fredag den 30. januar 2015

Danske Spilledjævel

 Pling-pling. Så er der nyt fra Danske Spil.

I dag modtog jeg igen en fancy reklame for Danske Spil. Jeg får reklamebreve fra det statslige selskab ca en gang om året med tilbud om at deltage i nye spil.
Denne gang gælder det et Shubidua-spil. Så vidt jeg kan se, er det en slags online spilleautomat, og staten lokker mig med 15 kroners gratis spil, hvis jeg logger på inden den 30. juni.

Corydon i humør
Det er ikke Bjarne Corydon, der er blevet i forsinket julehumør. De 15 kr. er salgsomkostninger for Danske Spil, og det kan helt sikkert betale sig at give spillerne et lille beløb i startbonus. 15 kr. er nok hurtigt spillet op, og mange vælger uden tvivl at satse lidt af deres egne penge for at spille videre.
For en hel del mennesker er spil en dyr affære, og jeg er ærligt talt lidt forarget over, at et statsligt selskab er så aggressiv i sin markedsføring for at få flere til at bruge deres sparepenge på spil.

Frit spilmarked
Jeg kender godt forklaringen. Det er, at spilmarkedet blev givet frit for et par år siden. Nu kan private aktører også tilbyde spil på det danske marked. Her går overskuddet i ejernes lommer, og det er heller ikke helt sikkert, at der bliver betalt skat af det. Danske Spil deler sit overskud ud til foreninger her i dronningeriget, som i mange, mange år har nydt godt af danskernes spilleglæde.
De private markedsfører sig massivt, så hvis Danske Spil holder sig tilbage, mister det velgørende selskab markedsandele. Og så ender det med, at spillernes penge vandrer fra de danske foreninger til ukendte udenlandske ejere.

Statslig moral
Men det betyder ikke, at Danske Spil skal appellere mest muligt til vores indre spilledjævel. Det betyder ikke, at Danske Spil hele tiden skal opfinde nye spil, som kan lokke svage sjæle og gøre det nemt at spille sine penge op.
Jeg har den lidt gammeldags holdning, at det offentliges virksomheder skal være præget af en vis moral. Danske Spil skal tjene penge til foreninger (og til statskassen), men det skal foregå på en etisk ordentlig måde. Danske Spil skal ikke bidrage til at opfostre ludomaner - som det offentlige bagefter skal betale for at behandle.
Så må selskabet hellere tjene lidt færre penge.

lørdag den 24. januar 2015

Miraklet i Sisimiut

 Driftsleder Martin Jungersen viser Sisimiuts hjemmelavede muld frem.

I disse dage står termometrene på 17-25 graders frost i den smukke grønlandske by Sisimiut, lige nord for Polarcirklen. Der er lyst 4-5 timer hver dag, og det sner ret voldsomt.
Under disse forhold er det lykkedes at få hundredevis af kilo madaffald fra byens butikker og storkøkkener til at kompostere. Langsomt men sikkert bliver det omdannet til næringsrig muld, som her til sommer kan blive hjemsted for tomatplanter hos haveelskere i Sisimiut.
Det er da et lille mirakel.

Ingeniør hos Rambøll
Manden bag det hedder Rasmus Eisted. Han er ingeniør og arbejder hos Rambøll. Rasmus har boet og arbejdet i Sisimiut i 7 år, og han brænder simpelthen for at løse affaldsproblemerne i Grønlands næststørste by. Med komposterings-projektet er muligheden til stede.
Problemet i Sisimiut er nemlig det enkle, at indbyggerne producerer mere affald, end forbrændingsanlægget kan nå at brænde af. Så år efter år hober affaldet sig op på Dumpen. Det ser grimt ud, og det tiltrækker skadedyr.

Bunker skrumper
Med Rasmus' opfindelse kan affaldsbunkerne på Dumpen begynde at skrumpe. Ikke blot kommer der mindre madaffald. Det svinder også i bunkerne af affaldstræ på Dumpen. Det bliver nemlig komposteret sammen med fiskeskrog, kartoffelskræller og brødrester fra byen.
Madaffaldet blandes med affaldstræ og kører igennem en kværn. Materialet sliskes op i en ombygget skibscontainer, som bliver varmet op til 30 grader. Det sker i den første container med overskudsvarme fra et af byens fjernvarmeanlæg.
Når massen har nået en temperatur på 30 grader, sker der et lille mirakel. Den begynder at varme sig selv op til 70 grader. Og det er i denne proces, mad og træ bliver til muld. Sådan fungerer det i teorien med de beregninger, Rambøll har lavet. Og minsandten om det ikke også sker i praksis.

Sortering - og Tankegang
Det er nærmest ren hokus pokus, men inden madaffaldet dumper ned i skibscontaineren, skal det samles sammen. Det kræver, at folk sorterer, og det gør de kun, hvis det er nemt og de ved, hvad de rent praktisk skal gøre.
Her kommer Tankegang ind i billedet. Vi har lavet informationsmateriale til butikker, storkøkkener og til de borgere, der i første omgang er med i forsøget. Jeg var i Sisimiut i efteråret og deltog i informationsmøder, og jeg hjælper med at få historien ud i pressen.

Plast og metal i tomatbedet
I Danmark er det svært at få folk til at sortere madaffald fra på den rigtige måde. Og det er det naturligvis også i Sisimiut. Det er gået ganske godt med butikker og storkøkkener, som vi har haft personlig kontakt med flere gange. Og det har vist sig, at de afleverer mere madaffald, end vi havde troet på.
Ved husstandene er det mere problematisk. En del beboere ønsker ikke at deltage, og det er okay. Andre har sagt ja tak til den lille grønne spand i køkkenet og til de særlige bioposer til madaffald. Indtil videre afleverer de private husstande ikke ret meget, og kvaliteten er lidt svingende. Det er ikke godt, hvis der er plast og metal i affaldet, for så ender det jo tomatbedet.

Hele byen
Her er mere at gøre, især hvis vi får grønt lys til at brede projektet ud til alle husstande i byen. Så skal vi virkelig gentage og gentage og gentage den gode historie og vejledningen i at sortere korrekt.
Det glæder jeg mig til.

tirsdag den 13. januar 2015

Den gode grød i gymnasiet

Nu er politikerne igen begyndt at diskutere gymnasiereform. Jeg følger ikke tæt med i den verden, så jeg ved ikke, om der er brug for sådan én. Det er der sikkert.

DI tager teten
Dagen igennem har jeg hørt indslag i radioen om den. Det er lykkedes DI at sætte dagsordenen med en analyse, der viser, at for svage elever i gymnasiet trækker gennemsnittet ned hos de dygtige.
Det lyder meget sandsynligt. Og til det vil jeg helt klart sige: Nå!

Kinesiske stræbere
DI er med til at sætte en helt forkert dagsorden, som politikerne desværre ser ud til at løbe efter: At målet med en gymnasieuddannelse er at opnå højst mulige karakterer. Det er helt galt. Det skaber kinesiske tilstande i Danmark. Det fremelsker fantasiforladte stræbere, der alle følger den samme slagne vej i en blind tro på, at høje karakterer er det vigtigste i denne verden.

Tre års hygge
Jeg kan tage min egen gymnasieklasse som eksempel. Vi var 23 håbefulde, bumsede, ølglade lettere forvirrede unge, der hyggede os sammen i de tre vigtigste år i vores ungdom.
Vi kom til timerne, vi afleverede vores opgaver, og vi læste lektier. Nogen hver dag, andre hver uge.
Vi holdt nogle fede fester og havde det rigtig sjovt sammen, også i frikvartererne, fritimerne og til aktiviteter uden for skoletid.
Vi var ikke en eliteklasse. Der faldt ikke ét 13-tal i vores klasse, og vi havde ingen blandt topscorerne i gennemsnit på Holstebro Gymnasium i årgang 1981. 3. B var den gode, linde grød. Der var et par stykker, som fik lave karakterer, men ingen var ved at dumpe. Alle bestod uden problemer.

Uddannelse og job
I dag har de fleste af os kontakt via Facebook. Én har vi mistet forbindelsen til for mange år siden, og vi ved slet ikke, hvad han har lavet i de seneste 34 år.
Alle vi andre har taget en uddannelse og har altid haft job. Sådan overordnet betragtet klarer vi os ganske udmærket, og det er min fornemmelse, at vi alle sammen har et udmærket liv.
Stik den, DI.
Det er ikke jagten på høje karakterer eller en stræben efter at være nummer 1, der har bragt os lykke og mening i tilværelsen. Vi fik så meget andet med fra det kære gymnasium. For eksempel lærte vi at hygge os sammen med 22 andre underlige mennesker, og vi lærte at stå sammen, når Verden var uretfærdig.

Nøjes med computerne
Kære politikere: Pas på, at ungdomsuddannelserne ikke bliver alles kamp mod alle. Vejen til den gode uddannelse går gennem sammenhold, samarbejde og fællesskab. Hvis det bare er et spørgsmål om at proppe viden ind i folk og hive den ud igen, kan vi nøjes med computerne. 

søndag den 11. januar 2015

Ytringsfred

I denne uge rodede jeg og mange andre sig ud i en debat om ytringsfrihed. Jeg stødte ind i nogen, der mente, at vi ikke har ytringsfrihed i Danmark, fordi Jyllands-Posten ikke ville trykke satiretegninger af Muhammed.
Det er selvfølgelig en vild overdrivelse, men det er særdeles beklageligt, at Danmarks største avis har konkrete terrortrusler hængende over hovedet og derfor undlader at bringe relevant redaktionelt stof.
Heldigvis har Jyllands-Posten forklaret vidt og bredt om det og deltaget i alverdens debatter, så skaden er begrænset.

En endnu større konflikt
Trusler mod ytringsfriheden er værd at debattere, og derfor gør vi det så gerne. Men terrormordene i Paris er et symptom på en endnu større konflikt, som desværre bare eskalerer. Nemlig modsætningen mellem den muslimske og den vestlige verden.

Religion eller demokrati
I det meste af Mellemøsten er religion det styrende for menneskers liv. Et massivt flertal af menneskene synes, det er det eneste rigtige.

I Vesten mener vi, at demokrati kommer forud for alt. Det går vi stort set allesammen ind for. Vi betragter de religiøse regimer som tilbagestående diktaturer, og vi synes, det er helt forkert at indrette et samfund i 2015 efter nogle tussegamle skrifter.
De betragter Vesten som dekadent. Vi har mistet forbindelsen til det vigtigste i tilværelsen: Vores Gud. Og dermed til naturen og alt det andet, som Gud har skabt. Vores religion er materialisme, og det er et totalt skråplan. Mener de.

De bliver stærkere i troen
Jeg synes selvfølgelig, at vi har mest ret. Og jeg tror også på, at vores verdenssyn vinder frem. Men jeg må indrømme, at det ikke går ret godt. Jeg må også indrømme, at der kommer flere og flere ekstremister, som åbenbart synes, de har ret til at slå uskyldige mennesker ihjel i en profets navn.
De bliver stærkere og stærkere i troen og får flere og flere tilhængere.
Modsætningerne vokser, og vi bliver også mere og mere fjendtligt indstillet over for muslimer. Det er en snebold, der bare ruller og ruller.

I'm a dreamer
Vi kan ikke løse det med våben, soldater og droner. Heller ikke ved at skrive rasende artikler, hvor vi beskylder muslimerne for dit og dat. Vi må have gang i en dialog.
Vi må forsøge at lytte til hinanden. Når vi går ind for ytringsfrihed, synes vi, at alle må mene og sige, hvad de vil. Vi må acceptere de muslimske samfunds synspunkter og lytte til dem. Vi skal naturligvis ikke give dem ret men prøve at finde noget, vi er enige om. Vi skal forstå deres værdier og de skal også forstå vores. Og så skal vi tillade uenigheden.
Jeg ved godt, det lyder som noget flip. "You may say, I'm a dreamer. But I'm not the only one", som John Lennon sang.

Konfliktvejen
Konfliktvejen, som begge parter følger i disse år, fører til flere terrorangreb, mere oprustning, flere civile bombeofre, mere frygt, mere overvågning og flere anslag mod vores ytringsfrihed.
Det går ikke. Slet, slet ikke.
Vi må have gang i en dialog. Det er FN, EU og en hel masse andre fine forkortelser, der skal trække i arbejdstøjet.
Og så må vi andre holde op med at tale og skrive ondt om folk, vi ikke kender, og hvis livssyn, vi ikke forstår. Sig i stedet noget sødt om én, du kender. Det har hun fortjent.

mandag den 5. januar 2015

Tale-analysitis

Hver nytårsaften klokken 18 toner Dronning Margrethe frem på tv-skærmen og holder en pæn og nydelig tale. Kloge almindeligheder, som de færreste kan være uenige i. Vi skal gøres os umage og være gode ved hinanden og vores gæster. Det er synd for dem, der er syge, og tak til dem, der hjælper. Og tak for opmærksomheden ved årets højtider i den kongelige familie.

Med champagne i hånden
Dronningen taler til alle os, der betaler hendes families og ansattes løn. Så hun siger selvfølgelig noget, vi godt kan lide at høre. På årets sidste dag med 1 glas champagne i hånden og med noget rigtig god mad henne på bordet.
For mig slutter talen der. Måske snakker vi lige lidt om indholdet, mens vi tømmer glasset, men så er der ikke mere i det.
Men for medierne er det tilsyneladende noget kæmpestort. Flere års forskellige taler sammenlignes og dronningens udtalelser vendes og drejes og fortolkes i en grad, det slet ikke kan bære.

Regeringen gør det godt
Dagen efter kommer et endnu vildere ritual. Statsministeren taler til nationen. Hun fortæller, at regeringen har gjort det rigtig godt og har planer om at gøre det endnu bedre i den kommende tid. Og så remser hun lidt op af tidens mest aktuelle politiske emner uden at love eller afvise noget. Hun fortæller også, at Danmark er et af Verdens bedste lande at bo i, og at danskerne er nogle søde mennesker.
Hun skal jo genvælges, så hun har også en interesse i at sige noget til os, som er rart, trygt og ufarligt. Det er også helt fint. Det må hun gerne sådan en søvnig 1. nytårsdag.

Ingen vision og ingen handling
Før og efter de få minutters optræden eksploderer medierne i kommentarer og analyser. Oppositionen ryster fortvivlet på hovedet af statsministeren, som ikke har nogen vision, som ikke ønsker at løse Danmarks problemer, og som bare kommer med nogle løse hensigtserklæringer. Hendes partifæller forsvarer hver en stavelse, og kredsen af analytikere kommer med lange udlægninger af talen og statsministerens motiv for at sige netop dit og dat. Retorikere kommer også på banen med analyser af de få minutters tale.

7 minutters nydelig snak
Jeg synes, det er for meget. Selvfølgelig skal talen omtales, men det er altså ikke en større politisk begivhenhed. Det er bare en tale, og den næste politiske forhandling ligger et stykke ud i fremtiden. For mig er det et symptom på sygdommen analysitis, som har ramt medierne. De har allesammen ansat eksperter til at analysere politiske begivenheder. De folk skal levere nye analyser hele tiden, og det gør de så, uanset om der er sket noget nyt politisk eller ej.
Talen forleden rummede som de fleste andre af slagsen ingen politiske nyheder. Så burde de kyndige journalister på Christiansborg ret hurtigt kaste sig over væsentlige historier i stedet for at interviewe hinanden og deres tidligere kolleger om 7 minutters nydelig snak.