Jeg skulle hjælpe Nikolaj med at flytte forleden, og Solle lovede at bage en kage, jeg kunne tage med til os flittige folk.
Inden jeg kørte, dryssede jeg florsukker over den delikate squashkage med limesmag, og tænderne løb lidt i vand.
Da jeg var 10 kilometer hjemmefra, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at jeg havde glemt mesterværket. Jeg holdt ind ved næste P-lomme og gennemsøgte bilen: Ingen kage!
Så måtte jeg en tur til bageren, men jeg blev mobbet hele dagen. Alle flyttefolk var blevet lovet HJEMMEBAGT kage, og de var meget skuffede.
Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke finde den famøse kage. Den var hverken i køkkenet, entreen eller på trappen. Jeg var huset rundt og endda en tur ude i stalden og nede i drivhuset: Ingen kage.
En ekstra gennemrodning af bilen gav heller intet resultat, så den måtte vel dukke op på et tidspunkt. Jeg giv videre med næste opgave - over til naboen for at låne en mundkurv til en af hestene.
- Tak for den dejlige kage, lød den begejstrede velkomst fra vores søde nabo. Hun var virkelig rørt over vores omsorg, så jeg mumlede forlegent, at "det da var så lidt".
Vi deler avis med naboen, og jeg lægger avisen på skænken i entréen. Jeg har øjensynligt sat kagen oven på avisen, og så har naboen troet, at det var en gave til dem.
Det blev det så.
Dagen efter kom de tilbage med formen. Tom. Ikke én lille krumme havde de levnet af vores lækre squashkage. Til gengæld fik vi en malende beskrivelse af den søde kage, som løb ned af gummerne.
Solle har bagt en ny. Og den er med glasur. Den står i køkkenet, og der bliver den stående.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar