lørdag den 29. december 2012

Nej tak til forlagsstyret planøkonomi

 En af de forkætrede bøger, købt på tilbud i Føtex, til glæde for forbrugeren

Går du ind for, at Arla, Apple eller Carlsberg skal bestemme, hvad deres produkter koster ude i butikkerne? At ingen må sætte deres varer på tilbud?
Nej, vel. Det lyder helt forkert i en forbrugers ører. Priserne er høje nok i forvejen, og det bedste værn mod høje priser er fri konkurrence. I butikkerne og på nettet.

Lav fortjeneste i supermarkeder
Det går danske boghandlere ikke ind for. De vil give forlagene ret til at fastsætte priser på nye bøger, som alle forhandlere skal rette sig efter. Sådan var systemet i mange år i Danmark, og siden det blev afskaffet for et par år siden, har en del boghandlere måtte dreje nøglen om.
De kunne ikke konkurrere med supermarkeder og netbutikkerne, som køber store partier populære bøger og sælger dem med en meget lav fortjeneste. Det er trist for den enkelte boghandler, som må lukke sin forretning, helt bestemt. Men det er ikke noget argument for at indføre forlagsstyret planøkonomi på bogmarkedet.

Smal litteratur - på nettet med det
Boghandlerne og forlagene har argumenteret med, at de høje priser på populære bøger sikrede udgivelse af smal litteratur. Det er digtsamlinger og romaner, som sælger i nogle få hundrede eksemplarer. De er på ingen måde i fare. Dem kan forfatteren udgive på nettet, hvor familie, venner og 12 andre interesserede kan købe eller bare læse dem.
Så er der boghandlerens rådgivning af kunderne. Det lyder meget smukt, men er det nu hos boghandleren, læserne får deres inspiration? Ikke for mit vedkommende, og jeg er da en nogenlunde flittig boglæser - og køber. Jeg får min viden fra omtale i medierne og fra anbefalinger fra andre. Jeg kan faktisk ikke mindes, at jeg nogensinde har fået et råd fra en boghandler, inden jeg købte en ny bog.

Flere og billigere bøger
Frie priser på bøger har ikke kun betydet, at flere boghandlere har lukket. Det har også resulteret i større bogsalg og lavere priser på rigtig mange af de populære bøger. Det må enhver bogelsker da være glad for.
Selv køber jeg bøger her og der: Hos boghandlere, i supermarkeder og på nettet. Jeg køber også e-bøger og lydbøger og låner begge dele på biblioteket.
Sådan tror jeg, mange gør, og det nytter ikke at forsøge at stoppe udviklingen ved at gå tilbage til fortidens fusere. Planøkonomi kan ikke opretholdes i en digital verden, hvor vi handler i og med hele verden.

Stop kampen mod virkeligheden
Så de kære boghandlere må stoppe kampen mod virkeligheden og i stedet bruge kræfterne på at skabe en bæredygtig forretning på de nye vilkår. Det er branchen som helhed i øvrigt rigtig godt i gang med, så der skal nok være boghandlere i de større danske byer mange år fremover.

tirsdag den 25. december 2012

Lær af e-butikkerne

 Wupti! en julegave købt på nettet på få minutter

De fleste, jeg kender, har købt en del af deres julegaver på nettet. Det er nemt og fleksibelt og i nogle tilfælde også billigere.
Og så er det lærerigt for alle, der driver forretning og for alle os, der har med offentlig kommunikation at gøre. Der er så meget at lære i de e-butikker. De lærer det nemlig selv på den hårde måde: Hver gang, der er en lille funktionalitet på hjemmesiden, som er besværlig eller svær at forstå, falder kunderne fra.

Lidt lettere for kunden
Hvis der kommer 100 kunder ind på siden, og de gennemfører to handler, kan man fordoble sin omsætning ved at gøre det en lille smule lettere for kunden over alt på siden.
Første kneb er at fremhæve de varer, som flest kunder køber. Det næste er at gøre indkøbskurven synlig, og det tredje er at gøre det let at betale.
Du har sikkert prøvet at fare vild i en formular. Så skal de have adresse på en bestemt måde, og man skal opgive både telefonnummer, mobilnummer og kontaktnummer - det samme tre gange. Så har man glemt et eller andet, og når man vender tilbage er alle felterne ryddet. Den går ikke. Mange os hopper fra i det kaos. Vi gider ikke bruge vores tid på at finde ud af webbutikkens logik.

Pas ind i systemet
Har du oplevet det, er det sandsynligvis en af de gamle butikker, der mere eller mindre modstræbende har oprettet en webshop. De har langt flere systemer, som kunden skal passe ind i, mens de fødte webbutikker kun tænker på at hjælpe kunden frem til det hellige øjeblik med dankortet.
Når du så har handlet, får du en venlig mail med kvittering, og i de følgende dage bliver du holdt orienteret. Når du har fået eller hentet varen, får du en mail med et lille spørgeskema, hvor du skal bedømme butikkens service.
Det skaber mersalg, hvis kunden er tilfreds. Og de fleste kunder er tilfredse, hvis det har været let at handle og den rigtige vare er kommet hurtigt frem.

Gør det let for kunden
Hvad kan kommunikationsfolk lære af alt det her? Hvad kan vi i Tankegang bruge det til over for kommuner og forsyningsselskaber? Noget meget centralt: at tage udgangspunkt i kundens behov. Det gælder selvfølgelig for selvbetjeningsløsninger, som skal være til at finde ud af. Men det gælder al anden kommunikation mellem det offentlige og kunder eller borgere.
Slut med, at kommunen fortæller borgerne, hvad kommunen gør og står for. I stedet skal det offentlige gøre det let for borgeren eller kunden at opnå den service eller viden, hun har brug for.
Det er også det, vi gør, vil mange af vores kunder utvivlsomt svare. Og mange vil fortælle om deres store arbejde med at vedligeholde kommunens hjemmeside.

Og hvad med Facebook?
Fint nok - men brugeren er langt mere på Facebook end på offentlige hjemmesider. Det tåler overhovedet ingen sammenligning. Alligevel bruger kommunen mere end 10 gange så meget energi på hjemmesiden end på Facebook.
De nye webbutikker har opdaget det for længst. Deres it-folk arbejder på hjemmesiden, mens salg og marketing bruger langt de fleste kræfter på Facebook.
Det gør de ikke, fordi det er smart. Men fordi de får mest ud af det. Fordi de tager udgangspunkt i kunderne.

lørdag den 22. december 2012

Skyl ud og skældud

Her starter balladen

Selv her i den søde juletid kan folk hidse sig op over det mest utrolige. Forleden var det et nydeligt midaldrende ægtepar i en butik, der pludselig begyndte at bræge op om nogle flygtninge, der åbenbart fik et eller andet tilskud. I løbet af få minutter var de pæne mennesker helt oppe i det røde felt. Ekspedienten turde ikke andet end at give dem ret, og de forlod butikken med savl om mundvigene.
Stakkels mennesker.

Bundfældningstank
Tilsvarende er der landet over folk, som i den grad kan hidse sig op over, at kommunen stiller krav om, at deres bundfældningstank skal tømmes.
Sådan én har vi. Vi bor på landet, hvor der ikke er kloakeret, så når vi skyller ud, løber spildevandet ud i en brønd ude i marken. Der skulle gerne foregå en naturlig biologisk proces, så de fæle bakterier ikke forurener vandløb i nærheden.
For at sikre mod overløb har samfundet bestemt, at tanken skal tømmes en gang om året. Det skal vi naturligvis betale for, og vores udmærkede lokale forsyningsselskab har fået opgaven. Det udbyder opgaven til interesserede slamsugerfirmaer for et par år ad gangen for at få den billigst mulige pris. Og så ender vi med at betale et rimeligt beløb. For de næste år bliver det 672,50 kr.
Altsammen ganske fornuftigt og for mig helt harmløst. En fornuftig og nødvendig opgave, som forsyningen løser for mig nemt og bekvemt og til en okay pris.

Overgreb fra kommunen
Men der er en frygtelig ballade hele tiden. Da ordningen startede var der en håndfuld kritiske sommerhusejere, som kom i avisen i ugevis og fortalte om dette overgreb fra kommunens side. Det var unødvendigt, og det var diktatorisk, at forsyningen skulle bestemme, hvem der skulle stå for arbejdet.
Nu har der været et nyt udbud, som et fynsk firma har vundet. Så starter hylekoret igen. En forsmået konkurrent beklager sig over, at Forsyningen sender arbejde ud af kommunen, og nogle sommerhusejere hidser sig op over, at de skal betale et administrationsgebyr på 312 kr., hvis de lader en anden end forsyningens leverandør tømme tanken. De har fået et byrådsmedlem med på galejen.
Stakkels mennesker.

Hele landet
Det er ikke noget frederikshavnerfænomen. Over alt i landet oplever forsyningsselskaber og kommuner rasende modstand fra folk, der bare ikke vil tvinges ind i en kommunal ordning. De kære medarbejdere i de kommunale selskaber bruger mange timer på at behandle klager og snakke med de utilfredse folk. Og de må finde sig i at blive beskyldt for at være kommunister, tyveknægte og papirnussere.

Brokkegebyr
Det er jeg egentlig forarget over, at jeg skal være med til at betale for. Skulle man ikke pålægge dem et særligt brokkegebyr? Så har de også noget nyt at klage over.

lørdag den 15. december 2012

Amerikansk våbenlogik

Her er mit våben

Fredagens skydetragedie i Connecticut har endnu engang udstillet den amerikanske våbenlogik, som de færreste europæere deler eller forstår.
For amerikanerne er det en grundlovssikret ret at have et skydevåben, så man kan forsvare sig selv.
Det er ikke våben, der dræber, men mennesker. Mener et flertal af amerikanerne.
De har demokrati, så de må selv bestemme.

Jo flere våben - jo flere drab
Hvis det slår klik for en person i Danmark, kan vedkommende ikke mere eller mindre spontant slå 28 mennesker ihjel. For de færreste har adgang til våben, endsige erfaring i at bruge dem.
I USA kan alle få fat i et farligt våben - har jeg indtryk af.
Det ER altså en forskel.
Jo flere, der har skydevåben - jo flere skud bliver der affyret. Det er da helt logisk.
Jo flere biler, der er, jo mere bliver der kørt i bil.

Omvendt logik
For mig er det en helt omvendt logik, at man har ret til et skydevåben, fordi man skal kunne forsvare sig selv.
Jeg bor i et fredeligt samfund, hvor folk ikke må gå med våben. Derfor har jeg ikke brug for en pistol eller et gevær til at forsvare mig selv.
Næsten alle drab i Danmark bliver begået i affekt eller i en form for rus. Dem kunne vi ikke forhindre ved, at ofret havde en pistol i nærheden.
De øvrige drab sker i rocker- eller narkokredse, hvor det er ret almindeligt at bære våben. Det forhindrer ingen drab, så vidt jeg ved.
Retten til våben forhindrer ikke mord - men fremkalder dem.

Dødelig rettighed
Og så er der lige det værste, som nærmest er ubærligt her dagen efter tragedien. Våbenindustrien i USA bruger milliarder af dollars på lobbyarbejde for at opretholde og styrke sin forretning. Det er måske hovedårsagen til, at et solidt flertal af amerikanere holder på deres dødelige rettighed.

tirsdag den 11. december 2012

Miniguide til politiske niche-sites

Hvis du hører til dem, der synes, at medierne er for blå, for røde, for enøjede eller for sensationslystne - så er det din egen skyld. Du kan bare læse nogle andre - eller endnu bedre: Nogle flere.
Interesserer du dig for politik, er der rige muligheder for at blive din egen redaktør. Du kan samle stof og meninger sammen fra alle verdenshjørner og så tage stilling. Det er bedre end altid at læse Politiken.dk og så blive sur på dem.
Her er en miniguide til politiske nichesites, fra højre mod venstre.

www.180grader.dk
En levende og meget ordrig liberal debattjeneste. Den er stiftet og drevet af Ole Birk Olesen, som også er medlem af Folketinget. Han skriver ikke så meget selv for tiden, men har gennem nogle år opbygget et trofast korps af borgerlige skribenter, som ikke kan lade være med at ytre sig. Siden er bygget op sådan, at brugernes mest populære indlæg står øverst.

www.denkorteavis.dk
Ralf Pittelkows og Karin Jespersen egen lille avis, som udkommer søndag - torsdag. De to højreorienterede skriver kort og skarpt. Pittelkows yndlingsemne er Helle Thorning-Schmidt, som simpelthen ikke kan gøre noget rigtigt. Der er en fin lille spalte med læserbreve, og så er der en række skribenter, som skriver om alle mulige emner. De fleste er borgerlige. fjernt fra midten, men der er et skønt engagement.

www.altinget.dk
Uafhængig og dybt seriøs netavis, som kun skriver om Christiansborg. Her er meget lidt om taktik og spin. En del af nyhederne er de samme som på de landsdækkende medier, men når dagens store historier ude i samfundet ikke er fra Christiansborg, er der altid spændende nyt fra Altinget.

www.piopio.dk
Ny netavis, som kalder sig uafhængig, men den er stiftet af Henrik Sass-Larsen og andre fremtrædende socialdemokrater. Mange af partiets profiler skriver indlæg på piopio, som er opkaldt efter Socialdemokratiets stifter. Målet er at danne modvægt til den borgerlige presse, og det går blandt andet hårdt ud over BT.

www.modkraft.dk
Venstrefløjs-side - og her er vi ude omkring den venstre side af Enhedslisten. Modkraft er drevet af en række uafhængige redaktioner og har et meget bredt stofområde, blandt andet med en masse kulturstof. 2 ud af 3 læsere er under 30 år, og de fleste er fra Aarhus og København.

Jeg er ikke fast læser af dem allesammen, men jeg kigger forbi med jævne mellemrum. Det er virkelig interessant at se nyhederne og debatten fra helt nye sider. Det er både god underholdning og gedigen folkeoplysning, og så er det allesammen sobre og ordentlige sider. De går til vaflerne i deres holdninger, men de primitive personangreb trives ikke ret godt på nichesiderne.

tirsdag den 4. december 2012

Farvelbæk - hvor er udgangen?

Efter de seneste dages underholdning i medierne om Uffe Elbæks tætte samarbejde med sin mands arbejdsplads, står hovedpersonen og resten af regeringen med 1 problem: Hvordan får man lempet Uffe Elbæk ud af ministeriet på den mindst skadelige måde?
Reelt er han færdig som kulturminister, men for hver dag der går uden en fyreseddel bliver det sværere og sværere for Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt at forklare, hvorfor det skulle tage så lang tid.

Gør-det-selv?
Så ender det nok med, at Uffe Elbæk selv træder tilbage. Det kan han altid gøre med den begrundelse, at han er blevet en belastning for regeringen, og at denne forholdsvis lille sag tager fokus fra det politiske arbejde, han så gerne ville udføre.
Det var et friskt forsøg at hive en utraditionel og kreativ type som Uffe Elbæk ind i Kulturministeriet. Men det var risikabelt, for folk ude fra samfundet kan begå mange fodfejl i politik, og sådan en outsider som den tidligere leder af De flyvende Pisbønner og Kaospiloterne får ikke to chancer inde på Slotsholmen.

Flere undersøgelser
Det, han bliver udsat for nu, er i hvert fald ikke uhæmmet kreativitet. Det er et blodigt kobbel af oppositionspolitikere og pressefolk, som hiver den ydmyge minister igennem sølet.
Det systems opfindsomhed rækker til at hyre Rigsrevisionen til at foretage en undersøgelse af de bevillinger på 180.000 kr., som Elbæk én gang har redegjort for. Hvorfor spørger ingen, hvad sådan en undersøgelse koster? Hvorfor stiller de sig én efter én op og ser betydningsfulde ud og erklærer sig tilfredse med, at forholdene nu bliver undersøgt til bunds?

En usynlig minister
Det er rent skuespil, af den mest dilettantiske slags, som ikke fortjener en øre i kulturstøtte.
Lad tæppet falde for det pjat og se at få indsat en usynlig og driftssikker person i den ministerstol.
Så kunne vi måske få gang i de medieforhandlinger igen.

søndag den 2. december 2012

Mediefiduser i selvsving

En kommunikationsfidus eller en ekspert?

Når alle tilsyneladende er rørende enige om, at en bestemt person eller virksomhed har dummet sig - så er der grund til undersøge, om der skulle være et ledigt standpunkt.

Skandale! Vi skal ikke have et juletræ
For tiden er der en række sager, hvor medier og kommunikationsfiduser alle løber i samme retning. Det gælder for eksempel det berømte juletræ i Kokkedal. Sagen kulminerede i denne uge med, at boligselskabets afdeling valgte en ny bestyrelse, som så siger ja til juletræet. Der var tæt på at være lige så mange journalister som lejere til begivenheden, og jeg tror bestemt, der var live-tv fra mødet. Det er proportionsforvrængning af værste skuffe. Jeg skrev på Twitter forleden, at vi ikke skal have noget juletræ herhjemme i år - men ikke én journalist har opsøgt mig for at stille kritiske spørgsmål.

Occupy Wall Street
En anden selvsvinger er Danske Banks nye reklamekampagne New Normal. Forleden måtte banken trække et af kampagnens billeder tilbage efter massiv kritik fra kommunikationsfiduser. Billedet forestillede en aktivist fra Occupy Wall Street, og kritikerne mente, at banken misbrugte bevægelsen, der netop er særdeles kritisk over for bankerne.
Når nu alle kommunikationseksperter er enige om, at Danske Bank trådte sig selv over fødderne ved at bruge sådan et billede - så vil jeg gerne forsvare det stakkels foretagende. Jeg havde ikke lagt mærke til reklamen, før kritikken kom frem, men jeg synes, den er elegant.

Kvindekys og isbjerg
Danske Bank har brug for at forberede kunderne på store forandringer, og budskabet i New Normal er, at banken forsøger at forandre sig i takt med omverdenens forandring. Der er et billede af to kvinder, der kysser hinanden, af et barn med en iPad, af et smeltende isbjerg og altså af en Occupy Wall Street demonstrant.
Det er den verden, den lidt støvede, konservative bank skal eksistere i. Ved at tage billedet med demonstranten med, går banken helt til kanten og anerkender den kritik af bankerne, som har været fremme de seneste år. Kritikerne spørger - med rette - om Danske Bank har lært af den, om Danske Bank er blevet mindre grisk. Har banken ikke bare hævet renter og gebyrer i ly af finanskrisen?
Gode spørgsmål, som Danske Bank kunne tage en dialog om, hvis den i virkeligheden ønskede at anerkende New Normal. Men i stedet valgte banken desværre at trække billedet tilbage, fordi det var blevet misforstået.

Fejlen var en anden
Så i modsætning til alle eksperterne mener jeg, at den egentlige fejl fra Danske Bank var at trække billedet tilbage. Og så lige på det tidspunkt, hvor det havde opnået den effekt, som banken ønskede: En debat om bankens position i en verden i forandring.

søndag den 25. november 2012

Løbende arbejde

 Så fine var skoene, inden den bælgmørke sjapsæson satte ind.

Jeg er i gang med at træne op efter min skade. Og den er ikke helt væk.
Heldigvis kan jeg konstatere, at trangen til at løbe er intakt. Jeg er stadig løbetosse.
Sidst på eftermiddagen kom vi hjem fra julefrokost i Esbjerg, og jeg måtte ud en tur - det var kun den anden i denne uge.

Kun trekvart gennemblødt
Betingelserne var rådne: Det var bælgmørkt, det stormede nærmest og regnede en hel del.
Men det var ikke svært at komme afsted, og det viste sig, at jeg kunne løbe i læ af regnen det meste af vejen. Så jeg var kun trekvart gennemblødt, da jeg kom hjem efter en fredelig tur på 9 kilometer.

Højeffektivt arbejde
Hele turen var højeffektivt arbejde. Jeg forberedte mig på et spændende møde i morgen. I hovedet tænkte jeg min lille præsentation igennem, og jeg fik et par rigtig gode idéer som gør, at jeg nu er helt tryg ved mødet. Jeg kan gå ind ad døren i sikker forvisning om, at det vil gå godt.
Det er ellers en helt ny type løsning, jeg kommer med, så det kunne godt give sommerfugle i maven.

På grund af min skade er det flere måneder siden, jeg har haft sådan en tur, hvor jeg tænkte en opgave, et møde eller et problem igennem. Det er en helt særlig tilstand, jeg som løber kan sætte mig i. Tankerne kommer næsten flyvende og falder bare på plads. Jeg formulerer sætninger inde i hovedet, og på den måde tager den ene tanke den anden, og jeg udvikler idéer. Selve løbeturen er overhovedet ikke anstrengende, fordi jeg ikke fokuserer på ben, åndedræt eller underlag.

Bedstefar-tempo?
Der skal lige en smule malurt i bægeret her i optakten til Bjesk-sæsonen. Jeg løber hverken stærkt eller langt, og jeg kan godt mærke, at jeg er langt fra topformen. Det er jeg selvfølgelig ikke helt tilfreds med. Men jeg kan også vende det om og sige, at jeg uden problemer kan løbe 10-15 kilometer i et anstændigt tempo trods to måneders næsten-pause.

Det er da ikke helt dårligt af en bedstefar!

tirsdag den 20. november 2012

Dyrt gavekort hos Arnold

Arnold Buscks søforklaringer er lige i øjet

Jeg starter lige med et idiotisk spørgsmål:
- Hvis en bog koster 303 kr. på nettet, og du får den tilsendt gratis - og den samme bog købt hos den samme forhandler koster 400 kr. i den fysiske butik, hvor vil du så købe den?

Mit idiotiske svar er: I butikken.

Gavekort på nettet
Forklaringen er pinlig, ikke for mig men for Arnold Busck, som er den skyldige i denne historie.
Jeg fik nemlig et gavekort til Arnold Busck i fødselsdagsgave, og det har jeg gemt til den særlige lejlighed, at Lindhardt og Ringhof skulle udgive 6. og sidste bind af Karl Ove Knausgårds Min Kamp på dansk. En fiks lille sag på 1290 sider.

Nu er den endelig kommet, og jeg gik altså på nettet og fandt den til en fair pris hos Arnold Busck. Problemet er bare, at man ikke kan indløse et gavekort på firmaets hjemmeside. Du kan købe masser af gavekort i Arnolds netbutik, men du kan ikke bruge dem.

Ramt af konkurrence på nettet
Så hvis jeg ville indløse mit gavekort, skulle jeg opsøge en af firmaets fysiske butikker. Det gjorde jeg i går i København, og der fik jeg dagens anden pudsige forklaring fra Arnold Busck. Da jeg langede moppedrengen over disken forklarede jeg den søde unge pige, at bogen var over 90 kr. billigere på nettet.
- Det er fordi, de er nødt til at konkurrere med netbutikkerne, lød det uden antydning af ironi. Jeg var helt paf. Den fysiske butik skal måske ikke konkurrere?

NETS er synderen
Tidligere på dagen havde jeg fået en sjov forklaring fra firmaet om grunden til, at jeg ikke kunne bruge gavekortet på hjemmesiden. Den kom på mail, og jeg citerer ordret for ikke at blive beskyldt for at gøre grin med nogen.

Det er desværre ikke muligt at bruge gavekort på vores hjemmeside, da vores
betalingsmodul udbyder NETS, desværre ikke har fået leveret en
gavekortsbetalings løsning til os endnu, men de arbejder på højtryk på
sagen.


Uheldigt, hvad? Enhver leverandør kan have en dårlig dag, men NETS er altså ikke et lille garagefirma. Det tidligere PBS er Nordens førende inden for betalingsservice, og jeg er helt sikker på, at en af virksomhedens over 2000 ansatte kan finde ud af at integrere en løsning med gavekort hos Arnold Busck.

Danmarks ældste
Tilbage står, at jeg har fået en dårlig oplevelse som kunde. Jeg kunne ikke bruge mit ellers elektroniske gavekort på nettet, og da jeg endelig kom til den fysiske butik skulle jeg betale ekstra for varen.

Det skyldtes ifølge Arnold Busck Nordens største betalingsfirma og konkurrence på nettet.

Arnold Busck fortæller stolt på sin hjemmeside, at boghandlen er Danmarks ældste. Den har eksisteret siden 1896. Det kan man ikke leve af i år 2012.

lørdag den 17. november 2012

Forandringsvildt vanedyr

 Same procedure...

Tankegang står for vanebrydende, visuel kommunikation. Og når det gælder det vanebrydende, er jeg ret irriterende. Jeg er vild med noget nyt og kommer lidt for tit med begejstrede forslag om at gøre tingene på en anden og ny måde.
Jeg er helt sikker på, at nogle af mine kolleger i deres stille sind forbander min mange idéer engang imellem. Heldigvis for dem, er jeg tit væk, og så er der da fred så længe.

Revolutionen er aflyst
Til gengæld er der ikke meget revolution over mig herhjemme på Flade Rævdalvej. Jeg er et vanedyr.
Solle og jeg har boet sammen i over 25 år, og vi har udviklet nogle rutiner. Dem fraviger jeg nødigt. Morgenens ritualer kører efter en snor. Vi sidder det samme sted, spiser det samme og gør de samme ting i den samme rækkefølge morgen efter morgen. Jeg tror, jeg har spist det samme morgenmad i 20 år - så nu må jeg snart blive mæt.
Er vi på hotel i flere dage, sammensætter jeg mit morgenmåltid efter det, buffeten byder på. Og så tager jeg det samme i samme rækkefølge alle de næste morgener.

Julesmåkager
Det er for længst blevet en tradition, at jeg bager julesmåkager. Det er de samme hvert år, og jeg laver dem på min egen måde. Det tager lidt lang tid og roder temmelig meget i køkkenet. Men det bliver nogle dejlige kager. Vi har også en rigtig fin tradition for, at jeg spiser de fleste af dem.
For nogle år siden anskaffede Solle en røremaskine. Den kan alt, og det er meget nemmere at ælte dej i den end at stå med klør ti i en klæbrig masse. Men jeg ælter dej i hånden, for det har jeg altid gjort, og det er en del af bagningens sjæl, bilder jeg mig ind uden at tro på det.

Vanedyrets forbandelse
Lige nu føler jeg mig lidt utilpas. På grund af en skade har jeg ikke kunnet løbe tre gange om ugen i længere tid, og på grund af mange møder ude i landet, har jeg ikke haft tid til at skrive to gange om ugen på min blog. Det passer mig ikke, selv om det såmænd er udmærket for kroppen at slappe af i et par måneder og ingen efterlyser mine udgydelser.
Det er vanedyrets forbandelse.

Brankegilde
Måske kan man komme over det ved at tale om det. Det har jeg lissom gjort nu, så nu har jeg fortjent en småkage. Vi plejer at tage en lille skål af de brankede fra og spise dem den første aften. Og det har vi også gjort i år. :-)


lørdag den 10. november 2012

Magtens sprog

USA og Kina har i denne uge sat navn på sine kommende ledere på hver sin måde.
Jeg hørte et interessant indslag i radioen om, at unge i Kina vender sig bort fra politik. De gider ikke være med i partiet, og de følger ikke med i begivenhederne på Folkekongressen.
En af forklaringerne er magthavernes sprog. De kinesisike politikere bruger teknokratiske udtryk og taler om problemer i deres egen verden - ikke i befolkningens.

Hverdag og drømme
Derimod har mange unge kinesere fulgt med i den amerikanske valgkamp. Her har kandidaterne ganske vist sagt en masse sludder - men de taler til og om vælgerne. De taler om arbejdspladser, om benzinpriser og om middelklassens skatteforhold. De bruger almindelige ord, og så er de begejstrede. De udstråler vilje og energi, mens de kinesiske topledere står og kigger stift ned i nogle manuskripter som 100 andre gamle mænd har godkendt på forhånd.
Sproget er vejen til magten. Obama og Romney har brugt et halvt år på at fortælle om deres egne drømme, på at slå ud med armene og male billedet af det Amerika, de vil skabe. Og så på at tale om nogle helt praktiske problemer, som vælgerne oplever i hverdagen.

Tørre bureaukrater
I Kina går vejen til magten ikke gennem folket, men gennem bureaukratiet. Derfor taler de kinesiske ledere til og for bureaukraterne. Det er forbløffende, at de kan opretholde sådan et system i det 21. århundrede, nu hvor 40 pct. af den kinesiske befolkning er på internettet.
Den nye leder er endnu en tør bureaukrat, og der er intet signal om forandringer. Han skal sidde i 10 år, og alle Kina-eksperter føler sig overbeviste om, at kommunistpartiet kan holde grebet om magten hele hans tid ud. De ved mere om det end dig og mig, men jeg synes, det lyder usandsynligt.

Sproget fælder dem
Afgrunden mellem lederne og befolkningen bliver dybere og dybere, og det bliver mere og mere synligt for kineserne. Sproget, som har holdt teknokraterne til magten i Kina, kommer til at fælde dem. En større og større del af befolkningen får adgang til at fortælle offentligt om deres egne problemer i et sprog, som får andre til at deltage i samtalen. Det kan teknokraterne ikke styre med 1000 blomstrende regler, og pludselig kan Kina have en Nelson Mandela, en Lech Walesa eller en Václav Havel, som kan sætte ord på befolkningens drømme. Så er det ham, der definerer magtens sprog - den nye magts sprog. Det er så stærkt, at selv Folkets Hær ikke kan nedkæmpe det - hvis soldaterne overhovedet vil.

Sammenbrud helt uden internet
Vestligt drømmeri og mangel på viden om kinesisk kultur og tradition, vil Kina-eksperter sikkert kalde min lille analyse. Det kan de sagtens få ret i, men sprogets magt er universel, og den er hævet over politiske strukturer.
Husk:  det er stadig mindre end 25 år siden, et fasttømret politisk system i Østeuropa faldt sammen som et korthus på nogle få uger uden at én ekspert havde set det komme. Og dengang var der intet internet.

søndag den 4. november 2012

Øh, fuck - en bestseller

Linje kan kun staves med j. Ik' os'?

På fredag udkommer en bog, som meget gerne må blive et smashhit under juletræerne: Den nye udgave af Retskrivningsordbogen.
Det er 11 år siden, Dansk Sprognævn sidst har sendt den grønne på gaden, og i den nye udgave er der 4000 nye ord. To af dem står i min overskrift: øh og fuck.

Tak til de sure, gamle mænd
Dem har der allerede været debat om. Der er altid nogle sure gamle mænd, som er imod grimme og engelske ord i det danske sprog. Det er dejligt, at vi har disse sprogkværulanter, for de er med til at holde debatten om vores sprog i gang. Den er nødvendig, så vi alle sammen kan blive mere bevidste om sproget. Og så kan den måske være med til at sælge flere udgaver af Retskrivningsordbogen.

Tjek ordbogen
Mit eksemplar hjemme på hylden kommer i brug mindst et par gange om måneden. Hvis Solle spørger, hvordan et ord staves, tjekker jeg tit i ordbogen, selv om jeg er 99 procent sikker.
Forleden var det ordet linje, som Solle havde stavet linie. Det så helt tosset ud for mig, og opslaget i den grønne viste da også, at den gamle stavemåde udgik i 2001-udgaven. Dermed er den ikke udryddet. Masser af mennesker insisterer på at skrive linie. Det må de gerne for min skyld, for jeg forstår godt ordet. Men så skal de ikke bagefter gå og dunke andre i hovedet med, at de ikke skriver korrekt dansk.

Nemt råd - og dog
For mig er det vigtigste ved Retskrivningsordbogen at bruge den. Det lyder nemt, men det er det bestemt ikke. Jeg oplever meget tit kolleger, som spørger, hvordan et ord skal staves, og jeg kommer hver gang med det samme irriterende svar: tjek www.sproget.dk. Sidder du foran en computer er det lynhurtigt at kontrollere et ord og på sproget.dk får du oven i købet et hurtigt overblik over ordets betydning og brug. Du kan altså se, om dit vanskelige ord overhovedet er det rigtige til det, du vil udtrykke.
Den nye retskrivningsordbog kommer også på nettet på retskrivningsordbogen.dk og indholdet bliver integreret i sproget.dk. Brug det, brug det, brug det. Jeg lover dig, at du altid får mindst 1 ny oplysning, når du slår et ord op på sproget.dk.

Spændende læsning
Det ene udelukker ikke det andet. Du skal ønske dig Retskrivningsordbogen til jul og trække den frem hver gang, I diskuterer et ord. I den nye udgave er der langt flere ordforklaringer, og så er der hele den danske grammatik, som er fint forklaret med eksempler. Hedder det op af eller op ad? Læs i Retskrivningsordbogen.
Endelig er der en liste over de ord og stavemåder, som er ændret i forhold til den forrige udgave. Det bliver spændende læsning.

torsdag den 1. november 2012

Herlig møgtur


Batterierne var døde, da uret havde ligget i en måned. 
Fed symbolik.

En løbetur i slud og hård vind, en del af ruten på smattede, hullede stier. Og så sidst på eftermiddagen, hvor det begyndte at blive mørkt, så jeg næsten ingenting kunne se gennem regndråberne på brillerne. Tempoet var efter mine forhold temmelig moderat.
Alt i alt ikke en god tur. Nej, det var det ikke. Det var en fantastisk, vidunderlig, glædesfremkaldende løbetur.

Forfærdeligt at være skadet
Jeg er ikke selvpiner, men forklaringen er den simple, at jeg er/har været skadet, og at det nu er mere end en måned siden, jeg har løbet en tur. Det har været forfærdeligt.
To gange er jeg trukket i løbetøjet og er vendt om efter 30 meter. Jeg har været ude at cykle nogle gange, og det har da også været rart at få pulsen op og mærke syre i benene. Men det giver altså ikke den samme følelse af en god, brugt krop som en hård løbetur. Jeg kan ikke rense hjernen ud eller tænke et problem igennem på en cykeltur - simpelthen fordi jeg hele tiden skal koncentrere mig om at cykle.

Min syge logik
Og så kommer alle de pinlige tanker, jeg går med for mig selv. Jeg føler mig slap og dvask og i dårlig form. Jeg er også ved at blive tyk. Jeg passer godt nok mine bukser endnu, men der er ved at vokse en lille vom ud. Bilder jeg mig ind. Mine muskler skrumper også. Mine ben er allerede uhyggeligt tynde. Jeg kommer aldrig i form igen. Fortæller min syge logik mig.

Vendepunkt for behandlingen
Min skade sidder oppe i den venstre lysken, og jeg har gået til fysioterapeut i hele oktober. Der har bare ikke været fremskridt i den første lange tid, og det var altså topfrustrerende. Men i tirsdags vendte det. Jeg var på løbebåndet og mærkede ikke (ret meget) til smerten i lysken.

Tre betingelser
Min strenge behandler bevilgede mig lov til at løbe på nogle betingelser.
1. Jeg skulle varme grundigt op først. Det gør jeg mest effektivt ved at gå den første kilometer.
2. Jeg måtte ikke give den fuld gas. Løb på 80 %, lød kommandoen.
3. Gå op ad bakkerne
Det lykkedes mig at overholde alle 3 punkter. Da jeg et stykke ude på ruten var varmet godt igennem, meldte lysten sig til at skrue lidt op, men den lange måneds løbehungrende pinsler er ikke ude af bevidstheden, selv om frontallapperne skriger løb. Så jeg holdt mig på måtten.
Først på de sidste 100 meter kunne jeg mærke en lillebitte antydning af en trækning oppe i balden. Det bekymrer mig ikke.

Bare glad
Lige nu er jeg bare glad for at kunne løbe noget, der minder om en rigtig tur. Jeg må også gerne løbe i morgen, og hvis det også går godt, bevilger jeg mig selv en 10-12 kilometer på søndag.
Jeg er klar til at gøre det til en vane at varme op med 1 kilometers gåtur, og jeg må nok også indstille mig på, at jeg ikke skal løbe meget længere end en halvmaraton.
Vær sød at minde mig om de 5-6 uger uden løb, næste gang jeg fabler om at træne til maraton.

søndag den 28. oktober 2012

Åbent byggeri - hemmelig skole

Folk strømede til byens nye skole

Nej, hvor blev jeg glad, da jeg så, at mange hundrede frederikshavnere i går besøgte den nye, flotte skole, kommunen er ved at bygge i vestbyen. Jeg blev overrasket over, at så mange var på min alder og opefter - folk, der ikke selv har børn i skolen.
Vi kom, fordi vi interesserer os for vores by og vores kommune. Og fordi skoler er noget særligt. Det har betydning for alle, at byens børn får en god uddannelse.

1100 skolebørn
Nej, hvor blev jeg glad, da jeg kom inden for i den enorme bygning, som om to måneder siger goddag til 1100 skolebørn. Et dejligt byggeri med gode lydforhold. Det er nemt at overskue, fordi det er stjerneformet og alting tager udgangspunkt i det store indgangsrum. Der ser også ud til at være udmærket plads, selv om det er svært at forestille sig, hvordan lokalerne tager sig ud i hverdagen.

Vi fik intet at vide
Og nej, hvor blev jeg ked af, at alle os interesserede borgere ikke fik noget som helst at vide om det vigtigste ved bygningen: skolen. Der lå kun en lille plantegning. Ingen information om tankerne bag byggeriet, om læring, samspil og hele meningen med byggeriet. Vi kunne bare gå i en lang række og kigge på nogle tommer lokaler og se, at der skulle de og de klasser være.
Jeg har masser af spørgsmål, som de helt sikkert har tænkt over. Hvorfor skal der være vinduer fra klasseværelserne og ud til gangene? Hvorfor skal gangene være så brede? Hvad skal de bruges til? Bygger det på klasseundervisning eller er der mere samarbejde på tværs? Skal autisterne gå for sig selv? Hvad betyder farverne? Det er hemmeligt, selv om et par tusinde mennesker gerne ville høre, se og forstå det, og gerne ville fortælle videre til andre.

Ingen guider
Nej, hvor blev jeg ked af, at der ikke var ét menneske til stede, som påtog sig at vise rundt. Jeg så ingen fra byrådet, ingen fra skoleforvaltningen og ingen af de ansatte på den store skole. De kan have været der på andre tidspunkter end mig, og jeg kender heller ikke dem alle sammen. Men der var ingen, som guidede de mange interesserede. Ingen som stolt viste deres og vores nye skole frem.
Det er der, når et affaldsselskab holder åbent hus på forbrændingen eller genbrugspladsen eller når en virksomhed inviterer folk inden for. Samme dag var der ekstra bemanding på biblioteket, fordi der var et arrangement med Børnenes Rekordbog, som trak mange til huse.

T-shirt og gul sodavand
Men kommunens vigtigste og dyreste byggeri i mange år - det har ingen ejere. Ingen glade værter, som viser frem, fortæller og svarer på spørgsmål. En rød t-shirt til 25 personer og to stykker smørebrød og en gul sodavand til hver, var hvad der skulle til. Så havde kommunen haft et par tusinde ambassadører, som kunne fortælle vidt og bredt om fremtidens skole, der åbner i Frederikshavn om to måneder.

Vi har alt for få gode historier i Frederikshavn Kommune i disse år. Nordstjerneskolen er én af dem. Tror og håber jeg.

lørdag den 27. oktober 2012

Digital boghandel med håndsving

Min lydbog kommer slet ikke frem på Riidrs app

Jeg handler lidt i en lille digital boghandel, der Riidr. Den har sin egen app, så man nemt kan læse bøgerne på iPad. Det fungerer okay uden at være en kæmpe brugeroplevelse. Det er indholdet, der har bragt mig ind hos Riidr, for de forhandler nogle lange journalistiske temaartikler som e-bøger.

Glædestrålende nyhed
Forleden kom der så et glædestrålende nyhedsbrev fra Riidr om, at den norske mediekoncern Schibsted havde investeret i den lille bogbiks. Det fejrede de med 20 pct. rabat på alt, som kunderne købte via hjemmesiden den dag.
Andet bind af Øvig Knudsens Hippie-bog er netop udkommet, og hvorfor ikke få den 20 % billigere, tænkte jeg nærigt. Jeg gik ind på app'en og skulle lige til at gennemføre købet, da jeg kom i tanke om, at rabatten kun gjaldt køb via hjemmesiden. Smart nok, for køber du via app'en, skal Apple have 30 % af omsætningen, så 20 % rabat på hjemmesiden kan godt betale sig!

Hov, ingen bog
Ind på riidr.com, find bogen, køb, skriv rabatkoden og betal. Det gik sådan set nemt nok. Jeg købte lydbogudgaven, så jeg kan høre den i bilen den kommende tid.
Tilbage på app'en - hov der var ingen bog. Luk app'en ned, genstart og luk op igen. Stadig ingen bog. Tilbage på riidr.com - der var lydbogen og en mulighed for at downloade den.
Jeg skrev til Riidr og fik den besked, at der desværre ikke er mulighed for at bruge lydbøger via app'en.

Besværlig procedure
For at gemme den på Ipad'en skulle jeg igennem en noget besværlig procedure:
1. Download bogen som zip-fil og pak den ud
2. Åbn iTunes og opret en spilleliste med bogens titel
3. Træk alle lydfilerne over i spillelisten
4. Sæt iPadden til computeren og synkroniser
Der er en hel del knas med indstillingerne i synkroniseringen, så jeg måtte makke med det i en lille halv time, inden bogen lå på min iPad.
Det er bare ikke godt nok.

Malk selv din ko
Fordelen ved en digital boghandel er, at man henter bogen ned og med det samme kan læse den. Jeg kender adskillige iPad-ejere, som ikke kunne have klaret overførslen uden hjælp. Jeg vil kalde det en digital boghandel med håndsving.
Den stakkels support-medarbejder fik et surt opstød fra mig om, at det svarer til at købe en liter mælk og så få besked på selv at malke koen. Det var selvfølgelig synd for ham, men hvis man vil have en digital butik, så skal kunderne altså høste fordelen af teknikken.

Cykler ned i butikken
I dag skal jeg have en ny bog, 6. bind af Karl Ove Knausgårds forrygende MIG-roman Min Kamp. Den cykler jeg ned i boghandlen og køber. Jeg regner ikke med, at jeg skal sidde og sprætte siderne op for at komme til at læse den.

tirsdag den 23. oktober 2012

Cykelbyer og bycykler

Bycykler i Gøteborg

Far blev ikke sur; far blev skuffet, da jeg for nylig læste, at Københavns Kommune havde sparet bycyklerne væk i sit budget for 2013.
Sammen med Frederiksberg Kommune havde vores hovedstad planlagt en variant af det fremragende system, som findes i Stockholm, Barcelona, Gøteborg og andre storbyer. Det går ud på, at man kan leje en cykel i tre dage eller et år ad gangen. Så få man et kort og kan frit bruge en cykel i to timer, stille den i et stativ og tage en cykel igen i to timer. Altså i praksis fri cykel, ingen vedligeholdelse og ingen problemer med forsikring og tyveri. Herresmart.

Byen rundt mange gange
I weekenden var vi i København og i mangel af Frank Jensens tilbud lejede vi to glimrende cykler på Hotel Opera, hvor vi boede. Det var rigtig nemt, prisen var rimelig, og vejret var perfekt til en cykelweekend. Vi var i Nordhavnen, på Frederiksberg, på Nørrebro, Østerbro og Vesterbro og på Christianshavn, Holmen og Refshaleøen. Og vi var forbi Strøget og indre by adskillige gange. Uden at anstrenge os eller at have travlt.
Det er skønt at cykle rundt i København, og der er virkelig gode forhold for cyklister. Mange steder gode, brede cykelstier. Ellers er der tydelige afmærkninger i vejen, og der er en trafikkultur, hvor cyklisterne er en naturlig del af systemet. Cyklisterne er simpelthen tænkt ind som en vigtig del af Københavns infrastruktur.

Svensk system og spansk anarki
Sådan er det ikke i Stockholm og Gøteborg. I Sverige er der bestemt cykelstier men ikke nær så mange som i København, og ingen steder har jeg set skilte, der tillader cykler at køre imod ensretningen. Der er langt færre cykler, og bilisterne opfører sig lige som i en dansk provinsby - de er irriterede på eller bange for cyklisterne.
I Barcelona er det anarki. Cyklerne kan køre på de brede fortove. Det er der tit nogen, der bliver sure over, men så trækker man på skulderen eller skælder dem ud.

Massive investeringer
Weekendens oplevelse har gjort det klart for mig, at en cykelby ikke bare er en by med bycykler. Tværtimod. Det vigtigste ved en cykelby er at skabe gode forhold for cyklisterne. Og jeg noterer mig, at Københavns Kommune fortsætter sine massive investeringer på dette område. Tak for det.

Men det er stadig ærgerligt, at vores hovedstad sakker bagud med bycyklerne. Det er et godt tilbud til turister og en effektiv markedsføring af cyklen som hurtigt, billigt og miljøvenligt transportmiddel.

fredag den 19. oktober 2012

Ufattelige USA

Jeg kan godt forstå, at der findes en amerikaner, som vil
- forbyde abort
- forbyde ægteskab mellem homoseksuelle
- starte tre nye krige
- give skattelettelser til de rige.
Men, at der er en risiko for, at denne mand bliver valgt til præsident i et oplyst demokrati - det er jeg ude af stand til at fatte.

lørdag den 13. oktober 2012

Mens vi venter på medieforliget

Her er hovedaktøren i ugens forlig

Mens vi venter på medieforliget, har et kæmpe flertal i Folketinget indgået endnu et licensforlig.
Her har de fordelt den stigende mængde licenspenge, og det var let nok. Ingen fik færre penge, og de fleste fik lidt flere. Det kan alle politikere finde ud af.

Pengene er brugt
Men medieforliget - det lader endnu engang vente på sig. Imens forstærkes de problemer, som forliget skal håndtere, og nogle af de penge, der kunne være meget nyttige at have til medieforliget, er nu disponeret i licensforliget.
Det store problem i den danske - og internationale - medieverden er at få betaling for at producere nyheder. Dagbladene, som leverer en væsentlig del af nyhedsstoffet, er ved at forbløde, fordi de mister abonnenter til nettet og annonceindtægter til Google og Facebook.
Dagbladene er fri for at betale moms, og desuden modtager de en såkaldt distributionsstøtte på i alt 400 mio. kr. Begge dele er forældede modeller, som ikke tilgodeser de nyt netmedier.

Udredninger og rapporter
Disse problemstillinger kender partiernes medieordførere ud og ind. De har gennem de seneste fem år bestilt og fået udredninger og rapporter, som alle har bekræftet problemets art. Sagen er fuldt oplyst og klar til politisk stillingtagen. Det har den været i flere år, men der sker ikke noget.
Jo, ude på dagbladene er der hektisk aktivitet. Fyresedlerne fyger omkring, og Lolland-Falsters Folketidende er i fare for at lukke. Sker det, har vi den første større egn i Danmark uden daglig journalistisk dækning. Flere følger efter.
Licenspengene går ikke bare til radio og tv. De går til public service, som blandt andet er den nyhedsformidling, markedet ikke selv kan bære. I 2012 er det også lokaljournalistik, og det er netjournalistik.

Christiansborg
Mediebranchen har gennem flere år råbt og skreget på en helhedsløsning, så de såkaldte medieforlig ikke kun handlede om radio og tv.
Men det er desværre ikke lykkedes at trænge igennem til Christiansborg.

tirsdag den 9. oktober 2012

Banalytiker - tænk 4 måneder tilbage

Kan du huske, hvad der skete for 4 måneder siden?
Det er jo ikke en evighed, så lidt må der da hænge fast.

På Christiansborg indgik den nuværende og den tidligere regering et skatteforlig, hvis indhold meget hurtigt blev glemt. En næsten enig presse med de højtråbende banalytikere i spidsen beskæftigede sig nemlig mere med det taktiske end med indholdet.
Så mindre end et døgn efter den brede politiske aftale kunne Jyllands-Posten sætte denne overskrift på toppen af sin netavis: Regeringens liv hænger i en tynd tråd.

Det så nemlig ud til at være umuligt at hive et forlig om finansloven i hus. Enhedslisten krævede i sin ophidselse, at skatteforliget nærmest blev trukket tilbage, før partiet ville forhandle om finansloven.
Venstre erklærede, at partiet ikke vil stemme for en finanslov, hvis ikke regeringen havde sit flertal på plads.

Jyllands-Posten var ikke alene om den beskrivelse. Thomas Larsen, Qvortrup, Engell og Pittelkow var var langt hen ad vejen enige. Dog med det lille forbehold, at Enhedslisten muligvis ville give sig til sidst, fordi partiet ikke vil bringe Lars Løkke tilbage i Statsministeriet.

Hvad er der sket siden? Enhedslisten har dæmpet retorikken og stiller kampklar men ikke buldrende op til de forhandlinger, der officielt starter hos Bjarne Corydon om en time.

Venstre har for over en måned siden trukket sit krav tilbage og tilbyder sig nu gerne som leverandør af flertal for regeringen. Hvis altså partiet kan opnå en god aftale om finansloven.

Er det overraskende? Næ. Det er helt almindeligt på Christiansborg. Jeg er bestemt ikke ekspert, men jeg har da en hukommelse, der rækker mere end fire måneder tilbage. Historien er fuld af situationer, hvor partier i god tid har markeret bastante synspunkter, som de så har trukket tilbage i det øjeblik, de stod over for muligheden for reel politisk indflydelse.

Det er et banalt politisk spil, som man ikke behøver at have været spindoktor eller minister for at gennemskue.

Så mit råd til dig, der forsøger at følge med i politik: Slå ørerne fra, når banalytikerne forsøger at gøre dagsaktuelle bataljer til store principielle konflikter. Næste store forlig afgøres ved forhandlingsbordet og ikke i klummer og spinprogrammer.

Det spændende spørgsmål er: Ved banalytikerne ikke det her? Det må du selv svare på.

Hvis vi vender tilbage til Jyllands-Posten er jeg personligt helt sikker på, at avisens kritiske sans ikke er særlig stærk, når det gælder analyser, der peger på problemer for den nuværende regering.

fredag den 5. oktober 2012

Kys din bruger


Budskabet præsenteres på fuglebryst

Brugervenlighed og et lækkert design.
Det er årsagen til iPhonens succes. Børn helt ned til 1 års alderen kan bruge Apples produkter.

Det samme bør gælde de digitale løsninger, som kommunerne udvikler i de kommende år. De skal først og fremmest være brugervenlige og godt designet. Ellers bliver de ikke brugt.

Brugernes behov styrer
De løsninger, som tager udgangspunkt i kommunernes egne systemer og arbejdsgange – de findes i hobetal og lever et helt anonymt liv rundt omkring i hjørnerne af hjemmesiderne. Måske har der for et par år siden været en chef, som har godtet sig over, at de ikke blev brugt. ”Der kan I selv se: Ingen har brug for digital selvbetjening, for de skemaer, man kan udfylde hos os, er der ingen, der benytter sig af,” har argumentet måske lydt.

I dag er alle enige om, at fremtiden er digital, og den er her lige om et øjeblik.

Men er alle også enige i, at det er brugerens behov, der er omdrejningspunktet for de digitale services? Starter udviklingen af en digital service med at inddrage og spørge brugerne? Eller starter den med et ønske om at rationalisere en arbejdsgang? Det er forskellen på succes og fiasko.

Fire klik lettere
Apple er det gode eksempel. Find din gamle Nokia telefon frem og se, hvor besværligt det i grunden var at finde en kontaktperson og ringe vedkommende op. Det er fire klik lettere hos Apple, og der er ingen logik, man som bruger skal forsøge at sætte sig ind i.

Det er ikke spor anderledes med teknik og miljøs digitale løsninger. Tværtimod. Behovet for at gøre det enkelt og let forståeligt for brugeren er endnu større end ved din egen telefon. Kommunens univers er ukendt land for de fleste, så brugerne skal virkelig tages i hånden. De skal nemt kunne finde ud af at finde oplysninger og betjene sig selv, og det må gerne være sjovt.

Sjovt? Ja, det mener vi.

Hugotrold
Vi har mere lyst til at prøve noget sjovt end noget kedeligt. Som bruger kan man ikke lade være med at gå videre, hvis der er noget sjovt. Hvad vil du helst følge – et hyperlink med en lille blå tekst, eller en lille Hugotrold, som siger ”Hvor skal vi hen, du?”

Fra webshop-verdenen ved vi, at det ikke er nok at lokke folk inden for i butikken. Under halvdelen af dem, der lægger en vare i kurven, ender med at betale. Derfor gør webshop-ejerne sig store anstrengelser for at gøre vejen fra kurv til kasse så enkel og fristende som muligt.

Også det kan direkte overføres til kommunernes digitale løsninger. De skal holde brugeren i hånden hele vejen igennem. Kunden skal gå helt til kassen og ekspedere sig selv – og så skal hun have en sød hilsen bagefter. Og endnu en hilsen nogle dage efter, hvor hun bliver bedt om at bedømme servicen.

Derfor er design og brugeroplevelse ikke et biprodukt. Det er produktet.

Brugervenlighed = digital strategi
Det er også overliggeren for den digitale strategi. Teknik og miljø må sætte sig som mål at give kunderne lækre, sjove, lettilgængelige og nyttige digitale services, som gør livet lettere for kunden.

Lykkes det – så vil kommunen uden tvivl opnå den behagelige sideeffekt, at administrationen bliver billigere og mere effektiv.

Tænk derfor digitale services som en kommunikationsopgave. Brugeren er en målgruppe, hvis behov vi skal opfylde. Og det gælder også de digitale værktøjer, kommunens medarbejdere sidder med i hverdagen. De skal også være brugervenlige med et lækkert design.

Mange mandetimer går tabt ved at medarbejdere farer vild i administrative systemer, glemmer koder og taster ind i de forkerte kolonner. Og værre endnu: Mange data bliver aldrig gemt, fordi medarbejdere og chefer simpelthen ikke bruger systemet. Det løser vi ikke ved at indføre nye regler og kontrolprocedurer, for den slags fører kun mistillid og tabt arbejdsglæde med sig. Løsningen er at insistere på, at de ditigale systemer er brugervenlige, sjove og nyttige.
--------------------------------------------
Denne artikel blev i september bragt i et magasin for KTCs årsmøde i Ringsted. KTC er en forening for chefer i teknik og miljø i kommunerne.

søndag den 30. september 2012

Og vinderen er.... til grin

Vil du give en 50er for det her?

Hver 10. søndag modtager jeg en mail fra Danske Spil med overskriften "Til lykke. Du har vundet i et spil på Danske Spil". En lykkefølelse suser gennem kroppen, og den varer ved i flere sekunder til jeg ser den totalt forudsigelige meddelelse om, at gevinsten udgør 36 kr.

Skrabespil fra Super Best
I går vandt jeg igen. Ikke i Lotto, men i et lille skrabespil hos Super Best. Jeg aktiverede en QR-kode i deres reklame og skrabede på min telefon. Jeg havde vundet en dagspræmie til en værdi af 50 kr.
Jeg skulle alligevel ned i svømmehallen, og jeg skulle hente mælk på vejen, så jeg cyklede gerne 1 kilometers omvej for at indkassere præmien hos Super Best på H. C. Ørstedsvej i Frederikshavn.

Slik og saftevand
På det lillebitte billede på telefonen så det ud som om, præmien var en flaske saftevand og en pose slik af en slags.
Det havde jeg ikke brug for, men en præmie er vel en præmie.
Der stod, at jeg skulle vise skærmbilledet til kassemedarbejderen, så det gjorde jeg, da jeg havde kørt de 2 liter mælk hen over båndet. Hun kendte intet til konkurrencen og henviste mig til kiosken.
Her kiggede en ung pige forbløffet på mit skærmbillede og spurgte en kollega. Ingen af dem vidste, hvad de skulle gøre, men den ene løb ind i butikken for at hente den pose slik, der var afbildet. Hun mente at vide, at jeg kunne vælge mellem de to ting. Da hun kom tilbage, dukkede en fjerde ansat op, men han kendte heller ikke noget til konkurrencen.

Vidste intet
Jeg fik min pose slik, og selv om de kan have høje priser hos Super Best, er det helt utænkeligt, at den kunne koste 50 kr. Jeg spurgte den sidst ankomne, om slikposen kunne være 50 kr. værd. Han bakkede helt ud. Han vidste ikke, hvad tingene kostede, og han vidste intet om konkurrencen.
- Hvem ved noget? spurgte jeg lettere irriteret.
- Det ved jeg ikke. Jeg er bare gulvmand, lød det sagte svar.
Så blev jeg lidt giftig.
- Det er jeres konkurrence, så det må da være jer, der ved noget. Du er nummer 4, jeg har fat i. Jeg skal vel ikke spørge i Føtex.
Så vendte han rundt og gik.

Jeg blev til grin
Jeg var bedøvende ligeglad med saftevandet, så jeg proppede chokoladen i rygsækken og kørte.
Jeg følte mig helt til grin. Det endte jo med, at jeg stod og larmede op på grund af en ligegyldig flaske saftevand. I virkeligheden var jeg sur over den manglende service. Super Best udskriver en konkurrence, hvor der skal udleveres præmier hver dag. Så undlader de at informere medarbejderne om det praktiske. De medarbejdere, jeg så har fat i, fraskriver sig ethvert ansvar og er nærmest ligeglade.
En konkurrence er vel et reklamefremstød for at få folk til at handle i butikken, men hvis den ender med at give vinderen en dårlig oplevelse, er det dårlig reklame.

Men det værste af det hele er: Chokoladerne var ikke ret gode.

tirsdag den 25. september 2012

Truckerkaffe hos Monarch

Kaffetruckerens yndlingsrekvisit

Jeg er nærig, jeg hader spildtid og jeg er kaffoman.
Derfor har jeg nu i 5-6 år købt et såkaldt truckerkrus hos Monarch. Det koster 125 kr., og så har man fri kaffe hos Monarch i et helt år.
Det er et dejligt stort krus, som der kan være en masse kaffe i :-)
Du hopper over køen og går direkte til automaten for at fylde dit krus op.
Du genbruger emballagen og producerer mindre affald.

Stykpris på 1 kr.
Og skal du vel bare drikke 7-8 krus for at have tjent pengene hjem. Jeg tror, jeg er nede på en stykpris på under 1 kr. pr. krus kaffe, for jeg kører forbi Monarch mange gange om ugen. Jeg ved præcis, hvor de ligger og ved også, hvor det er hurtigst og nemmest at komme til.
Umiddelbart er det en dårlig forretning for Monarch at sælge spandevis af kaffe for 125 kr. til mig. Men jeg har luret deres trick. Når jeg skal have kage sandwich, kører jeg selvfølgelig forbi en Monarch, fordi jeg har gratis kaffe der. Så betaler jeg 52 kr. for et stykke flutes med paté, laks eller kylling i. Det sker også temmelig tit, og der er selvfølgelig en fin fortjeneste på det. På den måde fungerer mit billige krus som indirekte salgskanal for Monarch.
Som mange andre kunder foretrækker jeg det indirekte salg, hvor jeg har følelsen af, at det er mig, der tager initiativet.

Kildevæld til en 10er
Og her kommer min store anke mod Monarch. Personalet har nemlig fået besked på, at de altid skal tilbyde kunderne noget ekstra. Når man har oplevet det 25 gange ud af 25, så er 10-øren faldet selv hos mig. Det er ikke for mine blå øjnes skyld, at jeg får tilbudt en kage eller en Kildevæld til rabatpris. Det er ikke et venligt tip for den unge mand eller dame i den grønne uniform - det er en slibrig sælger på arbejde.
Jeg hader det, og jeg kan finde på at reagere lidt barnligt.
"Jeg skal have det her OG IKKE ANDET", hørte jeg mig selv sige en dag. Ekspedienten kiggede forskrækket på mig og turde ikke foreslå sin Kildevæld til en 10er.

Hanevand er bedst og billigst
Til andre tider er påståeligheden stærk omme på den anden side af disken. Da jeg en dag blev tilbudt den evindelige Kildevæld takkede jeg pænt nej og fortalte, at jeg havde hanevand ude i bilen.
"Jamen, en Kildvæld for 10 kr. er ellers billigt", kvidrede sælgeren.
Jeg forklarede kort og venligt, at hanevandet var meget billigere og af bedre kontrolleret kvalitet.
"Ja, ja - prøv at forklar det til ham, der har opfundet Kildevæld. Han er vist millionær", lød det noget mopset fra den unge mand.
Jeg trak på skulderen, og så fulgte alle de øvrige standardbemærkninger, som sluttede med ønsket om, at jeg skulle have en god dag.
Jeg ved ikke, om han mente det, men jeg siger altid i lige måde.
Og så nyder jeg min biiiilige kaffe.

søndag den 23. september 2012

Facebook-ledelse - hvad er nu det?

Jens Sinding omkring år 1908?

Billedet her forestiller angiveligt min bedstefar, som var årgang 1903. Han byggede en virksomhed op fra ingenting og havde stor succes. Men han var bestemt ikke det, vi i dag betragter som en moderne leder.
Folk mødte kl. 7 på bedstefars fabrik, og han kunne finde på at løse døren kl. 7.10. Hvis en medarbejder kom for sent, var der ingen løn den dag!

Nyt begreb - gammelt indhold
Bedstefar ville ikke forstå et pluk af det, jeg nu vil skrive om: Facebook-ledelse. Det er et nyt begreb, jeg lige har opfundet, men du skal ikke være bange. Det er gammel viden under en ny overskrift.
I bedstefars virksomhed var kommunikationssystemet enkelt. Bedstefar bestemte, og han fortalte sine ledere, hvad de og deres folk skulle gøre. Så fortalte lederne deres folk, hvad de skulle gøre. Hvis ikke de gjorde det, blev de straffet.
Det går vi ikke ind for i dag. Det virker simpelthen ikke på folk med en vis uddannelse.

Hvor skal vi hen, du?
I dag fortæller ledelsen, hvad den gerne vil opnå, og så finder ledelse og medarbejdere sammen vejen hen til det mål. Medarbejderne bestemmer altså selv, hvad de vil gøre.
Målet bliver løbende ændret i takt med, at virksomheden arbejder hen imod dem. Ændringerne bygger på medarbejdernes erfaringer, og medarbejderne er i mange tilfælde med til at ændre målene.
Det er Facebook-ledelse.

Facebook er et kommunikationsværktøj, og lederens kommunikation er som på Facebook: Han bruger mest tid på at lytte, roser en del, kommenterer lidt og tager selv ordet ved passende lejligheder.
Det tager jeg lige i 4 bidder.

1. Lytte 
Det er sådan, vi bruger Facebook mest. Vi tjekker vores side, og ser hvad folk nu har skrevet eller linket til. Vi noterer os, hvad der står, men foretager os ingenting.
2. Rose 
Det er vores mest brugte aktivitet på Facebook: Synes godt om. Det kræver en meget lille indsats, men det gør afsenderen glad. Det er en meget væsentlig drivkraft på Facebook at få vennerne til at synes godt om. Mon ikke også det gælder på arbejdet? 
3. Kommentere 
Det kræver lidt mere at skrive en kommentar. Vi gør det gerne, men vi skal have noget på hjerte. Det kunne jeg godt lære noget af som leder, for jeg har en slem tilbøjelighed til at mene noget om alting, og ofte vil det være bedre bare at lytte eller rose. Hvis vi kommenterer for meget, holder folk op med at lytte. 
4. Poste 
Den mindst hyppige aktivitet på Facebook er selv at skrive et indlæg. Du kender selv nogen, der poster noget 12 gange om dagen - dem vælger du hurtigt fra. På den anden side mister du kontakten til folk, der aldrig sender noget ud, og sådan er det også med lederen. En vigtig del af åbenheden i virksomheden er naturligvis, at ledelsen deler sin viden og åbner op for dialogen. Derfor er det meget vigtigt, at du som leder kommer med nogle indlæg.

Sjovt
Facebook er bare fis og ballade, hører jeg tit fra vores kunder. Hmm. Jooow. Indholdet på Facebook er det, folk lægger ud, og der er meget sjov. Det må der være en grund til. Personligt kan jeg godt lide at more mig, og sådan tror jeg, de fleste har det. Så også på det punkt kan Facebook-metaforen føres over til lederens hverdag. Det må gerne være sjovt at være på arbejde.

Facebook-lederen
Hvordan genkender du en Facebook-leder? Det er nemt, meget nemt. Det er simpelthen en leder, som er aktiv på de digitale medier. Hvis vedkommende har lyst til at
lytte - rose - kommentere - poste
på de digitale medier, så har vedkommende samme lyst på arbejdspladsen. Både i forhold til medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Så er det en Facebook-leder.

Sådan én var min bedstefar ikke. Men han havde succes.
I sin tid.

torsdag den 20. september 2012

Endomondo-klovn

Her er det indviklede apparat

Jeg har en mystisk skade højt oppe i venstre lår. Det gør ondt, når jeg har siddet stille og lige, når jeg starter med at bevæge mig. Men når jeg er varmet op, går det okay. Derfor har jeg ikke løbet siden i søndags, og det er en halv evighed for mig.

Heldigt hotel
I dag var den perfekte anledning der. Vi er til KTCs årsmøde i Ringsted, og minsandten om vi ikke har fået et hotelværelse lige ved siden af årsmøde-adressen. Så mens mange deltagere tumlede i bus til og fra Køge, havde jeg fin tid til at teste det skadede ben.
Det gik slemt fra starten, og jeg var tæt på at opgive, men da jeg kom ud på en usædvanligt smuk tur ved åen, glemte jeg alt om smerterne.

iPhone i lommen
Løbeuret havde jeg også glemt, så jeg måtte klare mig med Endomondo på iPhone. Det er endnu aldrig gået godt, og det gjorde det heller ikke i dag. Jeg er en sand Endomondo-klovn.
Jeg kom i gang og lagde telefonen i lommen på mine tights. Et par hundrede meter før hotellet, fiskede jeg den frem fra lommen og gjorde klar til at slukke. Jeg løb lige lidt forkert, og da jeg var næsten fremme, kunne jeg se, at tiden havde stået stille det sidste minut. Jeg var altså kommet til at slukke dyret, da jeg hev den op ad lommen.
Jeg strakte ud og snakkede lidt med en af de andre konferencedeltagere, som havde været ude at løbe.  Da jeg kom op på hotelværelset tjekkede jeg gennemsnitstiden, og det var den ringeste i flere år. Uret kørte nemlig endnu, så min gennemsnitstid blev bare ringere og ringere.

Ligegyldigt - meeen
Er det ikke ligegyldigt? Jo, flintrende, bedøvende og inderligt.
Det vigtigste var, at jeg havde en god tur, og at jeg kunne løbe trods skaden.
Men det er da ærgerligt, for jeg løb i et rigtig fint tempo.

onsdag den 19. september 2012

Æbleplantagen, der brast

Er dette min pensionsordning?

Da, jeg var dreng, blev jeg tit millionær - sådan i tankerne.
Når jeg havde lidt arbejde, regnede jeg sammen inde i hovedet, hvad lønnen kunne blive til, hvis jeg sparede den op. Dengang fik man renter i banken, og hvis jeg nu arbejdede hårdt, satte alle pengene ind og fik renter og renters rente og renters renters rente. Jeg ville sikkert også få lønforhøjelse og kunne få et andet job, og så ville de penge også trække en masse renter. Og så ville jeg blive stinkende rig.

En dejlig drøm
Det gik jo, som den slags altid går. Jeg brugte pengene, når jeg fik dem udbetalt, og jeg beholdt ikke arbejdet ret længe. Men det var en dejlig drøm.
Det er jeg for længst vokset fra. Nu er jeg så fornuftig, men det er ikke helt slut med dagdrømmene.
Sidste år ønskede jeg mig frugttræer i fødselsdagsgave, og det endte med, at jeg fik plantet to æbletræer og et pæretræ nede på græsstykket bag garagen.

En lille frugtplantage
Mens jeg gik der og plantede træerne, kunne jeg se for mig, at jeg fik nye træer hvert år. I løbet af kort tid ville hele jordstykket være omdannet til en lille frugtplantage, og jeg ville være selvforsynende med æbler.
Jeg spiser rigtig mange æbler, og de koster 1,50-2,00 kr. stykket i butikkerne. Ved at opbevare æblerne fornuftigt, kunne jeg måske have til hele vinterens forbrug, og så taler vi over 1000 kr. i besparelse. Skattefrit og uden en egentlig investering, for jeg får jo gaver hvert år til fødselsdagen.
Måske kom der ligefrem så mange æbler, at jeg kunne sælge af dem. Jeg skulle ikke have en forretning, men jeg kunne måske bytte æbler med æg og kyllinger fra folk, der havde høns. Så var der endnu flere skattefrie kroner i besparelse. Foruden den varme følelse af at være selvforsynende.

Kærlige tanker
Her i foråret og sommeren har jeg slået græsset omkring mine tre træer, og jeg har været meget forsigtig, så jeg ikke beskadigede de værdifulde frugtleverandører. Jeg har også tænkt kærligt på dem, men det har ikke haft særlig indflydelse.
Pæretræet gav nul og niks. Det ene æbletræ bød på 1 styk frugt, som faldt ned inden det blev modent, og træet i midten har vel 15 æbler. Jeg har spist et par stykker, og de er endnu ikke modne.
I sidste uge så jeg i nyhederne, at frost i maj har reduceret årets frugthøst med 15-20 pct. Så jeg kunne måske have fået 18 æbler i stedet for 16.
Men jeg tror ikke helt på det, for det gamle æbletræ nede bag i haven er ved at segne. Der er flere hundrede af de grønne, små og lidt melede æbler, som kun er værd at spise, hvis man rammer det helt rigtige tidspunkt.

Tålmodighed, min drenge
Jeg er klar over, at jeg skal have tålmodighed og at mine frugttræer sikkert kommer til at bære mere de kommende år. Men dagdrømmene om en lille æbleplantage, de går vist på samme måde som mine drengeårs planer om at spare sammen til at blive millionær.
Man kunne selvfølgelig også sætte porrer på jordstykket. Hvad mon det ville give?

fredag den 14. september 2012

Mystik i en OpelGolf

Hvad sker der lige her?

Ifølge forsikringsselskaberne er man elitebilist, når man har kørt skadesfri i længere tid. Så det er jeg.
Men ellers er jeg en tumpe med biler, selv om jeg kører over 1000 kilometer om ugen. Jeg er ikke i stand til at interessere mig for køretøjernes teknik.
For et stykke tid siden vi fik en ny lille bil i Tankegang. Det er en OpelGolf eller sådan noget, og den kører langt på hver liter diesel. Jeg har nok kørt 12-15.000 kilometer i den og efterhånden passer sædet til min røv.

Den kan ikke starte
Men der er noget galt med den. Nogle gange kan den ikke starte. Jeg kan godt få strøm i skidtet, og der kommer lys i en masse interessante pærer i panelerne. Det ser ret flot ud.
Men når man drejer nøglen det sidste stykke, sker der intet.
Jeg har prøvet alt: Døren i og op, selen af og på igen, skift gear, sæt den i frigear, hiv i håndbremsen og slip den igen, åben passagerdøren og vend nøglen om.
Nogle gange starter den efter 10-12 forsøg, andre gange er der gået op til 5 minutter.
Mystisk, ikke?

Bilen kan lide praktikanter
Men hør så her: Et par dage havde jeg en praktikant med, og han var så sød at køre bilen på hjemturen begge gange. Når han sad der, det heldige asen, startede den fine bil i første forsøg. Han grinede selvfølgelig af mig, og jeg kunne godt mærke på ham, at jeg måtte være problemet - ikke bilen.
Hmm.
Det havde han ret i. Nu har jeg nemlig forsøgt noget helt nyt: Ikke at røre bremsen, når jeg tænder bilen. Så starter den lille dyt i første forsøg hver gang.
Vi har også en bil med automatgear. I den skal man holde bremsen ned for at kunne starte, og jeg har altid foden på bremsen, når jeg starter en bil. Det er åbenbart en indgroet vane, som jeg slet ikke tænker på. Derfor tog det adskillige uger at løse mysteriet i bilen.
Den er for resten sort. Kan det have noget med sagen at gøre?

tirsdag den 11. september 2012

2,5 times demokrati i Væksthuset

I aftes havde jeg fornøjelsen af at være ordstyrer til et offentligt møde om vindmøller i Kvissel Bræmming, vest for Frederikshavn.

Løbesedler i lokalsamfundet
Fire lokale foreninger havde delt løbesedler ud og inviteret til debat- og oplysningsmøde i Væksthuset på Ravnshøj Skole. En speciel invitation var sendt til alle byrådets medlemmer, og arrangørerne håbede på omkring 100 deltagere. Der kom 120, her af 7 byrådsmedlemmer.
Jeg skal ikke referere det hele, for hvis du var interesseret i det, var du vel mødt op.
Men jeg tog opmuntret derfra efter en dejlig aften, hvor jeg som ordstyrer måtte snuppe en tre kvarter ekstra af de fremmødtes tid, fordi der var en ivrig spørge- og debatlyst.

Demokrati i sin fineste form
Den slags arrangementer er demokrati i sin fineste form. Her var selvfølgelig masser af holdninger for og imod - mest imod - de store vindmøller. Men undervejs fik vi afklaret en lang række spørgsmål. Vi fik be- og afkræftet nogle af de historier, folk går og fortæller hinanden. Det gælder både om støj og skyggevirkninger fra møllerne og om den kommunale høringsproces.
Byrådets plan- og miljøudvalg skal senere tage stilling til sagen, og politikerne lyttede det meste af aftenen. Vi fik lige en kort runde, hvor de sagde deres mening, og her lyttede lokalbefolkningen til gengæld meget godt efter.

Alle gik klogere hjem
Jeg tror godt, jeg tør sige, at alle deltagere var klogere, da de gik, end da de kom. De havde også en fornemmelse af at blive hørt. Og måske vil nogen føle, at de også har fået en lille smule indflydelse. I hvert fald vil mødet i Væksthuset blive en væsentlig del af debatten, når vores lokale politikere senere skal tage stilling til kommentarerne til forundersøgelsen.

Massiv pressedækning
Og ved, du hvad? Hele to lokale medier havde udsendte reportere på stedet, så i dag kunne jeg læse fine referater på nordjyske.dk og kanalfrederikshavn.dk. Det er bestemt ikke hverdagskost i lokalpolitik.
I en tid, hvor politik bliver mere og mere taktisk og mediestyret, er det simpelthen skønt at opleve et lokalt engagement og en sober debat med lige dele oplysning og meningsudveksling. Det er sådan, demokratiet skal fungere.
Og det er vigtigere for mig end vindmøllerne. Men de skal heller ikke stå her hos os.

onsdag den 5. september 2012

Mit tredje digitale chok: Facebook


Ansigtsbogen er på hele tiden

Dette er den tredje og sidste artikel i en miniserie om digitale chok, jeg har oplevet i mit voksne liv.
Jeg skriver dem for selv at blive klogere på det, jeg har oplevet og måske se sammenhænge, så menneskenes brug af teknologi ikke bliver ved med at komme bag på mig.
Du må meget gerne kommentere.

En nydelig forretningsmand
Første chok var i 1992 og nummer to var 15 år senere. Det tredje indtraf blot 3 år senere. Det skete i et fly fra København til Aalborg. Foran mig sad en nydelig forretningsmand på omkring de 30 år. Da vi landede i Aalborg, tog han sin telefon op - det gjorde jeg også - og så gik han på Facebook og skrev en statusopdatering.
Hvad? Jeg stod og ledte efter mails eller beskeder. For ham var det vigtigste at meddele sig på Facebook. 
Jeg havde da været på Facebook i nogle år uden rigtigt at være aktiv, og jeg kunne ikke se noget som helst behov for at spy opdateringer ud i tide og utide.
Men det kunne manden her. Jeg bedømmer ham kun på udseende og tøj. Han lignede en succes - en dygtig og fornuftig mand. For mig at se var han ikke typen på at spilde sin tid på at dele ligegyldigheder på Facebook.
Og det er så her, jeg igen tager fejl.

Ligegyldigt tidsfordriv?
Det er ikke ligegyldigt tidsfordriv at lægge noget op på Facebook. Det hedder en statusopdatering, og det ord er dobbelttydigt på dansk. Du får status af at fortælle, at du lige er landet med fly fra København.
Synlighed er eksistens, siger vi i kommunikationsbranchen. Min rejsefælle gjorde sig synlig over for vennerne, og jeg er sikker på, at han fik mindst 5 Synes-godt-om'er. Det er flere end jeg får, når jeg linker til et blogindlæg på Facebook.

Kan jeg nu forstå det?
For jeg arbejder stadig med at forstå Facebook. Jeg har opfattet, at det for rigtig mange mennesker er døgnets vigtigste nyhedskilde. Jeg har forstået, at vennernes små historier og links til sjove citater og billeder er så gode, netop fordi de kommer fra vennerne. Og det begynder også at trænge ind, at det at holde kontakten via Facebook for mange er lige så naturligt som at gå i bad om morgenen.
Men jeg ved ikke stensikkert, hvordan jeg som kommunikationsmand trænger derind. Hvordan får jeg 3 mio. danskere til at dele viden om at sortere affald og til at synes-godt-om sortering af grønt affald? 
Det må du godt lige fortælle mig. Send en mail. Så er vi sikre på, at det når frem.

tirsdag den 4. september 2012

Mit andet digitale chok: Mobilen


Nej, det er ikke en mobiltelefon, men den er heller ikke smart

Dette er den anden artikel i min miniserie om digitale chok, jeg er blevet udsat for i mit voksne liv. Det første indtraf i 1992, og så gik der ca 15 år, før jeg igen blev ramt.

Dumt spørgsmål?
Det skete i DRs glimrende radioprogram Harddisken, der hver uge rapporterer om ny teknologi. For ca. 5 år siden havde Henrik Føhns i forbindelse med en konference spurgt 5 unge på 13-16 år, hvad deres vigtigste stykke elektronik var.
Jeg syntes, det var et dumt spørgsmål, for det var da oplagt, at de alle sammen ville svare computeren. Den brugte de til at komme på nettet og til at spille på. Mente jeg.

Også om natten
Jeg blev noget overrasket, da den første svarede "min mobiltelefon". Han brugte den til at holde kontakt med sine venner - mest via sms - og til at høre og dele musik.
Okay. Føhns havde fået fat i en musiknørd. Dem er der jo nogen af. 
Kan jeg huske, at jeg tænkte.
Derfor blev jeg dybt chokeret, da de fire næste også uden tøven udnævnte mobilen til deres vigtigste stykke elektronik. Kontakt med vennerne, sms, musik og spil var grunden til, at de havde mobilen på sig altid - også om natten.

Sms hver måned
Jeg havde selv haft en mobiltelefon i 10-12 år og var glad for den. Så kunne jeg få kontakt med folk, uanset hvor jeg var. Det var da meget smart. Jeg sendte også en sms et par gange om måneden, men det  der med musik havde jeg ikke udforsket. Jeg tror, jeg fik en iPod til jul det år. Spil på telefonen havde ingen interesse hos kloge-mig.
Bemærk, at det var før smart-telefonens tid. Den mobil, ungerne elskede, var en Nokia.

En afgrund
Udsendelsen var et vågnopkald for mig. Jeg syntes, at computeren var et helt uundværligt værktøj, som var langt, langt vigtigere end en mobiltelefon. På computeren kunne jeg finde al information i hele verden, jeg kunne skrive, lagre tekst og billeder og sende det til andre. Det var - og er - vigtigt for mig.
For unge var - og er - det vigtigste at være i kontakt med vennerne, at lytte til musik og spille computerspil. Samt at udveksle musik og spil med vennerne.
Det er da en afgrund, der er til at få øje på.

Uundværlig viden
Hvis jeg lyder som en sur gammel mand, må du have mig undskyldt. Jeg er ikke spor forarget over de unges adfærd, og jeg har slet ikke sagt, at min brug af elektronik er den rigtige.
Jeg gør, hvad der passer mig, og jeg bliver aldrig musikfreak eller afhængig af skydespil.
Men som kommunikationsmand er det uundværlig viden, som jeg skal indrette mig efter. De unge - som nu er voksne - prioriterer kontakten med vennerne højere end alt andet. Det giver dem identitet og status.
Så hvis jeg skal trænge igennem til dem om noget så vigtigt som at sortere affald, skal jeg ikke skubbe information ud på en hjemmeside eller et andet medie, jeg selv synes er let tilgængeligt. Jeg skal spørge dem om deres vaner og bede dem dele deres holdninger og meninger med deres venner. Så opstår der måske en dialog om affald og genbrug, hvor de unge og deres venner påvirker hinanden. Måske endda i den retning, jeg ønsker det.
Det er ikke nemt, og det går ikke altid godt. Men det er sjovt at prøve.

mandag den 3. september 2012

Mit første digitale chok: Internettet


Skulpturen fra Vendsyssel Tidendes 125 års 
jubilæum i 1997, hvor vi for længst var blevet digitale.

Dette er den første artikel i en miniserie om digitale chok, jeg har oplevet i mit voksne liv.
Jeg skriver dem for selv at blive klogere på det, jeg har oplevet og måske se sammenhænge, så menneskenes brug af teknologi ikke bliver ved med at komme bag på mig.
Du må meget gerne kommentere.

Skærmombrydning
Min første chokerende digitale oplevelse indtraf i 1992, da vi på Vendsyssel Tidende skulle indføre skærmombrydning. Hidtil havde vi kørt alle artikler ud isats og tegnet en skitse, som typografen så brugte som opskrift til at klæbe satsen op.
Nu sad vi i hold af 6 personer i redaktionssekretariatet i Hjørring for at lære den nye teknik. Det var stort. Vi havde aldrig prøvet musen før, og vi sad helt forkrampede og flyttede med det lille bæst samtidig med, at vi skeptisk fulgte med på skærmen.

E-mail - rent mirakel
Med de nye Mac-maskiner fulgte også en email-konto. Igen et rent mirakel - at jeg kunne skrive en besked på min skærm, som dukkede op hos en anden person et helt andet sted i verden. Det brugte vi naturligvis med den største ydmyghed. Der gik flere år, før jeg skrev noget pjank i en mail. Det synes jeg ikke, jeg kunne tillade mig med så genialt et medie.
Og det tredje mirakel hed Netscape. Det var et program på computeren, som kunne lede os ud på internettet. Her kunne vi besøge Det Hvide Hus og læse, hvad præsident Clinton havde sagt i FN. Man kunne også sende en mail til ham.
De færreste firmaer var på nettet, men det var allerede dengang klart, at mulighederne var svimlende store.
Det gjorde jeg mig ikke noget begreb om. Jeg følte nærmest, at jeg befandt mig i en science-fiction film. Der var noget urealistisk over alt det nye, jeg pludselig var en del af.

Handlingsorienteret
Dengang som nu var min tilgang til livet meget handlingsorienteret. Jeg besluttede mig ganske enkelt for at være med. Jeg ville bruge de digitale muligheder og jeg ville udforske internettet. Det var ikke en langtrækkende strategisk beslutning. Det havde jeg bare lyst til, og så sagde min mave mig, at det var rigtigt.
I dag kunne jeg godt have tænkt mig, at jeg havde fulgt den mavefornemmelse lidt mere systematisk. Men der skulle også en avis ud i morgen, så de store planer fik hele tiden lov til at vente, til vi fik bedre tid.

torsdag den 30. august 2012

Underdanmark har ordet


175 kvinder og 25 mænd til foredrag med Lisbeth Zornig


Tirsdag aften var Solle og jeg 200 andre ude at høre Lisbeth Zornig Andersen i kuppelsalen på Nordjyske Medier. Det var en god oplevelse.
Lisbeth Zornig Andersen har noget på hjerte, er troværdig og har humor. Det er opskriften på en god fortæller.

Underdanmarks stemme
De fleste kender hendes historie, så den skal jeg ikke gentage, men én af de pointer, der blev hængende er, at hun taler med Underdanmarks stemme. Normalt er det socialrådgivere og politikere, der fortæller om omsorgssvigtede børn, misbrug og brudte familier. Selv om de arbejder med det til daglig, har de en naturlig distance til Underdanmark. Det er der ikke noget galt i.

Aha-oplevelser for en rig fyr
Men i den verden, Lisbeth Zornig er vokset op i, kan næsten ingen lide deres sagsbehandlere, konsulentere eller rådgivere - selv om alle de højt uddannede mennesker har et ærligt ønske om at hjælpe. Årsagen er, at klienterne føler sig talt ned til. Kommunens gode folk synes, ikke selv de taler ned til nogen - men sådan oplever Lisbeths mor, brødre, svigerinder og deres venner det.
Der er mange små aha-oplevelser fra sådan en rig fyr som mig i at høre beskrivelsen.
- Hvorfor får de problematiske familier så mange børn? Det er fordi, de ikke har råd til prævention. Det tænker vi andre da ikke over.
Når de får penge, bruger de dem groft sagt i denne rækkefølge. 1. Smøger. 2. Kaffe. 3. Sprut. 4. Taletidskort. 5. Hundefoder. Så kommer maden til familien, og så er pengene væk. Tøj, gaver, kontingenter og fornøjelser bliver der aldrig råd til.

Medvind i medierne
Det er svært for en middelklassefamilie at få hverdagen til at gå op med tre børn. Men det er for intet at regne imod en misbrugsfamilie uden penge med seks børn i et hus, hvor kloakken ikke fungerer og køleskabet har været kaput i en måned.
Lisbeth Zornig har fået meget opmærksomhed. Hun har medvind i medierne. Hun er en star. Det har sikkert sine omkostninger, men jeg håber, hun kan holde til presset. Der er tusindvis af børn, som vokser op under kummerlige forhold med vold, druk, misbrug og massive svigt. Samfundet bruger 15 mia. kr. om året på anbringelser, og ifølge Lisbeth Zornig kunne dette enorme beløb bruges bedre, hvis hjælpen i højere grad kunne tage udgangspunkt i den verden, børnene befinder sig i.

Følg Lisbeth på Facebook
Børnene har brug for anerkendelse. De har brug for, at nogen holder med dem, sådan rigtigt. Og de har brug for al den støtte, der er nødvendig for at få en uddannelse.
Jeg ved ikke ret meget om den slags, men den gode fortæller har åbnet min øjne for det. Hvis du betragter dig selv som en nogenlunde ansvarlig samfundsborger, er du forpligtet til at sætte dig lidt ind i det. Synes jeg.
Start med at følge Lisbeth Zornig på Facebook. Der kører en masse spændende diskussioner om omsorgssvigtede børn