torsdag den 30. oktober 2008

De kristelige er igen kristelige

For os udenforstående har underholdningsværdien været høj i Kristendemokraternes udslettelseskamp. En progressiv ny ledelse ønskede at ændre Kristeligt Folkeparti til et, et, et, øøøh et eller andet andet, som jeg ikke helt har styr på.
Det faldt med et brag på størrelse med det japanske aktiestyrt på weekendens landsmøde.
Et stort flertal af partiets tillidsfolk stemte nogle af de gamle kristelige mærkesager tilbage i partiprogrammet, og så valgte den nye ledelse og deres proselytter at forlade foretagendet.
Jeg er hverken tilhænger af den ene eller den anden udgave af Kristendemokraterne, men hvis jeg skulle rådgive dem om deres fremtidige strategi, ville jeg helt klart råde dem til at vælge den klassiske linje.
Der er nemlig en linje - en identitet og nogle værdier - som en lille, fast kerne af vælgere går ind for og prioriterer højt. For os andre lugter abortmodstand og familiepolitik af gammeldags kvindeundertrykkelse, men det er lige meget. Vi er ikke i målgruppen, hverken til det gammeldags eller det moderniserede parti.
Det går jo ganske godt med de kristne værdier i USA og store dele af Europa, så der skulle vel også nok være plads til lidt Bibelpolitik i vores Folketing. En 4-5 mandater vil partiet nok kunne skrabe sammen, hvis de nye ledere kan samle tropperne og forklare deres budskab entydigt.
Objektivt set har det i hvert fald bedre muligheder end et anonymt midterparti uden mærkesager og uden fælles fodslag.
Hvis det lykkes at få partiet på fode igen, bliver det skægt at se, hvor Kristendemokraterne vil placere sig i det evige spil på Christiansborg. Vil de pege på Helle eller på Anders/Lars/Lene? Det ved vi ikke endnu, og det er heller ikke aktuelt.
Indtil videre skal der knokles og kommunikeres skarpt. Til lykke med arbejdet.

mandag den 27. oktober 2008

Dav, du gamle

I weekenden var jeg til 30 års jubilæum med min gamle realklasse - selv om vi selv synes, det kun er få år siden, vi forlod skolen.
Det var mindst lige så hyggeligt som for fem år siden, og endnu mere udbytterigt. Ved 25 års jubilæet var der en masse fakta, vi skulle have på plads: Job, familie, bopæl og så videre. Det tager sin tid at få på plads og få en ikke-overfladisk samtale i gang. Dertil kommer gensynet med den gamle skole, og den nostalgi, der knytter sig til det.
I lørdags dukkede et par nye op i forhold til 25 års jubilæet, og det var rigtig spændende. Men ellers var det den faste kerne, og vi fik meget hurtigt en meget udbytterig snak.
Teenagebørn er et stort emne i vores aldersgruppe og store og små udfordringer for mellemledere er også et glimrende samtaleemne. Her er det direkte interessant at høre om en bankmand, en jordmoder og en selvstændig kiropraktor, der tumler med medarbejdersamtaler, coaching, vagtplaner og såmænd også om medarbejdernes internetvaner i arbejdstiden.
Det førte igen til diskussioner om værdier og regler - om at sende tydelige signaler og om at involvere medarbejderne.
Det går vi og snakker om i Tankegang, og jeg taler også meget med kunderne om det. Derfor er det uhyre interessant at få nye vinkler på det fra brancher, jeg ikke kender noget til og ikke færdes i til daglig.
Sikke en rigdom af viden, vi har i det danske samfund. I en tilfældig realklasse fra Holstebro sidder 18 kloge hoveder - plus de 7 der ikke kunne komme - med en masse nyttige erfaringer med og kloge refleksioner over livet, familien og arbejdsmarkedet.
Den viden skal spredes, og en klassekomsammen er en rigtig god kanal til det. Nu opretter vi også en gruppe på Facebook, og det kan da være hyggeligt nok. Men det kan altså ikke konkurrere med den gode samtale.
Synes vi fra 3. A anno 1978.

mandag den 20. oktober 2008

5-0 til Margrethe Vestager

Med hiv og sving og lodder og trisser lykkedes det ved det seneste valg Simon Emil Ammitzbøll at blive genvalgt til den radikale folketingsgruppe.
Nu har han forladt foretagendet efter et dobbelt smæk med døren, og kommentatorerne savler over den kæmpe krise Margrethe Vestager er kommet i.
Indtil videre synes jeg nu, det er Ammitzbøll, der er ude i tovene. Min sammentælling viser, at han er bagud 0-5 i forhold til Vestager.
0-1 var et kæmpe selvmål. Ammitzbøll skrev en kronik, hvor han kaldte Margrethe Vestager for en forræder, fordi hun under valgkampen accepterede 24-års reglen som en del af et socialdemokratisk regeringsgrundlag. Da kronikken blev trykt, var skribenten ikke at træffe på Christiansborg, da han var bortrejst til USA i en længere periode.
Det blev 2-0 til partiformanden, da hun reagerede venligt og roligt ved at invitere den vrede unge mand til en snak om hans holdninger og udmeldinger.
Det blev holdt forrige fredag, og her tilbød Ammitzbøll at beklage sit ordvalg og fastholde indholdet af sin kritik. Mødet sluttede ifølge Vestager med en aftale om et nyt møde.
Det kom ikke, for Ammitzbøll lavede 2 dage efter sagens andet selvmål, da han meldte sig ud af gruppen med den begrundelse, at Margrethe Vestager var en uduelig leder. Vil manden opnå resultater - eller har han bare en ustyrlig trang til at markere sig selv? Det er i hvert fald ikke politisk lederskab, der er hans spidskompetence.
Formanden kom på 4-0, da hun igen reagerede roligt og blot beklagede Ammitzbølls farvel til gruppen.
Så gik en uge, hvor det efterhånden lykkedes journalisterne at få folk fra den radikale yderkreds til at udtale sig kritisk om Vestager. Så gik hun på banen i tv-avisen søndag aften og bragte sig på 5-0. Her kom hun nemlig med en elegant udtalelse om, at Ammitzbøll jo er radikal og derfor er velkommen tilbage i gruppen. Blind loyalitet over for lederen og fuld enighed om den politiske linje er ikke en betingelse for at være med i den lille indflydelsesfattige gruppe på Christiansborg.
Når nu Ammitzbøll har skreget sig hæs, står de radikale stadig tilbage med det problem, som sikkert har udløst hans frustration: Afmagten over at være sat uden for indflydelse.
Det er en svær situation at håndtere for det magtvante parti, men for tiden er det et vilkår, som selv ikke den dygtigste leder kan gøre noget ved. Regeringen har sit faste flertal, som kører med klatten, og alt til venstre for de 90 mandater til Dansk Folkeparti og dets støttepartier kan kun få sporadisk indflydelse. Det skal der naturligvis ændres på, men det sker altså ikke ved at skide i sin egen rede.


lørdag den 18. oktober 2008

Efterårets bedste ferie

Når det er forår, og det hele bliver grønt og solen rigtig begynder at varme igennem, starter hele livet på ny.
Når det er højsommer og fuglene kvidrer og jeg kan gå ude dagen lang i bar overkrop, lever jeg livet hvert minut.
Når det er vinter, og jeg kører en tur på ski over marken på Flade Rævdalvej med Bertha efter mig, og kommer hjem til en varm brændeovn, så føler jeg mig som en del af hele verden.
Det er tre svære konkurrenter, efteråret har. De gyldne blade med det flotte farvespil, det skiftende vejr, og de perfekte temperaturer til løbetræningen er bestemt dejlige og attraktive. Men efteråret kan ikke helt slå sommeren og foråret, som er mine favoritter.
Alligevel er efterårsferien helt speciel. Jeg har holdt fri i 3 dage, og det føles næsten som en hel uge. Vi har noget en masse praktisk herhjemme, har været kulturelle en hel eftermiddag og aften, haft gæster, har læst, motioneret og har haft god tid ind imellem.
Det er dejligt.
Derfor er efterårsferien efterårets bedste ferie. Det er godt nok også den eneste, men det kan ikke tage glæden fra mig. Jeg møder glad, mæt og (irriterende) frisk på arbejde mandag morgen.

onsdag den 15. oktober 2008

Nedtælling til Obama

Alt tyder på, at USA snart får sin første sorte præsident. Meningsmålingerne bliver og bedre for Obama. Hele verden og det halve USA venter spændt på den hårdt tiltrængte fornyelse efter George Bushs pinlige regime.
Selv om USA er i dyb økonomisk krise, bliver det en helt ny verden, når Obama træder til som præsident. Dialog og et reelt ønske om at nå fælles løsninger synes at være Obamas arbejdsmetode. Klimaproblemer, finanskrise, terrorbekæmpelse, sultkatastrofer og flygtningestrømme er nogle af de enorme udfordringer, hele verdenssamfundet skal løse sammen. USA er stadig den eneste supermagt, og som sådan har landets præsident afgørende indflydelse på de fælles internationale løsninger. Bush har demonstreret, hvordan det ikke skal gøres - nemlig ved, at USA går enegang og bagefter skælder ud på dem, der ikke blindt følger efter. Invasionen i Irak og USAs nej til klimaaftalen fra Kyoto er absurd kostbare skrækeksempler på Bushs dumstædighed. De har splittet verden og skabt modsætninger, som det kan tage årtier at genoprette. Men arbejdet skal gøres - forhåbentlig af Obama og hans efterfølgere.
Det sjove ved politik er at lade meninger brydes, og mange politikere drives af de modsætninger, som deres verden er fyldt af. Dem har Bush og hans stab dyrket, og det er her Obama skal opfylde sit løfte om fornyelse. USA har brug for en leder, der går i dialog, så alle gode kræfter i det enorme land arbejder sammen om at få økonomien på fode. Verden har brug for en amerikansk præsident, som lytter, bidrager og deltager konstruktivt til at løse konflikter. Vi har brug for en leder af Verdens eneste supermagt, som ikke kun går efter at få ret, men som brænder for at være med til at finde løsninger, som flest mulig kan hjælpe med at bære igennem.
McCain er helt garanteret bedre end Bush, men vi kan ikke nøjes med en lille forbedring. Til gengæld skal der heller ikke gå mange dage med at juble over Obamas valg. For han skal virkelig trække i arbejdstøjet og bevise, at han kan leve op til sine løfter om forandring. Fine ord og gode hensigter er ikke nok. Der skal handling bag, og vi er en hel verden, der tager imod med åbne arme og høje forventninger.

søndag den 12. oktober 2008

Lær at skrive ved at snakke

Hvad ved bønder om agurkesalat?
I dag fik jeg helt ny og overraskende viden om det at skrive. Igen var det et podcastet P1 program, der berigede mig. Programmet hedder Kulturkontoret, og udsendelsens tema var Forfatterskolen. Rektor og 3 tidligere elever var i studiet for at fortælle om den eksklusive uddannelsesinstitution, som hvert år optager 9 elever.
Skolens vigtigste læringsredskab er samtale om hinandens tekster. Det er så omfattende, at en af de medvirkende kaldte stedet for Skafotteskolen - stedet, hvor man lægger sig selv og sine tekster på skafottet.
Jeg blev nærmest lamslået, da jeg hørte det. Jeg havde troet, det var nogle sproglige, tekniske færdigheder, skolen lagde mest vægt på. Men sådan er det ikke. For at kunne skrive godt skal du kunne forklare, det du skriver og måden du skriver på. Det øver du ved at kritisere andres tekster og ved at udsætte dine egne for kritik.
Nu har jeg tænkt over det i et par timer, og brikkerne er faldet på plads. Forfatternes beskrivelse passer til en kreativ proces i Tankegang. Lakmusprøven for den gode idé er at argumentere for den. Jeg har tit oplevet, at den helt fede idé opstod et eller andet sted i lokalet, mens en af deltagerne argumenterede for en knap så god idé.
Det vil jeg gerne korte ned til én sætning: Du skaber kvalitet ved at svare på spørgsmålet "hvorfor?".
Så er vi ved noget generelt, som ikke bare er for avancerede forfattere. Ingeniører, revisorer, advokater, lærere, sygeplejersker, politibetjente, sosu-assistenter og fodboldtrænere kan forbedre deres løsninger ved at sætte ord på dem - ved at forklare, hvorfor de gør, som de gør.
Der sker nemlig noget meget interessant, når man skal forklare sig. Sproget skaber nye sammenhænge. Du går i gang med en forklaring, og mens du formulerer dig, opstår der nye vinkler, idéer og sammenhænge, som du ikke havde tænkt over på forhånd. Sproget sætter altså en kreativ proces i gang, uanset om du taler eller skriver.
At skrive er en ensom proces, og det samme gælder meget af det arbejde, hver enkelt af os udfører. Resultatet bliver ikke bedre ved at gøre det sammen. Men vi bliver voldsomt meget bedre til det ved at beskrive det og diskutere det.
Selvfølgelig forudsat, at vi tør lytte. Det lyder banalt, men det er den helt store forhindring. Når jeg lægger mine ting frem på skafottet, skal det ikke være for at imponere andre men for at lære af mine kolleger. Det kræver, at jeg erkender mine fejl og mangler, og så er det ikke sjovt længere. Så er det pludselig hårdt arbejde.

mandag den 6. oktober 2008

Fra raslebøssen til Etiopien

I går formiddags cyklede jeg en hyggelig tur rundt i Gærum med en fin rød raslebøsse fra Røde Kors. Sammen med 17.000 andre samlede jeg penge ind til hjælpearbejdet rundt omkring i verden. Indtil videre har det givet 17 mio. kr. og Røde Kors fortalte mig i en sms i aftes, at organisationen i dag sender en nødhjælpspakke til Etiopien.
Også flygtninge fra krigen mellem Georgien og Rusland får hjælp via de penge, vi samlede ind i går. Det er dejligt og motiverende for os indsamlere at vide, at de mange bidrag bliver omsat til konkret hjælp til folk i nød.
Jeg må nok indrømme, at humøret ikke var helt i top, da jeg kom hjem fra den solrige cykeltur i går. Jeg havde samlet betydeligt mindre ind end tidligere år. En praktisk årsag var, at usædvanligt mange ikke var hjemme, men der var altså også flere end tidligere, der sagde nej til at spytte i bøssen. Og så synes jeg, at folk gav mindre beløb, end jeg er vant til at få ind.
Måske er det finanskrisen, der er nået til Gærum, eller måske er det modvilje mod hjælpearbejde i almindelighed og Dansk Røde Kors i særdeleshed. Sagen med Jørgen Poulsens fratrædelsesgodtgørelse lurer måske stadig i baghovedet.
Det er i hvert fald synd for de sultne børn i Etiopien og de fordrevne fra de krigshærgede områder i Georgien. De klarer sig ikke bedre, fordi vi andre er forargede over Jørgen Poulsens gårdighed.

fredag den 3. oktober 2008

Enkle budskaber fra topchef

Som kommunikationsmand falder jeg altid for folk, der kan sige tingene ligeud, så alle kan forstå dem. Og jeg fortæller gerne kommunale chefer, hvor vigtigt det er at sende klare budskaber ud - at skære ind til benet og fortælle det væsentligste. Gerne med et billede, der er til at forstå.
En af de bedste i den disciplin er den netop fratrådte adm. direktør for Danfoss Jørgen Mads Clausen. I foråret havde jeg fornøjelsen selv at interviewe ham, og det var i sig selv en oplevelse. Han formåede på en eller anden måde at fremstille alting, som om det var banaliteter. Interviewet handlede om danske virksomheders muligheder for at gøre sig gældende, når det gælder vedvarende energi. Det var faktisk kompliceret stof, men Clausen kunne gøre det gribende enkelt uden at bruge vanskelige ord.
I denne uge hørte jeg et længere interview med ham i radioen, og det var lærerigt og inspirerende. Her fortalte han om sine 12 år som topchef i Danfoss. På det første bestyrelsesmøde fremlagde den nye direktør en vision om, at Danfoss fremover skulle være nummer 1 eller 2 i verden på alle sine produktområder. Enkelt, ikke sandt?
Bestyrelsen nikkede ja, og så satte hr. Clausen sine folk i gang. 30 selskaber og produktlinjer blev solgt fra og 60 andre blev købt til i løbet af en 10-årig periode. Omsætning og overskud blev mangedoblet, så Danfoss i dag har over 30.000 ansatte verden over.
Visionen - den er nu virkelighed. Danfoss er nummer 1 eller 2 på alt, hvad virksomheden sælger. Det er altså uhyggeligt stærkt gået.
Jørgen Mads Clausen er netop fyldt 60 år og er blevet formand for bestyrelsen i stedet for at være administrerende direktør. Også det kunne han forklare med et stærkt billede.
- Som topchef skal du være supermotiveret hele tiden. Topchefen skal være en sulten løve, lød det fra den altid smilende og positive mand.
Nu er hans afløser på plads, og Jørgen Mads Clausen er dyrepasseren, som kærligt og kritisk holder øje med, at løvens kløer er hvæssede.
Skulle jeg lige nævne, at han til sin fødselsdag ønskede sig penge? Det blev til ca. 300.000 kr., som er anbragt i en fond, der skal bevilge mikrolån til iværksættere i udviklingslandene.
Hvis du vil lære noget om ledelse, strategi og kommunikation, så lyt til Jørgen Mads Clausen, når muligheden byder sig. Det er stærkt inspirerende.

onsdag den 1. oktober 2008

TV2 - selvfed fødselar

TV2 fylder 20 år i dag. Stationen, der med en helt ny stil brød DRs monopol, sagde goddag til seerne for første gang 1. oktober 1988.
Det var en lykkelig begivenhed, som betød et større dansk tv-udbud, og som efter et par år satte tiltrængt fut i DR. Især på nyhederne fik TV2 betydning. De så dagens historier fra befolkningens vinkel - og ikke fra eksperternes. Det var - og er - godt tv. Det er nærværende for seerne og gør det simpelthen nemmere at forstå historierne.
TV2 har også fået gjort op med et tåbeligt dogme om, at seertal ikke betyder noget. Selvfølgelig gør det det. Uanset, hvor pengene til programmerne kommer fra, skal der være interesse i den anden ende. Det har DR for længst erkendt, og det betyder også, at DR haler kraftigt ind på TV2.
Fødselaren er dynget til i økonomiske problemer, og jeg synes kan mærkes på udsendelserne. Den gamle særlige energi er væk. Et supereksempel er Nyhedernes måde at fejre jubilæet på. Det vil være i TV2s ånd at spørge garvede tv-kiggere - men nej. Den selvfede station laver indslag med sine egne studieværter med deres refleksioner over jubilæet. Det kunne selv DR ikke finde på i dag.
TV2s økonomiske problemer er tæt på at være lige så massive som Nyhedsavisens var for et par måneder siden. Forretningen kører simpelthen med et løbende underskud, og selv massive sparerunder får ikke økonomien til at hænge sammen. Hvad skal man gøre ved det?
Det korte svar er: Lad falde, hvad der ikke kan stå. TV2 skal hverken have licens eller statsstøtte for at opretholde konkurrencen til DR. TV2 har kun en berettigelse, hvis stationen har et særligt drive - og her er økonomiske udfordringer en meget høj motivitationsfaktor.
Til gengæld kan det godt være, at staten kan gøre det nemmere for TV2 at tjene penge. Der er i dag en række begrænsninger i reglerne for reklame og sponsorering. Dem kan TV2s konkurrenter omgås ved at have hovedkvarter i andre lande, og dermed har den danske station ulige konkurrence.
Giv TV2 større frihed i fødselsdagsgave, men behold checkhæftet i lommen. Tilskud redder ikke en dårlig økonomi.