torsdag den 22. oktober 2009

Ros til Folketinget

Til månedsskiftet starter Folketinget sin egen tv-kanal. Her kan man følge alle møder i tinget og alle åbne høringer.
Medieeksperter mener, at det ikke bliver noget hit. Der kommer ikke ret mange seere, undtagen ved ganske særlige lejligheder. Det har de selvfølgelig ret i, men det er vel heller ikke succeskriteriet.
Jeg synes, det er et fabelagtigt godt tilbud. Folketinget er den vigtigste folkevalgte forsamling i Danmark, og det er kun rimeligt, at vi i den elektroniske tidsalder har direkte adgang til de officielle forhandlinger fra den fornemme sal.
Politisk interesserede kan få et meget mere nuanceret indblik i vores parlaments liv, og folk med interesse for særlige områder kan følge udvalgte debatter om relevante emner.
Bag hver en lille lov ligger der et stort forarbejde og en meget lang proces. Meget af det kan man få indblik i, når loven behandles i Folketinget. Så gennemgår ordførerne på området loven set fra deres synsvinkel. Her vil man opleve, at de folkevalgte har sat sig fantastisk godt ind i stoffet, og at de interesserer sig levende for det.
Det kan være om vandforsyning eller om støtte til teatre. Inden en ny lov kommer op, har politikerne haft besøg af snesevis af kloge folk med interesse i området. De er blevet bombarderet med læsestof, og et eller flere ministerier har samlet materiale sammen med erfaringer fra ind- og udland. Efter en meget grundig politisk forhandling ender det med en lov, som alle ordførere nærmest kender forfra og bagfra.
Nogen gange går det selvfølgelig for stærkt, og Folketinget vedtager nye love uden at medlemmerne eller ordførerne har nået at sætte sig ordentligt ind i stoffet. Det er også fint at få det dokumenteret på tv.
Personligt vil jeg ikke sidde klistret til skærmen i timevis for at følge de politiske debatter, men jeg vil bestemt kigge på kanalen engang imellem. Og jeg er meget tilfreds med, at Folketinget på den måde gør sit vigtige arbejde mere nærværende.
Det er jo ikke politikernes skyld, hvis vi ikke vil benytte os af tilbuddet.

tirsdag den 20. oktober 2009

Løbelegetøj

Efter flere års principrytteri gav jeg i sommer efter og ønskede mig et løbeur i fødselsdagsgave. Nu har jeg nogle måneders erfaring med bæstet, og jeg bliver nødt til at indrømme, at det er et udmærket instrument.
Uret har en indbygget GPS, som hele tiden ved, hvor jeg befinder mig. Derfor kan det beregne hastighed og højdeforskelle. Puls har jeg valgt fra, fordi jeg ikke vil have ekstra udstyr på mig.
På den første tur med uret, fulgte jeg min gennemsnitshastighed hele tiden. Det var dumt. Jeg løb langsommere, end jeg selv troede og pressede derfor mig selv for at nå en anstændig fart. Resultatet var, at jeg kom til at løbe alt for stærkt, så en almindelig løbetur blev til en rigtig udmarvende gang træning.
Jeg vil sådan set gerne træne hårdt - men ikke hver gang. Jeg vil også gerne løbe nogle mere fredelige ture.
Efterhånden trænede jeg mig op til ikke at kigge på uret undervejs. Nu kender jeg nogenlunde min hastighed, så jeg presser ikke mig selv unødvendigt ved at følge med på uret hele tiden. Jeg løber jo for at have det rart - ikke for hele tiden at forbedre mig.
Men straks jeg kommer hjem, tjekker jeg rutens længde og den gennemsnitlige hastighed, og det må nødigt være ringere end en tilsvarende tur ugen før. Det ligger i baghovedet, mens jeg løber, så resultatet er, at jeg presser mig selv mere nu end tidligere. Det er ikke en belastning - det er ret tilfredsstillende.
I søndags løb jeg 25,5 kilometer i jævnt tempo. Det skulle ikke gå stærkt, men det gik godt og på de sidste kilometer satte jeg farten op for at få en fin tid. Det lykkedes, og jeg var glimrende tilfreds med mig selv, da jeg trykkede på stopknappen og så resultatet på mit elektroniske vidunder.
På den måde har løbeuret givet resultater. Jeg presser mig selv en lille smule uden at blive stresset og uden at blive slave af teknikken. Men der gnaver en lille orm, for det er nemt nok at opnå fremskridt her i dette efterår. Jeg var nemlig skadet i et par måneder i sommer, så jeg er ikke ved at komme i topform. Jeg er bare ved at vende tilbage til niveauet fra før skaden.
Hvad mon der sker med min motivation og min tilfredshed med uret, når tempoet på et tidspunkt begynder at dale? For jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke kan forbedre mine tider måned efter måned, år efter år. Tværtimod.

onsdag den 14. oktober 2009

Held, held, dygtighed

I aften slutter en helt fantastisk VM-kvalifikationsturnering for det danske fodboldlandshold. Helt sensationelt har Danmark sikret sig førstepladsen allerede inden sidste kamp. Indtil Ungarn møder op i Parken her til aften har det danske landshold ikke tabt én kamp.
Det er imponerende.
Har de været heldige undervejs, de danske drenge? Ja, de har. Svineheldige endda. Især kampen på udebane mod Portugal står tilbage som usædvanligt heldig for Danmark. Portugal havde stort set al spillet, men kampen sluttede højst ufortjent 3-2 til Danmark.
Selvfølgelig kan man være heldig i én eller to fodboldkampe i løbet af en lang VM-turnering. Men at det hele er held - det er aldeles udelukket.
Den klassiske historie om held og dygtighed i sport har historiens bedste golfspiller Jack Nicklaus i hovedrollen. Han sikrede en af sine 73 store turneringssejre med et rigtigt heldslag. Nicklaus var bagud med ét slag, men i indspillet på det allersidste hul trillede kuglen direkte i hul.
Efter turneringen kom en dame hen til verdensstjernen og sagde: "Det var flot, Nicklaus. Men De må også indrømme, at De var heldig".
Det gjorde den venlige golfspiller på stedet, og så kom den berømte tilføjelse:
"Ved De hvad jeg har erfaret? Jo mere jeg øver mig, jo mere heldig er jeg".
Det danske fodboldlandshold øver sig på at gøre de ting, der skal til for at vinde eller spille uafgjort i svære kampe. Spillerne udviser høj disciplin, og så sørger de for at vinde (næsten) alle kampe mod de ringeste hold.
Centralt står selvfølgelig landstræner Morten Olsen, hvis stil og fremtoning, jeg aldrig rigtig har brudt mig om. Men resultaterne - de taler altså for sig selv.
Realiteten er jo, at det danske landshold stort set består af europæiske 2. divisionsspillere. Mand for mand er svenskerne, portugiserne og ungarerne bedre end danskerne, men vores hold fungerer bedre og har altså klaret sig markant bedre i kvalifikationsturneringen.
Inden Sepp Piontek kom til, havde Danmark i lange perioder en meget stærk trup med internationale topspillere, som ikke kunne skabe resultater. Så kom et par gyldne perioder med flere topspillere og målrettede trænere, der indførte en helt ny mentalitet på det danske landshold.
Den er nu videreudviklet af Morten Olsen, og situationen er helt omvendt. I dag har vi ingen topspillere men et hold i den europæiske elite.
Det bliver sjovt at se kampen i aften - og ekstra skønt, at vi ikke behøver at være nervøse.

torsdag den 8. oktober 2009

Mod i mediekrisen

Dagbladene er i dyb krise, og de nye netmedier har svært ved at tjene penge. Den eneste sikre vinder er Google, min søde sponsor for denne blog. Google omsætter for over 1 mia. kr. i Danmark, og det er penge, annoncørerne tidligere brugte andre steder.
Folketinget har bedt professor Anker Brinck Lund fra CBS beskrive nogle scenarier for fremtidens mediestøtte. Dem offentliggjorde han på en konference forleden. Jeg skal ikke gå ind i alle detaljer, blot hæfte mig ved det scenarie, som er blevet mindst omtalt: Status quo. Det fører ifølge rapporten dagbladene direkte i graven og sikrer heller ikke økonomi i netmedierne.
Det er med dagblade som med landbrug og værfter: Statstøtte gør ikke erhvervet mere bæredygtigt, tværtimod. Men her og nu er det helt umuligt at klare sig uden pengene.
Dagbladene er fritaget for moms, og de får tilskud til den dyre distribution. Det gør andre blade også, men momsfritagelsen gælder kun dagblade.
Det er selvfølgelig konkurrenceforvridende, at én type medier får en støtte, som andre ikke får, og det burde være umuligt at forsvare rent politisk. Problemet er bare, at mange af dagbladene er i meget store økonomiske problemer og ikke vil kunne overleve uden det indirekte statstilskud.
Det vil få andre følger, for i dag er dagbladene den vigtigste fødekæde for uafhængig, kvalificeret journalistik.Forsvinder hver anden avis, vil der kun være nogle hundrede aktive nyhedsjournalister i Danmark, og så vil en væsentlig del af forudsætningen for vores demokrati forsvinde.
Men løsningen er altså ikke at pumpe et automattilskud ud til alle dagblade. Anker Brink Lund peger på en række muligheder for at give støtte til public service indhold, uafhængigt af udgivelsesformen.
Jeg mener, de må i spil, og jeg håber, at politikerne har det nødvendige mod til at træffe de langsigtede beslutninger.
Målet er ikke at redde dagbladene eller at holde fast i papirmedier.
Målet er at sikre uafhængig journalistik af en vis kvalitet. Det ser ikke ud til, at forbrugerne vil betale kostprisen for det, men samfundet har ikke råd til at undvære den. Derfor må der findes en støtteordning, som ikke bliver en sovepude eller en automat, hvor store koncerner kan trække penge.
Problemet er, at der heller ikke skal knyttes et stort kontrolapparat til, som i praksis sidder og bestemmer indholdet i de uafhængige medier.
Det kræver altså mod fra politikerne. Men den mest vidtrækkende beslutning er ingenting at gøre. Den fører til omfattende bladdød og mangel på kritisk journalistik.

torsdag den 1. oktober 2009

Forsvarets Underholdningsafdeling

Ikke siden de glade dage i december, hvor Stein Bagger sagen rullede, har det været så underholdende at følge med i nyhedsstrømmen.
Time for time kommer der nye skægge detaljer frem i Forsvarets comedy-serie om den forsvarsvenlige jægerbog. I weekenden satte forsvarsminister Søren Gade (V) al sin troværdighed ind på at garantere, at den famøse oversættelse af bogen ikke stammede fra forsvaret selv.
Her torsdag kom fakta frem - at det var chefen for informatikafdelingen i Forsvarskommandoen, som stod bag. Og så var minister og generaler i lange baner lynhurtige til at fyre manden, lægge afstand til ham og forklare, at de var blevet svigtet.
Lavinen ruller, og den roder mere snavs op. Det gør de, laviner.
Forsvarets ledelse har fra starten behandlet sagen helt skørt.
Sagen? Bob bob - der var jo slet ingen sag. En jægersoldat skrev en helt igennem ukritisk bog om sit soldaterliv i Irak og Afghanistan. Ifølge anmeldelser af bogen er den rosenrød i sin omtale af det danske forsvar.
Men de høje herrer har åbenbart ledt efter en sag, der kunne give opmærksomhed, og så blev de enige med hinanden om, at bogen afslørede militære hemmeligheder. Det ville ingen have opdaget, hvis ikke forsvaret selv havde gjort opmærksom på det. Her to uger efter offentliggørelsen i Politiken har vi da heller ikke fået at vide, hvad hemmelighederne bestod i.
At en af forsvarets chefer så kører manuskriptet igennem Googles oversætter og sender en arabisk udgave ud af huset, så fjenden kan læse den. Ja, det er fed humor.
Der er stadig ingen skade sket for Danmark og for soldaterne i Afghanistan. For der står stadig ikke noget farligt i den bog. Husk lige det.
Skaden er, at den formastelige har mistet sit job, forsvaret har ramponeret sit image, og Søren Gade er rykket nedad på den politiske rangstige.
Det mere principielle er manglende dømmekraft hos de øverst ansvarlige for en række farlige og kostbare militære aktioner. De færreste danskere ønsker, at deres søn eller datter skal med forsvaret på mission i Afghanistan. Sådan en farce, hvor forsvarets øverste ledelse helt frivilligt gør sig selv til grin i medierne, øger ikke forældrenes tryghed ved hele situationen. Hvis Tim Sloth Jørgensen er den ypperste blandt de mange tusinde ledere i forsvaret - hvor dygtig er delingsføreren i Afghanistan så?