søndag den 25. november 2007

Bjæsken glider ned

Bjesk er navnet på Vendsyssels brændevin. Det er Brøndums tilsat malurt og andre krydderurter. Stavet med æ er Bjæsken er et satirisk julehæfte, Vendsyssels eget svar på Svikmøllen og Blæksprutten.
Gennem nogle år har jeg været medarbejder på Bjæsken. Min tjans består i at skrive tekster fra Frederikshavn og omegn - at gøre lidt gemytligt grin med årets største begivenheder i Frederikshavn.
Søren Svendsen fra Tankegang er tegner til Bjæsken, og i år har vi lokket vores kollega Claus Højbjerg med. Han bor i Aalbæk og er sådan en slags lokalredaktør i Skagen for Bjæsken. Vi 3 har hygget os med at udvikle idéer sammen, og jeg synes godt, vi kan tillade os at være en smule stolte over vores arbejde. Der er i hvert fald en 4-5 virkelig gode historier, hvor tegning og tekst går op i en højere enhed.
Arbejdet bærer som bekendt lønnen i sig selv. Det passer næsten for Bjæskens vedkommende. Medarbejderne får en flaske bjæsk og 5 eksemplarer af hæftet, og så holder redaktionen en julefrokost i forbindelse med udgivelsen af Bjæsken.
Brændevinen har jeg hvert år med til julefrokosten i Solles familie. Flere af familiemedlemmerne holder meget af den tilsyneladende milde brændevin med den karakteristiske eftersmag. Vi får ikke tømt flasken, så jeg tager resten med hjem igen, og hvert år i slutningen af novemeber konstaterer jeg, at jeg ikke fik drukket sidste års bjæsk.
Selve hæfterne har jeg også lidt glæde af. Min far vil gerne følge lidt med i min verden, så han er en meget taknemmelig modtager af Bjæsken. Jeg plejer også at forære et eksemplar til min svigerfar.
Alt i alt en hyggelig juletradition - lige som Bjæsken i sig selv er. Vi i redaktionen siger til hinanden, at vi bider magthaverne i haserne, men vi ved også godt, at det ikke flytter noget. Vi gør godmodigt nar af politikere og erhvervs- og organisationsledere uden at være ondskabsfulde. Vi vil nemlig gerne have ofrene med til udgivelsen, og vi vil gerne omtale dem i næste års udgave.

fredag den 23. november 2007

Mange virksomheder ved ikke, hvad de ved

Overskriften er et af mange guldkorn, som professor Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus spredte ved et erhvervsarrangement i Det musiske Hus i Frederikshavn torsdag eftermiddag.
Hildebrandt har brugt sit liv på at uddanne cand. merc'er, dygtige forretningsfolk med blikket fast rettet mod bundlinjen. Men det er ikke tal og kolonner, der optager Hildebrandt. Det er viden og mennesker - de mangfoldigt intelligente mennesker.
- Vi skal ikke behandle folk som arbejdskraft. Det er noget, man køber. Vi skal behandle dem som mennesker. Vi skal sætte deres mange intelligenser i spil - ikke mindst de sociale, følelsesmæssige, musikalske og kreative. Ledelse går ud på at sætte mennesker til at tale sammen for at udvikle noget nyt, sagde Hildebrandt.
Han slog fast, at der fortsat vil være masser af industrivirksomheder i Danmark, men ikke dem der konkurrerer på det gamle industrisamfunds præmisser.
- B&O er tilsyneladende en industrivirksomhed - men også kun tilsyneladende. Deres produkter kan alle lave meget billigere end B&O, men de leverer design, æstetik og en historie, forklarede Hildebrandt.
Han talte i over 2 timer med 1 A4 sides håndskrevne noter som eneste støtte. Et af emnerne var LEAN, den japanske rationaliserings-teknik, der er meget populær i Danmark. Også den har Hildebrandt en menneskelig vinkel på.
- LEAN handler om kunden. Vi skal kun gennemføre de processer, der har værdi for kunden. Det kræver igen, at vi ikke behandler mennesker som maskiner. Det fine ved LEAN er at etablere et nyt tankesæt i virksomheden og ændre holdninger. Det tager tid men til gengæld har det en langvarig effekt, mente Hildebrandt.
Han mener, at viden er vejen til succes og vejen til viden er uddannelse. Derfor er en succesfuld virksomhed en skole - også. Som den århusianske virksomhedsleder Michael Holm har sagt:
- Jeg vil hellere uddanne mine medarbejdere med risiko for at de forlader mig - end at undlade at uddanne dem med risiko for, at de bliver.

torsdag den 15. november 2007

Til lykke, Bjarne Laustsen

Ved de to seneste folketingsvalg har Tankegang og jeg haft fornøjelsen at lave kampagnemateriale for Socialdemokraternes mand i Frederikshavn-kredsen, Bjarne Laustsen.
Det har været en udsøgt fornøjelse. Det er altid skønt at være en del af en succes. Begge gange er Bjarne blevet valgt, og begge gange har hans personlige stemmetal været 50 % højere end sidst. Og det er ikke små tal, vi taler om. Bjarne og holdet omkring ham jublede, da han i 2005 opnåede 10.244 stemmer. I tirsdags satte 15.970 nordjyder kryds ud for den 53-årige maskinarbejder og Metal-tillidsmand.
Dermed blev han nummer 16 på stemmeslugernes Top 20. Bjarne fik flere stemmer end 4 partiledere og en halv regering.
Det vil jeg gerne tage æren for, men det ville være fuldstændig vanvittigt. Det tager 4 år at vinde et valg og 3 uger at tabe det. Bjarne har vundet de mange stemmer i hverdagen, og vi har hjulpet ham med ikke at sætte dem til igen i løbet af valgkampen.
Bjarne har nemlig knoklet sig til stemmerne. Han forfølger alle de sager, han får mellem hænderne, og han taler med journalister i Nordjylland hver eneste dag. Året rundt ser vi Bjarne Laustsen i avisen og på tv og hører ham i radioen. En slagteriarbejder fra Sæby bliver fyret på grund af manglende opholdstilladelse - Bjarne stiller spørgsmål og optræder i TV-Nord. En lettere handicappet pige kan ikke få en læreplads på lempelige vilkår - Bjarne bringer sagen frem i avisen. En deltidsbrandmand kan ikke få fuld erstatning efter en arbejdsulykke, fordi han har to arbejdsgivere - Bjarne stiller spørgsmål til ministeren.
Sådan kører det måned efter måned i Folketinget og i medierne. Mandagene tilbringer Bjarne i Frederikshavn - sammen med tillidsfolk, organisationsfolk og på virksomheder. Han er med ved alle større offentlige arrangementer i kredsen, og der står han konstant og taler med folk.
Det er hårdt arbejde uge efter uge, men det er i for sig ikke svært. Det kræver hverken en særlig uddannelse eller en spindoktor. Bjarne er god til at lytte, og der er masser af folk omkring, som kommer med gode råd.
Hvis de 44 øvrige medlemmer af Socialdemokraternes folketingsgruppe bruger samme enkle metoder som Bjarne, så går partiet frem næste gang. Det er stensikkert. Bjarne er en ganske almindelig menig politiker. Den slags får i gennemsnit 5000 stemmer. Bjarne fik 15.000, så hvis bare 25 kolleger gjorde som ham, var der 250.000 ekstra stemmer.
Dem kunne vi ærligt talt godt have brugt i tirsdags.

søndag den 11. november 2007

Det, jeg mente, var...


Vores hund Bertha kan kommunikere på tre måder: Gø, gå og grimasse. Med disse enkle teknikker, kan hun fortælle os ca. 20 ting, fx at hun er sulten, at hun vil ud eller ind eller at der er et interessant dyr inde på marken.
Det går fint. Vi misforstår aldrig hinanden. Bertha kan lige nøjagtigt fortælle det, hun har behov for.

Vi tobenede har et langt mere avanceret kommunikationsapparat til rådighed. Vi har først og fremmest sproget, hvor vi kender op til 120.000 ord. De kan kombineres på så mange måder, at vi taller om milliarder af budskaber, vi kan sende til hinanden. Dertil kommer mimik, grimasser, kropssprog og betoning. Det er så vanvittigt avanceret, at det næsten ikke er til at forstå.
Se bare her:
Solle spørger: Skal vi have rødvin til maden i aften? Jeg svarer ja. Det betyder, at jeg gerne vil have rødvin til maden, og jeg rejser mig op for at hente en flaske.
Solle spørger: Vil du med ned i byen og se den nye tøjforretning, der er åbnet? Jeg svarer ja. Det betyder, at jeg helst er fri, men da godt kan tage med, hvis ikke det kan være anderledes. Og så bliver jeg i øvrigt siddende.
Det første ja er klart og rungende. Det sidste er tøvende og udtalt nærmest mumlende.
Selv om vi mennesker kan udtrykke milliarder af følelser og udsagn, kommer vi gang på gang til kort. Hunden med sine få virkemidler, kan fortælle alt, hvad den har brug for. Men os med alle talenterne kan ikke.
Se bare her:
Du bliver stoppet på gaden af en turist, der spørger om vej til en særlig butik. Du ved, hvor butikken ligger, og kan sagtens finde derhen. Men du er ikke i stand til at beskrive vejen, så turisten kan forstå det.
Eller den her: Du skal fortælle andre om en spændende person, du har mødt. Så spørger de, hvordan hun så ud. Du kan se hende for dig, men kan ikke beskrive hende på en måde, så dine omgivelser forstår det.
Jeg har hørt forfattere fortælle, at de kan gå i stå en hel formiddag, fordi de vil beskrive en særlig følelse hos en person i en bog. De har følelsen i maven og ved lige præcis, hvad den går ud på. Men de er ikke i stand til at sætte ord på den.
Så tror da fa´n, at vi kan misforstå hinanden. Det viser sig simpelthen, at det vi siger ikke altid er det, vi mener. Det vi siger, er det vi kan formulere. Så skal andre til at fortolke det og fortælle det videre. Så er det helt forvansket, og så er der ikke langt til en borgerkrig.
Inden du går helt i sort, så tænk på den dumme hund, der kun kan gø.

tirsdag den 6. november 2007

Hvem myrdede Nanna Birk Larsen?

JA - det er meget langt med 20 afsnit.
JA - vi kommer på mange vildspor.
JA - det er urealistisk, at der sker så meget på 20 døgn.
Men det ændrer altså ikke ved, at Forbrydelsen på DR er aldeles fremragende tv. Vi er blandt dem, der indretter vores søndag aften efter TV Dramas seneste succes. Hunden er luftet, kaffen er klar og weekendens telefonsamtaler er overstået. Intet skal få lov at forstyrre os i en koncentreret times selskab med Sara Lund, Troels Hartmann og alle de andre helte og skurke.
Selv om der kun er 3 afsnit tilbage, er vi stadig helt i vildrede og langt fra at kunne svare på nationens store spørgsmål: Hvem myrdede Nanna Birk Larsen.
Hver søndag drejer sporet i en ny retning, og der dukker også nye mistænkte op. Men er det ikke sådan, at morderen skal findes i det galleri af mennesker, vi har lært at kende søndag efter søndag? Jo, jeg vil mene, det er en uskreven spilleregel, at seeren skal have mulighed for at gætte rigtigt. Det har vi jo ikke, hvis der pludselig dukker en ny flyttemand eller taxachauffør op i afsnit 20.
Vi har et væddemål kørende på min og Solles arbejdsplads. Der ligger en mindre formue og venter på mig, hvis det viser sig, at Troels Hartmann er morderen. Det har vi længe ikke troet, at han var, men der er i hvert nogle spørgsmål om ham, som vi ikke har fået besvaret. Serien er skruet så elegant sammen, at han hele tiden er mistænkt og at vi derfor regner med, at det ikke er ham. Med den dobbelte psykologi ville det være en sand overraskelse, hvis det viste sig, at den dygtige og lidt glatte politiker viser sig at have et drab på samvittigheden.
Jeg tror det - vist ikke helt selv. På søndag kl. 21 er jeg (ikke en skid) klogere.

torsdag den 1. november 2007

Utroligt, at de kan lave det

"Hvad så"? spurgte jeg åndssvagt en kommunal chef, jeg ringede til i dag. Så kom et overraskende svar:
"Ja, det er ved at være ved den tid, hvor jeg skal til at skrive ønskeseddel til jul. Jeg har lige hørt om en elektronisk bænk, der hele tiden vender sig imod solen".
Et herligt eksempel på komplet overflødige ting, som mænd er nødt til at ønske sig, fordi det ikke er nok at skrive "pænt tøj" på ønskesedlen.
Jeg kunne bidrage meget væsentligt til samtalen. Til frokosten havde en af mine kolleger nemlig lige fortalt om et af hendes mands nylige indkøb: En kikkert med indbygget digitalt kamera. Hva'ba'?
Det er utroligt sjældent, man kan få brug for den slags udstyr, og den lykkelige køber har da endnu ikke taget et eneste billede. For slet ikke at tale om videoklip, for det kan vidunderet nemlig også.
Det forunderlige ved kikkerten og bænken er, at nogen kan finde på at sætte det i produktion, og fascinationen hos køberen (manden) er, at det overhovedet kan lade sig gøre at lave den slags ting.
Den kan jeg godt dele, og for mindre beløb har jeg da også gennem årene købt adskillige små smarte apparater, som jeg aldrig har brugt.
Til gengæld fik jeg sidste år en elektronisk dims i julegave, som næsten har ændret mit liv: En I-Pod Nano, en lille lysegrøn flad fætter, som fylder det samme som et lille bundt visitkort.
Min computer fodrer næsten hver dag I-Podden med spændende og berigende programmer fra Danmarks Radios P1. Så kan jeg høre om miljø, medier, historie, sprog, udenrigspolitik, business og ikke mindst interessante mennesker, mens jeg cykler, går tur med hunden, løber, slår græs, ordner have, stryger tøj eller maler.
At gå ude og høre lige de radioprogrammer, man holder mest af -uden at skulle flytte transistoren og uden at genere sine omgivelser. Det er simpelthen genialt.
At det kan lade sig gøre, er ubegribeligt for mig. Der kan mindst være 50 timers radioudsendelser inde i den lille stump metal. Det er lige så fascinerende som den elektroniske bænk - men noget mere meningsfuldt. Synes jeg.