torsdag den 6. juni 2024

Nu er jeg løsarbejder


Efter 19 år som medejer af Tankegang har jeg fået ny status: Jeg er løsarbejder i Tankegang.

Det er genialt.

Jeg løser de opgaver, kunder og Tankegang beder mig om, og så holder jeg fri resten af tiden. Opgaverne har det til fælles, at jeg synes, de er sjove, vigtige og interessante. Ellers siger jeg nej tak, men det har jeg endnu ikke oplevet.

Hver måned omkring den 20. fortæller jeg vores lønhaj, hvor meget jeg kommer til at arbejde den måned. Det kan være 2 dage om ugen, eller færre eller flere. Og så får jeg løn og pension for det.

Jeg skal give overskud
Vi har tillid til hinanden, Tankegang og jeg. Så jeg fører ikke timeregnskab. Faktisk skeler jeg mere til værdien af arbejdet - hvor meget Tankegang kan fakturere - end til antallet af arbejdstimer. Tankegang tjener penge på hver eneste opgave, jeg løser. Kommer der ingen opgaver, koster det ikke firmaet noget at have mig stående på hjemmesiden som journalist, ordstyrer og kommunikationsrådgiver. Det er jeg meget tilfreds med.

Ejerne skal se mig som en ressource, de kan trække på eller lade være. Og de kunder, der ønsker mig til at løse en bestemt opgave, skal have mulighed for det.

Solskin og arbejde :-(
Ordningen har en række fordele, synes jeg.

Den vigtigste er, at jeg kun bruger tid på opgaver til kunder. Det er meget effektivt, fordi jeg langt hen ad vejen kan arbejde på de tider af døgnet og ugen, der passer bedst ind i min rytme. Efter mere end 40 år på arbejdsmarkedet har jeg stadig ikke forliget mig med faste arbejdstider, så det lærer jeg nok aldrig. Her om sommeren er jeg mindst muligt på arbejde i dagtimerne, når solen skinner.

Jeg skal ikke møde op på kontoret på faste tider, og jeg deltager ikke i interne møder. Jeg skal ikke bruge tid på ledelsesmæssige beslutninger og på anden administration end den, der knytter sig til mine opgaver.

Jeg kan fortsætte med at arbejde for det firma, jeg er så glad for, uden at skulle have cvr-nummer eller en masse bøvl med skatteindbetaling.

Jeg vil stadig møde ind på kontoret med ujævne mellemrum. For eksempel, hvis jeg har et par tekster, der skal skrives og et par Teamsmøder, og hvis det oven i købet regner. Så er det megahyggeligt at mødes med de gode kolleger på den gamle station i Sindal.

Plan B var bedre
Min oprindelige plan var at arbejde mindre i et par år og så stoppe her til nytår. Men den her ordning som løsarbejder er meget bedre. Jeg kan godt presse lidt arbejde ind mellem mine andre gøremål.

I min nye rolle undgår jeg at blive en sur gammel mand, der fortæller andre i Tankegang, hvordan vi plejer at gøre. For det har jeg simpelthen ikke noget med at gøre, og jeg bliver ikke spurgt. Jeg skal heller ikke bekymre mig om næste års budget eller om en ny udvikling, som vi ikke har helt overblik over.

Jeg kan blive fyret eller opgaverne kan løbe tør. Javel. Så går jeg tilbage til den oprindelige plan om ikke at arbejde. Det kan jeg i hvert fald finde ud af.



onsdag den 20. december 2023

Først var det tusindlapperne

                                               Kort sagt: Overflødigt.
 

 

Tusindlapperne strømmer ind til banker og butikker. Danskerne har gemt millioner af de værdifulde sedler i skuffer, skabe og bankbokse, og det gælder selvfølgelig om at få dem omsat, inden de bliver værdiløse. 

Nationalbanken afskaffer tusindlapperne for at begrænse sort arbejde og kriminalitet. Det er fint.

Men det er vel også et symptom på, at tiden løber ud for de fysiske penge. Alle betalinger kan i dag klares digitalt. Det er nemt, overskueligt og den billigste og mest effektive metode til at flytte penge. For de fleste på min alder og nedefter er kontanter fortid. Vi har dem ikke, og det er dødhamrende besværligt, hvis man pludselig skal bruge en mønt eller skal betale kontant.

For fem år siden fik jeg en smart kortholder i julegave (foto).Den afløste pungen, men nu bruger jeg den kun til det antikverede rejsekort. Alt andet ligger på telefonen.

Farvel til resten
Tusindlapperne var de første, der måtte lade livet. Men vi kan godt forberede på at sige farvel til plovmænd, hundredelapper, 20ere og de andre sedler og mønter, som Nationalbanken bruger millioner af kroner på at producere og distribuere.

Få lukket det seddeltrykkeri og gør også denne del af samfundet digitalt. Ikke i morgen eller om et år, men om et antal år. Meld hurtigst muligt en dato ud, så folk i god tid kan få afleveret de sidste kontanter, og så der bliver ordentlig tid til at hjælpe folk, som ikke er vant til kort eller mobilbetaling.

Forandringer sker
Selv om man er over 80 eller 90, kan man godt lære at bruge et plastikkort. Der er så meget, der har forandret sig siden 1933, så de gode samfundsborgere, der blev født før 2. Verdenskrig kan også klare denne lille omstilling. Skulle det knibe for nogen, kan børn, børnebørn eller oldebørn hjælpe, eller Nationalbanken kan stille et korps til rådighed, når den ikke længere skal betale for at producere sedler og mønter.

Digitale penge gør det lidt mere besværligt med kriminalitet og sort arbejde. Men også kun lidt. Ingen af delene bliver afskaffet. Det skal vi ikke bilde hinanden ind.

Næste skridt
Siden den første byttehandel mellem mennesker for mange, mange tusinde år siden, har vores race gjort bytteriet nemmere og nemmere. Digitale penge er det næste helt naturlige skridt, men sikkert ikke det sidste. 

Sæt i gang.

 



søndag den 18. juni 2023

Folkemødet - udmattende sjovt

 

Hvert år på denne tid er jeg lidt mat i koderne.

For da er jeg lige kommet hjem fra Folkemødet. I år var jeg derovre for 10. gang.

 

Jeg beklager mig ikke. Det er ikke hårdt at være på Folkemødet. Det er hyggeligt, inspirerende og sjovt. Men det er en 3-4 lange dage med uregelmæssige måltider, skiftende sovesteder og en hulens masse transport.

 

Ren mavefornemmelse
Da jeg første gang tog derover, var det på en ren mavefornemmelse. Jeg mente helt bestemt, Folkemødet måtte være noget for mig. En masse dialog og debat om emner, som folk synes er vigtige. Et kæmpe engagement og et ordentligt skud demokratisk samtale. Dertil kom, at klima og miljø var det mest fremtrædende emne i programmet – og det er kun blevet mere markant.

 

De to første år var jeg tilskuer. Så satte jeg mig for, at Tankegang skulle have et telt på stedet. Vi havde ikke rigtigt råd, så vi nedlagde et trykt magasin til kunderne for i stedet at markedsføre os med et telt på Folkemødet.

 

Det var supersjovt, og vi havde en masse gode folk fra forsyninger og kommuner inden for teltdugen. Vi øvede os i at afvikle faglige og meningsfulde events med god inddragelse af publikum.

 

Energibyerne og ordstyreri
Siden fulgte nogle år med Energibyerne, og her spredte vi vigtige budskaber, udvidede Energibyernes netværk – og så fik Tankegang dækket sine omkostninger. Det kan jeg godt lide.

I de seneste år har jeg været ordstyrer for organisationer på Folkemødet og ellers tilbage i den oprindelige rolle som nysgerrig deltager.

 

Godt for Tankegang
Mavefornemmelsen for 10 år siden var rigtig. Takket være Folkemødet har Tankegang og jeg udviklet vores kompetencer med at tilrettelægge og afvikle processer, debatter og dialoger. Det har også givet os en fin position på klimaområdet, som i mellemtiden er blevet den helt dominerende dagsorden i kommunernes teknik- og miljøforvaltninger og hos forsyningsselskaber.

 

Folkemødet er min efteruddannelse
Den kunne vi muligvis have opnået ad andre veje. Men Tankegangs måde er, at vi gør det, vi synes er sjovt. Det øver vi os i og bliver bedre til. Og så ender det nogle gange med, at vi får succes med det. Hvis ikke – har vi haft det sjovt så længe.

 

I dag bruger jeg størstedelen af min beskedne arbejdstid på at være ordstyrer og lede processer. Det er rigtig sjovt, og nogle gange meget udfordrende. Folkemødet er min årlige efteruddannelse og optankning af viden og inspiration.

 

Samt en energiudladning.


tirsdag den 6. juni 2023

Grøn omstilling er MIT ansvar


 

Jeg sorterer mit affald, vasker tøj om natten og har en elbil.

Så jeg er i gang med den grønne omstilling.

 

Jo. Eller jow, som det hedder på jysk.

Men i min skraldespand ligger en masse plastik.

I klædeskabet hænger rigtig meget tøj.

Og bilen kører over 20.000 km om året.

 

9 måneders overforbrug
Mit forbrug er en del af Danmarks overforbrug. Hvert år i slutningen af marts har vi brugt vores andel af jordens ressourcer. Resten af året overforbruger vi, og så starter vi forfra til nytår i et højere tempo.

 

Det er ikke regeringens og Folketingets eller kommunens skyld. Det er min og din og vores. Problemet bliver ikke fikset ved at opføre havvindmøller et sted, hvor vi knap kan se dem – undtagen når vi flyver.

 

Det bliver løst ved, at jeg og du gør noget andet i morgen end i dag. Ved at vi helt grundlæggende ændrer vaner. Ved at vi sætter os for at bruge færre af jordens ressourcer.

 

Her er et par eksempler.

 

2700 liter vand til en t-shirt
Der går 2700 liter vand til at producere en ganske almindelig bomulds t-shirt. På hele jordkloden bliver der hvert år produceret 62 mio. ton tøj. En foruroligende stor del af det bliver aldrig solgt. Og af det, vi køber, bliver ca. 20 pct. kun brugt få gange. Danskerne køber 35% mere nyt tøj end folk i resten af verden, og vores forbrug af nyt tøj er steget med 20% siden årtusindeskiftet.

 

Jeg havde det egentlig meget godt inden år 2000, så mon ikke jeg kan tåle at skrue 20% ned for mit indkøb af nyt tøj?

 

Ny brugt telefon er smart

Hver dansker smed i 2019 24,8 kilo elektronik ud. Også her ligger vi tårnhøjt over gennemsnittet. Jeg har en enkelt gammel iPhone hjemme i skuffen, og min nuværende model er fire sæsoner gammel. Det samme gælder min iPad, og vores enlige tv har snart 10 års fødselsdag.

Så jeg tror, jeg trækker lidt ned i statistikken. Lidt.

Produktion af en ny smartphone udleder 60-70 kilo CO2, afhængig af modellen. Jo længere tid, du beholder din telefon, jo færre ressourcer bruger du. Skifter du den gamle ud med en brugt, sparer du penge og ca. 78% af CO2 udledningen. Det har Solle gjort det for et års tid siden, og den genbrugte telefon fungerer upåklageligt.

 

6,35 pr. kilometer på cykel
Det sidste, jeg vil nævne, er transport. Du er måske træt af at høre om CO2, så vi tager den med penge i stedet for. Transportministeriet beregnede for et par år siden, at samfundet sparer 6,35 kr. pr. kilometer, du cykler i stedet for at køre bil.

Selv fører jeg en lille uvidenskabelig statistik ved en nærliggende bager. To års erfaring viser, at 9 ud af 10, som kører i bil til bageren, er overvægtige.

Op imod en tredjedel af de bilture, danskerne kører, er under 5 kilometer. Det er ikke kun til bageren. Det er til indkøb, til sport (!) og til at besøge venner. Det er meget sundere og billigere at cykle, gerne på en elcykel. Det burde være en lavthængende frugt at ændre vaner på netop dette punkt – men det går den stik modsatte retning. Færre og færre cykler. Flere tager bilen, også på de korte ture.

 

Det var bare eksempler. Du kender sikkert tusind andre små og store skruer, du kan dreje rundt for at bidrage til mindre overforbrug.

 

Det synes jeg, nogen skulle noget ved. Dig og mig

onsdag den 12. april 2023

Kæmpe brøler af medierne = ingen historie

Risikoen for storkonflikt er historisk høj, lød det for 3 måneder siden fra en række førende eksperter, som medierne flittigt citerede.

Oven i inflationen og snak om en kommende krise kom konflikten om Store Bededag. Spådommen om storkonflikt fik på alle tangenter. Det lykkedes at skabe en stemning af, at regeringen ønskede at aflive den danske model og gå efter en storkonflikt, som Mette Frederiksen & co. ville stoppe med et lovindgreb.

Milevidt fra storkonflikt
I dag fik vi så at vide, at overenskomsterne er vedtaget med 78% ja-stemmer. Det er næsten 20% flere end sidst. Det er så milevidt fra en storkonflikt, som man overhovedet kan komme. Den danske model har igen vist sig leveringsdygtig i resultater. Den er på ingen måde død, og regeringen har blandet sig 0,00%.

Det viste sig simpelthen, at eksperternes og mediernes forudsigelser var et fejlskud af dimensioner.

Videre til næste sag
Hvis nu medierne havde været politikere, skulle de stå skoleret og forklare, hvordan de kunne tage så grueligt fejl. Men det sker naturligvis ikke. Medierne noterer, at overenskomsten er vedtaget, og så er det hurtigt videre til næste sag. Der kom jo ingen konflikt. Så er det pludselig ikke så interessant mere.

Hvad med eksperterne? Er de stadig eksperter? Vil medierne citere dem lige så ukritisk næste gang, når de nu ved, at de gode folk har taget grueligt fejl i denne sag? Vil medierne opsøge andre eksperter eller vil de gå lidt mere kritisk til dem næste gang?

Jeg er ret sikker på, at medierne fortsat vil bruge de samme eksperter, og at de fortsat ikke stiller kritiske spørgsmål til dem.

Ukritisk over for kritikere
Kritisk journalistik er ifølge den gængse praksis på mange nyhedsmedier at finde kilder, der er kritiske over for magthaverne. Det er fint, men det er slet ikke nok.

Reel kritisk journalistik er at opsøge flere kilder og at stille kritiske spørgsmål - også til kilderne. De har også en dagsorden, som skal frem i lyset. Formålet med det er ikke at få nogen ned med nakken og stille dem til ansvar. Det er at få de bedst mulige informationer.

Læring til næste gang, du læser om eksperter, der forudser store problemer:

1. Medierne opsøger først og fremmest de eksperter, der kan levere konflikter.

2. Medierne går efter konflikthistorier, fordi de fejlagtigt tror, at læserne foretrækker dem.

3. Medierne undlader som regel at stille kritiske spørgsmål til eksperter, der kan levere en fængende overskrift.



fredag den 24. marts 2023

Gratist hos Danske Spil

 Jeg støtter ungdommen og spiller 10 rækker Lotto hver uge. Det er en underskudsforretning, men tænk nu, hvis...

Til gengæld er jeg en meget rationel spiller, når det gælder Tips og Oddset. Der har jeg spillet gratis i 5 år. Jeg tipper 16 rækker á 1 kr. ca. hver anden uge, og vinder meget sjældent. Jeg indskød 200 kr. for ca. 5 år siden og 200 kr. nogle år senere.

For 1 år siden vandt jeg lidt over 900 kr., og satte de 800 kr. tilbage på min bankkonto, så der samlet set var overskud.

Jeg spæder kontoen op ved hjælp af særlige tilbud, som Danske Spil sender i forbindelse med store sportsbegivenheder.

Det bedste er en quiz, som løber nogle dage forud for et EM, VM eller sæsonstart. Så får man 3-5 kr. i Frit Spil pr. rigtigt svar. Så finder jeg en kamp med fornuftige odds, og går det godt, fiser der 30-70 kr. ekstra ind på spilkontoen. Så kan jeg tippe nogle uger igen.

Et andet tilbud er, at man får et Frit Spil til 50 kr., hvis man spiller for en 50 kr. Så spiller jeg 50 kr. på en kamp med meget lave odds, og så giver jeg den gas på det frie spil.

Forleden var min konto nede på 21 kr., men så kom der et Frit Spil. Jeg satte 200 kr. ind og spillede først forsigtigt på en fodboldlandskamp med lave odds, og derefter lidt vildt på en håndboldkamp. Den gav 137 kr. i gevinst, så jeg takkede og satte de 200 kr. tilbage på min bankkonto.

Så nu har jeg til 7-8 ugers tips igen. Der skal snart en gevinst ind, men jeg er en tålmodig mand. Jeg spiller ikke for at vinde 20 eller 33 kr. Jeg sætter nogle lidt vilde krydser, og den dag, jeg så rammer plet, kommer der en pæn gevinst.

Sker det ikke i den nærmeste tid, må jeg enten håbe på endnu et godt tilbud fra Danske Spil eller bide i det sure æble og indbetale lidt af det overskud, jeg indtil videre har haft på at være tipper og oddser.


tirsdag den 31. januar 2023

Dankort, gær, mink og bededag

Engang imellem går den offentlige politiske diskussion i selvsving. Det er ikke - kun - politikernes og mediernes skyld. Det er også vores andres.

Ved valgkampen i 2005 var det et muligt gebyr på at betale med Dankort i butikkerne, der dominerede debatten. Som jeg husker det, blev alle partier meget hurtigt meget indædte modstandere af, at vi skulle betale 10 eller 25 øre for hver gang, vi brugte det fine lille kort.

Senere er der med jævne mellemrum dukket små sager op, som optager flertallet af os langt mere end de vigtige og principielle spørgsmål.

Du husker sikkert storkonflikten i 1998, hvor det vigtigste i mange danskeres liv lige pludselig blev at købe gær. Det var som om, vores velbefindende afhang af de små kvadratiske pakker, som naturligvis steg adskillige Dankort-transaktioner i pris. Skidt med det.

Fra foråret 2021 og halvandet år frem var minksagen altdominerende i dansk politik, og man kan ikke skrive om den uden at få folk på nakken. Så jeg undskylder på forhånd min lidt tilbagelænede holdning. I forhold til mange andre problemer var nedlukningen af et døende erhverv for at beskytte os imod en smitte, der var ude af kontrol, ikke en særligt vigtig sag.

Statsministeren lavede fejl, men vidste ikke, at den berømte beslutning var uden lovhjemmel. Det burde hun have vidst, men det gjorde hun altså ikke. Det var en fejl.

Men klimakrisen, krigen i Ukraine, unges mistrivsel, personalemangel på sygehusene og små og mellemstore servicevirksomheders kamp for at overleve coronakrisen var store og reelle problemer for det danske samfund.

Det er de stadig, og de bliver også diskuteret. Lidt.

Men nu er det helt store politiske emne afskaffelsen af Store Bededag. Den betyder, at danskerne skal arbejde 0,5 pct. mere. Vi er i forvejen et af de lande i den vestlige verden, der arbejder i kortest tid, så mon ikke det går?

For mig er det ubegribeligt, at det skulle blive så stort et spørgsmål. Men jeg anerkender fuldt ud, at det ikke er oppositionen eller en sensationslysten presse, der har pisket en stemning op. Rigtig mange danskere synes, det er en meget vigtig sag, og regeringspartierne rasler ned i meningsmålingerne.

Det er mig en gåde, at vi som et oplyst folk i et demokratisk samfund gang på gang laver kæmpestore konflikter ud af bittesmå problemer. Hvis vi gør det samme på arbejdspladsen og i familien, så får vi et meget problematisk liv.