lørdag den 28. marts 2009

Dramatisk finale på Flade Rævdalvej

Nogen synes, at finalen i X-Factor var spændende og medrivende. Men herhjemme var den direkte dramatisk og fik en højst overraskende slutning.
Solle og jeg havde væddet om vinderen, og har i over en måned gået og fantaseret om den dejlige gevinst, vi hver især kunne indkassere.
Reglerne var enkle. Hvis ABC vandt, skulle jeg give Solle en gave efter hendes eget valg. Det var en Nintendo Wii med et fit-bræt. Hvis Mohammed vandt, skulle jeg have et særligt løbeur. Hvis ingen af vores to personlige favoritter blev nummer 1, skulle ingen have eller give noget.
Vi sad så i lædersofaen hele aftenen og fulgte den laaaange finale. Det tog flere timer, og der skete ikke alverden undervejs. Efter tv-avisen skete der lidt. Mohammed gik ud, og Solles humør steg. Jeg kunne altså ikke vinde men havde 50 % chance for en udskrivning på et par tusinde kroner. Plus ydmygelsen ved at tabe.
Vi havde fortalt flere venner om væddemålet, så smserne begyndte at tikke ind hos Solle. Hun havde nemlig lovet at invitere til Wii-party, hvis hun altså vandt, og nu begyndte folk at glæde sig.
Efter mange jingler og gamle klip kom endelig det højtidelige tidspunkt, hvor afgørelsen faldt. Værten havde resultatet på et kort foran sig, og sagde: "Vinderen af X-Factor...."
Så blev der bælgmørkt i hele huset. Vi fik strømafbrydelse. Vi har en eller anden mystisk fejl, og når strømmen går, skal vi slå tv-stuen fra. Så kommer der strøm i resten af huset.
Så der brugte vi over to timer på en kedsommelig optakt og gik glip af den ene oplysning, hele aftenen handlede om. Vi ringede til den ivrigste sms-korrespondent og fik den sørgelige nyhed om, at Linda havde vundet, så hele vores væddemål endte i 0.
Vi har haft en masse fornøjelse af det gratis væddemål. Det med den fest må vi jo finde ud af på en anden måde. Der kommer nok en løsning.

torsdag den 26. marts 2009

Positive eller konstruktive journalister

På min første arbejdsdag i Tankegang for 9 år siden var en af vores kunder ved at gå bagover af forskrækkelse, da han hørte, jeg var journalist. Han betragtede mig vist som farlig, utroværdig og som en person, der altid er på jagt efter en negativ historie.
Siden har jeg mange gange hørt kommunalfolk tale om negative journalister, som kun vil skrive eller fortælle om konflikter og problemer. Jeg tager altid mine fagfæller i forsvar og forklarer, at det nu engang er det usædvanlige, der når sendefladen. Det vil være uoverkommeligt hver dag at skulle skrive om 2 millioner bilister, der kører fra A til B uden problemer. Men de meget få, der kører galt og kommer til skade, risikerer at blive omtalt i pressen.
Medierne er også hver dag fyldt med historier om folk, der fylder år, har jubilæum og om spændende arrangementer, bøger og koncerter. Der er også en bred dækning af kommunale initiativer og af nye ordrer eller nye afdelinger i virksomheder.
Og så er der de historier, vi kalder for negative: Fyringer, kriser, ulykker, konflikter og bedrageri. Det vil vi altså gerne følge med i. Tænk bare på Stein Bagger sagen - det var ikke én, medierne blæste op. Den var uhyre populær både på tv og net samt i radio og aviser.
Når alt det er sagt, er der stadig en konflikt mellem journalister og læsere/lyttere/seere. Journalisterne prioriterer konflikter højere end deres kunder bryder sig om. Vi medieforbrugere vil gerne have flere positive historier, end journalisterne vil levere.
I journalistkredse har DRs nyhedschef Ulrik Haagerup fået mange hug for en melding om, at DR Nyheder skal lave flere konstruktive historier. Det er ifølge Haagerup historier, som præsenterer løsninger på konflikter, dilemmaer eller problemer. Det bliver hånligt omtalt som sødsuppe-historier.
Tilsvarende bliver Jydske Vestkystens chefredaktør Michael Kamber hånet for "dagens succes", som står på side 2 i hver dags avis. Det kalder rigtige journalister for provinsielt og skolebladsagtigt. De læsere, jeg kender i det sydvestjyske område, er meget glade for succeshistorierne, og mange fremhæver, at avisen er blevet betydeligt bedre efter, at Kamber er kommet til.
Den gode journalist er kritisk - overfor alle kilder og oplysninger. Den gode journalist er også nysgerrig. Og så er hun sælger, der gerne vil præsentere sin historie, så flest mulig ser, hører eller læser den.
Læseren er også kritisk og nysgerrig. Vi bliver skuffede, når nogen kan prakke en journalist en sminket historie på ærmet. Men vi vil altid gerne læse om nogen, der har gjort det godt eller oplevet noget spændende.

lørdag den 21. marts 2009

For nem at skyde ned

Da jeg var ung FDFer i Holstebro, holdt vi sommerlejre og andre arrangementer på den dejlige ø Venø i Limfjorden ved Struer. På et tidspunkt købte rigmanden Christian Kjær et gods derovre, som han blandt andet brugte til jagter.
Vi grinede af det, for den nordlige del af øen blev pludselig befolket med en masse tamme fasaner. De blev opdrættet på øen og blev lukket ud nogle dage før, der var jagtselskab. Sådan var det i hvert fald i vores enkle fremstilling af sagen.
De stakkels fasaner var nemme at skyde ned, så vi hyggede os med at grine af de rige bæster, der kom over til Venø og førte sig frem som dygtige jægere.
Nu er godset blevet en del af en politisk sag. Christian Kjær holder stadig jagtselskaber derovre, og tre gange har han så haft besøg af sin ven og partifælle Bendt Bendtsen (K). Det var mens Bendtsen var økonomi- og erhvervsminister.
Den tidligere partifælle og også tidligere fremskridtsmand Uffe Thorndal har meldt Bendtsen til politiet for at have modtaget bestikkelse af Christian Kjær og en række andre fremtrædende erhvervsledere. I alt 33 jagt- og golfture har Bendtsen været på i sin tid som minister.
Først reagerede Bendtsen med tavshed, men siden har han forsøgt at forsvare sig. Det går ikke så godt. Hans argumenter er lige så nemme at skyde ned som de tamme fasaner på Venø.
Måske kan han finde et juridisk argument, som holder. Måske.
Men politisk er det en tabersag af rang. Bendtsen sætter sig ind i sin ministerbil og bliver kørt til Venø og Nordsjælland for at spille golf, gå på jagt og spise store middage. At det skulle være vigtigt arbejde i folkets tjeneste - det skal man være meget indspist for at forstå logikken i.
Oprindeligt stod arrangmenterne også som private i Bendtsens kalender, men da sagen om kørsel i ministerbil kom frem sidste år, blev de rettet til erhvervsarrangementer.
Bendt Bendtsen har aldrig været en stor politisk leder. Jeg håber for ham, at han er god til at spille golf.

tirsdag den 17. marts 2009

Så er der fest

Nu skal du bare høre.
På lørdag holder Solle og jeg fest for 15 af vores venner. Det er med levende musik og hele mulletjavsen, og det koster os 200 kr. plus det løse.
Vi skal ikke engang rydde op dagen efter.
Personaleforeningen hos Tankegang og Folia - den hedder Kortklubben - står bag arrangementet, og konceptet er enkelt: Alle ansatte inviterer deres venner. Så samles vi i Tankegang og Folia til en øl og en rundvisning. Bagefter kører vi til Frederikshavnerhallen, hvor der er spisning og senere koncert med et band, der hedder Hans Knudsens Plads. Sej rock, har jeg hørt.
Kortklubben betaler nogle grundomkostninger, og så betaler hver gæst 100 kr. alt inklusive. Når selve koncerten begynder, skal vi dog betale for drikkevarerne.
Vi slår mange fluer med 1 smæk.
- I Tankegang og Folia får vi en god fælles oplevelse.
- Vi får vist vores virksomhed og kolleger til vores venner.
- Vi har en sjov aften med vennerne - og med 130 andre.
Alt det og meget mere for bare 100 kr. pr. snude - det er da genialt!
Solle har været meget aktiv med at invitere, og det gik nemt at samle 15 gæster. Der er en håndfuld, som har meldt afbud, men som har været meget glade for at få budet. Ingen har øffet over, at det kostede 100 kr. plus lidt til drikkevarer.
I en travl hverdag kan det knibe med at holde kontakten til alle venner. Vi synes tit, vi skylder nogen en invitation. Nu får vi lige en masse pluspoint på kontoen - så måske bliver vi inviteret rigtig meget ud i den kommende tid.

lørdag den 14. marts 2009

Halshugning på Korskroen

Min far fyldte 80 år forleden, og familie og naboer var til en hyggelig frokost på Holms i Middelfart.
Vi skulle finde på et eller andet festligt indslag og fik en idé om at samle nogle sjove historier om far og familien. Der var 6 i alt, og jeg præsenterede det som en pendant til filmen Festen, hvor sønnen vælger mellem to taler.
Her bad jeg far vælge 3 af historierne, som jeg så læste højt for selskabet, mens far fik de 3 andre med hjem. De fleste af beretningerne måtte hentes frem fra et støvet hjørne i hukommelsen. Det gælder også den dramatiske historie, som gemmer sig under overskriften til dette indlæg.
Familien havde været på sommerudflugt til Danmarks vestligste punkt Blåvandshuk. På vejen hjem til Søndervig kørte vi ind på Korskroen ved Varde for at spise. Det var en varm dag, og der havde været mange gæster på kroen. Da vi ventede på maden, kravlede en fed og doven flue hen over den nussede dug.
Far bad om opmærksomhed og erklærede, at vi nu ville blive vidne til et nummer, som man kun ser 1 gang i sit liv. Så greb han den solide krokniv, hævede den og - bang - kappede hovedet af fluen.
Det var ikke svært med den flue den dag - vil jeg påstå.
Men trods adskillige forsøg er det aldrig lykkedes mig at gøre far nummeret efter. Det er faktisk helt enestående.
Jeg hører gerne fra folk, der har gjort min kære far kunsten efter. Men vi skal lige være helt enige om reglerne. Det gælder ikke bare om at slå fluen ihjel eller mase den med en kniv. Nej, hovedet skal kappes af en levende flue i ét hug.
God fornøjelse.
Og endnu en gang til lykke med fødselsdagen til min søde far.

søndag den 8. marts 2009

New York City Marathon 2009

For et par uger siden kom det brev, jeg har ventet på i månedsvis: Bekræftelsen på, at jeg kan melde mig til verdens største marathonløb - New York City Marathon.
Søndag den 1. november løber jeg rundt på Manhattan sammen med 38.000 andre løbeentusiaster fra hele verden. Vi er hovedpersoner i en gigantisk folkefest, som samler over 2 mio. tilskuere og lukker millionbyen den halve dag. Det bliver bare så fedt.
For to år siden meldte jeg mig til 2008-udgaven af løbet, men fik i foråret 2008 at vide, at jeg ikke havde fået en plads. Til gengæld skulle den være sikker i 2009 - og det er den nu.
Solle og jeg tager afsted sammen. Vi skal være i New York i en uge, og selv om løbet er turens højdepunkt, skal vi også rundt at se og opleve byen. Skulle der ryge en halv flaske vin ned en aften, klarer den veltrænede krop nok også det.
Jeg har fået besked på, at jeg SKAL gennemføre løbet - om så det skal tage 7 timer. Jeg fik lidt af en forskrækkelse, da jeg i oktober måtte udgå af maratonløbet i Odense efter 24 kilometer med krampe i lægmusklen.
Der besluttede jeg mig for, at jeg vil være i bedre form til løbet i New York, så vinteren igennem har jeg så vidt muligt løbet en lang tur hver weekend - på omkring 25 kilometer. Det er glippet nogle gange, hvor jeg har været til arrangementer, men jeg kommer ud af den mørke tid i betydeligt bedre form, end jeg plejer. Det er nemmere at træne om sommeren, fordi der er lyst så dejligt længe.
Jeg har også lovet mig selv, at jeg ikke skal gå efter en supertid i New York. I Odense løb jeg efter 3.20, velvidende at jeg ville løbe langsomt de sidste 10 kilometer og så komme ind på omkring 3.30.
I New York går det bare langsommere, fordi der er så ufatteligt mange deltagere, så jeg vil stile efter at lande på 3.45. Hvis det går rigtig godt med træningen, kan jeg måske sætte 3.30 som mål, men jeg er helt enig med Solle i, at jeg SKAL nå over målstregen.

torsdag den 5. marts 2009

Den klogeste investor

I aftes viste DR 1 en virkelig uhyggelig thriller: Dokumentaren om Roskilde Bank.
Sådan en udsendelse kan få mig til at tvivle på, om alle mennesker nu også har gode motiver til deres handlinger.
De bankfolk, som i ugerne op til Roskilde Banks kollaps sad og ringede rundt til kunderne for at få dem til at tegne aktier i banken - de må da have tænkt mere på deres egen provision end på kundernes bedste.
Et af ofrene var en kasseassistent fra et byggemarked. Da hun fyldte 21, fik hun frigivet en børneopsparing på 18.500 kr. Hun drømte om at flytte til København og uddanne sig som multimediedesigner, så i første omgang gjaldt det bare om at anbringe forældrenes opsparing i noget sikkert. Hun ringede til Roskilde Bank for at flytte pengene over på en konto, der gav gode renter.
Bankdamen opfordrede vores veninde til at købe Roskilde Bank aktier. Det ville kasseassistenten lige tænke over, og da hun vendte tilbage for at sige nej, lod hun sig alligevel overtale. 2 uger efter overtog Nationalbanken Roskilde Bank, og aktierne var værdiløse. Farvel, børneopsparing.
Pigen vidste intet om aktier - heller ikke, at Roskilde Bank var en høj-høj risiko aktie, der var faldet 50 % på få måneder. Det fik hun ikke oplyst af den venlige dame i banken.
Føj. Hvordan kan et menneske få sig til at gøre det imod en sød pige uden forstand på aktier og økonomi?
Heldigvis slap tv ikke den uheldige aktieejer med det samme. Hun viste sig nemlig at være et rigt menneske, lige bortset fra det med økonomien.
Den bedragede kasseassistent fortalte til tv, at hun var blevet skidesur, men at det meget hurtigt gik over, fordi det jo ikke kan betale sig at ærgre sig over penge.
Sådan! Det kan man da kalde rigdom. Vi siger så tit, at penge ikke er alt, men vi lever ikke efter det. Det gør vores veninde, så jeg er sikker på, at hun får et rigt liv.

onsdag den 4. marts 2009

Sorg og glæde på én gang

For et par uger siden døde en af vores bekendte i en alt for ung alder af en kræftsygdom. Næsten samtidig faldt en god ven om med hjertestop. Han fik hurtig hjælp og ser nu ud til at komme sig 100 %. Det er helt fantastisk.
Men i de første dage efter hjertestoppet var alting helt surrealistisk. Vi tænkte på ham dag og nat - og hans allernærmeste var selvfølgelig endnu hårdere ramt.
Når sådan noget sker, stopper man op og tænker lidt over livet. Det umiddelbare er at huske at leve livet hver dag og at være gode ved hinanden. Og det mere langsigtede er naturligvis at leve sundt, uden at det går ud over livskvaliteten.
Samtidig med død og sygdom er denne tid fyldt med fest og glæde. Nikolaj fyldte 30 forrige mandag, og vi var til en rigtig hyggelig aften hos Nina og ham i Aalborg. Vi havde det så skægt, blandt andet fordi vi genopfriskede nogle af de sjove og pinlige historier om os og Nikolaj.
I dag fylder min søde niece Eline 9 år, og jeg ringede og ønskede hende til lykke i morges. Hun var i højt humør, så samtalen gav mig energi til resten af dagen.
På mandag fylder min far 80, og vi skal til frokost på en restaurant i Middelfart. Det glæder jeg mig meget til - ikke mindst fordi jeg ved, at far glæder sig. Det er en særlig fornøjelse at samle alle sine kære omkring sig, og far er sådan et positivt menneske, så det bliver helt sikkert en god dag.
Mit lille filosofiske spørgsmål er: Hvordan kan man glæde sig over fødselsdage, når venner og bekendte er syge og dør.
Svaret må være: Man må aldrig lade være med at glæde sig. Hverken de syge eller de døde har noget imod det.