Forleden var justitsminister Lars Barfoed (K) i samråd i Folketinget om Amnestys årsrapport, hvor der igen er kritik af Danmark.
Barfoed afviste lige som sine forgængere al den kritik, som Amnesty fremfører. Argumentet lyder, at der sker meget grove overtrædelser af menneskerettighederne rundt omkring i verden, og så er det ude af proportioner at kritisere Danmark. Vi er ikke en bananrepublik, udtalte Barfoed i radioen.
Det argument er brugt før. Det bliver det ikke mere rigtigt af.
Det er korrekt, at Danmark ikke er en bananrepublik. Og det har Amnesty heller ikke sagt. Men derfor kan der godt være kritisable forhold i Danmark.
Blandt kritikpunkterne denne gang er de mange arrestationer og politiets hårdhændede behandling af demonstranter i forbindelse med klimatopmødet.
Når en ældre dame møder op til en lovlig demonstration og ender med at sidde bundet med strips i flere timer på den kolde asfalt - uden at have gjort andet end at gå med i demonstrationen. Når det oven i købet sker for mange hundrede mennesker. Når der efterfølgende bliver tilbageholdt 968 mennesker, som må overnatte i fængsel. Når de stort set alle bliver løsladt uden en sigtelse. Så er det rimeligt, at Danmark bliver kritiseret. Det går vi da ikke ind for her i landet.
Det er da kun rimeligt at diskutere sagen uden at nogen skal blive fornærmede. Politiet handlede ikke ulovligt, for Folketingets såkaldte lømmelpakke gav tilladelse til at arrestere demonstranter uden at sigte dem. Hensigten var god nok: at forhindre vold og borgerkrigslignende tilstande ved klimatopmødet.
I realiteten var der ikke optakt til voldsudgydelser eller meget farlige situationer. Det værste, der skete, var politiets lovlige overgreb mod fredelige mennesker. Vi så senere i tv, hvordan Bubber blev anholdt, lagt i håndjern og proppet i kachotten for at stå på fortovet med et skilt, mens nogle limousiner kørte forbi. Pinligt.
Det var dejligt, at der ikke gik gadekrig i den under klimatopmdet. Den store opmærksomhed og politiets talstærke fremmøde har garanteret været en medvirkende årsag.
Men lømmelpakken viste sig at være et fejlskud. Det er helt i orden at begå fejl, også for politikere. Men det er dumt at fremture, og det er barnligt at blive fornærmet, når Amnesty og andre kritiserer forholdene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar