mandag den 28. marts 2011

Løbetosse med iPhone

Noget af det skønneste ved at være løber er, at man oplever en masse nye steder. Når jeg overnatter udenbys, har jeg altid løbetøj med og meget ofte ender det med en tur på fremmede veje. Det er sjovt og spændende og føjer endnu en lille brik til billedet af det fantastisk varierede land, vi er så heldige at bo i.
Siden iPhonen kom ind i mit liv har jeg haft mulighed for at tilføre lidt tryghed til disse løbeture ud i det blå. Jeg farer ret tit vild, og så er det jo skønt at tage telefonen frem og slå op på kortet for at finde tilbage. Den geniale telefon ved jo hele tiden, hvor jeg befinder mig.
Men det er ikke kun en hjælp. Det fandt jeg ud af lørdag eftermiddag, da jeg løb fra Billund, ud i det blå med bestemte planer om at vende tilbage til Billund. Efter nogle kilometer fandt jeg et par skove, og så for jeg lynhurtigt vild. Jeg endte ude på en meget øde, lille vej. Jeg prøvede at dreje til højre, og da den vej blev til en grusvej, hev jeg iPhonen frem. Det viste sig, at jeg var nogle få kilometer fra hotellet. Jeg havde kun løbet 7,7 kilometer, så jeg planlagde med telefonens hjælp en længere tur hjem.
Det første lille stykke vej var godt nok noget langt, så jeg besluttede mig for at korte ruten en anelse af. De næste 3-4 små strækninger var også ret lange, og nu var jeg efterhånden ved at mange kilometer i benene. Forstadierne til krampe i venstre lægmuskel havde vist sig.
Jeg fandt en endnu kortere vej hjem, men den var altså uhyggeligt lang. Jo kortere vejene så ud på telefonen, jo længere var de i virkeligheden. Nu var jeg over 20 kilometer og endnu ikke fremme ved hovedvejen, hvor der i hvert fald var nogen kilometer hjem. Da jeg endelig nåede den store vej tog jeg en rutebeskrivelse til hotellet. Der var 5,3 kilometer igen, og jeg havde løbet 23. Lægmusklen havde givet ét spjæt, så jeg bed i det sure æble og bad Solle hente mig. Jeg løb hende naturligvis i møde i fin stil, men benene havde det ikke godt bagefter.
Hvis ikke jeg havde haft det vidunder af en iPhone, havde jeg ikke fundet på den tossede rute. Så var jeg løbet lidt frem og tilbage på behørig afstand af Billund og havde fået en mere overkommelig tur.
Her til aften kom jeg til København, og der slog jeg ruten op på computeren. Jeg startede ved hotellet nær hovedbanen, løb ud langs alle søerne til Fælledparken - en tur rundt derude på må og få - og så tilbage langs søerne på den modsatte side. 11 kilometer skøn tur med vand og grønt midt i byen, med masser af andre løbere og ingen problemer med at finde vej.
Hvor svært kan det være?

søndag den 27. marts 2011

Kristelige klagesange

Et lille undseligt radioprogram med sølle 38.000 lyttere bliver fra 1. november forfremmet til både at optage plads på radio og tv. Det er morgenandagten fra domkirken i København, og for mig er det da fint nok, at DR sætter billeder på programmet også. Jeg interesserer mig ikke for det, men hvis de 38.000 er glade for det, er det netop styrken ved DR, at der også er plads til den slags smalle programmer.
Men, se om de kristne er tilfredse. Nej, tværtimod. De hyler og skriger op med anklager om, at DR ikke lever op til sin public service forpligtelse. 14.000 har skrevet under på en protest, fordi morgenandagten flytter fra FM-båndet til DAB. Fra november mister DR en af sine fire kanaler på FM-båndet. Derfor får P1 dagtimerne og P2 aften- og nattimerne. Morgenandagten ligger på P2, så den ryger over på DAB. For at kompensere, begynder DR også at transmittere den på fjernsyn på DR2.
Der er andre radiolyttere, som må omlægge deres vaner eller købe nyt udstyr på grund af ændringerne af P1 og P2. Det må vi altså finde os i, og jeg er helt sikker på, at morgenandagtens lyttere kan finde ud af at betjene en DAB radio eller et tv.
Men der er ingen andre, der hyler sådan op. Kristeligt Dagblad kører nærmest en hel kampagne. Det er rigtig morsomt, og det giver sikkert ekstra opmærksomhed til avisen og til morgenandagten.
Men det er en vild overdrivelse at blæse sådan en banalitet op til et stort problem.

tirsdag den 22. marts 2011

Prut, pik og patter

Når jeg skriver om krig og klima styrtdykker læsertallet, men overskriften her skal nok blive et hit.
Prut, pik og patter interesserer nemlig alle. Og det er sjovt.
Det har jeg selv hørt skuespiller Martin Brygmann fortælle i radioen. Intervieweren sagde en smule anklagende, at Det Brune Punktum mest handlede om prut, pik og patter.
- Ja, grinede Brygmann. Det er da også sjovt.
Og så fortalte han, hvor skægt hele familien havde haft det, da datteren fik en pruttepude.
Det er jeg enig i. Det er da sjovt at lægge en pruttepude på en stol, og det er da bare super hvis én sætter sig på den uden at opdage det.
For nylig havde en af mine kolleger lagt en grinebamse i garderoben i Tankegang. Jeg tror, der var en sensor i, så når man stod et særligt sted, begyndte den at grine. Jeg grinede med hver eneste gang, og det var bare sjovt.
Det var da også, når jeg sad i sofaen ved siden af min bedstemor. Mens hun kiggede til den anden side, satte jeg en pegefinger tæt på hendes kind og sagde "bedstemor!". Når hun vendte sig om imod mig, og fik fingeren ind i kinden, skreg jeg af grin. 10 minutter senere gjorde hun det samme ved mig og grinede lige så højt.
Det er stadig sjovt, og hvis jeg kan få Lærke til at gå på den, er det bare fedt.
En vittighed med store bryster, små tissemænd eller bare noget halvsjofelt tager altid kegler. Ørkenens Sønner kommer aldrig over bæltestedet, og vi er ved at dø af grin under hele forestillingen.
Forklaringen?
Den findes ikke. Man kan ikke analysere sig til en forklaring på humor. Hvis man først går i gang med at tænke og spekulere, er det ikke sjovt længere.
Det sjove er - at det er sjovt.

søndag den 20. marts 2011

Forår i Danmark

Når den sidste sne smelter
Når vintergækker vimser frem
Når vi får lyst til at luge
Når varmen virker på terrassen
Når det er mageløst lyst om morgenen
Når det er aledeles lyst om aftenen
Når luften luner lækkert
Når solvarmeanlægget snurrer
Når de første muldvarpeskud molestrerer
Når jeg kan træne i tights
Når skoven er sjappet
Når træerne har tusinder af knopper
Når viben vibrerer
Når Løkke lurendrejer med valgknappen

Så er der bedre tider på vej

tirsdag den 15. marts 2011

Den rå løbeglæde

Jeg stod tidligt op i morges og kørte til et møde i Silkeborg. Efter en afstikker i Ikasst var jeg hjemme kl. 16.45 og gik straks en tur med hunden i skoven, mens jeg hørte en fantastisk krimi.
Så var det på med løbeskoene og ud i det blå.
Det blev en af de helt fantastiske ture. Du skal være løber og sikkert også mindst moderat tosset for at forstå det, men en løbetur kan være en magisk oplevelse. Det skete for mig i dag.
Solen ofrede sine sidste stråler. Luften var helt klar og frisk. Nok var det kun et par grader varmt, men der var også en slags forår i luften. Alene det, at der er lyst klokken 18, er jo et forårsfænomen. Det kunne jeg mærke.
Straks fra de første skridt følte jeg mig godt tilpas. Det er noget med åndedrættet. Det er som om, kroppens iltapparat har ubegrænset kapacitet. Det udsender nogle positive signaler om, at det godt kan lide at blive brugt.
Et stykke ude på ruten var der en stigning, og der fik jeg for første gang den magiske fornemmelse af fysisk overskud. Så jeg besluttede på stedet at løbe en anden vej, så min tur blev på 13 kilometer i stedet for de planlagte 10.
Jeg løb og tænkte på noget - noget positivt, der gjorde mig glad.
Og uden at have planlagt det, dukkede der en historie op i mit hoved. Den skal jeg bruge på fredag, når jeg skal stå for en visionsworkshop om Gudenåen. Resten af løbeturen fortalte jeg historien for mig selv og forfinede den. Så jeg var nærmest på arbejde.
Hen imod slutningen af ruten var der en meget kraftig stigning. Jeg kan ikke engang huske, om det var hårdt. Jeg var så opslugt af min historie, at jeg knap nok registrerede den stejle bakke.
De sidste par kilometer sætter jeg altid farten op. Jeg har jo mit løbeur på, og pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg også gerne vil have en ordentlig tid.
Det blev bestemt ikke til nogen spurt i dag, men da jeg kom hjem, afslørede uret, at jeg havde løbet i en rigtig fin gennemsnitstid: 4.43 minutter pr. kilometer. Det er ret godt med et par stejle stigninger.
Men det er fuldstændig ligegyldigt. Det var simpelthen bare en fantastisk tur, som gjorde mig glad, gav mig energi og gav mig lyst til at formidle oplevelsen videre til dig.
Folk, der ikke er løbetosser, spørger undertiden hvorfor jeg løber. Når jeg svarer, at det er for at opleve løbeglæden, smiler de skævt eller overbærende. Jeg ved ikke, om min lille historie her forklarer det bedre. Det er også lige meget.
For det var en deeejlig tur.

søndag den 13. marts 2011

Lever du op til danske værdier?

Lars Løkke udnævnte forleden en integrationsminister, der ikke går ind for integration. Det er lige så sjovt som ham præsten, der ikke troede på Gud.
Løkke skulle selvfølgelig forklare sig over for journalisterne, og det blev til en sang om, at folk, der kommer her til, skal leve op til danske værdier.
Det lyder sådan set rigtigt. Det rejser bare en masse spørgsmål, som nærmest er umulige at svare på.
Hvad er danske værdier? Løkkes bud er demokrati, ytringsfrihed, ligeværd og en uformel omgangsform.
Det er hans bud. Er det de danske værdier? Eller er det nogen, Folketinget vedtager? Eller regeringen? Eller Etisk Råd? Eller Værdikommissionen?
Hvad er så demokrati, ytringsfrihed, ligeværd og en uformel omgangsform? Skal man gå ind for det på den måde, som Løkke, Søren Krarup eller Villy Søvndal fortolker det? Skal man også praktisere det? Japanere, der er opdraget med en formel omgangstone - lever de ikke op til de danske værdier?
Må man gå ind for et demokrati, hvor det ikke er en konge, der skal underskrive lovene, og hvor der er beskyttelse af mindretallet? Må man gå ind for en uformel omgangstone i Folketinget, så medlemmerne ikke behøver at tiltale hinanden hr., fru og frøken?
Hvem skal vurdere, om indvandrere og flygtninge lever op til danske værdier? Og hvordan skal de gøre det? Er det en test, eller skal vi over i noget sindelagskontrol med løgnedetektor og sager? Hvad nu, hvis indvandreren fra Canada siger, at han går ind for ligeværd, men i virkeligheden sympatiserer med Ku Klux Klan?
Okay. Det kunne være et spændende eksperiment. I dag er det jo sådan, at vi smider folk ud, der taler dansk, har arbejde i Danmark og lever som danskere. Senest har et ægtepar fra Frederikshavn måtte forlade landet, fordi manden ikke kunne få opholdstilladelse. Kvinden er dansk, de er gift og har to børn sammen.
Men Lars Løkkes værdier om ligeværd levner ikke plads til dem i hans samfund.

torsdag den 10. marts 2011

Flyveforbud - det er krig

Det lyder ganske harmløst, når vi hører, at flere af de vestlige lande overvejer et overflyvningsforbud i Libyen. Og det lyder da ganske besnærende, at det giver demonstranterne mulighed for at samle sig og giver Gadaffis modstandere bedre mulighed for at bekæmpe diktatorens soldater.
Men det er krig. Og det kan blive en meget brutal krig.
Et forbud mod at flyve skal overvåges, og der skal være nogen, der griber ind, hvis forbuddet bliver overtrådt. Det gør man ikke ved at sende en email eller ringe til piloten. Det går man ved at plaffe flyet ned. Med missiler.
Dermed er USA, NATO eller hvem det nu bliver, i krig med Libyen. Den kan de sikkert vinde militært. Det kan også godt være, at befolkningen i Libyen bakker op den første uges tid.
Men hele fundamentet bag den folkelige opstand i landene i Mellemøsten skrider, hvis de vestlige lande griber ind og afgør en borgerkrig med brutal militærmagt.
For millioner af indbyggere i Mellemøsten er USA, NATO og de vestlige lande ikke befriere. De er imperialister. De vil presse deres materialistiske værdier ned over hovedet på muslimerne. De vil bekæmpe Islam, og de vil sikre sig kontrol over olien.
Sådan er opfattelsen. Det er en kendsgerning. Vi kan ryste på hovedet af det, men det er stadig deres holdning.
Derfor er det utroligt farligt, hvis Vesten bliver en del af konflikten i Libyen. Læren fra Irak er: USA kan vinde krigen, men ikke freden. Det er ikke blevet nemmere efter mange års ørkesløs krig i Afghanistan.
En militær sejr i Libyen kan medføre nye problemer i Egypten, Tunesien, Yemen, Bahrain og mange andre steder.
Folket kan vælte en diktator og kan måske med tiden indføre demokrati. Fremmede magter kan ikke.

tirsdag den 8. marts 2011

Ikke en Pind om integration

Skæg dag for politisk interesserede. To af de mislykkede ministre røg ud. Der kom en ny til og ellers lidt rokeren. Intet revolutionerende, absolut intet. Lars Løkke er helt i defensiven.
Jeg hæftede mig ved nogle kommentarer og vurderinger, som kom fem lige inden det var helt officielt med Rønns fyreseddel.
Her gættede medierne på mulige afløsere. Søren Pind var en af favoritterne. Et argument for at vælge ham skulle angiveligt være, at Dansk Folkeparti godt kan lide ham. Tilsvarende stod Ejvind Vesselbo svagt, fordi han flere gange har talt imod det parti, hvis politik regeringen støtter.
Ret interessant, ikke? Den vigtigste kvalifikation som integrationsminister er at stå på god fod med Folkepartiet. Det lyder som en primitiv og dum anklage, men jeg tror, det er sådan Løkke tænker.
Visionerne for en vellykket integration spiller ingen rolle i det job. Dem har vi heller ikke hørt en Pind til i dagens løb. Og ingen har spurgt.
Men Rønns afløser har skyndt sig at logre med Folkepartiets hale og har udtalt, at han er modstander af konventionerne om at beskytte statsløse.
Sådan. Varen er leveret.
Velbekomme.

søndag den 6. marts 2011

Lykke - en ny side af DR

I aften skal vi tage afsked med Lykke - depressionskomedien, som har kørt i 10 uger på DR1. Vi har fulgt alle DRs søndagsserier kl. 20 siden de glade Taxa-dage, og Lykke lever fuldt ud op til standarden.
Serien er helt sig selv. Vi har aldrig set noget lignende i DR. Alle figurerer er karikerede - tykt. Alligevel holder vi af og med dem alle sammen. Mest forunderligt er det, at vi fortsat kan lide hovedpersonen, for hun bliver mere og mere beregnende og usympatisk, som serien skrider frem.
Det største scoop er Lars Brygman som den helt igennem utroværdige kommunikationschef i pillefirmaet SanaFortis. Han spiller helt forrygende, og ham holder vi også med, selv om han opfører sig forkasteligt. Hans hofnummer er at jorde Lykkes idéer over for hende selv og så bagefter foreslå dem til direktøren. Hvis han kan lide idéen, tager Brygman selv æren for den. Hvis chefen vender tommelfingeren ned, får han at vide, at det var Lykkes idé. Nedrigt, primitivt og rigtig sjovt.
Handlingen er hele tiden ved at køre af sporet, og efter hver episode sidder man med en fornemmelse af, at det umuligt kan reddes hjem næste gang. Men så kører det ud af en anden tangent uden at miste forbindelsen til de forrige afsnit. Lidt lige som Lykkevej på TV2, som var et nummer mere vanvittigt, men ikke havde nær så gode karakterer.
Lykke er en stilsikker DR-produktion - og så er det en helt ny genre for DR. Det er selvfølgelig komedie, men det er hverken Mr Bean eller Desperate Housewives. Lykke er helt sin egen. Selv om det hele ramler sammen i aften - så har jeg forstået, at Thorsboe & co allerede er begyndt at tænke på andet sæt.
Held og... og... ja, Lykke.

fredag den 4. marts 2011

Stortalende Duracell-kanin uden pauseknap

Ugens største begivenhed for mig hedder Martin Thorborg. Jeg havde taget initiativ til at invitere den kendte iværksætter og it-millionær til et offentligt arrangement i Arena Nord og senere til et firmamøde i Tankegang.
Jeg har arbejdet på sagen i flere måneder, og i tirsdags oprandt den store dag. Jeg oplevede det som en succes. Der var 355 tilhørere i Arenaen, og Thorborg var bare god. Det var han også bagefter i Tankegang, og det har virkelig givet os et ryk i vores fælles forståelse af de digitale muligheder og trusler.
Og så kan man ikke undgå at blive fascineret af mandens snakketøj. Hold da op. Han taler højt, hurtigt og vedvarende. Det vælter ud, og det er nyt hele tiden. Martin Thorborg er en ung udgave af Johs. Møllehave - en stortalende Duracell-kanin uden pauseknap.
Efter hans godt to timers optræden i Arenaen, kom folk hen for at hilse på Thorborg. Han var rigtig sød og talte med alle, og han var omgående på og satte sig ind i folks problemstillinger. Der var nogle handelsskoleelever, som havde udviklet ørepropper til hunde, en ung mand der ville sælge is fra en cykel i Skagen og en forhandler af den herlige spise muslinger. Alle fik en seriøs vurdering af deres forretning og nogle råd til at optimere den. Det tog mere end en halv time, og jeg så ham stå på parkeringspladsen og gestikulere og bigtalke med tre unge mænd, der havde gang i en ny hjemmeside.
Så var der 5 minutters kørsel ned i Tankegang, et toiletbesøg - og to timers uafbrudt tale igen. Vi bød den rare mand på frokost. Jeg sad ved hans bord, men jeg garanterer, at alle 40 i lokalet hørte de drabelige historier, han der fortalte. Med ild i øjnene og alle antenner åbne.
Så sagde jeg farvel og var helt ør i hovedet. Martin satte sig i en bil og kørte til Esbjerg, hvor den stod på et nyt foredrag om et tredje emne end dem, der havde været på tapetet i Frederikshavn. Jeg er sikker på, at de også fik fuld valuta for pengene.
Inden han nåede til Esbjerg, var han lige inde på amino.dk for at kommentere et par indlæg.
Jeg får tit at vide, at jeg har et irriterende højt energiniveau, og at jeg taler for meget. Det gør jeg muligvis også, men i forhold til Thorborg er jeg en forsagt skoledreng på 87 år.
Til gengæld kan jeg mærke, at det giver energi at være sammen med manden. For selv om han taler rigtig meget, så er han glimrende til at lytte. Han opfanger lynhurtigt et problem, og så kan fiske en historie frem om en ven, der har haft et tilsvarende og har fundet en kreativ løsning på det.
Jeg hader gentagelser, så Thorborg skal ikke inviteres til Frederikshavn igen. Næste gang må jeg opsøge ham. Jeg går og pønser på en fagligt forsvarlig undskyldning for at nappe en uge i Florida.

Se også http://guldkorn.tankegang.dk