mandag den 29. maj 2017

Nu må kommunen da

For tiden skriver min avis en del om en ulykkelig skilsmissesag. Barnet vil ikke være hos den forælder, som landsretten har tilkendt forældremyndigheden. Kommunen har anbragt barnet på en institution, hvor det ikke trives, og nu møder kommunen heftig kritik fra den anden forælder og en advokat.
Jeg omtaler eksemplet meget overfladisk, for det er ikke den konkrete sag, jeg vil kloge mig på. Det er tendensen med, at pilen lynhurtigt peger mod kommunen.

Onde folk på rådhuset?
Et barn er forældrenes ansvar. Det er ikke kommunens.
Hvis forældrene ikke kan eller vil påtage sig ansvaret, gør kommunen noget på samfundets vegne. Der sidder ikke nogle onde mennesker rundt omkring på rådhusene og venter på at komme til at gøre livet surt for skilsmissebørn. Tværtimod. Kommunens medarbejdere ønsker at finde den bedst mulige løsning for barnet, og de ønsker frem for alt at give opgaven tilbage til dem, den hører hjemme hos: forældrene.
Og så har de en pligt til at overholde landets love og til at følge afgørelser fra domstolene. Det står ikke til diskussion.
Selvfølgelig kan kommuner begå fejl, men det er at vende tingene på hovedet at give kommunen skyld for et skilsmissebarns ulykkelige situation. Forældrene har skylden. Det er deres barn.

Løs det selv
Næsten dagligt ser jeg historier i medierne, hvor en part i en sag anklager kommunen for magtmisbrug, fejlbehandling eller misinformation. Og næsten hver gang er det en sag, som kommunen ufrivilligt eller nødtvungent er blevet involveret i. Klageren og hans eller hendes modpart kunne selv have løst den, hvis de havde taget ansvaret.

Forstærker modsætningerne
Der er en årelang tradition for, at medierne tager den slags historier op. Det kan give en kortvarig følelse af retfærdighed hos den, der klager sin nød til pressen. Men det løser meget sjældent problemet. Ofte vil det bare forstærke de modsætninger, der ligger bag.
Det vil være bedre for børn og naboer, hvis flere tog ansvar for selv at løse deres problemer end at overlade dem til kommunen og derefter klage over kommunen til avisen.


onsdag den 24. maj 2017

Min karriere som møver

Da jeg i mine juniordage spillede på Holstebro Boldklubs tredjehold, var jeg hverken forward, back eller målmand. Jeg var møver.
Som møver skulle jeg stå i vejen for modstanderne og møve mig ind, når der var klumpspil. De finere detaljer med afleveringer og langskud var jeg ikke så god til, men jeg var stærk og frygtløs, så jeg møvede i begge ender af banen. I vores forsvar skulle modstanderne støde ind i mig, og i angrebet skulle jeg gøre plads til de små letbenede fyre, som kunne drible, heade og alt det, der førte til mål og sejr.
Dengang havde ethvert fodboldhold en møver. På Holstebros 3. divisionshold var det ishockeyspilleren Kjeld Bjerrum, der møvede rundt uden at røre bolden ret meget. Og både i det nordjyske og på landsholdet huserede møveren over dem alle: Henning Munk Jensen.
Nu ser jeg til min store glæde, at Frederikshavn Kommune har ansat en møver. Herligt, at sådan et lidt humoristisk og billedskabende ord finder vej til et visitkort. Møverens funktion er at møve sig ind hos højtuddannede og forklare dem om de fine jobmuligheder i Frederikshavn.
----
Åh, nej.
Min fantasi har spillet mig et puds.
Frederikshavn Kommune har ikke ansat en møver. Men en mover.
Endnu et overflødigt engelsk udtryk, som lægger afstand til almindelige mennesker.
Så røg den pointe. Eller gjorde den?

onsdag den 10. maj 2017

Et bedre liv til 1 mio. danskere

Det er her gratis - men bruges af for få

Diskussionen om ulighed irriterer mig. Den er sådan set interessant, set ud fra et moralsk synspunkt, men jeg synes, den fjerner fokus fra det største problem, vi har i Danmark: Op imod 1 mio. mennesker har et dårligt liv.
I stedet for at sammenligne deres liv med andres, skal vi hjælpe dem til at få et bedre. Det må alle for pokker da kunne blive enige om.

Ud af skolen til ingenting
Hver sjette, der forlader folkeskolen, får ikke mere uddannelse. De får ingen job og ender som kontanthjælpsmodtagere, pensionister, kriminelle eller hjemløse. Hver sjette. Det er en katastrofe.
Det har stået på i årevis, og resultatet er, at vi har en kæmpe gruppe, som lever et sølle liv.

For fedt
40 pct. af danskerne er overvægtige og i for dårlig form. På sigt medfører det livsstilssygdomme, smerter, sygedage, isolation og tab af job og netværk for mange af dem. Vi uddanner og ansætter flere og flere læger og sygeplejersker, vi bygger stadig større hospitaler, og pøser milliarder ud til medicin, men sygehusvæsenet er konstant bagud. Det skal gribes an på en helt ny måde.

Flygtninge og ældre
Over halvdelen af flygtninge og indvandrere i Danmark er reelt uden for samfundet. De har intet arbejde, taler dårligt dansk, har næsten ingen penge og føler sig på ingen måde som en del af Danmark. Resultatet er alt for høj kriminalitet og isolation i det, vi nedladende kalder for ghettoer. Det er noget møg for dem og for alle os andre.
Og så er der en overset gruppe af gamle, som er ensomme og syge. Mangle lever et sølle liv med masser af medicin og minimal menneskelig kontakt.

Drømmen brast
Alle disse gode mennesker har haft en drøm om et godt liv, som er bristet. Når de har fået problemer, møder Systemdanmark dem med krav, påbud og regler, de skal leve op til. De mærker presset fra omverdenen om at tage sig sammen og om at have dårlig samvittighed over at nasse på os andre. Det bliver det ikke bedre af. Tværtimod.
Resultatet er 1 million dårlige liv. 1 million menneskelige katastrofer. Og en helt enorm udgift for samfundet, som vi så bebrejder de dårlige liv, at vi andre skal betale.

Opgaven: Hjælp folk til et bedre liv
Det skal vi gøre på en helt anden måde. Jeg har naturligvis ikke en trylleformular, der kan løse alle problemer, men vi kan da starte med at påtage os den opgave at gøre tingene helt anderledes.
Hvis alle politikere og alle vores gode ansatte i stat og kommune så det som en fælles forpligtelse at hjælpe folk med at få et bedre liv, var vi allerede nået et langt stykke vej.
Den måde at tænke på bør gennemsyre enhver lov, ethvert cirkulære, enhver bekendtgørelse, enhver administrativ afgørelse og enhver kontakt med de borgere, der har brug for hjælp. Det frivillige Danmark står klar til at hjælpe, så her er en enorm ressource, der kan bruges bedre.

Give folk muligheder i stedet for cirkulærer
Jeg taler ikke om, at vi ukritisk skal give flere penge til folk. Jeg taler om en grundlæggende værdi om at hjælpe folk til at komme på fode. At give dem muligheder for at få det bedre og klare sig bedre. At tage udgangspunkt i deres drømme, evner og muligheder i stedet for at dunke dem i hovedet med cirkulærer og uforståelige skemaer.
Nogen gange er jeg lige så håbløs en drømmer, som John Lennon kunne være. Jeg ved godt, at vi ikke kan gøre alle lykkelige. Men vi kan da prøve. Ikke mindst, når vi kan se, at det vi gør nu, er helt og aldeles galt.