Lene Espersen er i realiteten færdig som konservativ partileder. Selv om hun er en fighter, selv om hun er meget erfaren, og selv om hun er blevet uretfærdigt behandlet, så er der ingen udsigt til, at hun kan genvinde troværdigheden og autoriteten som partileder og vicestatsminister.
Jo længere tid, hun holder fast, jo mere pinefuldt bliver det.
Journalister, politiske fjender og politiske venner vil komme med små og store historier om fejltrin. Den store lup er fremme, og selv den mindste sag bliver blæst op til en ny Lene-skandale.
Det er ikke retfærdigt. Men sådan er vilkårene i dansk politik anno 2010.
Lene Espersens helt aktuelle problem er, at hun skal finde en udgang. Hun skal finde en anledning til at gå. Den oplagte forklaring er, at hun mod sin vilje er blevet en belastning for partiet. Jeg tror, det passer dårligt til hendes fighterhjerte at træde tilbage på den måde.
Det andet - og større - problem er, at der ikke er nogen naturlig afløser. Connie Hedegaard har meldt sig ud af dansk politik, selv om man aldrig skal sige aldrig. Og den tidligere Frederiksberg-borgmester Mads Lebech er ikke så anvendelig, fordi han ikke er og aldrig har været medlem af Folketinget.
Oven i kommer, at partiet har en mere end 50 år lang tradition for magtkampe før, under og efter et formandsskifte. Det har været ondt og blodigt for dem selv og underholdende for os andre.
Lene Espersen står ikke engang stærkt nok i partiet til, at hun vil kunne anbefale en ny leder og hjælpe vedkommende i gang.
Som jeg ser det, er den bedste strategi, at Lene Espersen simpelthen går af nu. Det vil skabe kaos i nogle måneder og det er ikke sikkert, det er overstået ved næste valg. Men det er svært at se, at det er værre end at fortsætte med den forkerte leder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar