Holdt, stop, tak, nok

 

Manden bag Stenerismen holder oplæg på en sprogkongres i USA. Tak for kaffe, siger jeg bare. Ham vil jeg nødig have mig frabedt. Vi må videre i teksten.

 

Overskriften er min bedstemors. Det var noget, vi altid skulle sige, når hun hældte op til os. Det var ikke nok at sige tak. Næ, hele remsen skulle med. Gerne to gange. Hun havde ikke selv fundet på det. Det havde en bekendt fra hendes ungdom, der hældte alkohol i hendes glas, indtil hun havde sagt holdt, stop, tak nok.

På den måde blev en lille hverdagssituation til noget sjovt. Og jeg fik en talemåde ind under huden, som jeg ikke har kunnet operere væk siden. Hver gang jeg siger det, ser jeg min smilende bedstemor foran mig. Hun syntes, det var SÅ sjovt.

Jeg har utallige af den slags.

Den sprogsikre tysker
På journalisthøjskolen gik jeg på hold med Leif, der er af tysk afstamning. Han talte korrekt dansk med en smule charmerende tysk stød. Lejfs faste vending var: "Det vil jeg nødig have mig frabedt". Og det ekstra sjove var så, når folk begyndte at forklare ham, at sådan hedder det altså ikke på dansk. Så hyggede Leif sig, for han er meget sprogsikker. Jeg bruger altid Leifs finurlige formulering og sender en venlig tanke til min holdkammerat og de gode år på Journalisthøjskolen.

Tøffekar
I Tankegang havde vi en kollega, der med jævne mellemrum fik besøg af en af sine venner. Han fik en kop kaffe og talte lavmælt med min kollega i 10-15 minutter. Så rejste han sig og mumlede noget, der lød som tøffekar. Vi sagde farvel, og tænkte ikke nærmere over det. 

En dag spurgte en anden, hvad det der tøffekar var for noget. Vores kollega var helt uforstående. Han havde aldrig hørt udtrykket, men da han næste gang fik besøg, kunne han høre det. Og oversætte det: Tak for kaffe.

Så det siger jeg nu, når jeg har fået en kop kaffe og sender en taknemmelig tanke til mine første fine år i firmaet.

Østjyske bridgebrødre
Det sidste eksempel er seks enkle ord, der kan få min lillebror og mig til at bryde ud i grin: "Nå, vi skal videre i teksten" gerne sagt på bredt østjysk. Det stammer fra en bridgekamp mod to modne brødre fra Skanderborg, der havde for vane at diskutere med hinanden efter de fleste spil. Da de havde gjort det et stykke tid, sagde den ene eller den anden på et tidspunkt de seks ord. 

Da det havde gentaget sig 5-6 gange, kiggede Gregers og jeg på hinanden og kom til at grine. Efter næste spil kom den igen, og så brød vi begge to ud i høj og helt umotiveret latter. De flinke mænd kiggede forbløffet på os, og vi havde ingen chance for at forklare os. Efter hvert af de følgende spil var vi begge på grænsen til et grineflip og vidste, at vi ikke måtte få øjenkontakt.

Episoden ligger nok 30 år tilbage. Siden da har Gregers og jeg haft det som en fælles frase, der kan få smilet frem.

Nyt sprogbegreb: En Stenerisme
Her har du fået fire eksempler på sproglige vendinger, som har deres egen historie og derfor har en særlig betydning for de mennesker, der har oplevet historien sammen. Det burde hedde et eller andet, og hvis ikke det allerede er navngivet af en sprogforsker, vil jeg ydmygt foreslå betegnelsen en Stenerisme.

 

Det bliver dyrt - og sådan er det

 Energikrise og inflation kommer til at koste penge for hver eneste af os. Mange penge.

Det er prisen for at stå op imod Putins krig i Ukraine. Det er helt nødvendigt, for vi kan ikke acceptere, at en stormagt bare æder det ene land efter det andet hen over hovedet på dets befolkning. 

Vi vil ikke købe gas af Rusland, og så må vi acceptere, at det kommer til at koste penge.

Regningen skal betales, og vi kan ikke bare lægge den over på staten. Ingen bliver rigere af at trykke flere pengesedler. Vi må selv til lommerne, og om nødvendigt skære ned på vores forbrug. Det er træls, men det går nok for langt de fleste af os.

Vi er langt rigere nu end for 20 år siden, så for hovedparten af danskerne er det muligt at finde de ekstra penge i vores budget. Nogen har sat sig lidt hårdt, og de får det svært.

Nogen har så lav en indkomst, at de i forvejen vender hver en femøre for at få det til at hænge sammen. De skal have hjælp, og jeg er sikker på, at kloge folk kan finde den rigtige måde at gøre det på. En af grundene til, at vi er et rigt samfund er, at vi ikke lader nogen i stikken. Vi hjælper dem, der ikke kan klare sig selv.

Men energikrisen er en god anledning til at gøre op med den tanke, at alle skal have kompensation, når noget går galt. Middelklassen - som er langt de fleste af os - behøver ikke få tilskud og fradrag for dit og dat. Det offentliges penge skal gå til den service, som vi er enige om, at fællesskabet yder. Og til at hjælpe de svageste.

Middelklassen skal ikke have udleveret sugerør, vi kan stikke ned i de offentlige kasser. Vi må undvære en charterrejse, et restaurantbesøg eller den nye iPhone. Og vi må lige som alle andre skrue ned for varmen til vinter.

Måske varer det to eller tre vintre. Det må det så gøre.

Det er muligvis synd for os, men vores små problemer tåler ikke sammenligning med ukrainernes. Eller for den sags skyld med russernes.