Sprogspasserens grinemaskine

Kort vej til et smil

Hvis jeg trænger til et smil, kan jeg bare sige sætningen "I bagerens vindue ligger der snegle og boller". Så griner jeg. Den er altså sjov, selv om det nok er 40 år siden, jeg hørte den første gang.
Eller jeg kan grine af en overskrift, Ekstra-Bladet bragte dagen efter Kronprins Frederiks 18 års fødselsdag i 1986. En af hans kammerater havde en ged med som gave, og den kom ikke op i gemakkerne på Amalienborg. Så en vaks redaktionssekretær fik lov at skrive "Frederiks ged på Slotspladsen" på selve forsiden. Den er helt harmløs, når man bare læser den, men prøv at sige den højt.
Det er da sjovt.

Nu går det helt galt
Hvis ikke du synes det, må du endelig ikke læse videre. Nu går det helt galt.
Jeg har sådan en skæg leg med at konstruere underlige spørgsmål, der skal besvares med et modspørgsmål.
Eksempel: Ka mus li' gulerødder?
Svaret er: Ka rotter?
Eller: Må gaffel tvivle?
Svaret er: Må ske?
Er der en anden sprogspasser til stede, får vi nemt en time til at gå med at finde på nye kringlede spørgsmål.

Sådan er systemet
Jeg prøver lige at forklare systemet. Grundledet i spørgsmålet - mus og gaffel - skal hænge sammen med grundledet i svaret - rotter og ske. Svaret skal danne et nyt ord, som har noget med indholdet i spørgsmålet at gøre. Karotter er gulerøder og måske er et udtryk for tvivl.

Tre skarpe
Jeg tror, det er let nok for de fleste. Det svære er nok at interessere sig for noget så skørt. Det gør du, for ellers havde du ikke læst artiklen hertil. Så du får lige tre skarpe til sidst:
Ka Jenser li huer?
Ka sukker pukle?
Ka Line li' te?

Giv den gas

Jeg har lige hørt ugens udgave af DRs Fodboldmagasinet på podcast. Egentlig interesserer jeg mig kun moderat for fodbold, og jeg kender alle resultaterne, når programmet bliver lagt op mandag eftermiddag - men jeg går ikke glip af én udsendelse.
Forklaringen er meget enkel: Deltagerne brænder igennem. De æælsker fodbold, og de står nogle gange i kø for at få ordet i udsendelsen. I dag var der én, der fortalte om en målmand, som var god til at sparke, så journalisten anbefalede træneren at bruge målmanden som straffesparksskytte. Straks fortalte en af de andre om en målmand fra Leverkusen, som altid plejede at skyde straffespark.
Leverkusen. Fed, ligegyldig detalje.

Ild i øjnene
Hvis du prøver zappe igennem de udsendelser, de værter, de skribenter, de musikere, fodboldspillere eller de filmmagere, du bedst kan lide, så jeg tror, at de har ilden i øjnene til fælles.
Den originale skribent kan få dig til at læse om alt fra snustobakkens historie til snudebillens anatomi. Søren Ryge kan køre et haveprogram i 40 år, fordi han har sådan et insisterende blik, og brødrene Price kan få det halve Danmark til at gå ind for at bruge en masse smør i madlavningen.
Gasolin var guder, da jeg var teenager. Gas 5 udkom, da jeg var 13 år og så fulgte gassernes glansår. De elskede at trykke den af på scenen og i studiet. De levede og åndede for musikken, og de sled hinanden og omgivelserne op i deres rastløse higen efter - et eller andet. Hvad det var, ved jeg ikke. Men Kim Larsen spiller stadig i en alder af 66 år, og han kan ikke lade være med at skrive nye sange.
Det er at brænde igennem.

Giv den gas
Så hvis du vil have et stort publikum, så skal du give den maks gas. Fyr den af. Brænd igennem med det, du beskæftiger dig med. Spil øjnene ud, fægt med armene og gør det klart for hele Verden, at du har noget ganske særligt på hjerte.
Det er overhovedet ikke et salgstrick, for du kan nemlig ikke brænde igennem med noget, du ikke har forstand på. Det kræver en masse øvelse, træning, læsning eller en anden form for fordybelse. Og det kan du kun leve igennem, hvis du interesserer dig for emnet.
Når du kan dit stof, kan du udstråle den begejstring, som smitter af på modtageren.

60.000 snudebiller
Og ved du hvad: Snudebillen er Verdens største dyrefamilie. Der findes formentlig omkring 60.000 slags snudebiller. 60.000 forskellige slags tykhudede miniaturenæsehorn. Det er da helt vildt fantastisk utroligt mageløst overraskende sensationelt.

En lille luns fra pressen

Pressenævnets vignet

Et enigt folketing har gennem måneder presset på for at få medierne til at blive bedre til at dementere og indrømme fejl. Pressen har slået sig gevaldigt i tøjret og flere af avisernes lederskribenter har lidt panisk grebet trumfkortet ytringsfriheden. Skrappere restriktioner over for pressen skulle være starten på en glidebane væk fra den frie presse, lød argumentet.

Samarbejdslinjen
I onsdags stødte parterne sammen ved en høring på Christiansborg, og her valgte redaktører og journalister heldigvis samarbejdslinjen. Væk var den højstemte snak, og det var også tydeligt, at mediernes repræsentanter var påvirket af det massive politiske pres. Politikerne skulle have nogle lunser, og det fik de så.

Mindre stramninger
Brancheorganisationen Danske Medier, som betaler halvdelen af udgifterne til pressenævnet, siger nu ok til en række mindre stramninger:
- Kendelser fra Pressenævnet kan godt bringes på forsiden af avisen.
- Fristen for at klage til Pressenævnet kan udvides fra 4 til 8, 12 eller flere uger
- Flere får mulighed for at klage til Pressenævnet
- Pressenævnet kan tage sager op af egen drift.
Det bliver formentlig ført ud i livet, for udgivere, journalister og DR og TV2 kan bare aftale det. Pressenævnet er nemlig ikke en statslig organisation men en privat organisation, som pressen selv driver og betaler for. Nævnet er dog omtalt i Medieansvarsloven, og det har en Højesteretsdommer som formand og medlemmer både med og uden tilknytning til pressen.

Mediernes magt
Det er klogt af medierne at lytte til kritikken. Selv om der ikke er kommet flere kritiske kendelser fra Pressenævnet i de seneste år, er der et stigende fokus på mediernes magt. Det er ikke længere kun journalister, der har kritisk sans - de bliver også selv offer for den. Det er sundt.
Derfor håber jeg også, at den vigtigste følge af debatten om medie-etik bliver bedre journalistik i hverdagen. Bedre research, bedre dokumentation og færre kalorietomme sensationer.

God presse i Danmark
Danmark har en rigtig god presse, og det har vi også krav på med de tårnhøje priser på aviser og med den dyre licens. Pressen har en høj etik i Danmark, sammenlignet med de fleste EU-lande - men det kan altid gøres bedre. Så en løbende revision af de presseetiske regler og af Pressenævnets praksis er meget velkommen.

Trøjborg - den stilfærdige fornyer

Weekendens chok var Jan Trøjborgs pludselige død under et cykelløb søndag eftermiddag. Der er allerede skrevet mange mindeord, så det begiver jeg mig ikke ud i. Jeg kendte ham jo ikke. Men jeg benytter gerne den triste anledning til at fremhæve Jan Trøjborgs indsats for KL, Kommunernes Landsforening. Her nåede han at være formand i to år og fik sat en stilfærdig og vigtig revolution i gang.


Send flere penge
I mange år var KL kendt for to ting: Konsensus og mottoet "send flere penge". Det første er ikke ændret under Trøjborg. KL er fortsat kommunernes fælles, klare røst. Formand og næstformand kører et flot makkerskab og udstiller aldrig nogen form for uenighed. De kommer fra Socialdemokraterne og Venstre, som har massivt flertal i kommunerne.

Men KLs evige sang om flere penge er nedtonet i Trøjborgs tid. Den store interesseorganisation ser det tilsyneladende ikke længere som et mål i sig selv, at kommunerne skal have så mange opgaver og ressourcer som muligt. Den nye rolle for KL er at være en nøglespiller i udviklingen af velfærdssamfundet. Her så Trøjborg ikke kommunerne som en modspiller til staten, private og andre organisationer - men som en samtalepartner.


Samarbejde om velfærd
På det seneste kommunalpolitiske topmøde inviterede Trøjborg til samarbejde om at udvikle velfærdssamfundet ii den nye tid, hvor der er færre ressourcer og flere opgaver. Hans mål var forene alle gode kræfter og finde holdbare løsninger - præcis som de gør i KL, og som Trøjborg også har gjort i den meget veldrevne Horsens Kommune.


Konflikt som mål
Vi hører ofte, at demokratiet næres ved den sunde uenighed mellem de politiske partier, og at konflikter er det egentlige formål med politik. Det har jeg altid haft svært ved at begribe, og Jan Trøjborg var et af de bedste beviser på, at en løsningsorienteret tilgang til politiske problemer fører i mål. Jeg håber, KL fortsætter den linje, som Trøjborg udstak.

Lyserød branding

I disse dage kører cykelløbet Giro D'Italia for første gang i Danmark. Det er blandt andet muligt, fordi nogle kommuner har betalt for at lægge asfalt til begivenheden. Ud over det økonomiske bidrag til løbet bruger Herning, Horsens og Ringkøbing - Skjern Kommune mange tusinde arbejdstimer på Giro D'Italia - og så har de anskaffet en masse lyserøde t-shirts.

De må være noget særligt
Kommunale bidrag til store events er branding. Kommunen kommer i tv, aviser og elektroniske medier og bliver forbundet med noget sjovt, stort og glædeligt. Herning og Horsens må være noget særligt, siden de kan tiltrække så spændende et arrangement.
Jeg er stadig ikke vild med cykelløb, fordi det ikke er lykkedes cykelsporten at bekæmpe doping.
Men jeg synes, det er god branding for kommunerne. Det er det af den simple grund, at de får ægte opmærksomhed. Giro D'Italia er en kæmpe begivenhed. Giro D'Italia er en stor oplevelse for tusinder af tilskuere i Herning, Horsens og Ringkøbing. Og der kommer en masse gæster til byen. Cykelfans fra hele Danmark og Nordeuropa går rundt med lyserøde smil om munden i jyske byer i disse dage.
På den måde oplever mange mennesker, at de involverede kommuner er spændende steder at være - at de tør satse lidt utraditionelt, og at de gør noget for at trække folk til.
Det er jo derfor, kommuner skal brande sig.

Slogan og klistermærker
Den mere traditionelle model er at få et reklamebureau til at lave et slogan med et logo og nogle flotte farver. Og så klistre det hele på hjemmeside, byskilte og biler, udgive bøger og købe en stand på lokale messer, hvor man plastrer 20 kvadratmeter til med sine budskaber. Det kan være "Vild med Verden" "Vækst og Vilje" eller den internationale udgave "Aarhus, danish for progress".
Det tror jeg ikke en dyt på. Erfaringerne har også vist, at den slags kampagner har kort levetid, så kommunerne har efter et par år kørt tusinder af badges, foldere, plakater og streamers på genbrugspladsen.

Don't tell it - show it
Forskellen kan koges ned til én sætning, som jeg lærte på journalisthøjskolen for snart 30 år siden: Don't tell it - show it.
Kommunen brander sig ikke ved at fortælle, hvor spændende og attraktiv den er. Men ved at vise det - ved at være spændende og attraktiv.

Eliasson brander igennem
Og når jeg nu igen kritiserer sloganet fra Aarhus skylder jeg bestemt at fortælle, at den jyske hovedstad ikke kun brander sig med de fire engelske ord. Der er masser af spændende og attraktive aktiviteter. Den største brandingaktivitet i Aarhus de seneste år er Olafur Eliassons regnbue over kunstmuseet Aros. Den holder også i længere tid end weekendens cykelløb.

Fup fra Telenor

Tilbuddene fra Telenoravisen 

gælder ikke i Frederikshavn

Reklamer virker, men når de så ikke holder hvad de lover, giver de bagslag. Derfor skal Telenor have en ordentlig tur i vridemaskinen her.

Fup
Forleden fik vi et 20 siders blad fra Telenor, som fortalte om slutspurt. De fylder 20 år og giver 20 %. På forsiden står der "Tilbuddene gælder fra den 02.04 - 13.05.2012." Det viste sig at være fup.
For da jeg gik ind i den lokale Telenorbutik i Frederikshavn og pegede på et af tilbuddene på side 11, blev den unge mand helt forlegen og gik ind og spurgte en pige i baglokalet til råds. Da de havde diskuteret lidt, kom han tilbage og fortalte, at headsettet desværre var udsolgt, men han kunne bestille det hjem.
- Ja tak, bare det bliver inden 13. maj, så jeg kan få rabatten, svarede jeg.

Kun på taletid
Og så påstod fyren, at det tilbud desværre ikke gjaldt. De 20 % rabat var kun på taletid. Helt i modstrid med teksten fra reklamen. På side 11 står der med fremhævet blå skrift "Du får 20 % på dem alle!"
Det forklarede jeg den unge mand, men han trak bare på de smalle skuldre.
Okay, så har jeg da en historie at skrive om på min blog, lød min harme udgangsreplik, hvilket fyren rødmende sagde ja til.

68 kr. dyrere på nettet
Nu har jeg købt headsettet via nettet, 68 kr. dyrere end den pris, der fremgår af Telenors reklame, men som altså ikke gælder.
Jeg kunne selvfølgelig klage til Forbrugerombudsmanden og få ret.
Men det er da meget sjovere at brokke sig på bloggen.

Hurra for den røde knap

Helt som forudset er der nu en heftig debat i medierne om, at dækningen af retssagen mod Breivik fylder for meget og er for detaljeret.
Det giver mig endnu en tur på en af mine kæpheste; nemlig at hovedpersonen i medierne er modtageren. Seeren, lytteren, læseren. DIG.

Det Stockholmske Blodbad
Hvis du ikke gider følge alle detaljer i retssagen i Oslo, så lad være. Det gør jeg, men jeg forstår udmærket, at næsten alle nyhedsmedier prioriterer historien meget højt. Det er Nordens næststørste kriminalsag nogensinde. Kun overgået af Det Stockholmske Blodbad i 1520, hvor den danske Kong Christian 2. henrettede 82 svenske adelsmænd på et smukt torv i hjertet af det, der nu hedder Gamla Stan.
Personligt synes jeg ikke, der er noget principielt eller lærerigt ved Breiviksagen og blodige detaljer har aldrig interesseret mig, så jeg følger kun sporadisk med i dækningen fra Oslo. Men jeg bebrejder absolut ingen, som gør det, for jeg forstår sagtens, at man kan føle sig fascineret af den vanvittige historie.

Jeg er arrogant
Min lille kæphest om selv at tage stilling får mig undertiden til at virke arrogant. Jeg hører tit folk beklage sig over, at de betaler for en masse tv-stationer, og så er der kun dårlige amerikanske serier og genudsendelser. Og så kommer jeg med min dumme bemærkning om, at vi har sådan en rød knap på fjernbetjeningen, som vi trykker på, når der ikke er noget interessant.
Takket være den kender jeg ikke tidens tv-reklamer, og jeg har aldrig set en reality-serie. Der er heller ingen huller i min uvidenhed om amerikanske tv-serier.
Det opfatter folk som arrogance eller bedreviden. Men sådan er det ikke inde i mit hoved. Jeg kunne aldrig drømme om at bebrejde nogen, at de ser et underholdende og lidt plat tv-program. Jeg kan jo ikke engang sige, at det er dårligt, for jeg kender det ikke. Jeg laver selv masser af ting i løbet af dagen, som ikke er spor åndeligt eller nyttigt - men bare sjovt, hyggeligt eller dumt.

Addd - det lugter
Men jeg har bare ikke lyst til at se dårligt tv, til at læse en masse detaljer om Breivik eller for den sags skyld til at overvære et boksestævne. Så det lader jeg være med og glæder mig over, at andre har fornøjelse af det.
Et andet udslag af min kæphest er, når folk opdager noget, der lugter rigtig fælt. Så kan de finde på at sige: "Addd. Prøv lige og kom her og lugt". Det siger jeg altid nej tak til. Jeg gider da ikke lugte til noget grimt.
Husk, at det er dig selv, der bruger fjernbetjeningen. Den røde knap er der altid.