Er Stein Bagger en erhvervsmand, der har svindlet - eller en gemen svindler, som blandt andet har bevæget sig i erhvervslivet?
Jeg hælder til det sidste. Baggers erhvervskarriere er ikke værd at tale om. Jo, han blev udnævnt til direktør for IT Factory, men her opnåede han ingen reelle resultater. Efter at være blevet fængslet har han stjålet et stempel fra en fysioterapeut for at tiltuske sig flere udgange. Ren svindel.
I dag er det så kommet frem, at politiet er ved at finde en del af de millioner, Stein Bagger og hans svenske makker trak ud af leasingkarrusellen. I tv-interviewet for nogle måneder siden bedyrede Stein Bagger, at der ikke var nogen forsvundne millioner. Fup og svindel.
I denne uge er det også kommet frem, at Klaus Riskær har været på ferie på Ibiza og i London, mens han var på udgang fra fængslet i Sønder Omme. Er han en erhvervsmand eller en svindler? Ja, han er begge dele, men svindlerdelen fylder mere og mere. Manden har været involveret i mange svindelsager, og det lille nummer med ferieturene viser, at han ikke følger samfundets moral men kun sin egen.
Til gengæld må man indrømme, at Riskær i 1 tilfælde har etableret og drevet en rigtig forretning, som gav et pænt overskud, nemlig Cybercity. Det var ikke et fupforetagende. Det havde rigtige kunder, som købte og fik leveret ydelser. Firmaet blev solgt for et kæmpe beløb, som siden blev genstand for et af Riskærs svindelnumre.
Riskær må altså siges at være erhvervsmand. Jeg er sikker på, at han er meget kreativ og dygtig til at få idéer, men svindeldelen fylder efterhånden så meget, at det skygger for erhvervsdelen.
Det er svært at lave forretninger med en mand, der gang på gang laver store og små svindelnumre. En gængs målestok er svaret på spørgsmålet: Vil du købe en brugt bil af den mand?
Det vil jeg hverken af Bagger eller Riskær.
Viser opslag med etiketten Stein Bagger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stein Bagger. Vis alle opslag
fredag den 13. august 2010
torsdag den 25. december 2008
Grådighed og eftertanke
Stein Bagger og IT Factory er årets historie, og vi mangler stadig at få en masse forklaringer. Så den bliver også et hit i 2009.
Det er først og fremmest historien om en svindler, og den slags bliver som regel opdaget før eller siden.
Men det handler bestemt også om grådighed. Sejlbåde, store villaer, luksuslejligheder, sportsvogne, dyre rejser, ure, tøj og anden luksus var en del af Stein Baggers univers. Asger Jensby, Finn Nørbygaard og sikkert også mange andre var med på vognen.
Nu sidder de tilbage med vreden, men også med eftertanken. Hvorfor var det så vigtigt at jage al den luksus? Hvorfor var det ikke fedt nok at have en formue på 100 mio. kr.? - skulle den absolut belånes, så der kunne komme flere nuller bag?
Her er folkene omkring Stein Bagger ikke alene. Mens den økonomiske optur drønede derudaf, troede flere og flere, at de kunne investere sig til store og små formuer. Alt blev ved med at stige, så det gjaldt om at købe mest muligt. Jo mere - jo rigere!
Det er logisk, at det måtte få en ende. Men der er lige så god grund til eftertanke hos os andre som hos Finn Nørbygaard & co. Vi er jo mange, der har troet på, at vi havde en særlig evne til at få penge til at yngle. Vi er mange, som har stræbt efter at blive unødvendigt rige. Ikke i samme målestok som it-millionærerne og slet ikke med falske fakturarer.
Nu har vi så tabt store og små beløb, og skal nok komme over det. Men vi har lært - håber jeg - at man ikke bliver dobbelt så lykkelig af at få dobbelt så mange penge samt, at intet kommer af sig selv.
Undtagen lommeuld.
I aften, da vi gik tur med Bertha, var der 10.000 stjerner på himlen. Det er da mere fantastisk end alle de penge, jeg kunne have tjent, hvis opturen var fortsat 2, 5 eller 7 år mere.
Det er først og fremmest historien om en svindler, og den slags bliver som regel opdaget før eller siden.
Men det handler bestemt også om grådighed. Sejlbåde, store villaer, luksuslejligheder, sportsvogne, dyre rejser, ure, tøj og anden luksus var en del af Stein Baggers univers. Asger Jensby, Finn Nørbygaard og sikkert også mange andre var med på vognen.
Nu sidder de tilbage med vreden, men også med eftertanken. Hvorfor var det så vigtigt at jage al den luksus? Hvorfor var det ikke fedt nok at have en formue på 100 mio. kr.? - skulle den absolut belånes, så der kunne komme flere nuller bag?
Her er folkene omkring Stein Bagger ikke alene. Mens den økonomiske optur drønede derudaf, troede flere og flere, at de kunne investere sig til store og små formuer. Alt blev ved med at stige, så det gjaldt om at købe mest muligt. Jo mere - jo rigere!
Det er logisk, at det måtte få en ende. Men der er lige så god grund til eftertanke hos os andre som hos Finn Nørbygaard & co. Vi er jo mange, der har troet på, at vi havde en særlig evne til at få penge til at yngle. Vi er mange, som har stræbt efter at blive unødvendigt rige. Ikke i samme målestok som it-millionærerne og slet ikke med falske fakturarer.
Nu har vi så tabt store og små beløb, og skal nok komme over det. Men vi har lært - håber jeg - at man ikke bliver dobbelt så lykkelig af at få dobbelt så mange penge samt, at intet kommer af sig selv.
Undtagen lommeuld.
I aften, da vi gik tur med Bertha, var der 10.000 stjerner på himlen. Det er da mere fantastisk end alle de penge, jeg kunne have tjent, hvis opturen var fortsat 2, 5 eller 7 år mere.
tirsdag den 9. december 2008
Bloggens gennembrud
Så er bloggen brudt igennem som nyhedskanal i Danmark. IT-blogger og journalist Dorte Toft har øjensynligt været med til at fælde Stein Bagger og hans leasingcirkus i IT Factory.
Gennem et år har Dorte Toft skrevet om virksomheden og dens direktør og stillet meget alvorlige spørgsmålstegn ved de imponerende resultater, Stein Bagger kunne fremvise.
Det interessante er den måde, bloggen har fungeret på. Dorte Toft har brugt sin side som research-værktøj i tilfælde, hvor hun ikke kunne få viden eller kommentarer ad de officielle kanaler. Hun har offentliggjort sin mistanke på nettet og bedt bloggens læsere om at bidrage. Det har givet pote. Nye informationer er dukket op, og Dorte Toft fik endog en anonym mail fra en insider-kilde, som røbede nogle af hemmelighederne.
Nu er Dorte Toft nomineret til en Cavlingpris, mens andre mediefolk totalt afviser hendes arbejdsmetoder. På sin blog har hun viderebragt udokumenterede anonyme udsagn og i nogle tilfælde slibrige rygter. Dem får journalister mange af, og hvis de trykker dem i avisen uden at tjekke oplysningerne til bunds, mister de hurtigt jobbet.
Men er en weblog et medie, lige som en avis, en radiostation eller en nyhedshjemmeside? Er det ikke snarere en slags personlig kommentar, hvor alle har mulighed for at kigge med? Det er lige netop det interessante spørgsmål. Der findes ikke et enkelt svar på spørgsmålet.
Blogs er som udgangspunkt kommentarer, og for den slags gælder samme regler som et debatindlæg i en avis. Du må ikke komme med usande æreskrænkende påstande om andre, men du må gerne kritisere dem uden at bede om deres kommentar.
Dorte Tofts bloggerier er altså ikke traditionel journalistik, som lever op til de presseetiske regler. Hun spørger ikke den angrebne part, og hun kender ikke i alle tilfælde de anonyme kilder, hun øser af.
Men derfor kan det stadig godt være samfundsnyttigt at bringe nyhederne frem i bloggen. Så er det op til journalister på de etablerede medier at arbejde videre med dem. Det vil Dorte Toft meget gerne have. I en radioudsendelse forleden hørte jeg hende fortælle om 2 andre større historier, som hun har offentliggjort, men som ikke har fået så meget som en 3-linjers notits i en enkelt avis.
Så det lærerige ved sagen er, at nysgerrige journalister kan bruge blogs som fødekæde for spændende nyheder - som en af mange kilder, de skal tjekke i jagten på dagens gode historier. Det er her, Danmark er bagud i forhold til USA. Derovre har store bloggere for længst etableret sig som en del af mediebilledet. I Danmark har vi hidtil mest betragtet blogs som udvidede familiealbums.
Gennem et år har Dorte Toft skrevet om virksomheden og dens direktør og stillet meget alvorlige spørgsmålstegn ved de imponerende resultater, Stein Bagger kunne fremvise.
Det interessante er den måde, bloggen har fungeret på. Dorte Toft har brugt sin side som research-værktøj i tilfælde, hvor hun ikke kunne få viden eller kommentarer ad de officielle kanaler. Hun har offentliggjort sin mistanke på nettet og bedt bloggens læsere om at bidrage. Det har givet pote. Nye informationer er dukket op, og Dorte Toft fik endog en anonym mail fra en insider-kilde, som røbede nogle af hemmelighederne.
Nu er Dorte Toft nomineret til en Cavlingpris, mens andre mediefolk totalt afviser hendes arbejdsmetoder. På sin blog har hun viderebragt udokumenterede anonyme udsagn og i nogle tilfælde slibrige rygter. Dem får journalister mange af, og hvis de trykker dem i avisen uden at tjekke oplysningerne til bunds, mister de hurtigt jobbet.
Men er en weblog et medie, lige som en avis, en radiostation eller en nyhedshjemmeside? Er det ikke snarere en slags personlig kommentar, hvor alle har mulighed for at kigge med? Det er lige netop det interessante spørgsmål. Der findes ikke et enkelt svar på spørgsmålet.
Blogs er som udgangspunkt kommentarer, og for den slags gælder samme regler som et debatindlæg i en avis. Du må ikke komme med usande æreskrænkende påstande om andre, men du må gerne kritisere dem uden at bede om deres kommentar.
Dorte Tofts bloggerier er altså ikke traditionel journalistik, som lever op til de presseetiske regler. Hun spørger ikke den angrebne part, og hun kender ikke i alle tilfælde de anonyme kilder, hun øser af.
Men derfor kan det stadig godt være samfundsnyttigt at bringe nyhederne frem i bloggen. Så er det op til journalister på de etablerede medier at arbejde videre med dem. Det vil Dorte Toft meget gerne have. I en radioudsendelse forleden hørte jeg hende fortælle om 2 andre større historier, som hun har offentliggjort, men som ikke har fået så meget som en 3-linjers notits i en enkelt avis.
Så det lærerige ved sagen er, at nysgerrige journalister kan bruge blogs som fødekæde for spændende nyheder - som en af mange kilder, de skal tjekke i jagten på dagens gode historier. Det er her, Danmark er bagud i forhold til USA. Derovre har store bloggere for længst etableret sig som en del af mediebilledet. I Danmark har vi hidtil mest betragtet blogs som udvidede familiealbums.
Etiketter:
avis,
blog,
Cavlijngpris,
Dorte Toft,
kilder,
Stein Bagger
tirsdag den 2. december 2008
Årets kalenderhistorie
Time for time oprulles nye detaljer i årets store kalenderhistorie - den om it-direktør Stein Bagger, der er anklaget for at have bedraget for 500 mio. kr.
Det er helt utroligt. Hvis det havde været en bog eller et stykke tv-drama, ville vi have sagt, at det var for langt ude. Det er det måske også. Vi kender jo kun de bedragedes udgave af sandheden, fordi hovedpersonen er pist væk.
Det ER da spændende. Manden har følt jorden brænde under sig efter tre års systematisk svindel, og så forsvinder han ud i den blå luft på en rejse til Dubai. Hustruen ved intet, og de nærmeste samarbejdspartnere har talt med ham samme dag uden at ane uråd. Business as usual - og pludselig er manden forsvundet.
Er han myrdet og ligger begravet i ørkenen? Har han fået falsk identitet og befinder sig i Australien eller Finland? Har han opsøgt en katolsk præst og fået tilgivelse og er nu køkkenassistent i et kloster i Bulgarien? Og hvad er det for noget med nogle rockere, han har haft forbindelse til? Det finder vi måske ud af i næste afsnit af historien.
Imens tårner 1000 andre spørgsmål sig op.
Hvad lavede de 138 ansatte i IT Factory, når det viser sig, at virksomhedens reelle omsætning var meget lavere end de flotte tal, direktøren præsenterede?
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at 1 mand ud af 138 kan sminke et regnskab uden at de andre opdager det? Der må vel være nogen økonomifolk, der rent praktisk skal fakturere og gennemføre transaktionerne.
De ansatte i virksomheden må formodes at kende branchen. Når nu det kommer frem, at fortjenesten på software er meget lille - hvordan kan de så tro på, at deres firma ene af alle kan tjene enorme summer?
Jeg mistænker bestemt ikke nogen men undrer mig bare over, at det overhovedet er muligt at gennemføre den slags svindelnumre i en teknologisk virksomhed i 2008. Jeg kan godt forstå, at 5 svindlere sammen kan lave alverdens julenumre - men at 1 fupmager kan få frit spil, uden at 137 hæderlige folk omkring ham opdager det, det er helt utroligt.
Og til slut kommer 64.000 dollar spørgsmålet: Hvad har Stein Bagger fået ud af at svindle? Har han stukket 500 mio. kr. i lommen, 50 mio. kr. eller 5 mio. kr.? Var det ét lille nummer for at redde sit eget job, der blev til to, syv og til slut 10.000 numre?
Måske får vi aldrig svarene. Men der er stadig 22 dage til jul, så der er masser af spændende oplysninger bag de næste låger.
Det er helt utroligt. Hvis det havde været en bog eller et stykke tv-drama, ville vi have sagt, at det var for langt ude. Det er det måske også. Vi kender jo kun de bedragedes udgave af sandheden, fordi hovedpersonen er pist væk.
Det ER da spændende. Manden har følt jorden brænde under sig efter tre års systematisk svindel, og så forsvinder han ud i den blå luft på en rejse til Dubai. Hustruen ved intet, og de nærmeste samarbejdspartnere har talt med ham samme dag uden at ane uråd. Business as usual - og pludselig er manden forsvundet.
Er han myrdet og ligger begravet i ørkenen? Har han fået falsk identitet og befinder sig i Australien eller Finland? Har han opsøgt en katolsk præst og fået tilgivelse og er nu køkkenassistent i et kloster i Bulgarien? Og hvad er det for noget med nogle rockere, han har haft forbindelse til? Det finder vi måske ud af i næste afsnit af historien.
Imens tårner 1000 andre spørgsmål sig op.
Hvad lavede de 138 ansatte i IT Factory, når det viser sig, at virksomhedens reelle omsætning var meget lavere end de flotte tal, direktøren præsenterede?
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at 1 mand ud af 138 kan sminke et regnskab uden at de andre opdager det? Der må vel være nogen økonomifolk, der rent praktisk skal fakturere og gennemføre transaktionerne.
De ansatte i virksomheden må formodes at kende branchen. Når nu det kommer frem, at fortjenesten på software er meget lille - hvordan kan de så tro på, at deres firma ene af alle kan tjene enorme summer?
Jeg mistænker bestemt ikke nogen men undrer mig bare over, at det overhovedet er muligt at gennemføre den slags svindelnumre i en teknologisk virksomhed i 2008. Jeg kan godt forstå, at 5 svindlere sammen kan lave alverdens julenumre - men at 1 fupmager kan få frit spil, uden at 137 hæderlige folk omkring ham opdager det, det er helt utroligt.
Og til slut kommer 64.000 dollar spørgsmålet: Hvad har Stein Bagger fået ud af at svindle? Har han stukket 500 mio. kr. i lommen, 50 mio. kr. eller 5 mio. kr.? Var det ét lille nummer for at redde sit eget job, der blev til to, syv og til slut 10.000 numre?
Måske får vi aldrig svarene. Men der er stadig 22 dage til jul, så der er masser af spændende oplysninger bag de næste låger.
Abonner på:
Opslag (Atom)