En af mine kolleger er ét stort energibundt for tiden. Han begyndte så småt at løbetræne i starten af året og er nu nået op på ca. 10 kilometer. Det giver en masse energi, som stråler ud af ham. Han har tabt sig og er endnu gladere end tidligere.
Jeg kender også én, der har lagt sine kostvaner om og stille og roligt har tabt 7-8 kilo. Også her er gevinsten mere energi og bedre humør.
Og så er der alle dem, der er holdt op med at ryge. Jeg kender ikke én, som har fortrudt. Alle har fået det bedre og er superglade for, at de kunne droppe den dyre last.
Det er alt sammen gode argumenter for at dyrke motion, spise sundt og for ikke at ryge. Og de virker overhovedet ikke.
Ingen gider bliver belært om, at de lever forkert. Og de gider da slet ikke at høre på mere eller mindre frelste sundhedsapostle.
Der er kun én ting, der virker: at prøve.
Hvis du først er begyndt at dyrke motion, spise sundt eller holdt op med at ryge, kan du tydeligt mærke forskellen.
Chris MacDonald fortæller i sit foredrag, at næsten alle danskere synes, de har et godt helbred og et godt liv. Men hvis de omlægger deres vaner efter den energiske amerikaners opskrift oplever de, hvad det i virkeligheden vil sige at have det godt.
Chris MacDonalds publikum er først og fremmest de sunde, og det er måske godt nok. De vil gerne anerkendelse og ros og inspiration til at blive endnu sundere.
De usunde gider ikke høre på sådan en galning. Også på det punkt går de glip af noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar