Tre slags løbetosser

Os, der betaler 3000 kr. for et startnummer til New York Marathon + en halv formue for fly- og hotelophold, vi må finde os i at blive kaldt løbetosser.
Det er vi så.
Min helt private analyse viser, at der er 3 slags løbetosser. Lad os kalde dem fanatikerne, systematikerne og projektløberne.
Fanatikerne er der mange af i et stort løb som i New York. Det er folk, som nærmest lever og ånder for at løbe. Før, under og efter et løb taler de næsten udelukkende om løbet, om udstyr, træning - og om de næste løb. Når de er i New York i en uge, optræder de stort set i løbetøj hele tiden. Hvis man betragter dem med et kritisk blik, kan nogen af dem godt minde om narkomaner - altid på jagt efter det næste løbefix.
Fanatikere kan løbe 10-20 maratonløb om året. De fleste af dem i imponerende tider. Der er mænd på 55 år, som kan klare den lange distance på omkring 3 timer.
Systematikerne er min gruppe løbetosser. Vi kan lide at løbe og har gjort det i mange år. På et tidspunkt har vi givet den en ekstra skalle, og er kommet i form til at løbe maraton. Den form holder vi vedlige ved stabil, men ikke særlig intensiv træning. Vi kan gennemføre et maratonløb i en rimelig tid ved at løbe 40-50 kilometer om ugen - hver uge. Men vi er stadig tosser. For vi kan ikke undvære vores tre ugentlige løbeture, og vi bliver direkte irritable, hvis vi får en skade og må nøjes med at cykle, svømme eller dyrke anden form for ligegyldig sport. Mændene er i overtal i denne gruppe, men der er bestemt også nogle meget søde kvindelige løbetosser.
Projektløbere er typisk mænd, der har passeret de 30 og har indset, at de er i dårlig form. De er vant til at sætte sig store mål, så det er ikke nok at komme i god form. De går efter det ultimative: Maratonløbet.
På nettet finder de et løbeprogram, som på 6 eller 9 måneder skal gøre dem i stand til at gennemføre, og de kaster sig ud i det med krum hals og alt det nyeste udstyr. De første måneder gør de enorme fremskridt og føler sig overbevist om, at de flyver igennem maratonløbet. En lille gruppe af dem fortsætter og bliver rigtig gode løbere, men de fleste mister engagementet undervejs, så de får simpelthen ikke trænet nok. Alligevel stiller de op. De har jo væddet adskillige kasser øl om, at de gennemfører - og det gør de så. Tiden bliver på mellem 4:30 og 5:30, og der er total krise fra 30 kilometer og fremad. Staklerne er ude af stand til at gå en uge efter, og en del af dem holder helt op med at løbe. Men de har det sjovt, og de snakker rigtig meget om deres store præstation.
Det har vi andre nu heller ikke noget imod.