42,195 kilometer glæde

Dem, der påstår, at New York City Marathon er noget ganske særligt - de har fuldstændig ret.
I dag var syvende gang, jeg gennemførte den klassiske distance, og det var uden sammenligning det bedste og sjoveste løb, jeg nogensinde har været med til.
Lige nu kan jeg mærke i mine ben, at det var et løb, og det kan jeg helt sikkert også de kommende dage. Men på store dele af turen gennem Brooklyn, Manhattan, Bronx og Harlem glemte jeg helt at tænke på at løbe. Jeg smilede til tilskuerne og de andre løbere. Jeg så på de skiftende bydele og på menneskene i dem. Og jeg glædede mig over det enorme apparat af frivillige, som var med til at få det enorme arrangement til at klappe.
New York City Marathon er glæde, fællesskab og godt humør. Tilskuerne er ikke bare begejstrede. De er mange steder ellevilde, og man føler sig som en rigtig sportsstjerne, selv om man befinder sig flere kilometer nede af pølsen af løbere fra hele verden.
Løbet blev skudt i gang kl. 9.40 lokal tid, men vi var i startområdet fra klokken 7. Her var der lige fælles morgenmad, opladning og løbersnak for 40.000 mennesker. Det er en by på halvanden gange Frederikshavns størrelse, som lever sit eget liv i 3-4 timer, inden det hele flytter ud på New Yorks lukkede gader. Der er over 6000 frivillige, og det forekommer mig, at hver og en af dem synes, vi løbere er fantastiske.
I målområdet i Central Park står tilskuerne i flere rækker og hepper og råber, og straks man kommer ind, kører den velsmurte maskine videre. Medalje om halsen, pose med frugt, vand og snacks, plastikomslag til at holde varmen, videre til udlevering af de personlige poser, vi efterlod ved startområdet, og så hurtigst muligt ud af parken, så de næste kan komme til.
Jeg kunne blive ved, men det gør jeg ikke, for der skal være plads til en pinlig historie om mig. Jeg havde nemlig ondt i en af tæerne på højre fod. Det var som om, mine strømper lavede en lille klump. Allerede efter få kilometer måtte jeg have skoen af og rette på strømpen, men jeg synes stadig, jeg kunne mærke klumpen. Fra 30 kilometer var jeg rigtig øm, og da jeg kom i mål og havde været nede at gå og stå stille, havde jeg smerter i tåen. Så tog jeg skoen af - og opdagede en lille pose med en plastikdims i. Det var min gamle chip til at måle tid med. Den havde jeg lagt i skoen i en pose, da jeg pakkede kufferten hjemmefra, men havde lykkeligt glemt det igen, for arrangørerne er gået over til en ny slags chip.
Så jeg har altså løbet 42.,195 meter med en 2 liters pose og en plastikchip i den højre sko.
Det har ingen af de andre vindere af løbet præsteret.