tirsdag den 27. juli 2010

Om skorstensfejere og SEO-eksperter

Ved du, hvad en skorstensfejer laver? Ja, selvfølgelig gør du det?
Ved du så også, hvad en SEO-ekspert er for en karl?
Jeg skal nok forklare det, men der kommer lige en anden gåde. Ved du, hvad affiliate marketing handler om?

Den kan du tænke lidt over, mens jeg forklarer det med SEO, for det ved jeg vist nok. SEO er en engelsk forkortelse, der betyder Search Engine Optimizing - på dansk søgemaskineoptimering. En SEO-ekspert arbejder på at gøre en hjemmeside så synlig som mulig for Google, Bing og de andre søgemaskiner.
Det er især interessant for de mange tusinde, der er afhængige af handel via nettet. Sælger du børnetøj via en webshop, er det helt vitalt for din forretning, at småbørnsfamilier og bedsteforældre finder din side, og det kan SEO-folkene hjælpe med. Når du går på Google og skriver flyverdragt, skal børnetøjsbutikken gerne højt op på listen.
Ingen ved vel, hvor mange der arbejder med den slags i Danmark, men jeg er sikker på, at der er flere SEO-folk end der er skorstensfejere.
Affiliate marketing er fra samme verden. Det handler om at linke kunder fra en side til en anden. Hvis jeg satte et link til børnetøjbutikken på min blog, kunne jeg få et beløb for hvert gennemført salg, webshoppen fik fra én, der var kommet dertil via min blog.
Sådan tror jeg nok, det er. Men jeg er ikke helt sikker.
Til gengæld ved jeg, at der er penge i skidtet, og at der er tusinder rundt omkring, som tjener store og små skillinger på det her. Det er hverken amoralsk eller ulovligt. Tværtimod er det intelligent markedsføring.
Men det er under alle omstændigheder en helt ny verden, som langt de fleste af os nærmest ikke kender til. Jo, vi kan godt finde ud af at handle i en internetbutik, men de mekanismer, der får kunderne ind på netop den valgte butik, kender vi intet til.
Der sidder børn på 13-15 år og arbejder med det her i deres fritid. De er hamrende dygtige og kan omsætte for mange tusinde kroner. De laver koder, skriver manualer og rådgiver virksomheder om den nyeste form for digital markedsføring. De henter deres viden på nettet, og det meste foregår selvfølgelig på engelsk.
Når jeg hører og læser om sådan noget, så bliver jeg glad over de fantastiske evner, dygtige unge udfolder.
Men jeg bliver også lidt bekymret på egne vegne. Jeg har altid været meget interesseret i digital kommunikation og gør meget for at holde mig opdateret. Men her er altså et område, hvor jeg ikke er på. Jeg ved knap nok, hvad de har gang i, og derfor har jeg også svært ved at gennemskue, hvor udviklingen går hen. Skal jeg tale med mine kommunale kunder om affiliate marketing - eller er det allerede lige så gammeldags som vores herlige Anders And blade?
Jeg skal nok fortsat følge med. Og så glæder jeg mig over, at indhold aldrig går af mode. Alle de smarte metoder skal føre kunderne hen til noget indhold, som de er interesserede i og har brug for. Der vil altid være et marked og et behov for at tilrettelægge indhold, så det er til at forstå og til at overskue.

fredag den 23. juli 2010

Sportens paragraf 1: Lad den bedste vinde

En af mine Facebook-venner blev skide sur på mig, da jeg forleden skrev om Bjarne Riis og doping. Det var lærerigt, for det viser, at der virkelig er følelser på spil, når det gælder sport.
Min holdning er ikke mere rigtig end andres. Den er bare min.
Men den lille fyndige debat på Facebook har fået mig til at tænke lidt mere over samspillet mellem sport og moral. Så det vil jeg nu belemre dig med.
Jeg er sportsmand og har altid været det. I mange år har min egen hovedsport været løb, og det er en meget enkel sportsgren. Hvis jeg vil forbedre min tid - eller undgå at den bliver dårligere - ja, så er der 1 middel, der virker: Træning.
Jeg vil gerne kunne gennemføre et maratonløb i en tid på omkring 3 timer og 30 minutter, og det kan kun lade sig gøre ved jævn og systematisk træning. Jeg løber tre gange om ugen året rundt, og i perioden op til et maratonløb skruer jeg op for distancen i weekenden og begynder måske også at løbe lidt intervaltræning.
Hvis jeg gør det, og jeg ellers slipper for skader, så når jeg mit mål. Den uge, hvor løbet foregår, er noget ganske særligt for mig. Jeg lader mentalt op hele ugen, drikker meget vand, spiser spaghetti dagen før og er ekstra påpasselig med nattesøvnen. På løbsdagen er alting klar. Jeg møder op i god tid, klæder om, mærker den særlige maratonstemning, udveksler løbehistorier med de andre, går på toilet en ekstra gang - og så er jeg klar.
Løbet er resultatet af mange måneders træning. Jo hårdere og mere systematisk, jeg har trænet, jo bedre går løbet. Nogen løber foran mig. De har trænet hårdere og bedre. Mange løber bagved. De har ikke lagt den samme indsats i det, som mig. Jo, nogen har måske, men de har ikke løbet så mange år som jeg, så de har ikke så stærke muskler og sener og kan måske ikke disponere løbet så godt som jeg.
Min tid bliver, som den bliver, og blot jeg gennemfører maratonløbet er jeg supertilfreds. Bagefter går jeg næsten i en lykkerus, blandet med fysisk udmattelse, og i de følgende dage minder min krop mig hele tiden om den lidt for store anstrengelse, jeg netop har udsat den for. Herligt.
Forestil dig, at jeg havde dopet mig for at opnå et bedre resultat. Det ville være fuldstændig meningsløst. Det ville tage glæden ved resultatet og glæden ved at have gennemført fra mig. Jeg ville have dårlig samvittighed over for alle de andre deltagere, fordi jeg ved, at de har møjsommeligt har trænet sig op og forberedt sig til denne særlige begivenhed.
Doping er en grov overtrædelse af det, jeg betragter som sportens paragraf 1: Lad den bedste vinde.
Sport handler nemlig om at vinde. Jeg kan ikke vinde et maratonløb, men jeg kan få en pæn placering eller en god tid, og det er en sejr for mig.
Hvis jeg spiller badminton, fodbold eller bare et hyggeligt slag petanque, så spiller jeg hver gang for at vinde. Det er sportens væsen. Det er selve meningen med at dyste med hinanden.
Hvis en af deltagerne snyder - så giver dysten ingen mening. Snyd kan være at dømme forkert med vilje, at skyde genvej eller at dope sig.
Jeg er klar til at bruge alverdens psykologiske tricks for at vinde. Det kan være at lyve mig ude af form, at skamrose modstanderen eller at foregive at have givet op for at få modstanderen til at begå fejl. Bluff er en del af spillet.
Men reglerne skal overholdes. Ellers dyster vi ikke på lige vilkår, og så er det ikke den bedste, der vinder. Så er det den bedste snyder, der vinder, og det er usportsligt.
Synes jeg.

onsdag den 21. juli 2010

Tre forestillinger på én aften


Teateraften
Originally uploaded by Stener Glamann
Alt det planlagte på vores miniferie til København gik i vasken - undtagen højdepunktet: Grønnegårds Teatrets Don Juan.
Det var i går, og det var en fantastisk aften.
Faktisk fik vi tre forestillinger på én billet.
Den første har jeg taget billede af - spisning i haven i Kunstindustrimuseet. Vi kom kl. 18, halvanden time før teaterstykket startede, og da var der allerede halvt fyldt i haven. En del af oplevelsen er nemlig at spise sin medbragte madkurv på plænen. Vi havde købt et par plaider i Jysk, og så havde vi en lille take-away boks med salat og en flaske vand med. Det var langt under standard.
Folk kom med kølebokse, klapstole og årgangsvine. Ja, der lød også plop fra flere champagneflasker. Vejret var jo fantastisk, næsten for godt. Selv efter kl. 19 sad vi og svedte i solen.
Denne fælles skovtur lagde bunden til en god stemning, som holdt sig hele aftenen.
Inden Nicolas Bro & co. gik på de særdeles skrå brædder opførte kulturminister Per Stig Møller et lille stykke diplomat-teater et par rækker foran os. Ministeren og hans samlever Xukun Ji skulle sidde på 5. række, plads 5 og 7, men en af pladserne var optaget. De fik først en lang forklaring fra nogle flinke damer - det var noget med en ældre herre, der havde sat sig på en af deres pladser.
"Jamen, det er jo Niels", grinede Per Stig Møller, og forklarede meget bestemt den gamle mand, at han bare havde at flytte sig hen til sin egen plads. Niels spillede døv, men ministeren var ikke til at rokke. Stadig med et smil på læben kommanderede han den gamle mand væk, og forklarede til de omkringsiddende, at Niels laver det nummer hver gang, han ikke har sikret sig en god plads.
Så var det tid til selve forestillingen, og det var simpelthen super. En rap og sjov udgave af Molieres 345 år gamle skuespil om den ryggesløse adelige charmør, som leger, lyver og snor sig gennem tilværelsen i unge pigers selskab. Nicolas Bro er ikke lige den skuespiller, jeg først ville tænke på som Don Juan, men nu kan jeg slet ikke se andre for mig. Han er storcharmerende, og så er det jo sådan, at forførelse ikke kun handler om udseende. Smiger, betoning, mimik og stemmeføring kan også få hjerter til at banke.
Morten Kirkskov spiller Don Juans tjener Sganarelle, som går så frygtelig meget igennem i selskab med den lidenskabelige adelsmand. Det hele foregik på 7 hæsblæsende kvarter, der føltes som en halv time, og bagefter cyklede vi derfra med et stort smil på læben - og nogle private tanker om moral, religion og ære.
Kulturministeren cyklede ikke. Han og Xukun Ji blev hentet af ministerchaufføren.
Så det har nok været arbejde for ham at se den forestilling.

lørdag den 17. juli 2010

Sportssvindlerens mikrofonholdere

Dansk eliteidræts største bedrager og snydetamp, Bjarne Riis, er i disse dage danske sportsjournalisters yndling. Manden er kendt for at komme med intetsigende udtalelser. Alligevel er de danske journalister, som følger Tour de France, vilde med at sætte mikrofonen op foran Riis og stille ham ligegyldige spørgsmål.
Her til aften så vi TV2 News, hvor reporteren spurgte dopingsvindleren, hvordan han troede, det ville gå hans hold på etapen i morgen.
"Vi skal angribe, hvis vi kan. Det bliver spændende at se, hvem der har gode ben", lød svaret.
Og det er ikke bare en enkelt ung journalist, der har haft en dårlig dag. Indslaget er typisk for niveauet i den danske sportspresses dækning af løbet.
De tåbelige spørgsmål med de forudsigelige nonsenssvar får mig til at tænke tilbage på min praktiktid som sportsjournalist på Dagbladet i Holstebro. Op til weekenden ringede vi til alle trænere for de højest placerede fodboldhold og bad om deres vurdering af den kommende kamp. Jeg husker specielt én, som vi hadede at ringe til, for vi vidste på forhånd, at han ikke kunne lokkes til at sige noget med bare en lille smule indhold i. "Bolden er rund, i fodbold kan alt ske, intet er afgjort før sidste fløjt, var højdepunktet i samtalerne med den i øvrigt meget flinke mand.
Som elev var jeg flov over at skrive en intetsigende foromtale. Som seer, læser, lytter og journalist er jeg forarget over at se journalister stikke mikrofonen op foran Bjarne Riis. De ved jo, at manden intet interessant vil sige. Hjemme i Danmark sidder så nogle ansvarlige og bestemmer, at netop det klip skal bringes.
Det er simpelthen for dårligt.
Og så synes jeg, det er ekstra pinligt, når alle ved, at Bjarne Riis er en bedrager. Han har selv indkaldt til pressemøde for at fortælle om det. Ved hjælp af systematisk doping snød han sig til en position som en af Europas højst betalte sportsstjerner. Millioner af kroner er trillet ind på kontoen takket være de forbudte og farlige stoffer, manden indtog. Med disse penge i ryggen har han etableret sit eget cykelhold.
Da skeletterne væltede ud af skabene hos den ene cykelstjerne efter den anden, voksede presset på Bjarne Riis. Der kom flere og flere historier, som pegede på, at han havde brugt EPO i sin aktive karriere. Nettet blev strammere og strammere, og det kunne koste ham hans forretning. I den situation valgte Riis at stå frem og indrømme sit bedrag. Det kostede tab af ære, men ingen penge. Det reddede forretningen og efter en hård tur i pressens vridemaskine kunne svindleren køre sin nye forretning videre.
Jeg vil gerne være med til at tilgive en mand, der indrømmer at have snydt - også selv om det er bevidst, systematisk, for egen vindings skyld og over en meget lang periode. Men jeg kan ikke se nogen grund til at hive ham op på en ny piedestal.
Og det er da helt unødvendigt at stikke en ukritisk mikrofon op i snuden på ham.

fredag den 16. juli 2010

Vi kan det hele og gør det enkle

De største beslutninger træffes i køkkenet.
Sådan forklarer lederen af Samsø Energiakademi, Søren Hermansen, om succesen bag det projekt, der på 10 år gjorde Samsø til en 120 % energiø. Han blev i 1997 ansat til at overtale 4000 mennesker på Samsø i at investere i vindmøller og biogasanlæg, så den lille ø kunne blive Svend Aukens mønstereksempel på omstilling af energiforsyningen.
Pengene til vindmøller og store anlæg skulle hverken komme fra DONG eller andre giganter. De skulle komme fra landmænd, lærere og butiksindehavere på Samsø. Søren Hermansen og en kollega gik i gang, og de var godt klar over, at det mest af alt var en kommunikationsopgave, de havde påtaget sig. De valgte 1:1 kommunikation - ud at snakke med alle folk på Samsø. De stillede op til generalforsamlinger og bingospil og bad om lov til at fortælle noget i 10 minutter. De indkaldte til borgermøder, hvor deltagerne var med til at få idéerne. De snakkede med folk på gaden, i Brugsen, på skolen og alle andre vegne på Samsø.
De var tålmodige og gav plads for alle diskussioner. De forsøgte ikke at bilde nogen ind, at vindmøller kunne redde Samsø eller hele verden. De fortalte bare om visionen om vedvarende energi og spurgte folk, om de kunne tænke sig at være med.
Historien er et lærestykke for alle kommunikationsfolk. I dag råder vi over så mange medier, vi kan proppe vores vigtige budskaber ind i. Vi kan tæppebombe Samsø med massekommunikation og med en masse kommunikation. Men det har i sig selv en meget begrænset virkning.
Det, der virker, er den personlige samtale. Der, hvor vores modtager har mulighed for selv at komme til orde. Der, hvor vores modtager føler sig taget alvorligt. Der, hvor vores modtager for sig selv kan få lov at overveje: Hvad får jeg ud af det her?
Det kan suppleres med massemedier - en pjece og en hjemmeside, der fortæller det faktuelle, eller plakater og postkort, som synliggør problemstillingen. Men den egentlige, virksomme kommunikation, der flytter holdninger og skaber forandringer - den foregår i samtalen.
Flere og flere vil gerne føre den samtale via computeren eller mobiltelefonen. Så må man som afsender etablere et samtalerum på Facebook, på Twitter eller et andet elektronisk sted. Blot skal man huske at deltage i samtalen og naturligvis at lytte.
På Samsø var det enkelt at komme i snak med 4000 mennesker, men for mange andre kan opgaven synes uoverskuelig. Det er da meget nemmere at lave et par pjecer og en annonce, hvor man fortæller folk, hvordan tingene hænger sammen end at tage ud at snakke med alle og holde styr på en masse chatrum på internettet.
Til gengæld er det sjovere og mere udbytterigt at føre dialog end at prædike. Spørg bare på Samsø. Projektet blev slet ikke sådan, som Søren Hermansen havde forestillet sig. De mange samtaler bragte nemlig mange nye idéer frem, som kunne blive til virkelighed, fordi samsøboerne lyttede til hinanden.
Så enkelt er det at kommunikere effektivt.

mandag den 12. juli 2010

Bryllup - ja det er stort


IMG_2239
Originally uploaded by Stener Glamann
Du kan godt få mig til at indrømme, at jeg ikke er ret sentimental.
Men jeg har en endnu mere vanskelig tilståelse: Jeg er sentimental.
I hvert havde jeg svære klumper i halsen og blanke øjne flere gange, da vi i lørdags fik en rigtig svigerdatter. Nina og Nikolaj blev gift i Sebber Kirke syd for Nibe og havde samlet familie og venner til to pragtfulde dage.
Et bryllup er det ultimative signal om, at relationer mellem mennesker betyder noget særligt. Det gør det for Nina og Nikolaj, som gav hinanden et højtideligt løfte i kirken, mens alle vi andre så på.
Og så var hele weekenden båret af samvær mellem mennesker. To familier, som Nina og Nikolaj har bragt sammen samt brudeparrets gode venner, både Ninas, Nikolajs og deres fælles. Alle blev bragt sammen og havde dejlige timer og for manges vedkommende to skønne dage sammen.
Nina og Nikolaj har forberedt brylluppet i månedsvis. De ville samle familie og venner til en god, lang fest. Det skulle være sjovt og minderigt. Det skulle være noget særligt for os allesammen.
Stedet hedder Sebber Kloster. Familien boede i en stor hovedbygning og i et par huse tæt ved. Andre kunne sove i telt eller campingvogn på den enorme grund, der ligger ned til Sebbersund.
Fredagen og lørdag formiddag gik med forberedelser. Festen skulle holdes i laden, og brudeparret havde planlagt bordopstilling, pynt og udstyr ned til mindste detalje. Time efter time forvandlede den rå lade sig til et hyggeligt og flot festlokale. En aftale om en bar gik i vasken i sidste øjeblik, men så er Ninas svoger heldigvis tømrer, så få timer efter havde han banket en flot bar op.
Fredag aften var der tid til en hyggelig fællesspisning med passende mængder rødvin. Lørdag var vejret naturligvis perfekt, og der var en næsten magisk stemning i timerne op til højtideligheden i kirken.
Jeg skal ikke referere hele festen, men blot konstatere, at den blev en stor succes.
Det gjorde den fordi:
- Nina og Nikolaj havde en ambition om en ganske særlig fest
- Nina og Nikolaj havde forberedt alt
- Alle mennesker gerne vil bidrage til en god fest, når værterne går forrest.
- Mennesker er sociale væsener, der kan lide at være sammen.
- Det er noget ganske særligt, når to mennesker siger ja til hinanden.
Det sidste blev vist lidt for sentimentalt. Næste gang skriver jeg om nogle politikere, der har gjort noget idiotisk.

tirsdag den 6. juli 2010

Sig undskyld - lige med det samme

Alle vi mennesker begår fejl, og når andre opdager dem, er de fleste af os hurtige til at indrømme vores dumhed, forkerte bedømmelse eller direkte pinlige adfærd.
For toppolitikere er det anderledes. Der kan en fejl eller en forkert bedømmelse blive pustet op til en kæmpe sag.
Og så gælder det om at rette ind til højre. Men det er ikke nok. Rettelsen eller undskyldningen skal falde så hurtigt som muligt.
Det har Lene Espersen lært. Det tog tre måneder, før hun fandt ud af, at det var taktisk klogt at undskylde for afbuddet til det famøse arktiske udenrigsministermøde. Det gjorde kun ondt værre, for enhver kunne se, at det var en taktisk manøvre.
Helle Thorning-Schmidt gjorde det lidt bedre. Først forsvarede hun sin mands skatteforhold, men da sagen så ud til at belaste hende, fik hun lukket den efter et par uger. Lige før en sommerferie. Så er det nok glemt til efteråret.
Lars Løkke meldte sig på banen med en stærkt forsinket undskyldning i søndags. Det var hans håndtering af sygehussagen i Vestjylland, som han følte sig nødsaget til at undskylde. Det var igen alt for sent, og statsministeren holdt fast i sit synspunkt om, at sygehuset skal ligge i Herning. Så han har næppe vundet én stemme tilbage på den forkølede og forsinkede undskyldning.
Man kan sagtens overleve som toppolitiker uden at undskylde. Tænk på Ritt Bjerregaard. Hun havde et par heftige sager undervejs i sit lange forløb som politisk frontfigur. Ikke én gang fortrød hun offentligt eller undskyldte. Tværtimod gjorde hun en dyd ud af, at Ekstra Bladet ikke skulle bestemme over hende. Modigt, mente mange. Overmodigt og hovent, mente lige så mange. Men Ritt kom altid igen og bevarede også en kæmpe popularitet.
Anders Fogh undskyldte heller aldrig - i hvert fald ikke for egne handlinger. Hans strategi var den enkle, at han aldrig gjorde noget forkert. Der var ikke noget at komme efter. Havde han levet i Rusland eller Italien, havde han garanteret gennemført en lov, som fastslog, at statsministeren ikke kunne tage fejl.
I den helt anden ende finder vi en nærmest kynisk strategi, som Danske Bank forfulgte nogle år efter, at de havde tilbragt månedsvis på forsiden af Jyllands-Postens lyserøde sider med den såkaldte Færøbanksag.
Hver gang pressen bragte en ny sag op, skyndte Danske Bank sig at beklage og udtale, at de "nu ville stramme proceduren op". Jeg har selv hørt Peter Straarup redegøre for det uden at fortrække en mine. Forklaringen er den enkle, at historien bliver en lille tospalter nederst på side 2 eller 4, når banken indrømmer at have begået fejl. Hvis banken afviser eller ikke vil udtale sig, får artiklen større opsætning, og der kommer en opfølgning dagen efter, hvor en professor fra CBS mener, at "Danske Bank er på kant med loven".
Selv har jeg et helt andet problem. Jeg vil hellere end gerne indrømme fejl, men jeg duer ikke til at opdage dem. Hverken hos mig selv eller andre.
Undskyld.

søndag den 4. juli 2010

Vi har da ytringsfrihed, ik?

Vi har da demokrati og ytringsfrihed her i Vesteuropa, ik? I Mellemøsten og Afrika hersker diktatur og censur, men her hos os bestemmer befolkningen og kan frit ytre sig.
Jo, det er nogenlunde sådan, det er, men der er et par ting, vi godt kan diskutere.
Er det rigtigt demokrati, når englænderne vælger en kandidat i hver valgkreds? I praksis kan det give absolut flertal i parlamentet til et parti, som på landsplan har fået en tredjedel af stemmerne.
Er det demokrati, når et parti skal opnå fem pct. af stemmerne for at blive valgt til Forbundsdagen i Tyskland?
Er det demokrati, når ingen love i Danmark kan træde i kraft, før dronningen har skrevet under på dem?
Er det demokrati, når den franske forfatning giver en kæmpe magt til præsidenten - på samme måde som i Rusland og USA?
Ja, det er demokrati for de lande, som har valgt den løsning. Men det er til stadighed en diskussion værd.
På samme måde med ytringsfriheden. Enhver har ret til at ytre sig under ansvar for lovgivningen. Sådan er det i praksis i Vesteuropa, og der er meget få eksempler på det modsatte. Men ytringsfriheden har en fætter, der hedder pressefrihed, og så er vi straks inde i en gråzone. Tag nu Italien. Enhver har ret til at starte en tv-station, en avis eller en hjemmeside, hvor vedkommende får sine synspunkter frem. Fint nok.
Men den væsentligste informationskilde for italienerne er tv-stationerne. Alle de største af dem er i praksis kontrolleret af landets ministerpræsident, og han blander sig aktivt i deres dispositioner. Han bruger simpelthen medierne til at fastholde sin magt.
Set med danske briller er det uhyrligt, og man kan sagtens diskutere, om Italien reelt er et demokrati, når Berlusconi på den måde kontrollerer pressen.
I Frankrig er det knap så slemt. Men det er slemt. De væsentligste franske medier ejes af rigmænd, som er præsident Sarkozys nære venner. Der er desværre mange eksempler på journalister, som er blevet fyret eller degraderet på grund af kritiske artikler eller indslag om præsidenten.
Senest har Sarkozy forsøgt at forhindre en lettere venstreorienteret fond i at investere i den uafhængige avis Le Monde, som er i økonomiske vanskeligheder. Præsidenten indkaldte chefredaktøren til et møde, hvor han tilsyneladende antydede, at et statstilskud til modernisering af avisens trykkeri var i fare, hvis den medarbejder-ejede avis valgte de forkerte investorer.
Rigtig mange franskmænd griner af præsidenten, så det lykkes nok ikke Sarkozy at køre Frankrig ud på et sidespor, lige som Berlusconi er i gang med for Italiens vedkommende.
Men historierne minder os om, at demokrati og ytringsfrihed ikke er naturlove. Vi skal blive ved med at diskutere og udvikle demokratiet og det frie ord. Her er mit lille bidrag.

torsdag den 1. juli 2010

Vejret var bedre under Anker

Klokken er 20:39, og det er stadig varmt udenfor. Det er en af de rigtig gode sommeraftener. Dem har vi allerede haft nogle stykker af.
Men måske bliver det koldere i næste uge. Måske begynder det endda at regne i ugen efter, hvor min ferie begynder. Måske får vi flere uger i træk uden hedebølge.
Så vil rigtig mange mennesker helt sikkert beklage sig over endnu en elendig sommer. Det er efterhånden mange år siden, vi har haft en rigtig sommer, vil det lyde omkring kantinebordene efter ferien.
Så sent som for en uge siden beklagede en af mine bekendte sig over, at der havde været forfærdeligt koldt i hele maj og juni.
Jeg er en af de irriterende typer, der altid afviser, at vejret har været dårligt. Det hænger sammen med mit temperament - og så er der altså et pænt stænk fakta oveni. Dem, der beklager sig over det dårlige vejr, har simpelthen glemt de mange solskinstimer, vi allerede har fået.
Hvis vi tager maj og juni i år, så ved jeg med sikkerhed, at der har været masser af godt vejr. Pinselørdag ville jeg gerne have løbet Råbjerg Mile Maraton i Aalbæk. Men jeg overvejede end ikke at stille op, for det var ulideligt varmt, og jeg kan slet ikke løbe i den hede.
5. juni kunne Grundlovsløbet i Hjørring fejre 25 års jubilæum, og jeg ville meget gerne løbe med. Igen blev jeg hjemme på grund af en bagende, stikkende sol. Jeg var med for to år siden, hvor solen stod fremme 1 time Grundlovsdag - den time, hvor vi løb. Jeg var kogende varm, da jeg nåede i mål.
I søndags var der så premiere på Toppen af Danmark Løbet i Frederikshavn. Jeg var ikke blandt de 400, der bakkede op om denne gode idé, og igen var varmen og solen skyld i mit fravær. Indimellem har jeg flere gange måttet løbe om aftenen, fordi varmen og solen stegte selv sidst på eftermiddagen.
Så set fra en varmefølsom løbers synspunkt har der indtil videre været alt for meget sol og varme i år. Men jeg skal nu ikke beklage mig. Jeg elsker sol og sommer, og det er der heldigvis meget af i Danmark.
Når mange beklager sig over det evigt dårlige vejr, er de lige så useriøse som dette indlægs overskrift. Der er absolut intet belæg for, at en rød eller en blå regering betyder bedre eller dårligere vejr.
Men var vejret ikke bedre i 1970erne? Var der ikke høj sol hele sommeren og fin hvid sne vinteren igennem? Nej. Der husker du galt. Dengang var det helt galt med vejret.
Det var meget bedre under krigen.