søndag den 31. maj 2009

Samtale med Dalai Lama

En officiel kinesisk talsmand har meddelt, at forholdet mellem Kina og Danmark lider skade, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ført en samtale i København med Tibets religiøse leder Dalai Lama.
Det må vi så tage med.
Det kan endda være, at kineserne ikke vil handle så meget med os på grund af samtalen.
Det må vi også tage med.
Kinesernes besynderlige reaktion hører til i en helt anden verden, hvor kun Kina og nogle få andre diktaturer befinder sig. At blive sur blot fordi en statsleder taler med Dalai Lama - det er absurd. Samtale er godt. Det er fornuftigt at tale med dem, man er nogenlunde enig med og det er mindst lige så vigtigt at være i dialog med dem, man er uenig med.
Det er derfor, alle danske regeringer opretholder samtalen med de kinesiske magthavere. Selv om danskerne ikke går ind for etpartisystemet, dødsstraf, forfølgelse af politiske og religiøse aktivister, begrænsning af ytringsfriheden og mange af de andre kinesiske uretfærdigheder.
Så den egentlige fejl er, at kineserne ikke vil tale med Dalai Lama. Han er en særdeles fredelig og venlig mand, som ikke vil kineserne eller deres stat noget grimt. Han kan tværtimod hjælpe dem. Kina kan få et bedre image, hvis landet forsoner sig med Dalai Lama og befolkningen i hans lille bjergstat. Det vil give rigtig mange point hos os vesterlændinge. Og kineserne - de vil ikke opdage det. De får jo i forvejen kun det at vide, som partiet har lyst til at fortælle.

fredag den 22. maj 2009

Hvorfor gør jeg det her?

For 25-26 timer siden løb jeg hen ad en lang, ensformig sti. Mine ben var som betonklumper, og det venstre var hele tiden på grænsen til krampe. Det var lidt uden for Brædstrup, og jeg havde på det tidspunkt løbet 34 kilometer. Der manglede altså 8 kilometer af maratonløbet. De 8 værste. De 8 helt igennem forfærdelige kilometer.
Foran mig var ingen mennesker at se, og bagved heller ikke. Landskabet var ensformigt og lidt kedeligt, og så var der den her laaaange tynde stribe asfalt, som skulle besejres.
Pludselig begyndte folk at løbe imod mig. Det viste sig, at der var et vendepunkt på ruten et stykke længere nede. Det gjorde som sagt ondt i benene - og i det meste af resten af kroppen. Stien begyndte at hælde lidt nedad. Skønt nok, bortset fra, at jeg så skulle løbe opad på tilbagevejen.
Da jeg havde løbet i en evighed, spurgte jeg en af de seje, der løb imod mig, hvor langt der var til vendepunktet. "Et par kilometer", sagde han med et irriterende overskudsagtigt smil. Det var næsten ikke til at bære.
Jeg forsøgte med alverdens opmuntringsteknikker. Flere gange kiggede jeg på uret og fortalte mig selv, at nu var der kun 45, 40 eller 35 minutter tilbage. Jeg forsøgte også at mobilisere en glæde over, at jeg helt sikkert ville gennemføre løbet, endda i en tilfredsstillende tid. Men det eneste, jeg var i stand til at tænke på, var de ømme ben og den lange kedelige sti.
Efter vendepunktet gik det en smule bedre. Der var fem kilometer igen, men kort efter begyndte jeg at møde folk, som var på vej hen til vendepunktet. Det var helt tydeligt, at de havde det rigtig hårdt, og jeg fik faktisk lidt medlidenhed med dem. Bare lidt.
Ved 40 kilometer sagde en sød ældre herre, at mit løb så rigtig godt ud, og jeg tænkte: Godt, jeg ikke er ham, der først skal 3 kilometer ned ad den lange sti og så 5 kilometer tilbage.
Så var jeg lige pludselig inde i opløbsområdet, og benene kunne mirakuløst klare en lille spurt. Jeg lod dog venligt den foranløbende komme først. Jeg havde først fået øjenkontakt med ham 1 kilometer før, og det ville være demoraliserende for ham at blive passeret på målstregen.
Over målstregen, medalje om halsen, ind i bad og derefter ind i bussen. Her gik snakken livligt, ikke mindst om de ulidelige sidste kilometer. 1 time tidligere var det et lyslevende mareridt. Nu var det bare en sjov historie og en fælles oplevelse, og folk pludrede lystigt om alle mulige andre maratonløb rundt omkring i Danmark.
Selv om jeg har prøvet det før, er det altid chokerende hårdt mellem 32 og 40 kilometer. Det ved alle, der har løbet maraton, og vi glemmer det allesammen igen, når vi melder os til et nyt løb.
Det er måske derfor, det er så tiltrækkende at løbe de forbandede skønne maratonløb.

onsdag den 20. maj 2009

De kaster sten i havet for 35 mio. kr.

Nu skal du bare læse en fantastisk historie, jeg så i DR2 i aftes. Den foregår næsten uden for mit vindue. Lidt nord for Læsø er Skov-og Naturstyrelsen i gang med at kaste for 35 mio. kr. sten i vandet. Det er nogle kæmpe blokke på 1-3 tons, som bliver plumpet ned i Kattegat.
På den måde håber styrelsen, Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Fiskeriundersøgelser at kunne genskabe et kæmpe stenrev, som opstod efter den seneste istid. Ved det rev har det været en gigantisk tangskov med et enestående dyre-og planteliv.
Hvordan kan sådan noget forsvinde? Ja, det kan det fordi vi har bygget havne og moler i Danmark. Den hurtigste og billigste måde at få fat i de store sten til de projekter, var at fiske dem op. Så det gjorde brave danske stenfiskere i forrige århundrede, hvor de danske havne blev sikret mod naturens luner.
Området heroppe hedder Læsø Trindel, og det er klassisficeret som et Natura 2000 område. Derfor har EU også givet et pænt tilskud til arbejdet med at gendanne stenrevet. På Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside står der, at der er tale om et huledannende stenrev på 7 hektar. Når det er kommet til sig selv i år 2012, udgør det halvdelen af de huledannende stenrev i Danmark.
Og så kommer tang, søanemoner og fisk nærmest af sig selv. Om få år er Læsø Trindel et meget atraktivt sted at dykke. Stedet bliver lige så udfordrende og mangfoldigt som et farvestrålende koralrev ved en Bounty-ø.
En del af de 35 mio. kr. går til de forskere, der skal følge udviklingen i og omkring stenrev før, under og efter etableringen. Rundt omkring i Europa prøver naturstyrelser andre metoder til at bygge rev op. En discount-idé med at dumpe bildæk viste sig at være en fiasko, så nu venter de dybtgående eksperter spændt på at se effekten af stenblokkene ved Læsø.

søndag den 17. maj 2009

Klimakvalme - det går over

Et nyt begreb er dukket op i den offentlige debat: Klimakvalme.
Det betyder ganske enkelt, at folk er trætte af at høre om klimaet.
Egentlig handler det om firmaer og foreninger, der forsøger at slå plat på klimaet - lancerer særlige klimaprodukter for at være med på bølgen, men uden at gavne klimaet. Selvfølgelig får vi kvalme over dem, og de får heller ingen succes. Al erfaring viser, at du i det lange løb kun får succes med at tilbyde produkter, du selv går ind for.
Desværre er klimakvalmen ved at brede sig, så folk i almindelighed er trætte af at høre om de menneskeskabte problemer og løsningen på dem. Så kan man gøre, som man plejer og så bliver politikernes ambitioner også derefter. De reagerer lynsnart på folkestemninger.
Et helt kontant praktisk eksempel på klimakvalme er den manglende reaktion på regeringens såkaldte "grøn vækst" pakke. Den blev lanceret med opsmøgede ærmer af daværende statsminister Anders Fogh på Venstres landsmøde. Hans vision var at skabe et samfund, der var uafhængig af fossile brændstoffer. Han indrømmede endda for første gang i sit politiske liv, at han havde taget fejl, når det gjaldt klimapolitik.
Mens og efter, at Fogh søgte nye græsgange, rasede et internt slagsmål i regeringen om ambitionsniveauet i planen for grøn vækst. Regnedrengene vandt, og regeringen kunne som så ofte før præsentere en tynd og uambitiøs plan. Selvfølgelig blev der hældt godt med politiske floskler over den bleggrønne masse, men det kunne ikke skjule, at planen er milevidt fra Anders Foghs gamle vision. Det er stort set bare en nødvendig opdatering - nødvendig for at Danmark kan leve op til de mange forpligtende internationale målsætninger, vi har skrevet under på.
Der har været lidt pip og lidt kuk fra de grønne foreninger om, at planen er meget vækstorienteret end grøn, men der er ikke kommet en egentlig folkelig debat.
Det må skyldes klimakvalmen. Måske er Lars Løkke og hans spindoktorer glade for, at de er sluppet for ballade, men tilbage står, at Danmark fortsætter på en udsigtsløs taberkurs. Vi kan hjælpe klimaet og vi kan fremtidssikre titusindvis af danske arbejdspladser ved at gøre Danmark til en grøn vindernation. Det kræver en reel omstilling af samfundet. Det kræver en helt ny måde at tænke energiforsyning og transport på. Det kræver skrappe krav til den enkelte forbruger og virksomhed, men det kan sagtens lade sig gøre, og det kan på få år blive en fremragende forretning for Danmark. Som sidegevinst giver det et bedre liv for os danskere.
Klimakvalmen går over. Det gør klimaproblemerne ikke. De bliver bare større og større, jo længere tid, vi spilder på floskler uden handling. Strudsen forsvinder heller ikke ved at stikke hovedet i busken.
Det største problem i Danmark er ikke 454 afviste asylansøgere fra Irak eller ministernes kalendere. Se nu at komme i gang med de reelle problemer. Vil I ikke nok?

mandag den 11. maj 2009

Hilsen fra en pensionistkrop

Her i huset er jeg den unge mand, og vi har mange små godmodige drillerier om, at jeg er i 40erne, mens Solle er på vej mod de 60.
Nu har piben fået en anden lyd, og det er min egen skyld. Da vi for et stykke tid siden væddede om vinderen af X Factor var der ingen vinder. Men jeg var så sød at give Solle hendes præmie alligevel: En Nintendo Wii.
I fredags fulgte så den nødvendige investering nummer 2: Wii Fit - det særlige bræt, man kan købe til spillet. Det er Solles, og hun er allerede godt i gang med træningen. Det går rigtig fint - hun er virkelig fit.
En naturlig måde at starte spillet på, er at gennemføre en Wii-test. Her skal man indtaste sin højde og alder og klare nogle små øvelser med at holde balancen. Så regner den BMI ud. Det er ikke noget problem hjemme hos os - men bagefter kommer deltagerens Wii-alder.
Første dag nåede den frem til, at Solle var 58 år. Det skulle jeg ikke have noget af at grine af, og godt det samme, for jeg var nemlig 59 år.
Søndag morgen kom jeg hjem fra en løbetur, og Solle kom glad ud og fortalte, at hun nu kun var 47 år. Så måtte jeg op på brættet og prøve testen igen. Jeg var ikke længere 59 år. Jeg var 69.
"Det er 23 år mere end din alder. Du har en meget svag krop", meddelte det sindssyge apparat.
Det virker ikke særlig motiverende på mig. Den svage krop vil hellere løbe en lang tur, og så vil dens hoved glæde sig over at være gift med en vital kvinde med en spændstig og stærk krop.

lørdag den 9. maj 2009

En offentlig syltekrukke

På lørdag fylder Offentlighedskommissionen 7 år.
Fogh Rasmussens første regering bad 21 kyndige mennesker sætte sig sammen og komme med forslag til en ny offentlighedslov. I spidsen for forsamlingen finder vi Folketingets ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.
Her er, hvad Justitsministeriet skriver på sin hjemmeside om kommissionen:
"Det overordnede sigte hermed skal være at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold, herunder i relation til den udvikling, der har fundet sted med hensyn til bl.a. statslige selskaber, udlicitering, digitalisering samt nye og ændrede samarbejdsstrukturer i forvaltningen."
Jeg noterer mig, at det er noget med åbenhed. Det kan man ikke beskylde kommissionen for. Den har stort set ikke ladet høre fra sig. Flere journalister har uden held søgt om aktindsigt i kommissionens arbejde, og den seneste melding fra Gammeltoft-Hansen er, at der kommer en rapport i september 2009.
I denne uge bestemte et flertal i Folketinget, at en lille del af loven skal ændres. Ministrenes kalender skal ikke længere være offentligt tilgængelige. Hvorfor det er så vigtigt at tage fat i det lillebitte hjørne af den vigtige lov, skal man vist arbejde på Christiansborg for at forstå. Vi andre dumpapper tror, det er fordi, politikerne vil undgå sager som den om Bendt Bendtsen. Når han var på inviterede jagt- og golfture stod der "privat arrangement" i hans kalender. Da nogle journalister bad om aktindsigt i kalenderen rettede ministeriets folk i den, så Bendtsens gratis golfture blev til "erhvervsarrangementer".
Vi tror altid, at Danmark er i front, når de gælder miljø, menneskerettigheder og åbenhed, men det passer ikke. Den danske offentlighedslov er ikke præget af åbenhed og i hverdagen oplever journalister modstand, når de med loven i hånden beder om aktindsigt. Jeg har personligt haft en sag, hvor det tog knap to år at få udleveret et materiale.
Derfor er det vigtigt at revidere loven. Det er vigtigt at få en debat om emnet. Og det er sørgeligt, at det er endt i en syltekrukke hos en pinligt langsomt arbejdende kommission.

tirsdag den 5. maj 2009

Tak for koncerthuset


For et par år siden var det allerstørste problem i hele Danmark, at DRs koncerthus blev alt for dyrt. Stor skandale. Der rullede hoveder, DR måtte fyre medarbejdere og mediehusets image var helt i bund. Ejeren - regeringen - pustede til ilden og forsøgte at score politiske point på at deltage i en flere måneder lang hetz mod DR.
Så blev der født en prinsesse, og der kom en finanskrise forbi, og nu har vi nærmest glemt, at det vist kostede 1 milliard for meget, det kære koncerthus.
Selve huset hører vi ikke så meget om. Det er synd, for det er et helt fantastisk bygningsværk. Jeg var der i lørdags med min far til en dejlig koncert med DRs Symfoniorkester. Salen var næsten fuld, og alle sad på gode pladser. Lyden er ens i hele den kolossale bygning, og alle har et fint udsyn til scenen. Det er en vigtig del af en klassisk koncert at følge instrumenterne.
Inden pausen var musikken i perioder lidt kedelig, men det gjorde ikke noget. Så lod jeg blikket glide rundt i den spektakulære sal. Det er en oplevelse i sig selv. Sikke et rum - sikke en idé at bygge på den måde og tænk, at det kan lade sig gøre.
Det var simpelthen en god oplevelse, og jeg er vel nok glad for, at DRs bestyrelse i sin tid traf den modige beslutning om at investere i sådan et hus. Hvis den fornemste ambition, man har, er at overholde et budget, så udretter man aldrig noget stort. Der skal være nogen til at tænke stort og drømme lidt vildt og sætte deres vilje igennem.
Tænk på Utzons operahus i Sydney. Han og byggeriet blev totalt skandaliseret i Australien, mens hans muslingeskaller blev samlet og monteret. Budgettet skred langt værre end i Ørestaden, og det blev - en kæmpe succes. I dag er australierne pavestolte af Sydney Opera, og budgetoverskridelsen er bare en god historie.
Som licensbetaler er jeg glad for at bidrage til, at Danmark har et koncerthus i verdensklasse. Jeg tillader mig i øvrigt også at være en meget tilfreds bruger af DRs radio-, tv- og nettilbud. Det er altså ikke alle pengene, der er smidt i de 4 huse omkring Emil Holms Kanal.