tirsdag den 30. april 2013

Mester for femte gang i træk

Jeg er blevet klubmester i bridge.
Det har jeg prøvet mange gange før, så det er såmænd ikke noget særligt.
Og jeg indrømmer blankt, at Frederikshavn Bridgeklub langt fra er blandt de bedste i Danmark.

5 år i træk
Når jeg alligevel nævner det her, er det fordi min makker Michael Roar Nielsen og jeg nu har vundet klubmesterskabet fem år i træk. Det synes jeg er ret flot, især når man tænker på, at vi kun har spillet sammen i fem år. Vi har altså vundet hver gang.
1 eller 5 klubmesterskaber er langt fra det bedste resultat, jeg har opnået. Michael og jeg spiller på Svend Brassøes hold, som i forrige sæson opnåede en 7. plads i 2. division. Rent bridgemæssigt var det meget flottere end nok så mange førstepladser i vores lokale klub.
Men der er noget særligt ved at blive klubmester. Så er man jo nummer 1.

Røven af 2. division
I 2. division lå vi i den nederste halvdel og var helt anonyme. Og når jeg nu skriver det, er det svært at forklare, hvorfor det skulle være så fantastisk at ligge i den nederste halvdel af 2. division. I øvrigt er vi nu rykket ned, fordi vi blev nummer 10 ud af 12 her i vinter.
Næ, klubmester. Det er en ære. Det står på klubbens hjemmeside, og det bliver i princippet aldrig glemt. Ingen andre par har vundet 5 år i træk, men vi glemmer hurtigt, hvem der har spillet i 2. division.

Lærke vandt hele ridestævnet
Det er det fede ved turneringer. Det er altid en særlig glæde at vinde. Lærke var fem år, da hun var til sit første ridestævne, og helt uden at kende systemet, blev hun nummer to i letridning uden galop med vejleder. Det var et lykkeligt øjeblik i hele familiens liv. Lærke var stolt og glad, og vi syntes, det var fantastisk. I Lærkes egen bevidsthed havde hun vundet hele ridestævnet, selv om det altså var en andenplads i den letteste begynderklasse til et internt stævne. En blå roset er en blå roset, og den hang på hendes værelse i 15 år.

Det gælder om at være - vinder
Når børnene taber, trøster forældre dem med, at det ikke gælder om at vinde, men om at være med. Det er noget sludder. Konkurrence giver ingen mening, hvis ikke det er vigtigt at vinde.
Så jeg vil sige: Det gælder om at være med i noget, man kan vinde.


tirsdag den 23. april 2013

Dobbelt op med modvind

Så fald dog ned, vimpel.

Efter adskillige ugers skadesperiode er jeg nået til en ny fase i min frustration over ikke at kunne løbe: en snigende erkendelse af, at jeg måske har slidt mine ben op på asfalten. Måske er det simpelthen for hårdt for de knortede stængler at tage imod de mange stød fra veje og stier.

Makker med gearene
Dann haben wir andre Methoden. I et stykke tid har jeg kastet mig på cyklen. Det kræver en vis teknik, i hvert fald med min halv-racer, hvor jeg makker en hel del med gearene. Jeg har dog haft et par ture, hvor det er gået glimrende.
Til gengæld har jeg ikke én gang kørt i nogenlunde stille vejr. Det har blæst ganske kraftigt hver eneste gang, jeg har sat mig på jernhesten. Og det er bare irriterende.

12 kilometers stivvind
Modvind gør stærk, siger et mundheld, som er formuleret af én, der ikke har cyklet de 12 kilometer mellem Tversted og Mosbjerg i stiv modvind. Det er simpelthen bare surt, vejen er elendig, og der lugter af gylle.

2 gode indvendinger
Nu kan du komme med to gode indvendinger.
1. Der er lige så meget medvind som modvind. 
Ja, det er korrekt, og det er også skægt at flyve afsted med vinden i ryggen. Jeg kører dobbelt så stærkt i medvind - hvilket rent logisk betyder, at jeg kører dobbelt så lang tid i modvind. Det er surt.
2. Hvordan kan du beklage dig over modvind, når du så gerne vil have motion?
Det kan jeg fordi, det er irriterende at køre i stærk modvind. Det larmer og suser for ørerne, og du kan ikke nyde udsigten. Du bruger al din koncentration på at slide dig igennem den massive vindmur. Hvis solen ikke skinner - hvad den så lige pludselig ikke gjorde søndag eftermiddag derude ved Bindslev - så er det også koldt.

Dejigt træt
Hvis den fordømte vimpel vil være så venlig at slikke flagstangen, så er jeg absolut frisk på flere cykelture. Man kommer i sagens natur længere omkring end løbeskoene kan klare og man får udmærket motion. Jeg var i hvert fald dejligt træt, da jeg krøb til køjs med 75 kilometer i benene forleden aften.

Løberens friske modvind
Men jeg begynder ikke at investere i dopingstjerners trøjer og særlige tandhjul. For måske forsvinder den skade i det højre lår lige pludselig, og så får cyklen lov at stå, mens jeg løber en dejlig tur i den friske og herligt nedkølende modvind.

torsdag den 18. april 2013

Så er der høckey

En hastig tanke søndag aften blev til dette arrangement

Da jeg som endnu yngre journalist kom til Frederikshavn i 1986, kastede jeg mig ud i byens liv for at lære dette sted at kende.

Spændende fænomen
Så der gik ikke mange måneder, før jeg stod ude på isstadion med et krus fadøl i hånden. Det var spændende for en tilflytter at opleve fænomenet, men ellers var det uinteressant for mig. Af tre grunde.
1. Jeg har et halvdårligt syn, så jeg kunne ikke se den lille puck. Selv når Craig Chapman scorede få meter fra mig, opdagede jeg det først, da de andre publikummer brølede.
2. Der var hundekoldt i hallen. Jeg havde begge gange plads på gulvet bag det ene mål, og sådan et betongulv tæt op ad en stor isflade er ikke nem at holde varm i januar.
3. Publikum var et nummer for primitivt for mig. Racistiske og ondskabsfulde kommentarer til modstanderne var helt normale, og det brutale spil på isen kunne godt forplante sig til publikum. Begge gange, jeg var til stede, var der optræk til slagsmål henimod slutningen af kampen.

Nu skal det være
Så jeg har ikke været der siden.
Men nu skal det være. I morgen spiller White Hawks den syvende og afgørende finale mod SønderjyskE, som kan ende med, at Frederikshavn vinder DM for første gang siden år 2000.
Da det i søndags stod klart, at der skulle være finalebrag i Frederikshavn fredag, fik jeg lyst til at gøre et  eller andet for byen. Jeg kom i tanke om, at Tankegang og tre partnere havde en sum penge stående fra vores foredrag med Martin Thorborg i 2011, så jeg foreslog de andre, at vi skulle lave et arrangement med storskærm.

900 ekstra pladser
Den greb White Hawks med kyshånd, så nu er der lige 900 ekstra pladser i hal 2 ved isstadion. Her kan man for 50 kr. se kampen på storskærm. Det giver ekstra opbakning til de lokale helte, og så er der flere til festen bagefter, hvis hjemmeholdet vinder guld.
Når nu jeg selv kommer med forslaget, skal jeg også møde op, og da jeg spurgte til et par billetter blev Solle og jeg inviteret til erhvervsklubbens spisning inden kampen. Så nu skal den have hele armen.

Årets største begivenhed
Og det arrangement i morgen aften - det er ikke bare en dum ishockeykamp. Det er årets største begivenhed i Frederikshavn. Det er det, vi taler om på arbejdspladserne og med vennerne. Ishockey er byens største idrætsgren og en del af Frederikshavns identitet.
Det kan godt være, det er en smule plat. Det kan vi snakke om en anden dag. Nu er det HOCKEY TIME!

søndag den 14. april 2013

Det offentliges lukkelov

Embedsværket i Danmark er præget af en lukket kultur. Det er der historiske forklaringer på, som forskere arbejder på at udrede.
Mange journalister har mærket det i praksis. Søger man aktindsigt i en styrelse eller en kommune, bliver man mødt med fjendtlighed eller irritation. Journalisten føler sig som en skidt karl, der snager i andres forhold, og i mange tilfælde tager det uger eller måneder at få udleveret de dokumenter, man har krav på.
Myndigheden skal svare inden 10 dage. I de fleste tilfælde svarer de efter præcis 10 dage, og svaret er ofte, at det tager tid at finde materialet, så man vil høre nærmere om 14 dage.

En naturlig pligt
I USA, Sverige, Norge og andre lande er det noget helt andet. Her ser embedsmændene det som en naturlig pligt at udlevere oplysninger til journalister, organisationer, virksomheder og borgere. Kommunen og staten er jo os alle sammen.
I Norge arbejder de på at effektivisere aktindsigten ved hjælp af en slags søgemaskine, så kunderne i højere grad kan betjene sig selv.
I Danmark går vi den modsatte vej. Mere lukkethed.

28 år gammel lov
Den seneste offentlighedslov er fra 1985, og da den blev vedtaget, sagde den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), at den løbende skulle revideres, så forvaltningen blev mere og mere åben.
Der skete ikke en dyt.
Så nedsatte den næste borgerlige regering en kommission, der sad i 7 år og endelig blev enig. Der er nogle forbedringer, som blandt andet betyder, at KL og kommunale selskaber er omfattet af loven. Men der er en grum, grum tidsel - nemlig en bestemmelse om, at papirer fra én offentlig myndighed til en anden ikke er offentlige, hvis de kan indgå i ministerens behandling af sagen.

Regeringspartierne skuffer
I praksis betyder det, at en række af de afsløringer, der har været fremme de seneste år, ikke var kommet det. Det seneste eksempel er Ekstra-Bladets afsløring af, at regeringen tilbageholdt tal for effekten af akutpakken. Den blev til efter en aktindsigt, som ikke vil være mulig med den nye lov.
De nuværende regeringspartier afviste bestemmelsen, da de sad i opposition, men i efteråret indgik de en aftale med Venstre og konservative om at indføre stramningen.
Det er helt galt.

Lukkelov i det offentlige
Lukkeloven er blevet afskaffet. Men politikerne indfører med åben pande og trods højlydte protester en lukkelov i det offentlige.

Forhandl, for helvede

Siden lærerkonflikten startede har alle eksperter været enige om, at regeringen ville gribe ind til KLs fordel i løbet af et par uger.
Og så startede beskyldningerne om, at regeringen smadrede den danske model.
Det viste sig endnu engang at være en forkert vurdering af hele ekspertvældet.
Nu ser det ud som om, debatten så småt begynder at handle om konfliktens parter: KL og Danmarks Lærerforening.

Op med skjorteærmerne
Det er deres konflikt, og det er dem, der skal løse den. Se at komme i gang.
Ind til forhandlingsbordet og op med skjorteærmerne.
Det er efterhånden gået op for de fleste, hvad uenigheden går på. KL ønsker, at lærernes arbejdstid skal tilrettelægges ude på den enkelte skole. Danmarks Lærerforening ønsker at fastholde en eller anden form for central arbejdstidsaftale.

Begge må give sig
Så må man finde et kompromis. Det har både KL, lærerne og Forligsinstitutionen dygtige folk til. Lærerne har vel efterhånden affundet sig med, at arbejdstidstilrettelæggelsen kommer ud på skolerne. Så er det et spørgsmål om at blive enige om nogle fornuftige rammer for det. Rammer, som ikke er faste regler og timesatser.
Sådan en aftale kræver, at KL og Danmarks Lærerforening giver sig lidt begge to.
Det må da være bedre for begge parter end at sidde og vente i ugevis på et regeringsindgreb, som de så bagefter skælder og smælder ud over.

fredag den 5. april 2013

Musikfumpens premiere på YouTube

Mike Rosenberg har sunget gratis 16 mio. gange

Indrømmet. Jeg er en musikfump. Jeg er stort set ikke blevet opdateret, siden Shubiduas album med Vuffelivov udkom i 1977.
Jow-jow. Jeg har da iTunes, og der har jeg købt den nye version af Afrikasangen samt et album med Kim Larsen.

Den nye med John Mogensen
Jeg har da også musik på telefonen: Beatles, Hausgaard, Gasolin, John Mogensen og Björn Afzelius. Jeg hører det kun, når jeg sidder i bilen og er ved at blive træt. Så holder jeg mig vågen ved at skråle med på de gamle numre.
Men de nye danske navne, de nyere og de noget ældre - dem kniber det med. Når det gælder de udenlandske, har jeg ingen huller i uvidenheden.
Spotify har jeg ikke udforsket, for jeg har simpelthen ikke noget behov. Det samme gælder YouTube. Jeg ved, det er Verdens største musikkanal, men jeg har kun hørt 1 nummer.

Link fra Lærke :-)
Og det er Lærkes skyld. For et par uger siden sendte hun et link til den sang, som man nu hører over alt: Only know you love her, when you let her go med den britiske gruppe Passenger fra Brighton. Sangeren med den utrolige stemme hedder Mike Rosenberg og er bare 22 år.
Vi spiller den på iPadden med jævne mellemrum, og det er en rigtig ørehænger med en enkel og meget sød tekst.
Egentlig synes jeg, det er lidt forkert, at man bare spiller den gratis på YouTube, men det er sket 17.541.928 gange, så jeg behøver ikke føle mig kriminel.

Det, de unge vil ha'
Og det er da sjovt nok at være med på noderne. Jeg ved ikke, om det er det, de unge kan lide. Men Lærke er da ung, og det er min kollega Anja også. Hun har også lagt mærke til sangen.
At jeg så synes, den er så god, fordi den minder mig om musik fra 70erne - det var lige det, der skulle til for at ødelægge denne artikel.