tirsdag den 26. februar 2019

Riskjær kommer ikke ind

De politiske kommentatorer har brændt fingrene så mange gange på spådomme, at de ikke tør forudsige Klaus Riskjær Pedersens valgresultat.
Jeg har lige så lidt forstand på det som dig, så jeg vover det ene øje: Riskjær kommer ikke ind.
Årsagen er meget enkel: Han er en svindler.
Det er ikke en grov anklage fra min side. Det er en objektiv kendsgerning. Klaus Riskjær har rettens ord for at have gået bedrageri. Så er man altså en svindler.

Jeg tror på vælgerne
Jeg tror så meget på vælgernes dømmekraft, at de holder sig fra liste E på den kommende stemmeseddel. Jeg er helt med på, at hans generelle anklage mod politikerne har bundklang i dele af befolkningen. Men hvis ikke man tror på de nuværende folkevalgte - hvorfor pokker skulle man så tro på Klaus Riskjær?
Efter sidste uges lancering fik han 1,3 pct. af stemmerne i den første meningsmåling. Det er mange, og jeg tilskriver det nyhedens interesse i en forholdsvis stille periode, hvor politikerne gør klar til forårsvalget.

Hurtigt kørt over
Når selve valgkampen kører, bliver Riskjær hurtigt kørt over. Ene mand kan han ikke få nær den samme opmærksomhed som de etablerede partier. Han kan ikke vinde 100.000 stemmer i en partilederrunde, hvor han får 1/11 taletid for højst 500.000 seere - hvor af de fleste for længst har besluttet, hvem de vil stemme på.

Alene uden program
Riskjær står uden et reelt politisk program, og det er svært i en valgkamp, hvor alle mulige emner kan dukke op. Og så står han stort set uden en organisation. Ud over at klare det hele selv, skal han også styre sine medkandidater.
Enkeltmandspartier med charmerende ledere har det med at overraske. Og det er underholdende.
Men jeg tror ikke, Klaus Riskjær bliver en del af den statistik. I bund og grund plejer han den samme interesse, som han altid har gjort: Klaus Riskjær Pedersens.


søndag den 17. februar 2019

Et ægte paradigmeskifte

Jeg har smugkigget i nogle kommuners affaldsplaner og lyttet  på genbrugsrørene. Der kommer igen til at ske store forandringer med vores allesammens kære affald de kommende år.
Faktisk så store, at vi kan kalde det et paradigmeskifte, selv om ordet desværre er blevet forbundet med noget helt andet på Christiansborg.

Tak for beholderne
I de nuværende affaldsplaner skruede kommunerne voldsomt op for sorteringen hjemme ved private husstande, og tak for det.
Der er kommet tusindvis af nye beholdere ud, så borgerne i det meste af landet får hentet madaffald, metal, plast, papir og glas i en beholder derhjemme.

Affaldsbranchens ordbog
Resultatet er målbart: Meget mere genanvendelse.
Hov, der skrev jeg lige et ord, jeg ikke bryder mig om. Så jeg bliver nødt til at komme med en ordforklaring.
I affaldsbranchen har man vedtaget, at genanvendelse er, når materialer bliver brugt igen. Altså: din brugte avis, som bliver nyt papir eller pap.
Genbrug - det er når en anden får eller køber dine aflagte sko.
Almindelige danskere kender naturligvis ikke forskellen, men nu kører jeg videre med den i resten af artiklen.

Køb brugt, reparer, byt, del, lej
For paradigmeskiftet er nemlig, at vi nu skal til at genbruge langt mere. Vi skal købe brugte eller reparerede ting, vi skal reparere, vi skal bytte, vi skal dele og vi skal leje. Gør vi det, skal der produceres færre nye varer. Det sparer energi og CO2, og det betyder, at vi får mindre affald.
Der er så et par fordele mere: Forbrugerne sparer penge, da det er meget billigere at købe brugt end nyt. Og det andet er, at det skaber nye arbejdspladser i Danmark. Handlen med genbrugsvarer er lokal, og reparation foregår også tæt på forbrugeren.

Spændende aktiviteter på vej
Det vil kommunerne fremme i de nye affaldsplaner, som træder i kraft her i de kommende år. Der kommer en lang række spændende aktiviteter og tilbud. Det kan være genbrugsbyggemarkeder, materialebørser, gør-det-selv værksteder og byttemarkeder. Og du vil måske opleve, at du kan tage varer eller materialer med hjem fra genbrugspladsen.
Det bliver ekstra spændende at arbejde med affaldskommunikation i de kommende år :-)

tirsdag den 12. februar 2019

Krænkende universiteter

En lektor på Syddansk Universitet har fået en påtale af sin ledelse, fordi han har påført 1-2 it-medarbejdere en objektiv krænkelse.
De kunne nemlig se nøgenbilleder på hans computer, som han indleverede til support. Ifølge Weekendavisens omtale var der tale om små thumbnails.
Det er det seneste af mange eksempler på påtaler eller advarsler fra højere læreanstalter, som har gjort de pågældende institutioner til grin. Vi får det indtryk ude i samfundet, at de ikke kan have noget fornuftigt at tage sig til, når de vil bruge dyrebar tid på at behandle personalesager helt ned i latterlige detaljer.

Styr på paragrafferne
Der er tale om meget store offentlige arbejdspladser, som er reguleret med et hav af regler og procedurer. Og der er et stigende antal mennesker, som har til opgave at kontrollere og fortolke reglerne.
I det spil kan det helt gængse ledelsesprincip om sund fornuft desværre nogle gange træde i baggrunden. En dekan eller afdelingsleder skal hver måned tage stilling til hundredvis af små og store procedurespørgsmål og fortolkninger af regler. Der er travlt, og HR-medarbejderen har lavet en grundig sagsfremstilling, som klart dokumenterer, at nogle etiske regler er overtrådt. Hun er jurist og har styr på paragrafferne, så det må vi vel følge? tænker lederen sikkert. Så har han fred og kan gå videre til næste opgave.

Uskyldig værkstedshumor
En måned efter er sagen omtalt i avisen, og her kan enhver idiot se, at sagen er langt mindre end den mest uskyldige omgang værkstedshumor. Når hændelsen bliver formuleret i dagligdags sprog af en journalist er krænkelsen det rene ingenting. Og journalisten nævner jo ikke de regler, der objektivt set er overtrådt.
Medieomtalen er ikke forkert. Den er bare skarpvinklet. Det samme gælder juristens redegørelse. Journalisten har fokus på lektorens oplevelse. Juristen har på reglerne. Begge dele er korrekt.

Krænkelser SKAL stoppes
Lederens  opgave er at have fokus på helheden og at bruge sin sunde fornuft. De sager, der når medierne, er jo kun dem, hvor lederen har vurderet forkert. Der er garanteret også sager om reelle krænkelser og grov adfærd. Her har vi som samfund en glasklar forventning om, at lederen griber ind og får standset urimelighederne.
Hurtigst muligt - ellers kommer han i avisen.




lørdag den 2. februar 2019

Falcks varebetegnelse

Hvis du vil have mig til at se underlig ud i hovedet, skal du kalde Tankegang for et reklamebureau. Det synes jeg, bestemt ikke vi er - alene af den grund, at vi ikke laver reklame. Jeg interesserer mig personligt ikke for reklame og har meget lidt forstand på det.
Jeg interesserer mig til gengæld for kommuner. Vores kunder er kommuner og forsyningsselskaber, og jeg bruger altid betegnelsen kommunikationsbureau.

Dyrt betalt for at sværte konkurrent til
Det er jeg nu blevet lidt betænkelig ved efter, at Konkurrencerådet i går offentliggjorde en meget lang afgørelse i sagen om Falcks kampagne mod Bios. Det hollandske selskab havde vundet et udbud af ambulancekørsel i Region Syd og dermed brudt Falcks monopol. Falck satte et kæmpe arbejde i gang, og en af indsatserne var at hyre et dyrt og så vidt, jeg kan bedømme, anerkendt kommunikationsbureau. Opgaven for bureauet var at sværte Bios til, så virksomheden aldrig kom i gang med at køre ambulance i det sydlige Danmark.

Arbejdede i det skjulte
Afgørelsen er forfærdelig læsning. Kommunikationsbureauet arbejdede i det skjulte, og stod i praksis bag en Facebookside, som en Falckredder var den formelle administrator af. Bureauet sendte folk til Holland for at finde belastende materiale om Bios og arbejdede målrettet på at få negative Bios-historier i Fyens Stiftstidende, Jydske Vestkysten og øvrige danske medier. Altid uden, at Falck blev  nævnt.
Hvis den slags metoder skulle være gængse hos kommunikationsbureauer, så er Tankegang ikke i nærheden af at være et kommunikationsbureau. Jeg bliver vred og forarget, når jeg ser det. Og det strider imod mine værdier om åbenhed og om god dialog mellem mennesker.
Det fremgår i øvrigt, at opgaven ret hurtigt blev så omfattende, at bureauet måtte hyre ekstra eksterne specialister til at løse den. En af dem var en direktør for et andet kommunikationsbureau. En anden var en selvstændig kommunikationskonsulent.

Anonyme kommunikationsfolk
Konkurrencenævnets afgørelse handler om Falck, så de involverede kommunikationsfolks navne og firmanavne er ikke nævnt i den offentliggjorte afgørelse. Det er lidt ærgerligt. Jeg synes egentlig, de har fortjent at blive hængt ud på samme måde, som de selv gjorde mod Bios.
I den del af kommunikationsbranchen, hvor Tankegang arbejder, har jeg aldrig nogensinde hørt om den slags metoder. Eller noget, der minder om det. Vi hjælper gerne en kommune med at fremme en god sag, som er en del af kommunens opgave. Men aldrig med at bekæmpe andre, finde smuds og snavs om dem og forsøge at hænge dem ud i medierne.

Aktindsigt i Tankegang
Og vi arbejder aldrig hemmeligt. Det er flere gange sket, at medier har søgt aktindsigt i opgaver, Tankegang har været involveret i. Så udleverer kommunen oplysninger om vores aftaler, om leverancen og om hele korrespondancen mellem kommunen og os. Det kan vi godt tåle.
Det kan være, jeg skal til at kalde os for et kommunebureau.