søndag den 24. februar 2008

Fortælleglæde i London

Her i vinterferien var Solle og jeg 3 dage i London. Vi tager altid på forholdsvis korte ture. Til gengæld er vi ude at opleve noget fra tidligt på formiddagen til sent på aftenen. Denne gang nåede vi museer, sightseeing, shopping, god mad, kaffe- og kiggepauser samt to musicals og en gang messingmusik.
Musicals gør London til noget særligt. Der er et kæmpe menukort af flotte forestillinger, og det er hver gang en meget stor oplevelse. Jeg bliver forundret over, at de kan samle 1200 mennesker til Lion King en almindelig tirsdag aften, når man ved, at der kører 25 andre store forestillinger rundt omkring i byen - foruden koncerter, biograf og et overflødighedshorn af andre kulturelle tilbud.
Lion King er Disneys dejlige fortælling om løveungen Simba, der skal så grueligt meget igennem, før han til slut bliver Løvernes Konge. De fleste af de optrædende er dyr - det vil sige dyredukker med mennesker inden i eller udenom, og det er i sig selv meget kreativt. Girafferne var mennesker på to par stylter med en lang hals ovenpå. Det så meget girafagtigt ud, men når man kom til at kigge figurerne som mennesker, blev man helt forstyrret. Flot show, kreativt, farverigt og med et højt tempo.
Dagen efter travede vi rundt i timevis, og vi var tæt på at vende hjem til hotellet. Men vi blev heldigvis enige om at købe billetter til musicalen Billy Elliot. Det blev turens store oplevelse.
Det var ikke et udstyrsstykke som Lion King - men slet og ret en god historie, veloplagt fortalt og med nogle spillere med en fantastisk udstråling. Vi sad på tredje række, og på os virkede det som om hele holdet på scenen elskede stykket og samspillet med publikum.
Det gjaldt ikke mindst hovedpersonen, som helt eminent blev spillet af en dreng på alder med dem, der brænder skoler og solcentre af i Danmark. Mere end 15 var han ikke, men han havde følelsesregistret, han havde energien - og ikke mindst fortælleglæden. Han virkede simpelthen jublende lykkelig, da vi klappede ham frem på scenen efter forestillingen, og hans glæde spredte sig til hele holdet.
Fortælleglæde er en fantastisk drivkraft, og den kan gøre hele forskellen på en god og en dårlig musical, forestilling, bog, eller bare historie. Jeg tror, det er det særlige ved Londons teatermiljø. De kan drive folk frem, som brænder for at optræde og fortælle en god historie til publikum.
De folk, der har den glød - de kan brænde igennem. Det gælder på de skrå brædder i West End, men det går også hjemme i din virksomhed, på skolen eller i familien. Hvis du har noget på hjerte, og hvis du synes, det er udfordrende og vigtigt at formidle det til andre - med ord, musik eller tegninger - så har du 3/4 af succesen hjemme.

fredag den 22. februar 2008

De skylder for et mord

Overskriften har jeg tyvstjålet fra en kommentar om Blekingegadebanden, som Anders Jerichow skrev i Politiken for et års tid siden. Den holder stadig vand.
I dag kan vi så læse og høre i nyhederne, at et medlem af banden har skrevet et anonymt indlæg til bladet Carté. Her forklarer han, at banden ikke havde noget ønske om at dræbe den 22-årige politielev Jesper Egtved Hansen efter røveriet fra Købmagergades Postkontor i 1989.
Og?
Morderen er en af de fem røvere. Han deltog i et nøje planlagt væbnet røveri. Han havde en skarpladt pistol på sig. Den var ladet med de dødsensfarlige vildsvinekugler. Morderen sad i en bil, der blev beskudt. Han gik ud af bilen, trak pistolen, pegede hen mod politibilen og trykkede på aftrækkeren. Samme aften døde Jesper Egtved Hansen.
Det var ikke hensigten at dræbe ham. Men der var en overhængende risiko for det. Havde morderen haft en almindelig kugle i pistolen, var betjenten ikke død. Havde han overgivet sig, var ingen kommet noget til. Var han flygtet, var hverken betjenten eller røverne døde. Morderen valgte at trykke på aftrækkeren med risiko for at dræbe et menneske.
Det var ikke selvforsvar. Det var for at slippe væk med mange millioner kroner, som palæstinensiske venner skulle bruge til at købe dræbende våben med.
Derfor skylder de 5 bandemedlemmer for et mord. Alle 5 ved, hvem morderen er. 4 dækker over ham.
Nu opfordrer 1 af de 5 i sit anonyme indlæg til forsoning. Det er vi med på i det demokratiske danske samfund. Det har vi indrettet vores retssystem efter. Fortæl, hvem morderen er - så bliver han dømt, og så er vi kvit - samfundet og morderen. Så er vi forsonet.

torsdag den 14. februar 2008

Hvorfor skulle de bringe den tegning?

Det er fuldstændig pip, hvis tre mænd har planlagt og været lige ved at dræbe tegneren Kurt Westergaard. Det er totalt ude af proportioner. Selv om de både synes, det er forkert, forhånende og gudsbespottende at tegne Muhammed med en granat i turbanen, så er det helt vildt langt ude at slå tegneren ihjel. Ingen gud kan forsvare sådan en handling, og der kan ikke være noget helligt skrift, som sanktionerer det. Selv mændenes mødre vil have svært ved at forklare så vanvittigt et drab.
Til gengæld er det helt ubegribeligt, at et stort flertal af aviserne benytter anledningen til at trykke den famøse tegning. Uanset, hvad der er på tegningen, kan det ikke kaste lys over den vanvittige idé om at slå Kurt Westergaard ihjel. Det er ikke relevant for historien.
Aviserne vidste på forhånd, at de ved at trykke tegningen kunne kaste Danmark ud i en ny Muhammedkrise. Hvad er Berlingske Tidendes og Politikens motiv til at gøre det?
Er det en primitiv hævn over for de primitive mennesker, som er mistænkt for drabsforsøg? Så er det en forkert bane at spille på.
Da Jyllands-Posten i sin tid trykte tegningerne, vidste redaktionen ikke, at det ville sætte en lavine i gang.
Men i denne omgang vidste både Lisbeth Knudsen og Tøger Seidenfaden, at selv en lillebitte tegning i deres avis vil blive misbrugt af ekstremister, som leder efter den slags anledninger. Var det virkelig vigtigt at risikere det for at kunne formidle viden om PETs mistanke mod tre mænd?
Jeg kan ikke lige se sammenhængen.

søndag den 10. februar 2008

Politisk misbrug af OL

Politikere og medier har for længst slået fast, at Kina vil udnytte sommerens OL til politisk propaganda for det politiske system i den enorme stat. Det er sådan en påstand, man bare kan slynge ud, fordi ingen kan modbevise den.
I medierne bliver påstanden ofte ledsaget af billeder fra OL i Berlin 1936, hvor Hitler og nazisterne var meget synlige. Det er ren manipulation. Vil I have os til at tro, at kineserne vil lave OL om til en militærparade, og at de indforskriver tusinder af mennesker til at gå og dele løbesedler ud med tiljubling af Mao og hans efterkommere?
Nej vel. Kina vil lige som alle andre arrangører af OL og af VM i fodbold vise sig selv frem som et moderne og effektivt land, der kan klare den store og dyre værtsopgave. Måske håber nogen i politbureauet, centralkomiteen eller en af de andre politiske ældreklubber på, at et vellykket OL vil forbedre Kinas image og give endnu mere handel - men det er vel ikke odiøst. Tyskere, koreanere, englændere og grækere håber vel det samme, når de skal holde OL.
Den politiske vinkel kommer ikke fra Kina. Den kommer fra kritiske vestlige lande, og det er rigtig dejligt, at medierne bruger OL som anledning til at fortælle, at Kina fortsat er et diktatur. Mange tusinde kommer i fængsel alene på grund af deres politiske holdninger, og Kina er det land i verden, der slår flest af sine egne borgere ihjel. Det er en nyttig indsats, at medierne fastholder fokus på det brutale politiske styre, og det er naturligvis også dejligt, at danske politikere vil tage bladet fra munden og kritisere diktaturet og den manglende ytringsfrihed i verdens største land.
Mere af det.
Men som så ofte før er der nogen stykker, der snubler i forsøget på at balancere mellem sport og politik. Flere danske politikere har kritiseret Kronprins Frederik for at tage med til OL, og så er vi ude i politisk misbrug af OL.
De olympiske lege er en sportsbegivenhed. Verdens største. For enhver idrætsudøver er det toppen af toppen at komme med til OL og en medalje ved OL er langt mere værd end en tilsvarende VM-medalje. OL er en gigantisk fætter- og kusinefest for topidrætsfolk fra hele verden, og den bliver fulgt af alle på kloden, som har et tv-apparat. Det er den største globale begivenhed, vi har, og fællesnævneren er sport og kappestrid.
Når Frederik tager afsted, er det som repræsentant for sporten - og for Danmark. Det er en ekstra stor glæde for de danske OL-deltagere, at Frederik og Mary er med på tilskuerpladserne, og de fleste af os hjemme ved tv-skærmene er også tilfredse med det.
Kronprins Frederik er ikke med til at blåstemple diktatur og dødsstraf, fordi han bakker danske idrætsfolk op i deres livs sjoveste og vigtigste turnering. At beskylde ham for det, er politisk misbrug af sporten og af OL.
Jeg ved godt, at det kan være umuligt at trække grænsen mellem sport og politik, men det er ikke Kronprins Frederik, der har blandet tingene sammen. Politikerne skal ikke bestemme, om kronprinsen tager til OL. Det skal han selv. Politikerne må udtale sig om hvad som helst, men hvis de vælger at fortolke alle kronprinsens handlinger som politiske, så er det deres valg. Vi kan ikke have en kongefamilie, der sidder og gemmer sig på et gammelt slot af frygt for at blive beskyldt for at politisere. De kongelige skal være en del af vores samfund - ellers er de da helt ligegyldige.
Til gengæld er jeg helt enig med de politikere fra Folketingets kulturudvalg, der har takket nej til en invitation til OL. De repræsenterer ikke sporten - men det politiske system. Og rent politisk kan det være en udmærket symbolsk handling at blive væk fra OL, når det holdes i en diktaturstat, som blæser på fundamentale menneskerettigheder.

onsdag den 6. februar 2008

God bless Democracy

Indien er Verdens største demokrati, men USA er det mest fascinerende. Præsidentvalget er den største demokratiske event i denne verden, og det er utroligt spændende at følge.
Det er fantastisk at tænke på, at folk fra hele USA og fra resten af den civiliserede verden taler om Hillary, Obama og McCain. Vi synes, vi kender dem, og vi har en holdning til dem.
Ret beset ved vi ikke en døjt om, den betydning valget kan få for vores hverdag. Personligt syntes jeg, det var træls, men temmelig harmløst, da den nuværende amerikanske præsident blev valgt første gang. Men det viste sig at have fatale konsekvenser for amerikanerne og for resten af verden. Manden har bragt sit land på ruinens rand på grund af en oliekrig i Irak, og han har personligt blokeret for en meget vigtig international klimaaftale. Hans beslutninger må en hel verden døje med mange år fremover.
Men hvad kan de aktuelle kandidater gøre af godt og skidt for verden? Det er svært at afgøre ud fra en meget sloganfyldt valgkamp. Hidtil har højdepunktet været Hillary Clintons berømte tåre, som politiske iagttagere har analyseret mere end en dna-prøve i en drabssag.
Alligevel er det en fantastisk valgkamp- både på grund af den store betydning og på grund af det enorme engagement, millioner af amerikanere lægger for dagen. Det er simpelthen skønt at se og mærke, at det meste af USA engagerer sig i valget, interesserer sig for det og debatterer det på arbejdspladser, derhjemme, til møder og rundt omkring på tusindvis af hjemmesider.
Demokratiet er det dyrebareste, vi har. Det er forudsætningen for frihed og for et ordentligt samfund. Derfor er det helt afgørende, at demokratiet trives og er levende, og at det ikke blot er en sag for nogle få professionelle.
Borgernes og omgivelsernes engagement i en valgkamp er en kæmpe styrke for demokratiet, og selvfølgelig ikke mindst for hende eller ham, der til november slutter med at vinde retten og pligten til at arbejde i Det Ovale Værelse.
Vi kan komme med mange indvendinger mod den amerikanske valgkamp. Herhjemme siger vi nogen gange nedsættende, at de danske valgkampe bliver for amerikanske.
Men når det er sagt, så er præsidentvalget stadig noget helt særligt. Og det er en herlig levendegørelse af demokratiet.
Og så er det rart, at vi ikke må stemme. Så har vi retten til at kritisere den til enhver tid siddende præsident over there. Det er også en stor glæde.

fredag den 1. februar 2008

Hilsen fra et forkert tv-segment

De kyndige mennesker, som tilrettelægger tv-stationernes sendeflader forsøger på videnskabelig vis at finde de programmer, folk gerne vil se - og at sende dem på de tidspunkter, hvor folk har lyst til at se dem.
De deler os tv-kiggere op i segmenter, og sådan en fredag aften må Solle og jeg endnu engang konstatere, at vi simpelthen tilhører et forkert et af slagsen. Vi passer ikke ind i planlægningen.
Fredag og lørdag vil vi gerne flade ud foran fjerneren og se en engelsk krimi, god dansk tv-drama, en nyere dansk film eller en spændende dokumentar.
Det kan vi ikke komme til. Fredag aften byder begge kanaler på amatørkonkurrencer efterfulgt af amerikanske B-film. Lørdag er også fladpandet underholdning, suppleret med Olsen Banden eller en af de gamle med Dirch Passer.
De programmer, vi gerne vil se, bliver sendt i rigt mål sent om aftenen mandag - torsdag. Især de engelske krimier bliver til midnatsforestillinger, og det er alt for sent for os. Vi er simpelthen kravlet i seng længe inden.
Vi synes ellers selv, vi er nogenlunde normale. Det kan ikke passe, at ingen vil have lødig underholdning fredag og lørdag aften, mens alle gerne vil have det de andre dage i ugen.
Jeg kan godt regne ud, at det har noget med børn at gøre. Vild Med Is og de andre amatørkonkurrencer kan samle en børnefamilie foran fladskærmen med en pose vej-selv-slik fra tanken. Det under jeg folk, og jeg er bestemt ikke modstander af harmløs underholdning.
Men der er også voksne børn, som gerne vil se fjernsyn i weekenden, så fra vores segment vil vi gerne efterlyse et lidt bredere sortiment på de to store tv-aftener.
Og så vil jeg gerne slutte med ros til Danmarks Radio. Vi elsker jeres serier søndag aften klokken 20, og tidspunktet er helt perfekt. Det er en dejlig afslutning på weekenden at have gjort alt klar til klokken 20, og så sætte sig til rette og følge med i Rejseholdet, Krønikken, Taxa, Ørnen, Nikolaj og Julie eller Sommer.
Det kan vi godt lide i vores segment.