tirsdag den 29. april 2008

Indhold tæller - også i radioen

TV2 Radios endegyldige kollaps er et opmuntrende bevis på, at indholdet og kvaliteten stadig er det afgørende for et medies succes.
En radiostation bliver ikke populær, blot fordi den er kommerciel - eller blot fordi den er licensfinansieret. Den bliver populær, hvis den bringer nogle gode programmer, som befolkningen har lyst til at lytte til.
TV2 Radio blev aldrig en god kanal. Den havde katastrofalt dårlige lyttertal, og det var ikke fordi, vi af ideologiske grunde ikke ville lytte til radiostationer, der bringer reklame. Det var først og fremmest fordi Danmarks Radios udbud var bedre. P4 er Danmarks mest populære kanal, efterfulgt af P3 og P1. TV2 Radio har på intet tidspunkt været i nærheden af at være en seriøs konkurrent til en af de 3 DR-kanaler.
Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har et stort politisk ønske om at landsdækkende kommerciel radio i Danmark. Nu har 2 selskaber efter hinanden kastet håndklædet i ringen. For min skyld må nummer 3 og nummer 4 gerne melde sig. Hvis de kan lave spændende, vedkommende og engagerende radio til mange hundrede tusinde danskere, er det bare dejligt.
Vi forbrugere skeler ikke til den politiske ideologi bag et medie. Vi har haft kommercielle aviser i over 300 år, og dem er vi fortsat meget glade for. Kommercielle tv-kanaler og internettjenester bruger vi også gerne, og vi er også glade for de ikke-kommercielle. Det afgørende er - også her - om indholdet er interessant og dækker vores behov.
Derfor kunne det være dejligt, hvis Brian Mikkelsens vision var at skabe bedre radio til danskerne i stedet for blindt at forfølge et mål om en speciel finansierings- eller ejerform.
Argumentet om, at konkurrence er sundt gælder i forvejen hver eneste dag for alle i Danmarks Radio, og det bliver ikke forstærket ved, at endnu en popradio med plastiknyheder prøver kræfter med den femte radiokanal.

lørdag den 26. april 2008

Nu forstår jeg P3s motto

Det, man hører, er man selv, lyder P3s motto, som jeg aldrig helt har forstået.
I denne uge begyndte det at dæmre. Jeg har nemlig en oplevelse af, at jeg hele ugen igennem har hørt en masse forskellige mennesker fortælle mig det samme budskab: DIN adfærd er afgørende for andres behandling af dig.
Det startede i tirsdags ved et arrangement, som Lederne i Vendsyssel og Himmerland stod for. Her blev vi bombarderet med budskabet om, at vi selv afgør, hvordan andre mennesker behandler os, og at vi i høj grad kan påvirke andre med vores adfærd.
En af oplægsholderne var Lars Mogensen, som indviede os i 90/10 reglen: Når andre støder dig eller skader dig, skyldes det 90 % dig selv og 10 % de andre. En sårende bemærkning er måske din fortolkning af en neutral eller positiv bemærkning.
En anden oplægsholder Nikolaj Moltke-Leth fik os til gå rundt og hilse på fremmede mennesker i salen, som om de var gamle venner, vi ikke havde set i flere år. Det gav energi og et kæmpe smil på læben.
I de følgende dage synes jeg, at oplevede en masse situationer, hvor min og andres positive adfærd fik alting til at gå let og smertefrit, og hvor ingen var sure eller utilfredse.
Og her til morgen var den eneste artikel i Nordjyske Stiftstidende, som jeg læste til ende, en lille klumme fra Charlotte Røth om det samme emne. Her skrev hun om den tåbelige vane med at lede efter fejl hos ægtefællen og børnene - en vane, der ikke fører noget som helst godt med sig. Det gør ifølge skribenten smil og ros - og jeg er helt enig.
Der stod andet i avisen, og jeg har deltaget i andet i denne uge, end det jeg lige har refereret. Men det er det, jeg har fokuseret på og dermed kan huske, at jeg har hørt. Så det man hører (det man husker, at man har hørt), er man selv.

onsdag den 23. april 2008

Vi vil have mere kriminalitet - NU!

Justitsminister Lene Espersen gør det. Dansk Folkeparti gør det især, og sørgeligt mange andre politikere gør det: Arbejder målrettet og systematisk på at få kriminaliteten til at stige.
Det er nemt, meget nemt. Man skal bare sætte lovovertræderne længere tid i fængsel - så stiger kriminaliteten. Jo længere tid folk er spærret inde, jo mere kriminelle bliver de, når de bliver sluppet fri. Det viser al international og dansk forskning, og det er bestemt ingen nyhed.
Alligevel har politikerne for tiden kun ét svar, når der er begået alvorlig kriminalitet: Højere straffe.
Argumenterne er forskellige fra gang til gang. Hvis sendetiden tillader et uddybende spørgsmål, kan en journalist finde på at spørge, hvad højere straf kan hjælpe. Gang på gang siger de ansvarlige politikere, at det vil afholde folk fra at begå vold.
Rent fagligt er det noget vås, og det ved politikerne. Samvittighedsfulde forskere har gennem mange år fortalt dem, at en voldsmand ikke spekulerer på strafferammen, inden han slår, sparker, stikker eller skyder.
Hvorfor siger politikerne sådan noget sludder? Er de dumme?
Nej, nej. Slet ikke. Deres opgave er ikke at bekæmpe kriminalitet eller at skabe et mere trygt og retfærdigt samfund. Den er at blive genvalgt.
Højere straffe giver flere stemmer. Det er fakta. Jo flere gange, Lene Espersen kan få en journalist til at holde en mikrofon op foran sig, mens hun siger "højere straffe", jo flere stemmer får hun næste gang, og jo større er hendes chance for at blive den næste formand for De Konservative. Hun er også blevet rigtig dygtig til at se meget vred ud, når hun kommer med sit kampråb. Det kan vælgerne godt lide - en konsekvent politiker, som siger sin mening.
Vi andre må så acceptere, at vores samfund ikke tager opgaven alvorligt med at hjælpe de kriminelle på ret spor, så de ikke igen begår kriminalitet.
Det er nemlig sådan i Danmark, at ekspertene mange gange HAR ret. Det betyder bare ikke en pind, for i Folketinget sidder 90 medlemmer, som FÅR ret.

lørdag den 19. april 2008

Den første dag i haven

Store Bededag var vi til konfirmation, så lørdagen blev den første store havedag med sol fra morgen til aften.
Det er helt fortryllende fantastisk med sådan et vejr, og det er bedre end højsommer af to grunde.
For det første er det ikke ulideligt varmt men en behagelig arbejdstemperatur.
For det andet er det den første af slagsen.
Efterhånden som weekenderne går, kan man godt blive træt af at gå i haven, men i den første haveweekend er der masser af projekter og masser af energi.
I dag har vi gjort bedene klar og strøet gødning på hestenes marker, og i morgen skal en tredje mark have en tur med buskrydderen.
Men vi har ikke mere travlt end, at vi husker at holde siesta. Det er en time - mindst - i den farlige middagssol med bøger, aviser, Sudoku, kaffe, vand og stilhed. Efter et stykke tid, lægger man sig på ryggen og tænker dybt og øjeblikket efter er der gået et kvarter.
Det er bare livet.
Efter sådan en hård dag går vi tidligt i seng, står lidt sent op og arbejder os målbevidst frem imod den næste siesta.

torsdag den 17. april 2008

Behagelig afstand fra krigen

Vi var nede at se Flammen og Citronen i biografen - en dejlig oplevelse med en fyldt sal og en flot film om to helteskikkelser fra den danske modstandskamp.
Nu er det heldigvis over 60 år siden, den meningsløse krig hærgede i den halve verden. Alligevel er dilemmaet nærværende. Bagefter har jeg tænkt, hvordan jeg mon selv ville have reageret, hvis jeg var 20-30 år i 1940.
Ét er helt sikkert. Jeg havde ikke skudt folk ned. Jeg ville simpelthen have det elendigt med et skydevåben i hånden, og jeg ville ikke synes, det var spor spændende. Hvis jeg havde været modstandsmand, så ville de heller ikke få mig til at sluge en giftpille eller på en anden måde begå selvmord, sådan som de gjorde i filmen. Jeg ejer ikke modet til at slippe livet frivilligt.
Jeg vil jo gerne bilde mig selv ind, at jeg var gået ind i modstandsbevægelsen og havde hjulpet med at udgive illegale blade, sende meddelelser til London eller transportere jøder til Sverige.
Men jeg ved det ikke. Statistisk set er det mest sandsynlige, at jeg ville være en gennemsnits holdningsløs dansker, der ikke rigtig gav mig til kende før senest i foråret 1945. Det er der heller ingen grund til at være flov over.
Her på 60 års afstand er det nemt at se, hvad der er rigtigt og forkert. Men for langt de fleste danskere var hverdagen et spørgsmål om at overleve. I den situation kræver det et stort menneskeligt overskud eller en hel særlig entusiasme at kaste sig ud i kampen mod en kæmpemæssig tysk hær.
I det hele taget er det altid nemt at være klog, når man er på magelig afstand af en meget ubehagelig krig.

lørdag den 12. april 2008

Fattigdom i overfloden

Forleden åbnede Harald Nyborg en ny butik i Vestbyen i Frederikshavn. Store skilte - og sikkert også tilbudsaviser -annoncerede på forhånd et fantastisk åbningstilbud: En sækkevogn til 58 kr.
I går hørte jeg så, at folk havde stået i kø en hel formiddag for at sikre sig en eller flere af de billige gule sækkevogne.
Er det ikke mageløst, at den gule hr. Nyborg lige præcis kan ramme så stort et behov i Frederikshavn? Han har tilsyneladende gennemskuet, at den halve by netop nu står og mangler en sækkevogn.
Nå, det er næppe forklaringen. De fleste købere har sikkert klaret sig helt fint livet igennem uden at have en sækkevogn. Men når man nu kan få en til 58 kr., så kan man vel altid få brug for den. Også selv om man skal stå i kø en hel formiddag for at sikre sig det ligegyldige køretøj.
Midt i vores overflod er det fattigt, at vi køber noget, bare fordi det er billigt. Og det er næsten nedværdigende at stå i kø for at få fat i overflødige varer til favorable priser.
Jeg skriver vi, fordi jeg også selv har en rem af huden. I søndags skulle vi bage og manglede noget mel og andre småting. Inden jeg tog afsted, tjekkede jeg åbningstiderne på nettet, og jeg så til min store glæde, at Fakta havde 10 stykker frugt for en 10er. Så kørte jer der ned efter mel.
Jeg ankom til den røde butik kl. 10.07, og der var mindst 75 mennesker i butikken. Selv op imod jul har jeg aldrig oplevet lignende trængsel i den Fakta. Alle stod naturligvis henne ved frugtkasserne, og de fleste købte lige som jeg 2 poser med 10 stykker frisk og billig frugt.
Alle har sikkert haft en lige så god forklaring som mig - at de skulle have mel, mælk eller rugbrød, og så lige tog frugten med, fordi den var så billig.
Alt taler for, at de fleste kom på grund af det gode tilbud. Jeg håber, de har husket at spise frugten, lige som jeg håber, at de nye sækkevognsejere finder noget tungt at transportere i den kommende havesæson.
Jeg har for resten selv en gul sækkevogn. Den fik jeg i fødselsdagsgave for 6 år siden.

lørdag den 5. april 2008

A- og b-journalister

I mit yndlingsprogram Mennesker og Medier på P1 var der i denne uge en fin debat om et såkaldt journalistløfte, som den tidligere DR2 chef Mette Davidsen-Nielsen står bag. Det er en pendant til lægeløftet - en lidt højtidelig erklæring, som ophavsmanden gerne vil have nye journalister til at skrive under på.
I løftet lover journalister at bestræbe sig på at gå efter sandheden, at være kritiske og at tjene demokratiet. Der er mange andre smukke formuleringer.
Af diskussionen fremgik det, at løftet kun gælder for journalister, der arbejder på nyhedsmedier. For Mette Davidsen-Nielsen var det vigtigt at understrege, at der er forskel på "praktiserende journalister" og på kommunikationsrådgivere og spindoktorer. Det kunne alle i panelet blive enige om.
Jeg er helt uenig.
Lige som en læge altid er læge og forpligtet til at redde liv, uanset om hun en dag bliver kontorchef i Sundhedsstyrelsen - så er en journalist altid journalist og forpligtet af et overordnet værdisæt, som kommer til udtryk i journalistløftet.
I min verden er der ikke A-journalister - som arbejder på nyhedsmedier - og b-journalister, som laver alt muligt andet. Der er gode journalister og mindre gode.
Er man som jeg kommunikationsrådgiver, bryder man ikke blot et journalistløfte ved at opfordre kunden til at holde sandheden tilbage eller ved at hjælpe kunden med at modarbejde demokratiet. Man yder en dårlig rådgivning - et dårligt stykke journalistisk arbejde.
Der er garanteret kommunikationsrådgivere, som bryder journalistløftet. Jeg vil hævde, at de leverer en dårlig vare. Det skader både deres egen og kundens troværdighed.
Præcis som en journalist på et uafhængigt dagblad gør ved at lave ukritisk mikrofonholder-journalistik.
Der er altid brug for en etisk debat i journalistik, men det er et kæmpe fejlskud at begrænse den debat til de journalister, der arbejder på nyhedsmedierne. Vi andre bliver flere og flere, og samfundet har simpelthen brug for, at vores arbejde er båret af troværdighed og kildekritik.
Som kommunikationsrådgiver skal jeg også stå til regnskab for det faglige og etiske i min indsats.
Hvis I har behov for det, må I gerne kalde mig b-journalist, fordi jeg ikke leverer nyheder til et medie. Men jeg vil alligevel forsøge at leve op til indholdet i journalistløftet. Og lige som alle andre vil jeg plumpe i en gang imellem.

tirsdag den 1. april 2008

Her kommer den store sensation

Nu skal du bare høre, hvad der er sket. Det er noget vigtigt.
En af dommerne i X-Factor var så forkølet, at han/hun næsten ikke kunne høre musikken i en af de afgørende udsendelser.
Nej - det er værre endnu. En kendt politiker, som kender en minister, har smugrøget en cerut på et toilet på en banegård. Vedkommende er officielt ikke-ryger.
Nej det passer heller ikke. Der er slet ingen sensation. Jeg vil bare skrive noget om, at asylansøgernes børn alligevel ikke får lov at slippe ud af Sandholmlejren. Da Anders Fogh udskrev valget i efteråret var den formelle anledning hans ønske om et nationalt kompromis om integration og en løsning for de familier, der har været spærret inde i danske lejre i årevis.
Da regeringen var blevet genvalgt, lavede den en aftale om en lillebitte symbolsk og betydningsløs forbedring af forholdene for asylansøgerne sammen med Dansk Folkeparti. Så var der en højdramatisk situation med et alternativt forslag fra Pia Christmas-Møller, som Ny Alliance endte med at løbe fra, fordi de aftalte et eller andet med Anders Fogh om at få indflydelse på aftalen.
Nu viser det sig, at Khader og co. fik helt præcist 0,00 % indflydelse. Der bliver ikke rettet et komma. Asylsøgerne skal næsten alle sammen blive i de fængselslignende forhold. Børnene risikerer traumer for livet, fordi de starter deres tilværelse uden grund under fødderne. Det danske velfærdssamfund har råd til at yde tilskud til kosmetiske operationer og give pensioner til milliardærer, men vi kan ikke behandle uskyldige irakiske eller bosniske børn bare nogenlunde anstændigt.
Dansk Folkeparti forklarer, at det er forældrenes ansvar. "De kan jo bare tage hjem", siger Jesper Langballe.
Hjem! De pågældende har intet hjem. Det er umuligt for dem at rejse tilbage til Irak. De bliver simpelthen stoppet i lufthavnen og arresteret eller sendt retur, fordi Danmark ikke har en hjemsendelsesaftale med landet.
Den situation er både børn og forældre helt uden skyld i, og vi straffer dem ved at bure dem inde i en lejr og forbyde dem at arbejde og uddanne sig.
Niels Hausgaard har udtrykt det så fint i en sang om flygtninge: "Desværre. Vi har ikke råd. Det eneste, vi har, er penge".
Nå, men det var som sagt ikke nogen sensation. Det var bare en ligegyldig detalje. Det er da klart, at medierne ikke rigtig gider beskæftige sig med sådan noget jammer, når der stadig er uopklarede omstændigheder omkring musikkonkurrencen på tv. Mon ikke snart ham Martin får en kæreste eller drikker sig fuld, så vi kan igen kan få noget interessant at snakke om?