mandag den 29. december 2008

Stille dage med influenza

Sneen daler sagte ned uden for vinduerne. Jeg sidder i sofaen med computeren og Solle ligger inde i sengen med et blad og en bog.
Vi er ramt af influenza, eller en form for virus, som Lærke havde med hjem til jul. Alle fik den, og for Solles vedkommende har den indtil videre kostet 2 dage i sengen. Selv er jeg mere eller mindre oppegående. Jeg er voldsomt forkølet og skal helst have en snotklud inden for rækkevidde, men jeg kan godt holde husholdningen kørende.
Det er selvfølgelig børletræls (som vi sagde i Holstebro, da jeg var børn) at være syg og snotforkølet. Men det er også lidt hyggeligt med sådan nogle julefridage, hvor vi ikke laver noget som helst. Vi skulle have været i Middelfart og Esbjerg i går, men ellers var der ingen planer. Vi havde nok fundet på noget, hvis vi havde været raske, men meningen var sådan set, at vi skulle lave ingenting. Det gør vi så nu.
Det viser sig, at vi er ret gode til det. Måske skulle man skifte til den branche?

torsdag den 25. december 2008

Grådighed og eftertanke

Stein Bagger og IT Factory er årets historie, og vi mangler stadig at få en masse forklaringer. Så den bliver også et hit i 2009.
Det er først og fremmest historien om en svindler, og den slags bliver som regel opdaget før eller siden.
Men det handler bestemt også om grådighed. Sejlbåde, store villaer, luksuslejligheder, sportsvogne, dyre rejser, ure, tøj og anden luksus var en del af Stein Baggers univers. Asger Jensby, Finn Nørbygaard og sikkert også mange andre var med på vognen.
Nu sidder de tilbage med vreden, men også med eftertanken. Hvorfor var det så vigtigt at jage al den luksus? Hvorfor var det ikke fedt nok at have en formue på 100 mio. kr.? - skulle den absolut belånes, så der kunne komme flere nuller bag?
Her er folkene omkring Stein Bagger ikke alene. Mens den økonomiske optur drønede derudaf, troede flere og flere, at de kunne investere sig til store og små formuer. Alt blev ved med at stige, så det gjaldt om at købe mest muligt. Jo mere - jo rigere!
Det er logisk, at det måtte få en ende. Men der er lige så god grund til eftertanke hos os andre som hos Finn Nørbygaard & co. Vi er jo mange, der har troet på, at vi havde en særlig evne til at få penge til at yngle. Vi er mange, som har stræbt efter at blive unødvendigt rige. Ikke i samme målestok som it-millionærerne og slet ikke med falske fakturarer.
Nu har vi så tabt store og små beløb, og skal nok komme over det. Men vi har lært - håber jeg - at man ikke bliver dobbelt så lykkelig af at få dobbelt så mange penge samt, at intet kommer af sig selv.
Undtagen lommeuld.
I aften, da vi gik tur med Bertha, var der 10.000 stjerner på himlen. Det er da mere fantastisk end alle de penge, jeg kunne have tjent, hvis opturen var fortsat 2, 5 eller 7 år mere.

onsdag den 24. december 2008

Reelle problemer og politiske dagsordener

For tiden er det vigtigste politiske mantra hos regeringspartierne at sænke skatten på arbejde. Det er især topskatten, politikerne vil bekæmpe helt eller delvist.
Så får de en masse tid til at gå med det og sender debatindlæg til aviser og netsteder. Måske får de også en dag ført deres våde drømme ud i livet, og så kan de prale med, at de har opfyldt deres valgløfter til punkt og prikke.
Men de har ikke løst et væsentligt samfundsmæssigt problem.
Der er garanteret hjørner i skattesystemet, som kan pudses til, men grundlæggende fungerer det fint og uproblematisk. Vi danskere er så rige, at vi både har råd til at betale en høj skat og til at have en høj levefod for de penge, skattevæsenet ikke skal have.
Hvis topskatten bliver sænket eller afskaffet, bliver de allerigeste af os endnu rigere. Vi bliver helt sikkert ikke lykkeligere, og det er tvivlsomt, om vi arbejder mere. Det er i øvrigt heller ikke sundt, for vi arbejder rigeligt i forvejen.
Så topskatten er slet ikke noget problem. Det er nedslidte skoler og undervisningssystemer derimod. Et andet væsentligt problem er manglende integration af flygtninge og fysisk og psykisk syge. Og et tredje væsentligt problem er, at Danmark er godt i gang med at sætte sit store forspring på vedvarende energi over styr.
De problemer snakker regeringen også om. På årsmøder og i valgkampe. Men der sker ingenting. Jo, der bliver givet lidt til at renovere nogle skoletoiletter, og der er også sat penge af til at være vært for klimatopmødet. Men en reel og helhjertet indsats for at løse de væsentlige problemer, er der ingen stemning for.
Folketinget løser de problemer, som 90 medlemmer definerer. Derfor har vi fået en lov om, at 20 flygtninge på tålt ophold skal melde sig i Saltholmlejren en gang i døgnet. Den lov forhindrer, at en mistænkt tuneser slår en sød tegner fra Århus ihjel kl. 9 om morgenen.

onsdag den 17. december 2008

In og yt på Facebook

Er det cool at være på Facebook, eller er det allerede blevet håbløst gammeldags? Er man hot nu, hvis man har vinket farvel til det populære sociale netværk og nedlagt sin profil?
Jeg ved det ikke, men det står mere og mere klart, at Facebook ikke blot er et mødested - det er også et modefænomen. Og mode skifter som bekendt.
En overgang var der stor prestige i at have mange venner på Facebook. Havde man under 3-400 var det simpelthen fordi, man ikke havde ret mange interessante venner, og så var man vel selv uinteressant?
Forleden hørte jeg så, at man er overfladisk, hvis man har over 500 venner. Det kan rent fysisk ikke lade sig gøre at følge med i så mange menneskers profiler. Så hvis man har mange hundrede venner er det bare for at fremstille sig selv som en interessant person.
Skal man skrive på folks væg, deltage i spil og sende applikationer til vennerne? Viser det, at man er med på noderne, eller er det et bevis for, at man ikke kan få tiden til at gå med noget fornuftigt?
Det ved jeg heller ikke.
Selv kom jeg ind i ansigtsbogen i starten af året, og jeg er ikke en særlig flittig bruger. Jeg tror, jeg oprettede en profil, fordi jeg forsøger at følge med i alle spændende former for medier.
Siden fandt jeg ud af, at jeg kunne finde gamle klassekammerater, venner og folk jeg havde truffet i forbindelse med sport eller foreningsarbejde. Det er sjovt. Jeg bliver simpelthen glad, når jeg får en helt uventet hilsen fra en person, jeg har haft det skægt med for mange år siden.
Min moral siger mig, at jeg også skal svare dem eller selv gøre en lille indsats for at opsøge gamle venner. Det har jeg desværre ikke gjort endnu, men det kan være, jeg tager mig sammen i juledagene.
Derimod kommer jeg ikke til at deltage i konkurrencer og spøgefulde aktiviteter på siden. Jeg gider heller ikke skrive en ligegyldig sætning om, hvad jeg foretager mig netop nu. Jeg synes, det er ligegyldig information.
Om mit forhold til Facebook er trendy eller ej - det ved jeg ikke. Mon ikke det er lige som med mit tøj: Det har været moderne engang og bliver det sikkert igen.

lørdag den 13. december 2008

Meld dig ud af krisen

I Tankegang knokler vi i disse uger for at blive færdige med årets arbejde til en velfortjent juleferie. Vi har masser af opgaver og får igen i år et fint lille overskud i virksomheden. Udsigterne for 2009 er udmærkede.
Jamen, jamen. Er der ikke krise? Skal I ikke fyre folk?
Nej, det er der så ikke lige hos os. Det er først og fremmest fordi vi handler med kommuner, og de bliver ikke ramt af finanskrisen på kort sigt.
Men jeg tror også, det spiller ind, at vi ikke går og taler hinanden ned i et hul. Det er nemlig en væsentlig del af krisen.
99 procent af danskerne har lige så mange penge mellem hænderne i dag som for 1 år siden. Så der er ingen krise. De fleste af os beholder vores job og vores nuværende løn, så der er heller ingen krise.
Økonomerne forudser en recession i 2009 med en negativ vækst på 0,2 pct. I 2008 har der været en større positiv vækst. Så resultatet er, at 2009 bliver bedre end 2007 - og der gik det som jeg husker det ganske udmærket.
Danmark er altså ikke ved at lukke.
De banker, der har lånt penge ud til oppustede eller ikke-eksisterende projekter, får naturligvis problemer. Det er ikke spor synd for dem.
De privatpersoner, der har lånt flere penge, end de har råd til at betale, må vinke farvel til huset, båden, sommerhuset eller bilen. Det er bestemt synd for dem, men det er altså ikke krisens skyld.
Tilbage er alle os andre, som har en pæn indkomst og stadig har råd til et højt forbrug. Det er de fleste. Husk på, at vi allesammen er meget, meget rigere end vi var i 1980 og i 1990. Det gælder også sosu-assistenterne og sygeplejerskerne.
Vi skal lade være med at grave os ned i et hul af frygt for, at krisen kommer. For hvis vi gør det - så kommer den nemlig for alvor.

tirsdag den 9. december 2008

Bloggens gennembrud

Så er bloggen brudt igennem som nyhedskanal i Danmark. IT-blogger og journalist Dorte Toft har øjensynligt været med til at fælde Stein Bagger og hans leasingcirkus i IT Factory.
Gennem et år har Dorte Toft skrevet om virksomheden og dens direktør og stillet meget alvorlige spørgsmålstegn ved de imponerende resultater, Stein Bagger kunne fremvise.
Det interessante er den måde, bloggen har fungeret på. Dorte Toft har brugt sin side som research-værktøj i tilfælde, hvor hun ikke kunne få viden eller kommentarer ad de officielle kanaler. Hun har offentliggjort sin mistanke på nettet og bedt bloggens læsere om at bidrage. Det har givet pote. Nye informationer er dukket op, og Dorte Toft fik endog en anonym mail fra en insider-kilde, som røbede nogle af hemmelighederne.
Nu er Dorte Toft nomineret til en Cavlingpris, mens andre mediefolk totalt afviser hendes arbejdsmetoder. På sin blog har hun viderebragt udokumenterede anonyme udsagn og i nogle tilfælde slibrige rygter. Dem får journalister mange af, og hvis de trykker dem i avisen uden at tjekke oplysningerne til bunds, mister de hurtigt jobbet.
Men er en weblog et medie, lige som en avis, en radiostation eller en nyhedshjemmeside? Er det ikke snarere en slags personlig kommentar, hvor alle har mulighed for at kigge med? Det er lige netop det interessante spørgsmål. Der findes ikke et enkelt svar på spørgsmålet.
Blogs er som udgangspunkt kommentarer, og for den slags gælder samme regler som et debatindlæg i en avis. Du må ikke komme med usande æreskrænkende påstande om andre, men du må gerne kritisere dem uden at bede om deres kommentar.
Dorte Tofts bloggerier er altså ikke traditionel journalistik, som lever op til de presseetiske regler. Hun spørger ikke den angrebne part, og hun kender ikke i alle tilfælde de anonyme kilder, hun øser af.
Men derfor kan det stadig godt være samfundsnyttigt at bringe nyhederne frem i bloggen. Så er det op til journalister på de etablerede medier at arbejde videre med dem. Det vil Dorte Toft meget gerne have. I en radioudsendelse forleden hørte jeg hende fortælle om 2 andre større historier, som hun har offentliggjort, men som ikke har fået så meget som en 3-linjers notits i en enkelt avis.
Så det lærerige ved sagen er, at nysgerrige journalister kan bruge blogs som fødekæde for spændende nyheder - som en af mange kilder, de skal tjekke i jagten på dagens gode historier. Det er her, Danmark er bagud i forhold til USA. Derovre har store bloggere for længst etableret sig som en del af mediebilledet. I Danmark har vi hidtil mest betragtet blogs som udvidede familiealbums.

lørdag den 6. december 2008

Om at skabe løsninger sammen

I elitesport har træneren nærmest diktatorisk magt. Spillerne på et hold har bare rette sig efter trænerens anvisninger - ellers risikerer de at sidde på bænken næste gang. Sådan er det bare i den verden, og det sætter ingen spørgsmålstegn ved.
Den bedste undtagelse er de danske håndboldlandshold, hvor Ulrik Wilbek har indført moderne dansk ledelse. Her inddrager han spillerne i beslutningerne, mens hans egen fornemste rolle er at sætte retningen samt at lytte, rose og anerkende.
I sportens verden er det uhørt. Ude på arbejdspladserne er det hverdag. Det gælder især i det offentlige men også i rigtig mange private virksomheder. Vi skaber løsningerne sammen og de bliver bedre jo mere medarbejderne kan bidrage med deres egne idéer.
Forklaringen er jo ligetil. Ethvert menneske brænder mest for at udføre sine egne idéer, mens det er knap så fedt bare at gøre det, man får besked på. Derfor er evnen til dialog og samarbejde de vigtigste egenskaber for ledere og mange medarbejdere i moderne virksomheder.
At de ikke vil bruge det i sportens verden, er deres sag, men det værste er, at den effektive teknik med at skabe løsninger sammen alt for sjældent bliver brugt på Christiansborg. Her gælder det fortsat om at skælde ud på hinanden og så mistro.
I medierne omtales det politiske samarbejde med ord fra krigens verden. Der er kamp, våben, stridsbrødre, skyttegrave og flanker. Prøv selv at lægge mærke til ordene næste gang, der opstår en større politisk sag i medierne.
Tænk sig, hvis det foregik sådan i Tankegang, når vi skulle løse en opgave. At vi satte os sammen i en gruppe og så brugte det meste af vores energi på at bekæmpe hinanden. At vi på et tidspunkt lukkede en eller to uden for døren. Bagefter fortalte begge parter om hinandens fejl og manglende evne til at finde løsninger, mens selve løsningen stort set ikke blev diskuteret.
Hvis vi arbejdede sådan i Tankegang, gik vi fallit på under et halvt år.
Det kunne være dejligt for de kære politikere på Christiansborg, hvis de gav sig selv lov til at arbejde lige som os andre. Det kunne også være godt for samfundet, for der ville komme bedre og mere holdbare løsninger ud af det.
Du vil måske indvende, at det ikke kan lade sig gøre i politik - at politikerne netop er valgt til at være uenige. Det er simpelthen ikke rigtigt. Det kan sagtens lade sig gøre. Positivt samarbejde praktiseres i masser af byråd hver eneste uge. Her snakker de sig til rette, lytter til hinanden og finder gode løsninger i dialog, uden at det hele bliver til én grød.
Uden at kunne bevise det, vil jeg endda påstå, at de samarbejdende byråd skaber bedre resultater for deres kommune end de stridende. Lige som Wilbeks hold som regel klarer sig bedre end diktator-trænernes.

tirsdag den 2. december 2008

Årets kalenderhistorie

Time for time oprulles nye detaljer i årets store kalenderhistorie - den om it-direktør Stein Bagger, der er anklaget for at have bedraget for 500 mio. kr.
Det er helt utroligt. Hvis det havde været en bog eller et stykke tv-drama, ville vi have sagt, at det var for langt ude. Det er det måske også. Vi kender jo kun de bedragedes udgave af sandheden, fordi hovedpersonen er pist væk.
Det ER da spændende. Manden har følt jorden brænde under sig efter tre års systematisk svindel, og så forsvinder han ud i den blå luft på en rejse til Dubai. Hustruen ved intet, og de nærmeste samarbejdspartnere har talt med ham samme dag uden at ane uråd. Business as usual - og pludselig er manden forsvundet.
Er han myrdet og ligger begravet i ørkenen? Har han fået falsk identitet og befinder sig i Australien eller Finland? Har han opsøgt en katolsk præst og fået tilgivelse og er nu køkkenassistent i et kloster i Bulgarien? Og hvad er det for noget med nogle rockere, han har haft forbindelse til? Det finder vi måske ud af i næste afsnit af historien.
Imens tårner 1000 andre spørgsmål sig op.
Hvad lavede de 138 ansatte i IT Factory, når det viser sig, at virksomhedens reelle omsætning var meget lavere end de flotte tal, direktøren præsenterede?
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at 1 mand ud af 138 kan sminke et regnskab uden at de andre opdager det? Der må vel være nogen økonomifolk, der rent praktisk skal fakturere og gennemføre transaktionerne.
De ansatte i virksomheden må formodes at kende branchen. Når nu det kommer frem, at fortjenesten på software er meget lille - hvordan kan de så tro på, at deres firma ene af alle kan tjene enorme summer?
Jeg mistænker bestemt ikke nogen men undrer mig bare over, at det overhovedet er muligt at gennemføre den slags svindelnumre i en teknologisk virksomhed i 2008. Jeg kan godt forstå, at 5 svindlere sammen kan lave alverdens julenumre - men at 1 fupmager kan få frit spil, uden at 137 hæderlige folk omkring ham opdager det, det er helt utroligt.
Og til slut kommer 64.000 dollar spørgsmålet: Hvad har Stein Bagger fået ud af at svindle? Har han stukket 500 mio. kr. i lommen, 50 mio. kr. eller 5 mio. kr.? Var det ét lille nummer for at redde sit eget job, der blev til to, syv og til slut 10.000 numre?
Måske får vi aldrig svarene. Men der er stadig 22 dage til jul, så der er masser af spændende oplysninger bag de næste låger.