mandag den 30. april 2018

Dennis Krystersen var redningsmand

Forleden svømmede alle medier over med historier om, at musketer-eden var brudt i fagbevægelsen. Dennis Kristensen havde på LO-forbundenes vegne indgået overenskomst med Danske Regioner for 40.000 ansatte, efter at FTFs forhandlere havde forladt Sankt Annæ Plads.
Dennis Krystersen stod der straks på skiltene, og det såkaldte brud på musketer-eden var den helt dominerende historie.

Eksperterne vidste bedre
Hovedpersonen selv fik lov at forklare sig, men alle analytikere vidste bedre. Samarbejdet mellem fagforbundene var braset sammen som et korthus, udtalte den ene ekspert efter den anden.
Det er fem dage siden, og nu vi ved, at de ikke havde ret. Musketereden holdt. I slutfasen kom der lidt forskellige resultater i stat, regioner og kommuner, men ingen løb fra de tre fælles hovedkrav.

Hindrede konflikt
Til gengæld har ingen hæftet sig ved, at Dennis Kristensen var manden, der hindrede en tåbelig storkonflikt.
Parterne var blevet enige om lønniveauet men spisepausen kunne de ikke enes om. Her gjorde Dennis Kristensen det, der skulle til for at løse op for situationen: Gav sig. Ikke gratis, men han gav sig.
Han sagde ok til, at spisepausen ikke skulle stå i overenskomsten til gengæld for at få lidt ekstra penge til de lavestlønnede og elever.
Forhandlingerne var på et stade, hvor der skulle en indrømmelse til, og den leverede den erfarne og nu forhenværende FOA-formand.

Bondo-kommissionen
Derfra var det kun et spørgsmål om tid, før de øvrige aftaler kom i hus. Den største spænding knyttede sig til det kommunale område, men her gav Anders Bondo Christensen en overraskende indrømmelse, som løste situationen op. Jeg håber for ham og lærerne og folkeskolen, at der kommer et reelt udbytte af den kommission, som blev kompromiset.
Vi kan ikke vide, hvad der var sket, hvis Dennis Kristensen ikke var gået forrest. Måske havde Anders Bondo gjort det. Det er ren teori nu.

Blabla
Men allerede i torsdags burde eksperterne have set, at Dennis Kristensen havde løst op for den knude, hele befolkningen ventede på. Det gjorde de ikke. De insisterede på at tale om en musketered. Og blabla.
Til eksperterne hører også de journalister, som har tilbragt hundredevis af timer foran Forligsinstitutionen. De bestemmer ikke, hvad folk skal sige. Men når alle spørger om det samme og alle jager den samme vinkel, kommer der et ofte godt resultat ud af at stille et helt andet spørgsmål. For eksempel: Er det her vendepunktet for forhandlingerne?
Det var for resten det, langt de fleste mediebrugere var interesserede i at vide. 

mandag den 9. april 2018

Den umulige udligning

Her kommer lidt nørderi fra den kommunale verden. Det er også din, for du bor jo i en kommune, og kommunerne bruger størstedelen af de penge, vi betaler i skat.
Det handler om udligning. Det er nemt nok at forstå, når FCK fører 2-1 og Brøndby scorer. Så er der udlignet.
Men når det handler om kommuner er det mere kompliceret.

De rige og de fattige
Udligningen har snart 50 års jubilæum, og hele idéen er, at vi borgere kan få nogenlunde samme service, uanset hvor vi bor. Der skal ikke være højt belagt smørrebrød på plejehjemmene i Gentofte og skraldemad til de gamle på Læsø.
Så de rige skal betale til de fattige.
Det skal gøres retfærdigt. Det er ikke nok, at nogen er rige og andre er fattige. Nogle kommuner har flere ældre end andre. Nogle har flere syge. Nogle har flere børn. Nogle har flere på kontanthjælp. Nogle har flere flygtninge. Og så videre.

Computeren har overblikket
Listen er kæmpelang. Den er faktisk så lang og indviklet, at næsten ingen forstår, hvordan systemet hænger sammen. Men Indenrigsministeriets folk taster en masse tal ind, og så regner computeren ud, hvor meget de rige skal betale til de fattige.
Og dog.
For der er en særlig udligning i hovedstaden, som groft sagt går ud på, at kommuner med mange arbejdspladser får tilskud fra de kommuner, hvor det arbejdende folk bor. Det skæpper godt i kassen i Københavns Kommune.
Og så er der lige en tredje spiller. Staten giver et tilskud til kommuner med høje udgifter og lave indtægter. Dem er der 57 af.

Veluddannede til de store byer
Systemet er ikke retfærdigt. Det tager ikke rigtigt højde for, at mange unge og veluddannede søger ind mod de store byer. Det betyder, at en række kommuner langt fra de store byer bliver hårdt ramt. I hovedstaden er det også skævt. Københavns Kommune vælter sig i penge - og kan ikke komme til at bruge dem, fordi kommunerne ikke må øge deres budgetter. Samtidig har nogle omegnskommuner meget svært ved at få pengene til at slå til.

Kæk minister
Så systemet skal laves om. Da Simon Emil Ammitzbøl blev indenrigsminister udtalte han kækt, at han ville lave en reform af udligningen i starten af 2018. Vi fik senere at vide, at han ville have et udspil klar i marts.
Det er ikke kommet, men der er landet en rapport fra et ekspertudvalg med fem modeller for fremtidig udligning. De er allesammen blevet fejet fnysende af bordet af de kommuner, som mister penge.

En umulig mission
Ammitzbøl er ikke den første minister, der har lovet at gøre tingene bedre. Og som de selvsikre forgængere, der har påtaget sig samme opgave, må han erkende, at det er en umulig mission. Nu har regeringen hvisket ud, at der kommer en mindre ændring af systemet - ikke en reform.

Partifæller på borgmesterkontoret
Opgaven er umulig, fordi ingen vil af med penge. Det er ikke håndører, kommunerne udveksler. I 2017 var det 15,5 mia. kr. Og en reform kan betyde mindre indtægter på 100 - 200 mio. kr. for nogle af de kommuner, der er i farezonen. Det går ingen borgmester og intet byråd med til. Og det er svært for et hvilket som helst parti på Christiansborg at argumentere for. De har jo partifæller på borgmesterkontoret og i byrådet, som skal til at forklare nye store nedskæringer med den begrundelse, at nogle kommuner langt væk skal have flere penge.

Problemer, der ikke kan løses
Kommunerne har intet imod forandringer og nye måder at gøre tingene på. Det klarer de i fællesskab med KL som bindeled. Men når det handler om fordelingen af milliarder mellem kommunerne, er det alles kamp mod alle, og det fører sjældent til noget godt.
Som jeg tidligere har skrevet: Der er problemer, som ikke kan løses. Kommunal udligning er et af dem.