mandag den 30. september 2019

Greta og mig og to milliarder andre

I flere år har Greta Thunberg været det levende symbol for en verdensomspændende bevægelse af unge mennesker, der forsøger at råbe os gamle op om at klimaet er på vej i total ubalance. Men i sidste uge gik det galt. Den 16-årige svenske skoleelev holdt en følelsesladet og meget vred tale til statsledere fra hele verden.

Tak, Greta Thunberg
Øjeblikket efter handlede debatten ikke længere om klima men om Greta Thunberg og hendes facon.
Jeg melder mig ikke i det kor, der taler ned til eller kritiserer den modige svenske skoleelev. Jeg synes, hun har gjort en enestående indsats, så mange tak for det.
Men som kommunikationsmand er jeg ikke enig i Thunbergs strategi og metoder. Jeg bryder mig ikke om, at vi kritiserer hinanden sønder og sammen. Og jeg tror ikke på, at der er enkle løsninger på klimaproblemet.

Skru på alle håndtag
At vi allesammen holder op med at spise kød, holder op med at flyve og holder op med at købe nyt tøj og nye forbrugsvarer er en utopi. Lige som dengang, John Lennon ville stoppe al krig ved at soldaterne gik hjem.
Klimaproblemerne skal løses på anden vis. Vi skal skrue på alle håndtag: teknologi, elektrificering, digitalisering, forbrug, afgifter, forbud og nye vaner. Arbejdet er i fuld gang, og min oplevelse er, at politikere på alle niveauer i det meste af verden tager ansvaret på sig. Det samme gør virksomheder og forbrugere, i mange tilfælde mere ambitiøst end politikerne.
Samarbejde på tværs af sektorer er helt nødvendigt for at nå i mål. Og samarbejde kræver tillid mellem parterne, som man kun opnår ved at tale sammen, tale ordentligt med hinanden og lytte. Det er banalt, men det er en vigtig del af enhver beslutningsproces.

10.000 millioner idéer
Bare i lille Danmark er der tusindvis af store og små eksempler på smarte løsninger, hvor forskellige parter arbejder sammen om at udnytte vores energi bedre. De pibler frem hver eneste dag. Det kan være overskudsvarme, som bliver udnyttet i fjernvarmen. Det kan være elektronisk styring af pumper, som sparer tusindvis af kilowattimer, eller det kan være Google, der vil rense ud i sine datamængder, så deres centre bruger markant mindre strøm.
Vi har ikke brug for 1000 nye idéer. Vi har brug for 10.000 millioner idéer, som bliver til virkelighed. De idéer kommer frem, hvis vi opmuntrer til dem, så gode kræfter sætter sig sammen for at udvikle dem. De sammenkomster skal ikke starte med skideballer og skænderier om skyld, ansvar og skam. Så kommer vi ingen vegne.
Derfor går jeg ikke ind for Greta Thunbergs retorik.

Problemer + løsninger
Jeg er stor tilhænger af konstruktiv journalistik, hvor medierne søger at finde løsninger på de problemer, de beskriver.
På samme måde er jeg tilhænger af konstruktiv klimakommunikation.
I morgen giver jeg igen et lille bidrag ved at deltage i en klimakonference i Sønderborg. Jeg får sikkert ikke århundredets revolutionerende idé ved den lejlighed, men jeg hjælper med at formidle de store tanker fra kloge mennesker videre.

Greta og mig
Jeg har ikke nær så store gennemslagskraft som Greta Thunberg. Men hvis 2 milliarder mennesker her på kloden hver for sig gør det, vi kan for klimaet - så skal det nok gå.

mandag den 16. september 2019

Mit allerkæreste arrangement



Alt mit arbejde er sjovt. Jeg glæder mig altid, når jeg skal ud til et arrangement, som jeg står for. Nogle gange er jeg selvfølgelig spændt, og måske nervøs for, hvordan det skal gå. Men det er altid sjovt at være med.

Jeg snakker, de arbejder
Det allerkæreste arrangement, jeg er involveret i, er Hele Verden i Frederikshavn Kommune, som vi i lørdags holdt for femte gang. Jeg var med til at starte det i 2015, og de har ikke kunnet slippe af med mig siden. Min opgave er at være konferencier på dagen og ordstyrer til de planlægningsmøder, vi holder med brugerne i løbet af året. Anders og Bajro fra Frederikshavn Kommune ordner alt det praktiske. Fin arbejdsdeling :-)
Hele Verden er en kulturdag, hvor folk fra alverdens lande har en lille bod. Her serverer de smagsprøver på deres lands retter og fortæller om landet. De er som regel klædt i farverigt tøj fra deres hjemland.

Temmelig udansk
Fra scenen er der dans og musik, også med herboende folk fra hele verden. Og det ender som regel med fællesdans rundt i lokalet, hvor selv de blegeste danskere får et smil på læben.
Jeg går rundt og smiler hele eftermiddagen, for der er sådan en hyggelig og venskabelig stemning. Arrangementet er temmelig udansk, for der er lidt kaos, og vi følger ikke helt programmet. I år var der for eksempel fire piger fra en af byens skoler, der to gange fik sig klemt ind og fik lov at optræde med en sang.

Udlændinge er værdsat
Mest af alt glæder jeg mig over, at vi med vores kulturdag er med til at fremme integrationen i Frederikshavn Kommune. Dagen her er vores udenlandske medborgeres festdag. Her kommer de i fokus. Her er de noget særligt. Og der kommer mange hundrede lokale og hygger sig, spiser fremmed mad og lytter til musik fra Mellemøsten, Sydamerika og Sydøstasien.
Jeg er sikker på, at udlændingene i Frederikshavn Kommune føler sig værdsat, fordi kommunen og lokale virksomheder bakker op om sådan et arrangement. Og fordi danskerne deltager og har en dejlig dag sammen med de folk, vi ellers ikke er så meget sammen med i hverdagen.
Det er helt befriende, at vi kan være sammen en hel eftermiddag uden at tale om burkaer, muslimer, terror og øde øer. Og det er skønt at se thailændere, burmesere, russere, strandbynitter og kurdere hånd i hånd.

onsdag den 11. september 2019

Korkproppen refleksion

På et møde i dag om borgerinddragelse brugte en kløgtig deltager flere gange ordet refleksion.
Jeg skrev det ned som et nøgleord i den proces, mødet handlede om, og da jeg cyklede derfra, kunne jeg ikke få ordet ud af hovedet igen.
For mig er det et korkprop-ord. Det dukker op til overfladen med jævne mellemrum. Det kan ikke druknes.

Lederkursus på Ankerhus
Første gang, jeg fik det præsenteret som et vigtigt begreb, var på et lederkursus hos Ankerhus. Jeg havde mødt ordet før, men havde ikke tænkt nærmere over det (haha).
Den dag gik det i maven på mig. Jeg kan endnu huske, hvor vi sad - i et halvkoldt kælderlokale et sted på Djursland. Og jeg kan huske, at jeg måtte koncentrere mig meget for at følge med, fordi halvdelen af deltagerne var nordmænd.
Så fik vi pludselig at vide, at et af de vigtigste redskaber for en leder er refleksion. At stoppe op og tænke sig om. Ikke nødvendigvis for at lave sin beslutninger om, men for at trykprøve dem. Og for at gøre dem mere robuste. Når du har tænkt en sag igennem og diskuteret den kritisk med dig selv eller andre, står den mere klart for dig, du kan bedre forklare den til andre, og du kan gennemføre din beslutning med større overbevisning.

Det kræver bare
Det kræver bare, at du stopper op og tænker dig om.
Det var helt nyt for mig. Jeg har altid været hurtig i vendingen med en god mavefornemmelse  uden hang til fortrydelse. Jeg er altid klar til at begå nye fejl. Hellere det end ikke at lave noget. Jeg kunne snildt tilslutte mig det ældgamle motto, som redaktøren for Kjerteminde Avis har fået æren for: "Det skal ikke være kunst. Det skal være færdigt."
Så kom der en konsulent og fortalte mig, at jeg skulle reflektere. Det var provokerende, men også meget meningsfuldt. Jeg indså straks, at jeg kunne have undgået en del fejl, konflikter og nederlag, hvis jeg undervejs havde stoppet op og udsat mine geniale indfald for samme kritiske sans, som jeg mestrede over for andres.
Og da vi kom til at arbejde med det, gik det op for mig, at det ikke handler om kritik. Og langt mindre om at få ret. Det handler om at gøre egne eller fælles beslutninger bedre.

Pyha, det handler om kommunikation
Det handler forbløffende tit om kommunikation. Pyha, så er jeg med. Igen griber jeg ned i sloganposen: "Kan det ikke forklares, kan det ikke forsvares".
Refleksion er i bund og grund at forklare noget. Jo bedre, du kan forklare en beslutning, jo bedre er den. Ofte er forklaringen bedre end beslutningen, og så er det beslutningen, der skal ændres.

Refleksion som mavefornemmelse?
Jeg er stadig hurtig. Jeg er stadig glad for at løbe en risiko, og jeg går stadig efter mavefornemmelsen. Men jeg bilder mig ind, at en del af min mavefornemmelse er, at stoppe og trække vejret og mærke efter, om verden nu også er så sort/hvid, som jeg lige var ved at gøre den til.
Der skal være tid til refleksion. For mit vedkommende er det ofte på en løbe, gå- eller cykeltur. Og det pudsige er, at det kommer helt af sig selv. Tankerne melder sig et stykke ude på ruten, uanset om jeg er alene eller går med en makker.
Det er lige som korkproppen. Den dukker bare op.

mandag den 2. september 2019

Ja tak til moderne topstyring

Partiets formand eller formandens parti?
Det var en af de afgørende grunde til Lars Løkkes fald. Venstre var blevet for meget et soloprojekt for formanden.

Topstyring er der brug for
Det må man ikke forveksle med det udskældte ord topstyring. For topstyring er der brug for i et stort parti, en stor virksomhed eller en stor organisation.
Medlemmer eller ansatte skal kunne regne med, at ledelsen træffer beslutninger, både de sjove, de svære og de modige. Og det nytter ikke noget, at der skal indkaldes et forretningsudvalg, som skal have mandat fra 100 underliggende bestyrelser, når det er nødvendigt eller muligt at træffe en vigtig afgørelse. Ledelsen skal have manøvrerum og tillid fra medlemmerne.

Rådgivere og rygklappere er ikke nok
Løkkes problem var, at han alene var ledelsen. Det går ikke i år 2019. Det er for sårbart, og selv om han er skarp og smidig, skal han have nogen at diskutere med, udvikle løsninger sammen med og at dele ansvaret med. Nogen er ikke personlige rådgivere og rygklappere. Det er andre med ansvar.
Sådan er det i Novo, i Danske Bank, i Mærsk og i DI, Landbrug og Fødevarer og i Danmarks Naturfredningsforening for lige at tage nogle kendte eksempler. Alle har en leder, som har ansvar for at træffe de nødvendige beslutninger, men ingen træffer dem i enrum. Topledelse er teamwork.

Bak hinanden op
Samarbejde er at bakke hinanden op, og netop her ligger forklaringen på Venstres krise.
Dansk Folkeparti bliver tit fremhævet som ekstremt topstyret. Men det er jo ikke formanden, der bestemmer alt. Der har alle dage været et trekløver, som styrede butikken, sikkert suppleret med en eller flere folk i kulissen, som vi sjældent ser.

Ny politik med Mette F.
Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen gennemførte et dramatisk kursskifte, da hun kom til efter valget i 2015. Langt mere kontroversielt end Lars Løkkes forslag om en SV-regering. Nemlig at tilslutte sig den hårde udlændingepolitik. Det var ikke medlemmernes kop te, og det kunne ikke have båret igennem ved en urafstemning. Men det var Mette Frederiksens betingelse for at blive formand, og hun havde hele vejen igennem opbakning i partiets ledelse, så det blev gennemført og var formentlig hovedårsagen til det seneste valgresultat.

Vi, Peter
Mit indtryk er, at Mette Frederiksen styrer partiet ret stramt. Men også, at hun gør det sammen med den øvrige ledelse. Hun taler mere om vi end om jeg, hvilket minder mig om de konservatives enlige medlem i Frederikshavn Byråd, Peter E. Nielsen. Når han tager ordet, indleder han næsten altid med ordene "Vi konservative mener..."

søndag den 18. august 2019

En dyr vinkunde



Som abonnent på Nordjyske er jeg kommet med i en vinklub, der sælger liflige druer til rimelige priser og sender dem fragtfrit. Jeg er indtil videre en dyr kunde.
Det startede uden problemer. Jeg købte en lille sommerpakke og udfyldte omhyggeligt min adresse, hvor vinen også skulle leveres. Så ringede de fra firmaet, og spurgte om det kunne passe. For de kunne se på nettet, at min telefon hørte hjemme i Midtpunkt 40. Jeg forklarede, at det var en firmatelefon, og at jeg gerne ville have vinen hjem. Det fik jeg. Alt var godt.

Rosévin kom aldrig
Men så gik det skævt.
Jeg bestilte 4 flasker rosévin, modtog en bekræftelse fra en computer, og så skete der intet. Fem dage senere ringede jeg og efterlyste vinen. Manden slog op og kunne se, at vinen var udsolgt. Han beklagede, at jeg ikke havde fået besked og sendte mig en kode med 100 kroners rabat til næste køb.
Jeg slog til med det samme og købte 4 flasker økologisk rødvin til 251 kr. - minus de 100 kroners kvajerabat.

Leveret til 9000 Aalborg
Et par dage efter fik jeg besked fra fragtfirmaet, hvor der stod, at vinen ville blive leveret kl 8-16. Jeg var nede i firmaet hele dagen, men da jeg kom hjem, var der ingen vin. Jeg fulgte linket fra fragtfirmaet og så, at pakken var leveret. Modtager: 9000 Aalborg. Adresse: 9000 Aalborg.
Hmmm.

Undskyld, igen
Jeg var tålmodig og lod nogle dage gå, men da der stadig ikke dukkede nogen vin op, skrev jeg en mail, hvor jeg forklarede hændelsesforløbet.
Den søde mand svarede hurtigt og beklagede. Han ville straks sende de 4 flasker hjem til min adresse og lægge to oven i. Nu var jeg oppe på 6 flasker udmærket vin for 151 kr., så det var et godt køb.
De kom dagen efter, og samme dag var jeg nede på kontoret. Der stod minsandten en kasse fra et andet vinfirma med mit navn på og med fire flasker af den samme økologiske rødvin.

Dyr kunde klar igen om et par måneder
Summa summarum: 10 flasker liflig vin for 151 kr. Det tager lang tid, før de er drukket, men jeg er da klar til et nyt køb om nogle måneder, hvis ellers klubben vil have et så dyrt medlem som mig.

torsdag den 1. august 2019

Ungdomsuddannelser: Kig til Færøerne


 Glasir - betyder hverken skole eller uddannelse. Det betyder åreringe.

Hvis du tror, at Færøerne er et lille primitivt fiskersamfund, så har du et besøg på øerne til gode. Det er et topmoderne samfund på rigtig mange områder.
Et af dem er ungdomsuddannelser. Her mener jeg, at Færøerne er et foregangsland, som Danmark kan lære en masse af.

Én skole
Da Tankegangs bestyrelse holdt møde i Torshavn i starten af juli, besøgte vi Glasir, der er én stor skole for ungdomsuddannelser på Færøerne. Den ligger i et moderne byggeri, tegnet af Bjarke Ingels, på en central plads i Torshavn.
Idéen - som nu er blevet til praksis - er den på papiret meget enkle, at der er én (1) skole. Det er ikke bare et fælles hus for gymnasium, handelsskole og teknisk skole. Der er ikke en STX-afdeling eller en HTX-afdeling, og eleverne kan tage valgfag fra de andre uddannelser.
Det har en stribe fordele.

Ingen skel mellem uddannelser
For det første udvisker det skellet mellem ungdomsuddannelserne. Der er ikke noget, der er finere end noget andet. Alle går jo på Glasir.
For det andet kan de unge tage en meget mere fleksibel uddannelse, der passer til deres ønsker. Hvem siger, at man enten skal være boglig eller praktisk? Hvem siger, at man ikke kan interessere sig for både for fysik og markedsføring?
For det tredje er der et stærkt fagligt miljø, som lærerne er organiseret efter. De er Glasir-lærere og kan undervise i matematik eller sprog på forskellige uddannelser. Der er en stærk faglig sparring i lærerkollegiet på Glasir.

Her er ungdommen sammen
Men den største gevinst er uden tvivl den, at alle Færøernes unge går sammen i tre år. De går i skole sammen, holder fester sammen og har fritidsaktiviteter sammen omkring Glasir. Det skaber stærke netværk og gode forbindelser, som de unge selv og Færøerne kan have gavn af mange år ud i fremtiden. Det er altid nemmere at skabe gode relationer til folk, man kender, og fremtidige ungdomsårgange på Færøerne går ind i voksenlivet med et helt naturligt netværk.


Kom så, Danmark
Færøerne har knap 50.000 indbyggere, så det svarer til en mellemstor dansk kommune. Jeg tror, det kunne være en stor styrke for Frederikshavn, Ringkøbing-Skjern, Aabenraa, Svendborg, Ringsted eller Bornholm at samle sine ungdomsuddannelser på én stærk skole.
Bornholm er i gang, men har ikke taget skridtet fuldt ud, og der er også etableret campuser andre steder. Men der er endnu ingen, som har taget springet til én fælles skole med fælles aktiviteter med deling af fag og lærere og med et helt områdes unge på samme matrikel.


Lær det, du har lyst til
Der er sikkert en masse bureaukratiske forhindringer for at gøre det i Danmark. Dem må man så arbejde med, for uddannelserne er jo til for eleverne. De får et højere udbytte af at være en del af et stærkt fagligt ungdomsmiljø, og de bliver også mere attraktive for arbejdsgiverne. Ude i virksomhederne tror vi nemlig på, at folk bliver dygtigst og mest engagerede, når de laver og lærer det, de selv har lyst til.

onsdag den 24. juli 2019

Et eneste råd til god borgerinddragelse

Her er nogle inddragede borgere, som sluttede mødet med en dans :-)

I adskillige artikler og guides tilbyder forfatteren dig 3 gode råd til... - eller 3 trin til....
Jeg vil også være med. Men al begyndelse er jo svær, så jeg nøjes med ét eneste råd til god borgerinddragelse. Og det består af ét ord på tre bogstaver: Lyt.

Hvis du lytter til borgerne, inddrager du dem.
Det er nemt nok at sige ja til, men hvis du virkelig vil leve op til det ene råd, kan din borgerinddragelse godt blive meget anderledes end i dag.

For nu handler det ikke om, at kommunen skal forklare borgerne noget. Det er omvendt. Borgerne skal fortælle kommunen noget. Og processen skal tilrettelægges efter det.
Lad os sige, det er et borgermøde - selv om det faktisk ikke er det bedste forum til inddragelse. Tre-fire arrangementer tilpasset til specielle målgrupper giver bedre udbytte, men det tager vi en anden gang. Nu er det et borgermøde, hvor det gælder om at lytte til borgerne.

Drop ekspertbordet
Vi starter med indretningen af lokalet. Eftersom formålet ikke er, at kommunen skal fortælle borgerne noget, skal der ikke være en scene eller et særligt ekspertbord, hvor kommunens folk sidder og kigger ned på borgerne. Deltagerne sidder sammen, enten i grupper eller ved ét stort bord, hvis det højst er 15-20 mennesker. Kommunens folk sidder sammen med borgerne, og så starter vi med at sige daw, drikke en kop kaffe og finde ud af, hvem hinanden er.

Drop borgmesterens oplæg
Så går samtalen i gang.
Borgmesteren rejser sig op, slår på glasset og holder et oplæg. Nej - det er ikke at lytte.
Kommunens gode folk har tilrettelagt mødet sammen med et par særligt aktive borgere. En af dem - eller Stener fra Tankegang - slår mødet i gang og fortæller om formålet med mødet og om formen.
Og så går samtalen i gang.
Den må gerne være struktureret, for eksempel i form af nogle emner, deltagerne skal tale igennem. Og ordstyreren må gerne samle op undervejs, stille spørgsmål, efterlyse konklusioner og sørge for at få afsluttet hvert enkelt punkt, inden snakken går i selvsving.

Sig gerne noget - men ikke hver gang
Kommunens folk må gerne byde ind med synspunkter og med fakta. Men formen er ikke, at kommunen skal tage stilling til hvert eneste udsagn og skal rette borgerne, hvis der er noget, de har misforstået. Uenighed må gerne have lov at blive stående. Det kan være nyttigt for kommunen at vide, at mange borgere ser sagen fra en anden synsvinkel.

Er det et udviklingsmøde, kan der selvfølgelig komme andre virkemidler end samtalen. Det kan være, deltagerne skal tegne sammen, lave en avis eller bygge en figur. Så gør de det.

Hvad kom der så ud af det?
Alt er godt, og folk er engagerede. Det viser sig hver gang, at borgerne er kompetente. De har noget på hjerte og de har gode idéer. Når blot de får rum og tid til det.
Der er kun én udfordring tilbage: Hvad sker er efter borgermødet? Hvem gør hvad ved alle de gode intentioner og forslag? Hvornår hører borgerne noget igen - eller bliver involveret igen? Det er en del af rammen for mødet, og det skal være afklaret på forhånd.

Opsamling - hurtigst muligt
En rigtig god idé er at lave en opsamling fra mødet og sende den ud til alle interesserede, og den skal komme højst et par dage efter. Det er ikke nødvendigt at lade den cirkulere på hele rådhuset, før den slippes løs til de kompetente borgere. En god form på sådan en opsamling er en pressemeddelelse på højst 1 A4 side med et par billeder til. Så har vi det vigtigste med, og folk oplever, at de er blevet hørt.