Indrømmet: Indtil i går havde jeg aldrig hørt navnet Liu Xiaobo. Da blev han nævnt i alle medier som favorit til Nobels Fredspris, og her til formiddag kom den glædelige meddelelse.
Liu Xiaobo afsoner 11 års fængsel for at have skrevet et udkast til en demokratisk forfatning i Kina. Det er forbudt i den store udemokratiske stat, og derfor kan den kinesiske ambassadør i Danmark helt objektivt kalde fredsprismodtageren for kriminel.
Det var Nelson Mandela også i det gamle Sydafrika og Aung San Suu Kyi er det i Burma. De har også modtaget Nobels Fredspris.
Jeg synes, det er fedt, at Nobelkomiteen giver prisen til en forkæmper for demokrati i Kina. Det er lidt forstemmende, at alverdens regeringer er så tilbageholdende med at påpege, at verdens største land undertrykker menneskerettighederne på det groveste ved at fængsle og myrde politiske modstander.
Så er det rart, at en magtfuld og meget synlig privat komité kan rette verdens øjne mod problemet.
I mine øjne er det fredsarbejde at kæmpe for demokrati. Demokrati og ytringsfrihed er en forudsætning for fred. Der kan ikke være fred i et udemokratisk land, for der er staten jo i krig med de borgere, der ikke affinder sig med forholdene.
Den kinesiske regerings reaktion viser også, at vi har at gøre med et helt usædvanligt styre. Nu vil kineserne straffe Norge. Hallo! Den norske stat har ikke blandet sig i kinesiske forhold. Den lægger blot jord til en fri forening, som har valgt at hædre en politisk fange for hans kamp for demokrati og ytringsfrihed.
Den norske stat blander sig ikke i den uafhængige komites beslutning, lige som den danske stat ikke redigerer Jyllands-Posten.
Et-partistaten kan puste en konflikt op med lille Norge. Gør bare det. Det giver mere opmærksomhed til Liu Xiaobo og hans gode sag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar