tirsdag den 28. september 2010

Mental træning for skadet løber

Nu er der mindre end seks uger til New York Marathon, hvor jeg er en af deltagerne. Det er bare så fedt. Solle og jeg glæder os til vores første rejse til USA og til mødet med den by, som alle falder i svime over. Vi er klar til at lade os suge ind i heksekedlen og opleve det hele.
Selve løbet er anledningen, og det bliver også et højdepunkt. Men der er altså en særdeles giftig slange i det paradis. Jeg er nemlig skadet. I højre ben har jeg døjet med en mystisk skade siden foråret. I perioder har jeg kunnet træne igennem og så sent som for halvanden måned siden løb jeg over 30 kilometer i en fin tid. Siden er skaden taget til, og på det seneste har den fået en makker i det venstre ben.
Mens jeg løber korte ture, får jeg lidt massage og kæmper for at få hjælp på idrætsmedicinsk klinik. Det er en opgave i sig selv.
Men den sværeste kamp er den, der foregår inde i hovedet på mig. Sidste år løb jeg maraton på 3:37, og jeg var i bedre form i august i år, så jeg kunne drømme om en tid på 3:30. Jeg har hørt, at der er en masse festlige forstyrrelser i New York, så man skal lægge et kvarter til sin idealtid. Fint nok. 3:45 kan også gå, og det gælder sådan set også 3:55.
Men det er slet ikke sådan, jeg skal tænke. Som benene har det lige nu, kan jeg ikke løbe 42 kilometer. Jo hårdere, jeg træner nu, jo mindre er chancen for, at jeg kan gennemføre løbet i New York. Så jeg må ikke træne intensivt. Det betyder, at jeg kommer i dårligere form, og det betyder også, at jeg måske skal gå efter en tid på 4:10, 4:20 eller så galt 4:30.
For alle, der ikke løber, er det også super duper. For mig er det elendigt. Men det er formentlig det eneste realistiske.
Det er altså virkelig svært for mig at indstille mig på det. Min fornuft fortæller mig, at det bliver en kæmpe oplevelse at være med til verdens største maratonløb. Den fortæller, at jeg skal pleje mine skader, så benene bliver klar til de mange kilometer på asfalt over there.
Men mit løberhjerte skriger på lange ture og hård træning. Det er skøøønt at blive banket igennem og at vide, at det forbedrer min tid i det store løb. Men jeg kan ikke. Jeg må ikke.
Derfor arbejder jeg nu med mental træning, hvor jeg øver og øver og øver mig i at acceptere tingenes tilstand for de 48 år unge ben. Dette indlæg er en del af træningen.

søndag den 26. september 2010

Myten om den økonomiske uansvarlighed

S og SF vil bare øge de offentlige udgifter og hæve skatten med 30 mia. kr.
Sådan lyder regeringspartiernes forklaring på, at de absolut kun kan samarbejde med Dansk Folkeparti.
Myten om de rødes økonomiske uansvarlighed markedsføres lige så massivt af de borgerlige som de rødes evige sang om, at de blå vil afmontere og senere afskaffe velfærdsstaten.
Der holder de så hinanden skakmat, alt imens økonomien sejler og Danmark sakker bagud.
Kendsgerninger dræber på stedet begge myter.
De regeringer, som har haft mest styr på statsfinanserne, er de røde. Mogens Lykketoft var en kæmpe succes som finansminister. Han fik styr på de offentlige udgifter, og i hans og Nyrups regeringstid gik alle økonomiske nøgletal i den rigtige retning. Mange har glemt det, men Lykketoft var benhård, og han var drønende upopulær i kommunerne, fordi han strammede voldsomt op. De har også glemt, at S-regeringerne sænkede skatterne og endda afskaffede formueskatten.
De offentlige udgifter steg med eksplosiv hast, da de borgerlige overtog regeringsmagten. De har absolut ikke afmonteret velfærdsstaten. Tværtimod. De har propfodret den, så alle advarselslamper nu lyser og blinker og bamler.
Hvad er den rette medicin til det?
Mere arbejde, siger S og SF.
Offentlige besparelser, siger regeringen.
Begge dele, siger økonomerne og Vækstforum. Jeg tror, de har ret.
Tænk sig, hvis de to parter ville sætte sig ned og tale om det. Det var for resten det, Novos topchef Lars Rebien Sørensen opfordrede dem til for et par uger siden. Men den arrogante finansminister svarede: Det vil vi gerne, men det nytter ikke noget, for S og SF vil bare hæve skatten og udgifterne.
I 9 år har ministrene vænnet sig til, at de ikke behøver at lytte. De skal bare tælle til 90 mandater i Folketinget. Når 90 stemmer for, er det bedøvende ligegyldigt, hvad de andre siger.
Og det er bedøvende ligegyldigt, hvordan det går Danmark.

onsdag den 22. september 2010

Sundhed kan ikke forklares

En af mine kolleger er ét stort energibundt for tiden. Han begyndte så småt at løbetræne i starten af året og er nu nået op på ca. 10 kilometer. Det giver en masse energi, som stråler ud af ham. Han har tabt sig og er endnu gladere end tidligere.
Jeg kender også én, der har lagt sine kostvaner om og stille og roligt har tabt 7-8 kilo. Også her er gevinsten mere energi og bedre humør.
Og så er der alle dem, der er holdt op med at ryge. Jeg kender ikke én, som har fortrudt. Alle har fået det bedre og er superglade for, at de kunne droppe den dyre last.
Det er alt sammen gode argumenter for at dyrke motion, spise sundt og for ikke at ryge. Og de virker overhovedet ikke.
Ingen gider bliver belært om, at de lever forkert. Og de gider da slet ikke at høre på mere eller mindre frelste sundhedsapostle.
Der er kun én ting, der virker: at prøve.
Hvis du først er begyndt at dyrke motion, spise sundt eller holdt op med at ryge, kan du tydeligt mærke forskellen.
Chris MacDonald fortæller i sit foredrag, at næsten alle danskere synes, de har et godt helbred og et godt liv. Men hvis de omlægger deres vaner efter den energiske amerikaners opskrift oplever de, hvad det i virkeligheden vil sige at have det godt.
Chris MacDonalds publikum er først og fremmest de sunde, og det er måske godt nok. De vil gerne anerkendelse og ros og inspiration til at blive endnu sundere.
De usunde gider ikke høre på sådan en galning. Også på det punkt går de glip af noget.

lørdag den 18. september 2010

Vagthund med lænke

Berlingskes topchef Lisbeth Knudsen kan udtale ordet journalistik med en patos, som får mit fag til at lyde som et universelt kald. Det kan jeg godt lide.
Hun har altid stået vagt om den uafhængige journalistik og har i fagkredse vundet stor anerkendelse for Berlingskes gravergruppe.
Derfor var det også bemærkelsesværdigt, at hun forleden på Mediadagen pludselig bekendtgjorde, at indhold ikke længere er nummer 1 for Berlingske. Det er kunden.
"Nu skal kommunikationen vendes ude fra og ind og ikke inde fra og ud som tidligere.
Lisbeth Knudsen mener, at medierne skal flytte sig fra at være den traditionelle vagthund til at være en del af lokalsamfundet, men skal også være business partnere, levere services, være et mødested, og være løsningshjælpere."
Sådan lød det i Børsens referat fra Mediadagen.
Der er forhåbentlig nogle journalister, som protesterer. Jeg håber også, at Berlingskes nye chefredaktør Jens Grund vil tage emnet op med sin chef. For den debat er meget væsentlig for de gamle bladhuse.
Verden er ikke sort og hvid. Lisbeth Knudsens nye standpunkt er det, der gælder ude i markedet. Det, som avisernes nye konkurrenter tjene penge på, og Berlingske Media kan umuligt overleve, hvis ikke koncernen tilpasser sig markedets krav.
Balancegangen er, at koncernen heller ikke overlever, hvis den journalistiske vagthund kommer i alt for stram en lænke. Det er med journalistik som med forskning: Der skal være plads til at beskæftige sig med noget, som ingen kan se nytten af, men som måske viser sig at blive noget ganske særligt.
Der skal være rum til irriterende historier, uventede og overraskende vinkler og ikke mindst nye måder at præsentere stoffet på. De kreative kan levere noget, markedet ikke efterspørger i dag, men som det ønsker sig i morgen, når det er synligt.
Som samfund har vi brug for den kritiske vagthund, som kigger magthaverne efter i papirerne. Det er en vigtig del af vores demokrati.
Som virksomhed har vagthunden brug for at samarbejde med magthaverne.
Det er Berlingskes balancegang, og jeg er helt tryg ved, at den store virksomhed kan klare det.
Det er Lisbeth Knudsen garant for.

tirsdag den 14. september 2010

Politik - også en kamp om ord

Værdipolitik.
Hvad tænker du på, når jeg skriver det?
Lad mig gætte på flygtninge og kriminalitet. Værdipolitik er et ord, Dansk Folkeparti og dets støttepartier har indført og forbundet med de to områder, hvor den tidligere regering var ude af trit med befolkningen.
Det er hverken forbudt eller forkert. De tre magthaver-partiers holdning er båret af værdier, når det gælder flygtninge og højere straffe. Hvilke må de selv redegøre for.
Værdier er et positivt ord. Det sender signal om, at de fører politik med hjertet. For dem som politikere er der noget, der er rigtigt, og noget der er forkert. Fint nok.
Tricket ligger i at erobre ordet, for hvis vi analyserer det rent sprogligt, er al politik værdipolitik. Ellers er det ikke politik.
Økonomisk politik, udenrigspolitik, miljøpolitik, uddannelsespolitik, ja selv kirkepolitik er båret af værdier. Når rød og blå blok for tiden markedsfører hver deres kur imod den økonomiske krise, er det ikke en faglig og teknisk strid om effekten af at arbejde mere sat op imod effekten af at spare på de offentlige udgifter. Der ligger grundlæggende værdier bag.
Så det er i høj grad værdipolitik på samme måde som tv-forliget og de nye regler om færre dyrlægebesøg hos danske landmænd.
Der er absolut intet galt i værdipolitik.
Men det er smart at få det forbundet med sin egen politik på udvalgte områder. Det er fiffigt på den måde at tage patent på ordet værdi i forbindelse med politik. Kampen om ordene er en vigtig del af politik, og her har den borgerlige regering været dygtig.
Især når man tænker på, at der i dette tilfælde er tale om et konstrueret ord, som ikke rigtig giver nogen mening. Vi havde jo grinet, hvis de havde kaldt det for holdningspolitik, men det havde i realiteten betydet det samme som værdipolitik.

fredag den 10. september 2010

Præst holder verden for nar

En præst i en lillebitte kirke i Florida er ved at lave en ny Muhammedkrise, fordi han har fået den fjantede idé at brænde 200 koraner af.
Det kan endda blive større end Muhammedkrisen, fordi Terry Jones kommer fra USA, som i den muslimske verden må have større symbolbetydning end Danmark og Jyllands-Posten. Vil jeg tro.
Terry Jones vil brænde koranerne, fordi terrorangrebet i New York den 11. september 2001 efter hans opfattelse var en direkte følge af tekster i muslimernes hellige bog. Det har han ret til at mene, og personligt kan det overhovedet ikke hidse mig op, at 200 koraner går op i røg. Blot det sker på en sikker og miljørigtig måde.
Det problematiske er naturligvis, at præsten ved, hans aktion vil medføre en heftig reaktion blandt muslimer. Han ved, det vil koste menneskeliv, lige som Kurt Westergaards tegninger gjorde. Det vidste Jyllands-Posten ikke i sin tid.
Det allerbedste havde været, at manden ikke havde fået nogen medieomtale. Så kunne han stå der på en mark sammen med 50 proselytter og varme sig ved bålet i en eller anden Guds navn.
Men det kan ikke lade sig gøre i 2010, og det skal det heller ikke. Det er en uundgåelig hage ved pressefriheden, at spektakulære narrehatte får meget stor medieomtale.
Det var derimod ikke nødvendigt, at den amerikanske regering gik ind i sagen og pustede til ilden. Det har kun givet Terry Jones alt for meget opmærksomhed. Resultatet er, at ekstreme muslimer over alt i verden nu er klar til at gå i bevægelse.
Det er i øvrigt også vanvittigt. Bliv hjemme og vær sammen med jeres familie. Terry Jones er ikke repræsentant for Vesten eller for kristendommen. Han er bare præst for 50 mennesker i en lille landsby.

tirsdag den 7. september 2010

Frøken Bonde slog ikke igennem

Kære læser af denne blog.
Jeg håber, du ikke føler dig omklamret ved min indledning. Selv synes jeg, den er højtidelig og noget formel. Men jeg ved, at mange reagerer helt anderledes på ordet kære.
Vi havde en fin diskussion om det, da jeg i dag holdt et sprogkursus for 25 meget engagerede medarbejdere fra Natur og Miljø i Morsø Kommune.
Langt de fleste syntes, det var upassende at starte et brev til en borger med ordet kære. De ville personligt føle det noget klistret at få et brev fra en ukendt person i en offentlig myndighed, som startede med de fire små bogstaver.
Jeg argumenterede med frk. Bonde, min bestemte, korrekte men ikke overdrevent kærlige dansklærer fra Danmarksgade Skole i Holstebro. Hun lærte os, at et brev starter med sted og dato, og på næste linjer står der "Kære fornavn og efternavn". Det var ikke til diskussion. Sådan skulle et korrekt brev skrives.
Derfor har jeg aldrig betragtet ordet kære som en kærlighedserklæring eller bare en antydning af det. Det er for mig en høflig og ordentlig optakt til et brev af den lidt formelle slags.
Sådan er det ikke for ret mange. Og det er jo sådan med sproget, at det hele tiden forandrer sig. Derfor kan jeg ikke bare rejse rundt med frøken Bondes formaninger og overbevise folk, om at de skal følge hendes retningslinjer.
Tværtimod. Jeg har nemlig den grundregel, at ingen skal skrive noget, de ikke bryder sig om. Det er utroværdigt, og det risikerer at smitte af på resten af teksten. Så hvis du som mange andre føler dig underligt til mode ved at skrive kære, så find på noget andet.
Til Peter Hansen - ah, den bryder jeg mig ikke om. Det virker for køligt.
Peter Hansen - også en ommer.
Den praktiske løsning er at lade være med at skrive navnet. Det står garanteret i adressefeltet længere oppe, og der er ingen grund til at gentage det.
Er det et rigtigt håndskrevet brev, så prøver jeg lige igen med frøken Bonde. Så går jeg ud fra, at modtageren er en person, du kender godt og holder af, og så har du vel ikke noget imod at skrive kære?

Kærlig hilsen
Stener :-)

lørdag den 4. september 2010

Goddag mand, bananrepublik

Forleden var justitsminister Lars Barfoed (K) i samråd i Folketinget om Amnestys årsrapport, hvor der igen er kritik af Danmark.
Barfoed afviste lige som sine forgængere al den kritik, som Amnesty fremfører. Argumentet lyder, at der sker meget grove overtrædelser af menneskerettighederne rundt omkring i verden, og så er det ude af proportioner at kritisere Danmark. Vi er ikke en bananrepublik, udtalte Barfoed i radioen.
Det argument er brugt før. Det bliver det ikke mere rigtigt af.
Det er korrekt, at Danmark ikke er en bananrepublik. Og det har Amnesty heller ikke sagt. Men derfor kan der godt være kritisable forhold i Danmark.
Blandt kritikpunkterne denne gang er de mange arrestationer og politiets hårdhændede behandling af demonstranter i forbindelse med klimatopmødet.
Når en ældre dame møder op til en lovlig demonstration og ender med at sidde bundet med strips i flere timer på den kolde asfalt - uden at have gjort andet end at gå med i demonstrationen. Når det oven i købet sker for mange hundrede mennesker. Når der efterfølgende bliver tilbageholdt 968 mennesker, som må overnatte i fængsel. Når de stort set alle bliver løsladt uden en sigtelse. Så er det rimeligt, at Danmark bliver kritiseret. Det går vi da ikke ind for her i landet.
Det er da kun rimeligt at diskutere sagen uden at nogen skal blive fornærmede. Politiet handlede ikke ulovligt, for Folketingets såkaldte lømmelpakke gav tilladelse til at arrestere demonstranter uden at sigte dem. Hensigten var god nok: at forhindre vold og borgerkrigslignende tilstande ved klimatopmødet.
I realiteten var der ikke optakt til voldsudgydelser eller meget farlige situationer. Det værste, der skete, var politiets lovlige overgreb mod fredelige mennesker. Vi så senere i tv, hvordan Bubber blev anholdt, lagt i håndjern og proppet i kachotten for at stå på fortovet med et skilt, mens nogle limousiner kørte forbi. Pinligt.
Det var dejligt, at der ikke gik gadekrig i den under klimatopmdet. Den store opmærksomhed og politiets talstærke fremmøde har garanteret været en medvirkende årsag.
Men lømmelpakken viste sig at være et fejlskud. Det er helt i orden at begå fejl, også for politikere. Men det er dumt at fremture, og det er barnligt at blive fornærmet, når Amnesty og andre kritiserer forholdene.

torsdag den 2. september 2010

Nyt om bryster

"Anni Fønsby er ankommet til retten"

Det var tophistorien på et af de store danske nyhedsmediers hjemmeside i tirsdags kl. 9.50. Historien var ledsaget af et billede af sagens hovedperson.
Så kan du gætte, om det var B.T., Ekstra-Bladet eller TV2 gossip. Fejlskud.
Det var jp.dk. Websitet for Jyllands-Posten, der tidligere har markedsført sig som "Danmarks internationale avis" og med sloganet "Hvis du vil vide mere".
Der var et lille rødt banner på historien, som fortalte, at nyheden ville blive løbende opdateret.
Det er ikke en maskine, der har kastet historien op på hjemmesiden. En højtlønnet person med stor indflydelse på Jyllands-Posten har truffet beslutning om live-dækning af retssagen og har også bestemt, at historien skulle på toppen af hjemmesiden.
Vedkommende kender Jyllands-Postens nyhedskriterier og redaktionelle linje. Vedkommende ved, hvordan Jyllands-Posten ønsker at brande sig.
Jeg er helt sikker på, at den beslutning ikke holder for en nærmere drøftelse på avisens redaktion. Og det er både okay og uundgåeligt at lave fejl, især når man redigerer en nyhedsside med deadline hvert minut.
Men det er ikke en enlig svale, hverken på Jyllands-Posten, Berlingeren eller Politiken. Jeg kan hver dag finde eksempler på ligegyldige historier, som kommer i top på en af siderne. Ordet "bryster" vil meget ofte få en nyhed til at rykke højt op i hierarkiet, og det er jo også det, der er det eneste interessante ved Anni Fønsby.
Det er populært hos læserne, og webredaktørerne vil gerne have læsere, så det er jo fint nok. Det er også okay at køre en lidt anden stil på nettet end i den trykte avis, men der skal ikke være 100 kilometers afstand mellem de to medier.
De store morgenavisers vigtigste aktiv er deres brand - vores opfattelse af dem som seriøse nyhedsformidlere. Det skal de bevare og styrke, og derfor skal de overlade til andre at svælge i kavalergange hos kendisser.
Der findes også bedre sider med den slags.