lørdag den 29. december 2018

Jeg bor i et parallelsamfund

Vores avis bragte forleden denne fine illustration med et portræt af den typiske nordjyde. Det er en ryger, der går på tilbudsjagt, har en Samsung-telefon, går i kirke og læser Familie-Journalen.
Jeg er helt sikker på, at det forsimplede portræt er troværdigt, så det er ingen kritik af Nordjyske.
Men jeg var altså ved at tabe både næse og mund, da jeg så opslaget.

Kender du typen?  Nej!
Jeg synes selv, jeg er ret normal, og jeg føler mig godt hjemme i Nordjylland og Vendsyssel. Men jeg kunne overhovedet ikke genkende mig selv i portrættet. Og jeg er ikke helt sikker på, at jeg kender nogen, der kan leve op til statistikkerne, som avisen har hentet sine oplysninger fra.

Vi læser i smug
Jeg må jo leve i et parallelsamfund her i landsdelen. Et lille upåagtet hjørne, hvor vi har vores egne normer og værdier. Vi sidder i smug og læser bøger og aviser, ser DR (typiske nordjyder ser TV2 Charlie) og spiser helst økologisk. Jeg kunne remse meget andet op, som adskiller mine venner og mig fra den typiske nordjyde. Men det er der ingen grund til. Jeg vil ikke gøre mig bedre end andre, og der ligger intet værdiladet i det fra min side. Andre folk må læse de blade og se de tv-stationer, de har lyst til. Det kan kun glæde mig, hvis de har fornøjelse af det.

Slut med tålt ophold?
Men jeg kan da godt blive lidt bekymret. I disse år strammer det danske samfund nettet om dem, der er anderledes. Danskhed er ikke bare noget med at være dansker - der knytter sig nogle såkaldt kristne værdier til, som man også forventes at leve op til. I første omgang går det ud over mennesker med udenlandsk baggrund, kæreste, forældre eller bedsteforældre. Men når de allesammen er jaget væk, kan det være turen kommer til os andre med afvigende livsstil.

Så er det ikke sikkert, jeg kan forblive på tålt ophold her i Nordjylland. Og hvad værre er: Kan jeg vende hjem til Vestjylland?

PS. I aften skal vi have karbonader med stuvede ærter og gulerødder.



mandag den 10. december 2018

Er der en voksen til stede i England?

Med forbløffelse og dyb undren har vi på kontinentet nu i to et halvt år fulgt englændernes håndtering af deres egen folkeafstemning om EU.
Det foreløbige lavpunkt var her til eftermiddag, hvor Theresa May som det sidste menneske i Europa havde indset, at der ikke var flertal i det britiske parlament for den aftale, hendes regering har forhandlet sig til rette med EU om.

Talentløst
Det virker som om, Brexit er en opgave, briterne simpelthen ikke vil løse. De har brugt al tiden på at skændes og ikke på at finde løsninger. Sammen.
Det er bestemt ikke nemt. Måske kan det ikke lade sig gøre. Men man skal da forsøge, og de forsøg, som regeringen og oppositionen - også den lystigt voksende interne opposition i regeringen - har gjort, er talentløse.

Se til Danmark
Se til Danmark efter Maastricht-afstemningen i 1992.
Der satte alle Folketingets partier sig sammen for at svare på 2 spørgsmål:
1. Hvad stemte folk nej til?
2. Hvad gør vi nu?
Udgangspunktet var naturligvis respekt for resultatet af folkeafstemningen. Og det var et fælles ønske om at nå et resultat, en aftale som et meget bredt flertal i Folketinget kunne støtte.

Premierministeren flygtede
Hvorfor har der ikke været en voksen til stede i England, som kunne stå for sådan en proces? I stedet flygtede premierministeren fra posten og overlod den til en minister fra anden række.
Jeg er sikker på, at Theresa May har arbejdet hårdt og samvittighedsfuldt ud fra et reelt ønske om at opfylde vælgernes ønsker. Men jeg kan også se, at de fleste andre har set det som den vigtigste opgave at bekæmpe Theresa May og gøre hende til grin.

Udsættelse
Det er lykkedes, og Storbritannien står med en kæmpemæssig uløst opgave. Det bedste, briterne kan håbe på, er en udsættelse. Og så må vi håbe, at der dukker en voksen person op og sætter sig i spidsen for det nationale kompromis, som er en helt nødvendig forudsætning for at løse krisen.

Bliv enige
De forbenede Brexit-tilhængere fylder meget i mediebilledet. Men mon ikke det er sådan i virkeligheden, at der er et massivt flertalt i befolkningen, som gerne ser Storbritannien samarbejde med EU? Og som frem for alt gerne vil have, at deres egne politikere bliver enige om landets position.
Når man nu er modstander af, at tingene skal bestemmes fra Bruxelles, er det mindste, man kan gøre vel at tage styringen og ansvaret selv. Det har hidtil ikke været de engelske politikeres kop te.

fredag den 7. december 2018

Bilerne - de hellige køer

 Her kører det.

Jo mere trafik, jo flere og bredere veje skal vi have.
Jo flere og bredere veje, vi får, jo mere kører vi.

Sådan har det været i 100 år, i Danmark og i resten af verden. I dag er vi hårdt plaget af køer på de danske motorveje og på de store landeveje. Bare i mine 20 år som bilist er trykket steget voldsomt, og det er blevet en del af min planlægning at undgå de værste køer.

Løsningen - har jeg ikke. Men den er helt sikkert ikke at bygge endnu flere og endnu bredere veje. Vi må blive bedre til at køre sammen. Vi må cykle mere. Vi må køre mere i tog og bus.

Vi er magelige
Det kommer ikke af sig selv. Vi mennesker gør ikke det, der er rigtigst for kloden. Vi gør det, der er nemmest for os selv. Og så er bilen jo for længst blevet et statussymbol. To biler er normalt og tre biler i en familie heller ikke usædvanligt.

Den udvikling skal stoppes. Både på grund af trængslen og på grund af klimaet.

Teknologien til den nye verden med færre og grønnere biler er klar. Om 5-10 år vil vi i teorien kunne afskaffe privatbilismen og i stedet booke selvkørende biler, når vi har brug for at komme fra et sted til et andet.

Men det er ren teori. For vi vil ikke. Vi vil have vores egen bil - eller to. Og den eller de skal være større end naboens. Det er frihed, synes vi. Og så bander vi over køerne på motorvejen - ikke dem, der siger muh - og over det ustabile vejr, som kineserne og amerikanerne er skyld i.


Uberørt politisk værktøjskasse
Der metoder til at regulere det, vi som samfund vil have mindre af og det, vi vil have mere af: Lovgivning. Forbud, afgifter og mere af det slemme, som ingen politikere tør foreslå.

Dyrere biler, kilometerafgifter som stiger i takt med forbruget, markant bedre offentlig trafik og præmie for samkørsel og for at cykle er nogle af de skruer, som får lov at ligge uberørt i den politiske værktøjskasse. I stedet handler de fortsat om at bygge flere og flere veje og flere og flere støjvolde.

Jeg håber, der er snart er nogen, der har mod til at gå imod mange års trafiklogik. Nogen, som har som ambition at få mindre trafik, mindre trængsel, mindre støj og mere natur.