De uundværlige Georg Gearløser

 

 

Grøn omstilling kan ikke bare vedtages af Folketinget. Den kræver også tekniske løsninger, så vi frem over kan bruge grøn energi i stedet for olie, kul og gas.

Den slags bliver udviklet af ingeniører og andre Georg Gearløser, og i Danmark har vi mange af dem. Sådan nogle var jeg sammen med forleden til en konference i Odense for kommunale forsyningsselskaber. Jeg havde ingen rolle på konferencen, så jeg kunne bare sidde og lytte. Her får du en utrolig historie i alt for kort form. Og sikkert heller ikke teknisk korrekt.

Vi skyller ud og starter balladen
Den starter hjemme hos dig og mig. Vi skyller ud i toilettet og i køkkenvasken. Vandet løber gennem kloakkerne ud til et renseanlæg. Her bliver det renset, inden det i næsten ren form løber videre ud i et hav, en fjord eller et vandløb.

Selve rensningen er en hel videnskab, men når vi skærer helt ind til benet, går det ud på at få snavset i vandet til at falde til bunds. Nede på bunden af de enorme bassiner på renseanlægget ligger der nu en sort, ulækker masse, som teknikerne på forunderlig vis har fundet et forståeligt ord for: slam.

Danske renseanlæg producerer hvert år 100.000 ton slam. 100.000 tons. Det er altså meget.

Guf i slammet
Slam indeholder en masse guf, som nødigt må gå til spilde. Det er næringsstoffer, blandt andet store mængder fosfor, som er en knap ressource. Derfor har mange forsyningsselskaber valgt den nemme, nyttige og praktiske løsning at give slammet til landmænd, som kan sprede det på deres marker. Det er godt, men ikke godt nok, for slammet kan indeholde mikroplast, medicinrester og tungmetaller som vi ikke ønsker spredt på markerne.

Det problem har eksisteret i årevis, og for nogle år siden satte et par ingeniører sig sammen for at løse det. En af dem hedder Henning Schmidt-Pedersen, og på konferencen forleden præsenterede han løsningen, som hans firma AquaGreen har udviklet.

Biokoks
Den består af en kæmpe maskine, som udsætter slammet for to patenterede processer: Damp og pyrolyse. I den proces forsvinder de skadelige stoffer, og maskinen spytter et materiale ud, som firmaet kalder for biokoks. Det indeholder fosfor og mineraler, som landmændene trygt kan sprede på marken og få udbytte af med god samvittighed.

Processen kræver energi, men den kommer fra slammet. Faktisk producerer AquaGreens konstruktion mere energi, end den bruger, så forsyningsselskabet kan sælge overskudsvarmen til et fjernvarmeselskab. På mange renseanlæg er der i dag biogasanlæg, som producerer gas af slammet, men AquaGreens maskine kan godt tage afgasset slam.

Begejstret spildevandsdirektør
Jeg er jo ikke tekniker, så jeg kan ikke vurdere teknologien. Så jeg spurgte min sidemand på konferencen, som er direktør for et spildevandsselskab. Han var lige så begejstret og er sikker på, at den slags anlæg bliver meget udbredt, når de første er kørt ind.

Det er da ret vildt, ikke?

Næste gang fortæller jeg om et af branchens indviklede ord, sektorkobling. Det er ikke mindre genialt.

Flot valgtema i Norge

 

Det norske valg er afgjort efter en valgkamp, der har været præget af ét stort og strategisk vigtigt spørgsmål, der berører alle nordmænd: Skal vi slukke for olieboringerne, og vinke farvel til de mange arbejdspladser og penge, der følger med arbejdet i Nordsøen?

Ikke om - men hvornår
Svaret kommer ikke lige dagen efter valget, men den brede demokratiske debat om emnet er helt nødvendig. For i realiteten er spørgsmålet ikke, OM Norge skal holde op med at udvinde, men HVORNÅR.

Lige nu er beslutningen uoverskuelig og utryg for mange nordmænd, så det er rigtigt positivt, at der er kommet en bred, folkelig debat om spørgsmålet. Folkelig forståelse og accept af beslutningen gør det meget nemmere for Norge at komme videre efter olieeventyret. Og den slags tager tid.

Jeg tror, at Stortinget om få år sætter en slutdato på Norges olieproduktion. Og jeg håber, at den slutdato bliver så tidlig som muligt. Gerne før 2050, som Danmark har besluttet.

År for år bliver det tydeligere og tydeligere for os, at vores jord ikke længere kan holde til det, vi mennesker udsætter den for. Behovet for at droppe olie, kul og naturgas bliver mere og mere presserende.

Rig på klodens bekostning
Norge er et umådeligt rigt land. Denne rigdom bygger på olieindustrien, som vi nu alle ved er meget problematisk for vores fælles klode. Det er et moralsk dilemma for den enkelte nordmand og for hele Norge at blive ved med at leve et liv i overflod og dermed være medansvarlig for ubærlige katastrofer verden over. Alene derfor tror jeg, at beslutningen kommer inden for få år.

Det andet argument er det strategiske. Solen er ved at gå ned over olieindustrien. Den har ingen fremtid for sig, og det er tåbeligt af et oplyst land som Norge at satse på en udsigtsløs branche som fremtidens levebrød. 

8700 millarder i opsparing
Omstillingen til nye tider må i gang, og her er nordmændene så heldige og kløgtige, at staten har sparet et absurd højt beløb sammen i sin oliefond. 8700 milliarder kroner. Så der er rigeligt råd til at investere i en bæredygtig fremtid til gavn for de kære nordmænd og vores allesammens klode.

Det er jeg helt sikker på, at vores norske venner kommer til at gøre, uanset regeringens sammensætning.