søndag den 29. januar 2012

Research dræber enhver god historie

Overskriften er et af de helt fæle journalist-slogans, som omverdenen aldrig vil kunne forstå. Selvfølgelig skal man undersøge en sag, inden man fortæller om den, og selvfølgelig er det kun godt, hvis det viser sig, at sandheden er en anden end den, man havde tænkt sig at offentliggøre.
Men jeg tror, alle journalister har siddet med ærgrelsen over, at en god historie var ved at forsvinde. Nu har man brugt timer eller dage på at undersøge en sag eller en vinkel, og så viser det sig at være en misforståelse. I den situation er det meget menneskeligt at klamre sig til et halmstrå og så præstere en eller anden historie, så ikke al ens arbejde er spildt.
Men der er også en omvendt vinkel på sagen, som ikke giver så sjov en overskrift. Nemlig, at research skaber rigtig gode historier. I vores hurtige medievirkelighed virker det som om, research fylder mindre og mindre, og netop derfor bliver der færre rigtig gode historier.
De to journalister fra Information, som netop har fået Cavlingprisen, startede hele deres artikelserie om de statsløse på baggrund af en undren fra et folketingsmedlem fra SF. Hun havde studset over en formulering, daværende integrationsminister Birte Rønn Hornbech havde brugt i Folketinget. De to journalister kunne have skrevet en hurtig nyhedshistorie om SFerens undren, og de kunne have strammet den til en mistanke. Men det var der ikke kommet noget ud af. I stedet gav de sig til at researche og opdagede, at der faktisk var en kæmpe sag.
De modtager den slags tip med jævne mellemrum, og mange af dem er der ikke noget i. Så de har også været heldige. Men heldet har det med at følge de flittige.
Journalister er ikke dovne, så når de viderebringer nyheder uden at undersøge dem, er det ikke for at få tidligt fri. Det er fordi, de hurtige netnyheder er højt prioriteret. Ingen vil komme sidst med historien om dartpilen mod den serbiske håndboldspillers øje - selv om den senere viste sig at være en mønt eller et glasskår.
Research gør en forskel i alle genrer. Radio 24Syv har nærmest som fast koncept på deres magasinprogrammer, at lytterne kan ringe ind og kommentere eller stille spørgsmål. Der er meget tydelig forskel på de godt planlagte og de ikke-researchede programmer. Netop med den form er det vigtigt at forberede sig, at kende stoffet til bunds og måske have nogle indslag klar.
Sådan gør Poul Friis og hans hold bag det fine program P1 Formiddag, mens adskillige af konkurrentens magasinprogrammer mere eller mindre planløst lader sig dirigere af lytternes eller værtens pludselige indfald. Det sidste kan være underholdende, men det er ikke nok.
Improvisation kræver minutiøs planlægning.

onsdag den 25. januar 2012

Wordfeud - nyttig tidsspilde

Wordfeud kan gøre dig klogere, skrev Politiken forleden om det populære online scrabble. En professor i børnesprog og sprogtilegnelse forklarede, at Wordfeud skærper spillernes sproglige bevidsthed.
Det er garanteret rigtigt, men spillet er stadig en tidsrøver af dimensioner. Jeg har været med på bølgen i nogle uger og kunne hurtigt konstatere, at det blev for meget. Jeg havde bare to spil kørende ad gangen, men dem tjekkede jeg morgen, middag og aften. Jeg kunne simpelthen ikke gå forbi telefonen eller iPaden uden at se, om en af mine modstandere nu havde været på banen.
Jeg ved ikke, om det var stressende. Men det var dumt at blive slave af, synes jeg. Så jeg meddelte mine konkurrenter, at jeg havde idømt mig selv et par ugers karantæne.
Det giver mig så anledning til at spekulere over fænomenet tidsspilde. Er Wordfeud tidsspilde? Er det mindre tidsspilde at se en krimi i fjernsynet eller at se en håndboldkamp? Og hvad med at læse en bog? Nej, det er ikke tidsspilde. Det er kultur. Men hvis det nu er en dårlig krimi eller noget så pinligt som en lægeroman?
Krydsogtværs og sudoku er tidsspilde. At skrive på en blog er det rene frås med den sparsomme tid, man har fået tildelt her på jorden. Det overgås nærmest kun af dem, der spilder deres tid med at læse bloggen.
Og sådan kunne jeg blive ved. Det meste af det, vi foretager os i vores fritid, er en slags tidsspilde.
Vi farer jo rundt og har travlt med alt muligt, så vi kan komme til at slappe af. Og når vi så slapper af - så spilder vi tiden.
Den tyske forfatter Heinrich Böll skrev en fin novelle om en japansk turist, der fotograferer en fattig fisker, som får en middagslur i solen. De falder i snak, og turisten fantaserer om fiskerens muligheder for at blive rig, hvis han tog mere på havet og ikke bare sad og hang i middagsvarmen. Det går helt over gevind for den ivrige japaner, som til slut forestiller sig, at fiskeren ejer en hel flåde af skibe og flere fabrikker.
- Og hvad så? spørger fiskeren.
- Ja, så kunne du sidde her i solen og nyde det hele og slappe af.
- Jamen, det var jo det, jeg gjorde, inden du kom og vækkede mig med dit knipseri, svarede den klogeste af de to.
Måske skulle jeg tage et lille spil Wordfeud.

søndag den 22. januar 2012

Sexmisbrug i kommunen

Flere nordjyske kommuner står for skud i de aktuelle sager om seksuelt misbrug af børn. Fik kommunen et tip eller en indberetning? Fulgte kommunen godt nok op på sagen? Har kommunerne et beredskab i den slags sager? Spørgsmålene er meget relevante, og dem skal kommunerne have stukket i næsen og svare på. Jeg er også sikker på, at det nytter. Mon ikke mange kommuner i disse uger går deres beredskab i misbrugssager efter i sømmene? Når medieomtalen alligevel generer mig lidt, er det fordi de frygtelige sager nærmest fremstår som kommunale skandaler. Og det er helt skævt. Skandalen er, at en far, en mor eller andre personer har misbrugt børn seksuelt. Der er forfærdeligt og nærmest uforklarligt for mig. Og det er helt absurd, at der dukker flere nye sager op hver uge. Skurkene i disse sager er de voksne, som begår overgreb. Det er ikke kommunen. Kommunen skal hjælpe børnene. Jo tidligere, kommunen kan gribe ind, jo bedre hjælp er det. Det er helt givet, at flere kommuner kunne have gjort det bedre og hurtigere i flere af de sager, der har været fremme. Det har de og ale andre kommuner lært af. Sagerne og omtalen viser, hvor høje forventninger, vi borgere har til det offentlige. Så snart der sker en fejl, en ulykke eller et overgreb i det civile samfund, leder vi efter en myndighed, der skulle have forhindret fejlen, eller vi efterlyser nogle regler på området. I hvert enkelt tilfælde lyder det meget fornuftigt, men bagsiden af medaljen er, at vi langsomt udhuler det personlige ansvar som en krumtap for vores fællesskab. Der er meget, som vi synes, at kommunen burde gøre noget ved. Men der burde være mere, vi selv ville tage ansvar for.

fredag den 20. januar 2012

Ligegyldig leg med ord

Ordlegen med Wordfeud har gravet en gammel svaghed frem igen. Jeg har det med at gå at lege med ord og bogstaver. Forleden skulle jeg jonglere med S-K-E-J -R i spillet, og så kunne jeg pludselig se et mageløst ord foran mig: Skjernsk.
Det fandt min kollega Casper på for nogle år siden, da vi lavede et lille magasin om markedsføring af Skjern. Skjernsk er selvfølgelig konstrueret, men det er til at forstå. Det betyder den måde, man gør tingene på i Skjern.
Men der er meget mere. Læg mærke til, at ordet kun har én vokal. Kender du andre ikke-sammensatte ord på otte bogstaver, som kun indehoder én vokal? Nej, du har sikkert aldrig tænkt over det, men det har jeg spildt mange minutter af mit liv på at fundere over.
Forleden morgen dukkede der pludselig ét op inde i mit hoved. Og det er ikke engang konstrueret: skælmskt. Når noget er skælmskt er det løjerligt morsomt. Det er et sjældent ord, men ikke ukendt. Kig på det: lmskt står ved siden af hinanden - fem konsonanter i træk. Er det ikke sjovt?
Hvis du ikke synes det, skal du ikke læse videre, for nu kommer der et helt utroligt ord, min storebror har fundet: Blåvandshukfyret. Hvad er der så med det? Det er bare et fyr, der står på Danmarks vestligste punkt. Jow, men det er også et helt sensationelt ord. Det indeholder 16 forskellige bogstaver, og ingen af dem er nævnt to gange. Det er i hvert fald 35 år siden, Flemming konstruerede ordet til en opgave i et krydsogtværsblad. Jeg har mange gange siden nørklet med at slå den rekord, men jeg er aldrig kommet i nærheden af de 16. Finder eller laver du et ord på 16 eller flere forskellige bogstaver, hører jeg meget gerne fra dig.
Jeg slutter denne gennemgang af sproglige ligegyldigheder med en historie, som jeg er ved at flække af grin over, når jeg fortæller den. Og det har jeg gjort irriterende tit.
Den slutter med en korrekt og meningsfuld sætning, hvor det samme ord står fem gange i træk. Fem gange. Det er da helt sensationelt, ikke? Her kommer historien.
En slagter skulle have lavet et nyt skilt over sin forretning, og han tilkaldte en skiltemaler. Opgaven var simpel. Der skulle stå Kalv og Flæsk. Et par dage senere kom skiltemaleren tilbage med en skitse, og spurgte, om slagteren kunne godkende den.
- Ja. Det er fint. Der skal bare være lidt større afstand mellem Kalv og og og og og Flæsk, svarede slagteren.



tirsdag den 17. januar 2012

Enkle regler i Wordfeud - får vi aldrig

Kriblekryds hed det, da jeg var barn. Så fulgte navnet Scrabble, og her i den digitale tidsalder er det blevet til Wordfeud.
Men grundlæggende er spillet det samme. Man trækker nogle bogstaver og skal bygge ord med dem på en plade. Der er nogle felter med dobbelt point og tredobbelt point for bogstaver og ord. Wordfeud er blevet en sand landeplage på få uger - og det er da også et skønt spil.
Derfor var det næsten breaking news, da det i aftes kom frem, at Wordfeuds meget snart får Retskrivningsordbogen ind. Dermed kommer der mere styr på reglerne, for vi spillere har tit undret os: Hvorfor anerkender den ikke det ord?
Hvis du tror, at der nu kommer fuldstændig klarhed over reglerne, tager du fejl. Det har alle dage været en væsentlig del af spillet at diskutere reglerne, og de diskussioner stopper aldrig. Her får du nogle af klassikerne.
- Navne. Anerkender vi personnavne og/eller stednavne? Hvad med firmanavne? Metro er det et navneord? Nej, vel. Det er et togkoncept i København. Men hvad med ordet metroen?
- Ejefald. Tillader vi s på alle navneord? Det lyder nemt at svare ja til, men der er en del ord, hvor det umiddelbart lyder kunstigt, selv om det grammatisk set er korrekt. En pc er et anerkendt ord - hvad med pcs? Det ser sygt ud, men læs denne sætning: Min pcs tastatur er gået i stykker.
- Bøjninger. Anerkender vi alle bøjninger af udsagnsord? Ja, da. Det gælder også bydeform af ord, der ser besynderlige ud. Hvad mener du om eb og faml? Min stavekontrol giver en rød streg, men ordet indgår helt naturligt i sætningen "Faml ikke på min kone". Men der er mere. Rigtige mange udsagnsord kan blive til navneord. Anerkender vi det. Altså famlen, råben, skrigen. Jo, det lyder logisk. Men hvad med høren, dechiffreren, udspillen? Jo, dem må vi have med. Men når de nu er en slags navneord, kan man vel også sætte s på? Se denne almindelige sætning: Det var al den råbens skyld, at jeg ikke kunne sove. Så man kan vel også få point for udspillens og ebbens.
- Forkortelser. Hm. Vi tager kun dem, der står i Retskrivningsordbogen. Eller skal vi tage forkortelser for grundstoffer med? Hov, hvad med partinavnet SF? Nej - men en SFer - det er et navneord. Er en CDer, en VSer og en DFer så også det? Eller en HAer?
Undskyld, jeg gjorde dig mere forvirret. Bare spil og håb, at Wordfeud forstår dig.

fredag den 13. januar 2012

Hjælp Rådet Med Det Håbløse Navn

I sidste uge skrev jeg begejstret om iPads til småbørn i Veksø og til skolebørn i Odder.
Det indbragte mig i dag en meget venlig hilsen fra Thomas Grønborg, der er stifter af og talsmand for Rådet for Helbredssikker Telekommunikation. Han videresendte en pressemeddelelse, hvor rådet argumenterer for, at iPads kan skade børnenes sundhed.
Jeg kvitterer for modtagelsen ved at linke til rådets hjemmeside. Så må du selv vurdere sagen.
Det faglige har jeg ikke meget forstand på, og jeg vil nødig rode mig ud i noget. Min faglighed går på det kommunikative. Rådet har en nydelig hjemmeside, men navnet - det er håbløst.
Da jeg skulle skrive disse linjer, måtte jeg ind på hjemmesiden tre gange for at finde rådets rette navn. Jeg er helt sikker på, at andre er lige så tungnemme som mig, så mit fornemste råd (høhø) må være at finde et andet navn til foretagendet.
Nu har jeg efterhånden opbygget en stabil læserskare af høj kvalitet på ca. 25 mennesker. Så jeg vil gerne bede jer om at finde på et nyt navn til Rådet for Helbredssikker Telekommunikation.
Det vil nok være mest praktisk, at I svarer mig her på bloggen eller på Facebook eller Twitter. Så giver jeg jeres udmærkede forslag videre til Thomas Grønborg.
I må også gerne involvere jeres venner på de sociale medier i dette lille arbejde.
Der er ingen dommerkomité, ingen præmie og slet ingen garanti for, at nogen af jeres forslag bliver brugt. For det er helt for min egen regning.
Men helt ærligt: Rådet for Helbredssikker Telekommunikation - det kan vi gøre bedre.

torsdag den 12. januar 2012

Fuck dig, røvhul

Tusindvis af almindelige danskere kan frit og meget nemt komme til orde i den offentlige debat. Den nemmeste måde er at skrive en kommentar til et indlæg på en nyhedsside på nettet.
Det er super, at der nu er en reel mulighed for alle. Tidligere skulle man skrive et læserbrev til en avis, aflevere eller sende det og håbe på, at det faldt for redaktionens nåde og blev optaget. Så det er selvfølgelig et stort fremskridt for vores demokrati, at der nu er så nem adgang.
Desværre bliver debatten meget ofte skæmmet af en række ubehagelige, fordomsfolde og ondskabsfulde indlæg. Det er bare træls, og det er ikke mindst synd for de seriøse folk, som blander sig i debatten.
Forleden skrev en 22-årig studerende fra RUC er indlæg på politiken.dk om at være fattig. På kort tid kom der over 1000 indlæg. En skræmmende stor del af dem nærmest svinede den studerende til.
Jeg opfangede også sobre indlæg, som enten støttede skribenten, gav hende gode råd eller argumenterede lødigt imod hende. Men jeg surfede hurtigt væk, fordi jeg hele tiden blev konfronteret med brokkehoveder.
Dagen efter havde JP en artikel om Pernille Rosenkrantz-Theil (S), som var udeblevet fra et møde i Folketinget med dronningen. Artiklen var sober, og den unge republikaner formulerede sig meget omhyggeligt og forsigtigt for ikke at støde kongehuset eller andre. Hun ville tydeligvis ikke gøre en sag ud af det - men er bare ikke tilhænger af monarkiet.
Over halvdelen af kommentarerne til den artikel kom med underlødige og helt irrelevante personlige anklager imod Pernille Rosenkrantz-Theil og andre republikanere.
Igen smuttede jeg hurtigt væk og gik dermed glip af seriøse kommentarer til emnet.
Det er hamrende ærgerligt, at en ellers udmærket debat gang på gang bliver saboteret af et stort antal brokkehoveder.
De store aviser er opmærksomme på problemet. De forlanger nu, at folk opgiver navn og hjemby. De giver let adgang til at klage over upassende indlæg, og de fjerner også injurierende kommentarer.
Mere kan de næsten ikke gøre, for så bliver det censur, og det er selvfølgelig meget værre end fordomsfulde, udokumenterede anklager.
Vi to - dig kære læser og mig - har jo vores på det tørre. Vi går efter bolden og skriver pænt om manden. Ikke sandt? Ellers skal jeg fandengalemig komme efter dig, dit fucking røvhul.

søndag den 8. januar 2012

Løbekrise - inde i hovedet

Jeg er netop kommet hjem fra en dejlig løbetur på 21,5 kilometer. Den tog 1 time og 42 minutter, og jeg fik krampe i min svage venstre lægmuskel på de sidste meter.
Jeg er ikke tilfreds med mit løb for tiden. Efter et par gange badminton i julen var jeg øm i hele kroppen og måtte springe en løbetur over (forfærdeligt!).
Mine tider har ikke været ret gode på det seneste.
På sin vis er det ren klynk. Mange udmærkede løbere, som er 10-15 år yngre end mig, kan slet ikke løbe 21,5 kilometer i mit tempo. Og de har god grund til at være fint tilfredse med deres egen præstation.
Men jeg har utroligt svært ved at acceptere, at jeg løber langsommere. En 10 kilometer på 46 minutter er alt for langsom for mig, også selv om det går op og ned ad bakke. Jeg løb på 42 minutter i sommer i Amsterdam, men det kan jeg slet ikke nu.
Som alle andre træner jeg mindre om vinteren end om sommeren, og det er også besværligt. Forleden løb jeg i Aabenraa og blev fire gange afbrudt af voldsomme regnskyl.
Derfor ved jeg godt, at jeg løber langsommere om vinteren. Jeg ved også godt, at der er forskel på at være 34 og 49 år. Og jeg ved også, at jeg ikke har et forkromet mål om at løbe en eller anden distance i en ny rekordtid.
Det er stadig sådan, at jeg løber for at have det godt og få det godt. Og det er stadig en kæmpe fornøjelse.
Men det kunne da være dejligt, hvis der var lidt mere fart på.

onsdag den 4. januar 2012

iPad til småbørn

Overskriften har jeg netop set i TV-Avisen. Her fortalte DR om en børnehave i Veksø, hvor børnene leger og lærer med iPad. Vi fik også at vide, at Odder Kommune som den første i Europa har købt iPads til alle skolebørn og lærere. Det er en dejlig nyhed - ikke kun for Apples aktionærer - men for Danmark. I al den fremtid, vi kan se for os, er evnen til at bruge teknologien en uundværlig del af enhver uddannelse. Jo bedre, vi behersker teknologien, jo flere ideer kan vi få og føre ud i livet. Og jo flere arbejdspladser har vi. Uddannelse er efter min mening den vigtigste del af regnestykket med Danmarks konkurrenceevne. Økonomer, vismænd og Cepos forklarer os dagligt, at lønninger, skatter, afgifter og alle øvrige omkostninger skal ned for at styrke Danmarks konkurrenceevne. Det er ikke den eneste sandhed. Tværtimod. Vi sætter gang i en nedadgående spiral, hvis vi alene fokuserer på at skrue ned på alting. Først skal vi konkurrere med Polen, siden med Indien, Kina, Bangladesh og med tvivlsomme diktaturstater. Lave lønninger giver færre og fattigere ideer. Så får vi ikke råd til at uddanne vores unger og slet ikke til at tage den nye teknologi brug i børnehaven, skolen og de øvrige uddannelses-institutioner.

søndag den 1. januar 2012

Stop tapetitis

2012 må være året, hvor vi sammen går til kamp mod den omsiggribende tapetitis, der hærger hele det danske samfund.
Tapetitis er den overdrevne brug af tape hos dem, der sender varer afsted i papkasser. Når man køber varer over nettet, er de næsten altid i papkasser, som er så grundigt tapet til, at det er et arbejde i sig selv at kæmpe sig ind til selve varen.
Sakse og knive må i brug, eller også skal man flå og rive, til man er blå i hovedet.
Tilbage står en lettere sønderrevet og overtapet papkasse.
Her til formiddag havde jeg besvær med at tænde op i brændeovnen, og da jeg havde brændt et par aviser af, gik jeg ned i genbrugsbunken i kælderen for at finde en ren papkasse. Jeg vil ikke brænde tape af, så det pillede jeg lige væk. Det var en større operation, og jeg kan hilse at sige til den tapetitisplagede afsender, at 70-80 pct. af tapen var overflødig.
Her er hele fire gode grunde til at stoppe tapetitis:
- Det sparer tid, for den, der pakker ind og for den, der pakker ud
- Det sparer penge. Tape er ikke helt billigt
- Det sparer ressourcer og er dermed godt for miljøet
- Det sparer irritation hos mig
Så hvis du sidder her den allerførste januar og mangler et realistisk nytårforsæt - så er det bare at love, at du ikke bruger for meget tape, når du pakker noget ind i 2012.
Det er da til at holde.