onsdag den 29. februar 2012

Angsten for vælgerne

Efter nogle få måneders mediepres opgav regeringen forleden betalingsringen omkring København. Egentlig var det ikke så overraskende, men når man hæver sig op over den daglige mediedækning, er det nærmest bizart.
Regeringen har flertal for en god politisk sag - et konkret miljøpolitisk initiativ, som gør en forskel. Så kommer den under pres og ender med at trække sit eget forslag tilbage. Dumt, dumt, dumt.
Meningsmålinger har vist folkelig modstand mod betalingsringen og en række borgmestre i omegnskommunerne er pludselig blevet direkte modstandere af initiativet. Dem bliver Helle Thorning & co. tilsyneladende bange for, og så undlader de at gennemføre deres egen politik.
Det er en katastrofe, når politikere lader sig styre af angst for vælgerne. Og det skaber ingen respekt hos de selvsamme vælgere. Tværtimod.
Det gælder på alle livets områder.
Manden, der går ædru og tidligt hjem fra en hyggeaften med gutterne, fordi han er bange for at konen vil blive sur over at få en ølstinker hjem. Ægtefællen har ikke respekt for en underdanig mand.
Forældre, der ikke tør sætte grænser for deres teenagebørns alkoholforbrug, mister børnenes respekt.
Ledere, der ikke tør stille krav af frygt for, at medarbejderne er modstandere af forandring, mister hurtigt medarbejdernes anseelse.
Angst skaber ikke respekt. Det skaber ligegyldighed.
Et politisk parti kan tabe stemmer på en dårlig sag. Men det kan tabe endnu flere på at lade sig styre af medier, meningsmålinger og højtråbende kritikere.
Fra valgkampen vidste regeringen, at oppositionen og dens stærke presse ville gå efter betalingsringen. Derfor skulle regeringen have udnyttet initiativretten og have stået sammen om at lancere ringen som en vindersag - der redder liv, gavner miljøet og sparer samfundet for mange arbejdstimer. Regeringen kunne nemt have taget omegnsborgmestrene og en række organisationer i ed og have skabt en stærk alliance bag betalingsringen.
Jeg håber, sagen bliver et lærestykke for Helle Thorning. Enhver regeringsleder skal gennemføre vanskelige og upopulære beslutninger, og så nytter det ikke noget at krybe i skjul og ryste på hånden, når der rejser sig en pressestorm. Det gælder om at stå fast og overbevise folk om, at man selv tror på det, man siger.

onsdag den 15. februar 2012

Læserne er dumme og platte

"Det er godt nok løgn, men det er f... en god historie".
Dette gamle journalistslogan, som ikke tåler at komme uden for redaktionens vægge, dukkede op, da jeg surfede planløst rundt på Kanal Frederikshavn i dag.
3210 har læst en artikel med overskriften
Skandale under istølt: Et af parrene blev disket.
Det er ugens og årets mest læste artikel på den lokale netavis, og måske den mest læste nogensinde.
Artiklen handler om en opdigtet episode, som absolut ikke er nogen skandale. Til slut forklarer skribenten med et glimt i øjet, at man ikke skal tro på alt, hvad man læser og ser.
Det er en velskrevet historie, og der er ingen som helst grund til at kritisere Leif Jensen, som har digtet ordene. Han har også svaret fint for sig i den efterfølgende debat, der lige som artiklen ikke har noget egentligt indhold.
Jeg kan også sagtens forstå, at mange læser historien. Overskriften er fængende, og indholdet er muntert og let tilgængeligt.
Eksemplet viser, hvad læserne vil have: Underholdning og sjov.
Hvis du hører til dem, der kritiserer medierne for at være for overfladiske og fordummende, så vær sød at vende den anklagende pegefinger mod dig selv. Det er DIG, der læser de hurtige, kalorietomme artikler.
Og det er den enkle forklaring på, at du får flere af dem.
Så er der noget, der hedder public service. Det er en slags forpligtelse, medierne har til at oplyse os om samfundsrelevante emner. Det gør de bestemt også, og vi skøjter også hen over overskrifterne. Men vi læser helst de kulørte historier. De dumme og de platte.
Hvis du synes, jeg lyder som en sur, gammel mand, så har jeg formuleret mig dårligt. Jeg er i hvert fald ikke sur, og jeg er selv en af de platte og dumme samfundsborgere.
Ved kaffebordet i Tankegang har vi her i ugens første dage snakket om weekendens store begivenhed. Var det den græske krisepakke? Var det de blodige optøjer i Syrien? Nej, det var det samme emne som på din arbejdsplads: Whitney Houstons død.

søndag den 12. februar 2012

Vi får varme fra den kolde jord

I denne uge har vi fået installeret jordvarme. Det er et omfattende teknisk anlæg med lange slanger i jorden og en masse rør nede i kælderen.
Jeg må blankt erkende, at jeg ikke helt forstår, hvordan noget frostvæske i nogle slanger ude i den kolde jord kan blive til varme i radiatoren. Men det er også lige meget - det virker. Den flinke VVS-mand forklarer, at vi får 3 KwH energi ud af hver 1 KwH energi, vi bruger. Det lyder som en god forretning.
Her i starten holder vi et skarpt øje på elmåleren. Den suser rundt, og hvis jeg ganger et døgns forbrug op med 365 - så bliver det dyrt.
Men det er jo fordi, vi er midt i den strengeste vinter. Det fik vi et meget håndgribeligt bevis for i dagene inden, det nye appartur blev installeret. Lige da vi havde aftalt at etablere jordvarmen, kom olieselskabet og hældte 1000 liter sort guld på vores tank. Så vi udskød arbejdet, indtil olien var brugt.
I de milde vintermåneder brugte fyret meget lidt olie, så da måleren var ned på 200 liter, ringede jeg til Oscar Petersen og Søn. Et par dage efter var tanken tom, og vi fik en nødforsyning med 60 liters oliedunke. I den hårdeste frost slugte fyre 25-30 liter olie om dagen. Altså et forbrug på 250-300 kr.
Med det nye anlæg er varmen meget billigere, men jeg tror alligevel, vi bliver mere energibevidste. Det er gået op for mig, at der løber mange meter uisolerede rør nede i kælderen, så i går var jeg i Jem & Fix og hente en bilfuld af de grå hylstre, som kan isolere rørene. Beholdningen rakte ikke helt, så jeg skal have fat i en ladning mere.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad vi kunne have sparet i olie, hvis jeg havde isoleret rørene for 10 år siden.


tirsdag den 7. februar 2012

Vores dyre tv

I de 12 år, vi har boet her på Flade Rævdalvej, har vi brugt en formue på at kunne se en smule tv. Vi bor næsten 100 meter over havet. Alligevel er antenneforholdene elendige. Det er ingens skyld, men det er kostbart. Da vi flyttede ind, var der en parabol, vist nok med piratkort. Efter kort tid virkede de selvfølgelig ikke, og vi forsøgte at få lovlige kort. Vores ønske var at se DR og TV2, men det krævede en længere forhandling med Canal Digital at få udleveret et kort, som ikke krævede et ekstra-abonnement. På et tidspunkt duede det kort ikke længere, så vi fik installeret en ny og ekstra kraftig antenne. Det gik godt under gunstige vejrforhold og så var der sne på mindst en af kanalerne ca hver anden dag. Vi mistede tålmodigheden og gik over til Boxer. Vi måtte købe en lille pakke, der gav adgang til TV2 Charlie og nogle skodkanaler, vi aldrig ser. Der var en lille dongle med. Den løsning udgik, da tv blev digitaliseret, og vi måtte for femte gang have fat i en elektriker med speciale i antenner. Så fik vi en box med et kort. I sommer blev den ramt af lyn, og vi skiftede boksen igen. Her i 2011 er TV2 flyttet over på noget nyt, og vi kan igen ikke se det. Vores elektriker har været her igen, og han er på vej med en ny antenne. De har vist skruet ned for signalet. Her til aften forsvandt TV2 igen, og vi gik det sædvanlige ritual igennem med kortet ind og ud og kanalsøgning. Intet resultat. Boxers service om aftenen er en hjemmeside og en telefonsvarer, og ingen af delene giver svar på vores problem. Så vi er endnu engang på Sputnik på computeren. Indtil videre kører vi et gratis kampagne-abonnement, men det skal såmænd nok ende med, at vi også må punge ud for den løsning. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke forstår mig ret meget på tv. Derfor kan jeg ikke fatte, at alle skodkanalerne kører lige igennem, mens de to store stationer gang på gang falder ud.

søndag den 5. februar 2012

Ligegyldig milliardskandale

At Ole Sohn engang har været formand DKP og muligvis taget imod nogle penge - det er en skandale, som Jyllands-Posten ikke finder større.
Men at SKAT må afskrive et tilgodehavende på 37 mia. kr. som direkte følge af beslutninger, som den tidligere regering har truffet - det er bare sådan lidt beklageligt.
Tidligere skulle kommunerne selv kradse de penge ind, de havde til gode hos borgerne. Det kunne være betaling til børnehaver, ejendomsskat, renovationsafgift eller tilskud, som borgeren skulle betale tilbage. Det gik rimeligt godt, takket være kommunale pantefogeder, som både var flinke og effektive.
Men regeringen overlod opgaven til SKAT med en forklaring om, at et nyt it-system kunne gøre det meget mere effektivt.
Systemet kom ikke til at fungere, og der gik ikke lang tid, før kommunerne begyndte at beklage sig. Deres  tilgodehavende steg og steg, og SKAT gjorde ikke noget ved det. It-systemet fungerede fortsat ikke, og SKAT nedlagde flere og flere stillinger, så der ikke var folk til at tage sig af opgaven.
Kommunerne blev ved og ved med at protestere, men de talte for døve ører.
Nu har den nye skatteminister gjort boet op efter skandalen. Det viser sig, at der er 37 mia. kr., som det offentlige sandsynligvis aldrig får hjem. Der har altid været tilgodehavender, som måtte afskrives, men en stor del af beløbet kunne være kommet ind, hvis SKAT havde fået lov at udvise rettidig omhu.
Jeg synes, det er helt vildt forkasteligt. Jeg plejer gerne at sige, at jeg betaler min skat med glæde. Men det er lige knap så sjovt, når andre lader være med at betale til det offentlige - og slipper godt fra det, fordi staten ikke vil sætte folk af til at løse opgaven.
I øvrigt har flere ministre i tidens løb lovet at løse problemet. Så her er det på sin plads at bruge mediernes modeord løftebrud. Men det er selvfølgelig lige meget med 37 milliarder, når regeringen vil brandbeskatte rygerne med 500 mio. kr. til skade for hele det danske erhvervsliv.

onsdag den 1. februar 2012

Smædekampagner virker - i USA

Smædekampagner for mange millioner dollars ser ud til at være en vigtig forklaring på, at Mitt Romney i går vendte tilbage som favorit hos republikanerne i USA. Han vandt primærvalget i Florida stort efter at have sværtet Newt Gringich til i tv- og radio-reklamer i hele den folkerige stat.
Jeg synes simpelthen, det er sørgeligt, at folk der går efter at styre Verdens mægtigste stat, kæmper sig til magten ved at svine andre til. Det er for usselt. Vi må da vælge nogen, der har noget at byde på selv.
Jeg ser med nogen gru frem til den egentlige valgkamp til efteråret. Der, hvor republikanernes foretrukne kandidat skal kæmpe imod Barack Obama. Den nuværende præsident vandt sidste gang på at fortælle om sine visioner og drømme for det amerikanske samfund. Dem har han slet ikke fået ført ud i livet - på grund af politisk obstruktion og økonomisk krise. Det spændende bliver, om Obama igen kan vinde klangbund for sine positive budskaber, eller om Romney eller en anden kan vinde ved at beskylde præsidenten for alverdens dårlige karakter-egenskaber.
I Danmark er det slet ikke nået så vidt, og jeg tror det vil give bagslag. Nok kritiserer politikerne hinanden. Uhauha, den får ikke for lidt. Men det handler trods alt om politik.
Og når der en sjælden gang kommer grove personlige beskyldninger, vender folkestemningen sig hurtigt imod den, der fremsætter dem.
Derfor vil jeg opfordre danske politiske kampagnemagere til at betragte republikanernes primærvalg som et interessant fænomen i et parti i krise. Ikke som et eksempel til efterfølgelse.