tirsdag den 30. juli 2013

Tak til min headhunter

Teløk fra headhunteren.
Sådan skrev Claus Gundestrup på min Facebookvæg i går på min fødselsdag. Og det er helt rigtigt, at min fine ven også er min headhunter.

Eksotiske egne
Det var han i maj 1986, da han var tillidsmand for journalisterne på Vendsyssel Tidende. Bladet havde to ledige stillinger, og dengang som nu var det svært at lokke nyuddannede til Frederikshavn og andre eksotiske egne af landet. Så Claus fik lov at bruge en arbejdsdag på at tage til Aarhus, hvor journalistforbundet lavede et stævnemøde mellem ledige/nyuddannede og arbejdspladser med job.
Jeg var ved at gøre min hovedopgave færdig og ville gerne have et godt job på en provinsavis. Det kunne for min skyld være i Næstved, Helsingør, Nykøbing Falster, Skive eller Svendborg. Men det blev altså i Frederikshavn, for Claus talte varmt om de gode arbejdsforhold og de dejlige kolleger på Vendsyssel Tidende.

På bølgelængde
Da præsentationsrunden fra bladene var slut, stod Claus alene og kiggede ud over salen. Jeg gik hen til ham, og vi var med det samme på bølgelængde. Han lovede mig nærmest jobbet på stedet, så jeg gik hjem og skrev en ansøgning, sendte den afsted og blev straks kaldt til samtale. Fire dage efter var jeg ansat.

Tavshed i Aarhus
Jeg fortalte selvfølgelig til nogle medstuderende, at jeg havde fået job, og jeg husker en dag efter, jeg kom ind i kantinen på journalisthøjskolen.
"Hææj Stener. Til lykke med jobbet", råbte den glade Svend Bugtrup.
Folk ved bordet jublede og spurgte, hvor jeg skulle arbejde.
Da jeg svarede Vendsyssel Tidende, blev der helt stille, og en enkelt af de hippe folk hviskede et spagt til lykke.

Foretrak ledighed
De allerdygtigste fra vores hold fik drømmejobbet på de landsdækkende aviser eller på DR straks efter uddannelsen. En håndfuld provinsbønder søgte lige som mig ud på et lokalt dagblad, mens mange af de andre gik ledige i Aarhus eller København. Her boede de på et tarveligt værelse og sikrede sig måske engang imellem et vikariat på B.T.s natredaktion, på tekst-tv eller på Amager-Bladet. Imens boltrede jeg mig på Vendsyssel Tidende, der viste sig at være rigtig god ved mig.
Det var Claus også. Han sørgede for en bolig til mig fra dag 1, så jeg kunne tage på ferie lige op til første arbejdsdag, og Claus inviterede mig til dit og dat i byen.

Flere headhuntere
Han rejste kort tid efter til B.T., som havde glæde af hans arbejdskraft og gode kollegaskab i mange år, og lige som jeg blev han boende i Frederikshavn efter jobskiftet.
Vi hører ofte om problemer i Udkantsdanmark - blandt andet med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Som du kan se, er det ikke en ny problemstilling, for det er altså 27 år siden, jeg blev headhuntet.
Jeg var aldrig kommet til Frederikshavn, hvis ikke det var for Claus.
Provinsen har brug for nogle flere headhuntere, for der er folk derude, som godt kan lokkes til Frederikshavn, Præstø og Haderslev. Blot de bliver trykket på maven af den rette person.
Tak for det, Claus.

mandag den 22. juli 2013

Skatten er lige i nærheden

Thomas, Emil, Frederik og Ida fandt den 
- lige her nede i Vandværksskoven.

Uanset, hvor du befinder dig i Danmark, er der en skat lige i nærheden. Og det er alletiders ferieaktivitet at gå på skattejagt i skoven, i byen eller på stranden. Hvad enten du er hjemme eller ude i sommerlandet. Er du på ferie i Vesteuropa, vrimler det også med skjulte, sjove skatte lige i nærheden.

Geocaching
Fænomenet hedder Geocaching, og det er ingen nyhed. Det har eksisteret siden 2000, og det breder sig som ringe i vandet.
Systemet er enkelt. Gode mennesker har skjult en lille plast- eller blikæske bag en sten, under nogle blade eller et andet smart sted og har registreret koordinaterne på hjemmesiden geocaching.com. Så skal du finde skatten.
Du henter app'en geocaching til din smartphone eller tablet - opretter en profil og logger ind. Så kan du bede om en liste over de nærmeste geocaches. Der er sandsynligvis én nogle få hundrede meter fra dig. Der er over 20.000 i Danmark.

Følg afstanden på kortet
Du følger kortet på app'en, som hele tiden fortæller dig, hvor mange meter, du er væk fra skatten. Der er en lille unøjagtighed på din smartphones gps, så når du kommer helt tæt på, skal du til at lede. Ved de fleste geocaches er der et lille hint og der er også hjælp at hente fra folk, der har indrapporteret, hvordan de fandt æsken.

Byt gaver
Når I finder æsken, er der som regel en notesbog, så I kan skrive jer på. Mange gange er der også nogle små gaver. Du må tage én, hvis du selv afleverer én. Det kan være en lille plastikdims eller et stykke legetøj. Fødevarer og alkohol er bandlyst.
Så kan I registrere fundet på app'en og gå videre til den næste skat.

Det var lige nede i skoven
Vi prøvede det forleden, da vores familie fra Rødekro var på besøg. Det var lige her nede i Vandværksskoven, hvor Bertha og jeg går tur hver dag. Mange hundrede gange er vi vadet forbi skattene uden at ænse dem. 5 voksne og 3 børn og Bertha havde en herlig tur gennem skoven, op og ned af bakker på jagt efter de små æsker. Vi fandt fire skatte og måtte opgive én.

Korsstenen på Hirsholmene
I går var Solle og jeg på rotur til Hirsholmene med tre andre. De rutinerede roere havde fortalt op og ned ad døre og stolper om Hirsholmenes natur, historie og planteliv. Da vi andre var ude at bade, gik Solle ind på telefonen og så, at der lå 1 geocache på Hirsholmene, 262 meter fra det sted, hvor vi sad.
Så måtte vi afsted fem mennesker. Turen gik over et stenrev på nordsiden af øen, og vi ledte fortvivlet efter en skjult plastæske. Hintet fortalte om en korssten og en rund stensætning. Efter et stykke tid fandt vi korsstenen - en kæmpe sten med 10 huller i, der dannede et kors. Den runde stensætning lå ca 25 meter derfra, og der var en fin lille geoskat.

Den forbandede smarte telefon
De erfarne Hirsholmen-farere fik en ny oplevelse på deres kære ø. De kendte hverken stenrevet, korsstenen eller den lille fine stensætning. Geochachens navn er i øvrigt Stenhuggeren.
Næste gang, vi skal på tur et sted i landet, slår vi helt sikkert Geocaching til. Det giver lige en ekstra oplevelse. Og så er det en fed kombination af det, vi normalt betragter som modsætninger: Den forbandede smarte telefon, som sluger for meget af vores tid og den utrolige natur, som rummer så mange hemmeligheder.

lørdag den 13. juli 2013

Vi har fået morgenavis

    Min morgenavis - der nu kommer om morgenen.

For første gang i mere end 13 år får vi nu en morgenavis. Og det endda i postkassen lige uden for hoveddøren.
Se, det er ren luksus. Da Stiftstidende i 1999 nedlagde Vendsyssel Tidende og begyndte at udgive Nordjyske hver morgen, fortsatte vi med at få eftermiddagsavis. Nordjyske kom nemlig ved 9- 10- tiden eller senere. Den kom i hvert fald lang tid efter, at vi var taget på arbejde, så vi så den aldrig før om eftermiddagen.

Morgenavis efter kl. 15
Leveringen har været ustabil. I perioder har vi fået den med post, og herude på landet dukker posten op på de morsomste tidspunkter. Vi har oplevet at få Nordjyske efter kl. 15.
Men efter den seneste ændring, kommer der nu en bil hver morgen ca. kl. 5.45 - også i weekenden. Der er to personer i køretøjet. Det ved vi, fordi de snakker højlydt i de 12 sekunder, det tager at gå ud af bilen, hen til postkassen og tilbage til bilen. :-)

Læser mere og er ikke tilfreds
Det er simpelthen hyggeligt at have en frisk avis til morgenkaffen. Og det giver rigtig god mening at få morgenavisen om morgenen. Vi læser helt klart mere i Nordjyske nu, end vi nogensinde har gjort.
Det pudsige ved historien er, at jeg slet ikke er tilfreds med avisens indhold. Jeg holder Nordjyske på grund af det lokale stof, og det er der næsten intet af. Dækningen af Frederikshavn er så sølle, og der står sjældent noget, som jeg ikke har læst på Kanal Frederikshavn 1-2 dage tidligere :-(

Magi i papiret
Hvorfor bliver jeg så ved med at holde den avis? Godt spørgsmål. Forklaringen er vel, at det er dejligt at sidde med en frisk trykt avis. Der er en magi i papiret, som alle vores elektroniske dimser ikke kan hamle op med. De trykte aviser har jo været meldt døde længe, men de rører på sig endnu.
I Tankegang arbejder vi mere og mere digitalt, men vi ved også, at trykt materiale fortsat har en meget stor effekt. Det bliver læst - både af unge og gamle. Når man får det ind ad døren, skal man ikke trykke på nogen knap, man skal bare kigge på det for at få noget at vide.
Det er da genialt.


mandag den 8. juli 2013

Stener Classic

Ingen håndværkere forstår, hvor dum jeg er, når det gælder teknik og værktøj. Jeg er ikke klodset, men jeg ejer simpelthen ikke evnen til at forstå, hvordan tingene hænger sammen og fungerer. Jeg har engang brugt flere timer på at pudse en smule væg op ude i stalden. Det blev ubegribeligt grimt, lavede et farligt svineri, og så ætsede det mine hænder.

Motorsvae og plæneklippere
Her får du det seneste eksempel på min hjælpeløshed - en Stener Classic.
I de første år, vi boede heroppe, havde jeg forskellige plæneklippere til vores to store græsplæner. Når den ene billige brød sammen, købte jeg en anden på tilbud.
Jeg havde haft en lignende erfaring med motorsave og endte med at købe en dyr svend, som stadig fungerer upåklageligt. Så jeg opsøgte eksperten og gik hjem med en Clipper til så vidt jeg husker 4500 kr. Det er vel 6-7 år siden, og jeg har aldrig problemer med dyret. Den skal til eftersyn til 6-700 kr. hvert forår, men æder sig stabilt igennem mine to mosplæner.

Den klipper lidt højt
Jeg har fra starten sat den på nederste trin for at klippe så tæt som muligt, og jeg har et par gange tænkt over, at den klipper lidt højt. Og ikke tænkt videre.
Her for et par uger siden var det grønne blevet temmelig højt, så jeg satte den et par hak op for at være sikker på at komme igennem. Den kørte nogle få meter og gik i stå. Jeg gav den mere gas og klarede 10 meter, før den gik i stå igen.

Hov, det var ultrakort
Til min forbløffelse så jeg, at græsset bag mig var ultrakort, og så begyndte jeg at lege med det håndtag, hvor man indstiller maskinen. Det viser sig, at den klipper højst på det nederste hul og lavest på det øverste. Det kan man mærke på maskinen, når man skifter hul.
Banalt, ikke?
Jeg kan ikke engang ærgre mig over at have brugt min glimrende plæneklipper forkert i årevis. For jeg ved, at det ikke bliver sidste gang, jeg ikke forsøger at sætte mig ind i et apparats funktioner, inden jeg tager det i brug.

Det rigtige udstyr
Nu har jeg klippet plænen ned. Det kræver nogle timers ekstraarbejde her i starten, fordi det efterlader store mængder afklip, som skal fejes sammen.
Men det har jeg det helt rigtige udstyr til, som jeg vist ikke kan betjene forkert.