mandag den 30. september 2019

Greta og mig og to milliarder andre

I flere år har Greta Thunberg været det levende symbol for en verdensomspændende bevægelse af unge mennesker, der forsøger at råbe os gamle op om at klimaet er på vej i total ubalance. Men i sidste uge gik det galt. Den 16-årige svenske skoleelev holdt en følelsesladet og meget vred tale til statsledere fra hele verden.

Tak, Greta Thunberg
Øjeblikket efter handlede debatten ikke længere om klima men om Greta Thunberg og hendes facon.
Jeg melder mig ikke i det kor, der taler ned til eller kritiserer den modige svenske skoleelev. Jeg synes, hun har gjort en enestående indsats, så mange tak for det.
Men som kommunikationsmand er jeg ikke enig i Thunbergs strategi og metoder. Jeg bryder mig ikke om, at vi kritiserer hinanden sønder og sammen. Og jeg tror ikke på, at der er enkle løsninger på klimaproblemet.

Skru på alle håndtag
At vi allesammen holder op med at spise kød, holder op med at flyve og holder op med at købe nyt tøj og nye forbrugsvarer er en utopi. Lige som dengang, John Lennon ville stoppe al krig ved at soldaterne gik hjem.
Klimaproblemerne skal løses på anden vis. Vi skal skrue på alle håndtag: teknologi, elektrificering, digitalisering, forbrug, afgifter, forbud og nye vaner. Arbejdet er i fuld gang, og min oplevelse er, at politikere på alle niveauer i det meste af verden tager ansvaret på sig. Det samme gør virksomheder og forbrugere, i mange tilfælde mere ambitiøst end politikerne.
Samarbejde på tværs af sektorer er helt nødvendigt for at nå i mål. Og samarbejde kræver tillid mellem parterne, som man kun opnår ved at tale sammen, tale ordentligt med hinanden og lytte. Det er banalt, men det er en vigtig del af enhver beslutningsproces.

10.000 millioner idéer
Bare i lille Danmark er der tusindvis af store og små eksempler på smarte løsninger, hvor forskellige parter arbejder sammen om at udnytte vores energi bedre. De pibler frem hver eneste dag. Det kan være overskudsvarme, som bliver udnyttet i fjernvarmen. Det kan være elektronisk styring af pumper, som sparer tusindvis af kilowattimer, eller det kan være Google, der vil rense ud i sine datamængder, så deres centre bruger markant mindre strøm.
Vi har ikke brug for 1000 nye idéer. Vi har brug for 10.000 millioner idéer, som bliver til virkelighed. De idéer kommer frem, hvis vi opmuntrer til dem, så gode kræfter sætter sig sammen for at udvikle dem. De sammenkomster skal ikke starte med skideballer og skænderier om skyld, ansvar og skam. Så kommer vi ingen vegne.
Derfor går jeg ikke ind for Greta Thunbergs retorik.

Problemer + løsninger
Jeg er stor tilhænger af konstruktiv journalistik, hvor medierne søger at finde løsninger på de problemer, de beskriver.
På samme måde er jeg tilhænger af konstruktiv klimakommunikation.
I morgen giver jeg igen et lille bidrag ved at deltage i en klimakonference i Sønderborg. Jeg får sikkert ikke århundredets revolutionerende idé ved den lejlighed, men jeg hjælper med at formidle de store tanker fra kloge mennesker videre.

Greta og mig
Jeg har ikke nær så store gennemslagskraft som Greta Thunberg. Men hvis 2 milliarder mennesker her på kloden hver for sig gør det, vi kan for klimaet - så skal det nok gå.

mandag den 16. september 2019

Mit allerkæreste arrangement



Alt mit arbejde er sjovt. Jeg glæder mig altid, når jeg skal ud til et arrangement, som jeg står for. Nogle gange er jeg selvfølgelig spændt, og måske nervøs for, hvordan det skal gå. Men det er altid sjovt at være med.

Jeg snakker, de arbejder
Det allerkæreste arrangement, jeg er involveret i, er Hele Verden i Frederikshavn Kommune, som vi i lørdags holdt for femte gang. Jeg var med til at starte det i 2015, og de har ikke kunnet slippe af med mig siden. Min opgave er at være konferencier på dagen og ordstyrer til de planlægningsmøder, vi holder med brugerne i løbet af året. Anders og Bajro fra Frederikshavn Kommune ordner alt det praktiske. Fin arbejdsdeling :-)
Hele Verden er en kulturdag, hvor folk fra alverdens lande har en lille bod. Her serverer de smagsprøver på deres lands retter og fortæller om landet. De er som regel klædt i farverigt tøj fra deres hjemland.

Temmelig udansk
Fra scenen er der dans og musik, også med herboende folk fra hele verden. Og det ender som regel med fællesdans rundt i lokalet, hvor selv de blegeste danskere får et smil på læben.
Jeg går rundt og smiler hele eftermiddagen, for der er sådan en hyggelig og venskabelig stemning. Arrangementet er temmelig udansk, for der er lidt kaos, og vi følger ikke helt programmet. I år var der for eksempel fire piger fra en af byens skoler, der to gange fik sig klemt ind og fik lov at optræde med en sang.

Udlændinge er værdsat
Mest af alt glæder jeg mig over, at vi med vores kulturdag er med til at fremme integrationen i Frederikshavn Kommune. Dagen her er vores udenlandske medborgeres festdag. Her kommer de i fokus. Her er de noget særligt. Og der kommer mange hundrede lokale og hygger sig, spiser fremmed mad og lytter til musik fra Mellemøsten, Sydamerika og Sydøstasien.
Jeg er sikker på, at udlændingene i Frederikshavn Kommune føler sig værdsat, fordi kommunen og lokale virksomheder bakker op om sådan et arrangement. Og fordi danskerne deltager og har en dejlig dag sammen med de folk, vi ellers ikke er så meget sammen med i hverdagen.
Det er helt befriende, at vi kan være sammen en hel eftermiddag uden at tale om burkaer, muslimer, terror og øde øer. Og det er skønt at se thailændere, burmesere, russere, strandbynitter og kurdere hånd i hånd.

onsdag den 11. september 2019

Korkproppen refleksion

På et møde i dag om borgerinddragelse brugte en kløgtig deltager flere gange ordet refleksion.
Jeg skrev det ned som et nøgleord i den proces, mødet handlede om, og da jeg cyklede derfra, kunne jeg ikke få ordet ud af hovedet igen.
For mig er det et korkprop-ord. Det dukker op til overfladen med jævne mellemrum. Det kan ikke druknes.

Lederkursus på Ankerhus
Første gang, jeg fik det præsenteret som et vigtigt begreb, var på et lederkursus hos Ankerhus. Jeg havde mødt ordet før, men havde ikke tænkt nærmere over det (haha).
Den dag gik det i maven på mig. Jeg kan endnu huske, hvor vi sad - i et halvkoldt kælderlokale et sted på Djursland. Og jeg kan huske, at jeg måtte koncentrere mig meget for at følge med, fordi halvdelen af deltagerne var nordmænd.
Så fik vi pludselig at vide, at et af de vigtigste redskaber for en leder er refleksion. At stoppe op og tænke sig om. Ikke nødvendigvis for at lave sin beslutninger om, men for at trykprøve dem. Og for at gøre dem mere robuste. Når du har tænkt en sag igennem og diskuteret den kritisk med dig selv eller andre, står den mere klart for dig, du kan bedre forklare den til andre, og du kan gennemføre din beslutning med større overbevisning.

Det kræver bare
Det kræver bare, at du stopper op og tænker dig om.
Det var helt nyt for mig. Jeg har altid været hurtig i vendingen med en god mavefornemmelse  uden hang til fortrydelse. Jeg er altid klar til at begå nye fejl. Hellere det end ikke at lave noget. Jeg kunne snildt tilslutte mig det ældgamle motto, som redaktøren for Kjerteminde Avis har fået æren for: "Det skal ikke være kunst. Det skal være færdigt."
Så kom der en konsulent og fortalte mig, at jeg skulle reflektere. Det var provokerende, men også meget meningsfuldt. Jeg indså straks, at jeg kunne have undgået en del fejl, konflikter og nederlag, hvis jeg undervejs havde stoppet op og udsat mine geniale indfald for samme kritiske sans, som jeg mestrede over for andres.
Og da vi kom til at arbejde med det, gik det op for mig, at det ikke handler om kritik. Og langt mindre om at få ret. Det handler om at gøre egne eller fælles beslutninger bedre.

Pyha, det handler om kommunikation
Det handler forbløffende tit om kommunikation. Pyha, så er jeg med. Igen griber jeg ned i sloganposen: "Kan det ikke forklares, kan det ikke forsvares".
Refleksion er i bund og grund at forklare noget. Jo bedre, du kan forklare en beslutning, jo bedre er den. Ofte er forklaringen bedre end beslutningen, og så er det beslutningen, der skal ændres.

Refleksion som mavefornemmelse?
Jeg er stadig hurtig. Jeg er stadig glad for at løbe en risiko, og jeg går stadig efter mavefornemmelsen. Men jeg bilder mig ind, at en del af min mavefornemmelse er, at stoppe og trække vejret og mærke efter, om verden nu også er så sort/hvid, som jeg lige var ved at gøre den til.
Der skal være tid til refleksion. For mit vedkommende er det ofte på en løbe, gå- eller cykeltur. Og det pudsige er, at det kommer helt af sig selv. Tankerne melder sig et stykke ude på ruten, uanset om jeg er alene eller går med en makker.
Det er lige som korkproppen. Den dukker bare op.

mandag den 2. september 2019

Ja tak til moderne topstyring

Partiets formand eller formandens parti?
Det var en af de afgørende grunde til Lars Løkkes fald. Venstre var blevet for meget et soloprojekt for formanden.

Topstyring er der brug for
Det må man ikke forveksle med det udskældte ord topstyring. For topstyring er der brug for i et stort parti, en stor virksomhed eller en stor organisation.
Medlemmer eller ansatte skal kunne regne med, at ledelsen træffer beslutninger, både de sjove, de svære og de modige. Og det nytter ikke noget, at der skal indkaldes et forretningsudvalg, som skal have mandat fra 100 underliggende bestyrelser, når det er nødvendigt eller muligt at træffe en vigtig afgørelse. Ledelsen skal have manøvrerum og tillid fra medlemmerne.

Rådgivere og rygklappere er ikke nok
Løkkes problem var, at han alene var ledelsen. Det går ikke i år 2019. Det er for sårbart, og selv om han er skarp og smidig, skal han have nogen at diskutere med, udvikle løsninger sammen med og at dele ansvaret med. Nogen er ikke personlige rådgivere og rygklappere. Det er andre med ansvar.
Sådan er det i Novo, i Danske Bank, i Mærsk og i DI, Landbrug og Fødevarer og i Danmarks Naturfredningsforening for lige at tage nogle kendte eksempler. Alle har en leder, som har ansvar for at træffe de nødvendige beslutninger, men ingen træffer dem i enrum. Topledelse er teamwork.

Bak hinanden op
Samarbejde er at bakke hinanden op, og netop her ligger forklaringen på Venstres krise.
Dansk Folkeparti bliver tit fremhævet som ekstremt topstyret. Men det er jo ikke formanden, der bestemmer alt. Der har alle dage været et trekløver, som styrede butikken, sikkert suppleret med en eller flere folk i kulissen, som vi sjældent ser.

Ny politik med Mette F.
Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen gennemførte et dramatisk kursskifte, da hun kom til efter valget i 2015. Langt mere kontroversielt end Lars Løkkes forslag om en SV-regering. Nemlig at tilslutte sig den hårde udlændingepolitik. Det var ikke medlemmernes kop te, og det kunne ikke have båret igennem ved en urafstemning. Men det var Mette Frederiksens betingelse for at blive formand, og hun havde hele vejen igennem opbakning i partiets ledelse, så det blev gennemført og var formentlig hovedårsagen til det seneste valgresultat.

Vi, Peter
Mit indtryk er, at Mette Frederiksen styrer partiet ret stramt. Men også, at hun gør det sammen med den øvrige ledelse. Hun taler mere om vi end om jeg, hvilket minder mig om de konservatives enlige medlem i Frederikshavn Byråd, Peter E. Nielsen. Når han tager ordet, indleder han næsten altid med ordene "Vi konservative mener..."