mandag den 28. oktober 2013

Valgfesten er i gang

En let løftet pegefinger - og én til - fra KL

Herligt at se en masse hoveder i lygtepælene overalt i landet. Herligt at læse indlæg her og der og allevegne om store og små problemer i kommunerne, som kandidater gerne vil gøre noget ved. Vores demokrati holder fest de næste tre uger.
Al forskning viser, at valgplakaterne virker. Det er noget nær den eneste kanal, der er dokumentation for effekten af.

Demokrati i krise
Det er også nødvendigt, for vores demokrati er i krise. De politiske partier mister medlemmer, og der er meget stor bekymring for stemmedeltagelsen ved valget har den 19. november.
KL har forsøgt med en ret stor kampagne. Det er al ære værd, men jeg er bange for, at den er forfejlet. Budskabet i kampagnen er: Tænk dig om før du ikke stemmer. Se udformningen på billedet her over fra Ringkøbing Rådhus.
Hvorfor virker det mon ikke? Fordi det kritiserer dem, der ikke stemmer. Ingen målgruppe bryder sig om at blive kritiseret. Kampagnesloganet virker fint på alle os, der stemmer og ikke kunne drømme om at gøre andet. Men det er jo ikke os, kommunerne skal have fat i.

Brug mennesker
Hvad skal man så gøre? Fisk.
Måske skulle man kigge på valgplakaterne igen. Når de virker, er det fordi de er personlige. Måske skulle KL have valgt en kampagne med mennesker - der fortæller et positivt budskab.

Stemmer på Kanten
Lisbeth Zornig og nogle af hendes mange venner kører et flot initiativ med Stemmer på Kanten. Det er simpelthen en opfordring til hjemløse, misbrugere og andre slemme drenge om at stemme. Og de har fået den geniale idé at hænge plakater med hjemløse op i lygtepælene. De stiller ikke op, men de opfordrer til at stemme.
At der så er gået bureaukrati i den i en række kommuner - det viser bare, hvor meget der er brug for nye stemmer i vores demokrati. Der er minsandten nogle kommuner, som ikke vil tillade de alternative valgplakater, fordi de ikke afbilder folk, der rent faktisk stiller op til valget.
Stemmer på Kanten er båret af frivillige og bliver finansieret af små sponsorbidrag. Jeg tipper, at kampagnen koster mindre end 10 pct. af KLs flotte værk - og at effekten er mere end dobbelt så stor.

søndag den 20. oktober 2013

Tre grunde til at køre på cykel i Rom

En modig cyklist på svinkeærinde i Borgheseskoven.

Hvis nogen tror, at alle europæiske storbyer arbejder på at blive cykelbyer, så tag til Rom. Her er der helt håbløse forhold for cyklister.
Vi har netop prøvet det af i tre dage. På trods af alle advarsler lejede vi to glimrende citybikes og manøvrerede os rundt i den italienske hovedstads forvirrende gadenet. Det var spændende!

Derfor skal du ikke køre på cykel i Rom
Her er nogle af de mange argumenter imod cyklisme i Rom:
* Byen er bygget på syv høje, så man kører ret stejlt op og ned meget af tiden
* Mange af de små gader i den indre by er brostensbelagte
* Der er kolossalt mange biler og scootere
* De kører sydeuropæisk, hvor de kører frem, hvis der bare er en smule plads
* De store kryds og rundkørsler er totalt kaotiske
* Cykler er fremmedelementer i trafikken

For meget trafik
Puha. Det lyder halsbrækkende. Det var det sådan set ikke. Ikke én gang var vi tæt på at blive kørt ned, og de småstressede situationer var ikke nær så anstrengende for os som for dem, der sad og svedte og bandede i bilerne.
Der er simpelthen for meget trafik og for mange parkerede biler i de smalle, charmerende gader.
Hvis man tager det som et vilkår, kan man få et par hyggelige dage på cykel i Rom.

Her er tre gode grunde til at køre på cykel i Rom:
1. Transporttiden bliver til oplevelsestid. 
Du ser en masse undervejs og kan stoppe op og se nærmere på en butik eller en seværdighed. Du slipper for ophold og lange vandreture i klamme metrotunneler eller for at blive mast i propfyldte busser.
2. Du kan komme hurtigt frem
Cyklister må køre imod ensretningen i bymidten, så der er hundredevis af små smutveje. Er trafikken alt for slem, kan du køre et stykke på fortovet. Der er så få cykler i Rom, at det ikke generer fodgængerne.
3. Du farer vild på den gode måde
Som ny i en by farer man altid vild. Og så får man øje på noget overraskende, som slet ikke var planlagt. Her får man de bedste oplevelser. Vi kom ad vanvare op på toppen af Den Spanske Trappe lige ved frokosttid og fandt en topcharmerende restaurant på en solbeskinnet altan.

Gør noget, Rom
Når alt det er sagt, bør myndighederne i Rom gøre en indsats for at flere kører på cykel. Trafikken i byen er simpelthen problematisk, og benzinosen er mærkbar. Både for cyklister og gående. Hvis bare 10 pct. af bilisterne kunne flyttes over på cykler, ville det gøre en kæmpe forskel.
Der er ingen cykelstier eller cykelbaner, og der er en forkølet ordning med bycykler. Vi så nogle tomme stativer to steder, men der var ingen forklaring på ordningen.
Her er virkelig noget at hente for bystyret. Både for miljøet og for den oplevelse, turisterne tager med hjem.
Arrividerci!

søndag den 13. oktober 2013

Øllet blev hans skæbne

Dedikationen fra min udgave af Bryggeren

Den dramatiske overskrift har jeg hugget fra en avis, der omtalte en af min onkel Kristofs runde fødselsdage.
Kristof døde forleden, 90 år gammel, og trods overskriften var han slet ikke nogen drukkenbolt. Han var professor i historie, og det skæbnesfulde møde med den skummende drik fandt sted, da han i 1962 skrev en doktorafhandling om bryggeriets historie.

Formand for Carlsberg
Som Danmarks fremmeste ølforsker var det helt naturligt, at han siden blev formand for Carlsbergfondet og samtidig formand for Carlsbergs bestyrelse. Carlsbergs stifter J. C. Jacobsen bestemte nemlig i sit testamente, at videnskabsmænd skulle have flertallet i Carlsbergs bestyrelse. Sådan gik det til, at en humanistisk forsker som min onkel Kristof blev en halvtung dreng i det danske erhvervsliv.

Far til Bryggeren
Han skrev også bøger, og billedet ovenfor er fra flappen på hans største sællert Bryggeren. Du husker måske tv-serien af samme navn fra 1996. Det var dengang DRs største produktion nogensinde. Den blev vist aldrig den store succes, men jeg ved, at Kristof havde stor fornøjelse af at se sin bog omsat til fjernsyn. Instruktør Kaspar Rostrup fandt en dag en lillebitte birolle til Kristof, som familien selvfølgelig husker.

Alle detaljer
Selv mindes jeg Kristof som en klog og sjov mand. Han havde et fint blik for de morsomme detaljer - og han besad en guldgrube af viden, som han ikke kunne lade være med at øse ud af.
Jeg husker engang, vi var på udflugt i det vestjyske. Over alt, hvor vi kom frem kunne Kristof en lille historie om nogle spændende arkæologiske fund, kirkemalerier eller gamle bygninger, som Carlsbergfondet havde givet et lille eller stort tilskud til. Det forbløffede mig, at han kunne huske alle detaljer i de hundredevis af projekter, han i sine år som formand for den rige fond havde givet tilskud til.

Det kongelige toilet
I en periode var Kristof også formand for bestyrelsen på Frederiksborg Slot. Her rådede han over en taglejlighed, som han naturligvis aldrig brugte. Men han viste den frem en enkelt gang, og jeg husker stadig forventningens barnlige glæde i Kristofs ansigt, da han skulle vise os toilettet. Det var et bræt, der var muret ind i væggen. Man kunne lige klemme sig ind og sætte sig på brættet. Men det spektakulære var afløbet. Det var lige som en affaldsskakt, og det gik direkte ned i voldgraven. Sådan gik danske konger på toilet for 4-500 år siden. En herlig måde at lære historie på.

Øllet blev min skæbne
I det hele taget var Kristofs boligforhold perfekte for os nevøer. Da vi var små, var han efor på 4. maj Kollegiet på Frederiksberg, og til den titel hørte en fornem kæmpelejlighed ned til Frederiksberg Have. Et perfekt legested.
Da Kristof blev formand for Carlsberg, flyttede tante Kirsten og han til et af bryggeriets fine gamle huse ude i Valby, og her var den store attraktion for os teenagere et køleskab fyldt med alle slags øl. Og det blev bare fyldt op, når Kristof bad om det. Et sandt paradis, som jeg dog kun har været med til at misbruge én gang.
Der blev øllet min skæbne.


tirsdag den 8. oktober 2013

Vil Miljøministeren have en kanelsnegl?

 Ida og Birgitte faldt hurtigt i snak.

Miljøminister Ida Auken kom her til morgen til kaffe og hjemmebagte kanelsnegle hos familien Glerup Holm på Vinkelvej i Brønderslev. Værterne er nulskraldere og skulle inspirere Ida Auken i arbejdet med regeringens nye ressourcestrategi.
Jeg var med ved morgenbordet, og det var mægtig hyggeligt, selv om hjemmet var fyldt med tv-kameraer og fremmede mennesker.
En af grundene til den gode stemning var sproget og tonen.

Hej!
Hej, sagde Ida Auken og Birgitte Glerup, da de hilste på hinanden for første gang nogensinde, og så talte de afslappet om affald, sortering og livet på Vinkelvej.
De sagde selvfølgelig du og tiltalte hinanden med fornavn. Hvad skulle de ellers gøre? Det gør vi jo i Danmark.
Nej, ikke overalt. Hvis arrangementet var foregået i folketingssalen på Christiansborg, skulle Ida have kaldt Nulskralderen for fru Birgitte Glerup. Hver gang. Og den anden vej skulle Birgitte tiltale Ida som Miljøministeren - i tredje person. Hver gang. Vil Miljøministeren have en kanelsnegl?

Pepdebat med partilederne
Senere på dagen havde Folketinget premiere på den nye pepdebat mellem partilederne og statsministeren. Forbilledet er de kendte slagfærdige debatter i det engelske underhus. At dømme efter presseomtalen var den danske premiere i dag spagfærdig, selv om politikerne forsøgte at være underholdende.
Det skal nok blive bedre - især når der kommer nogle helt aktuelle og vigtige sager at drøfte. I dag var det stort set bare et opkog på sidste uges åbningsdebat.
Men tiltaleformen er en hindring for den slagfærdige debat. Selv for trænede politikere er det kunstigt at skulle kalde hinanden hr., fru, frøken og minister i tredje person. Det er ikke bare gammeldags. Det er oldnordisk. Og det har det været i 40 år.

Naragtige tiltaleformer
Hvis Folketinget vil gøre debatten mere levende, er det helt oplagt at smide de naragtige tiltaleformer på porten og lade medlemmerne tale almindeligt til hinanden. De er jo kolleger, som kender hinanden ganske udmærket.
Jeg kender ikke argumenterne for at fortsætte med et sprogligt ritual fra før verdenskrigene. Men jeg kunne forestille mig, at det handler om værdighed og en god omgangstone.
Men det er det stik modsatte. Det er uværdigt at tiltale hinanden på en falsk, opstyltet måde. Kunstigt, upersonligt sprog er ikke en god omgangstone.

Tal pænt til og om hinanden
Folketinget må gerne holde på formerne og stille krav om, at medlemmerne taler pænt til og om hinanden fra landets fornemste talerstol. Det går jeg 100 pct. ind for, og jeg synes det er fint, at der hele tiden sidder en formand i stolen og kontrollerer, at debatten og tonen er lødig.
Men at stille krav om en tiltaleform, som ingen af medlemmerne selv har oplevet i praksis ude i samfundet - det er for langt ude.
Birgitte og Ida kunne sagtens tale pænt og respektfuldt til hinanden på Vinkelvej uden at tale Matador-sprog. Mon ikke også, det kan lade sig gøre på Slotsholmen?


fredag den 4. oktober 2013

Virksomheders service til staten

Skærmen gik død, og det gjorde jeg også.

Alle virksomheder skal 1. november have en digital postkasse for at kunne modtage post fra stat, region og kommune.
Det synes jeg, er okay.
Men det er absolut ikke i orden, at staten vælger en meget omstændelig procedure, som selv folk med rimelige digitale evner skal bruge lang tid på at få til at fungere.

Ikke sådan lige
Jeg har et lille ApS, som ejer mine aktier i Tankegang, og da der er knyttet et cvr-nummer til, skal jeg også på den offentlige digitale post.
Det gik jeg så ind for at fikse forleden. Men det var ikke sådan lige.
Jeg skulle melde mig som medarbejder i firmaet, som herefter blev ansvarlig for virksomhedens adgang til systemet. Jeg skulle acceptere et alenlangt dokument med vilkår - hvilket er totalt pseudo. For jeg kan som bestyrer af et cvr-nummer ikke vælge løsningen fra.
Da jeg var kommet igennem den procedure, skulle jeg vente på at få en mail fra nets plus et brev fra samme instans.

Java
Begge dele fik jeg så forleden. Her til aften var det tid til at gå videre i proceduren.
Der kom ret hurtigt et Java-vindue op på min 3 år gamle Mac. Da jeg havde indtastet det tilsendte installationsnummer, så jeg et dødt Java-billede midt på skærmen. Jeg sagde ja til at køre Java, og så skete der intet.
Jeg genstartede Macen og prøvede igen. Billedet gik død igen.
Og det gjorde jeg også. Det er besværligt at servicere staten.

Mindre bøvl
Jeg hører med jævne mellemrum politikere forklare, at de ønsker at afbureaukratisere og lave færre regler og forhindringer for virksomheder. Mindre bøvl, kalder de det vist.
Gad vide, om nogen af dem har et cvr-nummer?

torsdag den 3. oktober 2013

Stærke billeder - tør du?



Tør du bruge 5x2 sider i et seriøst blad på stærke billeder, der taler til følelserne, fantasien og humoren?
Måske svarer du ja, men så laver du for få blade. For man ser det meget sjældent i den danske bladskov. I Tankegang laver vi aldrig sådan noget for en kunde, men vi vil meget gerne, så vi gør det til os selv. En gang eller to om året udgiver vi et magasin med den enkle titel Tankegang, og der giver vi den gas.
For kort tid siden ankom udgave nummer 24 fra trykkeriet, og i disse uger dapper vi ud til kommuner og forsyninger og forærer bladene til vores kontaktpersoner.

Bladbud på rådhuset
Det er billigere end at sende dem med posten, og så får vi en fin snak. I dag var jeg bladbud på Frederikshavn Rådhus, og det var en skøn oplevelse. Først og fremmest fordi, det er rigtigt hyggeligt at komme på rådhuset. De gode kommunalarbejdere har indrettet sig med velfungerende, åbne kontorlandskaber af forskellig størrelse, og der kommer masser af folk ind og ud.

Kommentar til billederne
Og så oplevede jeg igen, hvor stærk en tiltrækningskraft billedopslagene i magasinet har. Alle slog straks op på et af billederne og grinede, spærrede øjnene op eller blev lidt chokerede. Alle kom med en kommentar til billederne.
Jeg har selv skrevet nogle tekster i bladet, og det er jo hjerteblod for mig. Men jeg kunne se med det blotte øje, at mine guldkorn ikke var nær så interessante som de store billeder med et kort budskab til.

Blivende effekt
Banalt - vil du måske sige. Selvfølgelig er det sjovere at se et billede end en tekst.
Jovist. Men billedet har også større effekt, og modtageren husker det langt bedre end teksten. Billedet rammer dine følelser og sætter associationer i gang. Når 10 mennesker alle stopper op ved et billede, fremkalder det 10 forskellige følelser og 50 forskellige fortolkninger.

Til at forstå - ikke fortolke
Det gør en tekst meget sjældent - og slet ikke en af mine. Mit journalistiske ideal er, at mine skriverier skal være nemme at forstå. Læseren skal ikke tolke eller anstrenge sig for at tyde, hvad jeg har jeg på hjerte.
Sprognørder og litterater kan diskutere tekster i timevis. Det er herligt.
Men billeder behøver man ikke være fagmand for at kunne fordybe sig i, og jo mere, man leder i billedet, jo mere finder man.

Hvorfor?
Hvorfor er der så mere tekst end billeder i de magasiner, blade og foldere, vi laver for kommuner og forsyninger?
Det nemmeste - og dummeste - er at skyde skylden på vores kunder. De er selvfølgelig ikke Tankegang, der skal sælge kommunikationsløsninger. De er en offentlig instans, der skal informere borgerne om noget vigtigt.
Men når vi nu ved, at et stærkt billede virker bedre end en nok så pædagogisk tekst, hvorfor råder vi så ikke kunderne til at lave billedbøger?
Og hvorfor stabler jeg så mange bogstaver op på denne blog?