Fornuftig løbetosse

 I mere end halvandet år har jeg nu ladet fornuften styre min træning.

Alt, alt for sent gik det op for mig, at mine ben ikke kunne holde til den ret hårde løbetræning, jeg har nydt siden 1982. Efter 8-9 år med konstante skadesperioder skruede jeg endelig ned for ambitionsniveauet, og her i 20erne har jeg knap nok løbet en tur over 10 kilometer.

Det går efter planen
5-7 kilometer bliver det til to-tre gange om ugen. Dertil en meget lang gåtur hver lørdag morgen plus en masse korte gåture med hunden og en cykeltur i ny og næ.

Det går fuldstændig efter planen. Ingen skader og dermed ingen pauser på to, tre, fire eller mange uger, som jeg tidligere har været plaget af. Jeg kan stadig tage løbetøj med, når jeg overnatter et mystisk sted i landet og udforske nye lokaliteter med pulsen i vejret. Det er en kæmpe fornøjelse. Det er løbeglæde.

Ur og telefon holder styr på skridt og energiforbrug, og det går rigtig godt. Jeg er markant over niveauet for tre-fire år siden, så rent logisk må jeg være i udmærket form. 

Godt - men jeg er ikke tilfreds
Alt ville således være godt, hvis mennesket kun var styret af fornuft. Men sådan er det ikke for mit vedkommende. Jeg er ikke tilfreds med mit løberi. Jeg synes, jeg burde kunne løbe mindst 10 kilometer hver gang i et fornuftigt tempo. Men det går ikke. Jeg skal sætte farten ned for at holde til det i 10 kilometer og gerne gå op ad et par bakker. 

Og selv om jeg er ved at have fattet, at jeg ikke er 42 år, kan jeg ikke acceptere at lunte afsted med under 12 kilometer i timen. Så jeg tager mine 7 kilometer i pænt tempo og aftaler med mig selv, at jeg snupper en 10er næste gang. Der kommer jeg så igen ind i en god rytme og må korte turen ned, fordi jeg løb for hurtigt.

Tiden er dag ligegyldig
Fornuften siger mig, at ingen andre aner eller interesserer sig for, om jeg løber en kilometer på 4:50 eller 5:20. Så jeg kan da bare løbe langsomt og så tage de 10 eller 12 kilometer.

Det bliver spændende at se, om fornuften også vinder denne mentale kamp imod løbetossen.

Løbetossens nytårsønske

 

I 10 år har jeg med jævne mellemrum været plaget af skader, som i perioder på 3-8 uger ad gangen har gjort det umuligt for mig at løbetræne. Men i 2020 har jeg ikke haft en eneste skade.

Hemmeligheden er en særlig disciplin, som er meget vanskelig for løbetosser: Ikke at træne for hårdt.  

Mens andres nytårsforsæt er at træne så meget som muligt var mit løfte til mig selv for et år siden ikke at give den for meget gas. Jeg var så vant til at træne mig op igen efter en pause, og når jeg var ved at føle mig i form igen, steg ambitionsniveauet. Så tog jeg lige en tur på 12, og senere en på 15 kilometer, og bang: Så kom der en ny skade. I låret, i læggen eller i knæet i højre eller venstre ben.

Gåture og en rød racer
Så jeg lovede mig selv at gå meget langsomt og tålmodigt frem samt at erstatte den ugentlige lange løbetur med en lang gåtur. 

Til overflod anskaffede jeg mig en flot, rød racer. Ikke fordi, jeg havde lyst til at cykle, men fordi jeg var så vant til løbeskader, at jeg ville have et alternativ til at ligge stille.

Cyklen hænger nede i kælderen og samler støv. Og det er jeg rigtig glad for. Det er fint nok at cykle, men for mig kan det ikke måle sig med en god løbetur. 

10 kilometer er fint nok
Mit nytårsønske er derfor, at jeg fortsat kan holde mig på måtten. At jeg fortsat vil stille mig tilfreds med løbeture på højst 10 kilometer, at jeg fortsat vil gå de lange ture, og at jeg vil supplere lidt med cykelture. Lykkes det, kan jeg måske holde mig skadesfri i hele det nye år, så jeg til enhver tid kan løbe en frisk og opkvikkende tur. For mig er intet mere surt end en flot forårsdag, hvor folk løber rundt i den spirende skov, mens jeg humper på de gamle stænger og ikke kan få lov at løbe.

Selv om jeg har forbudt mig selv at løbe lange ture, kan jeg se tilbage på et særdeles aktivt år. Sundhedsappen afslører, at jeg har forbrændt næsten 20% flere kalorier ved motion i 2020 i forhold til 2019, som ellers var mit bedste år i nyere tid.

Sund fornuft, men...
Det er gode og stærke argumenter for at fortsætte den nye stil. Det er sund fornuft.

Men det er forbandet ærgerligt, at jeg ikke kan løbe en halv maraton i et fornuftigt tempo. Der er masser af folk, som er 5, 10 og 15 år ældre end mig, som kan det. Men der er vist også en del, som har stillet løbeskoene for længst, fordi bentøjet ikke kan blive ved at klare de mange stød.

I sne og slud skal tossen ud

 Man behøver ikke at være tosset for at 

løbe en tur i snestorm. Men det hjælper.

Det ligger altid i baghovedet på mig: Hvornår kan jeg komme ud at løbe i denne uge? Jeg skal finde tre tidspunkter, hvor det passer ind, og det er ikke altid let.
I denne uge har jeg et stramt program, så for at nå de tre løbeture, skulle jeg afsted i dag. Det var ved 16.30 tiden, hvor mørket begyndte at falde på. Det stormede, og der faldt sne. Det var hundekoldt, og der var ild i brændeovnen.

Øjenlågs-studier
Der var kort sagt alle mulige gode undskyldninger for at hoppe fra og sætte sig i sofaen og studere øjenlåg.
Det overvejede jeg overhovedet ikke. Jeg tænkte mest på ruten. Det kan være direkte ubehageligt at løbe i meget hård modvind, så jeg ville gerne ned i skoven. På grund af det fremskredne tidspunkt endte det med en lidt kort tur, for når det bliver mørkt, er det farligt at løbe i skoven på denne årstid.

Dårligt vejr = dejlig tur
Det blev selvfølgelig en vidunderlig tur, og det var overhovedet ikke koldt. Sådan er det hver gang, vejret er hårdt - så bliver løbeturen en fed oplevelse.
Måske er det fordi, jeg slapper mere af og ikke presser mig selv til at løbe langt eller hurtigt. Det kan jo være lige meget i sådan et vejr. Det vigtigste er at komme afsted og at have det rart.

Falsk varebetegnelse
Derfor kalder jeg stadig mig selv for løbetosse, selv om det nærmer sig falsk varebetegnelse. Jeg er efterhånden skadet 2-3 måneder hvert år, og når jeg kommer i gang igen, når jeg i form til at løbe en halv maraton. Der er jeg ikke endnu.
Lige nu løber jeg 7-10 kilometer tre gange om ugen. 13-15 i weekenden, hvis vejret tillader det. Det er ikke meget. Det er ikke fanatisk, og det er slet ikke spor tosset.

Lidt skørt
Jeg indrømmer gerne, at det er lidt skørt at begive sig ud i en snestorm bare for at opfylde et mål om at løbe tre gange om ugen.
Men jeg havde en dejlig tur.

Konfliktorienteret løbetosse

Til morgenbordet fortalte jeg begejstret om konstruktiv journalistik. Her går det ikke ud på at lede efter en konflikt men på at fremhæve det positive i en historie og  at pege på løsninger.

Dårlig nyhed = god historie
Får en journalist en statistik over mordraten i alle amerikanske byer, vil automatreaktionen være at lave en historie om den by, hvor der sker flest mord. Og at lede efter nogen, der har ansvaret.
En konstruktiv journalist vil finde den mest fredelige by og høre, hvad der mon er sket der, siden der sker så få drab.

Skrækkeligt langsom
Det problemorienterede ligger i uddannelsen - men måske også i den menneskelige natur. Det kom jeg til at tænke på, da jeg kom hjem fra en løbetur i dag.
Den var kort, synes jeg. Jeg løb pinligt langsomt. Og jeg var stærkt forpustet den sidste kilometer. Kun af ren stædighed stoppede jeg ikke.
Jeg var skuffet over min egen dårlige form og tænkte, at jeg aldrig nogensinde kommer til at løbe i et ordentligt tempo igen.
Lyder det ikke skrækkeligt?

Manden med de onde hænder
Havde jeg i stedet været en konstruktiv løbetosse, ville jeg have jublet. For jeg er lige begyndt at træne op igen efter over to måneders pause. Jeg har (haft?) en skade i højre baglår, som fysioterapeuten har behandlet 5 gange. Jeg ved ikke, om skaden er væk, så jeg har lovet manden med de onde hænder, at jeg løber forsigtigt og ikke forcerer noget. Så må det vise sig, om jeg mærker noget i benet.

Løbeglæde
I dag mærkede jeg ingenting på en tur på 6,5 kilometer. Det er da bare fantastisk :-) Jo, jeg mærkede den friske luft, den kære skov og den berusende følelse af at bruge kroppen. Og jeg mærkede i den grad mit åndedræt, da den stejle stigning dukkede op. Jeg mærkede trætheden komme snigende og havde den indre kamp med mig selv om ikke at stoppe op og få vejret. Kort sagt: Løbeglæden.
Det er en rigtig god historie.
Den er egentlig bedre end den om mit langsomme tempo.
Men det var alligevel noget værre møg :-(

Løb, hygge og krampe

Jeg stiller sjældent op til motionsløb, men nu er Coast2Coast blevet en kær tradition i familien. Løbet mellem Skallerup Klit og Palmestranden på årets korteste nat er en fed oplevelse, og vi glæder os til næste fredag.

Halvmaraton i aftes
Sidste år følte jeg mig ikke i ordentlig form, men det gik uden problemer. I år har jeg endnu ikke været skadet, så det skal såmænd nok gå igen. Men man vil jo gerne forberede sig, så i aftes var jeg til en slags fortræning. Jeg løb en halvmaraton i et løb, som Frederikshavn Kommune har taget initiativ til. Projektet hedder Landsbydrømme og idéen er 8 løb, som fører deltagerne igennem alle (større) landsbyer i kommunen.
I aftes var det fra Kvissel, via Ravnshøj og Aasted til Gærum. Det var et rigtig hyggeligt arrangement. Fra Kvissel startede 2 hold mountainbikere og 1 hold cyklister samt os halvmaratonister. En 10 kilometer rute udgik fra Skærum og så mødtes vi alle foran Brugsen i Gærum på nogenlunde samme tid.

Skønne bakker
Min intention var at løbe stille og roligt uden at skele (ret meget) til uret. Det gik også fint, indtil der kom nogle fristende seje bakker i den stride modvind. Det er lige mig, og jeg nød at cruise forbi folk, der er knap så vant til kuperet terræn.
Efter 8 kilometer mærkede jeg et lille svirp i min svage venstre lægmuskel, og så var jeg på vagt. Det hjalp ikke. Den første krampetrækning meldte sig omkring de 12 kilometer, og så var der pludselig langt til Gærum.

3-500 meter mellem anfaldene
Jeg forsøgte at løbe forsigtigt og en overgang bildte jeg mig selv ind, at jeg kunne løbe igennem med højre ben og spare det venstre. Krampetrækningerne kom efter hver 3 - 500 meter. Så satte jeg farten ned, gik 7 skridt til smerten var væk og løb videre.
To gange overhalede jeg trætte folk op ad en bakke i fin stil for øjeblikket efter at spjætte med venstre ben og slå over i gang. Det har muligvis set komisk ud, og det var ikke sjovt. Måske burde jeg være stoppet for at undgå en varig skade, men det er ikke til midt under et løb.

Satte farten op
Jeg havde masser af kræfter og følte mig alt for frisk. Åndedrættet var slet ikke belastet, så det var topfrustrerende at løbe langsomt i den kraftige medvind.
De sidste par kilometer tog jeg chancen og satte farten op. Der kom ikke færre krampetrækninger, og der kom heldigvis intet anfald, da jeg løb over måltæppet.
Tiden var jeg mildest talt ikke tilfreds med, men så kunne jeg undskylde mig med, at det var et hyggeløb med en rigtig dejlig stemning. Ingen andre end jeg selv syntes, at min tid var elendig, og da vi en time senere sad hjemme med tærte og rødvin og talte om aftenens fælles oplevelse, var den dårlige tid ikke noget emne.

Næste gang er jeg klogere
Heldigvis er der ikke noget tidspres ved Coast2Coast. Og der SKAL jeg løbe langsomt for at undgå en skade i den dumme lægmuskel. Det synes jeg nu og hele vejen frem til løbet. Så er der lige nogle timer, hvor en anden logik hersker og efter løbet går jeg igen ind for hygge.

Jeg har hørt en ulv

 Smuk bro og måneskin over Karlsgårde Sø

Det var en mørk og stormfuld aften i det barske Vestjylland. Den enlige konsulent ankom til et afsides liggende sovested og skulle lade op til næste dags vigtige arrangement. DR viste Bedrag, men det var for uhyggeligt at se alene, så vores hovedperson ledte efter en løbetur på GoogleMaps.

Ujævn sti med brændenælder
Skæbnen var ham venligt stemt - troede han. For lige i nærheden lå en større sø, og et par stier førte hen til en natursti, som omkransede søen.
Den løbetossede konsulent trak i de sorte tights, tog telefonen i jakken, klikkede start på uret og begav sig ud i mørket. Den første sti dukkede op som planlagt, og den næste kom lige så smertefrit. Den viste sig at være ujævn, og der stak grene og brændenælder ind over. Telefonen måtte frem, og dens lille lampe blev tændt.

Fra mørkt til kulsort
Vor antihelt kunne se et par meter foran sig, og stoppede jævnligt op for at orientere sig om rutens forløb. Det var umuligt at se fem meter frem. Det var ikke længere mørkt - det var nu kulsort. Og så kom lydene. Bedst, som han fandt ind i en slags rytme, lettede en fasan fra et buskads, og frigav en halv liter adrenalin.
Så kom stedet, hvor naturstien burde være, og alle trængsler skulle få en ende. Han løb lidt frem og tilbage, og fandt afmærkningen. På det første stykke bestod stien af et 30 centimeter bredt spor, og der var træer på begge sider. Mørket var nu skalaen over det kulsorte.

Puslen i skovbunden
Sengen var et par kilometer væk, og der var ikke elektrisk lys eller anden tegn på civilisation at se nogen steder. Der var simpelthen intet at se, andet end den lillebitte lysstråle fra telefonen.
Rækkerne af træer blev tættere. Den sorte sø var hele tiden på højre hånd, men den var sjældent synlig.
Ikke én men mange gange puslede det i skovbunden. Der lød skridt og trampen, og der lugtede flere steder af dyr.
Et sødt rådyr, tænkte konsulenten. Første gang. Senere blev tankerne mørke som omgivelserne. Det næste dyr kunne være en ræv eller en grævling, og kunne de ikke opfatte den pludselige bevægelse i skoven som en fjende?

Var det en ulv?
Godt, at telefonen også har den behagelige sidefunktion, at man kan ringe 112 på den, tænkte den langsomt løbende adrenalinforbruger. Så lød en skramlen fra det allermørkeste sted. Det var tæt på. Meget tæt, og en grufuld tanke tog bolig mellem de strittende ører: Var det en ulv? Er det ikke netop på denne egn, der er set spor af det hurtige dyr med de sylespidse hugtænder? Og er det ikke lige netop, når man forstyrrer dem ude midt i ingenting, at de er mest farlige?
Løbetossen turde ikke stoppe, men fortsatte i jævnt, langsomt tempo uden at se sig tilbage. Han kunne jo heller ingenting se.

Mange, lange minutter
Sådan fortsætte det i mange, lange minutter. Flere gange måtte konsulenten stoppe og orientere sig, og hver gang var det som om, der kom en lyd inde fra mørket. Så dukkede en bro op, som kortet også viste, og efter at have løbet galt et par gange åbenbarede der sig en stor, flot hængebro over det klare, sorte vand. Skyerne havde forladt trekvartmånen, der lå som en lysende prik i det sorte vand, og synet var storslået. Intet mindre. Her var i hvert fald ingen ulve.
Resten af turen gik glat. Via en hugning fandt den nu frygtløse løber tilbage til forbindelsesstien, hvorfra han kunne se lyset over sin sengelampe.

Lykkerus på asfalten
I ren lykkesrus slog han en omvej ud på en asfaltvej og løb i sikker stil den nærmeste landsby og tilbage igen i et mere vant tempo. Nattesøvnen blev helt uden mareridt, og næste dags arrangement kunne starte med en drabelig historie. Og her kunne de stedkendte deltagere bekræfte, at der er observeret ulve på egnen.
Så det kan i hvert fald ikke modbevises, at jeg har hørt en ulv.

Den ligegyldige gadget-test

 Her er dagens tur på Apple Watch (tv) og Endomondo

I den seneste tid har en grum mistanke gnavet i mig: At mit Apple Watch var lidt for flinkt, når det målte tid og længde på mine løbeture.
Jeg har en tur på omkring 10 kilometer, som uret måler til 10,8, og jeg syntes også, at mine gennemsnitstider var lidt for nydelige.

Dobbelt måling
Så i dag besluttede jeg mig for at gennemføre en gadget-test. Den var uhyre enkel. Jeg løb en tur hjem fra arbejde, som ifølge Apple Watch var knap 12 kilometer. Jeg slog Endomondo til på telefonen og startede en løbetur på uret. Og så løb jeg bare.
Det var en skøn tur. Regnen var holdt op, blæsten løjede af, og solen tittede frem. Det var køligt og friskt, og det var dejligt sejt op ad den stejle Flade Kirkevej.
Jeg kiggede hverken på ur eller telefon undervejs, så jeg anede ikke, hvordan testen spændte af.

Æbleuret stod af
Jeg svedte ret meget, og det bryder æbleuret sig ikke om. Så det stod af ved 11,670 kilometer. Jeg kan se på tiden, at det var lige da jeg kom ind på gårdspladsen. Endomondo viste 11,890 kilometer, så jeg løb lige lidt frem og tilbage for at nå op på de 12 kilometer.
Resultatet var altså lige omvendt end mine forventninger. Turen var et par hundrede meter længere på Endomondo end på Apple Watch.
Men forskellen er meget lille, og ingen af apparaterne er formentlig præcise. Hvis jeg løber den samme tur en anden dag vil både Apple Watch og Endomondo sikkert måle distancen lidt anderledes op.

Gps og skridt
Som jeg har forstået det, bruger Endomondo telefonens gps til at måle afstand med, mens Apple Watch beregner ud fra mine skridt. Jeg er ret imponeret over, at de kan nå nogenlunde samme resultat.
Og jeg er tilfreds med, at Apple Watch viser en nogenlunde rigtig distance. For jeg vil helst løbe uden telefonen, og det er nemt og sjovt at følge med på aktivitets-appen, der hører med det overflødige ur.
Men det allerbedste var, at jeg tænkte over ingenting under hele turen.

Løbetossens svage ben og dumme hoved

Min seneste diagnose

Efter en skade og en operation i starten af året har det knebet med mit løberi. Jeg er nok kommet afsted tre dage om ugen, men det har været både kortere og langsommere end tidligere.
Pyt med det, sagde jeg til mig selv. Som ikke lod sig overbevise.

Stejle bakker i Vandværksskoven
Her i sommerferien har den fået en tand ekstra, og de mange ture op og ned ad de stejle bakker i Vandværksskoven ser nu ud til at give bonus.
I dag løb jeg årets første halvmaraton på en kuperet rute i en fin tid. 1:38:56 for de første 21,071 kilometer. I en konkurrence på en fladere rute vil jeg formentlig kunne komme under 1:35, og det er super af en ung mand på min alder.

Sæson for skader
Nu kommer problemet. Mit hoved og mine ben har ikke samme ambitionsniveau. Jeg var øm i venstre læg og højre lår allerede efter 12 kilometer, men det har kyllingehjernen glemt få sekunder efter, at jeg er holdt op med at løbe.
Det skøre hoved vil træne mere og hårdere. Det vil løbe maraton, selv om jeg egentlig har afskrevet muigheden for at gennemføre den fantastiske distance igen. Hver gang, jeg forsøger at træne op til en maraton, bliver jeg ramt af en skade. Mens jeg er i allerbedst form. Og det sker meget ofte i august.

Bare en langsom tur
Da jeg skulle ud at løbe i dag, erklærede jeg på forhånd, at jeg ville løbe langt og langsomt. Da jeg kom glad hjem og berettede om min fine tid, rystede Solle forståeligt på hovedet: Skulle du ikke løbe langsomt?
Øhh. Jeg forsøgte, og jeg gav den ikke gas. Jeg er bare i bedre form, end jeg havde troet.

Jeg må da være lovligt undskyldt
Og mens benene skriger på pause, kobler hovedet fra som hos en alkoholiker: Giv mig mere løb.
Det er klart, det er svært at styre, når man er en lille dreng på 53 år, der lige er begyndt at løbe her forleden i 1982. 

Danmarks største natløb

    Vinderne af Cost2Coast 2015.

Forleden var Nikolaj og jeg med i Danmarks største natløb, Coast2Coast. 2700 løbere og cyklister mødtes ved Skallerup Klit kl. 22.22, da den smukke røde sol sænkede sig ned i Vesterhavet. Da den stod op igen over Kattegats blide bølger var vi nået til Palmestranden i Frederikshavn.

Nikolaj og jeg var på bike & run: To mand og 1 cykel. Vi løb, gik og cyklede 50 kilometer.

Det blev en kæmpe oplevelse.

Hyggeløb

For det første på grund af stemningen. Coast2Coast er et hyggeløb, hvor tiden slet ikke bliver registreret (andet end på deltagernes talrige elektroniske dimser). Så der er masser af snak undervejs, og ingen jager med hinanden eller klager over, at de ikke kan komme forbi.

Depoterne

For det andet på grund af depoterne, som var en egen oplevelse. Ved det første efter 5 kilometer blev vi fristet med et lille glas whisky. Siden fulgte blandt andet et julemandsdepot med gløgg og småkager, rødvin og slik i Højene, fadøl og chips i Sindal og pandekager i Elling.

I landsbyerne Astrup og Mosbjerg var der levende fakler i gaderne og lokale beboere bød på kaffe, vand, frugt og andre løbsnødvendigheder.

Lyst, mørkt, lyst

For det tredje var det en mageløs oplevelse at gå fra lys aften over tusmørke til kulsort nat over den gryende dag til den lyse morgen. Løbet foregik på årets korteste nat. Vi kom i mål fem kvarter før solopgangen, og da var det allerede lyst. Solen stod først rigtigt op, da vi lagde os i seng derhjemme.

Taktik - nå!

På forhånd havde vi talt en del om taktikken. Hvordan skulle vi fordele løb, gang og cykling, og hvor hurtigt skulle vi løbe? Og det lå vel også i baghovedet, om vi overhovedet kunne klare strabadserne.

Det var slet ikke et tema. Vi fulgte planen, og så fyldte det fysiske ikke noget. Det vigtigste var turen - naturen - mørket - og de andre tosser, der tumlede rundt på Vendsyssels normalt næsten mennesketomme biveje.

Hold øje

Vi er med igen næste år. Og jeg gør lige opmærksom på, at der blandt andet er en dejlig cykeltur på 70 kilometer, som de fleste kan klare. Den går også forbi alle de fristende depoter. Så hold øje med Coast2Coast hjemmesiden i starten af 2016 og skriv tilmeldingsdatoen i din kalender.

Der er rift om pladserne.

Løbetossens enkle opskrift

For to måneder siden var jeg i dyb løbekrise. Min snart mangeårige skade i baglåret var brudt op igen, og jeg havde i længere tid kun løbet korte ture på 5-6 kilometer.
En dygtig fysioterapeut bankede løs på det ømme sted, og jeg fik lov at løbe lidt, mens behandlingen stod på. Omkring juletid indstillede jeg mig på en fremtid, hvor jeg skulle være glad for at løbe ture på højst 10 kilometer.
I dag løb jeg uden problemer 17 kilometer med nogle krasse stigninger undervejs. Så måske er jeg på sporet igen :-)

Åreknuder og tortur
Næste milepæl bliver om tre uger, hvor jeg endelig skal have fjernet mine åreknuder i venstre ben. Mit håb er, at den operation kan stoppe den tilbagevendende krampe i lægmusklen, som jeg første gang oplevede ved Århus City Marathon i 1996 - og som jeg aldrig er blevet kvit.
Selv om jeg ikke løber så langt som tidligere, kalder jeg mig stadig løbetosse. Det er sådan én, der altid har den næste uges løbeture i baghovedet. Det er sådan én, der er virkelig bekymret for en operation for åreknuder, fordi den onde sygeplejerske har sagt, at jeg ikke må løbe i to uger efter indgrebet. TO UGER. Hvad tænker hun på? Det er tortur.
Og derfor er jeg nødt til at træne mig op, så jeg ikke er helt til rotterne, når de mange, mange dage uden løbeture er overstået.

Samme opskrift i 25 år
En løbetosse er også én, der uden problemer kan træne sig i bedre form. Jeg følger den samme opskrift, som har været en del af min hverdag i ca 25 år: Tre ture om ugen, én af dem noget længere end de andre. Og det er hver uge. Hver eneste uge. Også, når det sner eller der er hedebølge. Også, når man har travlt eller er træt. Også, når man holder ferie.
Hvis ikke jeg er skadet, følger jeg mønstret. Det glipper måske 2 uger om året, men så er der mindst to andre uger, hvor jeg får 4 ture.

Længere over tid
Jeg følger ikke noget program. Den lange tur er helst om søndagen. Hvis jeg har været i byen lørdag, bliver turen ikke lang. Hvis jeg er rigtig frisk, bliver den længere. Over tid bliver den lange tur længere og længere, og de korte kan også vokse.
I denne uge har jeg løbet 9, 6 og 17 kilometer. Det er ok, men til sommer er jeg måske på 10, 13 og 22. Eller 8, 11 og 20. Det vil være ganske udmærket.
Men det må ikke gå for stærkt. For så kommer den jägla skade, og så sidder jeg der og har ondt af mig selv.

Skadehistorie kapitel 37

   PROBLEMET

Det er vist en evighedshistorie, jeg har gang i, når jeg nu igen fortæller om min skade.
Denne gang har det stået på i fem måneder, og det er stadig ikke godt. Jeg har ikke fået ordentlig motion, siden det gik galt på en løbetur ned til roklubben på årets varmeste dag. Og jeg føler mig i elendig form :-(

Det er den knortede stang på billedet ovenfor, der er skyld i det hele. Når jeg løber lidt stærkt, i lidt kuperet terræn eller mere end 7 kilometer, starter en smerte i knæet. Hvis jeg fortsætter, kryber skaden op i baglåret, og snart gør det ondt i hele den øverste del af benet.

Opmuntrende fysioterapeut
Nu er jeg startet på fysioterapi, og det var meget opmuntrende. Den gode Hans David kunne mærke med fingrene, at der var knuder i musklerne. Så han vil både massere med hænderne og med et apparat, der slår på musklerne under tryk.

Jeg må gerne løbe. Tak for det, hr fysioterapeut. Lige det, jeg gerne ville høre. Jeg skal bare betragte enhver løbetur som genoptræning - ikke som egentlig løbetræning. Så jeg må ikke give den gas, og jeg skal undgå at få den smerte i knæet, som sætter den dårlige cirkel i gang.

Fed mathed
Og så skal jeg varme op. Hele kroppen må gerne være varm, inden jeg sætter i løb. Det klarede jeg i dag ved et kvarter på kondicyklen ude i roklubben. Derefter løb jeg en flad tur på fem kilometer i behersket tempo. Det var lidt regnvejr, men det var rigtig skønt. Og jeg blev også lidt træt og følte den fede mathed i kroppen her bagefter. Det er ikke godt efter 5 kilometer, men det er bedre end at lade løbetøjet ligge på hylden.

Denne gang...
Tålmodighed siges at være en dyd. Jeg er ikke dydig, men jeg er stærkt motiveret til at blive skaden kvit. Om det så skal tage flere måneder med behandlinger og moderat løbetræning. Så denne gang tror jeg på, at jeg kan holde mig på måtten og kun løbe det, det dumme ben vil være med til. Og så er det så praktisk, at jeg har forrygende travlt for tiden, så det er ikke muligt at presse en hel masse løbeture ind i ugeprogrammet.

Mere ros
Jeg slutter med lidt mere ros til Hans David. Han synes, det er en fin idé at motionere, mens musklerne bliver knudret fri. Det er nye toner fra behandlerne. De plejer altid at ryste på hovedet af min trang til at motionere. Denne dygtige mand betoner, at det er bedre at bruge benet end at hvile det.
Ja, selvfølgelig. Det er da helt oplagt. Musklerne svinder ind og bliver slappe af ikke at blive brugt.

Løbeturen er en ven

Smil på efter en dejlig løbetur

I går morges holdt jeg møde med en kunde, som bare MÅTTE starte med at fortælle om weekendens store oplevelse. Sammen med 1600 andre havde han deltaget i motionsløbet Coast to Coast fra Skallerup Klit til Palmestranden i Frederikshavn.
Løbet starter, når solen går ned  på Vestkysten og slutter, når den står op igen over Kattegat. I nattens løb er en række landsbyer klar med deres helt egen gæstfrie modtagelse af de mange løbere og cykelryttere.

For meget gas
Det lød rigtig fristende, og jeg må finde en makker, så jeg kan være med næste år. Det er flere år siden, jeg har deltaget i et motionsløb, for jeg har nemlig et alvorligt psykisk handicap. Jeg kan ikke lade være med at give den alt for meget gas, når jeg er til et rigtigt løb.
I Coast to Coast gælder det oplevelsen, samværet og den specielle oplevelse, mens tiden er ligegyldig. Mange nyder endda et glas vin ved flere af de indlagte depoter.

Luksustid
En løbetur skal være en ven, ikke en fjende. Selvfølgelig kan det være hårdt ind imellem, men helt grundlæggende skal det være en fornøjelse at løbe en tur. Det er luksustid, hvor man rører sig, tænker store tanker eller eventyrlige dagdrømme, og hvor man oplever naturen og ens egen krop.
Når man har lært sig selv op, er løbeturen en ren lise. Oven i kommer man i bedre og bedre form, og det kan så ende med at blive et problem.
Så får man ambitioner om at løbe en halv eller en hel maraton på en bestemt tid, og så træner man mere og mere og hårdere og hårdere. Det kan være skønt i en periode, men de hårde træningspas bliver en belastning, både fysisk og mentalt. Jeg har prøvet nogle gange at skulle sparke mig selv bagi for at komme afsted på en 30 kilometers tur for at komme i form til et maratonløb. Det kan faktisk være en mental belastning.

Over gevind
For nogen løbetosser går det over gevind. De skal bare træne hårdere og hårdere, og de får den fikse idé, at de skal løbe en eller flere gange hver dag. Det er usundt for en normal krop, og det tager magten over folks tilværelse.
Så er løbeturen ikke længere en ven.
Vi andre får lidelsen i moderat grad, når formkurven går opad. Så begynder vi at give den for meget gas og få lidt for høje ambitioner. Når man som jeg har løbet i 30 år regulerer det helt sig selv, for der kommer simpelthen en skade, hvis jeg farer for hårdt frem.
Måske skulle jeg begynde at lede efter hyggelige løb som Coast to Coast. Det tror, at jeg vil. Jeg skal bare liiige i lidt bedre form.

Psykologi for løbetosser

Endomondo afslører det hele,

og det sætter sig på hjernen.

Enhver løber kender paradokset: Den ene dag føler man sig frisk og regner med at løbe rigtig godt. Så går det elendigt. En anden dag er man uoplagt og småtræt og løber en tur for at kvikke sig selv op - og så spunser benene afsted. :-)
Forklaringen er sikkert slet ikke i benene, men mellem ørerne. Jeg er helt sikker på, at psyken også spiller ind, når vi løber.

Tidtagningen plager mig
Jeg har selv været udsat for det her i påsken. Endnu engang er det den forbandede tidtagning, som plager mig. Jeg burde egentlig lade være med at måle tid og distance, men det er jo så nemt med Endomondo, og det er meget skægt at se de vitale data efter turen.
De seneste måneder har jeg ikke løbet så langt, som jeg gerne ville, så jeg følte mig i halvdårlig form op til påsken. De mange fridage gav mig mulighed for at løbe hver anden dag, og jeg besluttede mig for at tage en rigtig barsk 12 kilometer tur gennem skoven 5 gange i løbet af påsken.
Den går op og ned ad nogle vanvittige bakker. Pulsen kommer helt op, og man når ikke at få den normaliseret, inden den næste monster-stigning melder sig. Selvpineri for løbetosser - og rigtig god træning.

Oplagt - til påskens langsomste tid
På den første tur måtte jeg stoppe og gå, da jeg på et tidspunkt løb ad en åben vej i modstorm. Min tid for turen var 5.05 minutter pr. kilometer, og det var jeg ikke tilfreds med - men okay, jeg var jo heller ikke i så god form. Desuden løb jeg sidst på formiddagen, og jeg plejer at være bedre om eftermiddagen.
Anden gang stoppede jeg ikke op og løbe en lillebitte anelse hurtigere. Tredje gang gik det okay, men tiden var nogenlunde den samme, og det var jeg lidt skuffet over. Fjerde gang var lørdag eftermiddag under perfekte forhold. Jeg var udhvilet og i godt humør og turen gik fint. Jeg følte mig ovenpå, og konstaterede bagefter, at det var påskens langsomste tid :-(
Så blev jeg forkølet og femte tur blev kortet af.

Forkølet tur hjem
Forkølelsen sidder stadig i kroppen, så da jeg skulle løbe hjem fra arbejde i dag, overvejede først den korteste tur hjem. Men benene førte mig en anden vej, så det blev lidt over 11 kilometer. Jeg kunne mærke forkølelsen i kroppen og på mit åndedræt, så jeg tog det nogenlunde roligt. Den sidste del af turen er den skrappe stigning op ad Gærumbakken, og det gik sådan set fint nok. Da jeg kom hjem, så jeg til min forbløffelse, at gennemsnitsfarten var 4,33 minutter pr. kilometer.
Det er en meget fin tid på en rute med grimme stigninger og ingen fald.

Den skal have gas
Så det viser sig, at bakketræningen har givet resultater. Jeg er kommet i bedre form på en uge. Så meget bedre, at jeg kan løbe i en pæn tid, selv om kroppen ikke er helt på toppen.
Når forkølelsen er helt ud af kroppen, skal jeg ud at give den gas. Så går det sikkert ad Pommern til.

Spiser du stadig?

 Aaaah.

Et par gange om året møder jeg folk, som spørger, om jeg stadig løber.
Så kigger jeg underligt på dem, som om jeg ikke har fattet spørgsmålet. For det har jeg nok heller ikke.
Jeg opfatter spørgsmålet sådan, at folk mener at kunne huske, at der var et par år, hvor jeg gik meget op i at løbe. Og så hører jeg en formodning om, at jeg nok er holdt op med det.
Og hvis den antagelse holder, kan jeg ikke svare meningsfuldt på spørgsmålet. Jo, jeg kan stille og roligt svare ja. Jeg løber stadig.

En del af hverdagen
Men for folk, der ikke er løbetosser, er det svært at forstå, at spørgsmålet er meningsløst. For os er løb ikke en dille eller en mode, vi følger i en periode. Det er en del af hverdagen. Hver uge, hvert år, hele livet. En løbetosse holder ikke op med at løbe. Jo, vi gør det nødtvungent, når der opstår en skade.
I princippet kunne man lige så godt spørge: Spiser du stadig?
Ja, jeg spiser hver dag, medmindre jeg har omgangssyge.





Farvel, skade
Jeg har tidligere underholdt med en usædvanligt lang og træls skadeperiode. Nu føler jeg mig helt sikker på, at jeg er ovre den. Så nu løber jeg igen fast tre gange om ugen. Det går lidt langsommere end for et par år siden, og distancerne er kortere.
Men glæden er den samme. En god løbetur giver energi og klarer hjernen. Skal jeg holde et oplæg for en forsamling eller stå for en workshop, er den bedste forberedelse en løbetur aftenen før. Så taler jeg det hele igennem for mig selv og får altid en god idé til en historie og til en måde at gribe det an på.
Kommer jeg hjem fra en lang, lang køretur, er der ikke noget bedre end at kunne tage et par løbesko på og blive sig selv igen ude i den friske luft. Snevejr, mørke og glatføre er ikke en forhindring, for det gælder ikke om at løbe stærkt. Det gælder bare om at have det godt.

Siden 1982
Jeg startede med at løbe i efteråret 1982 og har kun holdt pause et par vintre i 80erne, og så i de perioder, jeg har været skadet.
Og jeg holder ikke op igen. Hvis du skulle spørge fra nogen.

Fem tip til skadede løbeveteraner

Køb nye sko, når de er på tilbud

I de sidste tre år har jeg døjet med en skade i venstre eller højre baglår og har ikke kunnet løbetræne så meget, som jeg gerne vil. I lange perioder har jeg slet ikke kunnet løbe, og det er overhovedet ikke sjovt for en løbetosse med over 30 års anciennitet.
Lige nu er jeg inde i en stabil periode. Jeg løb 15 hårde kilometer i søndags uden smerter, og tempoet er ikke helt tosset.

Den lange skadesperiode har givet mig nogle erfaringer, som jeg gerne deler ud af til andre løbeveteraner, hvis bentøj bliver ved med at drille. Jeg prøver at formidle det som 5 tips, for det er det, de unge vil have.

1. Varm op og stræk ud
Den nemmeste og mest effektive opvarmning er at gå 1 kilometer i raskt tempo, inden du begynder at løbe. Så er dine løbemuskler varme. Udstrækning er en religion, men det virker for mig. Jeg strækker lægmuskler, akillessener samt for- og baglår ud efter løbeturen. 30 sekunder for hver øvelse. I alt 3 minutter, mens jeg står og damper af.

2. Træn tålmodigt op
Hvis du plejer at løbe 10-15 kilometer og måske 20-25 i weekenden, skal du sætte din tålmodighed på en hård prøve for at forhindre skaden i at blusse op igen. Start med at løbe 5 kilometer på en jævn rute i et langsomt tempo. Og fortsæt med det i 2-3 uger, indtil du føler dig helt tryg. Så kan du langsomt øge distancen og tempoet, men regn med, at der går et halvt år, før du er oppe på 20 kilometer.

3. Glem spurterne

Fartleg, spurt og intervaltræning er supereffektivt til at bygge formen op. Og det er gift for skrøbelige stænger. Det er den hurtigste vej til en ny skade. Kan du ikke nære dig, skal du sørge for at være varmet totalt igennem, inden du skruer op for det vilde tempo. Løb mindst 3-4 kilometer, inden du begynder at spurte. Men lad hellere være, hvis du vil være sikker på at løbe igen i næste uge.

4. Dyrk anden motion
Løbere har enormt stærke ben, men vores ryg- og mavemuskler kan godt være decideret slappe. Ben og krop hænger sammen og en skade, du kan mærke i benene, kan godt have sit udspring et andet sted. Jeg træner alle kroppens muskler ved at tage 5 tibetanere 21 gange hver morgen. Læs mere her http://stenerg.blogspot.dk/search?q=tibetanere. I sommer er vi begyndt at ro i robåd. Det er først og fremmest hyggeligt og en god naturoplevelse, men det er også fin træning for ben, arme, skuldre, ryg, mave og bækken. Cykling er også super. Det giver ingen stød i benene.

5. Løb i gode sko
Slid ikke dine løbesko op. Normalt siger man, at de holder i 500 kilometer, men det betragter jeg som maksimum. Lad tvivlen komme dine ben til gode og køb nye, gode sko, når der er nogen på tilbud. Jeg har altid tre par at skifte imellem. Så holder de længere. Du skal selvfølgelig få testet din løbestil, så du køber de rigtige sko. "Selvfølgelig" skriver jeg, som først gjorde det for et par år siden.

Fordomme om de andres kedelige liv

Et kigind gennem min fars ruder.

Jeg har lige været ude at løbe en dejlig aftentur her i Middelfart, hvor min far bor. Under Lillebæltsbroen, ud til Strib og tilbage igen til byen med et lille slag op på Odensevej og ned omkring havnen.
En stille, kold aften med klart vejr. Og det bedste af det hele er, at jeg hverken var skadet i det venstre eller det højre ben :-).

Diskret kig ind ad vinduerne
Normalt løber jeg ude i skoven eller i ingenting, så det er en dejlig afveksling for mig at løbe gennem byen. Og når det så er om aftenen i tv-timerne, får jeg mig et diskret kig ind gennem vinduerne.
Ude i Strib er det uundgåeligt. En del af de store villaer har panoramavinduer ned mod Lillebælt, og de beder nærmest folk om at kigge ind. Så det gør jeg med stor fornøjelse.

Ægte livskvalitet
I aften sad der et midaldrende ægtepar i deres store stue og så på en tv-skærm, der fyldte hele endevæggen. De sad 5 meter fra hinanden i hvert sit designermøbel. Mundvigene vendte nedad, og de var tomme i blikket.
Sikke et fattigt liv, tænkte jeg fordomsfuldt og glædede mig ekstra over min skønne løbetur. Den repræsenterer for mig den ægte livskvalitet.

Teenagerens uoverskuelige verden
Et andet sted sad en teenagepige foran computeren med hovedtelefoner på. Også hun så misfornøjet ud. Måske sad hun og makkede med nogle meningsløse matematikopgaver - måske var der bare en veninde, der havde delt en side på Facebook fra pigens tidligere kæreste. Godt jeg ikke er teenager i denne uoverskuelige verden, tænkte jeg og glædede mig endnu mere over den ukomplicerede løbetur.

Akvariefisk og en fri fisk
Et tredje sted stod der akvarier rundt langs alle væggene i stuen. Sikke et sølle liv for de fisk - i et lille indelukket bassin i en kedelig stue midt inde i en lille by. Hver dag kan de svømme 30 cm frem og tilbage og vente på højdepunktet, hvor ejermanden kaster nogle ildelugtende grøn-brune piller ned i vandet, som fiskene kappes om at æde.
Nej, så hellere være en fri fisk, der kan løbe til højre eller venstre i Middelfarts gader.

Halvgammel løbetosse
Mens jeg har været det, har 100 mennesker i Middelfart måske rystet på hovedet over den halvgamle løbetosse, der tror han er lykkelig, fordi han spunser rundt der sent på aftenen og glor ind ad folks vinduer.

Løbende arbejde

 Så fine var skoene, inden den bælgmørke sjapsæson satte ind.

Jeg er i gang med at træne op efter min skade. Og den er ikke helt væk.
Heldigvis kan jeg konstatere, at trangen til at løbe er intakt. Jeg er stadig løbetosse.
Sidst på eftermiddagen kom vi hjem fra julefrokost i Esbjerg, og jeg måtte ud en tur - det var kun den anden i denne uge.

Kun trekvart gennemblødt
Betingelserne var rådne: Det var bælgmørkt, det stormede nærmest og regnede en hel del.
Men det var ikke svært at komme afsted, og det viste sig, at jeg kunne løbe i læ af regnen det meste af vejen. Så jeg var kun trekvart gennemblødt, da jeg kom hjem efter en fredelig tur på 9 kilometer.

Højeffektivt arbejde
Hele turen var højeffektivt arbejde. Jeg forberedte mig på et spændende møde i morgen. I hovedet tænkte jeg min lille præsentation igennem, og jeg fik et par rigtig gode idéer som gør, at jeg nu er helt tryg ved mødet. Jeg kan gå ind ad døren i sikker forvisning om, at det vil gå godt.
Det er ellers en helt ny type løsning, jeg kommer med, så det kunne godt give sommerfugle i maven.

På grund af min skade er det flere måneder siden, jeg har haft sådan en tur, hvor jeg tænkte en opgave, et møde eller et problem igennem. Det er en helt særlig tilstand, jeg som løber kan sætte mig i. Tankerne kommer næsten flyvende og falder bare på plads. Jeg formulerer sætninger inde i hovedet, og på den måde tager den ene tanke den anden, og jeg udvikler idéer. Selve løbeturen er overhovedet ikke anstrengende, fordi jeg ikke fokuserer på ben, åndedræt eller underlag.

Bedstefar-tempo?
Der skal lige en smule malurt i bægeret her i optakten til Bjesk-sæsonen. Jeg løber hverken stærkt eller langt, og jeg kan godt mærke, at jeg er langt fra topformen. Det er jeg selvfølgelig ikke helt tilfreds med. Men jeg kan også vende det om og sige, at jeg uden problemer kan løbe 10-15 kilometer i et anstændigt tempo trods to måneders næsten-pause.

Det er da ikke helt dårligt af en bedstefar!

Herlig møgtur

Batterierne var døde, da uret havde ligget i en måned. 

Fed symbolik.

En løbetur i slud og hård vind, en del af ruten på smattede, hullede stier. Og så sidst på eftermiddagen, hvor det begyndte at blive mørkt, så jeg næsten ingenting kunne se gennem regndråberne på brillerne. Tempoet var efter mine forhold temmelig moderat.
Alt i alt ikke en god tur. Nej, det var det ikke. Det var en fantastisk, vidunderlig, glædesfremkaldende løbetur.

Forfærdeligt at være skadet
Jeg er ikke selvpiner, men forklaringen er den simple, at jeg er/har været skadet, og at det nu er mere end en måned siden, jeg har løbet en tur. Det har været forfærdeligt.
To gange er jeg trukket i løbetøjet og er vendt om efter 30 meter. Jeg har været ude at cykle nogle gange, og det har da også været rart at få pulsen op og mærke syre i benene. Men det giver altså ikke den samme følelse af en god, brugt krop som en hård løbetur. Jeg kan ikke rense hjernen ud eller tænke et problem igennem på en cykeltur - simpelthen fordi jeg hele tiden skal koncentrere mig om at cykle.

Min syge logik
Og så kommer alle de pinlige tanker, jeg går med for mig selv. Jeg føler mig slap og dvask og i dårlig form. Jeg er også ved at blive tyk. Jeg passer godt nok mine bukser endnu, men der er ved at vokse en lille vom ud. Bilder jeg mig ind. Mine muskler skrumper også. Mine ben er allerede uhyggeligt tynde. Jeg kommer aldrig i form igen. Fortæller min syge logik mig.

Vendepunkt for behandlingen
Min skade sidder oppe i den venstre lysken, og jeg har gået til fysioterapeut i hele oktober. Der har bare ikke været fremskridt i den første lange tid, og det var altså topfrustrerende. Men i tirsdags vendte det. Jeg var på løbebåndet og mærkede ikke (ret meget) til smerten i lysken.

Tre betingelser
Min strenge behandler bevilgede mig lov til at løbe på nogle betingelser.
1. Jeg skulle varme grundigt op først. Det gør jeg mest effektivt ved at gå den første kilometer.
2. Jeg måtte ikke give den fuld gas. Løb på 80 %, lød kommandoen.
3. Gå op ad bakkerne
Det lykkedes mig at overholde alle 3 punkter. Da jeg et stykke ude på ruten var varmet godt igennem, meldte lysten sig til at skrue lidt op, men den lange måneds løbehungrende pinsler er ikke ude af bevidstheden, selv om frontallapperne skriger løb. Så jeg holdt mig på måtten.
Først på de sidste 100 meter kunne jeg mærke en lillebitte antydning af en trækning oppe i balden. Det bekymrer mig ikke.

Bare glad
Lige nu er jeg bare glad for at kunne løbe noget, der minder om en rigtig tur. Jeg må også gerne løbe i morgen, og hvis det også går godt, bevilger jeg mig selv en 10-12 kilometer på søndag.
Jeg er klar til at gøre det til en vane at varme op med 1 kilometers gåtur, og jeg må nok også indstille mig på, at jeg ikke skal løbe meget længere end en halvmaraton.
Vær sød at minde mig om de 5-6 uger uden løb, næste gang jeg fabler om at træne til maraton.

Løbetosse med iPhone

Noget af det skønneste ved at være løber er, at man oplever en masse nye steder. Når jeg overnatter udenbys, har jeg altid løbetøj med og meget ofte ender det med en tur på fremmede veje. Det er sjovt og spændende og føjer endnu en lille brik til billedet af det fantastisk varierede land, vi er så heldige at bo i.
Siden iPhonen kom ind i mit liv har jeg haft mulighed for at tilføre lidt tryghed til disse løbeture ud i det blå. Jeg farer ret tit vild, og så er det jo skønt at tage telefonen frem og slå op på kortet for at finde tilbage. Den geniale telefon ved jo hele tiden, hvor jeg befinder mig.
Men det er ikke kun en hjælp. Det fandt jeg ud af lørdag eftermiddag, da jeg løb fra Billund, ud i det blå med bestemte planer om at vende tilbage til Billund. Efter nogle kilometer fandt jeg et par skove, og så for jeg lynhurtigt vild. Jeg endte ude på en meget øde, lille vej. Jeg prøvede at dreje til højre, og da den vej blev til en grusvej, hev jeg iPhonen frem. Det viste sig, at jeg var nogle få kilometer fra hotellet. Jeg havde kun løbet 7,7 kilometer, så jeg planlagde med telefonens hjælp en længere tur hjem.
Det første lille stykke vej var godt nok noget langt, så jeg besluttede mig for at korte ruten en anelse af. De næste 3-4 små strækninger var også ret lange, og nu var jeg efterhånden ved at mange kilometer i benene. Forstadierne til krampe i venstre lægmuskel havde vist sig.
Jeg fandt en endnu kortere vej hjem, men den var altså uhyggeligt lang. Jo kortere vejene så ud på telefonen, jo længere var de i virkeligheden. Nu var jeg over 20 kilometer og endnu ikke fremme ved hovedvejen, hvor der i hvert fald var nogen kilometer hjem. Da jeg endelig nåede den store vej tog jeg en rutebeskrivelse til hotellet. Der var 5,3 kilometer igen, og jeg havde løbet 23. Lægmusklen havde givet ét spjæt, så jeg bed i det sure æble og bad Solle hente mig. Jeg løb hende naturligvis i møde i fin stil, men benene havde det ikke godt bagefter.
Hvis ikke jeg havde haft det vidunder af en iPhone, havde jeg ikke fundet på den tossede rute. Så var jeg løbet lidt frem og tilbage på behørig afstand af Billund og havde fået en mere overkommelig tur.
Her til aften kom jeg til København, og der slog jeg ruten op på computeren. Jeg startede ved hotellet nær hovedbanen, løb ud langs alle søerne til Fælledparken - en tur rundt derude på må og få - og så tilbage langs søerne på den modsatte side. 11 kilometer skøn tur med vand og grønt midt i byen, med masser af andre løbere og ingen problemer med at finde vej.
Hvor svært kan det være?

Endomondo taber til Garmin

Advarsel: Dette er kun for løbetosser.
Igennem et par år har jeg brugt en halv efterløn på at købe løbeure med indbygget GPS, så jeg kan få nøjagtigt svar på rutens længde og mit tempo. Min foretrukne model er en Garmin Forerunner 305. Den er nem at betjene, og jeg har en Garminkonto på nettet, hvor jeg samler alle data op. Det er rigtig sjovt.
Nu er det endelig gået op for mig, at min iPhone kan det samme. Jeg har hentet en app fra Endomondo, og i fredags prøvede jeg så den som løbeur. Det var en af mine kendte ruter på knap 13 kilometer og med nogle balstyriske stigninger i skovene.
Nedad bakke går det jo altid fint, og da jeg stoppede ude i skoven, var gennemsnitshastigheden efter de første 5 kilometer 4:32 minutter pr. kilometer. Da jeg kom hjem, var den faldet til 4:48. Det så helt rigtigt ud. Distancen var kun 11,90 km. Det undrede jeg mig noget over.
Da jeg så tjekkede min Endomondo-konto på nettet her til morgen, var gennemsnitstiden for min tur i fredags faldet til 5:17 pr. kilometer. Det var langsommere end jeg løb ved New York Marathon, og jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har løbet 5:17. Mellemtiden efter de 5 kilometer var i øvrigt også over 5 minutter, så vidt jeg kunne skønne.
Så løb jeg nøjagtigt den samme tur med Garminuret. Her var gennemsnitsfarten 4:46, og distancen var 12,65 kilometer. 700 meter længere og et halvt minut hurtigere pr. kilometer. Hvis du er løbetosse ved du, at der ikke er så stor forskel på tempoet med to dages mellemrum - medmindre der er en helt særlig forklaring.
Da jeg overførte turen til Endomondo, blev gennemsnitshastigheden i øvrigt 4:47, og højdeforholdene var vidt forskellige.
Det er klart, at jeg holder med Garmin. Den giver de bedste tider, men jeg har altså også noget at have min sympati i. Både distance og sluttid passede ved en halvmaraton i Skagen og ved New York Marathon - på nær nogle få meter og et enkelt sekund.
Jeg kender ikke forklaringen. Måske kan iPhonens gps ikke holde forbindelsen til satelitterne, når det går op og ned i Vandværksskoven og i Bangsbo. Men det forklarer jo ikke, at hastigheden efter 5 kilometer og efter hele løbet har ændret sig.
Hvis jeg var ingeniør, ville jeg forske videre i det interessante fænomen og tage begge stykker elektronik med på et par løbeture. Men det er jeg ikke. Jeg har et løbeur, der virker fortrinligt. Det bruger jeg, og hvis jeg så ikke har det med, må jeg klare mig med den utroværdige telefon.

Jeg prøver at linke til turene her, men jeg ved ikke, om siderne er tilgængelige for alle:
Garmin: http://connect.garmin.com/activity/68005134
Endomondo: http://www.endomondo.com/workouts/6224641
Hvis du har en forklaring, hører jeg gerne fra dig.