tirsdag den 9. juni 2020

To dramaer ved Korskro


 Dette er ikke adr. Det er et billede af et mordvåben.

Korskro er et fredeligt sted tæt på en rundkørsel mellem Grindsted og Esbjerg. Der sker ikke så meget, men denne geografi har dannet ramme om to dramaer i mit liv: Et elegant drab og en offentlig kæmpeprut.

Hed sommerdag i 70erne
Vi starter med drabet. Det var på kroen en sommerdag i 70erne. Familien Glamann havde været på udflugt til Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, og skulle have lidt mad, inden vi kørte nordpå imod Blåbærhus ved Søndervig.
Der havde været masser af gæster på kroen i løbet af eftermiddagen, så der hang en em af kringle, kaffe og sodavand over den gamle krostue. Vi sad og ventede på maden, da en doven flue kom kravlende hen ad den delvist hvide dug.
"Nu skal jer vise jer noget, som I aldrig selv kommer til at gøre", erklærede min far og tog den tunge kniv frem. Han løftede den forsigtigt og svingede bladet ned mod bordet. Et blink senere lå fluens hoved nydeligt adskilt fra kroppen. Halshugget!

Den eneste i slægten
Min far påstod stolt, at det nærmest er umuligt at halshugge en flue, og det grinede jeg hånligt af. Jeg tog selv kniven og fægtede efter halvdøde fluer, men havde intet held den aften. I de følgende år forsøgte jeg mange gange at gøre min far kunsten efter, men jeg har aldrig været så meget som tæt på at kunne halshugge en levende flue.
Forældre er jo ikke så kloge og dygtige som deres børn, men jeg er glad for at vide, at min far kunne forlade denne verden i visheden om, at han var og blev den eneste i slægten, som havde udført dette ekvilibristiske kunststykke.

Laban fra Fanø
Ca. 25 år senere bragte skæbnen mig igen til Korskro. Lærke og jeg havde været på Fanø for at hente ponyen Laban i en lille hestetrailer, vi havde lånt. Vi havde en aftale med en vognmand, der skulle hente den plettede skønhed på parkeringspladsen ved Korskro for at fragte den sikkert til Vendsyssel.
Som nævnt sker der ikke meget ved Korskro, men lige netop denne ene dag var der Korskro Marked, som naturligvis blev holdt på den parkeringsplads, hvor vi skulle mosle hesten ud af den lånte trailer og op i Jørgen Jensens lastvogn.
Det lykkedes at manøvrere ind og finde en parkeringsplads i virvaret ikke langt fra lastbilen. Der var lidt nerver på med en fremmed pony og en ukendt manøvre, så det var mildest talt ubelejligt, at pladsen var fyldt med mennesker, heraf en del nysgerrige små piger, som var ved at dåne ved synet af den nuttede pony.

Adr
Laban tog det i første omgang roligt. Den gik roligt ned ad rampen og stillede sig på den steghede asfalt på parkeringspladsen uden det mindste vrinsk. Så løftede den halen og kastede en enorm samling grønne hestepærer, der lugtede af Fanø og græs men mest af det, vi med et fint ord kalder for adr. Foran et forbløffet publikum.
Jeg var som lammet og havde ingen skovl med, så jeg lod klatterne ligge og trak den uartige pony hen imod lastbilen og frygtede endnu et show foran et stort publikum. Heldigvis havde Jørgen Jensen et godt tag på stædige heste, så han instruerede mig i at holde ham i hånden bag ved Laban. I det tiendedel af et sekund, pærekasteren ville gå bagud, skulle vi sammen gøre modstand og presse den frem. Det lykkedes og Laban opgav bakgearet og gik pænt op i vognen.

Dårlig samvittighed eller aflad
Jeg listede tilbage til den lille trailer, gik i en bue uden om den stinkende bunke efterladenskaber og lukkede lemmen. Så listede jeg ind i bilen og kørte forsigtigt væk med lidt dårlig samvittighed.
Først bagefter er den dybere mening trængt ind hos mig. Jeg har gjort aflad for min fars udåd. Få meter fra gerningsstedet, hvor en træt spyflue måtte lade livet for Ulrik Glamanns trang til at optræde havde jeg nu efterladt flere dages føde til hundredvis af sødt summende fluer.