søndag den 28. januar 2018

Hvad kan vi lære af Wozniacki?

Jeg fik en klump i halsen på størrelse med en håndbold, da Caroline Wozniacki i går kastede sig ned på gulvet på Rod Laver Arena som vinder af Australian Open.
Sikke en triumf. Sikke en forløsning. Og sikke en kamp.
Kampens forløb var lige som Wonzniackis tenniskarriere. Det startede så lyst og nemt. Så kom der lidt modstand, som hun overvandt. Siden fulgte et par meget alvorlige kriser. Og det sluttede med et langt sejt træk, som førte til den ultimative triumf.
Jeg har i mange år været kæmpe fan af Wozniacki. Hun er fremragende tennisspiller, en rigtig god sportsmand og en dygtig forretningskvinde.

Bliv ved
Jeg synes, der er noget at lære af hendes indsats. Også for os, der ikke er topidrætsmænd.
For mig er læren: Bliv ved med det, du er god til. Øv dig i det og bliv endnu bedre. Tro på det. Når du møder modgang, skal du arbejde endnu hårdere med det, du er god til.
Wozniacki er god til at slå tunge grundslag og at løbe bolde op. Det er hun år for år blevet bedre og bedre til. Hendes baghånd er nu helt i verdensklasse, forhånden er god, og det samme er serven. Hendes hurtighed og udholdenhed er legendarisk og frygtet af enhver topspiller.
Hun har haft flere trænere, som ville have hende frem til nettet og til at afgøre flere bolde selv. Det er endt i fiasko, for det er hun ikke god til og bliver heller aldrig.

Teknik, miljø og forsyning
Lige præcis den filosofi med at gøre det, man er god til - og øve sig, så man bliver bedre - arbejder vi efter i Tankegang. Vi er gode til at skabe synlighed og mening for teknik, miljø og forsyning i kommunerne. Vi finder løbende på nye måder at gøre det på, men vi skifter hverken marked eller grundlæggende ydelse. Nogle gange går det godt. Så glæder vi os. Andre gange går det trægt. Så bider vi tænderne sammen og gør en ekstra indsats. Øver os lidt mere.

Jeg øver mig
Personligt prøver jeg at gøre det samme. Detaljeret planlægning bliver jeg aldrig god til. Jeg er heller ikke den, der sætter mig ned og oplister mulige risici eller faresignaler. Til gengæld øver jeg mig hele tiden i at fortælle historier på en vedkommende måde og i at få idéer til nye måder at løse en opgave på.
Jeg bliver aldrig den bedste i verden. Men jeg bliver bedre. Hvis jeg træner.

onsdag den 24. januar 2018

Den mangearmede stat

Alle os i provinsen synes, at det er en fin idé at flytte en smule statslige arbejdspladser ud af København. De berørte og vores altdominerende hovedstadspresse er imod.
Det bliver vi nok aldrig enige om, og fred være med det.

Statens Administration
Til gengæld er det interessant at se, hvor mange spændende virksomheder, staten består af. Indtil den første udflytningsrunde levede jeg i lykkelig uvidenhed om eksistensen af den vitale virksomhed Statens Administration. Den kom på alles læber her på egnen, da regeringen pludselig fandt på at flytte de mere end 200 job til Hjørring.
Det gik vist godt. Så vidt jeg kan bedømme, bliver staten fortsat administreret.

Feriepenge skal administreres
I runde 2 får vi her i Frederikshavn glæde af Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, som tæller 25 ansatte. Jeg troede, det hed Arbejdsmarkedets Feriefond, men det er noget andet. Det er rart at vide, at der er 25 mennesker, som passer på de feriepenge, vi har til gode. Skulle man få lyst til at kigge dem i kortene, bliver det for fremtiden hos Udbetaling Danmark i SKATs forladte lokaler her i Frederikshavn.

Videnstab for læsehæmmede
Nakskov får glæde af NOTA. Det er ikke NATO, jeg har stavet forkert, men Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder. Sådan ét har vi også her i landet, og det er ret stort foretagende. Der er 80 ansatte, og de har været fremme i medierne og fortælle om det store videnstab, der sker når de læsehæmmedes bøger skal flyttes til Nakskov.

Sproget er i fare
Det danske sprog bliver i øvrigt også svækket. Dansk Sprognævns 15 ansatte må forlade Frederiksberg og fremover røgte kommaer og bogstaveringer fra Bogense. Det er helt sikkert upraktisk med de samarbejdsflader, de gode sprogfolk har. Men mon ikke, det er muligt at følge sprogets udvikling fra det idylliske Nordfyn? Leif Davidsen er vokset op i Bogense og har skrevet en krimi fra byen. Næste spændende udgivelse fra den egn bliver retskrivningsordbogen. Vi glæder os.

mandag den 15. januar 2018

I sne og slud skal tossen ud

 Man behøver ikke at være tosset for at 
løbe en tur i snestorm. Men det hjælper.


Det ligger altid i baghovedet på mig: Hvornår kan jeg komme ud at løbe i denne uge? Jeg skal finde tre tidspunkter, hvor det passer ind, og det er ikke altid let.
I denne uge har jeg et stramt program, så for at nå de tre løbeture, skulle jeg afsted i dag. Det var ved 16.30 tiden, hvor mørket begyndte at falde på. Det stormede, og der faldt sne. Det var hundekoldt, og der var ild i brændeovnen.

Øjenlågs-studier
Der var kort sagt alle mulige gode undskyldninger for at hoppe fra og sætte sig i sofaen og studere øjenlåg.
Det overvejede jeg overhovedet ikke. Jeg tænkte mest på ruten. Det kan være direkte ubehageligt at løbe i meget hård modvind, så jeg ville gerne ned i skoven. På grund af det fremskredne tidspunkt endte det med en lidt kort tur, for når det bliver mørkt, er det farligt at løbe i skoven på denne årstid.

Dårligt vejr = dejlig tur
Det blev selvfølgelig en vidunderlig tur, og det var overhovedet ikke koldt. Sådan er det hver gang, vejret er hårdt - så bliver løbeturen en fed oplevelse.
Måske er det fordi, jeg slapper mere af og ikke presser mig selv til at løbe langt eller hurtigt. Det kan jo være lige meget i sådan et vejr. Det vigtigste er at komme afsted og at have det rart.

Falsk varebetegnelse
Derfor kalder jeg stadig mig selv for løbetosse, selv om det nærmer sig falsk varebetegnelse. Jeg er efterhånden skadet 2-3 måneder hvert år, og når jeg kommer i gang igen, når jeg i form til at løbe en halv maraton. Der er jeg ikke endnu.
Lige nu løber jeg 7-10 kilometer tre gange om ugen. 13-15 i weekenden, hvis vejret tillader det. Det er ikke meget. Det er ikke fanatisk, og det er slet ikke spor tosset.

Lidt skørt
Jeg indrømmer gerne, at det er lidt skørt at begive sig ud i en snestorm bare for at opfylde et mål om at løbe tre gange om ugen.
Men jeg havde en dejlig tur.

lørdag den 6. januar 2018

Jeg savner betalingsbalancen

Da jeg var ung, dukkede en venlig og meget pædagogisk mand ved navn Hans Bischoff med jævne mellemrum op i TV-Avisen. Så vidste vi alle sammen, at den var gal igen.
Hans yndlingsemne var betalingsbalancen. Den havde det elendigt i 1970erne og 1980erne, og Hans Bischoff kunne tegne og lege med klodser, så de her grueligheder var til at forstå for os tv-kiggere.

Indgreb fra Anker
Men det hjalp ingenting. Den blev ved med at være i kæmpe minus, den forbaskede betalingsbalance.
Anker Jørgensen talte også om den, og når han gjorde det, så han meget alvorlig ud. Så kom der et eller andet indgreb, som betød, at pengene blev mindre værd eller folk skulle betale mere i skat.
Jeg tror, de fleste danskere dengang vidste, at betalingsbalancen var vigtig for vores økonomi, og at det stod skidt til med den.

Kæmpe overskud
Siden har vi ikke hørt så meget til den. Men den er der endnu.
Der er bare sket det forunderlige, at den er gået i plus. Det har den været i mange år, og nu om dage er overskuddet på betalingsbalancen betydeligt højere, end underskuddet var dengang Anker og Bischoff gjorde os bekymrede.
I de første 10 måneder af 2017 var overskuddet på 148 mia. kr. Det betyder, at vi har solgt varer og tjenesteydelser til udlandet for 148 mia. kr. mere, end vi har købt for. En del af overskuddet er renter af gæld som følge af tidligere års overskud.

Over 1000 mia. kr.
Betalingsbalancen vendte i 1990, og der er nu ophobet pænt over 1000 mia. kr. i overskud.
Økonomer elsker at være bekymrede, så enkelte har været ude at forklare, at det store danske overskud er et problem. Men langt de fleste eksperter er enige om, at den fine betalingsbalance er et udtryk for en bomstærk dansk økonomi.

En omvendt Bischoff
Hans Bischoff er for længst gået på pension, men det er vel ikke den eneste grund til, at vi ikke længere hører om betalingsbalancen. Den gode historie er, når noget går skidt.
Jeg synes godt, vi kunne trænge til at få besøg af en omvendt Bischoff en gang imellem. En, der på en pædagogisk måde kan fortælle, hvor godt det i grunden går for dansk økonomi, og hvordan vores fælles økonomiske vejrudsigt ser ud. Det er også public service.