Statistisk statist

 

 

Vores allesammens kære stat har via sit datterselskab Danmarks Statistik sendt et brev til Bill Gates fra Tankegang på firmaets adresse i Sindal.

Se selv ovenfor, hvor min kollega har sat en lille smiley på billedet, da han videresendte den usædvanlige kuvert.

Den er god nok. Danmarks Statistik har sendt sådan et brev til os.

Forklaringen er meget enkel: barnlig opførsel fra min side.

Månedlig indberetning
Hver måned udfylder jeg et lille skema fra Danmarks Statistik med nogle spørgsmål om omsætning, salgspriser og forventninger. Det tager et minuts penge. I mange år foregik det pr. brev, og jeg fik hver måned en opfordring til at bruge virk.dk i stedet. Men jeg har ikke Tankegangs Nem-Id, så jeg holdt fast i brevet, selv om det næsten hver måned resulterede i en rykker, da et brev til og fra Danmarks Statistik nemt kan tage meget lang tid.

Så opdagede jeg muligheden for en onlineindberetning. Jeg skulle klikke på et link, indtaste cvr-nummer, en kode, mit navn og min email-adresse plus min email-adresse endnu en gang. Plingeling så var jeg igennem, og kunne trykke send og gå videre til produktivt arbejde.

 

 

Indtast alt hver måned
Næste måned kom der en mail med et tilsvarende link, og så var det om igen med cvr-nummer, kode, navn og 2 x email-adresse. Det gentog sig måned efter måned, og jeg blev lidt irriteret over at taste det samme ind hver gang.

Det skrev jeg i et kommentarfelt, og nogle dage senere ringede en ung medarbejder fra Danmarks Statistik mig op. Hun spurgte, hvad jeg mente med den kommentar, og jeg forklarede, at det var skørt at skulle skrive de samme oplysninger måned efter måned. Hun mente, at jeg kunne krydse et felt af, så de gemte min oplysninger (som de havde i 120 eksemplarer i forvejen). Det benægtede jeg, og der sluttede samtalen.

Næste gang linket kom, tog jeg mig god tid og ledte efter en mulighed for at gemme oplysningerne om mig selv. Den var der ikke - jeg sværger.

@fupmail.com

Så blev jeg barnlig og skrev, at jeg hed Bill Gates. Min mailadresse opgav jeg som billgates@fupmail.com, og den fik de naturligvis to gange, så Prins Knud også kunne bruge arbejdstid på at studere den.

Halvanden måned senere kom brevet fra Danmarks Statistik. Jeg var ikke på kontoret den dag, og jeg var ærligt talt lidt nervøs for indholdet. Ville staten anklage mig for dokumentfalsk, fordi jeg havde opgivet forkert navn og mailadresse med ond hensigt? Heldigvis kunne jeg ånde lettet op. Talknuserne bad simpelthen bare Bill Gates om at udfylde de sædvanlige månedlige oplysninger. Der havde ikke været et menneske ind over.

 

Jeg skal nok
Pyha. Så blev jeg Kent Kedelig og ordnede opgaven for den gode Gates. Jeg blev Kent Kedelig og udfyldt alt korrekt med mit eget navn og dobbelt korrekt mailadresse. Så nu får jeg igen en mail hver måned, som jeg pligtskyldigt udfylder korrekt. Jeg skal nok. Selv om det er overflødigt.

Bahram skylder mig 42 øre

      Klar til revision

 

Forleden var jeg til et energisk døgnmøde i Energibyerne.dk. Det foregik i Horsens, og med i bilen havde  jeg den gode Bahram fra Frederikshavn Kommune. Der var ingen grund til at sende to biler på motorvejene for at køre Frederikshavn - Horsens tur/retur, og vi havde en rigtig god snak begge veje. Det der samkørsel kan noget :-)

Bahram er en venlig mand, så han tilbød at betale noget for kørslen. Jeg kører elbil med abonnement, så det koster mig ikke noget at køre til Horsens. Derfor er turen naturligvis også gratis for Bahram.

Og dog.

84 øre for 5 minutter
Vi ankom til parkeringspladsen bag rådhuset kl. 14:55, og det lykkedes mirakuløst at finde en ledig bås. Jeg skridtede hastigt hen til automaten og tjekkede ind. De to første timer er gratis, og efter kl. 17 er der fri parkering i den østjyske kulturby. Så da jeg tjekkede ud, havde jeg betalt 84 øre for fem minutters parkering.

Det har vi grinet en del af, Bahram og jeg. Det er vel kun rimeligt, at han betaler halvdelen, så den gode mand skylder mig 42 øre.

Underslæb eller overadministration
Hvis jeg tager imod pengene, får jeg et moralsk problem. For jeg betalte parkering med Tankegangs kort, så de 42 øre vil være en slags underslæb. Og hvad med skatten?

Det er selvfølgelig en bagatel, men rent administrativt er 0,84 kr. en udgift for Tankegang, som skal registreres, konteres og bogføres. Og der bliver trukket 17 øre fra i vores næste momsbetaling.

Vi forsøger at gøre det nemmest muligt, så jeg har sendt parkeringsbonen ind via en app, hvor jeg opgiver det nummer i vores kontosystem, udgiften skal bogføres i. Så går det meste af transaktionen nogenlunde automatisk. Selv om vi har gjort det nemt, vil jeg tro, at behandlingen af bilaget koster mere end de 84 øre.

Beløbet er ligegyldigt
For systemet og for revisionen er beløbet helt ligegyldigt. Der skal ligge bilag på alle udgifter, og de skal konteres korrekt. Det gælder i en kommune, i en stor koncern og i en lille biks som Tankegang. Hver 14. dag får vi en liste ud med manglende bilag, og så er det bare med at finde dem frem og få dem tastet ind i systemet. Det tager såmænd ikke så lang tid, og det er rart at have orden i papirerne.

Men jeg føler mig som en slave af administrationen, når jeg bruger tid på at sende et bilag på 84 øre ind. Til gengæld er det intet problem at spilde tid på at skrive et indlæg om den samme lillebitte detalje.

 

Nordjyllands rødeste valgsted

                                    Her får borgmesteren tre stemmer.

             

Jeg havde fornøjelsen af at være valgtilfoordnet (skønt ord) i Abildgårdhallen, og vanen tro blev Frederikshavn Nord Nordjyllands rødeste valgsted. Trods tilbagegang fik Socialdemokratiet 66,5 % af stemmerne. Altså to ud af tre.

Det er ret massivt, når man skal tælle op, skulle jeg hilse at sige.

Birgit - og de andre
Endnu mere specielt bliver det, når 3 ud af 4 stemmer til det store parti går til vores allestedsnærværende borgmester Birgit S. Hansen.

Da vi startede med at folde stemmesedlerne ud, lavede jeg hurtigt en lille konkurrence med mig selv. Hvor mange stemmesedler i træk, var der kryds ud for Birgit ved? Rekorden var 8.

Systemet er sådan, at man først tæller partistemmer op, så de kan blive indberettet til hovedkvarteret. På den måde får man hurtigst muligt et ædrueligt valgresultat for kommunen.

Bagefter gælder det de personlige stemmer. Så tager man alle partistemmerne og deler ud på kandidater. Der var to borde: 1 for Socialdemokratiet og 1 for de andre. Vi var flest ved S-bordet, og den praktiske måde at gøre det på, var at starte med tre bunker: Birgit, listestemmer og alle andre kandidater.

Borgmesterkrydser for sig selv
Inden vi havde delt alle S-stemmer ud, gik to personer i gang med at lægge borgmesterens stemmer i bunker á 25 og samle fire bunker med en elastik. Det er der, man står med postdamefingre, bukker hjørnet op og sutter på fingeren efter hver femte seddel. Det kom lidt for sent i gang med Birgit Hansens stemmer, så da alle andre personlige stemmer var talt op, stod fire personer og arrangerede bunker med borgmesterkrydser.

Når man ser et valgresultat og nogle procenter og personlige stemmetal, er det bare nogle tal. Men når man står med alle stemmesedlerne er det næsten helt syret at se en bunke blive helt ustyrligt høj, mens der ligger et par sedler klit klat ved siden af.

Intenst og hyggeligt
Der er hyggelig og intens stemning ved optællingen, hvor det vigtigste er at få det gjort rigtigt så hurtigt som muligt. Nogle af de andre tilforordnede var kandidater, som med jævne mellemrum kiggede forbi for at tjekke, hvor mange stemmer, de selv havde fået. Det forstår jeg godt. Det er jo en spændende aften efter tre ugers intens valgkamp. I Abildgårdhallen blev fire af de fem tilstedeværende kandidater valgt, selv om deres bunker lignede det rene ingenting. Og lige der, synes jeg det var lidt synd for de gode mennesker, jeg havde været sammen med hele dagen, at så mange stemte på Birgit Hansen.

Med en borgmester som kæmpe stemmesluger kan de sidste mandater på listen blive ret billige. Sidste mand slap ind med 128 vælgere bag sig. Det lyder nemt, men det er det jo ikke. For det er svært at få folk til at stemme på en menig kandidat, når man har en meget synlig og populær borgmester.

Benzinstationer er ikke kommunens ansvar

Er det kommunens ansvar at sørge for ladestandere til elbiler? NEJ.

Det er den enkelte bilejers ansvar - sammen med de selskaber, der tilbyder opladning. Det svarer i princippet til benzinstationer. Ingen kunne drømme om at kritisere kommunen for, at der er for få af dem i det område, hvor de bor.

Fjollethed
Når emnet overhovedet er til debat, er det på grund af en fjollethed i den nuværende lovgivning. Kommunerne anskaffer flere og flere elbiler, og kommunerne skal som elbilejer sørge for, at de kan lades op. Det vil være praktisk at gøre det ved at lave en aftale med en udbyder om at stille ladestandere op, som kommunen kan bruge til sine biler på nogle tidspunkter, og som alle andre så kan bruge resten af tiden. Det er god udnyttelse af ressourcerne.

Det må kommunerne ikke. Så deres ladestandere får lov at stå ledige hen de fleste af døgnets timer, mens elbilejere forgæves kører rundt og leder efter ledige standere, hvor de gerne vil betale for at lade op. Det er selvfølgelig gak-gak, og det bliver lavet om i en kommende lov.

Overgangsfænomen
Der bliver så samtidig en meget praktisk regel om, at kommunen må være med til at betale for at etablere ladestandere, hvis ikke de kan etableres på markedsvilkår. Det er formentlig et overgangsfænomen. I alle større byer skulle det være muligt at sætte ladere op på almindelige kommercielle vilkår. De pibler frem i takt med, at elbilsalget stiger.

Men der kan være turistområder og tyndtbefolkede steder, hvor en ladestander ikke kan betale sig selv hjem, fordi den ikke bliver brugt nok uden for sæsonen. Her kan det give god mening, at kommunen giver et tilskud til etableringen - ikke til driften. Det giver den nye lov mulighed for.

På samme måde har staten givet tilskud til at etablere lynladere, fordi de er ekstremt dyre, og fordi det fjerner en af forhindringerne for at anskaffe sig en elbil.

Men det ændrer ikke ved princippet om, at ladestanderne skal drives af private firmaer, som konkurrerer om at give forbrugerne det bedste tilbud. I praksis kan det betyde, at det bliver billigere at lade nogle steder end andre, lige som benzinen ofte er lidt dyrere på de små stationer i landsbyerne.

Det sexede ord sektorkobling

                                Billedet har intet med indholdet at gøre, men et grin er altid godt, ikke?

Oppe på Flade Rævdalvej havde vi jordvarme. Motoren var en varmepumpe, der kunne hive varme ud af jorden og ind i vores radiatorer. Jeg har fået teknologien forklaret adskillige gange uden at forstå den. Du har muligvis også hørt historien om det omvendte køleskab. Jeg skal ikke forsøge mig her. Du kan gå på YouTube og se videoer forklare det på få minutter.

Varme- og elsektoren
Varmepumper er forudsætningen for det allermest sexede i energibranchen: Sektorkobling. Et skrækkeligt ord, som teknikerne elsker.

Det hedder sådan, fordi man kobler varme- og elsektoren - og måske vandsektoren. Når man producerer varme og strøm på et renseanlæg, laver man sektorkobling. Det lyder enkelt, men det er faktisk ret revolutionerende, for der er masser af kilder til energi, som før i tiden ikke blev udnyttet, fordi sektorerne var lukket om sig selv. I dag skal de alle sammen leve op til FNs verdensmål og Folketingets klimaplan, og så gælder det om at udvikle fælles løsninger.

Kulde og varme
Min varmepumpe kunne trække varme ud af jorden selv i frostvejr, og på samme måde kan man med en stor varmepumpe hive energi ud af vand, for eksempel i et renseanlæg eller på et vandværk. Der er selvfølgelig nogen, der har tænkt videre. Når man hiver energi ud af vandet, bliver det koldere, og det betyder, at varmepumpen også kan bruges til nedkøling. Som jeg har forstået det, kan den samme varmepumpe både levere køling og opvarmning, alt efter behov.

Det er da genialt.

Og så er det fleksibelt. Det store problem ved den grønne strøm er, at vindmøller og solceller ikke altid producerer energien på det tidspunkt, hvor vi skal bruge den. Vindmøllerne suser afsted om natten, hvor vi har slukket for alt lys og ikke kigger på tv eller andre skærme eller laver mad. Overskudsstrømmen kan sendes igennem en varmepumpe og lagres i vand, der bliver varmet op, og så kan energien hives ud igen, når vi vågner og tænder for alle kaffemaskinerne.

Sællert på verdensmarkedet
De tekniske løsninger pibler frem, og de er ikke kun gode for klimaet. De betyder også, at man kan producere energi langt billigere. Dermed er det en sikker sællert på et verdensmarked, som tørster efter de løsninger, der ikke skal hældes olie og kul på.

Lovene skal sektorkobles
Her i Danmark er industrien i fuld gang, men problemet er, at lovgivningen ikke er sektorkoblet. Det er simpelthen indlejret i paragrafferne, at varmeproduktion kræver brændsel, som man skal betale afgift af. Der er det ene mere skøre eksempel efter det andet, som smadrer økonomien i ellers meget fornuftige projekter.

Det er ikke ond vilje fra politikernes side, så det skal nok blive løst hen ad vejen. Men det er lidt skræmmende, at det faktisk er nemmere at forstå den ret avancerede teknik (som jeg ikke forstår) end det er at overskue den menneskeskabte lovgivning på området.

De uundværlige Georg Gearløser

 

 

Grøn omstilling kan ikke bare vedtages af Folketinget. Den kræver også tekniske løsninger, så vi frem over kan bruge grøn energi i stedet for olie, kul og gas.

Den slags bliver udviklet af ingeniører og andre Georg Gearløser, og i Danmark har vi mange af dem. Sådan nogle var jeg sammen med forleden til en konference i Odense for kommunale forsyningsselskaber. Jeg havde ingen rolle på konferencen, så jeg kunne bare sidde og lytte. Her får du en utrolig historie i alt for kort form. Og sikkert heller ikke teknisk korrekt.

Vi skyller ud og starter balladen
Den starter hjemme hos dig og mig. Vi skyller ud i toilettet og i køkkenvasken. Vandet løber gennem kloakkerne ud til et renseanlæg. Her bliver det renset, inden det i næsten ren form løber videre ud i et hav, en fjord eller et vandløb.

Selve rensningen er en hel videnskab, men når vi skærer helt ind til benet, går det ud på at få snavset i vandet til at falde til bunds. Nede på bunden af de enorme bassiner på renseanlægget ligger der nu en sort, ulækker masse, som teknikerne på forunderlig vis har fundet et forståeligt ord for: slam.

Danske renseanlæg producerer hvert år 100.000 ton slam. 100.000 tons. Det er altså meget.

Guf i slammet
Slam indeholder en masse guf, som nødigt må gå til spilde. Det er næringsstoffer, blandt andet store mængder fosfor, som er en knap ressource. Derfor har mange forsyningsselskaber valgt den nemme, nyttige og praktiske løsning at give slammet til landmænd, som kan sprede det på deres marker. Det er godt, men ikke godt nok, for slammet kan indeholde mikroplast, medicinrester og tungmetaller som vi ikke ønsker spredt på markerne.

Det problem har eksisteret i årevis, og for nogle år siden satte et par ingeniører sig sammen for at løse det. En af dem hedder Henning Schmidt-Pedersen, og på konferencen forleden præsenterede han løsningen, som hans firma AquaGreen har udviklet.

Biokoks
Den består af en kæmpe maskine, som udsætter slammet for to patenterede processer: Damp og pyrolyse. I den proces forsvinder de skadelige stoffer, og maskinen spytter et materiale ud, som firmaet kalder for biokoks. Det indeholder fosfor og mineraler, som landmændene trygt kan sprede på marken og få udbytte af med god samvittighed.

Processen kræver energi, men den kommer fra slammet. Faktisk producerer AquaGreens konstruktion mere energi, end den bruger, så forsyningsselskabet kan sælge overskudsvarmen til et fjernvarmeselskab. På mange renseanlæg er der i dag biogasanlæg, som producerer gas af slammet, men AquaGreens maskine kan godt tage afgasset slam.

Begejstret spildevandsdirektør
Jeg er jo ikke tekniker, så jeg kan ikke vurdere teknologien. Så jeg spurgte min sidemand på konferencen, som er direktør for et spildevandsselskab. Han var lige så begejstret og er sikker på, at den slags anlæg bliver meget udbredt, når de første er kørt ind.

Det er da ret vildt, ikke?

Næste gang fortæller jeg om et af branchens indviklede ord, sektorkobling. Det er ikke mindre genialt.

Flot valgtema i Norge

 

Det norske valg er afgjort efter en valgkamp, der har været præget af ét stort og strategisk vigtigt spørgsmål, der berører alle nordmænd: Skal vi slukke for olieboringerne, og vinke farvel til de mange arbejdspladser og penge, der følger med arbejdet i Nordsøen?

Ikke om - men hvornår
Svaret kommer ikke lige dagen efter valget, men den brede demokratiske debat om emnet er helt nødvendig. For i realiteten er spørgsmålet ikke, OM Norge skal holde op med at udvinde, men HVORNÅR.

Lige nu er beslutningen uoverskuelig og utryg for mange nordmænd, så det er rigtigt positivt, at der er kommet en bred, folkelig debat om spørgsmålet. Folkelig forståelse og accept af beslutningen gør det meget nemmere for Norge at komme videre efter olieeventyret. Og den slags tager tid.

Jeg tror, at Stortinget om få år sætter en slutdato på Norges olieproduktion. Og jeg håber, at den slutdato bliver så tidlig som muligt. Gerne før 2050, som Danmark har besluttet.

År for år bliver det tydeligere og tydeligere for os, at vores jord ikke længere kan holde til det, vi mennesker udsætter den for. Behovet for at droppe olie, kul og naturgas bliver mere og mere presserende.

Rig på klodens bekostning
Norge er et umådeligt rigt land. Denne rigdom bygger på olieindustrien, som vi nu alle ved er meget problematisk for vores fælles klode. Det er et moralsk dilemma for den enkelte nordmand og for hele Norge at blive ved med at leve et liv i overflod og dermed være medansvarlig for ubærlige katastrofer verden over. Alene derfor tror jeg, at beslutningen kommer inden for få år.

Det andet argument er det strategiske. Solen er ved at gå ned over olieindustrien. Den har ingen fremtid for sig, og det er tåbeligt af et oplyst land som Norge at satse på en udsigtsløs branche som fremtidens levebrød. 

8700 millarder i opsparing
Omstillingen til nye tider må i gang, og her er nordmændene så heldige og kløgtige, at staten har sparet et absurd højt beløb sammen i sin oliefond. 8700 milliarder kroner. Så der er rigeligt råd til at investere i en bæredygtig fremtid til gavn for de kære nordmænd og vores allesammens klode.

Det er jeg helt sikker på, at vores norske venner kommer til at gøre, uanset regeringens sammensætning.

Prutten har holdt i 32 år

Da jeg som 12-årig var med min far i Støvsugermagasinet i Holstebro, var jeg ved at krybe i et musehul af flovhed, da min far begyndte at prutte om prisen på den støvsuger, han netop havde forelsket sig i. Det var vildt pinligt, for jeg troede, at far ikke havde råd til at betale den fulde pris.

Tørretumbler til nedsat pris
Siden fandt jeg ud af, at det nogle steder er en del af handlen, at man skal tinge lidt om prisen. Da Solle og jeg købte vores første tørretumbler, var prisen 3600 kr., og vi var ret stolte, da vi fik den forhandlet ned i 3300 kr. Da jeg nogle dage senere kom for at betale, spurgte den unge ekspedient, om det var 3200, vi var blevet enige om.

Stædig tv-pusher
Et stykke tid efter skulle vi have nyt fjernsyn. Hos Radiomontøren fandt vi den nyeste Nokiamodel - en 26 tommers svend, der vejede omkring 35 kilo. Prisen var 5700 kr. Det får man et halv biografskærm for i dag.

Vi var tændte efter handlen med tørretumbleren og forsøgte på alle måder at få prisen ned. Men tv-pusheren var ikke til at bide skeer med. I stedet for et afslag, tilbød han en clock-radio oven i handlen. Det var vi godt tilfredse med. Den strømlinede Dream Mashine af mærket Sony kostede 500 kr., og vi manglede et godt vækkeur. Desuden var det jo smart med indbygget radio. Vi taler 1989.

Den er her endnu
Vi er flyttet to gange siden da, og den flødefarvede clockradio står stadig på mit natbord og kommer i funktion, når vi har brug for at stå op på et særligt tidspunkt. Det er lidt bøvlet at stille om mellem sommertid og vintertid og at stille uret efter strømafbrydelser. Men det må man leve med, når man beholder et godt produkt i 32 år.

Ja. Jeg ved godt, at telefonen kan det samme, men på det punkt er jeg gammeldags. Min telefon og jeg laver det samme om natten: Vi sover. Det er sundt for mennesker og smartphones.

Hvis vi havde forhandlet os til 300 kr. i rabat, var de penge glemt og brugt for længst. Takket være den stædige mand hos Radiomontøren har vi glæde af prutten i årevis.

 

Fornuftig løbetosse

 I mere end halvandet år har jeg nu ladet fornuften styre min træning.

Alt, alt for sent gik det op for mig, at mine ben ikke kunne holde til den ret hårde løbetræning, jeg har nydt siden 1982. Efter 8-9 år med konstante skadesperioder skruede jeg endelig ned for ambitionsniveauet, og her i 20erne har jeg knap nok løbet en tur over 10 kilometer.

Det går efter planen
5-7 kilometer bliver det til to-tre gange om ugen. Dertil en meget lang gåtur hver lørdag morgen plus en masse korte gåture med hunden og en cykeltur i ny og næ.

Det går fuldstændig efter planen. Ingen skader og dermed ingen pauser på to, tre, fire eller mange uger, som jeg tidligere har været plaget af. Jeg kan stadig tage løbetøj med, når jeg overnatter et mystisk sted i landet og udforske nye lokaliteter med pulsen i vejret. Det er en kæmpe fornøjelse. Det er løbeglæde.

Ur og telefon holder styr på skridt og energiforbrug, og det går rigtig godt. Jeg er markant over niveauet for tre-fire år siden, så rent logisk må jeg være i udmærket form. 

Godt - men jeg er ikke tilfreds
Alt ville således være godt, hvis mennesket kun var styret af fornuft. Men sådan er det ikke for mit vedkommende. Jeg er ikke tilfreds med mit løberi. Jeg synes, jeg burde kunne løbe mindst 10 kilometer hver gang i et fornuftigt tempo. Men det går ikke. Jeg skal sætte farten ned for at holde til det i 10 kilometer og gerne gå op ad et par bakker. 

Og selv om jeg er ved at have fattet, at jeg ikke er 42 år, kan jeg ikke acceptere at lunte afsted med under 12 kilometer i timen. Så jeg tager mine 7 kilometer i pænt tempo og aftaler med mig selv, at jeg snupper en 10er næste gang. Der kommer jeg så igen ind i en god rytme og må korte turen ned, fordi jeg løb for hurtigt.

Tiden er dag ligegyldig
Fornuften siger mig, at ingen andre aner eller interesserer sig for, om jeg løber en kilometer på 4:50 eller 5:20. Så jeg kan da bare løbe langsomt og så tage de 10 eller 12 kilometer.

Det bliver spændende at se, om fornuften også vinder denne mentale kamp imod løbetossen.

Motorveje - så lad gå

Flere og større veje skaber mere trafik.

Så får vi behov for flere og større veje. 

Og på den måde kan det blive ved, indtil hele landet er plastret til med asfalt.

Mere transport

Sådan lyder motorvejsmodstandernes logik, som jeg godt kan følge langt hen ad vejen. Men ikke hele vejen. Jeg er enig i, at vi skal sidde flere i bilerne, at vi skal cykle mere, og at flere skal bruge kollektiv trafik. Men det løser ikke problemet med trængsel på de store og større veje.

Moderne mennesker transporterer os mere end tidligere generationer, og vi forbruger mere. Alle varerne skal også transporteres.

Det skaber et helt naturligt behov for flere og større veje, som politikerne bliver nødt til at levere. Det har de så gjort med dagens aftale, og det er fint. Det er også godt, at den kollektive trafik får et løft i samme forbindelse.

Alternativet er enkelt og utopisk: Mindre transport og mindre forbrug.

Menneskets natur

Jeg tror ikke på det. Jeg tror heller ikke på afsavn som løsning på klimakrisen. Det er imod den menneskelige natur, så det vil være helt urealistisk at skrue os tilbage til 80ernes velfærdsniveau eller 50ernes.

Klimakrisen skal løses ved menneskelige fremskridt. Fossilfri opvarmning, transport, produktion og byggeri. Genanvendelse og genbrug af ressourcer og energi.

En hel verden er i gang med den enorme omstilling, som sikrer, at fremtidige generationer ikke vil ønske sig tilbage til det primitive stadie, vi befinder os på nu. Hvis de om 50 år har fundet på noget bedre end motorveje, græder vi naturligvis tørre tårer. Asfalt er ikke en drøm eller et mål. 

Det er bare asfalt.

Molbohistorie fra Clever

Denne lader er nu pillet ned. Om et ukendt stykke tid
skal jeg have installeret en mage til på samme sted. 

 

Her i sommervarmen er vi flyttet fra landet og ned til byen, og så skal vores ladestander fra Clever naturligvis også med.

På den nye adresse boede der også en Cleverkunde. Efter aftale med ham foreslog jeg selskabet at lade hans lader blive og så bare pille min ned oppe på gården og installere den på sælgerens nye adresse. Mindre arbejde og måske endda en lille besparelse fra en af os.

Begrundelse?
Clever svarede ikke, så jeg måtte ringe og en nyansat telefonsupporter lovede et svar. Det kom en uge senere. Der stod, at det ikke kunne lade sig gøre.

Jeg bad om en begrundelse, og så gik der et par uger igen. Svaret var, at det var en del af proceduren.

I sidste uge var jeg i det nye hus, da montøren afmontørede den tidligere ejers lader. Jeg fortalte ham om min korrespondance med Clever, og han forklarede, at det naturligvis var meget nemmere at lade den lader hænge, som han var ved at afmontere. Der ville ikke være noget teknisk problem i det.

Unødig brug af ressourcer
Som elbilejer går jeg ikke ind for unødig brug af ressourcer, så jeg forstår ikke, at Clever ikke kan lave en procedure for noget så enkelt som, at en kunde flytter hen et sted, hvor der i forvejen er en lader. Vi lever i en digital tidsalder.

Den dygtige montør fra Intego var på stedet i en halv time, og skulle så sætte laderen op på sælgerens nye adresse. Det tager ca. en time. Han blev helt stum, da jeg fortalte ham, at Clever opkræver 5.999 kr. for dette lille stykke arbejde.

Fem uger siden
I dag er det over fem uger siden, jeg skrev til Clever, at jeg flyttede 1. juni og gerne ville sikre mig, at jeg kunne lade min bil op på den nye adresse.

Der er ingen lader. Jeg har fået besked om, at Clever har taget kontakt til installatøren. Jeg har rykket igen, og der plejer gerne at gå en uge, før Clever svarer på mail.

Jeg har kun prøvet at ringe den ene gang, da jeg fik fat på den flinke unge nyansatte. Det tog 18 minutter at komme igennem. 

OPDATERING 8. JUNI
Jeg sendte indlægget til Clevers direktør Casper Kirketerp-Møller. Han var hurtig til at reagere og beklage den manglende service. Efterfølgende havde vi lidt skriveri frem og tilbage, og det viste sig, at Clever rent faktisk har en procedure fra folk, der flytter til en adresse, hvor der i forvejen er en ladestander.
Du slipper for mellemregninger men facit er, at jeg nu kun skal betale 3500 kr. for flytningen. Hvornår den kommer til at ske, ved jeg endnu ikke.

Falsk positiv start på ferien

                                    Det bedste, der skete i fredags.

Goddag det er fra smitteopsporingen i Styrelsen for Patientsikkerhed, lød en venlig stemme i telefonen torsdag formiddag.

Jeg havde netop fået at vide, at min kollega var testet positiv i en kviktest, så opkaldet kom ikke helt bag på.

I karantæne
Smitteopsporeren fortalte, at jeg var nær kontakt til en smittet, og at jeg derfor skulle i karantæne og skulle bestille to PCR test. Hun forklarede meget fint, at jeg skulle opholde mig isoleret fra min kone, at hun skal sætte min mad uden for døren, og at jeg skulle spritte af, når jeg havde været på toilet.

Æv.
Jeg var forkølet, så jeg havde booket en PCR test til om eftermiddagen. Og så tog jeg ellers hjem med mundbind på, pakkede mine ting og listede ned i kælderen. Jeg kunne godt gå tur med hunden, men ellers var det bare at kukkelure nede i kælderen.

Næste morgen tjekkede jeg straks Min Sundhed for at se testresultatet. Der stod på app'en, at der var forsinkede test. Typisk. Lige når vi holder bededagsferie i isolation.

Efter en gåtur med hunden kedede jeg mig med at rydde op i værkstedet. Det er en helt nødvendig opgave, fordi vi skal flytte, men det behøvede da ikke at foregå i høj sol. Hvert 10. minut tjekkede jeg app'en.

Frifundet
Over middag kom det befriende opkald fra kollegaen. PCR testen var negativ, så vi nære kontakter kunne igen løslades. Jeg forlod arrresten, men var stadig lidt for mig selv resten af eftermiddagen. Mit testresultat var nemlig ikke dukket op.

Det kom først ved 20-tiden om aftenen, og det var heldigvis også negativt.

Set her på et par dages afstand var det såmænd ikke noget særligt. Et døgn i kælderen går nok, og hvis kollegaen eller jeg havde haft corona, ville det være en katastrofe, at vi mængede os med andre mennesker. Så det var et lille, men nødvendigt offer.

4 x 4 x 4 - så går det stærkt
Men det gik op for mig, hvor hurtigt den virus kan brede sig. Jeg tror, vi var fire nære kontakter. Havde vi også været smittet, skulle der lige ganges med fire eller fem igen, og så bliver det lynhurtigt mange.

Vi bor to mennesker for os selv ude på landet, og har en kælder, hvor den ene kan isolere sig. Men for rigtig mange familier vil det være et stort indgreb at lukke sig selv inde i flere dage. Vi oplevede da også, at styrelsen ringede igen for at høre, hvordan vi tacklede karantænen. Heldigvis kunne jeg melde tilbage, at det var falsk alarm.

En ægte publicist

 

                                    Foto: Henrik Bjerregrav

 

Manden på billedet er journalist Per Henrik Hansen, som jeg gik på hold med på journalisthøjskolen i 80erne. En dejlig mand og en dygtig og samvittighedsfuld journalist, lige som de fleste i vores klasse.

Per Henrik var blandt de ældste i klassen, så han er netop gået på efterløn efter en fin karriere som journalist på Information og senere mange år som freelancer med fødevarer som speciale.

Gratis avis til Mårslet
Nu er han kastet sig over et fritidsprojekt med det prunkløse navn mårsletavis.dk. En gratis online nyhedstjeneste, der fortæller om stort og småt for de 5000 sjæle i landsbyen Maarslet syd for Aarhus. Per Henrik og hans kone Solveig har boet i byen i 30 år, og har været engageret i frivilligt arbejde. Nu gælder det altså en lokalavis, hvor Per Henrik klarer alle opgaver.

Udgiveren kalder det selv for et con amore projekt - ja endda et ego-projekt. Jeg tror, at mange byer vil være glade for den slags egoister :-)

Uafhængig journalistik
Mårslet Avis er nemlig en ren gave til byen. Alt stof er gratis, og der er ingen annoncer på siden. Men journalistikken fejler ikke noget. Per Henrik tjekker sine oplysninger, citerer folk omhyggeligt og hører den angrebne part, hvis der er kritiske sager. Nøjagtigt, som vi lærte det på skolen i sin tid.

Sjovt nok var en af vores lærere der Marianne Hansen, som nu i nogle år har drevet en tilsvarende gratis online avis i den noget mindre by Ørting syd for Odder. Den hedder Ørtingposten

Jeg synes, det er fedt med den slags projekter. Per Henrik er en rigtig publicist, som videreformidler nyheder fra sit lokalområde, fordi han synes, det er vigtigt. Og han er 100% uafhængig. Projektet er ikke finansieret af foreninger eller virksomheder, og det koster hverken penge at blive omtalt i eller at læse Mårslet Avis.

Oase i nyhedsørkenen
Lokalaviserne er ved at forsvinde, og man taler om, at der opstår nyhedsørkener. Det er områder af landet, der ikke bliver dækket af uafhængige journalister. Det er et problem for vores demokrati. Mårslet Avis er en lille oase i den østjyske nyhedsørken, og der er efterhånden rigtig mange af dem rundt omkring i landet. 

Tak for det, og held og lykke med arbejdet, Per Henrik.

PS: Billedet er taget af pressefotograf Henrik Bjerregrav, som var elev på Dagbladet i Holstebro samtidig med mig. For os, der kender Per Henrik, er det lige i øjet.

Tankegangs tredje fase

 

                            Tankegang har kontor her på Sindal Station og i Den Hvide By i Køge.

I en alder af 34 år går Tankegang nu ind i sin tredje fase.

Det startede med 7 kortfolk, der brød ud fra Dafolo og lavede deres eget firma med det enkle navn Kortgruppen. Idéen var at tilbyde kortydelser til kommunernes tekniske forvaltninger og hurtigt derefter kom information om affald, spildevand og andet sjov fra teknik og miljø.

25 ansatte i 2002
Anden fase var opbygningen af en halvstor kort- og kommunikationsbutik med fokus på teknik og miljø. År efter år kom der nye medarbejdere til, og i 2002 skiftede firmaet navn til Tankegang. Kortene var da udskilt i en selvstændig virksomhed, og Tankegangs fokus var kommunikation. Ved navneskiftet var vi knap 25 ansatte.

I de første 15 år var information og kommunikation nyt for teknik og miljø. I 0erne og 10erne strømmede kommunikationsfolkene ind på rådhusene og i forsyningsselskaberne, og samtidig skød kommunikationsbureauer op som paddehatte overalt i Danmark.

Svære budskaber fra teknik og miljø
Tankegang holdt fast i teknik, miljø og forsyning som kunde og tog løbende nye opgaver ind, som kommunerne havde brug for. Borgerinddragelse og strategiprocesser og brugervenlige digitale værktøjer er kommet til. Men stadig på en tankegangsk måde. Det vil sige, at vi forklarer og formidler de svære budskaber fra teknik og miljø på en måde, som alle kan forstå. På dansk.

Trods dette udviklingsfokus er omsætningen faldet lige så jævnt de seneste år, som den steg i de første. Og det har gjort mig og de øvrige ejere ekstra gråhårede. Det er ikke sjovt at skulle skaffe arbejde til 10 kolleger hver måned, når kunden løser flere og flere opgaver selv, og der er flere og flere om buddet.

Så Tankegang dybt i øjnene
Da coronaen sendte kommunernes ansatte hjem og satte udviklingsprojekter på pause, satte ejertrekløveret sig ud i Claus' sommerhus og så Tankegang dybt i øjnene. Resultatet blev en drastisk plan, som bliver endegyldigt ført ud i livet her til månedsskiftet: Goddag til to nye medejere - vores digitale spydspidser - og farvel til alle medarbejdere. Tilbage er fem makkere, der sælger, udvikler og producerer opgaver sammen - og sammen med freelancere.

I fredags havde vi en hyggelig skovtur med de to sidste medarbejdere, og fra 1. april består Tankegang af fem ligestillede ejere. Vi kan løse nøjagtigt de samme opgaver som hidtil, og flere til. Nu står vi helt frit med valg af samarbejdspartnere. Vi skal ikke kun sælge det, vi selv kan løse men kan hente nye, spændende freelancere ind, der passer nøjagtigt til opgaven.

Frihed for mig
For mig personligt giver det nye Tankegang en enorm frihed. Jeg har gennem mange år tjent min egen løn og nogle stykker andres hjem. Og så har jeg været chef for butikken med de opgaver og det ansvar, der følger med.

Nu skal jeg bare lave det, der er sjovt: At køre ud til kommuner og forsyninger og løse opgaver sammen med dem. Jeg har ikke et kæmpe salgsbudget, og kommer der en måned, hvor der ikke dukker så mange nye opgaver op, går det nok. Det værste, der kan ske, er at vi får lidt lavere løn i en måned eller to.

Mindre bøvl og mere fokus
Det ser dog ikke ud til at ske lige foreløbig. Uden at have alt for travlt, har Tankegang fået en meget fin start på året. Med fem makkere er der mindre bøvl og bureaukrati og mere fokus på at løse opgaverne. Vores omsætning i de første måneder af året er noget højere, end vi har brug for, så vi kan lægge lidt til side til dårligere tider. Havde vi haft samme omsætning for et år siden, havde vi måske lige holdt skindet på næsen og ville allerede nu begynde at være nervøse for kassekreditten under og efter sommerferien.

35 år til november
Den nye konstruktion er den helt rigtige for Tankegang, som vores verden ser ud lige nu. Den er sådan set forudsætningen for, at vi kan fejre 35 års fødselsdag til november og har udsigt til, at firmaet også kan runde de 40. Til den tid tror jeg, at Tankegang hverken er fed eller færdig.

Her er mit kontor

 

 

Lidt kækt har jeg sagt, at mit kontor er 12 tommer. Det er nemlig min Mac.

Men det er ikke helt rigtigt. Jeg har også tablet, telefon, opladere, adapter, en notesbog, et par kuglepenne samt 3-7 stykker papir. Det ligger alt sammen i tasken, som mere retteligt er mit kontor.

Låner et skrivebord
Tankegang har naturligvis et kontor, hvor jeg elsker at komme. Jeg har frabedt mig et skrivebord, så jeg snupper et ledigt eller sidder i køkkenet eller i mødelokalet.

Tidligere havde alle i Tankegang en kasse med deres personlige kontorting. Min har været helt tom de seneste år. Jeg har ikke brug for en æske clips, en post-it blok, en usb-nøgle eller nogle kontaktpersoners visitkort, som vist var indholdet i kassen henimod slutningen.

Adgang på et øjeblik
Alt ligger på drev eller digitale tjenester, som jeg har adgang til fra Macen. Uanset, om jeg sidder hjemme, hos en kunde, på en færge, hos Tankegang eller i bilen, mens den lader, kan jeg lynhurtigt få fat i og arbejde med det materiale, jeg har brug for.

Frihed
For mig er det en kæmpe frihed. Har jeg noget arbejde, jeg lige skal fikse, behøver jeg ikke køre hen til et kontor, deaktivere en alarm og tænde en computer. Jeg kan bare sætte mig hen i sofaen med Macen i skødet. Det er faktisk et af de bedste steder for mig. I går skrev jeg et par pressemeddelelser med benene op over armlænet. Forleden tegnede jeg en lille folder i min notesbog, mens Solle sad overfor med et kompliceret sytøj og hunden fladede ud på tæppet.

Jeg har aldrig abonneret på idéen om, at arbejde foregår på en arbejdsplads inden for et bestemt tidsrum. For mig er arbejde nogle opgaver, kolleger, kunder og jeg skal løse sammen og hver for sig. Den del, jeg skal lave selv, får jeg fra hånden på den lettest mulige måde og på den måde, der passer bedst ind i min rytme.

Arbejdshest på færgen
Et af de steder, jeg er mest produktiv, er på Mols-Linjen. Fra jeg finder en plads ved den særligt indrettede arbejdsskranke til jeg må gå ned til bilen, har jeg halvanden times kontortid. Der bliver bare banket nogle små og store bogstaver ned. I mit frie job skal jeg ikke tælle timer, men jeg er helt sikker på, at det jeg får fra hånden på én færgeoverfart, ville tage en hel formiddag på kontoret.

Jeg skriver alene dette som inspiration til andre. Hvis du er typen, der kun kan arbejde på den dertil indrettede arbejdsplads i den tid, der nu er sat af til det, er det helt fint. Det har jeg intet imod.

Bare jeg stadig har min frihed og mine 12 tommer.

Fremtiden er elektrisk

Når man står midt i en omvæltning, kan det være svært at overskue den. Derfor er de fleste næppe opmærksom på, at vi i disse år er i gang med en verdensomspændende energirevolution. Verden er på vej til at blive elektrisk.

I min levetid vil det formentlig være slut med at bruge olieprodukter til opvarmning, transport og produktion. Fremtiden er elektrisk, og jeg både tror og håber, at det kommer til at gå stærkt.

Varme på strøm
I Danmark er vi forholdsvis langt fremme. Husholdningernes varmeforsyning er ved at blive sluttet på elnettet. Olie- og gasfyr forsvinder, både i hjemmene og på fjernvarmeværkerne. I nogle år endnu vil der være store varmeværker, som fyrer med flis, og affaldsforbrænding tror jeg heller ikke, vi kan afskaffe. Men ellers vil det være varmepumper af den ene eller den anden slags, som forsyner os med varme og varmt vand.

Benzinbiler på museum
På transportområdet kommer det til at gå stærkt med elbiler. Om få år er batteriteknologien så god, at elbiler koster det samme som andre biler og har nogenlunde samme rækkevidde. De er bedre at køre i, larmer mindre og sviner ikke, så elbilen vil være det naturlige valg. Benzinbilerne forsvinder ud af markedet og ind på teknisk museum.

Strøm til den tunge transport
Lastbiler, skibe og fly går i samme retning. Verden over sidder ingeniører og udvikler teknologier, der kan fortrænge de stinkende dieselmotorer. Power-to-X er det helt store lige nu. Det er brændstofproduktion ved hjælp af strøm og brint, og det er i sig selv en lille revolution. Men det er ikke den sidste. Det er big, big business at sætte strøm til den tunge transport, og det sker om 5-10 år vil jeg tro.

Dieselmotorer tøffer ud
Tilbage er der industriproduktionen, som også bruger dieselmotorer i tusindvis. De forsvinder dag for dag ud af produktionshallerne, og bliver erstattet af grønne løsninger. Det er for længst blevet et konkurrenceparameter for virksomheder at producere på en bæredygtig måde, og den tendens bliver kun forstærket de kommende år.

Digital makker
Elektrificeringens makker hedder digitalisering. Fremtidens energiforsyning bliver langt mere intelligent end den nuværende. Det gør den af nød, fordi strøm ikke kan lagres på samme måde som olie.

Der er brug for intelligente løsninger, som automatisk regulerer vores forbrug af strøm, så vi bruger mere om natten og mindre om dagen. Et lille eksempel fra din husholdning er, at din fryser kan køle ekstra hårdt ned om natten og på den måde spare dyr energi om dagen. Digital, central styring af fjernvarme kan spare op imod 20 pct. af energien uden at temperaturen falder i lejligheder og huse. Og tænk på, at vi på samme tid bruger enorme mængder energi på at køle ned og varme op. Kombinationsløsninger her vil spare millarder af kilowattimer strøm.

Nemt for os forbrugere
Ét er sikkert med fremtidens energiforsyning: Det bliver nemmere og mere fleksibelt for os forbrugere. Der bliver mindre røg, støj og møg. Og det er nødvendigt, for vi bliver ved med at finde nye behov, som kræver energi.

Løbetossens nytårsønske

 

I 10 år har jeg med jævne mellemrum været plaget af skader, som i perioder på 3-8 uger ad gangen har gjort det umuligt for mig at løbetræne. Men i 2020 har jeg ikke haft en eneste skade.

Hemmeligheden er en særlig disciplin, som er meget vanskelig for løbetosser: Ikke at træne for hårdt.  

Mens andres nytårsforsæt er at træne så meget som muligt var mit løfte til mig selv for et år siden ikke at give den for meget gas. Jeg var så vant til at træne mig op igen efter en pause, og når jeg var ved at føle mig i form igen, steg ambitionsniveauet. Så tog jeg lige en tur på 12, og senere en på 15 kilometer, og bang: Så kom der en ny skade. I låret, i læggen eller i knæet i højre eller venstre ben.

Gåture og en rød racer
Så jeg lovede mig selv at gå meget langsomt og tålmodigt frem samt at erstatte den ugentlige lange løbetur med en lang gåtur. 

Til overflod anskaffede jeg mig en flot, rød racer. Ikke fordi, jeg havde lyst til at cykle, men fordi jeg var så vant til løbeskader, at jeg ville have et alternativ til at ligge stille.

Cyklen hænger nede i kælderen og samler støv. Og det er jeg rigtig glad for. Det er fint nok at cykle, men for mig kan det ikke måle sig med en god løbetur. 

10 kilometer er fint nok
Mit nytårsønske er derfor, at jeg fortsat kan holde mig på måtten. At jeg fortsat vil stille mig tilfreds med løbeture på højst 10 kilometer, at jeg fortsat vil gå de lange ture, og at jeg vil supplere lidt med cykelture. Lykkes det, kan jeg måske holde mig skadesfri i hele det nye år, så jeg til enhver tid kan løbe en frisk og opkvikkende tur. For mig er intet mere surt end en flot forårsdag, hvor folk løber rundt i den spirende skov, mens jeg humper på de gamle stænger og ikke kan få lov at løbe.

Selv om jeg har forbudt mig selv at løbe lange ture, kan jeg se tilbage på et særdeles aktivt år. Sundhedsappen afslører, at jeg har forbrændt næsten 20% flere kalorier ved motion i 2020 i forhold til 2019, som ellers var mit bedste år i nyere tid.

Sund fornuft, men...
Det er gode og stærke argumenter for at fortsætte den nye stil. Det er sund fornuft.

Men det er forbandet ærgerligt, at jeg ikke kan løbe en halv maraton i et fornuftigt tempo. Der er masser af folk, som er 5, 10 og 15 år ældre end mig, som kan det. Men der er vist også en del, som har stillet løbeskoene for længst, fordi bentøjet ikke kan blive ved at klare de mange stød.