tirsdag den 26. december 2017

En dygtig bureaukrat

Tankegang er gået glip af en refusion af sygedagpenge på adskillige tusinde kroner, fordi vi ikke kan forstå reglerne.

Her står det på klart dansk
Det er denne passage, der har kostet os en mindre formue:
"Indberetningen er lagt i venteregistret indtil den 14. august 2017. Indberetningen kan først signeres fra denne dato. Vi sender først din indberetning til kommunen, når du har signeret den. Signering bør derfor ske, inden fristens udløb.
OBS!! Det er ikke obligatorisk at anmode om refusion i en anmeldelse. Nedenfor kan du læse om reglerne for anmodning om refusion.
Hvis du har anmodet om refusion ud i fremtiden, kan din indberetning tidligst signeres den dag, du har søgt refusion til. Ønsker du at signere din indberetning i dag, må du maksimalt anmode om refusion til dags dato. Hvis virksomheden endnu ikke er berettiget til refusion, skal du undlade at anmode om refusion i anmeldelsen af fraværet. Ret eller slet refusionsperioden og gå videre til signering."

To personer og en revisor
Du tror det næppe, men teksten stammer fra en side, der hedder NemRefusion.
To personer hos os læste smøren igennem og mente at forstå, at vi først måtte indberette sygdommen den 14. august. For en sikkerheds skyld spurgte vi vores revisor, som bekræftede vores udlægning.
Det var helt galt. Og det har vi nu fået at vide i meget klare vendinger fra en rigtig dygtig bureaukrat fra Udbetaling Danmark.
Vi har nemlig klaget og fået et afslag, der slutter med følgende selvsikre formulering: "Afgørelsen er truffet på baggrund af en samlet vurdering. Vi mener ikke, at jeres oplysninger kan føre til et andet resultat."
Slam! Der er ikke noget at komme efter. Vi skulle have søgt refusionen tidligere, og hvis vi var i tvivl, skulle vi have spurgt Udbetaling Danmark.

Fjolser på den anden side
Vi har jo ikke snydt eller fiflet. Der var tale om en gravid medarbejder, som blev sygemeldt af lægen, og så har arbejdsgiveren krav på at få refunderet sygedagpenge. Det nævner bureaukraten ikke noget om. Det hele handler om at melde sygdommen i tide, og når ansøgeren har misforstået proceduren, er der bare ikke noget at gøre.
Jeg tænker, der sker hundredvis af den slags fejl og misforståelser fra virksomheder, der ikke lige er vant til at søge refusion for gravide, der bliver sygemeldt af lægen. Eller andet, som for os som kunder kun sker én gang i et arbejdsliv, men som for bureaukraten er hverdag. For den, der kun arbejder med refusion af sygedagpenge kan det være voldsomt irriterende, at fjolserne på den anden side af skærmen ikke har sat sig ind i lovgivning, cirkulære og bekendtgørelser.
For retfærdigheden er det simpelthen ikke rimeligt, at vi ikke kan få pengene. Eventuelt imod et betaling for ekstra sagsbehandling i Udbetaling Danmark.

Kære, søde, rare Ankestyrelse
Udbetaling Danmark har været over to måneder om at afvise vores klage. De har sendt papirerne videre til Ankestyrelsen. Jeg håber, styrelsens medarbejdere er lige knap så dygtige. Jeg håber, de vurderer, om det er en arbejdsgiver, der prøver at snyde eller bøje reglerne. Eller om det blot er nogle almindelige mennesker, der ikke kender arbejdsgangen.
Det håber jeg. Men jeg tror, Ankestyrelsens afgørelse bliver en kopi af Udbetaling Danmarks, når den kommer om et ukendt antal måneder.
Det vigtigste i sagen er, at graviditet og fødsel forløb godt, så vi i Tankegang har fået endnu en glad mor.

onsdag den 20. december 2017

Hjemme hos os onanerer vi

Overskriften sikrer mig mange klik, og du er en af de skyldige.
Men den holder vand, selv om den er lidt langt ude at hente.

Ægte rødt
Vi skal tilbage til mit barndomshjem, hvor vi i mange år havde et lille billardbord på 150 x 60 cm sådan cirka. Det kunne lægges oven på et stuebord, og jeg har tilbragt mange timer med at øve mig - med at score serier og med at lave ægte rødt. Vi havde jævnligt små turneringer, og det lille bord var tæt på at blive slidt op, inden vi fik et rigtigt billardbord nede i kælderen.
Når folk spurgte mig, hvor jeg havde lært at spille billard, sagde jeg ofte, at vi havde et lommebillard derhjemme, som jeg havde spillet i timevis. Det lød meget uskyldigt, og det var bestemt også sådan ment.

Sjovt ord
Jeg skal ikke kunne sige, hvor jeg som 12-årig havde hørt udtrykket lommebillard. Men det havde jeg altså, og jeg syntes, det var et sjovt ord. Uden at tænke nærmere over det, følte jeg mig sikker på, at lommebillard var et minibillard.
Det er det sådan set også. Men det spilles altså med en kø og to kugler, som en mand kan nå ved at stikke hænderne dybt ned i sine forlommer.
At spille lommebillard er slang for at onanere. Det gjorde en venlig person mig opmærksom på, da jeg for 27. gang fortalte, at vi spillede en del lommebillard hjemme hos os.
Så holdt jeg op. Altså med at bruge udtrykket.

tirsdag den 12. december 2017

Grøn omstilling i din kommune

I dag slipper Lars Løkke for at døje med liberalisterne og folkepartiet. Han hygger sig med Macronen i Frankrig, som har inviteret statsledere til Parisaftalens to års fødselsdag.

Klimaet - en del af finansloven
Den er værd at fejre, og det er absolut vigtigt, at statsledere minder hinanden om det, de har lovet at gøre for vores ene klode. Det øger chancen for, at de også husker det, når de skal forhandle finanslov derhjemme. Det har indtil videre været ret svært at se for Danmarks vedkommende.

Kommunerne okser løs
Men klimaet er ikke kun en sag for verdensledere. Det er hverdag for dig og mig, og en af de vigtigste aktører på området er kommunerne. De arbejder med tingene i praksis, og jeg lover dig for, at der sker meget rundt omkring.
I går var jeg sammen med klimafolk fra seks kommuner, og det var meget opmuntrende at høre om store og små projekter, som er med til at nedbringe energiforbruget og brugen af kul, olie og gas.

Samsø + 100
Den mest ambitiøse kommune er lille Samsø i Kattegat, som er blevet 100 pct. selvforsynende med vedvarende energi, og som nu skruer sine ambitioner yderligere i vejret.
Ringkøbing - Skjern går efter de 100 pct. i år 2020. Kommunen er godt på vej, og når muligvis i mål til tiden - muligvis et par år senere.
Det spændende her er, at kommunen ikke selv sætter store projekter i søen. Kommunen bringer gode folk sammen og motiverer dem til at gøre en særlig indsats. Og så er byrådet som regel flinkt til at give tilladelser til vindmøller og biogasanlæg.

200 mio. kr. i gevinst
Det er en flot indsats for klimaet, men det er mere end det. Der er penge i skidtet. Når Ringkøbing - Skjern Kommune er gået over til 100 pct. vedvarende energi, har borgere, virksomheder og kommunen sparet eller tjent 200 mio. kr. Det viser en beregning, kommunen har fået lavet.
For hele det danske samfund står der svimlende summer på spil. Ikke blot kan vi få billig og ren energi - vi kan også tjene på det.
Det er gode folk i kommunerne klar til at trække vod på. Lars Løkke og hans 178 kolleger i Folketinget spiller en vigtig rolle. De skal sørge for, at afgifter og underlige regler ikke forhindrer en fornuftig udnyttelse af energien.

Overskudsvarme og elbiler
Der ligger for eksempel et kæmpe potentiale i at udnytte overskudsvarme fra industrien. Men det er i mange tilfælde helt umuligt på grund af indviklede regler og afgifter, som jeg ikke forstår mig på.
Når det gælder transportområdet, er el- eller brintbiler vejen frem. Det er så tudeoplagt, men desværre er der et meget bredt flertal i Folketinget, som ikke ønsker at sætte afgifterne på elbiler ned.

Vindmøllestrøm på lager
Og så er der de kære vindmøller, som er en helt enorm dansk succes. Lige om et øjeblik er teknologierne klar til at omdanne strømmen til varme eller anden energi, der kan lagres. Så bliver vindmøllerne en endnu større milliardforretning for vores skønne forblæste land.
Grøn omstilling er allerede big business for danske virksomheder, og det bliver en væsentlig indtægtskilde for os mange år fremover. Det skyldes:
1. Hundredevis af fremsynede virksomheder, som er førende med teknologi og idéer.
2. Fortidens ambitiøse politikere på Christiansborg og omegn
3. Nutidens ambitiøse kommuner, der er meget mere grønne og meget mere udviklingsorienterede end det store flertal på Christiansborg.
4. Dig. Du er da med, ikke?

søndag den 10. december 2017

lørdag den 2. december 2017

Konfliktorienteret løbetosse

Til morgenbordet fortalte jeg begejstret om konstruktiv journalistik. Her går det ikke ud på at lede efter en konflikt men på at fremhæve det positive i en historie og  at pege på løsninger.

Dårlig nyhed = god historie
Får en journalist en statistik over mordraten i alle amerikanske byer, vil automatreaktionen være at lave en historie om den by, hvor der sker flest mord. Og at lede efter nogen, der har ansvaret.
En konstruktiv journalist vil finde den mest fredelige by og høre, hvad der mon er sket der, siden der sker så få drab.

Skrækkeligt langsom
Det problemorienterede ligger i uddannelsen - men måske også i den menneskelige natur. Det kom jeg til at tænke på, da jeg kom hjem fra en løbetur i dag.
Den var kort, synes jeg. Jeg løb pinligt langsomt. Og jeg var stærkt forpustet den sidste kilometer. Kun af ren stædighed stoppede jeg ikke.
Jeg var skuffet over min egen dårlige form og tænkte, at jeg aldrig nogensinde kommer til at løbe i et ordentligt tempo igen.
Lyder det ikke skrækkeligt?

Manden med de onde hænder
Havde jeg i stedet været en konstruktiv løbetosse, ville jeg have jublet. For jeg er lige begyndt at træne op igen efter over to måneders pause. Jeg har (haft?) en skade i højre baglår, som fysioterapeuten har behandlet 5 gange. Jeg ved ikke, om skaden er væk, så jeg har lovet manden med de onde hænder, at jeg løber forsigtigt og ikke forcerer noget. Så må det vise sig, om jeg mærker noget i benet.

Løbeglæde
I dag mærkede jeg ingenting på en tur på 6,5 kilometer. Det er da bare fantastisk :-) Jo, jeg mærkede den friske luft, den kære skov og den berusende følelse af at bruge kroppen. Og jeg mærkede i den grad mit åndedræt, da den stejle stigning dukkede op. Jeg mærkede trætheden komme snigende og havde den indre kamp med mig selv om ikke at stoppe op og få vejret. Kort sagt: Løbeglæden.
Det er en rigtig god historie.
Den er egentlig bedre end den om mit langsomme tempo.
Men det var alligevel noget værre møg :-(

tirsdag den 28. november 2017

Lær af vores Birgit

Kære Løkke, Mette F, Thulesen-Dahl og andre partiledere. Nu kender I alle sammen navnet på vores borgmester her i Frederikshavn, Danmarks mest populære. Hun hedder Birgit S. Hansen.
Nu skal I høre, hvordan hun laver kommunens finanslov, budgettet.
Der ligger først et digert budget fra administrationen, som fremskriver aktiviteterne med det, som byrådet allerede har vedtaget og med de tal, det er muligt at vride ud af Indenrigsministeriet.

Alle til forhandling
Ved førstebehandlingen inviterer Birgit alle partier til budgetforhandling. De fremsender deres ønsker og forslag på forhånd, og dem regner forvaltningen ind, hvis det er muligt. Så mødes alle partier og drøfter tingene igennem. I år klarede de det så vidt jeg ved på 1 møde. Så kom de alle sammen ud med brede smil om munden og præsenterede det fælles budget.
Enhedslisten får ingen ønsker opfyldt, for partiet starter med at fremsætte krav, som ingen andre er enig i, og så forlader de mødet. Var de blevet, kunne de have fået et par mærkesager igennem.
De små partier fremsætter få krav og får dem helt eller delvist igennem. De ved godt, at de har mindre indflydelse end de større og store partier. Og for bordenden sidder Birgit, der bestemmer mest, for Socialdemokratiet er langt det største.

0 afstemninger på fire år
Det budget danner grundlaget for det daglige arbejde i udvalgene. Her foregår tingene efter nogenlunde samme recept. Socialudvalget har i de seneste fire år haft 0 afstemninger. Alle sager er afgjort i enighed. Det samme er vist tilfældet i Arbejdsmarkedsudvalget,  Sundhedsudvalget og Distriktsudvalget.

Plads til uenighed
Er de da ikke uenige om noget som helst? Jo, sikkert. Men de taler sig til rette om det. De går efter den bedste løsning for kommunen - nogle gange med hvert sit udgangspunkt. Det er bedre at præge en afgørelse lidt end at stemme imod og ikke få nogen indflydelse.
Den måde at arbejde på skaber resultater og tilfredse vælgere.

Snævert flertal
Kære Løkke, Mette F., Thulesen-Dahl & co. Vær søde at bruge den samme metode på Christiansborg. I vil sikkert sige, at flertallet af alle love vedtages af alle partier. Men alt for tit laver I smalle finanslove uden seriøse forsøg på at samle hele Folketinget. Og alt for tit laver I vigtige politiske forlig med et snævert flertal. Det er for mig et tegn på en kultur, hvor det mere gælder om at få ret end at opnå resultater.
Det er ikke populært i befolkningen. Vi kan lide de folk, der arbejder for sagen og for fælles, holdbare løsninger. De får mange stemmer.

lørdag den 18. november 2017

Ord kan smitte

Her til morgen så jeg denne overskrift på DR: Norovirus i østers fra Lem Vig - ti er blevet syge.
Det var morgen, så jeg opfattede det første ord som Novovirus. Jeg tænkte, at det åbenbart var et udslip fra en af Novos fabrikker.

En læsefejl fra den dumme
Så blev jeg lidt nysgerrig, for så vidt jeg ved, har Novo ingen produktion i Lemvig og omegn.
Det viste sig at være en læsefejl fra min side. Jeg kendte ikke ordet Norovirus, og der kom heller ingen forklaring i artiklen. Der stod blot, at virusen stammer fra en menneskelig kilde.
Jeg måtte på nettet for at opklare sagen. Norovirus er den virus, der fremkalder Roskildesyge - ond bræksyge, hvis første tilfælde blev opdaget i Roskilde.
Historien kunne slutte her med en konklusion om, at jeg er for dum. Som oplyst borger burde jeg kende ordet Norovirus.

Overflødigt ord
Men jeg mener, at fejlen ligger hos DR. Der er mange andre end mig, der ikke kender ordet Norovirus. I stedet for, at vi skal føles os dumme, skal journalisten bruge ord, vi forstår. Det afgørende ved sagen er ikke, om det er en Norovirus - det er at Fødevarestyrelsen har forbudt østersfiskeri i Lem Vig, fordi 10 mennesker er blevet syge af dem.
Jeg tror, jeg kender forklaringen. DRs artikel bygger på en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen, og i den er det første ord Norovirus.

Lader læseren i stikken
Vores sproglærere på journalisthøjskolen kaldte den slags for sproglig afsmitning. Kildernes ord smitter simpelthen journalisterne. Uden at tænke nærmere over det, bruger man ekspertens ord, og så lader man læseren i stikken.
I langt de fleste tilfælde kan man skrive det samme med ord, som alle forstår. Blot man som skribent er opmærksom på det, er det slet ikke noget problem. Nogle gange er det nødvendigt at bruge et fremmedord, og så skal man gøre sig den ulejlighed at forklare ordet til læseren.
Det svære er at opdage, at man er blevet smittet.
Det er så ikke tilfældet med Roskildesyge.

mandag den 13. november 2017

Jamen, vi havde en dejlig tur II

Her i weekenden havde Solle og jeg planlagt en tur til København. Godt hotel, BogForum og middag med mine brødre på et sneaky sted.
Jeg holdt fri fredag, og vi tog det stille og roligt, da vi først skulle med fly kl. 11.55.
Kl. 10.20 så jeg en besked om, at flyet fra Aalborg desværre var aflyst. Jeg kunne hurtigt konstatere, at der ikke var andre ledige fly den dag, så vi traf en rask beslutning om at tage Mols-Linjen kl. 12.30. Vi tog hjemmefra to timer før afgang og skulle lige omkring og aflevere en hund nede i byen. Den nåede at vælte en vase, som vi lod ligge, og så var det ellers afsted i en rasende fart.
En rolig morgen og formiddag var forvandlet til en stresset køretur. Solle var chauffør, mens jeg ordnede det praktiske med billetter og afbestillinger.

Næstsidst til færgen
Vejret var frygteligt. Det stod ned i stænger og til tider var der også hagl. Vi fulgte løbende med på GoogleMaps, og tiden lå hele tiden og svingede. Vi nåede det selvfølgelig. Tjek ind og direkte ombord på færgen som næstsidste bil. Solle var helt udaset efter en anstrengende tur.
Så gik alt fint. Vi parkerede bilen i Vanløse og tog Metro ind til byen. Bommelom. Hyggelig aften med god mad, super dag på BogForum og en rigtig hyggelig middag. Vi sluttede på et lille værtshus i en sidegade til Nørrebrogade med drinks og god snak.

Tidligt afsted
Søndag morgen tog vi alt for tidligt afsted fra city og øjeblikket efter stod vi ude i Vanløse. Der var oceaner af tid til at nå færgen. Jeg trillede ind på en tankstation, og da vi kørte derfra, meddelte en skærm i bilen, at trykket var for lavt på venstre baghjul.
Vend om og ring til Tophjælp. De lovede at sende en mand inden 60 minutter, og jeg bad om hurtigere betjening. Flinke Henrik fra Falck var der under en halv time senere. Han fandt et stykke metal i dækket, som han ikke turde røre. Så vi aftalte at drøne mod færgen og så ville der holde en ny Falckmand i Aarhus og hjælpe os.

Flink Falckmand nummer to
For anden gang i den weekend havde vi pludselig stress på for at nå færgen. Jeg offentliggør ikke farten, men der var nærmest ingen trafik og vejret var fint, så vi nåede det uden større problemer. Og dækket holdt luft. Flink Falckmand nummer to konstaterede, at trykket var fint, så vi fortsatte til Frederikshavn, hvor Solle nu har bestilt et nyt dæk.

Vælg selv morale
Du kan frit vælge morale på denne historie.
En mulighed er, at det kan betale sig at være i god tid. For så kan man nå at tage højde for ubehagelige overraskelser.
En lige så rigtig konklusion er, at det ikke nytter at være i god tid. Man ender alligevel med at jage afsted.
Min eftertanke er: Vi havde en dejlig tur.

fredag den 3. november 2017

Forbyd ulovligheder

Mus, frøer og fugle er vist de eneste, der bliver slået ihjel her ude på Flade Rævdalvej, hvor ingen vil bo. På Nørrebro går det anderledes hedt for sig. På to dage er to bandemedlemmer blevet myrdet af rivaler.
Det er den foreløbige kulmination på mange måneders kampe og skyderier mellem grupperinger af kriminelle i hovedstaden og i andre storbyer. Det er ulykkeligt og uhyggeligt, og jeg forstår beboernes frygt.

Fred og tryghed
Jeg forstår også deres og mange andres ønske om at få gjort noget ved sagen - at få stoppet bandekrigen, så beboerne på Nørrebro kan leve i fred og tryghed.
Men der er ikke et quick-fix. Der er problemer i denne verden, som ikke lige lader sig løse. Bande-, rocker- og mafiakriminalitet hører til i den kategori.

Kun banderne kan stoppe krigen
Justitsministeren, Folketinget, politiet, naboerne kan ikke stoppe voldsomhederne. Det kan kun banderne selv. Det er dem, der skyder på hinanden (og på andre). Og det er dem, der driver en ulovlig forretning med med stoffer og våben, hvor vold og trusler er en del af forretningsgrundlaget.
Rivaliserende bander, der lever af kriminalitet, kæmper om markedet. Og vold avler vold, så med jævne mellemrum optrapper de konflikten mellem sig og terroriserer dele af byen.
Politi og myndigheder kan være over dem, stresse dem, sætte så mange som muligt i fængsel og måske få held med at konfiskere våben og sorte penge. Det kan forhåbentlig med tiden få krigen til at ebbe ud.

Forbud mod foreninger
I afmagt arbejder regeringen nu med et forslag om at forbyde banderne. Det skal igennem Højesteret, og det er  et skråplan. Forbud mod foreninger er grundlovsstridigt, uanset hvilke fikse ord, juristerne kan pakke det ind i.
Og det hjælper ikke en snus. De her typer er i forvejen dybt kriminelle. Mange af dem begår hver dag meget alvorlig kriminalitet. Så de vil næppe lade sig afskrække af, at deres bande også er ulovlig.
At forbyde en forening vil kun skabe endnu et problem, som ikke kan løses, og det vil ikke bidrage til at stoppe bandekrigen.

lørdag den 21. oktober 2017

To syndige grønne apparater



Det regner og rusker udenfor, men herinde er der dejligt lunt. Jeg har tændt op i brændeovnen, som sagte gnasker løs af mine små stykker træ. Det er ren efterårshygge, men brændeovnen er desværre et af de to apparater her på matriklen, som jeg ikke længere kan bruge med grøn samvittighed. Det andet er kompostbeholderen, som jeg vender tilbage til om lidt.

Skadelige partikler
Først er der brændeovnen. Den dårlige historie er, at den udskiller skadelige partikler. Fra mit arbejde med kommunernes miljøafdelinger ved jeg, at det er en af de rimeligt store miljøsyndere i byerne. Herude på landet er det vel ikke så alvorligt. Jeg tror ikke, jeg påfører ret mange mennesker luftvejssygdomme, men skadelige partikler er vel skadelige, så jeg må vel forlige mig, at min brændeovn er lidt af en miljøsynder.

Selvfældet træ
Ærgerligt, for jeg har altid anset den for at være det modsatte. Det meste af det træ, jeg brænder af, er her fra grunden. Det er gamle fyrretræer, som vinden har væltet omkuld. Hvis jeg lader dem ligge, formulder de og frigiver den samme mængde CO2, som når jeg brænder dem af. Så det er altså CO2 neutral opvarmning, som udnytter energien bedre end vores jordvarme. Den får sin energi fra strøm fra nettet (vindmøller, affald, kul, solceller, flis og andet godt) eller fra vores solceller.

Muld af kartoffelskræller
På samme måde har jeg altid været lidt stolt af kompostbeholderen. Her samler jeg alt vores våde affald: Kartoffelskræller, kaffegrums, afgnavne majskolber og rester af frugt og grøntsager. Det bliver til meget hver uge, men jeg kan aldrig fylde den magiske beholder. Orme, insekter og en naturlig proces, som jeg ikke kan redegøre for, sørger for at omsætte det hele til muld, jeg kan sprede i haven.
Det betyder, at vi kun skifter vores skraldesæk hver anden uge, og der er den knap nok fyldt. Der er ingen grund til at køre vådt affald til forbrændingen, hvor det ikke gør nogen særligt nytte, når jeg kan beholde det i haven og få gavn af det.

Giftige gasser
Lyder min logik, som Tankegang også har hjulpet med at udbrede i årevis. Men der er en slange i paradiset: Metan. Kompostbeholderen kan udlede små mængder farlige gasser, som er skadelige for miljøet. Min gør i sig selv ikke den store skade, men hvis alle husstande var lige så flittige med at kompostere, ville det være et lille miljøproblem.

Næste forår bliver jeg grøn
Det er der råd for. Næste forår starter Forsyningen indsamling af madaffald i Frederikshavn Kommune. Det er dejligt, for det er en meget fin udnyttelse af energien i mine kartoffelskræller. Her bliver det omdannet til en energifyldt suppe, der kan udnyttes på bedste vis i et biogasanlæg. Så gassen fra mit madaffald fiser ikke op i luften, men bliver brugt til at producere el og varme eller til biler og busser, som kører på gas.

tirsdag den 17. oktober 2017

Victor D'Hondt afgør valget

Når vi om en måned skal stemme til kommunal- og regionsvalget, har en for længst afdød belgisk advokat og professor afgørende indflydelse på fordelingen af mandater.

Fem konsonanter i træk
Manden hed Victor D'Hondt, og han udtænkte i 1878 en retfærdig måde at fordele mandater på, som den dag i dag bruges ved alle valg i Danmark og det meste af Vesteuropa: Den D'hondtske metode. Dejligt ord, i øvrigt. Det er ikke så tit rigtigt at skrive fem konsonanter efter hinanden. D'Hondtske.
Metoden er lige så enkel som problemet med at fordele et antal mandater er indviklet. Du tror måske, at man bare kan regne den ud med procenter, men det bliver ikke retfærdigt. I praksis viser det sig, at de yderste mandater kan blive alt for billige eller alt for dyre.

Divider med 1, 2, 3, 4, 5 osv
Den D'Hondtske metode går ud på at dividere alle partiers eller valgforbunds stemmer med 1, 2, 3, 4, 5 og så langt som det nu er nødvendigt.
Et parti, der har fået 20.000 stemmer, får tallene 20.000, 10.000, 6666, 5000, 4000 og 3333. Et parti, der har fået 5000 stemmer, får tallene 5000, 2500, 1666, 1250 og 1000.
Alle partiernes tal skriver man op i en kolonne. Hvis der er 29 pladser i et byråd, tilfalder mandaterne de valgforbund, som har de 29 højeste tal. Har to lister samme tal, trækker man lod om mandatet.
Den D'Hondtske metode har en tendens til at favorisere de største partier. De vil ofte få mandaterne lidt billigere end de små partier. Men alternativerne ser ud til at være mere uretfærdige.

Flyveblad i Gent
Selve metoden publicerede den gode hr. D'Hondt på et flyveblad, som han delte rundt i byen Gent, hvor han underviste på universitet. Det har været den tids blog, og har altså vist sig at være ganske effektivt.
Jeg er ret sikker på, at mine udgydelser her på tekstener.dk ikke har nogen relevans om 139 år. Eller for den sags skyld om 10 minutter :-)

lørdag den 14. oktober 2017

Je suis Samvirke



Jeg støtter Samvirkes ret til at oplyse COOPs medlemmer om gift i de fødevarer, vi spiser. Ytringsfrihed kan ikke gradbøjes, men det er den blevet her i oktober. Magtfulde landmænd har direkte eller indirekte truet lokale brugsuddelere til ikke at udlevere medlemsbladet til butikkens kunder.
Tusinder af COOP-medlemmer har ikke modtaget medlemsbladet, som de normalt får tilbudt første gang i måneden, de handler. Så de ser ikke artiklen om rester af sprøjtegift i fødevarer. De ser heller ikke en artikel om, at det er overflødigt at bruge klor i husholdningen eller én om, at det kan være farligt at spise pasta fra i går.

Uddelere føler sig presset
Det skyldes landmændenes vrede over indhold i bladet. En del brugsuddelere er enten enige med landmændene eller føler sig presset til at sende bladene tilbage til COOP, fordi de frygter at miste omsætning. Bønderne har forklaret, at de ikke vil handle i den lokale brugs, og at de vil opfordre andre kunder til at blive væk, hvis uddeleren har Samvirke liggende i butikken.
Deres vrede skyldes forsidebilledet. De mener, det er en fornærmelse mod konventionelle danske landmænd. Det har de ret til at mene, men jeg kan slet ikke følge dem. Jeg mener, det er et effektfuldt billede, som understreger pointen i artiklen: At der er mere gift i vores mad, end vi er klar over.

Jesus og Muhammed
Vi har tidligere set en gruppe blive fornærmet over et billede. Der var nogle kristne, som mente at et billede af Jesus med stiv tissemand skulle forbydes. Og der var en hel del muslimer, som følte sig krænket over en tegning af Muhammed med en håndgranat i turbanen.
Jeg mener, de var på gale veje. Og det synes jeg også, bønderne er.
Hvis COOP eller andre udbreder et budskab, du ikke er enig i, så nytter det ikke noget at forhindre folk i at se eller høre synspunktet. Så må du bruge argumentets kraft. At indskrænke ytringsfriheden er et selvmål i Danmark.

En ordentlig undskyldning
Men hvorfor undskylder Samvirke så over for de sure landmænd? Fordi Samvirkes redaktion er ordentlig og ikke principrytter. Der er nogle folk, som føler sig krænket. Det var ikke hensigten, og så siger man pænt undskyld. Det kunne Jyllands-Posten også have gjort med Muhammed-tegningerne uden på nogen måde at give køb på sin ytringsfrihed.


fredag den 29. september 2017

Jamen, vi havde en dejlig tur

Se lige på billedet. Pinligt, ikke?
Du kan godt se, at Viktor har sit smarte cykeltøj helt forkert på. Den undertrøjeting skal selvfølgelig ikke sidde uden på. Det er da tydeligt for enhver.
Altså, undtagen mig, som stolt cyklede Gedved rundt i to timer efter Viktor, som var klædt megapinligt ud. Folk smilede så høfligt til os, men jeg var sikker på, at det var fordi, Viktor og Johan er to meget søde drenge.

En sej cykel
Nu var det jo heller ikke et modeshow, vel. Det var en cykeltur, og Viktor kørte forrest hele vejen på sin nye cykel med de brede dæk. Den er sej. Johan sad på sædet foran mig og snakkede i ét væk.
Vejen gik op forbi kirken og ad en lang, mild bakke op til den nye udstykning ved Gedved, hvor familiens nye hus skal ligge. Vi gik en tur i traktorsporet på grunden. Den tog vi et par gange. Og så snuppede vi lige et par runder på cykel- og grusstien i det kommende parcelhuskvarter.

Svimlende legeplads
Næste stop var børnehaven, hvor jeg så hele legepladsen, og vi prøvede det meste. Så fik vi en tår vand, inden vi kørte over til skolen. Den har både en dejlig cykelrute, en sjov høj med rutsjebane og en legeplads, hvor man kan blive svimmel.
Derfra kørte vi en smart genvej hen til Brugsen, hvor vi næsten fik et kvarter til at gå. Drengene bugserede rundt med hver sin kurv med hjul. Johan købte en smart blågrøn bold, mens Viktor kastede sin kærlighed på et revolversæt. Og så smuttede der en pakke chokoladesmåkager ned. Johans forslag om at købe en rød peberfrugt, en pakke med to tandbørster og en Mokai fik jeg afværget uden nogen konflikt.
Ned i rygsækken med varerne, og så hjemover langs en lidt for trafikeret vej. Turen sluttede med en meget hård bakke, som krævede et par puf til den stærke knægt i den ufikse påklædning. 9,3 kilometer og et par skønne timer en søndag formiddag. Det fås ikke bedre, og ingen af os anede jo noget om, at tøjet havde siddet forkert. Det fik vi først at vide, da jeg havde lagt billederne ud i skyen.

Jeg skal være til grin
Dem, der køber børnetøj i vores familie, gør det kun med det formål at gøre mig til grin. Lærke havde som helt lille en rigtig smart og totalt indviklet badedragt, som jeg stod og fumlede med hver gang, vi var i svømmehallen. Det lykkedes altid at få den på, men Solle hørte engang fra en veninde, at jeg havde spankuleret rundt i svømmehallen med en glad lille pige i en badedragt, der vendte omvendt. Dyb udskæring foran og stram bagtil. Det har været et kønt syn.
Men vi havde det sjovt.

tirsdag den 19. september 2017

30,4 pct. demokrati

30,4 pct af vælgerne stemte på Venstre, Liberal Alliance og de konservative ved folketingsvalget for to år siden. Altså under en tredjedel.
30,4 pct. af vælgerne syntes dengang, at skattelettelser var meget vigtige, især til de rigeste.
30,4 pct. af vælgerne syntes dengang, at bilafgifterne skulle sænkes, så de dyre biler blev billigere.
30,4 pct. af vælgerne syntes dengang, at pensionsalderen skulle hæves.

69,6 af vælgerne var ikke enige. Det er de stadig ikke.
Og det er deres repræsentanter i Folketinget ikke.
Det var de ikke, da Venstre var ene om at sidde i regering. Og det er de ikke efter, at der er kommet endnu to partier i regeringen.

Forhandling
Opgaven for over to tredjedele af Folketingets medlemmer er IKKE at rette ind efter regeringens ønsker.
Opgaven for 30,4 pct. regeringen er at forhandle sig til rette med Folketingets partier om løsninger på de problemer, de kan blive enige om, at Danmark har.
Det kunne den tidligere regering og mange regeringer før den.

Thulesen Dahl er opgaven
Men med den nuværende er det som om, opgaven er at få overbevist Kristian Thulesen Dahl om at stemme for noget, Dansk Folkeparti ikke går ind for. Hvis ikke han vil det, svigter han ifølge regeringens logik det borgerlige Danmark.

Vælgerne ønsker ikke blokpolitik
Det kan ikke nytte noget, at regeringen slår ud med armene og opgiver at gennemføre noget som helst, når den ikke kan få sin vilje. Den repræsenterer mindre end en tredjedel af befolkningen.
Det er ikke vælgernes ønske, at den til enhver tid siddende regering skal føre blokpolitik. Tværtimod.
Blokpolitik skaber ikke de bedste løsninger, og slet ikke de mest langsigtede.
Danmark fortjener mere end 30,4 pct. demokrati.

søndag den 17. september 2017

Armene oppe i Hvidovre

 En af dem fra plejecentret. Foto: Anders Wolf Andresen

Jeg har stadig armene oppe efter en dejlig dag på Plejecentret Strandmarkshave i Hvidovre i går. Her holdt vi et offentligt møde i Skybrudsgruppen for Strandøre, og det var kulminationen på et halvt års arbejde med at sikre et lavtliggende område mod monsterregn.

Borgmester og for meget kage
Tankegang har fået opgaven ved at tilbyde en proces, hvor beboerne i kvarteret sammen finder løsninger på at styre regnvandet. Og med den slags processer er det altid spændende, om borgerne nu er interesserede og om de kan klare opgaven. Begge dele fik vi til fulde bekræftet.
Som arrangør af et offentligt møde frygter man altid at sidde med oplægsholderne, borgmesteren og to kværulanter til en masse kaffe og alt for meget kage. Den frygt var ubegrundet i går. Der kom 50 deltagere på en af de sjældne soldage, og der var fint humør og stor interesse.

Beboerne havde ordet
Dagens program var, at fire beboere fra skybrudsgruppen skulle fremlægge de fire overordnede forslag, de havde udarbejdet på en workshop i august - hvor solen minsandten også skinnede. Det gjorde de bare så godt - bedre end jeg og kommunale embedsmænd kunne have gjort. Og det var modigt. De stod på gulvet med nogle plancher og talte uden manuskript.
Et forslag gik ud på at gøre en dyd af nødvendigheden og ændre et grønt fugtigt område til en lille søpark. Enkelt og genialt, og det kan gøres forholdsvis billigt eller meget kostbart, alt efter ambitionsniveauet.
Et andet var at lave en lille grøft parallelt med en cykelsti til at samle regnvand op og føre det ned til den kommende søpark. Det kræver heller ikke millioner af kroner fra den eftertragtede kommunekasse. Et tredje var en omlægning af en vej, så den både kan bremse vand og blive mere trafiksikker.

Kinderæg
Alle forslag var en slags Kinderæg. De hjælper mod oversvømmelser og er samtidig med til at skabe åndehuller og tryghed i kvarteret. Og så kan de realiseres - måske ikke allesammen i morgen men i løbet af en kort årrække.
Hele materialet bliver nu samlet i en plan, som skal igennem det politiske system i Hvidovre Kommune. Den bliver helt sikkert vedtaget, og jeg tror også, at politikerne er klar til at investere andet end den gode vilje i Strandøre. Det lægger et positivt pres på dem, at beboerne i området har arbejdet så grundigt med planen og at der var så stor opbakning i går på plejecentret.

Ingen roser uden torne
Tankegangs lille team på opgaven har hele tiden holdt stædigt på, at de lokale beboere skulle spille en hovedrolle i processen. Vi tror på den kraft, der ligger i det lokale engagement og fællesskab. En plan fra kommunen er kommunens plan. En plan fra aktive folk i nabolaget er vores egen.
Men det hele er ikke lyserødt. Jeg fik kun et lille stykke kage i går. Resten blev spist af de mange mennesker, der mødte frem på plejecentret :-(

lørdag den 9. september 2017

Min tid som sportsjournalist

Her til morgen læser jeg et referat af en sportskamp i avisen. Det bygger på et interview med en leder fra den lokale klub, og den slags lavede jeg hundredevis af, da jeg i 1984 var sportsjournalist på Dagbladet i Holstebro i ni måneder.

Flere meter off-side
Vi lavede referater af alle fodboldkampe til og med serie 3. Dem var der mange af i Dagbladets område, så vi sad to mand søndag aften og ringede rundt til trænerne for at høre, hvordan deres kamp var gået. Jeg husker en af de første, jeg fik på blokken. Holdet havde tabt 3-0 og træneren havde en malerisk og meget troværdig beskrivelse af det sorte uheld, de var forfulgt af. Hans hold havde alt spillet, men ind ville den fordømte bold ikke. Modstanderne fik to mål, hvor der var flere meter off-side, og det tredje var et rent lykketræf - et elendigt skud, der blev rettet af og derfor snød målmanden.
Da historien var i avisen, kom min kollega hen og sagde, at jeg skulle være lidt varsom med den pågældende træner. Den slags historier kom han med hver gang, hans hold tabte.

Tavse vestjyder
En særlig udfordring var, når to lokale hold havde mødt hinanden. Så talte vi med begge trænere, og det var ofte to helt forskellige historier, vi fik. Så gjaldt det om at holde tungen lige i munden.
Andre trænere var rigtige vestjyder, som ikke var til at slå et ord af. Det kunne tage lang tid at hale nok ud af dem til at lave et 20 linjers referat. Men jeg lærte dem efterhånden at kende og vidste, hvad jeg skulle spørge om for at få tungen på gled.

Floskler fra Struer
Den sværeste udfordring var en rigtig dejlig mand, som var træner i Struer. Holdet var højt placeret og vi havde mange læsere i Struer, så vi fulgte tæt med i klubbens meriter. Inden hver weekends kamp lavede vi en foromtale. Her fik vi den seneste status fra holdet og trænerens vurdering af den kommende kamp.
Ham her sagde altid det samme: Bolden er rund, alt kan ske. Intet er afgjort, før dommerens sidste fløjt har lydt. Uddybende spørgsmål besvarede han med lignende floskler, og hvis jeg havde spurgt, hvordan vejret var, ville han have svaret, at det kunne regne og solen kunne skinne. Det lykkedes mig aldrig at få ham til at sige noget som helst med indhold i til en foromtale. Men læserne i Struer ville blive vrede, hvis ikke vi omtalte den kommende kamp, så der kom hver uge en ny overskrift, en kreativ indledning og så et udvalg af trænerens standard-vendinger.

Stor interesse
Det var sjovt og meget lærerigt for mig. Jeg lærte at være meget præcis med at spørge ind til navne og fakta, og jeg fik rutine i at skrive hurtigt. Og det var meningsfuldt, for artiklerne blev virkelig læst med stor interesse. Det kunne vi høre på trænerne og på de reaktioner, vi i øvrigt fik, når vi var ude at dække større begivenheder.

torsdag den 31. august 2017

Orv, se: Et dyr



Når jeg ser på de billeder, jeg lægger op på Facebook, er der mange dyr imellem. Forleden var det den flotte tudse herover, som sad lige uden for døren. Jeg kunne få telefonen helt hen til den og tage et udmærket billede.
Krondyr på marken, en flok rådyr, en ræv, tre vagtsomme musvåger eller næbbene af en flok sultne svaleunger fra reden er andre oplagte motiver.

Intet er usædvanligt
Intet af det er usædvanligt. Det er dagligdags natur her i reservatet og mange andre steder i landet. Selv i parcelhuskvarterer ser man rådyr.
Alligevel farer jeg hen og finder et kamera, hver gang jeg ser et vildt dyr.
Vi gjorde det samme, da vi var på sommerferie i Grand Canyon. Bådføreren stoppede simpelthen, når vi passerede det mest almindelige dyr på de egne: En bjergged. Og så fotograferede vi allesammen.
Det er nærmest en refleks hos de fleste, at når vi ser et vildt dyr, skal vi fotografere det.
Hvorfor er det mon sådan?

Grævling og spætte
Jeg kan forstå, hvis jeg skulle være så heldig at få en grævling eller en ugle på linsen. Eller en spætte. Men en ganske almindelig frø, et rådyr eller en ræv. Det har alle set før, og der findes langt bedre billeder end dem, jeg kan tage med telefonen eller med det kamera, som jeg endnu ikke helt har lært at betjene rigtigt.
Kan du en god forklaring på denne fællesmenneskelige trang til at fotografere almindelige dyr? Og lige et spørgsmål mere:
Synes du ikke, den er sjov at se på, den tudse?

mandag den 21. august 2017

Det skal tv sende: Noget godt

Kulturminister Mette Bock spørger i disse måneder borgerne, hvad de gerne vil se i tv - og hvordan de vil se tv. Det sker som optakt til forhandlingerne om et nyt medieforlig, som ministeren regner med at skyde i gang i starten af 2018.

Tv sender noget for de andre
Det er en sympatisk tanke at spørge borgerne, men det er også en syltekrukke. For der kommer ikke ét, men mange svar. Nogen vil have mere sport, nogen vil have mindre. Nogen vil have flere nyheder og færre vejrudsigter, andre omvendt. Nogen vil have mere underholdning, andre mindre.
Det eneste, de fleste kan blive enige om, er at tv er for dårligt. Det er for overfladisk, der er for mange genudsendelser, og der er kun noget for unge/ældre/midaldrende/gamle/jyder/københavnere/rige/fattige/middelklassen. Lige nøjagtigt folk med mine interesser er tv-stationerne helt ligeglade med, synes de fleste at mene.

Send noget godt
Jeg hører til blandt det enorme flertal, der ikke har deltaget i kulturministerens debat. Jeg ved ikke, hvad tv skal sende. Jeg vil kun kunne svare: Noget godt.
For sådan er min egen tilgang. Hvis der kommer noget spændende i tv, og jeg er hjemme og har tid, så vil jeg gerne se det. Det kan være en dokumentar, en tv-avis, et magasinprogram, sport, underholdning eller film. Det er ikke så vigtigt - bare det er godt.
Jeg sætter mig ikke foran fjernsynet og leder efter noget for bagefter at blive irriteret over, at der kun er bras. Så finder jeg hellere noget andet at spilde min tid med.

DR får kniven
Uanset, hvad folk svarer Mette Bock, så kommer hun op med et forslag om at sætte DR på skrump. Det står i regeringsgrundlaget, og Dansk Folkeparti er meget ivrig for at gøre DR mindre.
Paradoksalt nok, for DR laver mere og mere af det, befolkningen efterlyser: Noget godt.
Det går bedre for DR end nogensinde, når vi taler indhold. Men det drukner desværre i hestetransporter, mangfoldighedskonsulenter og fratrædelses-millioner til direktører, som selv siger op.


onsdag den 16. august 2017

Ud af klappen med de ansvarlige

Danmark er et af verdens mindst korrupte lande. Vi borgere tror på myndighederne, og vi har grund til det, for de er lovlydige og ordentlige.
Det er en krumtap i vores demokrati, at vores gode embedsmænd følger lovene og hensigten i lovene. Det skaber tryghed og tillid i hele samfundet, og det er meget, meget værdifuldt.

Helt udansk
Netop derfor er de aktuelle sager om total mangel på administration af fiskekvoter og rækken af svigt i Skat opsigtsvækkende. Det er helt udansk, at vores embedsmænd slet ikke løser den opgave, de er blevet pålagt. Det er skandaløst, og der skal slås meget hårdt ned på det. For tillidens skyld.
Skat er ved at blive helt omorganiseret, og der bliver ansat flere folk. Det er både godt og nødvendigt, og så må vi leve med, at problemerne ikke er løst fra den ene dag til den anden.
Fiskeriet skifter ministerium, og der skal opbygges en helt ny styrelse, som skal starte forfra med at administrere fiskeriets forhold på en ordentlig måde. Det er også fint. Igen tager det tid, og det må vi også slå os til tåls med.

Præmie for milliardtab
Men jeg begriber ikke, at de ledende embedsmænd, som ikke har været deres opgave voksne, i den grad bliver beskyttet.
Det tog månedsvis at fyre direktøren for Skat - og så skulle han oven i købet have  fratrædelsesgodtgørelse. Hvis det står i offentlige chefers kontrakter, at de skal have en præmie, hvis de bliver fyret, så skal de kontrakter laves om. Det hører ingen steder hjemme at forgylde en mand, der har haft det ledelsesmæssige ansvar for, at staten er gået glip af mange milliarder kroner.

Flyttet til andre opgaver
Og senest er to ledende embedsmænd fra Miljø- og Fødevareministeriet blevet degraderet og flyttet til andre opgaver i ministeriet. De havde ansvar for kontrol af fiskekvoterne - en kontrol, der har vist sig at være ikke-eksisterende.
Det underminerer min høje tillid til systemet, at det beskytter folk, som ikke løser deres opgaver. Når man er leder, får man en høj løn for at påtage sig et ansvar. Når det viser sig, at ens opgave ikke er løst, har lederen stadig ansvaret. Så skal han ud, og det skal undersøges, om der ligger svindel bag eller om det bare er inkompetence.

Kreativitet og mod
Jeg går ikke ind for at fyre ledere og medarbejdere i bundter, hver gang der bliver begået en fejl. Tværtimod. Der skal være plads til kreativitet og mod, også i det offentlige.
Men når der er tale om totale svigt, som Rigsrevisionen har påvist både i Skat og i Miljø- og Fødevareministeriet, så skal hammeren falde. Ellers ryger vores tillid. Vi må ikke få den tanke, at lederne i styrelser og departementer først og fremmest tænker på at beskytte sig selv og hinanden. De er til for vores skyld.

lørdag den 12. august 2017

Verdens sidste blyavis



I den første uge af vores ferie kørte vi i cowboy- og indianerland fra Denver til Las Vegas. 
På en af de længste og varmeste køreture trængte vi til en pause først på eftermiddagen. Den øde del af Colorado vrimler ikke ligefrem med byer og landevejs-caféer. Så da der dukkede et byskilt op, tog vi en hurtig beslutning og kørte ind til Sagauche (udtales Sawatch). Der var dødt. Hovedgaden var lang og øde, men vi kunne skimte en bar og et hotel.

En gammel sættemaskine
Da vi havde sat bilen og gik hen imod en butik, der så åben ud, kørte en bil henimod os. Føreren stoppede og pegede på en gul bygning og sagde noget meget amerikansk, som vi ikke rigtig forstod. 
Vi gik hen til bygningen og kunne se en gammel sættemaskine samt en masse rod. Vi tog et billede og satte igen kursen mod den åbne butik. Vi faldt selvfølgelig i snak med indehaveren, som forklarede, at verdens sidste blyavis holdt til i det gule hus. Udgiveren var hendes partner, og hvis ville se stedet, skulle hun gerne prøve at hente ham.

Trykt på 1 ark
5 minutter senere stod vi i avislokalet sammen med Dean Coombs, en 65-årig meget venlig mand med et vildtvoksende skæg og en bomulsdsskjorte med malerpletter. For vores skyld tændte han sættemaskinen og fortalte om sin avis.
The Sagauche Crescent udkommer hver onsdag i 600 eksemplarer. Den er på fire sider, trykt på 1 ark på egen trykkemaskine. Vidunderet er fra 1921, og det samme er sættemaskinen, som Dean Combs demonstrerede for os.

1-fingersystemet
Han satte sig og skrev et stykke ind, som han havde fået fra det lokale museum. Hver linje blev til et lille stykke bly, og de små blybrikker kørte automatisk op og stillede sig ved siden af hinanden. Det larmede noget, og det var fascinerende at se mekanikken på den gamle maskine, mens avisejeren stilfærdigt trykkede bogstaver ind efter 1-fingersystemet.
Journalist - er Dean Coombs ikke. Han opsøger ikke en eneste nyhed, men han bringer alt stof, som folk afleverer. Blot det er gode nyheder. Hans mor havde det princip, at dårlige historier ikke hørte hjemme i The Sagauche Crescent, og det holder Dean fast i.

Papir til 5 år
Hans familie har ejet avisen i 100 år, siden 1917. Dean Coombs er tredje og sidste generation, og han er sikker på, at avisen går ind, når han en gang holder op med at udgive den.
- Jeg tager en dag ad gangen og bliver ved så længe, jeg kan. Jeg har lige købt papir ind til de næste fem år, fortalte Dean Combs, da vi var nået hen til trykpladerne.

Offentlige meddelelser 
Her så vi, hvor nem hans lille produktion er. En stor del af avisen er nemlig genbrug. Det meste af stoffet er offentlige meddelelser fra Sagauche County, en slags amtsmyndighed. Mange af deres informationer skal bringes op til fem gange, og de får den samme plads på arket hver gang. De finansierer også avisen, for amtet betaler naturligvis for at få bragt de officielle meddelelser. Der er ligefrem en regel om, at amtet skal bruge en avis, der er produceret i området til sine officielle meddelelser. Der er ganske vist en større avis i amtet, men den bliver produceret andetsteds, så Dean Coombs sidder på en fast indtægt.
- Det er nok til, at jeg kan leve af det. I det første halvår i år har jeg haft 11.000 dollars mere i omsætning end sidste år, så jeg klager ikke, smiler Dean Coombs.

16-20 dollar om året
Der er også lidt annoncer i avisen, men det interesserer ikke rigtigt udgiveren. Hans veninde i butikken synes, han sælger dem for billigt. Abonnementsindtægterne er også begrænsede. Folk i amtet betaler 16 dollar om året, i resten af Colorado er det 18 dollar og i verden udenfor 20 dollar. Det er ca 130 kr., og der er over 100 faste læsere, som får den lille billedløse avis hver uge med posten. Det er en underskudsforretning for Dean Coombs, men økonomi bekymrer ikke denne histories hovedperson.

CBS kom før mig
En herlig oplevelse i en lille søvnig by i det tidligere guldgraverområde San Luis Valley. Og en sensation med verdens sidste blyavis. Den historie er jeg desværre ikke først med. De to tv-stationer CBS og Al Jazeera har bragt en reportage fra det suverænt mest berømte sted i Sagauche.

tirsdag den 11. juli 2017

Cyklen er altså et transportmiddel

Smil, sol og cykel

Karen Marie Pagh-Nielsen her på billedet holdt et indlæg i Tankegangs telt på Folkemødet. Da hun skulle hjem til Helsingør igen, hoppede hun på sin medbragte minicykel og kørte fra Allinge til Rønne. En skøn tur på lidt over 25 kilometer ad en kuperet rute.
Jeg havde også en cykel med til Solskinsøen og kørte en enkelt dag frem og tilbage mellem Gudhjem og Allinge. 15 kilometer, og det tog vel 5-10 minutter længere end bilturen.

Svinkeærinder og smutveje
Nogen vil mene, at Karen Marie og jeg er lidt skøre, men for os er det en rent praktisk foranstaltning. Det er skønnere at cykle en kort eller mellemlang distance end at køre i bus. Man har større frihed, kan lave et svinkeærinde undervejs, og så er det dejligt at have cyklen ved hånden. Har man kun en bil, og skal en mindre tur i byen på et par kilometer, er det jo langt mere besværligt end at cykle. På cykel kan man køre smutveje, og det tager ingen tid at parkere.

Færre cykler - flere kører bil
Desværre er vi i håbløst mindretal. Det er ren romantik at tro, at Danmark er et cykelland. Cyklismen er på tilbagetog, mens danskerne kører mere og mere i bil.
Jojo vi har en cykel eller to. Mange på min alder har en dyr racer, og i disse dage er de nærmest allesammen på vej til Paris eller en anden storby i Europa med deres firmas cykelhold. Men cyklen er et motionsværktøj - ikke et dagligt transportmiddel.
Det er en skam. Og det må vi have gjort noget ved. De er godt i gang i København, Aarhus, Odense og andre større byer i Danmark. Men i resten af landet kniber det.

Stresset start på dagen
Se bare ved vores skoler. Her holder bilerne nærmest i lag hver morgen, og forældre og børn starter dagen med at være forjagede og ophidsede.
En meget stor del af dem kunne med fordel cykle med deres børn i skole de første år. Så kan børnene selv cykle - og så har de grundlagt en vane for livet.

Fem forrygende fordele
Fordelene ved at lade børnene cykle kan jeg hurtigt opregne, for vi har netop skrevet om dem i en kampagne, der kører i Sønderborg Kommune efter sommerferien:
SUNDT - cykling giver motion og øger forbrændingen
SJOVT - cykling giver smil på læben
LÆRERIGT - børn er mere veloplagte efter en cykeltur end efter en biltur
TRAFIKSIKKERT - børnene lærer hurtigt at begå sig i trafikken
BILLIGT  - cykling koster en brøkdel af bilkørsel
For samfundet står der milliarder af kroner på spil. Beregninger fra Cyklistforbundet viser, at 1 kilometer på cykel sparer samfundet for 7 kroner. Det er både den private besparelse på benzin, og kommunens udgifter til vejvedligeholdelse. Og så er det sundhedsudgifter, sygedagpenge og tabt arbejdsfortjeneste.
Hvis vores cykelkampagne i Sønderborg får en god effekt, bliver den en ren overskudsforretning for kommunen.

Det kan du gøre - nu
Jeg er tilhænger af konstruktiv journalistik, så her får du til sidst et råd til noget, du selv kan gøre: Drop alle de korte ture i bilen. En køretur på 3-6 kilometer er dyr i brændstof og belaster miljøet, mens en tilsvarende cykeltur gør dig frisk og i godt humør.


torsdag den 6. juli 2017

In the air tonight



Ingen skal beskylde mig for at være musikfreak. Det er ikke særlig hot at være fan af Kim Larsen og Shubidua. For slet ikke at tale om John Mogensen. Men de er gode.
Jeg kan køre til Købehavn og tilbage igen uden at høre andre strofer end jingler til programmerne på P1 og Radio 24Syv. Og når mine niecer fortæller om nye musiknavne afværger jeg ved at fyre en vits af om, at de nok er håndboldspillere.

Flere end i Frederikshavn Kommune
Men forleden var jeg til koncert. I Hyde Park i London med Solle og hendes store idol Phil Collins. Da vi gik glade og opstemte derfra, stor der på storskærmen, at vi havde været 65.000 mennesker sammen. Det er flere, end der bor i hele Frederikshavn Kommune.
Det var en fed oplevelse og et fantastisk show. Phil Collins har en dårlig fod, så han sad på en stol under hele koncerten. Men sikke en stemme, sikke en udstråling og sikke en fest, han var vært for. Os nede på plænen var i den grad en del af succesen. Vi sang - skreg - med på det hele, og så er der altså gang i den, når vi taler om 65.000 mennesker. Ved siden af os stod to mænd på Phil Collins alder. Den ene hoppede i halvanden time og kunne hvert et ord i alle tekste. Det samme gjaldt et ungt par, der stor på den anden side.
Når bandet slog de første toner an til et nyt nummer, jublede hele Hyde Park og folk slog et stort smil op.

500 meter fra scenen
Jeg skal måske lige tilføje, at vi møvede os så langt frem, vi kunne. Det var ved 2. sektion, vel ca 150 meter fra scenen. Vi kunne lige ane Phil Collins fremme på scenen, men selve showet oplevede vi på storskærmene. Der var 12 eller 15 sektioner, så der skal nok have været 10.000 tilskuere, som stod 4-500 meter væk fra scenen. Jeg er helt sikker på, at de skrålede lige så meget med som os andre.

Farvel med smil på læben
Selvfølgelig var det kaos, da vi skulle derfra. Men der var ikke et knubbet ord og ingen brok. Jeg tror, vi allesammen havde et smil på læben og masser af overskud.
Det er det, musik kan.
Det er det, jeg går glip af, når jeg foretrækker taleradio.
Og jeg fortryder ikke.

mandag den 19. juni 2017

5 år uden gratis fadøl

5 gange har jeg deltaget i Folkemødet uden at få én gratis fadøl.
5 gange har jeg deltaget i Folkemødet og oplevet et stigende antal menige borgere deltage i debatterne.
5 gange har jeg deltaget i Folkemødet og har oplevet engagerede debatter om væsentlige emner for vores lille trygge samfund.

Jeg indrømmer gerne, at jeg også har haft det sjovt på Bornholm. Jeg har drukket op til flere glas rødvin og har hørt musik og lyttet til entertainere. Det er en del af en god folkefest.

Kritik fra folk, der ikke deltager
Men kritikken af, at Folkemødet skulle være en elitær fadølsfest præget af kendisser kan kun stamme fra folk, der ikke har deltaget. Det er simpelthen umuligt at bevæge sig rundt i Allinge i de fire dage uden at mærke alsidigheden, bredden og ikke mindst det enorme engagement, alle typer arrangører lægger for dagen. Du kan ikke gå mange meter uden at blive præsenteret for en mærkesag eller blive inviteret til et arrangement. Og stikker du hovedet inden for i et telt, står tre-fire folk på podiet og diskuterer, mens en lille eller stor flok sidder og lytter særdeles aktivt.
Det er Folkemødet. Og det er bare fedt.

Kender du de 17 verdensmål?
For mig har årets tema været FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Dem så jeg nærmest overalt, og jeg havde selv fornøjelsen at være ordstyrer til et arrangement, hvor Sønderborg Kommune tog dem som udgangspunkt.
Hvis ikke du kender de 17 mål, så kommer de her: http://heleverdeniskole.dk/de-17-maal/
De er gode, de er nødvendige, og det er altså fælles mål, som alle FNs medlemmer har tilsluttet sig.

En hel vinters snak om hvert mål
I den enkle udgave er de nemme at forstå, og der er klare symboler til, så de også er til at huske.
Hver især kan de 17 verdensmål foldes ud. Man kan tale om 1 af dem en hel aften eller for den sags skyld en hel vinter i forsamlingshuset.
Målene bliver ikke ført ud i livet bare ved at blive vedtaget af FN. De skal omsættes til virkelighed i landenes parlamenter, i virksomheder, organisationer, regioner og kommuner. Og blandt mennesker. Det kræver samtale, dialog og fælles idéudvikling.
Og det er netop det, der foregår på Folkemødet. Jeg er sikker på, at mange er vendt hjem fra Bornholm med fornyet lyst og inspiration til at bidrage en lille smule til at gøre verden bedre.

What's in it for us?
I Sønderborg-teltet diskuterede vi egoisme og fællesskab. En ung deltager nævnte, at folk kun engagerer sig, hvis de kan svare på spørgsmålet: What's in it for me? En klog herre appellerede til, at vi i stedet taler om what's in it for us? Og så blev vi enige om, at et vigtigt indhold for den enkelte er at være en del af et stærkt fællesskab.
Det er da langt bedre end en gratis fadøl.

onsdag den 14. juni 2017

Løb, hygge og krampe

Jeg stiller sjældent op til motionsløb, men nu er Coast2Coast blevet en kær tradition i familien. Løbet mellem Skallerup Klit og Palmestranden på årets korteste nat er en fed oplevelse, og vi glæder os til næste fredag.

Halvmaraton i aftes
Sidste år følte jeg mig ikke i ordentlig form, men det gik uden problemer. I år har jeg endnu ikke været skadet, så det skal såmænd nok gå igen. Men man vil jo gerne forberede sig, så i aftes var jeg til en slags fortræning. Jeg løb en halvmaraton i et løb, som Frederikshavn Kommune har taget initiativ til. Projektet hedder Landsbydrømme og idéen er 8 løb, som fører deltagerne igennem alle (større) landsbyer i kommunen.
I aftes var det fra Kvissel, via Ravnshøj og Aasted til Gærum. Det var et rigtig hyggeligt arrangement. Fra Kvissel startede 2 hold mountainbikere og 1 hold cyklister samt os halvmaratonister. En 10 kilometer rute udgik fra Skærum og så mødtes vi alle foran Brugsen i Gærum på nogenlunde samme tid.

Skønne bakker
Min intention var at løbe stille og roligt uden at skele (ret meget) til uret. Det gik også fint, indtil der kom nogle fristende seje bakker i den stride modvind. Det er lige mig, og jeg nød at cruise forbi folk, der er knap så vant til kuperet terræn.
Efter 8 kilometer mærkede jeg et lille svirp i min svage venstre lægmuskel, og så var jeg på vagt. Det hjalp ikke. Den første krampetrækning meldte sig omkring de 12 kilometer, og så var der pludselig langt til Gærum.

3-500 meter mellem anfaldene
Jeg forsøgte at løbe forsigtigt og en overgang bildte jeg mig selv ind, at jeg kunne løbe igennem med højre ben og spare det venstre. Krampetrækningerne kom efter hver 3 - 500 meter. Så satte jeg farten ned, gik 7 skridt til smerten var væk og løb videre.
To gange overhalede jeg trætte folk op ad en bakke i fin stil for øjeblikket efter at spjætte med venstre ben og slå over i gang. Det har muligvis set komisk ud, og det var ikke sjovt. Måske burde jeg være stoppet for at undgå en varig skade, men det er ikke til midt under et løb.

Satte farten op
Jeg havde masser af kræfter og følte mig alt for frisk. Åndedrættet var slet ikke belastet, så det var topfrustrerende at løbe langsomt i den kraftige medvind.
De sidste par kilometer tog jeg chancen og satte farten op. Der kom ikke færre krampetrækninger, og der kom heldigvis intet anfald, da jeg løb over måltæppet.
Tiden var jeg mildest talt ikke tilfreds med, men så kunne jeg undskylde mig med, at det var et hyggeløb med en rigtig dejlig stemning. Ingen andre end jeg selv syntes, at min tid var elendig, og da vi en time senere sad hjemme med tærte og rødvin og talte om aftenens fælles oplevelse, var den dårlige tid ikke noget emne.

Næste gang er jeg klogere
Heldigvis er der ikke noget tidspres ved Coast2Coast. Og der SKAL jeg løbe langsomt for at undgå en skade i den dumme lægmuskel. Det synes jeg nu og hele vejen frem til løbet. Så er der lige nogle timer, hvor en anden logik hersker og efter løbet går jeg igen ind for hygge.

lørdag den 3. juni 2017

Pyt med Trump



Twitter-præsidentens melding om, at han vil melde USA ud af Parisaftalen er værre for USA end for klimaet.
Den nation, som i over 100 år har ført an i den teknologiske udvikling, skal nu ifølge dens præsident gå tilbage til energiformer og teknologier, som hører fortiden til. Den tid, hvor de ikke vidste bedre.
Trumps vej fører til tilbagegang i USA og til isolation af det ellers så prægtige land.


Ingen indflydelse
Heldigvis tyder intet på, at manden med det sjove hår har nogen særlig indflydelse. Hverken politisk eller økonomisk. Politisk er han en amatør, og man opnår ingen resultater i den verden ved at fornærme alt og alle og være lunefuld og uforudsigelig.
Og så er det altså sådan, at Trump selv ikke med de sjoveste dekreter kan forhindre amerikanske virksomheder i at udvikle teknologier, produkter og software, der udnytter sol og vind og andre forureningsfri energikilder.
Det er sådan, at Trump ikke kan forhindre store og små energiselskaber i USA i at tænke langsigtet og forlade kul, gas og olie til fordel for vind- og solenergi.
Det er sådan, at Trump ikke kan forhindre de amerikanske stater i at føre en nutidig energi- og klimapolitik.

Der er penge i det grønne
Og det er sådan, at Trump får mere end almindeligt svært ved at finde investorer til kulindustrien. Store investeringer kræver vished for en stabil langsigtet forrentning, og det er svært at forestille sig i år 2017, at kul kan være en god forretning om 10, 20 eller 30 år.
Storkapitalen - de førende amerikanske virksomheder samt pensionskasser og rige fonde har for længst indset, at olie, kul og gas ikke er fremtiden. De har lugtet, at der er penge i vedvarende energi, som ikke forurener. Og de lytter til forbrugernes ønsker. Social og miljømæssig ansvarlighed er nøgleord for de store virksomheder i dag. Klima og energi står øverst på dagsordenen i de riges lukkede klub World Economic Forum i Davos.

Højst fire år
Den virkelighed må Trump gerne lukke øjne og ører for eller skrive sjove ord på Twitter om. Men det ændrer ikke noget.
Vi andre kan bare sige: Pyt med Trump. Han er højst præsident i fire år, og der får han næppe gennemført ret meget. Hans dekreter kan trækkes tilbage den 21. januar 2021, og lovgivning bliver det svært for ham at gennemføre. Det kræver forhandlingsevner, tålmodighed og lydhørhed.
Jo længere tid, der går uden andet end svulstige erklæringer, jo færre vil lytte til ham og tage ham alvorligt. Jo flere vil sige pyt.
Både i USA og i resten af verden. 

mandag den 29. maj 2017

Nu må kommunen da

For tiden skriver min avis en del om en ulykkelig skilsmissesag. Barnet vil ikke være hos den forælder, som landsretten har tilkendt forældremyndigheden. Kommunen har anbragt barnet på en institution, hvor det ikke trives, og nu møder kommunen heftig kritik fra den anden forælder og en advokat.
Jeg omtaler eksemplet meget overfladisk, for det er ikke den konkrete sag, jeg vil kloge mig på. Det er tendensen med, at pilen lynhurtigt peger mod kommunen.

Onde folk på rådhuset?
Et barn er forældrenes ansvar. Det er ikke kommunens.
Hvis forældrene ikke kan eller vil påtage sig ansvaret, gør kommunen noget på samfundets vegne. Der sidder ikke nogle onde mennesker rundt omkring på rådhusene og venter på at komme til at gøre livet surt for skilsmissebørn. Tværtimod. Kommunens medarbejdere ønsker at finde den bedst mulige løsning for barnet, og de ønsker frem for alt at give opgaven tilbage til dem, den hører hjemme hos: forældrene.
Og så har de en pligt til at overholde landets love og til at følge afgørelser fra domstolene. Det står ikke til diskussion.
Selvfølgelig kan kommuner begå fejl, men det er at vende tingene på hovedet at give kommunen skyld for et skilsmissebarns ulykkelige situation. Forældrene har skylden. Det er deres barn.

Løs det selv
Næsten dagligt ser jeg historier i medierne, hvor en part i en sag anklager kommunen for magtmisbrug, fejlbehandling eller misinformation. Og næsten hver gang er det en sag, som kommunen ufrivilligt eller nødtvungent er blevet involveret i. Klageren og hans eller hendes modpart kunne selv have løst den, hvis de havde taget ansvaret.

Forstærker modsætningerne
Der er en årelang tradition for, at medierne tager den slags historier op. Det kan give en kortvarig følelse af retfærdighed hos den, der klager sin nød til pressen. Men det løser meget sjældent problemet. Ofte vil det bare forstærke de modsætninger, der ligger bag.
Det vil være bedre for børn og naboer, hvis flere tog ansvar for selv at løse deres problemer end at overlade dem til kommunen og derefter klage over kommunen til avisen.


onsdag den 24. maj 2017

Min karriere som møver

Da jeg i mine juniordage spillede på Holstebro Boldklubs tredjehold, var jeg hverken forward, back eller målmand. Jeg var møver.
Som møver skulle jeg stå i vejen for modstanderne og møve mig ind, når der var klumpspil. De finere detaljer med afleveringer og langskud var jeg ikke så god til, men jeg var stærk og frygtløs, så jeg møvede i begge ender af banen. I vores forsvar skulle modstanderne støde ind i mig, og i angrebet skulle jeg gøre plads til de små letbenede fyre, som kunne drible, heade og alt det, der førte til mål og sejr.
Dengang havde ethvert fodboldhold en møver. På Holstebros 3. divisionshold var det ishockeyspilleren Kjeld Bjerrum, der møvede rundt uden at røre bolden ret meget. Og både i det nordjyske og på landsholdet huserede møveren over dem alle: Henning Munk Jensen.
Nu ser jeg til min store glæde, at Frederikshavn Kommune har ansat en møver. Herligt, at sådan et lidt humoristisk og billedskabende ord finder vej til et visitkort. Møverens funktion er at møve sig ind hos højtuddannede og forklare dem om de fine jobmuligheder i Frederikshavn.
----
Åh, nej.
Min fantasi har spillet mig et puds.
Frederikshavn Kommune har ikke ansat en møver. Men en mover.
Endnu et overflødigt engelsk udtryk, som lægger afstand til almindelige mennesker.
Så røg den pointe. Eller gjorde den?

onsdag den 10. maj 2017

Et bedre liv til 1 mio. danskere

Det er her gratis - men bruges af for få

Diskussionen om ulighed irriterer mig. Den er sådan set interessant, set ud fra et moralsk synspunkt, men jeg synes, den fjerner fokus fra det største problem, vi har i Danmark: Op imod 1 mio. mennesker har et dårligt liv.
I stedet for at sammenligne deres liv med andres, skal vi hjælpe dem til at få et bedre. Det må alle for pokker da kunne blive enige om.

Ud af skolen til ingenting
Hver sjette, der forlader folkeskolen, får ikke mere uddannelse. De får ingen job og ender som kontanthjælpsmodtagere, pensionister, kriminelle eller hjemløse. Hver sjette. Det er en katastrofe.
Det har stået på i årevis, og resultatet er, at vi har en kæmpe gruppe, som lever et sølle liv.

For fedt
40 pct. af danskerne er overvægtige og i for dårlig form. På sigt medfører det livsstilssygdomme, smerter, sygedage, isolation og tab af job og netværk for mange af dem. Vi uddanner og ansætter flere og flere læger og sygeplejersker, vi bygger stadig større hospitaler, og pøser milliarder ud til medicin, men sygehusvæsenet er konstant bagud. Det skal gribes an på en helt ny måde.

Flygtninge og ældre
Over halvdelen af flygtninge og indvandrere i Danmark er reelt uden for samfundet. De har intet arbejde, taler dårligt dansk, har næsten ingen penge og føler sig på ingen måde som en del af Danmark. Resultatet er alt for høj kriminalitet og isolation i det, vi nedladende kalder for ghettoer. Det er noget møg for dem og for alle os andre.
Og så er der en overset gruppe af gamle, som er ensomme og syge. Mangle lever et sølle liv med masser af medicin og minimal menneskelig kontakt.

Drømmen brast
Alle disse gode mennesker har haft en drøm om et godt liv, som er bristet. Når de har fået problemer, møder Systemdanmark dem med krav, påbud og regler, de skal leve op til. De mærker presset fra omverdenen om at tage sig sammen og om at have dårlig samvittighed over at nasse på os andre. Det bliver det ikke bedre af. Tværtimod.
Resultatet er 1 million dårlige liv. 1 million menneskelige katastrofer. Og en helt enorm udgift for samfundet, som vi så bebrejder de dårlige liv, at vi andre skal betale.

Opgaven: Hjælp folk til et bedre liv
Det skal vi gøre på en helt anden måde. Jeg har naturligvis ikke en trylleformular, der kan løse alle problemer, men vi kan da starte med at påtage os den opgave at gøre tingene helt anderledes.
Hvis alle politikere og alle vores gode ansatte i stat og kommune så det som en fælles forpligtelse at hjælpe folk med at få et bedre liv, var vi allerede nået et langt stykke vej.
Den måde at tænke på bør gennemsyre enhver lov, ethvert cirkulære, enhver bekendtgørelse, enhver administrativ afgørelse og enhver kontakt med de borgere, der har brug for hjælp. Det frivillige Danmark står klar til at hjælpe, så her er en enorm ressource, der kan bruges bedre.

Give folk muligheder i stedet for cirkulærer
Jeg taler ikke om, at vi ukritisk skal give flere penge til folk. Jeg taler om en grundlæggende værdi om at hjælpe folk til at komme på fode. At give dem muligheder for at få det bedre og klare sig bedre. At tage udgangspunkt i deres drømme, evner og muligheder i stedet for at dunke dem i hovedet med cirkulærer og uforståelige skemaer.
Nogen gange er jeg lige så håbløs en drømmer, som John Lennon kunne være. Jeg ved godt, at vi ikke kan gøre alle lykkelige. Men vi kan da prøve. Ikke mindst, når vi kan se, at det vi gør nu, er helt og aldeles galt.

lørdag den 29. april 2017

Milliardspild med åbne øjne

Overskudsgivende medicin for 500 kr.

Vi kan hurtigt blive enige om, at SKATs spild af vores skattekroner er en gigantisk skandale. Den største i nyere tid. Håber jeg.
I SKATs tilfælde er der tale om et ledelsesmæssigt svigt af dimensioner og vel også et politisk. Folketinget og skiftende regeringer har lidt for blindt troet på, at digitalisering ville kunne spare tusinder af stillinger i SKAT uden at forringe effektiviteten.

Et såkaldt sundhedsvæsen
Mens vi alle sammen slikker sårene over de mange milliarder, der er forsvundet op i den grå luft, spilder vi samtidig milliarder af kroner hvert år. Vi kører videre med et såkaldt sundhedsvæsen, der bare bliver dyrere og dyrere - selv om vi ved,at det kan gøres billigere og bedre.
Krumtappen i det danske sundhedssystem er helbredelse. Samfundet bruger enorme formuer på at forsøge at helbrede de mange mennesker, der bliver syge. Der bliver flere og flere og behandlingerne bliver dyrere og dyrere. I disse år skyder nye supersygehuse op til omkring 100 mia. kr. Det er absurd mange penge.

Sats på forebyggelse
Hvis vi i stedet gjorde forebyggelse til det bærende princip, ville vi på få år kunne stoppe udgifternes evige himmelflugt. Og vi ville gøre livet bedre for tusinder af danskere, som får dårligt hjerte, lungesygdomme og depressioner. Det vil i øvrigt også spare samfundet for udgifter til sygedagpenge, understøttelse, medicin og en række andre følgeudgifter.
Læs her, hvad lægeforeningens formand Andreas Rudkøbing i går udtalte til Nordjyske:
- Vi poster milliarder af kroner i behandling af sygdomme, som kunne forebygges langt billigere.
Rygning og 10.000 skridt
Rygning er stadig en kæmpe synder. Det vil ikke koste noget at sætte afgifterne i vejret og at forbyde rygning endnu flere steder. Det vil forhindre tusinder af unge i at begynde at ryge.
Manglende motion er en anden dræber. 10.000 skridt om dagen har alle tid og mulighed for at klare. Gjorde de det, ville udgifterne til medicin og helbredelse rasle ned.

Vilde med kræftplaner og store byggerier
Kommunerne er klar. Regionerne er klar.
Men det kniber på Christiansborg. Politikerne er bange for forbud og afgifter. Og de er vilde med kræftplaner og store byggerier.
Så vi må blive ved med at betale i dyre domme for behandlinger og medicin, som kunne være undgået. Resultatet er, at de fattige og dårligt uddannede lever et usundt liv, mens de rige og højtuddannede også sundhedsmæssigt kører på 1. klasse.

Fælles plan
Det kan jeg ikke acceptere. Mine skattepenge skal ikke spildes til at øge uligheden, så jeg opfordrer Folketinget, regionerne og kommunerne til at lave en fælles plan for forebyggelse af de mest alvorlige folke- og livsstilssygdomme. Og at sætte penge af til at føre planen ud i livet. Kom så i gang.

søndag den 16. april 2017

Trange tider for karetmagere

Her er noget af det, du ikke får inde i byen

Min fætters onkel var karetmager. Et stolt håndværk, som nu er ved at uddø. På sin vis er det lidt ærgerligt, men på den anden side har jeg aldrig købt en karet og kender ingen, som har gjort det. Så der er nok ikke det store behov.
Det kan vi allesammen blive enige om.

Hjerteløs kommune
Men når det gælder landsbyer i tilbagegang, er sagen en anden. Når Brugsen lukker, er det sørgeligt. Når skolen til slut lukker, protesterer landsbyens beboere vildt og voldsomt over kommunens hjerteløse adfærd.
Forklaringen er ellers den samme som med karetmagerne. Brugsen lukker, fordi omsætningen er for lav. Skolen lukker, fordi der er for få elever. Det er ikke kommunens skyld
Folk flytter fra landsbyerne ind til de større byer. De handler i byerne, arbejder i byerne og deres børn går til sport i byerne - så hvorfor ikke bo der?
Det er trist for de landsbyer, som sygner hen. Men sådan er det. Kommunen har ikke pligt til at opretholde alt det, som ikke bliver brugt længere. Hverken skoler, landsbyer eller karetmagerværksteder.

Trygt, sjovt og billigt
Det betyder ikke, at alle landsbyer skal dø. Tværtimod. Jeg håber, at rigtig mange af dem kommer til at udvikle sig. For en god og aktiv landsby er et trygt og sjovt sted at bo. Og som regel også billigt.
Livet i landsbyen skabes af menneskene i byen. Punktum. Sidder folk inde i stuerne og venter på, at nogen gør noget, dør landsbyen. Lige som Brugsen og karetmageren.

Millarder af kroner
I disse år pibler gode historier frem om aktive landsbyer, der trives og udvikler sig på grund af stærke mennesker, som bor i dem og sætter noget i gang. Og jeg kan forsikre for, at kommunen meget gerne støtter byerne i den udvikling. Der er både penge og opbakning at hente for de byer, der skaber nye aktiviteter i landsbyerne.

Der er masser af puljer og mulighed for at få finansieret store byggerier og anlægsprojekter. Vi taler om milliarder af kroner på landsplan fra EU, staten, kommuner og private fonde. Haller, mountainbike-baner, legepladser, naturstier og multihuse skyder frem overalt, hvor der er folk, som brænder for udviklingen i deres lokalsamfund.
I de byer er der færre til-salg-skilte. Og der er gerne en brugs og en skole.
Men ingen karetmager :-(


onsdag den 12. april 2017

Der er vejr, der skal trækkes

 Ingenting her - og ingenting der

I dag havde jeg en nydelig liste med opgaver, jeg skulle nå på arbejdet. De fleste kom jeg igennem, og så nåede jeg endda et par stykker til uden at have travlt. Det er et nyttigt trick for mig at lave lister, for så når jeg mere end planlagt, og jeg kommer som regel til bunds.

Et skønt program
Billedet her ovenfor er min to-do liste for påskeferien. Ingenting her og ingenting der. Der er mad, der skal spises, der er vejr, der skal trækkes, og der er søvn, der skal soves. Det er et skønt program at have foran sig.
Det betyder ikke fem dage på sofaen. Allerede på den første fridag kommer vi i tanke om et eller andet, og lige pludselig står jeg og saver noget ned eller maler et eller andet sted. Der skal nok dukke et projekt eller to op i påskeferien, og det har jeg intet imod.

Selvbedragerisk glæde
Det er skønnere at lave noget end at kigge ind i væggen. Men det er en særlig glæde at have nogle dage foran sig, hvor der ikke på forhånd ligger et program og en forventning om, at jeg skal nå noget særligt.
Der er en god portion selvbedrag i det, for jeg ved godt, at der er ting herhjemme, som vi ikke kan lade ligge, når vi får fem fridage. Men der er noget berusende ved at tænke på de mange dage, hvor vækkeuret ikke skal ringe og vi bare laver det, der falder os ind.

Frihed fra hvad?
Det er frihed. Men frihed fra hvad?  Jeg lever jo ikke et liv i fangenskab til hverdag. Tværtimod. Jeg bestemmer selv og planlægger selv min tid. Den frihed administrerer jeg ved at arbejde hver dag og sørge for at få noget fra hånden.
Det er hverdagen.
Nu kommer der så fem fridage, hvor jeg garanteret også ender med at bestille en hel del. Det kalder jeg frihed.
Hvis ikke jeg havde arbejde, ville jeg så heller ikke have nogen frihed? Eller ville jeg kun have frihed?
Godt, jeg ikke har tid til at tænke over det.

mandag den 3. april 2017

Havn og hockey


De napper forsiden igen på onsdag

Færger til Norge og Sverige og ishockey.
Det var, hvad jeg vidste om Frederikshavn, da jeg flyttede hertil.
Havn og hockey, kunne jeg have sagt. Det holder stadig stik som det særlige for Frederikshavn. Det er det, vi er mest kendte for. Det er byens identitet.

Noget særligt
Dygtige kommunikationsfiduser har i tidens løbet fundet på andre betegnelser. Vækst og Vilje holdt i lang tid, og det er da også fint nok. Men det er ikke noget særligt for Frederikshavn. Det er havn og hockey.

Biljubel
Jeg kommer sjældent på isstadion, men jeg følger med i White Hawks' kampe. I går aftes var jeg passager i en bil fra Aarhus til Frederikshavn, mens vores hockeydrenge spillede den 6. semifinale nede i Esbjerg. Jeg fulgte med på nettet og fik det meste af bilen til at juble, da kampen endelig blev fløjtet af, og Frederikshavn havde vundet 4-3. Nu gør vi klar til den syvende og afgørende semifinale tirsdag aften på hjemmebane.

Det fordømte DM
Jeg skal ikke derud, men jeg følger med igen, og glæder mig afsindigt, hvis White Hawks kommer i finalen. Så har vi hjemmebanefordel mod Gentofte - den bedste chance i mange år for at vinde det fordømte DM, som hele sæsonen handler om.
Ishockey er en hård og meget speciel sport, som kun dyrkes i få byer i Danmark. Men den er identitetsskabende og har også betydning for en halvstuderet P1 lytter som mig. Det er ikke kun elitesport.

Fritid i kolde haller
Alle her kender en ishockeyspiller. Rigtig mange unge spiller - og så er hele familien med. For der er træning og turneringer hele tiden, og der er mange ture til Herning, Esbjerg, Haderslev og Odense. Ishockeyforældre bruger deres fritid i kolde haller.

Sofafan
Sport er fællesskab og samvær for flere generationer. Og så er det sund fysisk udfoldelse, disciplin og vilje. Det er hjerteblod - men det også kammeratskab, tak for kampen og til lykke med sejren. Op på hesten igen, mere træning og endnu mere disciplin. Denne gang tager vi dem.
Det er min by, og en del af mit liv. Selv om jeg hører til det flertal her, som mest bakker op fra sofaen. Det tror jeg, de kan mærke ude i hallen tirsdag aften. Kom så, drenge.