forliget og de nye regler om færre dyrlægebesøg hos danske landmænd.
Der er absolut intet galt i værdipolitik.
Men det er smart at få det forbundet med sin egen politik på udvalgte områder. Det er fiffigt på den måde at tage patent på ordet værdi i forbindelse med politik. Kampen om ordene er en vigtig del af politik, og her har den borgerlige regering været dygtig.
Især når man tænker på, at der i dette tilfælde er tale om et konstrueret ord, som ikke rigtig giver nogen mening. Vi havde jo grinet, hvis de havde kaldt det for holdningspolitik, men det havde i realiteten betydet det samme som værdipolitik.

fredag den 10. september 2010

Præst holder verden for nar

En præst i en lillebitte kirke i Florida er ved at lave en ny Muhammedkrise, fordi han har fået den fjantede idé at brænde 200 koraner af.
Det kan endda blive større end Muhammedkrisen, fordi Terry Jones kommer fra USA, som i den muslimske verden må have større symbolbetydning end Danmark og Jyllands-Posten. Vil jeg tro.
Terry Jones vil brænde koranerne, fordi terrorangrebet i New York den 11. september 2001 efter hans opfattelse var en direkte følge af tekster i muslimernes hellige bog. Det har han ret til at mene, og personligt kan det overhovedet ikke hidse mig op, at 200 koraner går op i røg. Blot det sker på en sikker og miljørigtig måde.
Det problematiske er naturligvis, at præsten ved, hans aktion vil medføre en heftig reaktion blandt muslimer. Han ved, det vil koste menneskeliv, lige som Kurt Westergaards tegninger gjorde. Det vidste Jyllands-Posten ikke i sin tid.
Det allerbedste havde været, at manden ikke havde fået nogen medieomtale. Så kunne han stå der på en mark sammen med 50 proselytter og varme sig ved bålet i en eller anden Guds navn.
Men det kan ikke lade sig gøre i 2010, og det skal det heller ikke. Det er en uundgåelig hage ved pressefriheden, at spektakulære narrehatte får meget stor medieomtale.
Det var derimod ikke nødvendigt, at den amerikanske regering gik ind i sagen og pustede til ilden. Det har kun givet Terry Jones alt for meget opmærksomhed. Resultatet er, at ekstreme muslimer over alt i verden nu er klar til at gå i bevægelse.
Det er i øvrigt også vanvittigt. Bliv hjemme og vær sammen med jeres familie. Terry Jones er ikke repræsentant for Vesten eller for kristendommen. Han er bare præst for 50 mennesker i en lille landsby.

tirsdag den 7. september 2010

Frøken Bonde slog ikke igennem

Kære læser af denne blog.
Jeg håber, du ikke føler dig omklamret ved min indledning. Selv synes jeg, den er højtidelig og noget formel. Men jeg ved, at mange reagerer helt anderledes på ordet kære.
Vi havde en fin diskussion om det, da jeg i dag holdt et sprogkursus for 25 meget engagerede medarbejdere fra Natur og Miljø i Morsø Kommune.
Langt de fleste syntes, det var upassende at starte et brev til en borger med ordet kære. De ville personligt føle det noget klistret at få et brev fra en ukendt person i en offentlig myndighed, som startede med de fire små bogstaver.
Jeg argumenterede med frk. Bonde, min bestemte, korrekte men ikke overdrevent kærlige dansklærer fra Danmarksgade Skole i Holstebro. Hun lærte os, at et brev starter med sted og dato, og på næste linjer står der "Kære fornavn og efternavn". Det var ikke til diskussion. Sådan skulle et korrekt brev skrives.
Derfor har jeg aldrig betragtet ordet kære som en kærlighedserklæring eller bare en antydning af det. Det er for mig en høflig og ordentlig optakt til et brev af den lidt formelle slags.
Sådan er det ikke for ret mange. Og det er jo sådan med sproget, at det hele tiden forandrer sig. Derfor kan jeg ikke bare rejse rundt med frøken Bondes formaninger og overbevise folk, om at de skal følge hendes retningslinjer.
Tværtimod. Jeg har nemlig den grundregel, at ingen skal skrive noget, de ikke bryder sig om. Det er utroværdigt, og det risikerer at smitte af på resten af teksten. Så hvis du som mange andre føler dig underligt til mode ved at skrive kære, så find på noget andet.
Til Peter Hansen - ah, den bryder jeg mig ikke om. Det virker for køligt.
Peter Hansen - også en ommer.
Den praktiske løsning er at lade være med at skrive navnet. Det står garanteret i adressefeltet længere oppe, og der er ingen grund til at gentage det.
Er det et rigtigt håndskrevet brev, så prøver jeg lige igen med frøken Bonde. Så går jeg ud fra, at modtageren er en person, du kender godt og holder af, og så har du vel ikke noget imod at skrive kære?

Kærlig hilsen
Stener :-)

lørdag den 4. september 2010

Goddag mand, bananrepublik

Forleden var justitsminister Lars Barfoed (K) i samråd i Folketinget om Amnestys årsrapport, hvor der igen er kritik af Danmark.
Barfoed afviste lige som sine forgængere al den kritik, som Amnesty fremfører. Argumentet lyder, at der sker meget grove overtrædelser af menneskerettighederne rundt omkring i verden, og så er det ude af proportioner at kritisere Danmark. Vi er ikke en bananrepublik, udtalte Barfoed i radioen.
Det argument er brugt før. Det bliver det ikke mere rigtigt af.
Det er korrekt, at Danmark ikke er en bananrepublik. Og det har Amnesty heller ikke sagt. Men derfor kan der godt være kritisable forhold i Danmark.
Blandt kritikpunkterne denne gang er de mange arrestationer og politiets hårdhændede behandling af demonstranter i forbindelse med klimatopmødet.
Når en ældre dame møder op til en lovlig demonstration og ender med at sidde bundet med strips i flere timer på den kolde asfalt - uden at have gjort andet end at gå med i demonstrationen. Når det oven i købet sker for mange hundrede mennesker. Når der efterfølgende bliver tilbageholdt 968 mennesker, som må overnatte i fængsel. Når de stort set alle bliver løsladt uden en sigtelse. Så er det rimeligt, at Danmark bliver kritiseret. Det går vi da ikke ind for her i landet.
Det er da kun rimeligt at diskutere sagen uden at nogen skal blive fornærmede. Politiet handlede ikke ulovligt, for Folketingets såkaldte lømmelpakke gav tilladelse til at arrestere demonstranter uden at sigte dem. Hensigten var god nok: at forhindre vold og borgerkrigslignende tilstande ved klimatopmødet.
I realiteten var der ikke optakt til voldsudgydelser eller meget farlige situationer. Det værste, der skete, var politiets lovlige overgreb mod fredelige mennesker. Vi så senere i tv, hvordan Bubber blev anholdt, lagt i håndjern og proppet i kachotten for at stå på fortovet med et skilt, mens nogle limousiner kørte forbi. Pinligt.
Det var dejligt, at der ikke gik gadekrig i den under klimatopmdet. Den store opmærksomhed og politiets talstærke fremmøde har garanteret været en medvirkende årsag.
Men lømmelpakken viste sig at være et fejlskud. Det er helt i orden at begå fejl, også for politikere. Men det er dumt at fremture, og det er barnligt at blive fornærmet, når Amnesty og andre kritiserer forholdene.

torsdag den 2. september 2010

Nyt om bryster

"Anni Fønsby er ankommet til retten"

Det var tophistorien på et af de store danske nyhedsmediers hjemmeside i tirsdags kl. 9.50. Historien var ledsaget af et billede af sagens hovedperson.
Så kan du gætte, om det var B.T., Ekstra-Bladet eller TV2 gossip. Fejlskud.
Det var jp.dk. Websitet for Jyllands-Posten, der tidligere har markedsført sig som "Danmarks internationale avis" og med sloganet "Hvis du vil vide mere".
Der var et lille rødt banner på historien, som fortalte, at nyheden ville blive løbende opdateret.
Det er ikke en maskine, der har kastet historien op på hjemmesiden. En højtlønnet person med stor indflydelse på Jyllands-Posten har truffet beslutning om live-dækning af retssagen og har også bestemt, at historien skulle på toppen af hjemmesiden.
Vedkommende kender Jyllands-Postens nyhedskriterier og redaktionelle linje. Vedkommende ved, hvordan Jyllands-Posten ønsker at brande sig.
Jeg er helt sikker på, at den beslutning ikke holder for en nærmere drøftelse på avisens redaktion. Og det er både okay og uundgåeligt at lave fejl, især når man redigerer en nyhedsside med deadline hvert minut.
Men det er ikke en enlig svale, hverken på Jyllands-Posten, Berlingeren eller Politiken. Jeg kan hver dag finde eksempler på ligegyldige historier, som kommer i top på en af siderne. Ordet "bryster" vil meget ofte få en nyhed til at rykke højt op i hierarkiet, og det er jo også det, der er det eneste interessante ved Anni Fønsby.
Det er populært hos læserne, og webredaktørerne vil gerne have læsere, så det er jo fint nok. Det er også okay at køre en lidt anden stil på nettet end i den trykte avis, men der skal ikke være 100 kilometers afstand mellem de to medier.
De store morgenavisers vigtigste aktiv er deres brand - vores opfattelse af dem som seriøse nyhedsformidlere. Det skal de bevare og styrke, og derfor skal de overlade til andre at svælge i kavalergange hos kendisser.
Der findes også bedre sider med den slags.

søndag den 29. august 2010

Galf, gølf eller golf

Da jeg var børn, gjorde vi nar af golfspillere. De fleste var fra "Halte" og spillede "galf" - resten spillede gølf.
Nu er jeg begyndt at ligne en, der er så gammel, at folk spørger, om jeg spiller golf. Nogle gange har jeg fnysende svaret, at jeg i stedet for dyrker sport. Men siden har jeg fundet ud af, at det stort set kun er mig, der synes det er sjovt. Så jeg svarer faktuelt, at jeg løber i stedet, og så spørger jeg ind til folks golfvaner. Så bliver de så glade.
På det seneste er jeg nærmest begyndt at føle mig omringet af golfspillere. Og jeg kan forstå, at det ikke bare er en fornøjelig hobby. Det er en altoverskyggende fritidsbeskæftigelse.
Mange golfspillere tilbringer timevis foran tv-skærmen. Fra torsdag til søndag er der mindst én turnering året rundt, og det tager 3-4 timer om dagen at følge ordentligt med. Jeg kender ikke seertallene, men jeg tror ikke, at mine golfglade venner og bekendte er de eneste, som er meget trofaste golfkiggere.
Der til kommer, at de henlægger de fleste ferier til steder, hvor der er golfbaner i nærheden. Det samme gælder weekendture og mange har mulighed for at netværke erhvervsmæssigt på golfbanen. I stedet for at gå til en faglig konference, melder de sig til en turnering på en arbejdsdag, hvor de får en god snak med forretningsforbindelser.
Jeg er ikke forarget eller misundelig, og jeg har intet imod det. Det er altid dejligt at mærke folks begejstring, og golfspillere får som regel ild i øjnene, når de fortæller om deres seneste fortrædeligheder på banen.
Jeg under alle mennesker at lave noget, som de virkelig brænder for, og når golf i den grad kan tænde tusinder af velfærdsdanskere, så er golf noget særligt.
Men jeg vil fortsat hellere dyrke sport.

mandag den 23. august 2010

Generationer er mennesker

I takt med at statens underskud stiger, går jagten ind på syndebukke. Den gamle diskussion om 68-generationen kommer op igen.
De forkælede 68ere har raget til sig hele livet. Nu sidder de på flæsket i store, gældfri huse og beder om efterløn, så de kan hygge sig på golfbanen. De er ligeglade med, at de efterlader en kæmperegning til den kommende generation.
Sådan lød det lidt forenklet, da programmet Netværket på P1 i weekenden havde emnet til debat.
Det er forkert. Det er skrupforkert.
For det første er forholdene for unge i dag langt bedre, end de var for 68-generationen. Der er bedre SU, bedre lånemuligheder, bedre og flere uddannelsespladser, bedre boliger og bedre teknologi.
For det andet er der intet usædvanligt i, at de 50-65 årige sidder på magten. Det har de altid gjort.
For det tredje og for det fjerde og for det femte er nutidens samfund bedre end 60erne og 70erne.
Men den værste misforståelse i diskussionen er den kollektive beskyldning mod en generation. Hverken 68erne eller andre generationer har sat sig ned sammen og blevet enige om at franarre andre generationer noget.
Selv om tidligere venstreorienterede studerende fylder meget i bevidstheden om 68-generationen, så er de ikke dominerende. De fleste fra de store krigsårgange har kortere eller ingen uddannelse. Der er masser af arbejdsmænd, rengøringskoner, metalarbejdere, lærere, håndværkere, sygeplejersker, butiksansatte og kontorassistenter. Langt flere end der er psykologer og adjunkter.
En generation er ikke en fasttømret gruppe, som man kan stille til ansvar for alt, hvad der er foregået i en vis periode. Det er Folketinget, virksomhederne, medierne, meningsdannerne, forskerne, embedsmændene og alle os andre, der gennem årtier har truffet de beslutninger, som har forandret samfundet. Det er ikke 68erne.
En generation er en hel masse mennesker, og det mest usædvanlige ved krigsbørnene er, at der er så mange af dem. Det kan de jo ikke gøre for. Det må vi bebrejde deres forældre, hvis vi absolut skal finde nogen at kritisere.

fredag den 20. august 2010

Alzheimer Light

Akke ja, akke ja. Det er vist det, vi kalder for Alzheimer Light.
Sådan skrev en kær Facebookven forleden som en kommentar til min lille historie om flyttekagen, jeg glemte på et uheldigt sted.
Jeg læste kommentaren, mens jeg sad i bilen. Solle var på vej op til Lærke og Jonas i deres lejlighed i Aalborg. Vi skulle lige låne nogle penge til at komme i biografen for.
Hvorfor det?
Jeg havde glemt pungen derhjemme og opdagede det først, da vi var 500 meter fra biografen.
Akke ja, akke ja.

tirsdag den 17. august 2010

Flyttekage på afveje

Jeg skulle hjælpe Nikolaj med at flytte forleden, og Solle lovede at bage en kage, jeg kunne tage med til os flittige folk.
Inden jeg kørte, dryssede jeg florsukker over den delikate squashkage med limesmag, og tænderne løb lidt i vand.
Da jeg var 10 kilometer hjemmefra, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at jeg havde glemt mesterværket. Jeg holdt ind ved næste P-lomme og gennemsøgte bilen: Ingen kage!
Så måtte jeg en tur til bageren, men jeg blev mobbet hele dagen. Alle flyttefolk var blevet lovet HJEMMEBAGT kage, og de var meget skuffede.
Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke finde den famøse kage. Den var hverken i køkkenet, entreen eller på trappen. Jeg var huset rundt og endda en tur ude i stalden og nede i drivhuset: Ingen kage.
En ekstra gennemrodning af bilen gav heller intet resultat, så den måtte vel dukke op på et tidspunkt. Jeg giv videre med næste opgave - over til naboen for at låne en mundkurv til en af hestene.
- Tak for den dejlige kage, lød den begejstrede velkomst fra vores søde nabo. Hun var virkelig rørt over vores omsorg, så jeg mumlede forlegent, at "det da var så lidt".
Vi deler avis med naboen, og jeg lægger avisen på skænken i entréen. Jeg har øjensynligt sat kagen oven på avisen, og så har naboen troet, at det var en gave til dem.
Det blev det så.
Dagen efter kom de tilbage med formen. Tom. Ikke én lille krumme havde de levnet af vores lækre squashkage. Til gengæld fik vi en malende beskrivelse af den søde kage, som løb ned af gummerne.
Solle har bagt en ny. Og den er med glasur. Den står i køkkenet, og der bliver den stående.

mandag den 16. august 2010

Liv er tid

Som ordmand er jeg altid fascineret, når nogen formår at formulere noget dybt og præcist med få og enkle ord.
Derfor blev jeg ramt lige i hjertekulen, da jeg forleden hørte en praktiserende læge i radioen fortælle om en effektiv livsforlængende kræftbehandling.
"Liv er tid", sagde han og holdt en pause, hvor lytteren selv kunne tænke.
For kræftpatienter, der har måneder eller år tilbage at leve i, er det et meget konkret udsagn. Når de gerne vil have behandling, er det for at få mere tid her på jorden.
Men det giver lige så meget mening for os mig, der så vidt jeg ved ikke er ramt af en livstruende sygdom.
Livet er et timeglas. Jeg skal bruge min tid til noget godt og rart for mig selv og mine omgivelser, for lige pludselig er mit eller andres sidste sandkorn løbet ned. Det gode liv er - en god tid.
Det er en fin påmindelse for mig selv, når jeg bliver irriteret, irritabel og irriterende. Så påfører jeg mig selv og andre dårlig tid, og det er der ingen grund til. Vi skal jo have et godt liv, ikke.
Tak fordi du tog dig tid til at læse dette korte indlæg.

fredag den 13. august 2010

Svindlere og erhvervsfolk

Er Stein Bagger en erhvervsmand, der har svindlet - eller en gemen svindler, som blandt andet har bevæget sig i erhvervslivet?
Jeg hælder til det sidste. Baggers erhvervskarriere er ikke værd at tale om. Jo, han blev udnævnt til direktør for IT Factory, men her opnåede han ingen reelle resultater. Efter at være blevet fængslet har han stjålet et stempel fra en fysioterapeut for at tiltuske sig flere udgange. Ren svindel.
I dag er det så kommet frem, at politiet er ved at finde en del af de millioner, Stein Bagger og hans svenske makker trak ud af leasingkarrusellen. I tv-interviewet for nogle måneder siden bedyrede Stein Bagger, at der ikke var nogen forsvundne millioner. Fup og svindel.
I denne uge er det også kommet frem, at Klaus Riskær har været på ferie på Ibiza og i London, mens han var på udgang fra fængslet i Sønder Omme. Er han en erhvervsmand eller en svindler? Ja, han er begge dele, men svindlerdelen fylder mere og mere. Manden har været involveret i mange svindelsager, og det lille nummer med ferieturene viser, at han ikke følger samfundets moral men kun sin egen.
Til gengæld må man indrømme, at Riskær i 1 tilfælde har etableret og drevet en rigtig forretning, som gav et pænt overskud, nemlig Cybercity. Det var ikke et fupforetagende. Det havde rigtige kunder, som købte og fik leveret ydelser. Firmaet blev solgt for et kæmpe beløb, som siden blev genstand for et af Riskærs svindelnumre.
Riskær må altså siges at være erhvervsmand. Jeg er sikker på, at han er meget kreativ og dygtig til at få idéer, men svindeldelen fylder efterhånden så meget, at det skygger for erhvervsdelen.
Det er svært at lave forretninger med en mand, der gang på gang laver store og små svindelnumre. En gængs målestok er svaret på spørgsmålet: Vil du købe en brugt bil af den mand?
Det vil jeg hverken af Bagger eller Riskær.

mandag den 9. august 2010

Tv-lotteriet

Vi bor verdens bedste sted. Vi glæder os næsten hver dag over at have al den natur for os selv - og så lige uden for byen.
Så er der nogle få omkostninger, man må tage med. Én af dem er, at fjernsynsforbindelsen er ustabil. Det er ikke den største ulykke i vores liv, for vi ser ikke tv hver dag. Men det er selvfølgelig irriterende, at vi føler os som deltagere i et lotteri. Vi ved aldrig, om fjernsynet virker.
Gennem tiden har vi investeret i adskilligt nyt udstyr, og vi har flere gange haft kloge teknikere på besøg. Det forhindrer ikke atmosfæriske forstyrrelser.
Da Danmark gik over til digitalt signal, valgte vi en sikker løsning hos firmaet Boxer. Vi købte den mindst mulige pakke, så vi kunne se de gratis kanaler fra DR og TV2. Oven i kommer TV2 News, TV2 Charlie og nogle kanaler, som vi aldrig ser.
Når forbindelsen ryger, går det ALTID ud over DR1, DR2 og TV2. De ekstra kanaler, som vi ikke er interesserede i, går fint igennem. Det samme gør TV2 News, så den er vi meget glade for. Her kommer hele tiden en frisk tv-avis og til overflod er der længere interviews med spændende, aktuelle personer.
I aften er forbindelsen i orden, så vi kan se Anna Pihl eller Flådens Historie. Jeg har ikke brug for det, men det er da meget hyggeligt.
Til gengæld var der lidt krise i går formiddags, da TV2 viste finalen i tennisturneringen i Farum. Vejret var ikke super, så jeg ville da godt lige have Wozniacki til at stå at køre over i hjørnet af stuen - hvis jeg tilfældigvis skulle komme forbi fjernsynet. Men det var helt umuligt. Der var slet ingen forbindelse, og jeg kunne heller ikke finde noget sted på nettet, hvor man kunne følge kampen.
Det var en lang halvanden time, inden den første website kunne offentliggøre det glædelige resultat.
Men samlet set er jeg rigtig glad for vores tv. Når jeg hører andre brokke sig over alle de dårlige programmer, de sidder og ser, så er jeg glad for, at vi har et stærkt begrænset udbud.
Når der er forbindelse.

fredag den 6. august 2010

Har retten ret?

Jeg har fået et brev fra en læser af min blog.
Herligt.
Min læser kommenterer mit seneste indlæg om indsamlingen til den injuriedømte forsker Bent Jensen. Han konstaterer, at dommen er anket til landsretten.
"Hvis nu landsretten mener noget andet, vil du så være lige så tilfreds med dens uvildige afgørelse?" lyder det glimrende spørgsmål fra min læser.
Ja, kan jeg sige med stor sikkerhed.
Hvis landsretten finder det bevist, at Jørgen Dragsdahl har været agent for KGB, så har han det. Og så fortjener han minsandten at blive hængt ud i alle landets medier, for han har gennem 25 år bedyret, at han ikke har været ansat af KGB. Han har tidligere anlagt sag mod Ekstra Bladet om samme påstand, og avisen indgik hurtigt forlig, hvor den betalte Dragsdahl erstatning.
Har retten da altid ret?
Nej, ikke hvis vi ser filosofisk på det. Ingen kan altid have ret.
Men samfundsmæssigt må svaret være ja. Det er domstolenes funktion at afgøre på samfundets vegne, hvad der er op og ned på en sag. Vores grundlov skelner skarpt mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det sikrer domstolenes uafhængighed.
Som demokrat tror jeg på domstolene.
Men jeg ved godt, at de ikke tager stilling til hele sandheden. Hvis jeg bliver frifundet for en forbrydelse, er det ikke et eviggyldigt bevis for, at jeg ikke har begået den. Det betyder blot, at domstolen ikke finder det bevist, at jeg har begået forbrydelsen.
I sagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen har Svendborg Ret ikke afgjort, hvem der havde retten på sin side under den kolde krig. Dommeren har alene konstateret, at Bent Jensen ikke kunne føre sandhedsbevis for sin påstand om, at Jørgen Dragsdahl har været KGB-agent.
Nu skal han så prøve at overbevise landsretten. Det meste foregår for lukkede døre, fordi de gennemgår hemmeligtstemplet materiale, så vi andre kan ikke tage stilling til det. Men jeg stoler på landsrettens dømmekraft. Uanset, hvad resultatet måtte blive.
Hvis Bent Jensen vinder sagen, bliver det dyrt for Jørgen Dragsdahl, og så får han ikke 25 øre fra mig. Skulle nogen finde på at samle ind til ham, vil det være en krænkelse af min retsbevidsthed.

tirsdag den 3. august 2010

Borgerlige helte i retssalene

Normalt betragtes det som en borgerlig dyd at rette sig efter loven og at respektere domstolene. Men der er nogle særtilfælde, hvor en bred kreds af borgerlige har andre idealer.
Det handler om borgerlige debattører, som retter usande anklager mod andre. De får heltestatus blandt mange af deres åndsfæller.
Koldkrigsforskeren Bent Jensen er blevet dømt for uberettiget at have beskyldt journalist Jørgen Dragsdahl for at have været KGB-agent. Det har ramt journalisten på hans levebrød, og Bent Jensen blev idømt 20 dagbøder á 2000 og et erstatningskrav på 200.000 kr. Desuden skal han betale godt 300.000 kr. i sagsomkostninger.
En kreds af borgerlige satte en indsamling i gang, og de har på kort tid fået over 600.000 kr. i kassen, så Bent Jensen ikke selv skal trække penge op af lommen. Det er naturligvis helt lovligt, men man må også gerne have lov at undre sig.
Det er en ualmindeligt grov beskyldning at kalde andre for KGB-agenter. Især, når man som Bent Jensen har haft adgang til fortrolige papirer fra efterretningstjenesten. Retten har vurderet materialet og ikke fundet noget bevis på, at Jørgen Dragsdahl har været ansat af KGB. Jeg har ikke set materialet, men jeg er demokrat, og jeg stoler på domstolenes uvildige vurdering. Derfor er det en krænkelse af min retsbevidsthed at betale Bent Jensens omkostninger ved sagen.
Det samme var tilfældet for nogle år siden, hvor den tidligere modstandsmand Jørgen Røjel blev dømt for injurier mod Enhedslistens Frank Aaen. Røjel mente, at Aaen kunne være blevet dømt for spionage, hvis "han var blevet opdaget i tide".
Den gik ikke. Der var ikke antydning af bevis, og man er ikke spion, blot fordi man som tidligere DKPer har haft sympatier for Sovjetunionen.
Jyllands-Posten ligefrem hyldede Røjel efter dommen, og der blev samlet over 300.000 kr. ind til ham. I øvrigt efter initiativ fra den nuværende indenrigsminister Bertel Haarder (V).
Der er store følelser på spil, når det gælder Danmarks forhold til den tidligere østblok. Mange mennesker er optændt af reel harme over den sikkerhedspolitiske linje, et flertal i Folketinget førte i 1980erne. Det er helt i orden. Ja, det er dejligt med engagement.
Men når det går over i grove og usande personlige beskyldninger, så er det for meget.
Husk på: Ytringsfrihed er en frihed. Med al frihed følger et ansvar, og kan man ikke leve op til det, følger en konsekvens.

søndag den 1. august 2010

Svinkeærinder på cyklen

Cyklen er et genialt trafikmiddel især i byerne. I storbyer kommer du hurtigere frem på cykel end i bil, og du kommer længere omkring end fodgængerne.
Vi har lige prøvet det to gange her i ferien. Først i København, hvor vi lejede glimrende cykler hos Biesikli på Nørrebro. Det kostede 80 kr. pr. døgn, og vi fik endda et par timer oveni uden beregning.
Vi var byen rundt pcyklerne. Fra hotellet i Glostrup til Nyhavn, Nørrebro, Langelinje, Vesterbro, Christianshavn og et utal af andre steder. Op til flere gange lagde vi en plan, men vi tog også et par ture ud i det grå. Så fandt vi pludselig en god café ved Kødbyen, så fandt vi en grøn plet på Christianshavn og set kaffested ved Søerne. Vi havde aldrig fået alle de oplevelser på gåben eller i bil.
Mens jeg skriver, er vi på vej hjem fra Stockholm, hvor vi igen i år har lejet bycykler. Det er endnu billigere end Biesikli. 125 kr. for tre døgn. Det er lidt mere besværligt, men ikke meget. Du skal finde og stille cyklen i et af de opstillede stativer rundt omkring i byen, og du har den kun i 3 timer ad gangen. Men du kan altid bare sætte den i stativ og tage den igen så har du 3 timer igen.
Ogsher kom vi vidt omkring. I går ville vi fra midtbyen og ud pden lille smukke Skeppsholmen, men der kom en Love Parade i vejen. Vi kunne simpelthen ikke komme hen til den eneste bro, der fører til Skeppsholmen. Så vendte vi om og kørte over på Gamla Stan, videre til Ridderholmen og til Kungsholm. Der fik vi set Stockholms smukke rådhus, hvor mindst 3 nygifte par huserede foran fotografer. Så en tur rundt på Kungsholm, inden vi igen kørte ind mod city, hvor der i mellemtiden var blevet adgang til Skeppsholmen. Her kørte vi på Moderna Museet og nød lidt mad og kaffe på en pragtfuld terrasse med udsigt over Skærgården til det halve af byen.
Når man er på ferie og ikke har et stramt program af seværdigheder, som man bare vil opleve, ser cyklen perfekt. Den er god til svinkeærinder, og det er næsten altid dem, der byder på de gode oplevelser.
Det er lidt lige som internettet og den gode avis. Du kan finde alt på nettet, men du finder kun det, du leder efter. I avisen falder du pludselig over noget spændende, som du ikke havde planlagt at sætte dig ind i.
Jeg foretrækker den planlagte, tjekkede transport til arbejdsbrug, hvor jeg vil komme nemmest muligt fra A til B lige som jeg fortrækker internettet til målrettet søgning efter information.
Og jeg foretrækker cyklen og avisen til oplevelser.

tirsdag den 27. juli 2010

Om skorstensfejere og SEO-eksperter

Ved du, hvad en skorstensfejer laver? Ja, selvfølgelig gør du det?
Ved du så også, hvad en SEO-ekspert er for en karl?
Jeg skal nok forklare det, men der kommer lige en anden gåde. Ved du, hvad affiliate marketing handler om?

Den kan du tænke lidt over, mens jeg forklarer det med SEO, for det ved jeg vist nok. SEO er en engelsk forkortelse, der betyder Search Engine Optimizing - på dansk søgemaskineoptimering. En SEO-ekspert arbejder på at gøre en hjemmeside så synlig som mulig for Google, Bing og de andre søgemaskiner.
Det er især interessant for de mange tusinde, der er afhængige af handel via nettet. Sælger du børnetøj via en webshop, er det helt vitalt for din forretning, at småbørnsfamilier og bedsteforældre finder din side, og det kan SEO-folkene hjælpe med. Når du går på Google og skriver flyverdragt, skal børnetøjsbutikken gerne højt op på listen.
Ingen ved vel, hvor mange der arbejder med den slags i Danmark, men jeg er sikker på, at der er flere SEO-folk end der er skorstensfejere.
Affiliate marketing er fra samme verden. Det handler om at linke kunder fra en side til en anden. Hvis jeg satte et link til børnetøjbutikken på min blog, kunne jeg få et beløb for hvert gennemført salg, webshoppen fik fra én, der var kommet dertil via min blog.
Sådan tror jeg nok, det er. Men jeg er ikke helt sikker.
Til gengæld ved jeg, at der er penge i skidtet, og at der er tusinder rundt omkring, som tjener store og små skillinger på det her. Det er hverken amoralsk eller ulovligt. Tværtimod er det intelligent markedsføring.
Men det er under alle omstændigheder en helt ny verden, som langt de fleste af os nærmest ikke kender til. Jo, vi kan godt finde ud af at handle i en internetbutik, men de mekanismer, der får kunderne ind på netop den valgte butik, kender vi intet til.
Der sidder børn på 13-15 år og arbejder med det her i deres fritid. De er hamrende dygtige og kan omsætte for mange tusinde kroner. De laver koder, skriver manualer og rådgiver virksomheder om den nyeste form for digital markedsføring. De henter deres viden på nettet, og det meste foregår selvfølgelig på engelsk.
Når jeg hører og læser om sådan noget, så bliver jeg glad over de fantastiske evner, dygtige unge udfolder.
Men jeg bliver også lidt bekymret på egne vegne. Jeg har altid været meget interesseret i digital kommunikation og gør meget for at holde mig opdateret. Men her er altså et område, hvor jeg ikke er på. Jeg ved knap nok, hvad de har gang i, og derfor har jeg også svært ved at gennemskue, hvor udviklingen går hen. Skal jeg tale med mine kommunale kunder om affiliate marketing - eller er det allerede lige så gammeldags som vores herlige Anders And blade?
Jeg skal nok fortsat følge med. Og så glæder jeg mig over, at indhold aldrig går af mode. Alle de smarte metoder skal føre kunderne hen til noget indhold, som de er interesserede i og har brug for. Der vil altid være et marked og et behov for at tilrettelægge indhold, så det er til at forstå og til at overskue.