søndag den 29. august 2010

Galf, gølf eller golf

Da jeg var børn, gjorde vi nar af golfspillere. De fleste var fra "Halte" og spillede "galf" - resten spillede gølf.
Nu er jeg begyndt at ligne en, der er så gammel, at folk spørger, om jeg spiller golf. Nogle gange har jeg fnysende svaret, at jeg i stedet for dyrker sport. Men siden har jeg fundet ud af, at det stort set kun er mig, der synes det er sjovt. Så jeg svarer faktuelt, at jeg løber i stedet, og så spørger jeg ind til folks golfvaner. Så bliver de så glade.
På det seneste er jeg nærmest begyndt at føle mig omringet af golfspillere. Og jeg kan forstå, at det ikke bare er en fornøjelig hobby. Det er en altoverskyggende fritidsbeskæftigelse.
Mange golfspillere tilbringer timevis foran tv-skærmen. Fra torsdag til søndag er der mindst én turnering året rundt, og det tager 3-4 timer om dagen at følge ordentligt med. Jeg kender ikke seertallene, men jeg tror ikke, at mine golfglade venner og bekendte er de eneste, som er meget trofaste golfkiggere.
Der til kommer, at de henlægger de fleste ferier til steder, hvor der er golfbaner i nærheden. Det samme gælder weekendture og mange har mulighed for at netværke erhvervsmæssigt på golfbanen. I stedet for at gå til en faglig konference, melder de sig til en turnering på en arbejdsdag, hvor de får en god snak med forretningsforbindelser.
Jeg er ikke forarget eller misundelig, og jeg har intet imod det. Det er altid dejligt at mærke folks begejstring, og golfspillere får som regel ild i øjnene, når de fortæller om deres seneste fortrædeligheder på banen.
Jeg under alle mennesker at lave noget, som de virkelig brænder for, og når golf i den grad kan tænde tusinder af velfærdsdanskere, så er golf noget særligt.
Men jeg vil fortsat hellere dyrke sport.

mandag den 23. august 2010

Generationer er mennesker

I takt med at statens underskud stiger, går jagten ind på syndebukke. Den gamle diskussion om 68-generationen kommer op igen.
De forkælede 68ere har raget til sig hele livet. Nu sidder de på flæsket i store, gældfri huse og beder om efterløn, så de kan hygge sig på golfbanen. De er ligeglade med, at de efterlader en kæmperegning til den kommende generation.
Sådan lød det lidt forenklet, da programmet Netværket på P1 i weekenden havde emnet til debat.
Det er forkert. Det er skrupforkert.
For det første er forholdene for unge i dag langt bedre, end de var for 68-generationen. Der er bedre SU, bedre lånemuligheder, bedre og flere uddannelsespladser, bedre boliger og bedre teknologi.
For det andet er der intet usædvanligt i, at de 50-65 årige sidder på magten. Det har de altid gjort.
For det tredje og for det fjerde og for det femte er nutidens samfund bedre end 60erne og 70erne.
Men den værste misforståelse i diskussionen er den kollektive beskyldning mod en generation. Hverken 68erne eller andre generationer har sat sig ned sammen og blevet enige om at franarre andre generationer noget.
Selv om tidligere venstreorienterede studerende fylder meget i bevidstheden om 68-generationen, så er de ikke dominerende. De fleste fra de store krigsårgange har kortere eller ingen uddannelse. Der er masser af arbejdsmænd, rengøringskoner, metalarbejdere, lærere, håndværkere, sygeplejersker, butiksansatte og kontorassistenter. Langt flere end der er psykologer og adjunkter.
En generation er ikke en fasttømret gruppe, som man kan stille til ansvar for alt, hvad der er foregået i en vis periode. Det er Folketinget, virksomhederne, medierne, meningsdannerne, forskerne, embedsmændene og alle os andre, der gennem årtier har truffet de beslutninger, som har forandret samfundet. Det er ikke 68erne.
En generation er en hel masse mennesker, og det mest usædvanlige ved krigsbørnene er, at der er så mange af dem. Det kan de jo ikke gøre for. Det må vi bebrejde deres forældre, hvis vi absolut skal finde nogen at kritisere.

fredag den 20. august 2010

Alzheimer Light

Akke ja, akke ja. Det er vist det, vi kalder for Alzheimer Light.
Sådan skrev en kær Facebookven forleden som en kommentar til min lille historie om flyttekagen, jeg glemte på et uheldigt sted.
Jeg læste kommentaren, mens jeg sad i bilen. Solle var på vej op til Lærke og Jonas i deres lejlighed i Aalborg. Vi skulle lige låne nogle penge til at komme i biografen for.
Hvorfor det?
Jeg havde glemt pungen derhjemme og opdagede det først, da vi var 500 meter fra biografen.
Akke ja, akke ja.

tirsdag den 17. august 2010

Flyttekage på afveje

Jeg skulle hjælpe Nikolaj med at flytte forleden, og Solle lovede at bage en kage, jeg kunne tage med til os flittige folk.
Inden jeg kørte, dryssede jeg florsukker over den delikate squashkage med limesmag, og tænderne løb lidt i vand.
Da jeg var 10 kilometer hjemmefra, fik jeg pludselig en fornemmelse af, at jeg havde glemt mesterværket. Jeg holdt ind ved næste P-lomme og gennemsøgte bilen: Ingen kage!
Så måtte jeg en tur til bageren, men jeg blev mobbet hele dagen. Alle flyttefolk var blevet lovet HJEMMEBAGT kage, og de var meget skuffede.
Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke finde den famøse kage. Den var hverken i køkkenet, entreen eller på trappen. Jeg var huset rundt og endda en tur ude i stalden og nede i drivhuset: Ingen kage.
En ekstra gennemrodning af bilen gav heller intet resultat, så den måtte vel dukke op på et tidspunkt. Jeg giv videre med næste opgave - over til naboen for at låne en mundkurv til en af hestene.
- Tak for den dejlige kage, lød den begejstrede velkomst fra vores søde nabo. Hun var virkelig rørt over vores omsorg, så jeg mumlede forlegent, at "det da var så lidt".
Vi deler avis med naboen, og jeg lægger avisen på skænken i entréen. Jeg har øjensynligt sat kagen oven på avisen, og så har naboen troet, at det var en gave til dem.
Det blev det så.
Dagen efter kom de tilbage med formen. Tom. Ikke én lille krumme havde de levnet af vores lækre squashkage. Til gengæld fik vi en malende beskrivelse af den søde kage, som løb ned af gummerne.
Solle har bagt en ny. Og den er med glasur. Den står i køkkenet, og der bliver den stående.

mandag den 16. august 2010

Liv er tid

Som ordmand er jeg altid fascineret, når nogen formår at formulere noget dybt og præcist med få og enkle ord.
Derfor blev jeg ramt lige i hjertekulen, da jeg forleden hørte en praktiserende læge i radioen fortælle om en effektiv livsforlængende kræftbehandling.
"Liv er tid", sagde han og holdt en pause, hvor lytteren selv kunne tænke.
For kræftpatienter, der har måneder eller år tilbage at leve i, er det et meget konkret udsagn. Når de gerne vil have behandling, er det for at få mere tid her på jorden.
Men det giver lige så meget mening for os mig, der så vidt jeg ved ikke er ramt af en livstruende sygdom.
Livet er et timeglas. Jeg skal bruge min tid til noget godt og rart for mig selv og mine omgivelser, for lige pludselig er mit eller andres sidste sandkorn løbet ned. Det gode liv er - en god tid.
Det er en fin påmindelse for mig selv, når jeg bliver irriteret, irritabel og irriterende. Så påfører jeg mig selv og andre dårlig tid, og det er der ingen grund til. Vi skal jo have et godt liv, ikke.
Tak fordi du tog dig tid til at læse dette korte indlæg.

fredag den 13. august 2010

Svindlere og erhvervsfolk

Er Stein Bagger en erhvervsmand, der har svindlet - eller en gemen svindler, som blandt andet har bevæget sig i erhvervslivet?
Jeg hælder til det sidste. Baggers erhvervskarriere er ikke værd at tale om. Jo, han blev udnævnt til direktør for IT Factory, men her opnåede han ingen reelle resultater. Efter at være blevet fængslet har han stjålet et stempel fra en fysioterapeut for at tiltuske sig flere udgange. Ren svindel.
I dag er det så kommet frem, at politiet er ved at finde en del af de millioner, Stein Bagger og hans svenske makker trak ud af leasingkarrusellen. I tv-interviewet for nogle måneder siden bedyrede Stein Bagger, at der ikke var nogen forsvundne millioner. Fup og svindel.
I denne uge er det også kommet frem, at Klaus Riskær har været på ferie på Ibiza og i London, mens han var på udgang fra fængslet i Sønder Omme. Er han en erhvervsmand eller en svindler? Ja, han er begge dele, men svindlerdelen fylder mere og mere. Manden har været involveret i mange svindelsager, og det lille nummer med ferieturene viser, at han ikke følger samfundets moral men kun sin egen.
Til gengæld må man indrømme, at Riskær i 1 tilfælde har etableret og drevet en rigtig forretning, som gav et pænt overskud, nemlig Cybercity. Det var ikke et fupforetagende. Det havde rigtige kunder, som købte og fik leveret ydelser. Firmaet blev solgt for et kæmpe beløb, som siden blev genstand for et af Riskærs svindelnumre.
Riskær må altså siges at være erhvervsmand. Jeg er sikker på, at han er meget kreativ og dygtig til at få idéer, men svindeldelen fylder efterhånden så meget, at det skygger for erhvervsdelen.
Det er svært at lave forretninger med en mand, der gang på gang laver store og små svindelnumre. En gængs målestok er svaret på spørgsmålet: Vil du købe en brugt bil af den mand?
Det vil jeg hverken af Bagger eller Riskær.

mandag den 9. august 2010

Tv-lotteriet

Vi bor verdens bedste sted. Vi glæder os næsten hver dag over at have al den natur for os selv - og så lige uden for byen.
Så er der nogle få omkostninger, man må tage med. Én af dem er, at fjernsynsforbindelsen er ustabil. Det er ikke den største ulykke i vores liv, for vi ser ikke tv hver dag. Men det er selvfølgelig irriterende, at vi føler os som deltagere i et lotteri. Vi ved aldrig, om fjernsynet virker.
Gennem tiden har vi investeret i adskilligt nyt udstyr, og vi har flere gange haft kloge teknikere på besøg. Det forhindrer ikke atmosfæriske forstyrrelser.
Da Danmark gik over til digitalt signal, valgte vi en sikker løsning hos firmaet Boxer. Vi købte den mindst mulige pakke, så vi kunne se de gratis kanaler fra DR og TV2. Oven i kommer TV2 News, TV2 Charlie og nogle kanaler, som vi aldrig ser.
Når forbindelsen ryger, går det ALTID ud over DR1, DR2 og TV2. De ekstra kanaler, som vi ikke er interesserede i, går fint igennem. Det samme gør TV2 News, så den er vi meget glade for. Her kommer hele tiden en frisk tv-avis og til overflod er der længere interviews med spændende, aktuelle personer.
I aften er forbindelsen i orden, så vi kan se Anna Pihl eller Flådens Historie. Jeg har ikke brug for det, men det er da meget hyggeligt.
Til gengæld var der lidt krise i går formiddags, da TV2 viste finalen i tennisturneringen i Farum. Vejret var ikke super, så jeg ville da godt lige have Wozniacki til at stå at køre over i hjørnet af stuen - hvis jeg tilfældigvis skulle komme forbi fjernsynet. Men det var helt umuligt. Der var slet ingen forbindelse, og jeg kunne heller ikke finde noget sted på nettet, hvor man kunne følge kampen.
Det var en lang halvanden time, inden den første website kunne offentliggøre det glædelige resultat.
Men samlet set er jeg rigtig glad for vores tv. Når jeg hører andre brokke sig over alle de dårlige programmer, de sidder og ser, så er jeg glad for, at vi har et stærkt begrænset udbud.
Når der er forbindelse.

fredag den 6. august 2010

Har retten ret?

Jeg har fået et brev fra en læser af min blog.
Herligt.
Min læser kommenterer mit seneste indlæg om indsamlingen til den injuriedømte forsker Bent Jensen. Han konstaterer, at dommen er anket til landsretten.
"Hvis nu landsretten mener noget andet, vil du så være lige så tilfreds med dens uvildige afgørelse?" lyder det glimrende spørgsmål fra min læser.
Ja, kan jeg sige med stor sikkerhed.
Hvis landsretten finder det bevist, at Jørgen Dragsdahl har været agent for KGB, så har han det. Og så fortjener han minsandten at blive hængt ud i alle landets medier, for han har gennem 25 år bedyret, at han ikke har været ansat af KGB. Han har tidligere anlagt sag mod Ekstra Bladet om samme påstand, og avisen indgik hurtigt forlig, hvor den betalte Dragsdahl erstatning.
Har retten da altid ret?
Nej, ikke hvis vi ser filosofisk på det. Ingen kan altid have ret.
Men samfundsmæssigt må svaret være ja. Det er domstolenes funktion at afgøre på samfundets vegne, hvad der er op og ned på en sag. Vores grundlov skelner skarpt mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det sikrer domstolenes uafhængighed.
Som demokrat tror jeg på domstolene.
Men jeg ved godt, at de ikke tager stilling til hele sandheden. Hvis jeg bliver frifundet for en forbrydelse, er det ikke et eviggyldigt bevis for, at jeg ikke har begået den. Det betyder blot, at domstolen ikke finder det bevist, at jeg har begået forbrydelsen.
I sagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen har Svendborg Ret ikke afgjort, hvem der havde retten på sin side under den kolde krig. Dommeren har alene konstateret, at Bent Jensen ikke kunne føre sandhedsbevis for sin påstand om, at Jørgen Dragsdahl har været KGB-agent.
Nu skal han så prøve at overbevise landsretten. Det meste foregår for lukkede døre, fordi de gennemgår hemmeligtstemplet materiale, så vi andre kan ikke tage stilling til det. Men jeg stoler på landsrettens dømmekraft. Uanset, hvad resultatet måtte blive.
Hvis Bent Jensen vinder sagen, bliver det dyrt for Jørgen Dragsdahl, og så får han ikke 25 øre fra mig. Skulle nogen finde på at samle ind til ham, vil det være en krænkelse af min retsbevidsthed.

tirsdag den 3. august 2010

Borgerlige helte i retssalene

Normalt betragtes det som en borgerlig dyd at rette sig efter loven og at respektere domstolene. Men der er nogle særtilfælde, hvor en bred kreds af borgerlige har andre idealer.
Det handler om borgerlige debattører, som retter usande anklager mod andre. De får heltestatus blandt mange af deres åndsfæller.
Koldkrigsforskeren Bent Jensen er blevet dømt for uberettiget at have beskyldt journalist Jørgen Dragsdahl for at have været KGB-agent. Det har ramt journalisten på hans levebrød, og Bent Jensen blev idømt 20 dagbøder á 2000 og et erstatningskrav på 200.000 kr. Desuden skal han betale godt 300.000 kr. i sagsomkostninger.
En kreds af borgerlige satte en indsamling i gang, og de har på kort tid fået over 600.000 kr. i kassen, så Bent Jensen ikke selv skal trække penge op af lommen. Det er naturligvis helt lovligt, men man må også gerne have lov at undre sig.
Det er en ualmindeligt grov beskyldning at kalde andre for KGB-agenter. Især, når man som Bent Jensen har haft adgang til fortrolige papirer fra efterretningstjenesten. Retten har vurderet materialet og ikke fundet noget bevis på, at Jørgen Dragsdahl har været ansat af KGB. Jeg har ikke set materialet, men jeg er demokrat, og jeg stoler på domstolenes uvildige vurdering. Derfor er det en krænkelse af min retsbevidsthed at betale Bent Jensens omkostninger ved sagen.
Det samme var tilfældet for nogle år siden, hvor den tidligere modstandsmand Jørgen Røjel blev dømt for injurier mod Enhedslistens Frank Aaen. Røjel mente, at Aaen kunne være blevet dømt for spionage, hvis "han var blevet opdaget i tide".
Den gik ikke. Der var ikke antydning af bevis, og man er ikke spion, blot fordi man som tidligere DKPer har haft sympatier for Sovjetunionen.
Jyllands-Posten ligefrem hyldede Røjel efter dommen, og der blev samlet over 300.000 kr. ind til ham. I øvrigt efter initiativ fra den nuværende indenrigsminister Bertel Haarder (V).
Der er store følelser på spil, når det gælder Danmarks forhold til den tidligere østblok. Mange mennesker er optændt af reel harme over den sikkerhedspolitiske linje, et flertal i Folketinget førte i 1980erne. Det er helt i orden. Ja, det er dejligt med engagement.
Men når det går over i grove og usande personlige beskyldninger, så er det for meget.
Husk på: Ytringsfrihed er en frihed. Med al frihed følger et ansvar, og kan man ikke leve op til det, følger en konsekvens.

søndag den 1. august 2010

Svinkeærinder på cyklen

Cyklen er et genialt trafikmiddel især i byerne. I storbyer kommer du hurtigere frem på cykel end i bil, og du kommer længere omkring end fodgængerne.
Vi har lige prøvet det to gange her i ferien. Først i København, hvor vi lejede glimrende cykler hos Biesikli på Nørrebro. Det kostede 80 kr. pr. døgn, og vi fik endda et par timer oveni uden beregning.
Vi var byen rundt pcyklerne. Fra hotellet i Glostrup til Nyhavn, Nørrebro, Langelinje, Vesterbro, Christianshavn og et utal af andre steder. Op til flere gange lagde vi en plan, men vi tog også et par ture ud i det grå. Så fandt vi pludselig en god café ved Kødbyen, så fandt vi en grøn plet på Christianshavn og set kaffested ved Søerne. Vi havde aldrig fået alle de oplevelser på gåben eller i bil.
Mens jeg skriver, er vi på vej hjem fra Stockholm, hvor vi igen i år har lejet bycykler. Det er endnu billigere end Biesikli. 125 kr. for tre døgn. Det er lidt mere besværligt, men ikke meget. Du skal finde og stille cyklen i et af de opstillede stativer rundt omkring i byen, og du har den kun i 3 timer ad gangen. Men du kan altid bare sætte den i stativ og tage den igen så har du 3 timer igen.
Ogsher kom vi vidt omkring. I går ville vi fra midtbyen og ud pden lille smukke Skeppsholmen, men der kom en Love Parade i vejen. Vi kunne simpelthen ikke komme hen til den eneste bro, der fører til Skeppsholmen. Så vendte vi om og kørte over på Gamla Stan, videre til Ridderholmen og til Kungsholm. Der fik vi set Stockholms smukke rådhus, hvor mindst 3 nygifte par huserede foran fotografer. Så en tur rundt på Kungsholm, inden vi igen kørte ind mod city, hvor der i mellemtiden var blevet adgang til Skeppsholmen. Her kørte vi på Moderna Museet og nød lidt mad og kaffe på en pragtfuld terrasse med udsigt over Skærgården til det halve af byen.
Når man er på ferie og ikke har et stramt program af seværdigheder, som man bare vil opleve, ser cyklen perfekt. Den er god til svinkeærinder, og det er næsten altid dem, der byder på de gode oplevelser.
Det er lidt lige som internettet og den gode avis. Du kan finde alt på nettet, men du finder kun det, du leder efter. I avisen falder du pludselig over noget spændende, som du ikke havde planlagt at sætte dig ind i.
Jeg foretrækker den planlagte, tjekkede transport til arbejdsbrug, hvor jeg vil komme nemmest muligt fra A til B lige som jeg fortrækker internettet til målrettet søgning efter information.
Og jeg foretrækker cyklen og avisen til oplevelser.