søndag den 30. september 2012

Og vinderen er.... til grin

Vil du give en 50er for det her?

Hver 10. søndag modtager jeg en mail fra Danske Spil med overskriften "Til lykke. Du har vundet i et spil på Danske Spil". En lykkefølelse suser gennem kroppen, og den varer ved i flere sekunder til jeg ser den totalt forudsigelige meddelelse om, at gevinsten udgør 36 kr.

Skrabespil fra Super Best
I går vandt jeg igen. Ikke i Lotto, men i et lille skrabespil hos Super Best. Jeg aktiverede en QR-kode i deres reklame og skrabede på min telefon. Jeg havde vundet en dagspræmie til en værdi af 50 kr.
Jeg skulle alligevel ned i svømmehallen, og jeg skulle hente mælk på vejen, så jeg cyklede gerne 1 kilometers omvej for at indkassere præmien hos Super Best på H. C. Ørstedsvej i Frederikshavn.

Slik og saftevand
På det lillebitte billede på telefonen så det ud som om, præmien var en flaske saftevand og en pose slik af en slags.
Det havde jeg ikke brug for, men en præmie er vel en præmie.
Der stod, at jeg skulle vise skærmbilledet til kassemedarbejderen, så det gjorde jeg, da jeg havde kørt de 2 liter mælk hen over båndet. Hun kendte intet til konkurrencen og henviste mig til kiosken.
Her kiggede en ung pige forbløffet på mit skærmbillede og spurgte en kollega. Ingen af dem vidste, hvad de skulle gøre, men den ene løb ind i butikken for at hente den pose slik, der var afbildet. Hun mente at vide, at jeg kunne vælge mellem de to ting. Da hun kom tilbage, dukkede en fjerde ansat op, men han kendte heller ikke noget til konkurrencen.

Vidste intet
Jeg fik min pose slik, og selv om de kan have høje priser hos Super Best, er det helt utænkeligt, at den kunne koste 50 kr. Jeg spurgte den sidst ankomne, om slikposen kunne være 50 kr. værd. Han bakkede helt ud. Han vidste ikke, hvad tingene kostede, og han vidste intet om konkurrencen.
- Hvem ved noget? spurgte jeg lettere irriteret.
- Det ved jeg ikke. Jeg er bare gulvmand, lød det sagte svar.
Så blev jeg lidt giftig.
- Det er jeres konkurrence, så det må da være jer, der ved noget. Du er nummer 4, jeg har fat i. Jeg skal vel ikke spørge i Føtex.
Så vendte han rundt og gik.

Jeg blev til grin
Jeg var bedøvende ligeglad med saftevandet, så jeg proppede chokoladen i rygsækken og kørte.
Jeg følte mig helt til grin. Det endte jo med, at jeg stod og larmede op på grund af en ligegyldig flaske saftevand. I virkeligheden var jeg sur over den manglende service. Super Best udskriver en konkurrence, hvor der skal udleveres præmier hver dag. Så undlader de at informere medarbejderne om det praktiske. De medarbejdere, jeg så har fat i, fraskriver sig ethvert ansvar og er nærmest ligeglade.
En konkurrence er vel et reklamefremstød for at få folk til at handle i butikken, men hvis den ender med at give vinderen en dårlig oplevelse, er det dårlig reklame.

Men det værste af det hele er: Chokoladerne var ikke ret gode.

tirsdag den 25. september 2012

Truckerkaffe hos Monarch

Kaffetruckerens yndlingsrekvisit

Jeg er nærig, jeg hader spildtid og jeg er kaffoman.
Derfor har jeg nu i 5-6 år købt et såkaldt truckerkrus hos Monarch. Det koster 125 kr., og så har man fri kaffe hos Monarch i et helt år.
Det er et dejligt stort krus, som der kan være en masse kaffe i :-)
Du hopper over køen og går direkte til automaten for at fylde dit krus op.
Du genbruger emballagen og producerer mindre affald.

Stykpris på 1 kr.
Og skal du vel bare drikke 7-8 krus for at have tjent pengene hjem. Jeg tror, jeg er nede på en stykpris på under 1 kr. pr. krus kaffe, for jeg kører forbi Monarch mange gange om ugen. Jeg ved præcis, hvor de ligger og ved også, hvor det er hurtigst og nemmest at komme til.
Umiddelbart er det en dårlig forretning for Monarch at sælge spandevis af kaffe for 125 kr. til mig. Men jeg har luret deres trick. Når jeg skal have kage sandwich, kører jeg selvfølgelig forbi en Monarch, fordi jeg har gratis kaffe der. Så betaler jeg 52 kr. for et stykke flutes med paté, laks eller kylling i. Det sker også temmelig tit, og der er selvfølgelig en fin fortjeneste på det. På den måde fungerer mit billige krus som indirekte salgskanal for Monarch.
Som mange andre kunder foretrækker jeg det indirekte salg, hvor jeg har følelsen af, at det er mig, der tager initiativet.

Kildevæld til en 10er
Og her kommer min store anke mod Monarch. Personalet har nemlig fået besked på, at de altid skal tilbyde kunderne noget ekstra. Når man har oplevet det 25 gange ud af 25, så er 10-øren faldet selv hos mig. Det er ikke for mine blå øjnes skyld, at jeg får tilbudt en kage eller en Kildevæld til rabatpris. Det er ikke et venligt tip for den unge mand eller dame i den grønne uniform - det er en slibrig sælger på arbejde.
Jeg hader det, og jeg kan finde på at reagere lidt barnligt.
"Jeg skal have det her OG IKKE ANDET", hørte jeg mig selv sige en dag. Ekspedienten kiggede forskrækket på mig og turde ikke foreslå sin Kildevæld til en 10er.

Hanevand er bedst og billigst
Til andre tider er påståeligheden stærk omme på den anden side af disken. Da jeg en dag blev tilbudt den evindelige Kildevæld takkede jeg pænt nej og fortalte, at jeg havde hanevand ude i bilen.
"Jamen, en Kildvæld for 10 kr. er ellers billigt", kvidrede sælgeren.
Jeg forklarede kort og venligt, at hanevandet var meget billigere og af bedre kontrolleret kvalitet.
"Ja, ja - prøv at forklar det til ham, der har opfundet Kildevæld. Han er vist millionær", lød det noget mopset fra den unge mand.
Jeg trak på skulderen, og så fulgte alle de øvrige standardbemærkninger, som sluttede med ønsket om, at jeg skulle have en god dag.
Jeg ved ikke, om han mente det, men jeg siger altid i lige måde.
Og så nyder jeg min biiiilige kaffe.

søndag den 23. september 2012

Facebook-ledelse - hvad er nu det?

Jens Sinding omkring år 1908?

Billedet her forestiller angiveligt min bedstefar, som var årgang 1903. Han byggede en virksomhed op fra ingenting og havde stor succes. Men han var bestemt ikke det, vi i dag betragter som en moderne leder.
Folk mødte kl. 7 på bedstefars fabrik, og han kunne finde på at løse døren kl. 7.10. Hvis en medarbejder kom for sent, var der ingen løn den dag!

Nyt begreb - gammelt indhold
Bedstefar ville ikke forstå et pluk af det, jeg nu vil skrive om: Facebook-ledelse. Det er et nyt begreb, jeg lige har opfundet, men du skal ikke være bange. Det er gammel viden under en ny overskrift.
I bedstefars virksomhed var kommunikationssystemet enkelt. Bedstefar bestemte, og han fortalte sine ledere, hvad de og deres folk skulle gøre. Så fortalte lederne deres folk, hvad de skulle gøre. Hvis ikke de gjorde det, blev de straffet.
Det går vi ikke ind for i dag. Det virker simpelthen ikke på folk med en vis uddannelse.

Hvor skal vi hen, du?
I dag fortæller ledelsen, hvad den gerne vil opnå, og så finder ledelse og medarbejdere sammen vejen hen til det mål. Medarbejderne bestemmer altså selv, hvad de vil gøre.
Målet bliver løbende ændret i takt med, at virksomheden arbejder hen imod dem. Ændringerne bygger på medarbejdernes erfaringer, og medarbejderne er i mange tilfælde med til at ændre målene.
Det er Facebook-ledelse.

Facebook er et kommunikationsværktøj, og lederens kommunikation er som på Facebook: Han bruger mest tid på at lytte, roser en del, kommenterer lidt og tager selv ordet ved passende lejligheder.
Det tager jeg lige i 4 bidder.

1. Lytte 
Det er sådan, vi bruger Facebook mest. Vi tjekker vores side, og ser hvad folk nu har skrevet eller linket til. Vi noterer os, hvad der står, men foretager os ingenting.
2. Rose 
Det er vores mest brugte aktivitet på Facebook: Synes godt om. Det kræver en meget lille indsats, men det gør afsenderen glad. Det er en meget væsentlig drivkraft på Facebook at få vennerne til at synes godt om. Mon ikke også det gælder på arbejdet? 
3. Kommentere 
Det kræver lidt mere at skrive en kommentar. Vi gør det gerne, men vi skal have noget på hjerte. Det kunne jeg godt lære noget af som leder, for jeg har en slem tilbøjelighed til at mene noget om alting, og ofte vil det være bedre bare at lytte eller rose. Hvis vi kommenterer for meget, holder folk op med at lytte. 
4. Poste 
Den mindst hyppige aktivitet på Facebook er selv at skrive et indlæg. Du kender selv nogen, der poster noget 12 gange om dagen - dem vælger du hurtigt fra. På den anden side mister du kontakten til folk, der aldrig sender noget ud, og sådan er det også med lederen. En vigtig del af åbenheden i virksomheden er naturligvis, at ledelsen deler sin viden og åbner op for dialogen. Derfor er det meget vigtigt, at du som leder kommer med nogle indlæg.

Sjovt
Facebook er bare fis og ballade, hører jeg tit fra vores kunder. Hmm. Jooow. Indholdet på Facebook er det, folk lægger ud, og der er meget sjov. Det må der være en grund til. Personligt kan jeg godt lide at more mig, og sådan tror jeg, de fleste har det. Så også på det punkt kan Facebook-metaforen føres over til lederens hverdag. Det må gerne være sjovt at være på arbejde.

Facebook-lederen
Hvordan genkender du en Facebook-leder? Det er nemt, meget nemt. Det er simpelthen en leder, som er aktiv på de digitale medier. Hvis vedkommende har lyst til at
lytte - rose - kommentere - poste
på de digitale medier, så har vedkommende samme lyst på arbejdspladsen. Både i forhold til medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Så er det en Facebook-leder.

Sådan én var min bedstefar ikke. Men han havde succes.
I sin tid.

torsdag den 20. september 2012

Endomondo-klovn

Her er det indviklede apparat

Jeg har en mystisk skade højt oppe i venstre lår. Det gør ondt, når jeg har siddet stille og lige, når jeg starter med at bevæge mig. Men når jeg er varmet op, går det okay. Derfor har jeg ikke løbet siden i søndags, og det er en halv evighed for mig.

Heldigt hotel
I dag var den perfekte anledning der. Vi er til KTCs årsmøde i Ringsted, og minsandten om vi ikke har fået et hotelværelse lige ved siden af årsmøde-adressen. Så mens mange deltagere tumlede i bus til og fra Køge, havde jeg fin tid til at teste det skadede ben.
Det gik slemt fra starten, og jeg var tæt på at opgive, men da jeg kom ud på en usædvanligt smuk tur ved åen, glemte jeg alt om smerterne.

iPhone i lommen
Løbeuret havde jeg også glemt, så jeg måtte klare mig med Endomondo på iPhone. Det er endnu aldrig gået godt, og det gjorde det heller ikke i dag. Jeg er en sand Endomondo-klovn.
Jeg kom i gang og lagde telefonen i lommen på mine tights. Et par hundrede meter før hotellet, fiskede jeg den frem fra lommen og gjorde klar til at slukke. Jeg løb lige lidt forkert, og da jeg var næsten fremme, kunne jeg se, at tiden havde stået stille det sidste minut. Jeg var altså kommet til at slukke dyret, da jeg hev den op ad lommen.
Jeg strakte ud og snakkede lidt med en af de andre konferencedeltagere, som havde været ude at løbe.  Da jeg kom op på hotelværelset tjekkede jeg gennemsnitstiden, og det var den ringeste i flere år. Uret kørte nemlig endnu, så min gennemsnitstid blev bare ringere og ringere.

Ligegyldigt - meeen
Er det ikke ligegyldigt? Jo, flintrende, bedøvende og inderligt.
Det vigtigste var, at jeg havde en god tur, og at jeg kunne løbe trods skaden.
Men det er da ærgerligt, for jeg løb i et rigtig fint tempo.

onsdag den 19. september 2012

Æbleplantagen, der brast

Er dette min pensionsordning?

Da, jeg var dreng, blev jeg tit millionær - sådan i tankerne.
Når jeg havde lidt arbejde, regnede jeg sammen inde i hovedet, hvad lønnen kunne blive til, hvis jeg sparede den op. Dengang fik man renter i banken, og hvis jeg nu arbejdede hårdt, satte alle pengene ind og fik renter og renters rente og renters renters rente. Jeg ville sikkert også få lønforhøjelse og kunne få et andet job, og så ville de penge også trække en masse renter. Og så ville jeg blive stinkende rig.

En dejlig drøm
Det gik jo, som den slags altid går. Jeg brugte pengene, når jeg fik dem udbetalt, og jeg beholdt ikke arbejdet ret længe. Men det var en dejlig drøm.
Det er jeg for længst vokset fra. Nu er jeg så fornuftig, men det er ikke helt slut med dagdrømmene.
Sidste år ønskede jeg mig frugttræer i fødselsdagsgave, og det endte med, at jeg fik plantet to æbletræer og et pæretræ nede på græsstykket bag garagen.

En lille frugtplantage
Mens jeg gik der og plantede træerne, kunne jeg se for mig, at jeg fik nye træer hvert år. I løbet af kort tid ville hele jordstykket være omdannet til en lille frugtplantage, og jeg ville være selvforsynende med æbler.
Jeg spiser rigtig mange æbler, og de koster 1,50-2,00 kr. stykket i butikkerne. Ved at opbevare æblerne fornuftigt, kunne jeg måske have til hele vinterens forbrug, og så taler vi over 1000 kr. i besparelse. Skattefrit og uden en egentlig investering, for jeg får jo gaver hvert år til fødselsdagen.
Måske kom der ligefrem så mange æbler, at jeg kunne sælge af dem. Jeg skulle ikke have en forretning, men jeg kunne måske bytte æbler med æg og kyllinger fra folk, der havde høns. Så var der endnu flere skattefrie kroner i besparelse. Foruden den varme følelse af at være selvforsynende.

Kærlige tanker
Her i foråret og sommeren har jeg slået græsset omkring mine tre træer, og jeg har været meget forsigtig, så jeg ikke beskadigede de værdifulde frugtleverandører. Jeg har også tænkt kærligt på dem, men det har ikke haft særlig indflydelse.
Pæretræet gav nul og niks. Det ene æbletræ bød på 1 styk frugt, som faldt ned inden det blev modent, og træet i midten har vel 15 æbler. Jeg har spist et par stykker, og de er endnu ikke modne.
I sidste uge så jeg i nyhederne, at frost i maj har reduceret årets frugthøst med 15-20 pct. Så jeg kunne måske have fået 18 æbler i stedet for 16.
Men jeg tror ikke helt på det, for det gamle æbletræ nede bag i haven er ved at segne. Der er flere hundrede af de grønne, små og lidt melede æbler, som kun er værd at spise, hvis man rammer det helt rigtige tidspunkt.

Tålmodighed, min drenge
Jeg er klar over, at jeg skal have tålmodighed og at mine frugttræer sikkert kommer til at bære mere de kommende år. Men dagdrømmene om en lille æbleplantage, de går vist på samme måde som mine drengeårs planer om at spare sammen til at blive millionær.
Man kunne selvfølgelig også sætte porrer på jordstykket. Hvad mon det ville give?

fredag den 14. september 2012

Mystik i en OpelGolf

Hvad sker der lige her?

Ifølge forsikringsselskaberne er man elitebilist, når man har kørt skadesfri i længere tid. Så det er jeg.
Men ellers er jeg en tumpe med biler, selv om jeg kører over 1000 kilometer om ugen. Jeg er ikke i stand til at interessere mig for køretøjernes teknik.
For et stykke tid siden vi fik en ny lille bil i Tankegang. Det er en OpelGolf eller sådan noget, og den kører langt på hver liter diesel. Jeg har nok kørt 12-15.000 kilometer i den og efterhånden passer sædet til min røv.

Den kan ikke starte
Men der er noget galt med den. Nogle gange kan den ikke starte. Jeg kan godt få strøm i skidtet, og der kommer lys i en masse interessante pærer i panelerne. Det ser ret flot ud.
Men når man drejer nøglen det sidste stykke, sker der intet.
Jeg har prøvet alt: Døren i og op, selen af og på igen, skift gear, sæt den i frigear, hiv i håndbremsen og slip den igen, åben passagerdøren og vend nøglen om.
Nogle gange starter den efter 10-12 forsøg, andre gange er der gået op til 5 minutter.
Mystisk, ikke?

Bilen kan lide praktikanter
Men hør så her: Et par dage havde jeg en praktikant med, og han var så sød at køre bilen på hjemturen begge gange. Når han sad der, det heldige asen, startede den fine bil i første forsøg. Han grinede selvfølgelig af mig, og jeg kunne godt mærke på ham, at jeg måtte være problemet - ikke bilen.
Hmm.
Det havde han ret i. Nu har jeg nemlig forsøgt noget helt nyt: Ikke at røre bremsen, når jeg tænder bilen. Så starter den lille dyt i første forsøg hver gang.
Vi har også en bil med automatgear. I den skal man holde bremsen ned for at kunne starte, og jeg har altid foden på bremsen, når jeg starter en bil. Det er åbenbart en indgroet vane, som jeg slet ikke tænker på. Derfor tog det adskillige uger at løse mysteriet i bilen.
Den er for resten sort. Kan det have noget med sagen at gøre?

tirsdag den 11. september 2012

2,5 times demokrati i Væksthuset

I aftes havde jeg fornøjelsen af at være ordstyrer til et offentligt møde om vindmøller i Kvissel Bræmming, vest for Frederikshavn.

Løbesedler i lokalsamfundet
Fire lokale foreninger havde delt løbesedler ud og inviteret til debat- og oplysningsmøde i Væksthuset på Ravnshøj Skole. En speciel invitation var sendt til alle byrådets medlemmer, og arrangørerne håbede på omkring 100 deltagere. Der kom 120, her af 7 byrådsmedlemmer.
Jeg skal ikke referere det hele, for hvis du var interesseret i det, var du vel mødt op.
Men jeg tog opmuntret derfra efter en dejlig aften, hvor jeg som ordstyrer måtte snuppe en tre kvarter ekstra af de fremmødtes tid, fordi der var en ivrig spørge- og debatlyst.

Demokrati i sin fineste form
Den slags arrangementer er demokrati i sin fineste form. Her var selvfølgelig masser af holdninger for og imod - mest imod - de store vindmøller. Men undervejs fik vi afklaret en lang række spørgsmål. Vi fik be- og afkræftet nogle af de historier, folk går og fortæller hinanden. Det gælder både om støj og skyggevirkninger fra møllerne og om den kommunale høringsproces.
Byrådets plan- og miljøudvalg skal senere tage stilling til sagen, og politikerne lyttede det meste af aftenen. Vi fik lige en kort runde, hvor de sagde deres mening, og her lyttede lokalbefolkningen til gengæld meget godt efter.

Alle gik klogere hjem
Jeg tror godt, jeg tør sige, at alle deltagere var klogere, da de gik, end da de kom. De havde også en fornemmelse af at blive hørt. Og måske vil nogen føle, at de også har fået en lille smule indflydelse. I hvert fald vil mødet i Væksthuset blive en væsentlig del af debatten, når vores lokale politikere senere skal tage stilling til kommentarerne til forundersøgelsen.

Massiv pressedækning
Og ved, du hvad? Hele to lokale medier havde udsendte reportere på stedet, så i dag kunne jeg læse fine referater på nordjyske.dk og kanalfrederikshavn.dk. Det er bestemt ikke hverdagskost i lokalpolitik.
I en tid, hvor politik bliver mere og mere taktisk og mediestyret, er det simpelthen skønt at opleve et lokalt engagement og en sober debat med lige dele oplysning og meningsudveksling. Det er sådan, demokratiet skal fungere.
Og det er vigtigere for mig end vindmøllerne. Men de skal heller ikke stå her hos os.

onsdag den 5. september 2012

Mit tredje digitale chok: Facebook


Ansigtsbogen er på hele tiden

Dette er den tredje og sidste artikel i en miniserie om digitale chok, jeg har oplevet i mit voksne liv.
Jeg skriver dem for selv at blive klogere på det, jeg har oplevet og måske se sammenhænge, så menneskenes brug af teknologi ikke bliver ved med at komme bag på mig.
Du må meget gerne kommentere.

En nydelig forretningsmand
Første chok var i 1992 og nummer to var 15 år senere. Det tredje indtraf blot 3 år senere. Det skete i et fly fra København til Aalborg. Foran mig sad en nydelig forretningsmand på omkring de 30 år. Da vi landede i Aalborg, tog han sin telefon op - det gjorde jeg også - og så gik han på Facebook og skrev en statusopdatering.
Hvad? Jeg stod og ledte efter mails eller beskeder. For ham var det vigtigste at meddele sig på Facebook. 
Jeg havde da været på Facebook i nogle år uden rigtigt at være aktiv, og jeg kunne ikke se noget som helst behov for at spy opdateringer ud i tide og utide.
Men det kunne manden her. Jeg bedømmer ham kun på udseende og tøj. Han lignede en succes - en dygtig og fornuftig mand. For mig at se var han ikke typen på at spilde sin tid på at dele ligegyldigheder på Facebook.
Og det er så her, jeg igen tager fejl.

Ligegyldigt tidsfordriv?
Det er ikke ligegyldigt tidsfordriv at lægge noget op på Facebook. Det hedder en statusopdatering, og det ord er dobbelttydigt på dansk. Du får status af at fortælle, at du lige er landet med fly fra København.
Synlighed er eksistens, siger vi i kommunikationsbranchen. Min rejsefælle gjorde sig synlig over for vennerne, og jeg er sikker på, at han fik mindst 5 Synes-godt-om'er. Det er flere end jeg får, når jeg linker til et blogindlæg på Facebook.

Kan jeg nu forstå det?
For jeg arbejder stadig med at forstå Facebook. Jeg har opfattet, at det for rigtig mange mennesker er døgnets vigtigste nyhedskilde. Jeg har forstået, at vennernes små historier og links til sjove citater og billeder er så gode, netop fordi de kommer fra vennerne. Og det begynder også at trænge ind, at det at holde kontakten via Facebook for mange er lige så naturligt som at gå i bad om morgenen.
Men jeg ved ikke stensikkert, hvordan jeg som kommunikationsmand trænger derind. Hvordan får jeg 3 mio. danskere til at dele viden om at sortere affald og til at synes-godt-om sortering af grønt affald? 
Det må du godt lige fortælle mig. Send en mail. Så er vi sikre på, at det når frem.

tirsdag den 4. september 2012

Mit andet digitale chok: Mobilen


Nej, det er ikke en mobiltelefon, men den er heller ikke smart

Dette er den anden artikel i min miniserie om digitale chok, jeg er blevet udsat for i mit voksne liv. Det første indtraf i 1992, og så gik der ca 15 år, før jeg igen blev ramt.

Dumt spørgsmål?
Det skete i DRs glimrende radioprogram Harddisken, der hver uge rapporterer om ny teknologi. For ca. 5 år siden havde Henrik Føhns i forbindelse med en konference spurgt 5 unge på 13-16 år, hvad deres vigtigste stykke elektronik var.
Jeg syntes, det var et dumt spørgsmål, for det var da oplagt, at de alle sammen ville svare computeren. Den brugte de til at komme på nettet og til at spille på. Mente jeg.

Også om natten
Jeg blev noget overrasket, da den første svarede "min mobiltelefon". Han brugte den til at holde kontakt med sine venner - mest via sms - og til at høre og dele musik.
Okay. Føhns havde fået fat i en musiknørd. Dem er der jo nogen af. 
Kan jeg huske, at jeg tænkte.
Derfor blev jeg dybt chokeret, da de fire næste også uden tøven udnævnte mobilen til deres vigtigste stykke elektronik. Kontakt med vennerne, sms, musik og spil var grunden til, at de havde mobilen på sig altid - også om natten.

Sms hver måned
Jeg havde selv haft en mobiltelefon i 10-12 år og var glad for den. Så kunne jeg få kontakt med folk, uanset hvor jeg var. Det var da meget smart. Jeg sendte også en sms et par gange om måneden, men det  der med musik havde jeg ikke udforsket. Jeg tror, jeg fik en iPod til jul det år. Spil på telefonen havde ingen interesse hos kloge-mig.
Bemærk, at det var før smart-telefonens tid. Den mobil, ungerne elskede, var en Nokia.

En afgrund
Udsendelsen var et vågnopkald for mig. Jeg syntes, at computeren var et helt uundværligt værktøj, som var langt, langt vigtigere end en mobiltelefon. På computeren kunne jeg finde al information i hele verden, jeg kunne skrive, lagre tekst og billeder og sende det til andre. Det var - og er - vigtigt for mig.
For unge var - og er - det vigtigste at være i kontakt med vennerne, at lytte til musik og spille computerspil. Samt at udveksle musik og spil med vennerne.
Det er da en afgrund, der er til at få øje på.

Uundværlig viden
Hvis jeg lyder som en sur gammel mand, må du have mig undskyldt. Jeg er ikke spor forarget over de unges adfærd, og jeg har slet ikke sagt, at min brug af elektronik er den rigtige.
Jeg gør, hvad der passer mig, og jeg bliver aldrig musikfreak eller afhængig af skydespil.
Men som kommunikationsmand er det uundværlig viden, som jeg skal indrette mig efter. De unge - som nu er voksne - prioriterer kontakten med vennerne højere end alt andet. Det giver dem identitet og status.
Så hvis jeg skal trænge igennem til dem om noget så vigtigt som at sortere affald, skal jeg ikke skubbe information ud på en hjemmeside eller et andet medie, jeg selv synes er let tilgængeligt. Jeg skal spørge dem om deres vaner og bede dem dele deres holdninger og meninger med deres venner. Så opstår der måske en dialog om affald og genbrug, hvor de unge og deres venner påvirker hinanden. Måske endda i den retning, jeg ønsker det.
Det er ikke nemt, og det går ikke altid godt. Men det er sjovt at prøve.

mandag den 3. september 2012

Mit første digitale chok: Internettet


Skulpturen fra Vendsyssel Tidendes 125 års 
jubilæum i 1997, hvor vi for længst var blevet digitale.

Dette er den første artikel i en miniserie om digitale chok, jeg har oplevet i mit voksne liv.
Jeg skriver dem for selv at blive klogere på det, jeg har oplevet og måske se sammenhænge, så menneskenes brug af teknologi ikke bliver ved med at komme bag på mig.
Du må meget gerne kommentere.

Skærmombrydning
Min første chokerende digitale oplevelse indtraf i 1992, da vi på Vendsyssel Tidende skulle indføre skærmombrydning. Hidtil havde vi kørt alle artikler ud isats og tegnet en skitse, som typografen så brugte som opskrift til at klæbe satsen op.
Nu sad vi i hold af 6 personer i redaktionssekretariatet i Hjørring for at lære den nye teknik. Det var stort. Vi havde aldrig prøvet musen før, og vi sad helt forkrampede og flyttede med det lille bæst samtidig med, at vi skeptisk fulgte med på skærmen.

E-mail - rent mirakel
Med de nye Mac-maskiner fulgte også en email-konto. Igen et rent mirakel - at jeg kunne skrive en besked på min skærm, som dukkede op hos en anden person et helt andet sted i verden. Det brugte vi naturligvis med den største ydmyghed. Der gik flere år, før jeg skrev noget pjank i en mail. Det synes jeg ikke, jeg kunne tillade mig med så genialt et medie.
Og det tredje mirakel hed Netscape. Det var et program på computeren, som kunne lede os ud på internettet. Her kunne vi besøge Det Hvide Hus og læse, hvad præsident Clinton havde sagt i FN. Man kunne også sende en mail til ham.
De færreste firmaer var på nettet, men det var allerede dengang klart, at mulighederne var svimlende store.
Det gjorde jeg mig ikke noget begreb om. Jeg følte nærmest, at jeg befandt mig i en science-fiction film. Der var noget urealistisk over alt det nye, jeg pludselig var en del af.

Handlingsorienteret
Dengang som nu var min tilgang til livet meget handlingsorienteret. Jeg besluttede mig ganske enkelt for at være med. Jeg ville bruge de digitale muligheder og jeg ville udforske internettet. Det var ikke en langtrækkende strategisk beslutning. Det havde jeg bare lyst til, og så sagde min mave mig, at det var rigtigt.
I dag kunne jeg godt have tænkt mig, at jeg havde fulgt den mavefornemmelse lidt mere systematisk. Men der skulle også en avis ud i morgen, så de store planer fik hele tiden lov til at vente, til vi fik bedre tid.