mandag den 26. november 2018

Nostalgiker i betonbunkeren

I dag viste jeg journalisthøjskolen frem for en ven.
Flere generationer af journalister har gået vores første spæde medieskridt i den rå og grå betonbygning i Århus Nord, som vi med kærlighed eller afsky kalder for betonbunkeren.
Det er 32 år siden, jeg forlod etablissementet, men alt ligner sig selv. Blot er eleverne blevet mere tjekkede og målrettede end vi var på Schlüters tid.

Glashus på Katrinebjerg
På en opslagstavle fandt vi så tegninger af den nye journalisthøjskole på Katrinebjerg. Et smukt glashus, som efter planen står klar i 2020.
Der er garanteret en hel masse gode grunde til at bygge en ny og tidssvarende skole som erstatning for Bunkeren. Fremtidens journalistelever skal ikke spises af med forældede lokaler, blot fordi en halvgammel nostalgiker som mig synes, alt skal være som dengang, far var dreng.

Enkelt og ind til benet
Men det rykker i mig, for jeg synes, den rå og nøgne beton passer så godt til vores uddannelse - der  naturligvis også forandrer sig.
For mig er det grundlæggende ved at være journalist at fortælle, hvad der sker, så alle kan forstå det.
Det skal være enkelt - skåret ind til benet. Journalistik er ikke kunst, som man bruger timer og dage på at analysere og rette til. Det er et meget kontant håndværk.
Sådan er Bunkeren. Klare linjer - et enkelt byggeri, som ikke skal imponere i sig selv. Den skal ikke tage opmærksomhed. Det skal indholdet.

Ud!
Journalisthøjskolen behøver heller ikke at være et lækkert sted at være. For journalister skal være ude i virkeligheden - ude hos dem, de fortæller om og til. Så skal de ind på redaktionen og skrive, indtale, filme eller redigere. Og så ellers ud i samfundet igen. Der er de gode historier er. Der er den skæve, sjove, originale eller usædvanlige vinkel, som gør vores fortællinger til noget særligt. Derude er alt det, vi kan bruge vores sanser til - alle nuancerne, som får os til at forstå, at den objektive sandhed ikke findes.

Nok bare grimt
Min ven syntes, det var spændende at se det halvgamle byggeri, men han kunne ikke se det smukke i konstruktionen. Og det har han sikkert ret i. Det er nok bare en grim, meget bastant og alt for grå bygning.
Jeg ønsker DJMX alt muligt godt i det nye glashus. Gennemsigtighed er jo også vigtigt.
Og så glæder jeg mig over, at Bunkerens nye ejere vil lave forsamlingshus på stedet. Jeg kommer gerne til en debataften eller en enkel fest.



tirsdag den 20. november 2018

Mediernes landsmøde

I aftes var vi til et spændende arrangement  med den sælgende overskrift Politikerlede og medieskepsis.
Ulrik Haagerup fra Constructive Institute - der ikke er et institut men en tænketank for konstruktiv journalistik - havde samlet et hold af politikere og mediefolk til debat og selvransagelse.

Støjberg-senderen
Han startede med en aktuel historie: Hvad skete der på Venstres landsmøde i weekenden?
Vi almindelige medieforbrugere vil svare, at der var en masse snak om Inger Støjbergs formandsdrømme. Det er det indtryk, vi står tilbage med efter at have set tv, læst aviser og hørt radio.
Men Inger Støjberg var slet ikke på talerstolen for at fortælle om sine eventuelle formandsdrømme. Hun havde udtalt sig i særdeles brede vendinger om det til Altinget og til Jyllands-Posten i dagene op til landsmødet. De journalister, der dækkede mødet, valgte så alle sammen Inger Støjberg som deres hovedhistorie.

Politik fra talerstolen
Venstres politiske idéer og deres tanker om tiden op til næste folketingsvalg fik vi meget lidt at vide om. Selv om jeg er ret sikker på, at det var det, de gode folk på talerstolen i Herning beskæftigede sig med.
Redaktør Anders Bæksgaard fra Politiken forsvarede fint beslutningen om at hoppe med Støjberg-historien. Han mener, det er meget væsentligt for Danmark, om den næste Venstreformand bliver en nationalliberal som Støjberg eller en traditionel Venstremand som Kristian Jensen. Jeg er ikke enig i hans vurdering men vil gerne medgive, at det kan have en vis betydning.

Virkeligheden derude
Historien om landsmødet er ét af mange eksempler på, at medierne selv skaber en virkelighed, mens virkeligheden passerer forbi. Det er læserne, seerne og lytterne trætte af. Og det ved medierne godt.
Nordjyskes chefredaktør Per Lyngby fortalte om at få journalisterne ud - væk fra de bakteriefri redkationslokaler og derud, hvor folk bor. Nordjyske har anskaffet en bus til formålet, så avisen nu selv opsøger folk ude i de mange nordjyske lokalsamfund.
Og Bæksgaard fortalte, at Politikens kommende valgdækning også vil fokusere på at komme ud blandt folk. Han kunne i øvrigt berette, at Politiken er holdt op med at lave den slags historier, hvor de ringer rundt til lokalpolitikere for et parti og hører om deres mening om et kontroversielt forslag fra partiledelsen. Så snart en enkelt kritiker bider på, kommer han på forsiden til en historie om kritik fra baglandet.

Halvtom sal
Og politikerne selv er mere ude i landet, end de fleste af os tror. De sidder ikke i beskyttelse bag Christiansborgs tykke mure og bager rævekager. Når folketingssalen er halvtom, er det fordi medlemmerne er ude i landet og diskutere og suge viden og inspiration til sig. Det vil de gerne selv give indtryk af, men i aftes var det DRs politiske analytiker Jens Ringberg, der fortalte om de udfarende folketingsmedlemmer. Godt at høre.



søndag den 11. november 2018

Hotellet brænder - haha

Det er nok vores hotel, der brænder - haha.
Sådan sagde jeg, da Solle og jeg forleden gik tur i Lissabon, og der stod brand- og politibiler på gaden længere fremme. Vi var lige ankommet til byen og havde været ude at købe tøj og kosmetik, fordi Solles kuffert ikke var kommet med.
Spøgen blev til virkelighed. Vores hotel brændte.

Stort for børnebørnene
Vi satte os på en café overfor og fulgte brandmændenes arbejde. Ilden var brudt ud på den femte og øverste etage, og i de smalle gader i den gamle by var det en svær opgave for brandfolkene. Børnebørnene ville have elsket at se først og én og senere to brandmænd kravle op ad den lange, lange stige fra brandbilen og sprøjte tusindvis af liter vand ind imod flammerne og den sorte røg.
Det trak ud, så vi tog ud at spise, og da vi kom tilbage, var der stadig spærret af. Vi gav os til kende, og den stakkels hotelejer fortalte, at vi kunne sætte os hen på et sted i nærheden og få noget at spise og drikke, mens vi ventede på nærmere besked.

Pakkede i buldermørke
I aftenens løb kom en flink mand fra hotellet flere gange for at rapportere. Han undskyldte ydmygt og lovede hver gang at komme tilbage om 20 minutter. Tredje gang blev vi ført tilbage til hotellet, hvor en brandmand fulgte os ind på vores værelse. Der stod vi i buldermørke og pakkede vores ting sammen.
Vores værelse lå på 1. sal og var ikke brændt. Men der lugtede fælt af sod i hele bygningen, og vi tænkte helt ærligt, at vi nok ikke skulle bo her resten af ugen. Vi blev kørt i taxa til et nærliggende hotel og gik trætte i seng efter en lang og dramatisk dag.
Allerede efter morgenmaden næste dag fik vi besked om at tjekke ud, fordi vores værelse på det brændte hotel ville blive klar.

Gratis morgenmad og fin service
Og minsandten om der ikke var fint rent på værelset og på resten af hotellet, da vi kom tilbage ud på eftermiddagen. Der lugede lidt af røg ude på gangen, men ellers var der intet at bemærke.
De flinke hotelfolk kom senere op med Solles kuffert og næste morgen gav de gratis morgenmad som kompensation for vores uheldige start på ferien. Det er en utroligt stressende situation at stå i for personalet på et hotel, men de ydede en super service hele vejen igennem og bevarede roen og det gode humør.
Det gjorde vi og de øvrige gæster også, selv om det faktisk var lidt dramatisk fra starten. Ifølge den lokale tv-station, som dækkede begivenheden, var der fire sårede ved branden, som opstod i spa-området.