Kan det være en god nyhed, at knap 300 mennesker i 2010 mister livet i trafikken?
Ja, det kan det vel, når vi samtidig får at vide, at det er langt under gennemsnittet. For 40 år siden, da var færre biler på vejene, døde hvert år ca. 10.000 i trafikken.
Forklaringen på faldet i år er lidt paradoksal. Statistikkerne afslører, at der har været færre dræbte i vintermånederne end tidligere. Det er fordi, vi kører mere forsigtigt, når det sner og er glat.
Det er værd at tænke lidt over. Især for én som mig, der tilbringer mange timer på motor- og landeveje. Det gamle slogan "Farten dræber" er uhyggeligt præcist.
Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke altid overholder fartgrænserne. Det vil jeg blive bedre til i det nye år. Jeg vil ikke love 100 pct., at jeg altid vil køre bedemandsagtige 80 km/t på en helt blank vestjysk landevej. Men jeg vil hellere tage 10 minutter tidligere hjemmefra end at køre aggressivt og stresse mig selv og andre.
En anden vane, jeg vil arbejde med som bilist, er kunsten at holde afstand. Når der er tæt trafik på motorvejen, er det næsten umuligt at lægge sig i sikker afstand bag den forankørende. Så man vænner sig hurtigt til at ligge alt for tæt på. Et øjebiks uopmærksomhed eller en uventet opbremsning kan få katastrofale følger. Her vil jeg helt sikkert forbedre mig i det nye år.
Og så er jeg for resten modstander af nytårsløfter, så jeg starter allerede i dag. Jeg ved godt nok ikke, om jeg skal ud at køre i bil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar