fredag den 31. januar 2014

SF skulle have læst min blog

 Her var banalysen, der kunne have reddet SF

SFerne ligger som de har redt, ja de gør.
Hvis ledelsen i partiet havde brugt halvandet minut på at læse min blog i marts 2013, så havde det kære parti ikke siddet i dynd til halsen i dag.
Så havde SF været godt i gang med at æde stemmer tilbage fra Enhedslisten, og partiet kunne se fortrøstningsfuldt frem til næste valg.

SF leverer tv-underholdning
I stedet er SF blevet Familien Danmarks populære afløser for håndboldlandsholdet. Ugens underholdning. Vi skal hele tiden følge med i opløsningen. Hvem har nu forladt partiet eller en tillidspost? Forlader de politik eller går de til Socialdemokraterne eller de radikale? Skide skægt - medmindre man er SFer.
Men som sagt: Halvandet minuts læsning for 10 måneder siden kunne have ændret Danmarkshistorien.

Lærerkonflikten var den perfekte anledning
I en af mine præcise politiske banalyser forklarede jeg, at SF var færdig i regeringen. Partiet ventede kun på en anledning til at kysse Helle Thorning og Margrethe Vestager farvel. Jeg mente, at et regeringsindgreb i lærerkonflikten ville være den helt perfekte mulighed for SF til at smække med døren.
45 har læst den banalyse. Helt uden at konsultere NSA tør jeg godt love, at ingen af dem er medlem af SFs ledelse.
Ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt. For, hvor havde jeg dog ret.

Det uundgåelige farvel
Lærerkonflikten var den helt rigtige anledning til det uundgåelige farvel til regeringen. SF kunne have scoret en masse stemmer - også til kommunalvalget - ved at holde med lærerne i stedet for arbejdsgiverne i den konflikt.
Hvorfor var den uundgåelig? Svaret er enkelt - så enkelt, at det er er helt ubegribeligt, at ledelsen ikke har taget konsekvensen for længe siden: SFs medlemmer og vælgere er helt uenige i centrale dele af regeringens politik. Det har de været hele vejen igennem, og det har skabt én lang krise i det tidligere folkeparti.

Medlemmernes parti
Det kan godt være, at partiet havde en strategi om at få indflydelse. Det kan godt være, at Villy og co har arbejdet for det i mange år. Og det kan godt være, at SF har fået mere ud af at være i regering end opposition. Men medlemmerne er imod. De er muligvis dumme, romantiske eller bagstræberiske. Men det er altså et demokratisk parti, vi taler om.

Nu har SF så lært det.
Lad det ikke gentage sig, at et parti eller en politiker i krise ignorerer tekstener.dk.

søndag den 26. januar 2014

Sachs klipper DONG

Jeg er en af dem, der tit brokker mig over, at den politiske debat i alt for høj grad handler om spillet og alt for lidt om indholdet.
Derfor er jeg meget glad for debatten om salget af aktieposten i DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Det er ikke partifnidder eller fjollede samråd om en ministers manglende kendskab til et manglende telefonnotat. Det er derimod en rigtig fin debat.

Forkasteligt
Og det særdeles glædeligt, at debatten er nået bredt ud i befolkningen. En Facebookgruppe, som protesterer imod salget, har samlet over 65.000 underskrifter.
Jeg skriver også under. Jeg synes, det er en rigtig dårlig idé at sælge til så blakket et selskab. Og jeg er dybt forarget over, at Goldman Sachs placerer investeringen i skattely. Det kunne staten have undgået ved at være vågen under forhandlingerne.
Jeg synes også, det er forkasteligt, at ledende medarbejdere i DONG kan få op imod en halv mia. kr. i bonus som følge af salget. 5 mio. kr. ville også være forkert.

DONG mangler kapital
Om prisen er høj eller lav, om betingelserne er rimelige eller urimelige - det tror jeg, man skal være finans- og energiekspert for at vurdere. Den noget fåmælte Bjarne Corydon har forklaret, at hele formålet med forhandlingen var at skaffe frisk kapital til DONG. Selskabet har lidt store tab på naturgas på grund af et ændret verdensmarked, og det stod ved en skillevej: Enten skulle aktiviteterne skæres ned med flere fyringer til følge eller også skulle man skaffe frisk kapital for at gennemføre DONGs grønne strategi.
Et stort flertal i Folketinget går ind for den offensive strategi, som jeg er helt enig i. Da Finansministeriet hentede tilbud ind, kom Goldman Sachs tilsyneladende med det bedste. Det tror jeg på. Det er svært at forestille sig, at finansministeren skulle gå efter den næstbedste løsning for DONG og for staten.

Aftalen må anulleres
Men aftalen med Goldman Sachs er ikke god nok. Den må anulleres eller ændres. Staten må lave en aftale med mere traditionelle investorer om at skyde penge i DONG i overgangsperioden frem til 2018, hvor selskabet skal noteres på børsen. Eller staten må selv punge ud med de 8 mia. kr., som vi taler om. Pengene er jo ikke spildt. DONGs grønne strategi er en vindersag - ellers ville Goldman Sachs heller ikke være med.

Berøringsangste betonsocialister
Hyler jeg ikke bare med et kor af berøringsangste betonsocialister, der ser spøgelser, hver gang de hører ordet kapitalfond?
Måske. Men jeg minder lige om, at den fond, der købte TDC-aktierne af den danske stat, året efter udbetalte 43 milliarder kroner i udbytte fra TDC - et langt større beløb, end fonden havde givet for aktierne.
Goldman Sachs vil ikke fremme grøn energi eller sikre danske arbejdspladser. Banken vil tjene penge.
Punktum.

 

søndag den 19. januar 2014

Genvej til røde kinder

Jeg kan køre en tur om 1 minut

I disse dage glæder jeg mig igen over et superkøb, jeg gjorde for 4-5 år siden. For 1000 kr. fik jeg et par splinternye lette langrendsski og støvler.
Dem bruger jeg 10-12 gange hver vinter, afhængig af vejret. De fleste gange går jeg bare tur med Bertha. Hun elsker at løbe efter skiene. Men engang imellem snupper jeg en tur ned i skoven.

Det glider bare
Det er rigtig skønt at køre på ski. Hen ad vores grusvej er der de fleste steder et fint, hårdt underlag, så skiene glider let afsted. Har man lyst til at give den gas med nogle skøjtetag, kan det også lade sig gøre på små strækninger.
En tur ud på marken er en anden oplevelse. Her ligger sneen uberørt, og skiene synker ned. Det kan være ganske sejt at trække et spor, men så kan man glæde sig til en nemmere tur hjem (hvis sporet ikke er føget til).
For at komme i skoven, skal jeg først ned ad en stejl bakke. Det giver et sus i maven og kan godt ende med en tur på halen. Nede i skoven er der næsten altid andre, der har trukket spor, og så er det sjovt at følge dem - ud i det hvide.

Nemt at lære
Jeg lærte at køre ski som barn og ung, så det er ikke svært for mig at styre de lange stænger. Men jeg tror, de fleste vil kunne klare en tur på moderne turski efter nogle timers træning. Det går næsten af sig selv.
Da vi var på ferie i Norge som børn, brugte vi en masse tid og energi på at smøre skiene med voks. Mine forældre havde et helt arsenal af vokstutter af forskellig farve, alt efter temperaturen.
Mine nye ski er ikke blevet smurt én gang. Jeg tager støvlerne på, finder skiene frem, sætter foden ned og trykker til det siger klik, og så kører jeg.
Det er tudenemt, og det glider bare hver gang.

Et par uldne sokker
Det kræver heller ikke særlig beklædning. Jeg har et par uldne, lange sokker, som jeg tager på uden på cowboybukserne. Og så er det altid en god idé at have en hue og et halstørklæde på, for luften føles mange gange sibirisk kold, når sneen fyger hen over landskabet.
Jeg ved godt, at vi bor ideelt til skiløb. Jeg kan køre fra direkte fra døren og ud i den smukke natur. Det er straks mere tricky, når man bor i byen.
Og dog.

Også på Vesterbro
De fleste steder ligger der en skov, en park eller et stisystem lige i nærheden. Og der kan man sagtens køre på ski. Folk kører gerne i bil til et fitness-center. Så kan man også køre i bil hen til en skov eller et andet naturområde. Jeg kan godt udpege steder på Vesterbro og Frederiksberg, hvor det vil være herligt at bruge et par timer på brædderne.

Hvad får man ud af at køre på ski? Det er meget nemt. Du får noget af det skønneste, der findes her i livet:
Røde kinder.

tirsdag den 14. januar 2014

Nulskrald - et mediehit

Lene Høg fra AVV fortæller om Nulskrald
i TV Nords bedste sendetid.

Tophistorie i Nordjyllands Radio tirsdag morgen kl. 6.30 og 7.30.
4 minutters direkte interview i Radio 24Syv.
7 minutters indslag i Videnskabens Verden på P1
Tophistorie i TV Nord tirsdag aften.

Det er dagens mediehøst for Danmarks første Nulskraldlandsby Tversted oven på mandag aftens kick-off i Klitgården. Her mødte 120 Tverstedborgere frem for at sætte gang i projektet, hvis mål er at lave så lidt skrald som muligt.
Det løber hele året for alle interesserede i Tversted.

Det fortsætter i Tversted
Siden, Tankegang, AVV og Aalborg Universitet lavede det første pilotprojekt for et år siden, har Nulskrald været et hit i medierne. Og det fortsætter glædeligvis i Tversted.

Hvordan kan det nu være, at affaldssortering pludselig bliver en stor historie?

Svaret finder vi i nyhedskriterierne. Jeg tror personligt, at identifikation er den stærke her. Alle tv-seere, avislæsere og radiolyttere kan forholde sig til affald. Det har de i hånden hver dag, og de har sikkert også en holdning til det.

Bare det var mig
Identifikation plejer vi at oversætte med "bare det var mig" eller "godt, det ikke er mig", og jeg tror, Nulskrald rammer lidt af begge dele. Langt de fleste danskere har lidt dårlig samvittighed over deres eget høje forbrug og den store mængde affald, det fører med sig. Så rigtig mange ville ønske, at de var mere bevidste og var bedre til at sortere fra, så de havde lidt mindre dårlig samvittighed. Samtidig lyder det ualmindeligt bøvlet for de fleste, at man skal pille alting fra hinanden og lægge det i 8-10 forskellige kasser, æsker eller poser.

Så mens, vi ser og hører på folkene i Tversted, kan der køre en lille film for vores indre biograf, hvor vi selv overvejer, hvad vi vil gøre. Personligt håber jeg, at det kan få nogen til at gøre tingene lidt anderledes. Bare lidt. Det er derfor, vi har sat Nulskrald i søen.

De 10 største problemer
Der er også et nyhedskriterium, som hedder væsentlighed. Her tager Nulskrald også kegler. Affald er et af Verdens 10 største problemer, og det kræver personlig stillingtagen at løse det.

Så er der sensation. Aah. Det kan Nulskrald vist ikke helt leve op til. Det er ikke sensationelt, men for mange er det nok overraskende at nye måder at arbejde med affald og borgerinvolvering på kommer fra en landsby i Tversted. Det plejer at være Vesterbro, der rykker.

Ikke noget klinket
Der er nok ikke én forklaring på mediernes interesse for Nulskrald. Men det er en historie, jeg kan bruge. Jeg møder alt for ofte kommunale ledere og folk fra forsyninger, som forklarer, at den lokale presse kun interesserer sig for negative historier og politiske slagsmål. Så de skal ikke have klinket noget, de kære ledere.

Nulskrald er et bevis på, at vores lokale, regionale og landsdækkende presse gerne vil fortælle en positiv og bekræftende historie om væsentlige problemer.

Bare der er almindelige mennesker med.

torsdag den 9. januar 2014

Samfundets kamp imod Amdi

Det danske samfund har i snart 50 år bekæmpet Tvindlederen Mogens Amdi Petersen, som i dag kan fejre sin 75 års fødselsdag et ukendt sted i Verden.
Det skriver jeg ikke, fordi jeg er Tvindfan og forsvarer alt, hvad Amdi og hans kolleger har gjort. Men kendsgerningerne viser, at det ikke er Amdi Petersen, der kæmpet imod det danske samfund. Det er lige omvendt.

Langhåret
Første anslag fandt sted i 1965. Amdi Petersen havde i to år været lærer på en skole i Odense. Da han skulle fastansættes, slog skolekommissionen hælene i. Amdi Petersen kunne ikke fastansættes, fordi han var langhåret. Det stod der i begrundelsen.
Siden stiftede han og nogle venner Tvindskolerne ved Ulfborg i Vestjylland. Her drev de skole på den måde, de selv syntes var rigtig. De brugte energien på deres skole - ikke på at kritisere det øvrige samfund og dets skoler.

Vindmøllen
Tvinds varemærke var handling, og i 70erne byggede de langhårede, venstreorienterede lærere sammen med eleverne en vindmølle, som i flere år var Verdens største.
Skolen blev til flere, og der kom nye aktiviteter til. Tvind havde et særligt tag på vanskelige unge, og et ophold på et af skolesamfundets steder var billigere for kommunerne end de øvrige tilbud på markedet. Derfor fik Tvindskolerne mange elever og en høj omsætning.

Særlov mod Tvind
Lærerne gav en del af deres løn til en selvejende fond, som efterhånden rummede mange mio. kr.
Så gik samfundet i krig mod Tvind. Et flertal i Folketinget vedtog i 1996 en lov, som var målrettet til at fratage Tvindskolerne statstilskud. Kun Tvind blev ramt af loven. Det var i Nyrup-regeringens dage, og manden bag loven var den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen.
Højesteret måtte tre år senere erklære de centrale dele af loven som grundlovsstridig, og Folketinget måtte afskaffe loven igen. Men statstilskuddet fik Tvind aldrig igen.

Domstolenes hjælp
Desværre for samfundet var Tvind ikke i knæ, så nu prøvede man med politiets og domstolenes hjælp at knække Amdi & co. Der blev rejst en sigtelse om skattesvindel mod Amdi Petersen og seks andre Tvindledere.
Amdi selv havde allerede i 1979 trukket sig fra offentligheden, men han blev fundet i en luksuslejlighed i USA og sat bag tremmer i Hollywood-byen Los Angeles, inden han blev transporteret til retssagen i Ringkøbing.
Her blev Amdi Petersen frifundet for alle anklager. Igen: Ingen bandbuller fra sagens hovedperson. Amdi var en stilfærdig ældre mand, som gerne ville være i fred og have retssagen overstået.
Han fik sit pas igen, og rejste (formentlig) ud af landet.

Samfundet fortsætter
Samfundets kampiver var ikke svækket. Anklagemyndigheden ankede frifindelsen, men kunne ikke komme til at meddele det til Amdi Petersen. En undtagelse i en lov gjorde, at man kunne rejse sagen uden at forkynde det for Amdi Petersen, og nu er han efterlyst via Interpol.
Hvis det lykkes politiet i Mexico eller et andet land at finde ham, kan han tvinges hjem til endnu en retssag.
Vi må håbe for samfundet, at Amdi bliver dømt, så samfundet ikke skal til at finde på flere krumspring i sin utrættelige kamp imod den 190 centimeter høje lærer.

søndag den 5. januar 2014

Hurra for internettet


Hvordan mon vi kommunikerer med Viktor,
hvis han tager til Langbortistan om 20 år?

Da jeg var i kibbutz i efteråret 1981, skrev jeg breve hjem til familie og venner ca 1 gang om ugen. Jeg håber, de var glade for at høre om mit liv i Kibbutz Hagoshrim, tæt på Golanhøjderne i den nordligste del af Israel. Jeg husker, at jeg selv blev meget glad, når jeg fik breve hjemmefra.
Nu er Lærke langt væk, i San Diego i den sydlige del af Californien, 18 timers flyvetur herfra. Måske skulle jeg skrive et brev. Det kunne i grunden være hyggeligt.

En digital revolution
Heldigvis er der kommet en digital revolution ind over, siden de glade dage i 1981. Vi har fået internet og med det en masse muligheder for at være i nærkontakt med vores kære, venner og kolleger i fjerne egne.
Lærke og jeg har talt sammen på Viber og sendt lidt beskeder. Det koster ingenting, når vi begge to er på et trådløst net.
Vi har talt sammen på Skype, og Lærke vendte iPadden rundt og gav os en rundtur i hele lejligheden på universitetsområdet. I tv-avisen hørte vi om uvejr og ned til 30 graders frost i New York. Samme dag spillede Lærke volleyball på stranden. It never rains in southern California!
Vi kan følge hinanden på Facebook. Et lille synes godt om gør det næsten ud for et brev.

Jeg gik tur i kvarteret
Jeg har gået rundt i kvarteret, hvor hun bor. Jeg slog det op på Google Maps og kiggede rundt i kvarteret. Jeg har læst om universitets baskethold, som spiller i Arenaen lige over for lejligheden, og jeg kan få nyheder fra universitetet på Facebook og Twitter.
Jeg kan også få links og tips fra venner, der har erfaringer fra Californien.

Tidsrøver, men
Jeg er helt opmærksom på, at internettet og alle mine hurtige apparater er en tidsrøver. Og jeg vil gerne bruge mere tid i virkeligheden og mindre på nettet.
Men når Lærke er ovre på den modsatte side af jordkloden er internettet og dets services et ubetinget gode.