lørdag den 29. december 2018

Jeg bor i et parallelsamfund

Vores avis bragte forleden denne fine illustration med et portræt af den typiske nordjyde. Det er en ryger, der går på tilbudsjagt, har en Samsung-telefon, går i kirke og læser Familie-Journalen.
Jeg er helt sikker på, at det forsimplede portræt er troværdigt, så det er ingen kritik af Nordjyske.
Men jeg var altså ved at tabe både næse og mund, da jeg så opslaget.

Kender du typen?  Nej!
Jeg synes selv, jeg er ret normal, og jeg føler mig godt hjemme i Nordjylland og Vendsyssel. Men jeg kunne overhovedet ikke genkende mig selv i portrættet. Og jeg er ikke helt sikker på, at jeg kender nogen, der kan leve op til statistikkerne, som avisen har hentet sine oplysninger fra.

Vi læser i smug
Jeg må jo leve i et parallelsamfund her i landsdelen. Et lille upåagtet hjørne, hvor vi har vores egne normer og værdier. Vi sidder i smug og læser bøger og aviser, ser DR (typiske nordjyder ser TV2 Charlie) og spiser helst økologisk. Jeg kunne remse meget andet op, som adskiller mine venner og mig fra den typiske nordjyde. Men det er der ingen grund til. Jeg vil ikke gøre mig bedre end andre, og der ligger intet værdiladet i det fra min side. Andre folk må læse de blade og se de tv-stationer, de har lyst til. Det kan kun glæde mig, hvis de har fornøjelse af det.

Slut med tålt ophold?
Men jeg kan da godt blive lidt bekymret. I disse år strammer det danske samfund nettet om dem, der er anderledes. Danskhed er ikke bare noget med at være dansker - der knytter sig nogle såkaldt kristne værdier til, som man også forventes at leve op til. I første omgang går det ud over mennesker med udenlandsk baggrund, kæreste, forældre eller bedsteforældre. Men når de allesammen er jaget væk, kan det være turen kommer til os andre med afvigende livsstil.

Så er det ikke sikkert, jeg kan forblive på tålt ophold her i Nordjylland. Og hvad værre er: Kan jeg vende hjem til Vestjylland?

PS. I aften skal vi have karbonader med stuvede ærter og gulerødder.



mandag den 10. december 2018

Er der en voksen til stede i England?

Med forbløffelse og dyb undren har vi på kontinentet nu i to et halvt år fulgt englændernes håndtering af deres egen folkeafstemning om EU.
Det foreløbige lavpunkt var her til eftermiddag, hvor Theresa May som det sidste menneske i Europa havde indset, at der ikke var flertal i det britiske parlament for den aftale, hendes regering har forhandlet sig til rette med EU om.

Talentløst
Det virker som om, Brexit er en opgave, briterne simpelthen ikke vil løse. De har brugt al tiden på at skændes og ikke på at finde løsninger. Sammen.
Det er bestemt ikke nemt. Måske kan det ikke lade sig gøre. Men man skal da forsøge, og de forsøg, som regeringen og oppositionen - også den lystigt voksende interne opposition i regeringen - har gjort, er talentløse.

Se til Danmark
Se til Danmark efter Maastricht-afstemningen i 1992.
Der satte alle Folketingets partier sig sammen for at svare på 2 spørgsmål:
1. Hvad stemte folk nej til?
2. Hvad gør vi nu?
Udgangspunktet var naturligvis respekt for resultatet af folkeafstemningen. Og det var et fælles ønske om at nå et resultat, en aftale som et meget bredt flertal i Folketinget kunne støtte.

Premierministeren flygtede
Hvorfor har der ikke været en voksen til stede i England, som kunne stå for sådan en proces? I stedet flygtede premierministeren fra posten og overlod den til en minister fra anden række.
Jeg er sikker på, at Theresa May har arbejdet hårdt og samvittighedsfuldt ud fra et reelt ønske om at opfylde vælgernes ønsker. Men jeg kan også se, at de fleste andre har set det som den vigtigste opgave at bekæmpe Theresa May og gøre hende til grin.

Udsættelse
Det er lykkedes, og Storbritannien står med en kæmpemæssig uløst opgave. Det bedste, briterne kan håbe på, er en udsættelse. Og så må vi håbe, at der dukker en voksen person op og sætter sig i spidsen for det nationale kompromis, som er en helt nødvendig forudsætning for at løse krisen.

Bliv enige
De forbenede Brexit-tilhængere fylder meget i mediebilledet. Men mon ikke det er sådan i virkeligheden, at der er et massivt flertalt i befolkningen, som gerne ser Storbritannien samarbejde med EU? Og som frem for alt gerne vil have, at deres egne politikere bliver enige om landets position.
Når man nu er modstander af, at tingene skal bestemmes fra Bruxelles, er det mindste, man kan gøre vel at tage styringen og ansvaret selv. Det har hidtil ikke været de engelske politikeres kop te.

fredag den 7. december 2018

Bilerne - de hellige køer

 Her kører det.

Jo mere trafik, jo flere og bredere veje skal vi have.
Jo flere og bredere veje, vi får, jo mere kører vi.

Sådan har det været i 100 år, i Danmark og i resten af verden. I dag er vi hårdt plaget af køer på de danske motorveje og på de store landeveje. Bare i mine 20 år som bilist er trykket steget voldsomt, og det er blevet en del af min planlægning at undgå de værste køer.

Løsningen - har jeg ikke. Men den er helt sikkert ikke at bygge endnu flere og endnu bredere veje. Vi må blive bedre til at køre sammen. Vi må cykle mere. Vi må køre mere i tog og bus.

Vi er magelige
Det kommer ikke af sig selv. Vi mennesker gør ikke det, der er rigtigst for kloden. Vi gør det, der er nemmest for os selv. Og så er bilen jo for længst blevet et statussymbol. To biler er normalt og tre biler i en familie heller ikke usædvanligt.

Den udvikling skal stoppes. Både på grund af trængslen og på grund af klimaet.

Teknologien til den nye verden med færre og grønnere biler er klar. Om 5-10 år vil vi i teorien kunne afskaffe privatbilismen og i stedet booke selvkørende biler, når vi har brug for at komme fra et sted til et andet.

Men det er ren teori. For vi vil ikke. Vi vil have vores egen bil - eller to. Og den eller de skal være større end naboens. Det er frihed, synes vi. Og så bander vi over køerne på motorvejen - ikke dem, der siger muh - og over det ustabile vejr, som kineserne og amerikanerne er skyld i.


Uberørt politisk værktøjskasse
Der metoder til at regulere det, vi som samfund vil have mindre af og det, vi vil have mere af: Lovgivning. Forbud, afgifter og mere af det slemme, som ingen politikere tør foreslå.

Dyrere biler, kilometerafgifter som stiger i takt med forbruget, markant bedre offentlig trafik og præmie for samkørsel og for at cykle er nogle af de skruer, som får lov at ligge uberørt i den politiske værktøjskasse. I stedet handler de fortsat om at bygge flere og flere veje og flere og flere støjvolde.

Jeg håber, der er snart er nogen, der har mod til at gå imod mange års trafiklogik. Nogen, som har som ambition at få mindre trafik, mindre trængsel, mindre støj og mere natur.




mandag den 26. november 2018

Nostalgiker i betonbunkeren

I dag viste jeg journalisthøjskolen frem for en ven.
Flere generationer af journalister har gået vores første spæde medieskridt i den rå og grå betonbygning i Århus Nord, som vi med kærlighed eller afsky kalder for betonbunkeren.
Det er 32 år siden, jeg forlod etablissementet, men alt ligner sig selv. Blot er eleverne blevet mere tjekkede og målrettede end vi var på Schlüters tid.

Glashus på Katrinebjerg
På en opslagstavle fandt vi så tegninger af den nye journalisthøjskole på Katrinebjerg. Et smukt glashus, som efter planen står klar i 2020.
Der er garanteret en hel masse gode grunde til at bygge en ny og tidssvarende skole som erstatning for Bunkeren. Fremtidens journalistelever skal ikke spises af med forældede lokaler, blot fordi en halvgammel nostalgiker som mig synes, alt skal være som dengang, far var dreng.

Enkelt og ind til benet
Men det rykker i mig, for jeg synes, den rå og nøgne beton passer så godt til vores uddannelse - der  naturligvis også forandrer sig.
For mig er det grundlæggende ved at være journalist at fortælle, hvad der sker, så alle kan forstå det.
Det skal være enkelt - skåret ind til benet. Journalistik er ikke kunst, som man bruger timer og dage på at analysere og rette til. Det er et meget kontant håndværk.
Sådan er Bunkeren. Klare linjer - et enkelt byggeri, som ikke skal imponere i sig selv. Den skal ikke tage opmærksomhed. Det skal indholdet.

Ud!
Journalisthøjskolen behøver heller ikke at være et lækkert sted at være. For journalister skal være ude i virkeligheden - ude hos dem, de fortæller om og til. Så skal de ind på redaktionen og skrive, indtale, filme eller redigere. Og så ellers ud i samfundet igen. Der er de gode historier er. Der er den skæve, sjove, originale eller usædvanlige vinkel, som gør vores fortællinger til noget særligt. Derude er alt det, vi kan bruge vores sanser til - alle nuancerne, som får os til at forstå, at den objektive sandhed ikke findes.

Nok bare grimt
Min ven syntes, det var spændende at se det halvgamle byggeri, men han kunne ikke se det smukke i konstruktionen. Og det har han sikkert ret i. Det er nok bare en grim, meget bastant og alt for grå bygning.
Jeg ønsker DJMX alt muligt godt i det nye glashus. Gennemsigtighed er jo også vigtigt.
Og så glæder jeg mig over, at Bunkerens nye ejere vil lave forsamlingshus på stedet. Jeg kommer gerne til en debataften eller en enkel fest.



tirsdag den 20. november 2018

Mediernes landsmøde

I aftes var vi til et spændende arrangement  med den sælgende overskrift Politikerlede og medieskepsis.
Ulrik Haagerup fra Constructive Institute - der ikke er et institut men en tænketank for konstruktiv journalistik - havde samlet et hold af politikere og mediefolk til debat og selvransagelse.

Støjberg-senderen
Han startede med en aktuel historie: Hvad skete der på Venstres landsmøde i weekenden?
Vi almindelige medieforbrugere vil svare, at der var en masse snak om Inger Støjbergs formandsdrømme. Det er det indtryk, vi står tilbage med efter at have set tv, læst aviser og hørt radio.
Men Inger Støjberg var slet ikke på talerstolen for at fortælle om sine eventuelle formandsdrømme. Hun havde udtalt sig i særdeles brede vendinger om det til Altinget og til Jyllands-Posten i dagene op til landsmødet. De journalister, der dækkede mødet, valgte så alle sammen Inger Støjberg som deres hovedhistorie.

Politik fra talerstolen
Venstres politiske idéer og deres tanker om tiden op til næste folketingsvalg fik vi meget lidt at vide om. Selv om jeg er ret sikker på, at det var det, de gode folk på talerstolen i Herning beskæftigede sig med.
Redaktør Anders Bæksgaard fra Politiken forsvarede fint beslutningen om at hoppe med Støjberg-historien. Han mener, det er meget væsentligt for Danmark, om den næste Venstreformand bliver en nationalliberal som Støjberg eller en traditionel Venstremand som Kristian Jensen. Jeg er ikke enig i hans vurdering men vil gerne medgive, at det kan have en vis betydning.

Virkeligheden derude
Historien om landsmødet er ét af mange eksempler på, at medierne selv skaber en virkelighed, mens virkeligheden passerer forbi. Det er læserne, seerne og lytterne trætte af. Og det ved medierne godt.
Nordjyskes chefredaktør Per Lyngby fortalte om at få journalisterne ud - væk fra de bakteriefri redkationslokaler og derud, hvor folk bor. Nordjyske har anskaffet en bus til formålet, så avisen nu selv opsøger folk ude i de mange nordjyske lokalsamfund.
Og Bæksgaard fortalte, at Politikens kommende valgdækning også vil fokusere på at komme ud blandt folk. Han kunne i øvrigt berette, at Politiken er holdt op med at lave den slags historier, hvor de ringer rundt til lokalpolitikere for et parti og hører om deres mening om et kontroversielt forslag fra partiledelsen. Så snart en enkelt kritiker bider på, kommer han på forsiden til en historie om kritik fra baglandet.

Halvtom sal
Og politikerne selv er mere ude i landet, end de fleste af os tror. De sidder ikke i beskyttelse bag Christiansborgs tykke mure og bager rævekager. Når folketingssalen er halvtom, er det fordi medlemmerne er ude i landet og diskutere og suge viden og inspiration til sig. Det vil de gerne selv give indtryk af, men i aftes var det DRs politiske analytiker Jens Ringberg, der fortalte om de udfarende folketingsmedlemmer. Godt at høre.



søndag den 11. november 2018

Hotellet brænder - haha

Det er nok vores hotel, der brænder - haha.
Sådan sagde jeg, da Solle og jeg forleden gik tur i Lissabon, og der stod brand- og politibiler på gaden længere fremme. Vi var lige ankommet til byen og havde været ude at købe tøj og kosmetik, fordi Solles kuffert ikke var kommet med.
Spøgen blev til virkelighed. Vores hotel brændte.

Stort for børnebørnene
Vi satte os på en café overfor og fulgte brandmændenes arbejde. Ilden var brudt ud på den femte og øverste etage, og i de smalle gader i den gamle by var det en svær opgave for brandfolkene. Børnebørnene ville have elsket at se først og én og senere to brandmænd kravle op ad den lange, lange stige fra brandbilen og sprøjte tusindvis af liter vand ind imod flammerne og den sorte røg.
Det trak ud, så vi tog ud at spise, og da vi kom tilbage, var der stadig spærret af. Vi gav os til kende, og den stakkels hotelejer fortalte, at vi kunne sætte os hen på et sted i nærheden og få noget at spise og drikke, mens vi ventede på nærmere besked.

Pakkede i buldermørke
I aftenens løb kom en flink mand fra hotellet flere gange for at rapportere. Han undskyldte ydmygt og lovede hver gang at komme tilbage om 20 minutter. Tredje gang blev vi ført tilbage til hotellet, hvor en brandmand fulgte os ind på vores værelse. Der stod vi i buldermørke og pakkede vores ting sammen.
Vores værelse lå på 1. sal og var ikke brændt. Men der lugtede fælt af sod i hele bygningen, og vi tænkte helt ærligt, at vi nok ikke skulle bo her resten af ugen. Vi blev kørt i taxa til et nærliggende hotel og gik trætte i seng efter en lang og dramatisk dag.
Allerede efter morgenmaden næste dag fik vi besked om at tjekke ud, fordi vores værelse på det brændte hotel ville blive klar.

Gratis morgenmad og fin service
Og minsandten om der ikke var fint rent på værelset og på resten af hotellet, da vi kom tilbage ud på eftermiddagen. Der lugede lidt af røg ude på gangen, men ellers var der intet at bemærke.
De flinke hotelfolk kom senere op med Solles kuffert og næste morgen gav de gratis morgenmad som kompensation for vores uheldige start på ferien. Det er en utroligt stressende situation at stå i for personalet på et hotel, men de ydede en super service hele vejen igennem og bevarede roen og det gode humør.
Det gjorde vi og de øvrige gæster også, selv om det faktisk var lidt dramatisk fra starten. Ifølge den lokale tv-station, som dækkede begivenheden, var der fire sårede ved branden, som opstod i spa-området.

mandag den 29. oktober 2018

Fiks din vaskemaskine for 1 Euro



Den kloge mand på billedet arbejder på den socialøkonomiske virksomhed de Kringwinkel i Bruxelles, hvor han i 15 år har repareret vaskemaskiner, folk har kasseret.
Jeg mødte ham på en studietur med affaldsselskabet AVVs bestyrelse for en måneds tid siden og spurgte ham, hvordan han reparerer maskinerne.
Det er så enkelt, at det er til at tude over.

Tre små dimser
Hvis den defekte vaskemaskine er af mærket Whirlpool, er defekten med meget stor sandsynlighed tre små dimser, der skal skiftes på en printplade.
De ligger henne i en skuffe på de Kringwinkel, og de koster i alt 1 Euro. Det tager 10 minutter at lodde dem på, og så skal maskinen testes, før den er klar til salg. De Kringwinkel tager ca.100 Euro for en nyrepareret Whirlpool maskine med 1 års garanti.
Hvis maskinen er en Miele, er det en lidt anden sag. Så er det ikke tre men én dims, der skal skiftes. Den er til gengæld lidt dyrere - ca 10 Euro. Så er der en driftsklar Miele, som står i lidt højere kurs end Whirlpool.

Kunderne er der
Det er meget enkelt, hvis man ellers kan finde ud af det. Det kan de færreste af os, men det giver rigtig god mening at lave virksomheder, som reparerer hårde hvidevarer. Det pønser AVV på, og det var grunden til, at vi tog til Bruxelles.
Kunderne til de reparerede hårde hvidevarer kan være studerende, nyskilte, pensionister og andre, som ikke ligger lunt i det økonomiske opsving. Dem er der rigtig mange af i Belgien og i Danmark.

Ind på arbejdsmarkedet
En socialøkonomisk arbejdsplads giver plads til folk, der ellers ikke kan finde indpas på arbejdsmarkedet. De kan gøre gavn nogle timer om dagen eller om ugen og kan med tiden få et ordinært arbejde. Det er der meget fine erfaringer med i Danmark.
Så vi har en ydelse, der er brug for. Vi har folk til at levere, og vi har masser af kasserede hårde hvidevarer. Så det er bare at komme i gang.
Desværre har vi også nogle regler, der gør den oplagte idé noget mere kompliceret, men det har jeg ikke rigtig forstand på, så det må du læse om andetsteds.

Fiks det selv
I mellemtiden kan du hygge dig med en fin side for gør-det-selv-folk, der gerne vil reparere deres egne smarte produkter for næsten ingen penge: I fix it


lørdag den 20. oktober 2018

Fummelfingeren og #twitterhjernen


Her er et problem. Et stort problem for en fummelfinger som mig. Jeg skulle male vores gang i dag, og i den forbindelse skulle jeg afmontere et par dupper til at hænge tasker på. Da jeg havde skruet dem af, stak der to skruer ud fra væggen, som jeg ikke kunne hive ud af med en tang. 
De skulle ud. Det var problem nummer 1. Nummer 2 var, at de også skulle være hele, for de smarte dupper skal hænges op et andet sted.
Hvad gør man så?

Billede på Twitter
Jeg tog billedet ovenfor og lagde det op på twitter med hashtagget #twitterhjerne. Alle, der følger dette hashtag, ser mit lille opslag, og da jeg tjekkede telefonen et kvarter senere var den rigtige løsning der. Enkel og genial: Skru to møtrikker på helt tæt på hinanden. Hold fast i den yderste og skru så den inderste mod venstre - så drejer den hele skruen ud.

Det var så enkelt, så selv jeg kunne forstå det. Jeg havde selvfølgelig ikke to møtrikker i den størrelse, så jeg måtte ned til byggemarkedet. Da jeg kom hjem, havde jeg købt møtrikkerne 3 numre for store, så jeg måtte afsted igen. Pyt med det. Jeg er så vant til at være total idiot i et byggemarked.

To intakte skruer
Allerede i andet forsøg havde jeg den helt rigtige størrelse møtrikker, og så gik den lille operation i gang. Det var pærenemt og 1 minut senere stod jeg med to intakte skruer og et par rawplugs, som var nemme at pille ud.
Her er beviset.

Det smarte er ikke det med møtrikkerne. Det er #twitterhjerne. Her får du lynhurtigt svar fra venlige medmennesker om alt det, du ikke lige ved. Og jeg kunne læse på kommentarerne, at folk var glade for at hjælpe.
Jeg bidrager ikke selv, men jeg har taget min tjans. Før internettets tid var aviserne oplysningscentraler, så jeg har prøvet nogle gange at blive ringet op af et par gutter fra et værtshus, der havde væddet om et eller andet, og nu forventede, at avisen kunne afgøre tvisten. Jeg vendte altid tilbage med et svar - til store glæde for en af gutterne - men jeg er ikke helt sikker på, at kvaliteten var så høj som på #twitterhjerne.

lørdag den 13. oktober 2018

Sønderborg bedre end regeringen

Forleden præsenterede regeringen sin klimaplan, som folk med forstand på de sager hurtigt fik pillet fra hinanden. Det viste sig, at 80 pct. af klimaeffekten var skrivebordsmanøvrer uden konkret handling ude i samfundet.

I maskinrummet hos ProjectZero
Dagen efter var jeg så heldig at komme inden for i maskinrummet hos ProjectZero i Sønderborg. 35 kløgtige folk var samlet for at gøre status på planen for at reducere CO2 udledningen i Sønderborg Kommune. Målet er nul udledning i 2029, og mødet i onsdags gjaldt delmålet for år 2025, som er en 75 procents reduktion i forhold til år 2007.

8 arbejdsgrupper - 56 forslag
De går systematisk til værks i Sønderborg. ProjectZero har defineret 8 overordnede temaer og nedsat en arbejdsgruppe for hver af dem. Grupperne har i fire måneder arbejdet med konkrete forslag til at nedbringe CO2 udledningen, og firmaet PlanEnergi har regnet på effekten af hver eneste aktivitet. Der er i alt 56 konkrete forslag, og dagen startede med regnestykket. Det viser, at de 56 forslag lige nøjagtigt vil få den ønskede effekt i år 2025, hvis de alle sammen bliver gennemført.
Resten af dagen brugte vi på at arbejde i dybden med 8 af forslagene, så der er maksimal sandsynlighed for, at de bliver gennemført og så de måske kan få lidt større effekt end de første beregninger viser.

Fælles dagsorden
Jeg har været til mange konferencer og møder, hvor klimafolk bruger tid på at diskutere afgifter og politiske motiver.
Det her var noget helt andet. Det var arbejde for en fælles sag. Der sad folk fra virksomheder, fra kommunen og fra organisationer. Ingen diskuterede, om det nu var for ambitiøst, om det nu var for dyrt eller om der kunne skaffes flertal for indsatserne. Alle talte om, hvordan vi løser opgaven bedst muligt.

Sønderborg bedst i EU
Jeg kan helt objektivt konstatere, at Sønderborgs klimaplan er betydeligt bedre end regeringens. Den har højere ambitioner, den bygger på handlinger, som bliver sat i værk, og den er båret af enighed.
Intet under, at konferencen kunne slutte med kæmpe klapsalver, fordi Sønderborg Kommune om eftermiddagen fik hæder af EU-kommissionen for at være den mellemstore by i Europa, der gør det bedst på klimaområdet.
Der er et slogan i den verden, der på dansk hedder: Stater snakker, byer handler.
Det er denne lille historie et klart eksempel på.

tirsdag den 2. oktober 2018

Fjumset politi reddet af Kim Larsen

Der var fire på en cykel på Jyllingevej. Sådan starter en af de halvskøre sange i Kim Larsens rige repertoire.
Den handler ikke rigtigt om noget, men skal man trække en konklusion ud er det, at de formastelige cyklister uden lys får en meget hård straf. Man kan kalde det en overreaktion fra politiets side.
Det samme gælder vist fredagens aktion, hvor politiet, forsvaret og efterretningstjenesterne brugte millioner af lønkroner og tusindvis af danskeres tid på at jage en sort Volvo. Chaufføren var en ung mand, der ifølge hans advokat nu er sigtet for hæleri. Sagen førte også til, at politiet fandt lidt hash på en gård et øde sted på Fyn.

Hemmelighedsfuldt politi
Politiet var stik imod sædvane meget hemmelighedsfuldt om den enorme aktion. Lørdag kom der en kortfattet forklaring om, at der havde været "en konkret trussel mod nogle personer i det danske samfund". Den unge mand i Volvoen befandt sig tilfældigvis i nærheden af en eller flere af disse truede personer, og så opstod misforståelsen.
Selvfølgelig skal politiet have lov til at tage fejl. Ellers pågriber de aldrig nogen og opklarer aldrig noget. Det er helt i orden.

Ud med sproget
Men når vi er oppe i en aktion, der berører tusinder af danskere i lang tid, og hvor broer og færger bliver lukket, så er det ikke godt nok med en generel forklaring om en "konkret trussel". Den slags er der vel hver dag.
Politiet skal stå til tjeneste for os, og vi har krav på at få mere at vide end, at der var tale om en misforståelse. Det kan man godt gøre uden at ødelægge sin egen efterforskning af den tilsyneladende meget alvorlige sag, der var under opsejling. Ud med sproget.

Kim Larsen berører alle
Det kunne være blevet en stor sag, men så døde Kim Larsen søndag morgen, og så kunne alt andet være ligegyldigt. Også for mig. Dødsfaldet er en af årets allerstørste nyheder, som berører næsten alle danskere, og selvfølgelig skal den have fuld skrue i medierne. Vi så også Kim Larsen hele eftermiddagen, hvor fjernsynet normalt er slukket.
Den fjumsede politiledelse kan ånde lettet op, mens vi stadig mindes Lune Larsen.
Men han dør kun én gang, så for fremtiden må den kære ordensmagt være meget mindre nærig med sandheden, også når den selv har vurderet forkert.

 

tirsdag den 18. september 2018

Kristent pjat i DR-kontrakt

I DRs programflader og platforme skal det "være tydeligt, at vort samfund bygger på folkestyre og har sin rod i kristendommen".
Sådan står der i den nye publicservicekontrakt, som DRs ledelse har måttet indgå med kulturminister Mette Bock (LA).

Kvindeundertrykkelse
Jeg gætter på, at det kristne pjat har Dansk Folkeparti som afsender. Jeg bliver træt af at se kristendommen fremhævet som det vigtigste særlige danske. Det er det ikke. Kristendommens historie med kvindeundertrykkelse og fordømmelse af morskab er ikke værd at fremhæve som en særlig kvalitet.
Er det da ikke rigtigt, at Danmark har sin rod i kristendommen? Tjo. Det kommer an på, om vi tager hele roden med. Det, vi kender som Danmark, har vist været hedensk i mindst lige så lang tid, som det har været kristent. Og så har det været katolsk i nogle hundrede år. I de seneste 50 år har Danmark kun rent formelt været kristent. Flertallet af befolkningen praktiserer ikke den kristne tro.

Hvad med friheden?
Men det kan vel ikke skade, at der står noget om kristendom? Næe. Men der kunne stå så meget andet, som den liberale minister ikke har fundet det værd at fremhæve.
Der kunne for eksempel stå noget om frihed og ytringsfrihed, som for alvor er en grundpille i det danske samfund.
Der kunne også stå noget om tolerance. Eller om forpligtende fællesskaber. Eller om åbenhed og mangfoldighed. Eller om ligeværd. Eller om åbenhed over for verden som en nødvendighed for et lille land uden dyrebare naturressourcer.

Vis tillid til DR
Der kunne også stå ingenting. Det havde været det allerbedste.
Politikerne kunne vise den tillid til DR, at vores fælles tv- og radiostation afspejler tendenser i samfundet og derfor bringer indhold, som interesserer danskerne og som er med til at fremme dansk identitet.
Men med inspiration fra folkepartiet, er det som så ofte før kristendommen, der skal luftes. Jeg påstår, at det er for at fremhæve en modsætning til andre religioner. Religioner, som partiet hele tiden forsøger at forbinde med flygtninge og indvandrere.


søndag den 9. september 2018

Rettidig omhu og en lang næse



Et af de store konfliktpunkter herhjemme er, når jeg siger ja til en opgave ude i en kommune på en dag, hvor vi skal noget privat. Det er desværre sket nogle gange, og jeg skal ikke forsøge at bortforklare noget. Det er simpelthen mig, der er en torsk.
Undskyld.

Rettidig planlægning
Men nu har jeg desværre fået bevis for, at rettidig planlægning ikke nytter. Vi har for meget længe siden bestemt, at vi vil fejre vores sølvbryllup lørdag den 15. september. Det siger sig selv, at jeg ikke skulle love mig væk til noget den weekend.
For mange måneder siden begyndte vi så at planlægge et af de allerkæreste arrangementer, jeg er involveret i i Tankegang: Hele Verden i Frederikshavn Kommune. Det er en kulturdag, hvor folk fra hele verden, som nu bor her i området, synger, danser, spiser og snakker sammen - og hvor vi lokale også er med. Vi har holdt den tre gange, og det er en skøn dag. Jeg har fået rollen som konferencier, og det er så sjovt.

Kontraordre fra rådhuset
Tilbage til planlægningen. Jeg manøvrerede sikkert uden om den 15. september, og vi fandt også en fin dato, hvor Maskinhallen var ledig.
Så kom der kontraordre fra Frederikshavn Kommune. Vores arrangement skulle være en del af Frederikshavns 200 års byjubilæum, nærmere bestemt kulturnatten, som holdes - gæt hvornår - lørdag den 15. september.

Åbningsarrangement for Kulturnatten
Jeg protesterede og mine makkere bag arrangementet bakkede mig minsandten op. Men der var naturligvis ikke noget at gøre. Vores private fest får jo ikke kommunen til at lave om på jubilæumsplanerne, så nu er Hele Verden i Frederikshavn Kommune blevet åbningsarrangement for Kulturnatten.
Moralen er ty'lig, men styg og modby'lig (shu-bi-dua citat): Man får ikke noget ud af at planlægge i god tid.
Til gengæld har vi planlagt en super sølvbryllupsfest og en næsten lige så god kulturdag.

søndag den 26. august 2018

Tidlig sæson for valgkuller

Senest i juni 2019 har vi folketingsvalg igen. Det bliver som altid rigtig spændende.
Jeg håber meget naivt, at debatten op til valget vil være præget af partiernes holdninger til klima, økonomi, internationalt samarbejde, sundhed og kultur.

Kabalevalgkamp
Men jeg frygter, at det med medierne som dirigent bliver en kabalevalgkamp, hvor det hele går ud på at finde ud af, hvem der skal være statsminister.
Der er allerede gået alt for meget valgkuller i den.
At Uffe Elbæk og Pernille Skipper foreslår sig selv som statsminister er underholdende og helt i orden. De kunne også pege på sig selv som præsident i England eller træner for fodboldlandsholdet.

Tre gange kuller
Men når Alternativet siger, at de ikke vil pege på andre end Uffe Elbæk, og at de vil vælte enhver regering, der ikke opfylder Alternativets klimamål, så er det kuller.
Når de radikale forlanger skriftlige løfter om, at Socialdemokratiet skal føre radikal udlændingepolitik for at få lov at sidde i regering, så er det kuller.
Og når Dansk Folkeparti kræver, at en ny Venstre-regering ikke må have deltagelse af Liberal Alliance, så er det kuller.

Flertal i Folketinget
Partier af enhver størrelse må respektere ethvert flertal i Folketinget. Hvis et markant flertal i Folketinget har en anden klimapolitik end Alternativet - så bliver partiets politik ikke gennemført. Og så er det pip at hive tæppet væk under en regering på det grundlag, for det vil jo ikke ændre noget som helst politisk.
På samme måde med de radikales udlændingepolitik. Den kommer der ikke flertal for, uanset om de radikale støtter Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Bliv væk fra træerne
Jeg håber, at partierne vil lade være med at kravle op i en masse træer under valgkampen. Derfra opnår man ingen resultater.
Når krydserne er sat, er der muligvis et grumset folketing uden et klart flertal for Mette Frederiksen eller Lars Løkke. Det er helt almindeligt. Sådan var det i 60erne, 70erne og store dele af 80erne og 90erne. Så må partierne forhandle.
Det gør de forhåbentlig ud fra devisen landet skal jo regeres.
I den situation kan dygtige partier forhandle sig til høj indflydelse, men det kræver altså, at de ikke i to-tre måneder har gået og underholdt enhver forbipasserende journalist med alle de ultimative betingelser, de stiller for at være med.


fredag den 17. august 2018

Flere rutsjebaner

Der er et skud i bøssen, når de mindre politiske partier indkalder pressen i forbindelse med deres sommergruppemøde. Så skal de have fundet på ét budskab, som kan blive dagens historie i alle elektroniske medier i nogle timer.
De konservative havde deres 15 minutters berømmelse torsdag, og budskabet lød: 600 flere politibetjente.

Gakkelak
Et gyseligt eksempel på, at kommunikationstænkning har afløst politiske tanker. Partiet vil gerne appellere til folk, som ønsker lov og orden, og så bliver et ønske om flere politifolk pludselig den vigtigste mærkesag. For et regeringsparti. Det er gakkelak.
Alle i det offentlige kan bruge flere hænder, og det er da venligt, at de konservative ønsker at tilgodese en bestemt fagforenings ønsker.
Men det løser jo ikke noget væsentligt problem. Kriminaliteten i Danmark er faldende, og har været det i mange år. Den knytter sig for en meget stor dels vedkommende til hash- og narkotikahandel, som er et problem i Danmark, men ikke voldsomt. Og det kan 600 betjente ikke gøre noget ved.

Rutsjebaner giver livskvalitet
Efter min mening kunne de konservative lige så godt have forlangt flere rutsjebaner. Det ville da være dejligt, hvis der var flere steder, hvor børn og barnlige sjæle kunne lege. Og vi ved, at leg og fysisk udfoldelse giver øget livskvalitet.

Klimaet, nååh ja
En stærkt stigende del af den danske befolkning mener, at klimaudfordringen er det største problem i Danmark, og vi ønsker, at de politiske partier for alvor tager fat om det, inden det er for sent.
Det gled forleden helt ud af de konservatives politiske prioriteringsliste. Efter en dag i vridemaskinen kom formanden i tanke om, at de konservative fortsat vil kalde sig et grønt parti, så klimaet kom ind på en fjerdeplads. Nummer 1 er fortsat de 600 ekstra politibetjente.
Jeg forudser, at det gamle parti fortsætter ned af vælgerrutsjebanen.

lørdag den 11. august 2018

Skibsuret overlevede ragnarok


Mette med det dejlige smil og det gamle ur. 

 Skipper Tørnæs med uret, der overlevede Ragnarok

Ved min svigerfar Hans Lillelund Ovesens begravelse sad vi over for Laurits Tørnæs, der lige som Hans var en meget dygtig fisker i Esbjerg i 50erne og 60erne. Han kender familien og vidste, at vi boede i Frederikshavn, og for at være venlig nævnte han, at han forresten skulle have været til vores by i vinter. Han skulle hente et ur, der stammede fra hans kutter Vidar, og som en dame i Frederikshavn havde fundet.

Han hedder Stener og så hedder han....
Jeg tilbød selvfølgelig at være kurér. Jeg kommer tit til Esbjerg, så det var ikke spor besværligt for mig at tage et skibsur med. Selv om jeg forestillede mig, det var en større sag, der fyldte godt op bag i bilen.
Tørnæs sagde ja tak. Han fik mit kort og ville bede damen kontakte mig.
Kort efter ringede han til hende, og fortalte historien. Han sad med mit lille kort, og sagde: Han hedder Stener og så hedder han...
... Glamann, sagde Mette Andreassen, som vi har kendt fra Frederikshavn Rideklub i 25 år. Og så fik jeg en hilsen fra Mette, som få dage efter stod på vores gårdsplads med uret og sit dejlige smil.

Alpha Diesel
Hun kunne fortælle, at hendes far havde arbejdet på Alpha Diesel på havnen, og han må have taget uret i forbindelse med ophugningen. Mettes gik og ryddede op i sine forældres hus i Strandby, og der fandt hun skibsuret. Det var millimeter fra at ryge ud, men så opdagede hun en lille håndlavet gravering. Der stod Vidar E-440. Den slags kender Google svaret på, og her fandt Mette hurtigt ud af, at der var tale om en fiskekutter, hjemhørende i Esbjerg, der havde tilhørt Laurits Tørnæs.
Ham turde hun ikke kontakte, men datteren Ulla Tørnæs er ridepige - og minister - så hun fik en hilsen fra Frederikshavn, og kort efter var der kontakt til ham, jeg godt må kalde den gamle fisker - folketingsmedlem, minister og amtsborgmester.

Odins søn
Historien sluttede i tirsdags, hvor jeg cyklede ud til Sædding med det hvide ur i en pose. Vi fik en hyggelig snak om kutteren, der var den tredje, Laurits Tørnæs fik bygget på 10 år. De hed alle Vidar, opkaldt efter Odins søn, hvis opgave var at kæmpe mod Ragnarok den dag, det måtte opstå. Laurits Tørnæs kom ud for et trafikuheld på sin tredje rejse med Vidar og solgte kutteren - med ur - i 1973. Den levede videre under andre navne i 15 år, indtil den blev ophugget i Grenaa og uret på ikke opklaret vis endte i Strandby.

Udsigt over Ho Bugt
Ophugningen har været et sandt ragnarok for det gode skib, men skibsuret levede op til kutterens navn og efter en snarlig tur til urmageren kommer det op at hænge i rødstensvillaen med udsigt over Ho Bugt.

lørdag den 4. august 2018

En god historie for Gregory og Steiner

 Hygge på terrassen i Tolne

Hver dag i sommerferien skal jeg have et projekt. Noget, jeg skal foretage mig. Det kan være have- eller husarbejde. Men det kan også være en udflugt. I dag har jeg for eksempel to. Jeg skulle klatmale huset og vi skal til en lille koncert nede i byen i aften. Det er rigeligt.

Vandretur til Lønstrup
I torsdags var det et større projekt. Der gik jeg hjemmefra og til Lønstrup - en dejlig tur på 52,5 kilometer. Ruten var planlagt. Jeg stod tidligt op, gik i bad, spiste et kraftigt morgenmåltid og spændte vandreskoene på. I hånden havde jeg en lille vandflaske og i lommerne lå to müslibar, et dankort og min telefon.

Mad i butiksløse byer
Det meste af turen gik gennem butiksløse landsbyer, så det var lidt af en udfordring at få mad. Jeg vidste dog, at der var en Netto i Højene, hvor jeg kunne fylde kalorier på. Så mon ikke det gik?
Det gjorde det, for allerede i Tolne gik jeg lige forbi en restaurant - Tolne Gæstgjivergård. På den hyggelige træterrasse sad et svensk ægtepar og nød morgenmaden. Jeg bevilgede mig selv en kaffepause og gik op på terrassen. En munter mand med amerikansk accent bød mig velkommen. Jeg gav hånd og præsenterede mig, og bestilte en kop kaffe. Værten lokkede med hjemmebagte scones, så jeg måtte have sådan én til.

Gregory fra Wisconsin
Da han kom med bakken, satte han sig og snakkede. Først havde vi lidt grin med mit navn. Som så mange andre kaldte han mig Steiner de første gange. Selv hedder han Gregory og er fra Wisconsin, men taler fint dansk efter en del år her i landet.
I sine unge dage løb han maraton, men det er mange kilo siden, og nu er han netop begyndt at træne igen. Efter 6 uger er han op på 6 kilometer.
Han var meget fascineret af mit projekt med at gå 50 kilometer, og jeg måtte love ham at melde tilbage, når turen var forbi.

Betaling: Historien
Så kom vi til betalingen. Det var hurtigt overstået, for Gregory ville ikke have noget for det velsmagende lille måltid. Han havde fået en god historie, og det måtte være nok. Blot jeg ville love at komme tilbage en anden gang.
Der var ikke noget at gøre, så jeg gav en krammer i stedet og spadserede videre vest på. Da jeg var sikkert hjemme igen, sendte jeg Gregory billedet ovenfor og skrev, at min tur var gået fint. Der kom straks svar tilbage: You made it. Congrats!

Reklame for Tolne Gjæstgivergård
På den måde fik både han og jeg en god historie. Han skal have lidt mere reklame, så jeg vil kraftigt opfordre dig til at lægge turen forbi Tolne Station, hvor Gregory og Janne har både pottemageri, Bed & Breakfast, café og lidt af hvert.

tirsdag den 31. juli 2018

Penge er et alt for fattigt formål

Med jævne mellemrum hører og læser jeg den påstand, at private virksomheder kun har 1 formål: At tjene penge.
Det får lov at stå uimodsagt, og det irriterer mig. For det passer simpelthen ikke.
En virksomhed er til for at gøre noget godt for kunder og medarbejdere. Den er til for at dyrke den faglighed, som er virksomhedens grundlag.

Opgaven er drivkraften
Min drivkraft i Tankegang er at løse spændende opgaver sammen med kommunerne - og få dem til at lykkes. Min drivkraft er, at vi i Tankegang udvikler os til fremtidens krav fra kommunerne og bliver ved med at være en spændende og idérig virksomhed. Og min drivkraft er at bidrage til at gøre Danmark en lille smule grønnere og en lille smule mere åbent og demokratisk.

Vi skal have overskud
Penge og overskud er ikke ligegyldigt. Det er en simpel nødvendighed. Tankegang skal tjene penge, så vores virksomhed kan drives videre og kan udvikle sig. Vi skal tjene så mange penge, at vi har råd til at få underskud, når konjunkturerne går skævt eller vi er uheldige.
På samme måde er det med tømreren, automekanikeren, revisoren, landmanden, telefonselskabet og for Grundfos. De skal tjene penge for at kunne fortsætte og for at kunne udvikle sig. Men det er ikke selve formålet med virksomheden.

Den rige tømrer
Tømreren og hans svende og lærlinge kører ikke ud og sætter vinduer i hos fru Jensen, for at mester skal blive rig. De gør det, fordi fru Jensen bliver glad, fordi det er vigtigt at sætte vinduer i på den rigtige måde, og selvfølgelig fordi de får løn og tjener penge på det.
En god løn eller et flot overskud er en del af arbejdsglæden, og det giver tryghed. Men det er kun en del.

Dollartegn og underskud - nej tak
Som kunde vil du ikke handle med nogen, der har dollartegn i øjnene. De skal brænde for at give dig en god service og/eller et godt produkt til en fornuftig pris. Så en virksomhed, hvis eneste formål er at tjene penge, vil aldrig blive en succes.
Men du vil heller ikke handle med nogen, der ikke kan tjene penge. En virksomhed, der har et pænt overskud, er en god og solid virksomhed, som kunderne kan regne med. Som kunder vil vi også gerne have, at medarbejderne har det godt og trives i den virksomhed, vi handler med.

Fire sider af samme trekant
På den måde hænger tingene sammen i mit lille hoved. Den gode virksomhed brænder for kunderne, medarbejderne, virksomhedens faglighed og for at skabe en god økonomi. Det er fire sider af samme trekant. Derfor er det så svært :-)

Tænk på det, næste gang nogen slår fast, at private virksomheder kun er til at for at tjene penge. Det er alt for fattigt. Men vi SKAL tjene penge.
Det skal du jo også.

tirsdag den 17. juli 2018

Undersøgelser går agurk

Her i sommervarmen kniber det med nyheder ud over sport og Trump. Så er der heldigvis undersøgelser og statistikker at ty til. Dem får vi mange af for tiden. Konklusionerne kan være skarpe, men når man går lidt i dybden med indholdet, er det ofte et tyndt skrog uden kød.
Der var to morsomme eksempler i går.

De gamle får ikke besøg
Fra morgenstunden kunne DR afsløre, at under 40 pct. af danskere over 75 år får et forebyggende hjemmebesøg fra kommunen. Hele morgenen var vinklen, at nogle kommuner simpelthen ikke tilbød besøget, men det måtte DR rette igen. Alle følger loven, men nogle steder ønsker meget få borgere at byde en medarbejder fra kommunen indenfor.
Der var så nogle folk fra interesseorganisationer, som fortalte, hvor vigtigt det er med den forebyggende indsats, og det har de også helt ret i.

Andre tilbud er ikke med i statistikken
Men når nogle kommuner har meget få besøg, kan det skyldes, at de har andre tilbud, som bringer dem i kontakt med de ældre over 75 år. Det fremgår bare ikke af statistikken, fordi den kun omhandler de forebyggende besøg i de ældres hjem.
Kommunerne har fokus på forebyggelse og besøgene kan være en af mange gode aktiviteter. Min konklusion: Fint at blive orienteret om problemstillingen, men ingen reel historie.

Klassikeren: Lukkedage i børnehaven
Så var det TV2s tur. De tog klassikeren med lukkedage i institutioner op, og hittede på en rundspørge til kommunerne. 40 pct. af kommunerne lukker op til flere institutioner i forbindelse med ferien. Det betyder, at de børn, der skal passes i ferien, måske skal afleveres og hentes et andet sted end sædvanligt. TV2 havde fundet en bekymret forældrerepræsentant, som mente, det var problematisk for børnene at komme ud af deres faste rammer.
Så skulle der en case på. Det var SFOerne i Helsingør, som alle var lukket, og så blev børnene samlet på et stort legeområde i byen. Det var børnene helt vilde med, fremgik det af en skøn reportage. Og det var, fordi det var nyt og spændende.
Så røg den historie.

Dyr service i ferien
Men måske var der en historie. Hvis rundspørgen står til troende, har 60 pct. af alle kommuner alle institutioner åbne, selv om der er meget få børn. Hvad koster det pr. barn at opretholde så dyr en service? Har kommunerne virkelig råd til det?
Jeg tror ikke, det passer. Men det kunne da være interessant, hvis et medie en dag ville tage den vinkel op i stedet for, at vi altid skal høre om det overgreb mod børnefamilierne som de udskældte lukkedage præsenteres som.

mandag den 9. juli 2018

Ungdomsoprør - nej tak


 Stærke unge i debat om klimaet i vores telt på Folkemødet

De unge må gøre oprør og gå på barrikaderne for at få de ældre generationer til at forstå klimaproblemet. Ud at demonstrere!
Sådan lød opfordringen fra en af tilhørerne i Tankegangs og klimabyernes telt på Folkemødet, da vi havde et par unge spejdere og klimaaktivister i podiet. Men det var en forbier.
- Oprør og demonstrationer - det er ikke os. Vi er flasket op med dialog og samtale og med at løse tingene i fællesskab, svarede en af spejderne med et stort smil.
En anden supplerede med, at demonstrationer er gammeldags. Han ville hellere lave noget konkret arbejde, som skaber forandringer.

Jeg kunne godt hyle med
Det var lidt af en øjenåbner for mig. Jeg kunne godt have hylet med i koret om et nyt ungdomsoprør. Men jeg kan godt se, at det er en oprørende traditionel måde at anskue tingene på.
Det spændende ved ungdomsoprøret for 50 år siden var, at det var nyt. De unge dengang viste en helt ny måde at betragte verden på. Den har haft en positiv indflydelse på vores samfund siden, men det er en anden historie.
Det er jo ikke nyt at demonstrere, at besætte et kulværk eller at blokere en motorvej. Det vil ikke være originalt.
Det er måske heller ikke nyt at vælge dialog og samtale som våben. Men det er vejen frem.

Ikke en generationskamp
Klimaproblemerne bliver ikke løst ved at fremkalde konflikter mellem generationerne. Det er slet ikke dagsordenen i dag. Problemet med klimaet er ikke de ældres adfærd - det er alles adfærd og vores kollektive beslutninger.
Vi skal bruge langt mindre energi af den slags, der forurener. Det kræver en ny adfærd af den enkelte, og det kræver politiske beslutninger.

En del af samtalen
Det er en dagsorden, som interesserer mange unge. Derfor skal de være en del af samtalen og af løsningen. De skal ikke definere sig selv, som nogen der er modstandere af os andre. Unge og ældre skal ikke kæmpe imod hinanden om at have ret. Vi skal kæmpe sammen om at løse et problem, som er oprørende påtrængende.

søndag den 17. juni 2018

En omvendt krammer

Onsdag aften fløj jeg fra København til Bornholms Lufthavn lidt uden for Rønne.
Jeg blev modtaget af min kollega Claus, og vi gav hinanden en krammer. Claus og jeg har arbejdet og hygget os sammen i mange år, så det er ret naturligt.
Vi stod måske 50 mennesker og ventede på kufferter. 7 meter fra os stod Lars Løkke Rasmussen lidt for sig selv op ad væggen.
Øjeblikket efter kom hans nærmeste kollega Kristian Jensen. Han stod i et halvt minuts tid lige ved siden af mig. 7 meter fra Lars Løkke.

Kiggede alle andre steder hen
De kiggede ikke på hinanden. De nikkede ikke til hinanden. De opsøgte ikke hinanden.
Lars Løkke blev tavst stående og kiggede alle andre steder hen end over imod os. Kristian Jensen mødte nogle (andre), han kendte og gav sig i en hjertelig snak med dem.
Jeg er journalist, så jeg rapporterer bare, hvad jeg så.
Jeg gætter ikke på årsager og motiver.
Men jeg er også et menneske, og jeg kunne mærke, at flere i den lille lobby syntes, det var underligt. Her stod Venstres formandskab. Her stod de to vigtigste ministre i den samme regering. Her stod to mænd, der har arbejdet meget tæt sammen i mange år. Lige så mange som Claus og mig. 7 meter fra hinanden. Og de ikke så meget som nikkede.

En naturlig forklaring?
Måske lider de begge af tunnelsyn, så de kun kan se det, der er lige foran dem. Måske var de begge to meget trætte og åndeligt fraværende onsdag aften. Jeg ved det ikke. Der kan være en naturlig forklaring på deres manglende lyst til at kontakte hinanden.
Men de kommunikerede til os andre. De fortalte os uden ord og uden fagter, at ham den anden ikke er en makker. De uddelte en omvendt krammer med 50 mennesker som tilskuere.

torsdag den 7. juni 2018

Banalytikerens svigt

Som læser af denne blog er du forkælet med skarpe politiske banalyser. Jeg forudså SFs farvel til den forrige regering over en måned, før det skete, og så sent som i sidste måned påpegede jeg det dybt problematiske i Tibetsagen. Justitsministeren har nu bøjet sig for mine argumenter og genopliver Tibetkommissionen.

Logisk melding
Men ugens store politiske nyhed havde jeg ikke set komme. Nemlig Mette Frederiksens melding om, at Socialdemokratiet går efter at danne regering alene efter næste valg.
Jeg undskylder mange gange, og jeg indrømmer på stedet, at jeg ikke havde tænkt tanken.
Det er rystende dårligt af mig. For det er jo såre logisk. Andet kunne Socialdemokratiet ikke gøre.
En SR-regering er ikke længere realistisk. De to partier har ganske systematisk bevæget sig væk fra hinanden siden sidste valg. Det ville være dybt utroværdigt, hvis Mette Frederiksen forsøgte at bilde vælgerne ind, at hun ønskede sådan en konstellation.
En regering med SF, støttet af Enhedslisten og Alternativet, er heller ikke realistisk. Den vil vælgerne skyde ned på forhånd, og de borgerlige ville vinde valget uden større anstrengelse.

Mange tidligere S-regeringer
Så der er ingen at sidde i regering med, og når man går efter at lede landet, ja så må det blive en ren S-regering, som vi i øvrigt har haft mange gange tidligere.
Den kræver naturligvis opbakning fra et flertal i Folketinget. Og det kommer ikke af sig selv. Men det kommer lettere, end så meget andet.
SF, Enhedslisten og Alternativet vil selvfølgelig stille alverdens krav til Mette Frederiksen for at blive parlamentarisk grundlag. Dem vil hun lytte venligt til, men hun ved jo også, at de tre partier til venstre for hende ikke vil støtte en borgerlig regering.

De radikale er sure og rasende
De radikale kan godt blive sure og rasende over Socialdemokratiets udlændingepolitik. Men vil det få dem til at støtte en V- eller end V-DF regering? Som i øvrigt sikkert også vil være afhængig af Liberal Alliances støtte. Det tror jeg næppe.
Hvis den nuværende røde blok får flertal efter valget, er jeg ret sikker på, at Mette Frederiksen ender med at stå i spidsen for en ren socialdemokratisk regering. De radikale vil slå sig i tøjret - meget længe og meget grundigt. Men de må ende med at vælge.

Ikke flertal for de radikales udlændingepolitik
Uanset, hvem de peger på, vil der ikke være flertal for de radikales udlændingepolitik, og den vil ikke blive gennemført. Når Morten Østergaard & co. har erkendt det, vil jeg tro, at de vil søge maksimal indflydelse hos Socialdemokratiet.
Men man ved aldrig med de radikale.

onsdag den 30. maj 2018

Menneskelig fejl i e-boksen

I går fik jeg et brev i min e-boks fra en fremmed kommune.
Tankegang havde et tilbud ude hos kommunen og jeg tænkte dumt, at svaret måske kom den vej.
Men det var noget ganske andet.
Det var en indkaldelse til en sundhedssamtale. Ikke til mig men til en vidt fremmed person. Det var jo spændende, så jeg ledte straks efter en forklaring.

Ung mand med fire andre cifre
Den stod med lille skrift i toppen af brevet. Nemlig mandens personnummer. Han er født samme dag som mig. De fire sidste cifre er nogle helt andre end mine.
Der stod også navnet på en sagsbehandler, som jeg ringede til her til morgen. Hun beklagede mange gange at jeg havde fået en anden mands brev og hans cpr-nummer og kunne ikke lige på stående fod give en forklaring. Vi aftalte, at jeg slettede brevet fra min e-boks og sendte hende en mail med mine kontaktoplysninger, så hun kunne give et svar.

Flere papirer
Det kom forholdsvis hurtigt. Først i en mail, hvor hun forklarede, at det var en menneskelig fejl fra hendes side. Hun havde haft flere papirer liggende med cpr-numre og var kommet til at kigge på det forkerte, da hun skulle skrive de sidste fire cifre. Og der var så tilfældigvis ét med mine fire slutcifre.
Senere på dagen fik jeg endnu et brev i e-boksen fra den fremmede kommune.

Min makker fik besked
Her beklagede den venlige sagsbehandler igen hændelsen og bad mig slette brevet. Hun oplyste også, at manden der skulle til sundhedssamtalen havde fået at vide, at brevet i første omgang var sendt til en forkert person. Endelig fik jeg navnet på sagsbehandlerens overordnede, som hun havde indberettet hændelsen til.
Det er helt okay for mig.

Fejl 40
Det er lidt betryggende at vide, at der i vores digitale verden stadig begås menneskelige fejl. Og det er rigtig dejligt, at man så kan tale med det fejlende menneske, som både siger undskyld og tager henvendelsen meget alvorligt.
Formelt set er der jo sket et brud på EUs persondataforordning her, men det lever jeg helt fint med.
Det er bare en fejl 40, og den slags kaster tit en god historie af sig.