fredag den 28. november 2008

Minister uden spindoktor

Da Birthe Rønn Hornbech (V) for et år siden blev kirke- og integrationsminister takkede hun fnysende nej til at få ansat en spindoktor.
I disse dage bliver hun igen kritiseret for sin manglende kommunikation med pressen. Den tackler hun på en meget komisk måde, som er svær at gøre sjovere i en revy. Og der har allerede været røster fremme om, at den udskældte minister måske alligevel skulle have ansat en personlig rådgiver.
Det er efter min mening en forkert løsning på problemet. Birthe Rønn Hornbech skal ikke have en spindoktor, alene af den grund, at hun ikke ønsker én. Ingen vil kunne fungere i jobbet, hvis ministeren er modstander af ansættelsen. Derfor er det udelukket.
Men det betyder ikke, at hun er afskåret fra at få råd og vejledning. Tværtimod. En stab af loyale embedsmænd står klar til at hjælpe. Og selv journalister er meget, meget dygtige, så kan en departementschef og en kontorchef altså andet end Karnovs lovbøger. De kender Christiansborg og medieverdenen så godt, at de er meget velkvalificerede til at rådgive om ministerens kommunikation med pressen.
Jeg er helt sikker på, at embedsmændene også har fortalt ministeren at hun aldrig skal klappe i, når hun får stillet et spørgsmål. Hun skal svare - om ikke andet, at hun ikke har nogen kommentarer. Den pinlige scene, hvor hun flygtede ind i elevatoren og den forleden, hvor hun kiggede tavst på alle mikrofonerne er en pind til en politisk ligkiste. Det er en del af jobbet at svare pressen.
Jeg aner ikke, hvorfor Birthe Rønn Hornbech vælger strudsemetoden, når hun er presset. Det kan være, hun selv skriver om det i sine erindringer om nogle år, når hun er kommet på afstand af sin begivenhedsrige tid som minister.
Til gengæld kan jeg heller ikke forklare, hvorfor journalisterne i den grad jagter den tavse minister. Jeg vil nødig være i den hale af reportere, der løb efter hende ned af trappen og hen til elevatoren, velvidende at der ikke kom nogen kommentar ud af det. Det må da være pinligt at fremstå som en lemming, der ikke kan finde sin egen historie, men bare løber sammen med de andre for at forfølge og ydmyge en politiker i problemer.
De flok-journalister kunne godt trænge til en spindoktor, som kunne hjælpe dem med at få en god historie frem.

tirsdag den 25. november 2008

Farvel, Kent

I går fik jeg en uhyggelig mail om, at en af mine gamle klassekammerater, Kent Sørensen, var død af et hjertestop, 47 år.
For mindre end en måned siden var jeg sammen med ham til en rigtig dejlig fest i Holstebro, som markerede 30-året for vores realeksamen. Kent, der boede i Århus, var en af initiativtagerne til arrangmentet, lige som han var for 5 år siden. Sådan var Kent - en rigtig rar fyr, der elskede at organisere noget for folk.
Han var mangeårig formand for vandpolosektionen i Dansk Svømmeunion. På hjemmesiden skriver unionen, at dansk vandpolo har mistet sin store ildsjæl. Det tror jeg på.
Kent spillede vandpolo allerede da vi gik i skole, og han tilbragte en stor del af sin fritid i bassinet og med at organisere kampe. Ved festen fortalte han med et stort grin, at han blev smidt ud af gymnasiet, fordi han havde for mange forsømmelser og alligevel valgte at tage på en 14 dages vandpolotur til Budapest.
Kent havde en enestående evne til at vinde andre menneskers fortrolighed. Jeg synes selv, jeg havde et ganske særligt forhold til Kent - men det tror jeg alle andre i klassen synes, og det gælder garanteret også halvdelen af landets vandpolospillere.
Men det er ikke en nær og dybt fortrolig ven, jeg har mistet. Vi havde nogle dejlige år sammen i folkeskolen, og siden har vi kun mødt hinanden to gange.
Når det er så chokerende, er det naturligvis fordi, det er en mand på min alder, der pludselig falder død om af et hjertestop. Så kommer det tæt på. Så bliver det der med livsstilssygdomme, kost, rygning, alkohol og motion ikke bare noget, man læser om i et blad. Nu er det mine jævnaldrende, klassekammerater og venner, det rammer.
Naturligvis har jeg oplevet alvorlig sygdom blandt venner og dødsfald i familien. Der er også nogle venners venner eller søskende, der er døde i en ung alder. Men Kent er den første lidt tæt på, som det sker for.
Farvel, Kent, gamle dreng. Hav det godt.

torsdag den 20. november 2008

Min kære gamle avis

Da jeg forlod avisverdenen for 8 år siden var det en positiv beslutning om et spændende nyt job. Jeg hørte ikke til dem, der spåede aviserne en snarlig død.
Det gør jeg stadig ikke. Markedet har ændret sig meget. Nedgangen i antallet af avislæsere er stoppet. Der er i dag flere læsere og flere aviser (målt i antal eksemplarer) end i år 2000.
Fremgangen skyldes alene gratis- og trafikaviserne, mens de betalte dagblade har det meget svært. Deres oplag falder støt og kun et massivt opsving i annoncemarkedet har forhindret store økonomiske problemer for betalingsaviserne.
Det meste af min tid som aktiv journalist var jeg på Vendsyssel Tidende, VT. Det var en rigtig god tid, og det var en rigtig god avis. Den er blevet afløst af Nordjyske Stiftstidende, som vi holder og ikke kan undvære.
Men den bevæger sig i en uheldig retning: Mindre og mindre lokalstof. Altså forstået på den måde, at der står mindre om netop det område, jeg bor i. Seneste omlægning betyder, at vi nu får nogle sider fra Brønderslev og Dronninglund plus endnu mere fra Hjørring. Det er billigere for avisen, fordi den så kan genbruge stof fra de andre udgaver, men det skaffer ikke flere læsere.
Min kære gamle avis lavede en større omlægning i starten af 90erne. Der gik vi fra at være regionalaivs til at være lokalavis. Vi lagde lokalstoffet forrest og skrev mere af det. Det var en succes. I Frederikshavn, hvor jeg huserede, steg vores abonnentstal støt i takt med, at der stod mere og mere i avisen om Frederikshavn.
Det er ikke den store videnskab, at folk holder en lokalavis for at læse om deres eget lokalområde. Men det er også videnskab. Professor Jørgen Poulsen på Roskilde Universitet har dokumenteret det i en stor undersøgelse. Der fik lokalaviserne det råd, at de skulle have 1 side om døgnets vigtigste nyheder fra ind- og udland - resten skulle være stof fra en radius af 5 kilometer fra læseren.
Den opskrift fulgte vi stort set på VT. Stiftstidende går den modsatte vej, og oplaget rasler ned. Det er der naturligvis mange forklaringer på. Internet, globalisering og finanskrise er 3 af de bedre bud. Men selv om verden har forandret sig helt utroligt i de seneste 15 år, er interessen for stof fra vores eget lokalområde ikke blevet mindre.
Måske vil nogen finde lokale nyheder på nettet eller mobilen og andre nøjes med det lokale ugeblad, men avisen skal også have det i rigelige mængder. Ellers har den ingen berettigelse.

tirsdag den 18. november 2008

Mere om Fogh og miljøet

Forleden kritiserede jeg regeringens miljøpolitik. Det står jeg ved.
Men minsandten om ikke Venstre skiftede holdning dagen efter, da Anders Fogh holdt sin traditionelle enetale på sit partis landsmøde i Herning. Dejligt. Fedt. Lækkert.
Der er ingen som helst grund til at kritisere Anders Fogh for at ville omstille Danmark til et grønt vækstsamfund. Det gælder bare om at tage ham på ordet og se at få rykket. Et stort flertal af danskerne står bag ønsket om at gøre os uafhængige af kul, olie og gas. Ind med vind, sol, bølger og biogas og ind med smart teknologi, der kan udnytte energien langt bedre end den nuværende.
Det er en god start, at politikerne sætter retningen og går forrest med nye love, som langsomt og sikkert får os allesammen til at ændre adfærd.
Men det er slet ikke nok. Det er netop os allesammen, der skal opføre os anderledes. Det skal vi, når vi er på arbejde, og det skal vi derhjemme. Vi skal købe mere intelligent ind, vi skal indrette vores hjem anderledes, og vi skal transportere os på en anden måde.
Op på cyklen, ind i toget og ind i bussen. Det er ikke forbudt at køre i bil, men de dyre forurenende dråber skal bruges med omtanke.
Kampen for et bedre klima og en effektiv udnyttelse af energien starter hos dig selv. Du kan lige så godt gå i gang i dag, for du skal vænne dig til de nye tider. Punkt 1 er energibesparelser hos den enkelte. Det kan alene nedsætte energiforbruget med 25 pct. uden at vi får mindre velfærd. Punkt 2 er så de nye teknologier, som staten må støtte, og som vi skal betale til via de grønne afgifter. De vil på sigt skaffe os miljøvenlig energi til en fornuftig pris.
Det er bare det, vi skal vi gøre - og fortælle omverdenen om det. Så kan vi håbe, at de finder på det samme i Kina, USA, Indien og Rusland. Og det gør de garanteret også. Når en fejlfri mand som Anders Fogh kan overbevises, så kan det også lade sig gøre at trænge igennem hos magthaverne i de store lande.

lørdag den 15. november 2008

Fugle, frøer, fisk og Fogh har det godt

"Ikke en fugl, ikke en frø, ikke en fisk har fået det dårligere på grund af regeringens miljøpolitik."
Sådan sagde Anders Fogh på Venstres landsmøde for 5 år siden. I dag kan vi tilføje: Til gengæld dør flere tusinde danskere hvert år på grund af luftforurening, som regeringen ikke har gjort noget ved.
En af de mange indsatser, som Dansk Folkeparti satte Hans Chr. Schmidt (V) til at bremse, da han fik besked på at skære ned Miljøministeriet i 2001 var den, der gjaldt luftforuening i de store byer. Det er kun blevet værre siden.
Til gengæld er der opfundet nye teknologier, som kan begrænse skadevirkningerne. Lastbiler og varevogne kan installere filtre, som opfanger de meget små partikler, der sætter sig i luftvejene hos dem, der færdes i storbyen. Det er netop de partikler, der giver københavnerne astma og allergi, og som hvert år koster 2-5000 livet. Op imod 1 mio. danskere er plaget af astma, og det koster samfundet milliarder af kroner.
Regeringen har gang på gang sagt nej til at forlange partikelfiltre på varebilerne. Den mener, at det er et fælles europæisk problem, som skal løses i EU. Andre EU-lande har lavet egne regler på området, men den danske regering foretrækker at fremstille Danmark som duks på miljøområdet i EU frem for at handle.
Så mens fiskene slår med halen i de danske vandløb, fuglene kvidrer lystigt, frøerne kvækker som aldrig før og Fogh fortsat fører sig frem, så er hans regerings manglende indsats med til at slå danskere ihjel.
Nej, det er ikke retfærdigt, for den nye miljøminister Troels Lund Poulsen har skam bebudet en stor plan for at bekæmpe luftforureningen. Den bliver dyr, siger han, og hvis den ikke løser problemet, vil han gøre endnu mere.
Siger han.
Indtil videre er regeringens politik på området hverken fugl eller fisk. Den er nærmest gået i frø.

tirsdag den 11. november 2008

Reklame for Kommunikationscast

I denne snævre kreds vil jeg gerne gøre lidt reklame for et radioprogram, som jeg lytter til hver uge. Jeg modtager ikke penge for denne rosende omtale - dels fordi den nok ikke har den store effekt og dels fordi programmet er aldeles ukommercielt.
Kommunikationscast er titlen, og det produceres af to yngre kommunikationsfolk, som kaster sig over et bredt udsnit af emner inden for kommunikation.
På det seneste har det været så forskellige emner som lyddesign, web-tv og besøg på et stort trykkeri. Programmerne sendes på podcast og udkommer som regel søndag aften. De varer som regel omkring en halv time og er både hyggeligt, underholdende og lærerigt.
For nogle måneder siden indførte værterne en lille nyhedssektion, som indleder hvert program. Katrine Emme Tielke og Mikkel Westerkam har på skift ansvaret for at komme med en lille opdatering af ugens vigtigste nyheder inden for medier og kommunikation, og så småsnakker de lidt om det.
Programmet har også tilknyttet eksperter indenfor reklame, medier og den digitale verden. De kommenterer ugens længere indslag, når det ellers er relevant.
Programmet har naturligvis også sin egen hjemmeside med tilhørende blog og en gruppe på Facebook. Det er en imponerende ulønnet arbejdsindsats de 2 K-castere tilbyder mig og nogle hundrede andre lyttere hver uge.
Jeg glæder mig over, at de gider og spekulerer tit på, hvad der mon driver dem. Måske bliver det en gang en god reference for værterne i deres videre karriere, men det kan ikke være forklaringen. Måske er det bare lyst eller videbegærlighed. Måske er det fascinationen af at kunne oprette sit helt eget radiounivers.
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at alle mennesker bliver motiverede af at få ros. Det gælder garanteret også Katrine og Mikkel, og derfor vil jeg gerne på denne offentlige og næsten hemmelige plads sige mange tak for nogle dejlige programmer. Jeg glæder mig til K-Cast 86 og de kommende udgaver.
I er bare go'e.

mandag den 3. november 2008

Ordkrig eller dialog

Folketingsmedlemmer og kommunalpolitikere er i samme branche - politik - men der er alligevel en verden til forskel på deres arbejdsmetoder og deres kommunikation.
Landspolitikere dyrker modsætninger og kaster sig gerne og meget engageret ud i ordkrig. Kommunalpolitikere forsøger at forene synspunkterne og går i dialog for at finde en løsning. Sådan er det generelt - der er bestemt undtagelser i begge lejre.
Jeg oplevede det meget markant, da jeg lyttede til 2 ugers udgaver af P1 magasinet klima og miljø lige efter hinanden.
Det første handlede om partikeludslip i storbyerne, og her var miljøordførerne Ida Auken (SF) og Per Ørum Jørgensen (K) i studiet til debat. Ida Auken angreb regeringen for at have været ligeglad med sagen i 7 år, og så var Jørgensen skiftevis i forsvars- og angrebsposition. Efter få minutter løb begge parter tør for argumenter. Ingen af dem gav på noget tidspunkt den anden ret eller anerkendte den andens synspunkt. Deres positioner var låst fast, og efter de første to minutter blev resten gentagelser.
Ugen efter gjaldt det fjernvarme. En rapport fra organisationen Dansk Fjernvarme konkluderer, at Danmark på 12 år kan halvere CO2 forbruget fra opvarmning ved at udbygge fjernvarmen. Direktøren for Dansk Fjernvarme Jørgen Jørgensen var i studiet sammen med formand for KLs Teknik og Miljøudvalg Jens Stenbæk (V).
Det blev en helt anden samtale. Stenbæk anerkendte fra starten, at kommunerne ikke havde haft fokus på udbygningen af fjernvarme i de seneste 10-15 år. Han kom med en forklaring, som Jørgen Jørgensen på sin side anerkendte, og så startede en konstruktiv samtale. Den gik på intet tidspunkt i ring, og som lytter følte jeg mig godt oplyst. Sagen blev grundigt belyst, og den endte næsten med en fælles konklusion.
Det er ikke et mål i sig selv, at enhver samtale skal ende med enighed. Men det er tankevækkende, hvor stor forskel der er på resultatet, når begge parter møder op for at få ret - eller når de kommer for at få deltage i en god samtale.