torsdag den 31. juli 2008

Tabersag helt rigtigt serveret

I mandags trak en af de små sportsgrene de helt store overskrifter i Dannmark, da mountainbikerytteren Peter Riis Andersen måtte erkende, at han havde taget epo som optakt til sommerens OL - farvel Beijing og farvel eliteidræt.
Resultatet af dopingtesten kom i sidste uge, og da bekræftelsen dukkede op, indkaldte Team Danmark til pressemøde med Peter Riis Andersen som hovedperson.
Det var et lærestykke i krisekommunikation. Den 28-årige medicinstuderende lagde kortene på bordet og fortalte åbent om sit snyderi. Mest opsigtsvækkende var det, at han ikke havde samvittighedskvaler med at bruge de små ampuller til at forbedre sine sportspræstationer. Først da han blev fældet af dopingkontrollen, indså han, at det var helt forkert - og at han havde svigtet en masse mennesker ved at bruge epo. Det gælder alle fra familie og venner over foreningsfolk i cykelsporten og til Team Danmark. Selv om eliteidrætsmanden føler sig som en ensom ulv under de mange timers træning, er han også toppen af en kransekage, hvor mange andre gør en indsats. Deres tillid har rytteren brudt ved at tage epo.
Det hele kom frem. Peter Riis Andersen påtog sig ansvaret og drog selv konsekvensen: Færdig med konkurrencesport.
Så har pressen en god historie i 1 dag, men der er ikke noget at følge op på. Der er ikke en mistanke at bore videre i, der er ikke noget uldent, som en kvik journalist kan arbejde videre med. Og den skyldige kan ikke straffes yderligere.
Om få uger har vi glemt, hvad manden hed, og mountainbike som sport lider formentlig heller ingen langvarig skade. Det fremstår i hvert fald ikke som en kultur i den sport - men som en personlig fejl og brist hos en enkelt rytter.
Læren til andre, som skal kommunikere et dårligt budskab ud:
1. Kom med hele den sandfærdige og ubehagelige forklaring på 1 gang.
2. Skyld: Påtag dig det fulde ansvar for de fejl, der er begået.
3. Dom: Tag konsekvensen af fejlene.
Det lyder enkelt, men det er det ikke. Især punkt 2 og 3 er svære, for sagerne er sjældent så rene som denne lille dopingskandale, så det kan være svært for en leder eller en politiker at indrømme fejl, tage ansvaret for dem og drage en konsekvens. Så længe de ikke gør det, lever historien videre, og de er hver dag i fare for at blive konfronteret med nye oplysninger. Tænk bare på Lars Løkkes bilagscirkus. Den sag kunne han selv have kvalt ved at indrømme rod i papirerne, påtage sig skylden og give 25.000 kr. til en velgørende organisation. Men det er jo pokkers vanskeligt, når man ikke selv føler, at man for alvor har gjort noget forkert, og når man som Lars Løkke har haft folk til at tage sig af det praktiske med bilag.

torsdag den 24. juli 2008

50 svalers fødehjem ødelagt

For et par år siden flyttede et svalepar ind i vores lade. Det var da sødt. Tænk sig, at de havde fløjet 5000 kilometer gennem Afrika og Europa og af alle steder valgte vores lille matrikel her i det nordlige Vendsyssel til at etablere deres egen familie.
De sked godt nok temmelig meget på vores haveredskaber og på gulvet i laden, men pyt - vi er dyrevenner og der skal også være plads til små søde svaler.
Sidste år kom der flere par, og de byggede flere reder og sked endnu mere. I år er antallet igen forøget, og vi har haft en temmelig stærk trafik af svaler i og omkring laden i flere måneder. Det lader til, at de får flere kuld unger pr. sæson. På sin vis er det fascinerende at kigge på de flittige fugle. De arbejder simpelthen hele tiden. Enten finder de føde til de mange unger eller også er de i gang med at bygge reder. Det sidste er et stort arbejde. Reden bygges op af ler- og mudderklatter, og den kan sidde på en lodret væg. Så der er sikkert noget saftigt svalespyt i materialet.
Det er helt umuligt at tælle, hvor mange svaler, vi har boende på ejendommen, men her til morgen sad der ca. 20 på taget og sang, mens mindst lige så mange fløj rundt. Altsammen meget hyggeligt, hvis det ikke det var for alle de fordømte klatter. De sidder på ruderne, på havemøbler og på alt udendørs inventar.
Så her til formiddag traf vi den ubarmhjertige beslutning om at lukke svalekolonien for i år. Jeg hev stigen frem og gik i gang med at pille reder ned. På en halv time forsvandt 6 reder og øjeblikket efter fandt jeg to mere. Senere på dagen kom jeg i tanke om endnu 2 reder, så det er i hvert fald 10 omhyggeligt opbyggede fødehjem for mindst 50 svaler, jeg i dag har molestreret, tilintetgjort og kastet på møddingen.
Resten af dagen har svalerne fløjet forvirret rundt. Her til aften var der endda et par stykker inde i huset. Det er muligvis synd for dem, at de ikke kan opfostre flere (skidende) unger i år, men vi synes altså, at vi har ydet vores bidrag til artens overlevelse for denne gang.
Til efteråret skal de ud på den lange flyvetur og næste forår vender en del af dem sikkert tilbage. De skal være velkomne, men 10 reder får de altså ikke lov til at bygge.

tirsdag den 22. juli 2008

Kædefri turisme på Montmartre


Da Solle og jeg var på efterårsferie i Prag i 1990, et lille år efter Murens fald, var McDonald's forlængst rykket ind flere steder i den tjekkiske hovedstad. Siden er byen sikkert kommet til at minde endnu mere om London, Berlin og København.
Derfor var det en meget glædelig overraskelse at opleve Paris her i 2008. Vi er netop kommet hjem fra 4 dages sommerferie, hvor vi boede på et lyserødt hotelværelse ved Place Pigalle. Hver dag og hver aften gik turen op ad bjerget til Montmartre. Det ligner ikke en anden hovedstad - det ligner Montmartre. Det er fransk mentalitet, arkitektur, indretning og livsstil på godt og ondt. På Montmartre er der ikke én international kædebutik. Der er små skæve, hyggelige enmandsforretninger med egne origanale og ordinære navne, egen indretning, eget design og helt egne åbningstider.
Det er ikke specielt gammeldags. Varerne er up to date, og du kan betale med kreditkort uden problemer. Men det er originalt og har et personligt anstrøg. Det er indehaverens egen butik, hendes eller hans eget hjerteblod.
Det er fedt at komme et sted, som de store kæder ikke har kunnet erobre. Jeg tror, bygningerne er for små og for skæve til at kunne leve op til de koncepter, de store kæder udtænker. Og så er der enten en kollektiv standhaftighed eller en skrap lokalplan, som sikrer, at Montmartre bevarer sin helt særlige sjæl.
Det er storcharmerende - også når den franske service viser sig fra sin kedelige side. For en effektiv dansker er det en prøvelse at vente på, at ekspedienten får pludret færdig med makkeren, selv om han har set, at vi gerne vil i kontakt med ham. Det er også træls at blive glemt af en tjener den halve aften, fordi han hellere vil charmere to unge piger, der har sat sig ved nabobordet.
Så er det godt, at man har ferie og kan betragte det som en lærerig oplevelse eller måske et lille feltstudie i fransk mentalitet.

tirsdag den 15. juli 2008

Sjovere end Korsbæk Bank

Jeg tror, de fleste mennesker opfatter banker som lidt kedelige, gammeldags og uhyre solide. Netop derfor er historien om Roskilde Banks kollaps helt usædvanlig.
Der har tilsyneladende siddet gamblere i spidsen for den hæderkronede købstadsbank i den by, som har inspireret Lise Nørgaard til tv-serien Matador. Det er ikke Hans Christian Varnæs' forretningsmoral, der har hersket i Roskilde Bank de senere år.
Mens der var byggeboom og opsving i Danmark, lånte Roskilde Bank en stor del af formuen ud til nogle få ejendomsspekulanter med usikre projekter. Millionerne væltede ind i bankens kasse, mens ejendomspriserne steg, men nu vender kurven nedad, og bankens store kreditorer står med tusinder af tommer kvadratmeter og kan hverken betale renter eller afdrag.
Sort uheld vil nogen mene, men de kedelige og gammeldags bankfolk ved bedre. Mange andre end Roskilde Bank har kunnet låne store summer ud til risikable byggeprojekter med udsigt til en pæn gevinst og risiko for et endnu større tab. De fleste af dem har takket nej, fordi de hellere vil beskyldes for at være kedelige end at sætte hele butikken over styr.
Moralen kom også til udtryk i Roskilde Banks belønning af direktørerne. Også på dette punkt var de langt mere ekstravagante i Roskilde end i de øvrige provinsbanker. Resultatet var, at 3 direktører samlet scorede 55 mio. kr. på aktieoptioner - og udgiften kunne være blevet dobbelt så høj, hvis optionerne var indløst tidligere.
Direktørerne - eller deres gode venner i bestyrelsen - mente tilsyneladende, at de selv var så mange penge værd. Jow, aktien steg lige som alle andre provinsbankers aktier og jow, overskuddet steg lige som alle andres. Sådan er det i opgangstider, og det er ikke ret svært at tjene mange penge på bankdrift, når både private og virksomheder får mange flere penge mellem hænderne. Men at forgylde direktørerne med kæmpe bonusser - det er helt unødvendigt, og Roskilde Bank lagde sig på et amoralsk højt niveau.
Heldigvis er der ingen småsparere, der taber på skandalen. Beten må dækkes af aktionærerne, og de bør have råd til det - ellers skulle de ikke have investeret i aktier.
Så alle vi andre kan bare sige tak for underholdningen. Det er meget sjovere end Korsbæk Bank.

lørdag den 12. juli 2008

Gæsterne får 1 flaske vin


Da jeg fyldte 40 gav Tankegang mig en kæmpe flaske vin, og den lå trygt nede i kælderen i flere år uden at blive drukket. Solle og jeg kæmper os ikke lige igennem 3 liter på en weekend, og vi havde heller ikke et selskab, der passede til størrelsen.
Men forrige sommer bebudede min svoger og svigerinde, John og Ane, deres ankomst i et par dage, og så var anledningen der. De blev skuffede da jeg sagde, at vi kun skulle have 1 flaske vin til maden i 2 dage, men humøret steg mærkbart, da jeg kom slæbende med den store trækasse.
Den viste sig at indeholde en 5-liters flaske, så det blevet et MEGET festligt besøg.
Nu kommer de igen i morgen, og jeg på forhånd lovet at skaffe en voksen flaske vin. Før ferien talte vi i Tankegangs ledergruppe om at give alle ansatte en feriegave, og jeg foreslog lidt selvisk en 5-liters vinflaske. Det er en gave, man husker og som kan være med til at gøre sommeren sjov. Jeg kunne godt høre, at de andre ikke var vilde med idéen, så jeg fortalte historien om John og Ane og de sjove sommerdage med kæmpeflasken. Det overbeviste desværre ikke mine kolleger.
Så jeg glemte alt om det og tog hjem og løb en tur. Da jeg kom tilbage, havde Claus Grøngaard fra Tankegang været forbi med en 5-liters vinflaske til mig. Der stod én nede i Tankegangs vinlager, og den syntes Claus, at jeg havde fortjent, når nu jeg havde talt så varmt for min sag.
Det reddede hele weekenden. Sikke glad jeg blev for gaven - først og fremmest for den søde tanke, der lå bag.
Det er en dejlig chanti fra Italien, og Claus garanterer, at det er prima vin.
John og Ane kommer i morgen eftermiddag, og så skal proppen af. Så det varer nok et par dage, før jeg kan ramme tasterne på computeren igen.

torsdag den 10. juli 2008

Hjælp, vi har myrer


Myremanden var meget begejstret. Det var nogle rigtig flotte, orange myrer, og det var et imponerende bo, de havde bygget.
Vi var mere forbeholdne, for det var altså i hulrummet i vores gæsteværelse, det var foregået. Igennem et stykke tid havde der kravlet myrer i vindueskarmen, men i sidste uge gik de helt amok. Hver morgen lå der flere hundrede døde (ha!) myrer i karmen, i sengen og på gulvet.
Så vi måtte have fat i myremanden. Han målte først fugten og konstaterede, at den var kritisk høj i den ene side. Så han ville gerne komme igennem sammen med en tømrer, der kunne bryde karm, lofter og andet nødvendigt ned.
De var der så i tirsdags og fandt hurtigt frem til det prægtige myrebo med tusindvis af de små ækle skadedyr. Byggematerialerne er planterester og svampesporer, som de har fundet ude i haven og møjsommeligt slæbt ind i vores hulrum. Myremanden kunne fortælle, at de små bæster kan kontrollere svampen helt nøjagtigt, så den ikke breder sig, og så den har lige nøjagtigt den fugtighed, myrerne bedst kan lide. Han fortalte også glædestrålende, at myrerne ikke skider og tisser i boet men pænt kravler et andet sted hen for at forrette deres nødtørft. Det var så på vores badeværelse.
Nu har de fået et ordentligt pulver med myregiftsprøjten (ha igen!), og imens går en murer og reparerer skaderne. Senere kommer tømreren og sætter loft og karm på igen. Det kommer sikkert til at koste det samme som en sommerferie, så vi venter spændt på at få at vide, om myrernes hærgen er dækket af forsikringen.

fredag den 4. juli 2008

Glistrup - fornyer og fantast

I dagens politiske virkelighed har det ingen betydning, at Mogens Glistrup døde tirsdag aften. Men det er alligevel værd at riste en rune over en af dansk politiks mest farverige personer.
Da den forføreriske skatteadvokat væltede ind i Folketinget med 28 mandater ved jordskredsvalget i 1973, kom der en helt ny dagsorden for dansk politik.
Dengang var Glistrup først og fremmest anarkist, og han var en fornyelse på Christiansborg. Gammelpartier og papirnusseri var blot to af de udtryk, han lancerede. Det berømte forslag om at erstatte forsvaret med en automatisk telefonsvarer, som på russisk sagde "Vi overgiver os" var genial politisk kommunikation.
Fremskridtspartiet fik aldrig direkte politisk indflydelse, dels fordi gammelpartierne rottede sig sammen mod det nye parti og dels fordi Glistrup ikke mestrede kompromisets kunst. Han var simpelthen ikke politiker.
Men han fik uden tvivl indirekte indflydelse. Siden 1973 har politikerne fokuseret stærkt på at nedsætte indkomstskatten, og det er også i nogen grad lykkedes. Den debat har Glistrup kickstartet, selv om Fremskridtspartiet faktisk stemte imod konkrete forslag om skattelettelser (de var ikke høje nok).
Og så er der indvandrerpolitikken, som Glistrup kastede sig over, da hans parti var blevet reduceret til en revyforestilling på Christiansborg. Her blev den højt begavede mand mere og mere fanatisk. Han kunne i fuldt alvor påstå, at Danmark om 50 år ville være overtaget af de såkaldte muhammedanere.
Desværre fik Glistrup sat en politisk bevægelse i gang på det område, som i dag er helt dominerende i Danmark. Da Fremskridtspartiet blev for broget for Pia Kjærsgaard, dannede hun sit eget parti, der i dag styrer Danmarks indvandrer- og udlændingepolitik med ubarmhjertig hånd.
Jeg kan ikke få øje på fornyelsen i Dansk Folkeparti, og anarki er simpelthen ikke eksisterende. På den måde er partiet i grel modstrid med alt det, Glistrup stod for, da han gjorde sin charmerende entré på den politiske scene.