lørdag den 29. oktober 2011

Ros til EU

Det ligger dybt i mig at være modstander af EU, selv om det efterhånden er en helt antikveret holdning.
Og ugens begivenheder har gjort synspunktet endnu mere håbløst.
For det var direkte flot, at de 17 Eurolande vred armene rundt på hinanden og blev enige om at kappe halvdelen af Grækenlands gæld. Oven i købet fik de en række store banker med på den ubehagelige spøg.
Den sag burde da overbevise mig og de tusinder af andre EU-skeptikere om, at vores fælleseuropæiske foretagende har en berettigelse? Jo, jeg må indrømme, at det gør indtryk.
Men mavefornemmelsen er stadig ikke god. Jeg synes fortsat, at EU er en kæmpe bureaukratisk kolos, og jeg er stadig meget betænkelig ved et helt tæt politisk samarbejde mellem os kolde nordboere, de varmblodede sydeuropæere og de ukendte folk i Østeuropa. Det bliver et meget indirekte og fjernt demokrati, hvis de reelle afgørelser skal træffes i Bruxelles.
Men det er selvfølgelig endnu mere indirekte, når det reelt er Angela Merkel, der trumfer årets og måske årtiers vigtigste fælles beslutning igennem.
Problemet med økonomi er, at hele verden hænger sammen. Derfor kan Danmark ikke bare være sig selv. Det kan selv jeg forstå. Grækenland kunne ikke have løst sin krise selv, og Grækenlands økonomiske morads kan hurtigt få meget konkret indflydelse på vores økonomi.
Derfor er der brug for at kunne træffe fælles beslutninger. Og det kræver altså et eller andet apparat. Man kan ikke bare samle 17 eller 27 statsledere til et møde et par dage, og så bum. Held skal forberedes, og det går ikke at sammensætte et team til lejligheden, hver gang en krise er undervejs. Der skal være struktur på sådan noget. Og i virkeligehedens verden er der opbygget et system, nemlig EU. Her kender nøglepersonerne hinanden og har opbygget et tillidsforhold.
Så det er vist en meget praktisk ting.
Men det er stadig en udemokratisk, dyr og temmelig udansk kolos. Og jeg tror ikke på, at en organisation af den størrelse nogensinde kan blive andet. Så jeg vil have lov til stadig at være skeptisk. Min nye holdning vil være, at vi skal bruge EU der, hvor EU løser opgaven bedst.

onsdag den 26. oktober 2011

Sportsfans elsker at brokke sig

I aftes fulgte jeg en del af Wozniackis kamp på sporten.dk. Det er en glimrende service for os, der ikke har store tv-pakker. En journalist ser kampen på tv og skriver om den på en lille blog nærmest bold for bold.
Læserne kan stille spørgsmål og naturligvis kommentere. Jeg har fulgt det nogle gange, og det svigter aldrig: Der er altid nogle læsere, som undervejs får forklaret, at Wozniacki er en elendig spiller, der slet ikke hører hjemme i verdenseliten. Og hendes far er dum.
Det er egentlig mærkeligt, at man gider følge en blog med opdatering af en tenniskamp, hvis man synes, at spilleren er ringe. Så kunne man vel finde noget andet at bruge sin tid på.
Men det er et meget udbredt fænomen i sportens verden. I mine unge dage gik jeg meget til fodbold. I Holstebro, Struer, Vildbjerg og andre ydmyge steder kunne man altid finde en håndfuld midaldrende mænd ved sidelinjen. De stod der trofast til hver eneste hjemmekamp, og de brokkede sig i ca. 90 minutter. De nød tilsyneladende at ryste på hovedet over det elendige forsvar, den fraværende midtbane og de uduelige angribere. For slet ikke at tale om træneren.
Det samme gjaldt på Århus Stadion, hvor et stort publikum elskede at se AGF vinde og nød at se dem tabe. Så kunne de rigtig brokke sig.
Tænk på fodboldlandsholdet. Det har været elendigt i lang tid. Sidste VM var en katastrofe, og EM-kvalfikationen haltede afsted. Godt, at Morten Olsens kontrakt snart udløb. Han var for gammel og havde kun én måde at spille på - en kedelig.
Så kom de tre afgørende kampe med sejre over Norge, Cypern og til slut Portugal. Nu kræver folket, at VORES Morten bliver på trænerposten.
Jeg forstår ikke den psykologiske mekanisme bag vores trang til at brokke os over dem, vi holder med. Dem, der gør det, er nogle kugleskøre idioter, der har lige så lidt forstand på sport som Richard Møller Nielsen.

lørdag den 22. oktober 2011

Stive løbetosser: Ty til tibetanere

Som alle andre løbetosser har jeg altid troet, at jeg havde en stærk og spændstig krop. Jeg er godt nok ikke så smidig, men jeg er da muskuløs.
Syntes jeg selv. Indtil jeg i månedsvis døjede med en skade i det venstre baglår.
Jeg forsøgte at blive behandlet og jeg holdt lidt løbepause, men skaden kom igen, så snart jeg begyndte at løbe langt eller hurtigt.
Så var jeg i behandling hos min kollega Gitte, og hun forklarede mig på en sød måde, at jeg var for slap. Den var gal med mave- og rygmusklerne.
Derfor anbefalede hun mig at gå i gang med de såkaldte tibetanere. Det er fem små øvelser, hvor man populært sagt træner alle muskler. Der er lidt Østens Mystik over det, for det er noget med nogle chakra-punkter - energihvirvler - der har forbindelse til kroppens hormonkirtler. Så man træner ikke kun muskler men skulle angiveligt også rense udøveren for negative energier. Pis mig i øjet!
Det er lige noget for mig. Øvelser, man skal gøre hver dag. Det taler til mit behov for at udøve selvdisciplin, så i løbet af nogle måneder trænede jeg mig op til at tage de 5 øvelser 21 gange, som er det foreskrevne antal blandt de tibetanske munke, der higer efter evig ungdom.
Det bruger jeg nu 10 minutter på hver morgen, og det er ikke særlig anstrengende. Jeg vil ikke prædike for dig, men blot fortælle, at jeg ikke har mærket noget som helst til skaden i baglåret siden. Og jeg har prøvet at løbe meget langt og temmelig hurtigt mange gange.
Jeg mener også at kunne konstatere, at jeg har fået lidt mavemuskler og at min ryg er blevet stærkere.
Jeg lægger et link til øvelserne her


onsdag den 19. oktober 2011

Gud bevare Grundloven

Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes.
Sådan står der i Grundlovens paragraf 84. Det er et af flere eksempler på, at Grundloven er dybt forældet. Det mest grelle er, at forfatningen slet ikke taler om den tredeling af magten, vi har lært om i skolen. Ifølge Grundloven er den lovgivende magt hos kongen og folketinget (ikke med stort) i forening, den udøvende magt er hos kongen og den dømmende hos domstolene.
Grundloven er fyldt med formuleringer om noget, som kongen bestemmer - og som det i den praktiske virkelighed er regeringen eller Folketinget, der har ansvar for. Derfor er der gode grunde til at lave Grundloven om.
Og så er der to grunde til ikke at ændre den - en rationel og en virkelighedsnær.Den rationelle er, at demokratiet fungerer fremragende på trods af de håbløse formuleringer i Grundloven. Amerikanerne siger: If it ain't broken, don't fix it.
Den virkelighedsnære grund er, at en grundlovsændring ikke vil kunne vedtages af et flertal i befolkningen. Dertil er danskene simpelthen for kongetro. Et kæmpe flertal i befolkningen elsker vores kongehus, og langt de fleste synes garanteret, det er lidt sødt og meget traditionsrigt, at Kong Margrethe og hendes familie har en absolut særstatus i vores forfatning.
Det seneste eksempel så vi ved Folketingets åbning, hvor nogle ministre lidt barnligt lod være med at rejse sig, da den kongelige familie kom ind i deres loge.
Der rejste sig et ramaskrig og rundt omkring i lokalaviserne er der stadig læserbreve om denne forsmædelige adfærd. Så får vi at vide, at dronningen og hendes familie gør det godt, og at kongehuset er en fin forretning for Danmark.Og blabla.
Ethvert anslag mod kongehusets særstatus vil lide skibbrud ved en folkeafstemning. I princippet kan vi alle sammen tilslutte os den smukke formulering fra den amerikanske uafhængighedserklæring: Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige.
Men i praksis synes 80 pct. af danskerne, det ikke skal gælde de kongelige. Dem om det. Vi er nogle stykker, der deler de amerikanske værdier. Så må vi finde os i, at vi fortsat ikke må oprette et fideikommisgods.

søndag den 16. oktober 2011

Kunsten at finde på et løb

Løbeinteressen i Danmark er enorm, og derfor dukker der hele tiden nye løb op. Alene her i Frederikshavn har vi nu knap 10 løb om året. Det er faktisk blevet en kunst i sig selv at hitte på nye løb.
For 10 år siden var det nemt nok. Ville man lave et løb i Dronninglund, fandt man en passende rute, og kaldte det for Dronninglund Løbet.
Nu er udbuddet så stort, at der skal mere til. En særlig rute, et særligt tidspunkt, særlige omgivelser eller noget fjerde må man hitte på for at lokke løbere til. På Læsø er et maratonløb blevet til en hel weekendpakke inklusiv en løberfest. Jeg har hørt om et maratonløb i en frysehal, og så er der Brutalmaraton i Aalborg, som foregår på en særdeles stejl rute.
Her vil jeg gøre reklame for et løbekoncept, som nogle kreative sjæle i Frederikshavn har opfundet. Det hedder Fakkelløbet, og tredje udgave blev afviklet torsdag aften.
Idéen er meget enkel og hyggelig. Turen går gennem den mørke skov, som er oplyst af 200 fakler. Starten går efter mørkets frembrud og det bliver meget hurtigt bælgmørkt. Ruten er på 4 kilometer, og man kan vælge at løbe den én eller to gange. Man er også meget velkommen til at gå den meget kuperede rute gennem Bangsbo.
Efter løbet serverer FDF varm suppe til deltagerne, og man står og udveksler løbehistorier ved bålstederne i Bangsboparken. Det hele varer højst et par timer, så man er hjemme igen og kan nå at se tv-avis. Prisen er 50 kr., og jeg håber da, at den lokale FDF-kreds tjener lidt penge til ungdomsarbejdet på det fine arrangement.
De to første gange har det knebet gevaldigt med at lokke folk til, men i torsdags dukkede over 200 op. Vejret var perfekt, og månen supplerede de 200 fakler. Jeg har aldrig før oplevet så stærk en lugt af petroleum i min skov.
Jeg løb de 8 kilometer og kan jo ikke lade være med at give den fuld gas. På andet gennemløb overhalede jeg alle de gående, så jeg råbte "løber!" 50 gange for at få folk til at flytte sig. Et par steder var faklerne gået ud og en enkelt gang var jeg ved at løbe i en grøft. Dejligt, for så havde jeg nogle fine undskyldninger til at forklare min sluttid. Den var i øvrigt okay.
Jeg kommer meget gerne en anden gang, og skulle nogen andre få lyst til at lave et lignende løb et andet sted i landet, er jeg sikker på, at idémagerne fra Frederikshavn gerne vil tillade det.


onsdag den 12. oktober 2011

Min uvidenhed om guitarpedaler

Det er utroligt, hvad man ikke ved.
Indtil i morges kl. 9 anede jeg ikke, at der var noget, der hed en guitarpedal. Jeg ville nok tro, det var en vits, hvis du havde præsenteret mig for ordet, for jeg har aldrig set pedalen på en guitar.
Men den er god nok. En guitarpedal er en fidus, man sætter til en elektrisk guitar, så man kan få den til at lyde på en særlig måde. Jeg vil tro, den kan spille rocket, jazzet, blueset eller folket.
Det er et nicheprodukt - men et stort et af slagsen. Og et af de førende firmaer i Verden er dansk, og hedder noget så musikalsk som TC Electronics. Deres marketingschef Allan Strand fortalte i morges på et seminar på journalisthøjskolen om firmaets brug af Facebook og andre sociale medier.
Tænk sig engang: TC Electronics er det 5. største musikbrand på Facebook. Firmaet har over 150.000 likere, som det hedder i den verden.
150.000. For en Facebookside om guitarpedaler. Hold kop, en rig verden vi lever i.
Men der er mere. Allans kolleger har nemlig fået den geniale idé at udstyre deres guitarpedal med en usb-port. Så kan man downloade forskellige spillestile til sin pedal fra TC Electronics hjemmeside.
Firmaet laver aftaler med verdensberømte guitarister (hvis navne jeg desværre ikke kender), som udleverer deres specielle guitarsound, omsat til pedalsprog. Det er sikkert helt forkert forklaret, men du forstår det nok. De kommer så ind på hjemmesiden, hvor der indtil videre ligger over 50.
Hver gang, der kommer en ny til, har Allan Strand en god historie at fortælle på Facebook, og der er altså mere end 150.000, der får den direkte på telefon eller computer. Det er meget attraktivt for kunstnerne at blive promoveret over for 150.000 guitarister og det giver ubetalelig PR for verdensfirmaet i Lystrup.
Jeg synes, det er en fantastisk historie. Men jeg har levet i mange år uden at ane noget om guitarpedaler og  TC Electronics, så det er vel ikke ligefrem nødvendigt at kende til for at kunne begå sig her i tilværelsen.
Og jeg er helt sikker på, at ham Allan Strand ikke aner en hujende fis om det meget omdiskuterede administrationsgebyr for virksomheders adgang til kommunale genbrugspladser. Det har der været holdt konferencer om, mens Allan bare sad derude nord for Århus og klimtede sine historier ud på Facebook.

lørdag den 8. oktober 2011

Valgløfter

Før valget skrev jeg, at politikerne ikke skulle love at gennemføre en hel masse konkrete ting. I stedet skulle de love at arbejde for det. Så må virkeligheden på og udenfor Christiansborg vise, hvad der kan gennemføres. Det ser ud til, at den nye regering følger det princip. Det ser også ud til, at medierne ikke bryder sig om det. Hver dag byder på en ny historie om et brudt valgløfte. Til gengæld hyler den nye opposition ikke med. Den koncentrerer sig om politiske uenigheder, og det er bare i orden.

fredag den 7. oktober 2011

Dåreknuder

Min lillebror og jeg har arvet vores mors åreknuder. Det ligner sandorm på bagsiden af benene, for mit vedkommende kun på det venstre.
Gregers er fornuftig og ordentlig, så han har gennemgået et par operationer. Det er ikke noget særligt, og det ser ud til at have hjulpet, ihvert fald her i anden omgang.
Jeg nægter at se sandheden i øjnene og fremsiger mine dødssyge undskyldninger med stor autoritet.

1. Jeg har ikke nogen gener.
Det passer så ikke, for jeg har meget let ved at få krampe i min venstre lægmuskel. Det sker for eksempel hver gang, jeg løber maratonløb. Jeg går meget op i at løbe, og det er hæmmende for min træning, at den venstre lægmuskel har begrænset kapacitet.
2.  Jeg har ikke tid til en operation
Det passer så ikke. Længere. For år tilbage skulle man regne med at være sygemeldt i 1-2 uger og at være ude af stand til at træne i en måned. Der kommer hele tiden nye teknikker til, så nu vil jeg formentlig kunne nøjes med et lillebitte indgreb uden indlæggelse. Det vil måske betyde, at jeg ikke kan træne i to uger.
3. Operationen er nyttesløs
Det kan godt være rigtigt. Her klamrer jeg mig til min mors historie. Ved en kæmpe operation fik hun fjernet åreknuder på begge ben. Jeg kan huske, at jeg besøgte hende på sygehuset, hvor hun lå hjælpeløs hen i en seng med benene strittende op i vejret. Et par år senere havde hun igen sandorm på benene. Billedet af min mor i sygesengen står stærkt, og når det nu ikke hjalp hende, nytter det nok heller ikke noget for mig. Du vil måske indvende, at lægevidenskaben har gjort fremskridt siden 1978, men jeg vil fastholde, at jeg har arvet de fordømte åreknuder efter min mor, så de kommer garanteret igen på mig, hvis jeg bliver opereret.

Og for resten har jeg hørt, at det er lidt sejt at have et handicap. Så jeg er fortsat stædig. Dumstædig, hedder det nok.

lørdag den 1. oktober 2011

En halv Dyremose

I går kom Dyremose-udvalgets forslag til fordeling af den fremtidige mediestøtte. Udvalget anbefaler at omlægge distributionsstøtten på ca 400 mio. kr. til produktionsstøtte. Pengene skal gå til at producere journalistisk indhold i stedet for til at dele aviser ud. I praksis betyder forslaget, at gratisaviserne skal aflevere penge til nogle netmedier med stærke redaktioner. Berlingske og JP/Politiken får hver en klækkelig gevinst. Der bliver også lidt penge til at udvikle nye medier, men samlet set er det en meget lille omfordeling, den tidligere finansminister og udvalgsmedlemmerne er kommet op med. De blev bedt om at tage stilling til den samlede mediestøtte, men den svære opgave krøb de udenom. Den suverænt største klump er licensen, men udvalget konstaterer blot, at DR og TV2-regionerne bruger pengene flot. Dagbladenes momsfritagelse sætter Dyremose & co. heller ikke spørgsmålstegn ved. Jeg synes ikke rigtig, opgaven er løst, men det er sådan set også lige meget. For udvalget var bare en syltekrukke. Folketingets partier skal tage stilling til den fremtidige mediestøtte, og medieordførerne er alle garvede og indsigtsfulde folk, som kender problemstillingen til bunds. De har ikke brug for en masse rapporter. De skal bare bure sig inde og blive enig om at løse den gordiske knude. Problemet i en nøddeskal er, at dagbladene modtager en urimeligt høj erhvervsstøtte, mens netmedierne indtil videre ikke har fået en øre. Samtidig er det et faktum, at dagbladene producerer 71 % af de nyheder, som vi danskere ser, hører og læser. Så hvis de mister støtten, står vi med et stort demokratisk problem. Dyremose-udvalget har ikke knækket nødden. Det har højst leveret lidt inspiration. Nu må mediepolitikerne se at komme til bordet og blive enige om en løsning, der rækker 5-10 år frem. Det gælder ikke kun om at fordele nogle penge. Spørgsmålet er også, om medierne fortsat skal have så høj en erhvervsstøtte.