Nu er der mindre end seks uger til New York Marathon, hvor jeg er en af deltagerne. Det er bare så fedt. Solle og jeg glæder os til vores første rejse til USA og til mødet med den by, som alle falder i svime over. Vi er klar til at lade os suge ind i heksekedlen og opleve det hele.
Selve løbet er anledningen, og det bliver også et højdepunkt. Men der er altså en særdeles giftig slange i det paradis. Jeg er nemlig skadet. I højre ben har jeg døjet med en mystisk skade siden foråret. I perioder har jeg kunnet træne igennem og så sent som for halvanden måned siden løb jeg over 30 kilometer i en fin tid. Siden er skaden taget til, og på det seneste har den fået en makker i det venstre ben.
Mens jeg løber korte ture, får jeg lidt massage og kæmper for at få hjælp på idrætsmedicinsk klinik. Det er en opgave i sig selv.
Men den sværeste kamp er den, der foregår inde i hovedet på mig. Sidste år løb jeg maraton på 3:37, og jeg var i bedre form i august i år, så jeg kunne drømme om en tid på 3:30. Jeg har hørt, at der er en masse festlige forstyrrelser i New York, så man skal lægge et kvarter til sin idealtid. Fint nok. 3:45 kan også gå, og det gælder sådan set også 3:55.
Men det er slet ikke sådan, jeg skal tænke. Som benene har det lige nu, kan jeg ikke løbe 42 kilometer. Jo hårdere, jeg træner nu, jo mindre er chancen for, at jeg kan gennemføre løbet i New York. Så jeg må ikke træne intensivt. Det betyder, at jeg kommer i dårligere form, og det betyder også, at jeg måske skal gå efter en tid på 4:10, 4:20 eller så galt 4:30.
For alle, der ikke løber, er det også super duper. For mig er det elendigt. Men det er formentlig det eneste realistiske.
Det er altså virkelig svært for mig at indstille mig på det. Min fornuft fortæller mig, at det bliver en kæmpe oplevelse at være med til verdens største maratonløb. Den fortæller, at jeg skal pleje mine skader, så benene bliver klar til de mange kilometer på asfalt over there.
Men mit løberhjerte skriger på lange ture og hård træning. Det er skøøønt at blive banket igennem og at vide, at det forbedrer min tid i det store løb. Men jeg kan ikke. Jeg må ikke.
Derfor arbejder jeg nu med mental træning, hvor jeg øver og øver og øver mig i at acceptere tingenes tilstand for de 48 år unge ben. Dette indlæg er en del af træningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar